Litterær arkæologi

Aina Nøding

Vittige kameleoner. Litterære tekster i norske adresseaviser, 1763–1769

Oslo: Humanistisk fakultet, Universitetet i Oslo 2007

Litteraturvidenskab rummer forskellige synsvinkler eller discipliner, der tilsammen skaber et rigt facetteret billede af litteraturen og dens forhold til «virkeligheden». Det drejer sig om litterær analyse, periode, forfatterskab, sammenlignende studier og litteraturhistorie – for nu at nævne de mest udbredte. Fælles for disse discipliner er, at de materielle objekter, teksterne, er relativt lettilgængelige. Det videnskabelige arbejde består i at afdække teksternes betydninger, meninger, værdier og sætte dem i relation til andre tekster eller «virkeligheden».

Aina Nødings afhandling, Vittige kameleoner. Litterære tekster i norske adresseaviser, 1763–1769, tager udgangspunkt i en mere sjælden disciplin, nemlig den litterære arkæologi. Ambitionen er at behandle alle litterære tekster i periodens tre centrale, norske adresseaviser – ikke blot dem, der huskes i litteraturhistorien. Nøding har sat sig for at belyse aspekter af pressens rolle i forbindelse med produktion, distribution og reception af litteratur i Norge i 1760’erne, hvormed hun tillige overskrider grænsen til nabo-disciplinerne, litteratursociologi og bog- eller mediehistorie. Gennem sin kortlægning af de litterære kategorier, deres indbyrdes relationer samt teksternes ofte intrikate publiceringsveje og spredningsmønstre udviser Nøding intet mindre end en pionerindsats. En særlig kvalitet er synliggørelsen af det «ustabile» og «uafsluttede» ved disse tekster, deres kamæleonske kvaliteter.

Afhandlingen afslører hvorledes ikke blot litteratur-, men også presseforskning hidtil har overset de moralske og underholdende tekster, som i rigt mål optræder i aviserne, og Nøding retter i den forbindelse en alvorlig og tydeligvis berettiget kritik af tidligere norsk forskning på feltet for anakronistisk tilgang til emnet. Selv argumenterer hun for, hvorledes disse litterære tekster knytter sig til avisens oplysningsfunktion, idet de ofte behandler «hva som kan skje» (s. 42) – et træk de har fælles med en del tekster inden for det økonomiske område.

Analysen af de «vittige» tekster er forbundet med en række glimrende overvejelser bl.a. over litteratur- og genrebegreber i 1700-tallet. Nøding foretager dog selv uden nærmere argumentation et relativt pragmatisk valg, idet hun alene medtager den type tekster der senere udvikles til og/eller benævnes skønlitteratur – fabler, komedier, romaner & fortællinger samt poesi, inkl. lejlighedsdigte – samt den nærmest tilgrænsende litteraturtype, nemlig essayet. Disse sorteres og behandles ganske fornuftigt i rummelige «sekker» i stedet for mere præcise, litterære genrer, hvorved afhandlingen undgår en af de gængse faldgruber ved stu

diet af tidlig moderne litteratur, nemlig den anakronistiske brug af høj- og senmoderne genreinddelinger. Periodens institutionelle forhold på periodica- og bogmarkedet diskuteres bl.a. i forbindelse med behandlingen af romaner og fortællinger, hvor navnlig Goldinis Pamela bruges til at fremhæve pointerne omkring magtkoncentration på bog- og pressemarkedet samt den offentlige menings indflydelse herpå. Og kapitlet om poesi indledes med en fremragende gennemgang af forfatterbegrebets forvandling i perioden. Sidste kapitel rummer overordentlig interessante perspektiveringer navnlig til bogmarkedet, hvor Nøding kan påvise, at der stort set intet sammenfald har været mellem avisernes litterære indhold og de titler, man har kunnet opspore i bøndernes bogsamlinger. På baggrund heraf konkluderer hun bl.a.: «Avisenes litteraturhistorie er altså det sosiale mellomsjiktets litteraturhistorie, en litteraturhistorie som ofte faller mellom to stoler» (s. 232).

Afhandlingens tilgang til stoffet er dog udpræget litterær med de styrker og svagheder, den nu indebærer. Fra en mere mediehistorisk og litteratursociologisk vinkel rummer den visse svagheder. Vigtige oplysninger om pressens vilkår, publikum, censur osv. findes ikke i den indledende pressehistoriske del, men dukker op i senere kapitler, tilsyneladende i temmelig tilfældig orden. Desuden savner man en mere udførlig og sammenhængende metodediskussion bl.a. i forbindelse med genreafgrænsningen, hvor der ikke gives nogen begrundelse for det automatiske fravalg af tekster om økonomiske emner. Grænserne mellem skøn- og faglitteratur var netop ved at blive trukket op, ikke mindst af periodens dansk-norske offentligheds mest magtfulde institution, Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Men selskabet udskrev i 1760 en prisopgave, «Om Søefarten dens Oprindelse og Virkninger» – et udpræget økonomisk emne – der blev vundet af tidens mest fejrede poet, den norske fabrikant, C.B. Tullin, og trykt i selskabets skriftrække, Forsøg i de skiønne Videnskaber. Så der er ikke belæg i samtidens litteraturopfattelse til et automatisk fravalg.

Ligeledes kunne man ønske sig, at afhandlingen udfoldede sig inden for en mere eksplicit kulturteoretisk ramme. Man aner en subtil og indirekte diskussion med bl.a. Habermas om litteraturens plads og funktion i 1700-tallets litterære offentlighed (s. 238), og man fornemmer en bevidsthed om periodens brydninger mellem aristokratisk og borgerlig kultur, hvor aviserne klart hører til sidstnævnte, men intetsteds er disse for emnet så centrale rammer direkte behandlet.

Endelig undres man over, hvorfor Nøding kun så sparsomt har øst af sin tilsyneladende store viden om tiden og dens persongalleri. Spredt rundt omkring, bl.a. i forbindelse med behandlingen af Pamela, findes sådanne tiltag, der systematisk anvendt kunne have bidraget til at gøre afhandlingen mere levende og nærværende.

Alt i alt er Vittige kameloner imidlertid et imponerende arbejde, der ikke blot har gravet hidtil oversete sider af 1700-tallets dansk-norske litteratur- og offentlighedshistorie frem, men også identificeret og analyseret de litterære tekster og dermed føjet væsentlige aspekter til vores viden på dette område. Hertil kommer,

at Nøding ikke blot er begejstret for sit stof, men også en glimrende formidler, bl.a. fordi hun har sans for den prægnante detalje.

Instruktive filmanalyser

Eva Bakøy og Jo Sondre Moseng (red.)

Filmanalytiske tradisjoner

Oslo: Universitetsforlaget 2008

De fleste med en viss undervisningserfaring i filmanalyse har nok gjort seg følgende observasjon: Studenter er jevnt over langt flinkere til å redegjøre for teoretiske og analytiske begreper (en dugleik de typisk blir bedt om å demonstrere til skoleeksamen) enn de er til å nyttiggjøre seg av dem i praktiske analyser (et oppdrag mer typisk for hjemmeeksamen eller semesteroppgave).

Dette er for så vidt helt naturlig. Begrepsavklaring inngår også i tekstanalyser, men primært som en innledende pliktøvelse. I tillegg forventes man å besitte andre, mer krevende og gåtefulle ferdigheter. Men en annen årsak, tror jeg, er at det er en gjengs oppfatning, særlig blant ferske studenter, at pensumlistene på slike kurs gjerne mangler innslag som kan fungere som realistisk rettesnor i eget arbeid. Grovt sett kan vi si at studentene forholder seg til to typer tekster. For det første, allmenne introduksjonsbøker eller artikler som presenterer teorier, tradisjoner og begreper. Slike framstillinger fungerer utmerket som mal i redegjørelsesoppgaver. Men selv om de regelmessig trekker inn enkeltfilmer, er formålet først og fremst å forklare, eksemplifisere og illustrere poenger eller innsikter av mer generell art. Dette er følgelig ikke analyse, for hensikten er ikke å kaste lys over et objekt fordi det er interessant i seg selv. Filmen eller filmene som inndras i utgreiingen tjenestegjør som norm, ikke unntak: Ved å undersøke stil og narrasjon i Casablanca vil slike arbeider for eksempel anskueliggjøre hva som kjennetegner den klassiske Hollywood-filmen i alminnelighet. Den andre teksttypen er den genuine analysen, der det nettopp er den konkrete filmen som står i sentrum, ved at den er i besittelse av bestemte egenskaper som gjør den spesielt interessant å undersøke i ett eller annet henseende.

Min erfaring er imidlertid at ingen av disse kategoriene oppleves som noen optimal lest blant ferske filmforskningsspirer. Problemet med de generelle innføringstekstene er at de gjennomgående outsourcer jobben med å omsette teoretisk kunnskap i praktisk analysearbeid til forelesningene, eller overlater det til studentene selv. På den andre siden oppfattes, ofte med god grunn, avstanden mellom pensumanalysene og studentenes egne analyser som for stor når det gjelder variabler som teoretisk kompleksitet og originalitet. Når filmvitere lager analyser for

andre filmvitere – altså den type analyse som står på trykk i de tyngste akademiske tidsskriftene – er det originalitet og ny innsikt som gjelder. Den intense jakten på disse attributtene har imidlertid en tendens til å bli utsatt for en overbyingens logikk som forkvakler de kvalitetene som etterstrebes i utgangspunktet, med det resultat at det hele gjerne tipper over i det obskure, det hyperbolske, det selvparodiske.

Poenget er ikke å ville verken de generelle innføringstekstene eller de komplekse og kompliserte analysene til livs. Begge er uunnværlige. Hensikten er snarere å peke på at det både er rom og behov for bidrag som i sterkere grad tjener som pedagogiske forelegg for studenter som skal gjøre en filmanalyse, særlig på lavere grad. Og her kommer vi omsider til boken denne anmeldelsen handler om, Filmanalytiske tradisjoner, redigert av Eva Bakøy og Jo Sondre Moseng, som nettopp er et slikt tilskudd. I alt 14 filmvitere står bak bokens totalt 22 bidrag, og de fleste tar for seg temaer eller filmer de har skrevet mer detaljert om andre steder – for eksempel Anne Jerslev om David Lynch og Lost Highway, Tone Kristine Kolbjørnsen om melodramaet og Leif Ove Larsen om den romantiske komedien.

Boken har tre hoveddeler: narrasjon & stil, film & virkelighet og film & sjanger. De to første hoveddelene er igjen delt inn i tre underemner, henholdsvis narrativ teori, stil & musikk/lyd (del I) og tematisk analyse, ideologi & kjønnsrepresentasjon (del II). Hver av disse består igjen av en kort innføringstekst og to påfølgende analyseeksempler. Den siste hoveddelen om sjanger består imidlertid bare av ett underemne. Lesere med finstemt sans for symmetri kan således innvende at dette etterlater et noe uavsluttet, eller i det minste mindre helhetlig, inntrykk. Som det framgår av denne beskrivelsen er også bokens tittel noe misvisende. Tyngdepunktet ligger, som redaktørene selv påpeker, i de konkrete analysene. Når det gjelder de korte innføringstekstene om stil, lyd, kjønn osv., gir det nok mer mening å si at de tar for seg filmvitenskapelige interesseområder snarere enn «sentrale teoretiske posisjoner», slik Bakøy og Moseng hevder (s. 7). Boken framstår følgelig mer som en eksempelsamling enn som en innføring i filmanalytiske tradisjoner.

Det er én artikkel som har en litt annen innretning enn de andre og som derfor er plassert utenfor de tre hoveddelene, nemlig Eva Bakøys innledningsessay, «Retningslinjer for den filmvitenskapelige næranalysen». Dette er en blanding av praktiske tips og meta-analyse, og kanskje antologiens aller nyttigste bidrag. Med utgangspunkt i filmanalysen som håndverk skisserer forfatteren både genrens grunnleggende form og funksjon, samt gir fornuftige råd om hvordan man kan gripe en film an analytisk. Artikkelen består med andre ord av den slags innsikter som vanligvis formidles på forelesninger eller under veiledningsøkter, og det er høyst fortjenstfullt at noen har gjort disse tilgjengelige i skriftlig form, noe kortfattet, men til gjengjeld klart og innsiktsfullt. Det er dessuten en opplagt styrke ved denne gjennomgangen at den kan vise til bokens påfølgende kapitler, slik at generelle beskrivelser og råd forankres i konkrete og utfyllende eksempler.

Selve analysene bekler som nevnt rommet beskrevet innledningsvis mellom på den ene siden bøker og artikler som gir en allmenn introduksjon til tekstanalytiske

teorier og begreper, og på den andre siden analyser som først og fremst er myntet på fagfeller. Bidragene i Filmanalytiske tradisjoner har en funksjon som ikke ivaretas i de andre formatene: å demonstrere – på pedagogisk vis – hvordan teoretisk kunnskap kan mobiliseres i arbeidet med å stille og besvare konkrete spørsmål til konkrete filmer.

Dette løser bidragsyterne jevnt over meget godt. For eksempel er Audun Engelstads lesning av Spike Jonzes Adaptation som en film som slites mellom – og som utforsker – modernistiske og klassiske fortellerkonvensjoner forbilledlig oversiktlig, poengtert og nyansert. Jo Sondre Moseng demonstrerer på en sober og overbevisende måte hvordan tilløpene til samfunnskritikk i den romantiske komedien She’s All That undergraves av filmens blåøyde troskap til en enfoldig selvrealiseringsideologi, mens Ingrid Rommetveit presenterer en spennende og tilgjengelig tematisk analyse av en i utgangspunktet vanskelig film, Sally Potters Yes.

Boken er jevnt over imponerende formidlingsvennlig. Innføringstekstene er konsise og oversiktlige, analysene klare og velargumenterte. Så gir da også redaktørene sitt bifall til David Bordwells filmpoetikk – en selverklært motsats til høytsvevende teori som har en tendens til å generere nokså innfløkte, men like fullt standardiserte og forutsigbare lesninger. Et tilbakevendende tema i mange av bidragene er dessuten sammenhengen mellom filmatiske virkemidler og vår filmopplevelse, noe som stemmer godt overens med Bordwells henstilling om å studere filmer ut fra en antakelse om at de er uttrykk for skapernes ambisjoner om å framkalle bestemte publikumsresponser.

Filmanalytiske tradisjoner gjør med andre ord ikke noe forsøk på å speile mangfoldet av metodiske og teoretiske perspektiver som finnes. Først og fremst er tilnærminger inspirert av kontinental filosofi – som fremdeles er utbredt innenfor studiet av film – fraværende. Men dette er altså et bevisst valg. I forordet bemerkes det at boken med overlegg forsøker å styre unna ugjennomtrengelig fagsjargong, mens Bakøys utgreiing om filmanalysen legger vekt på viktigheten av systematikk og logisk argumentasjon. Sist, men ikke minst er de enkelte analysene i antologien nokså korte, et forsettlig valg gjort «for å framheve betydningen av en tilspisset problemstilling som veileder i analysearbeidet» (s. 7). Dette er etter min mening en gunstig avgjørelse i pedagogisk øyemed, og bokens bidrag følger den fint opp, selv om man nok kan innvende at noen av de korteste bidragene – slik som Jakob Lothes analyse av de to åpningssekvensene i Apokalypse Nå! Redux – framstår som noe uforløste eller amputerte, som om de er tatt ut av en større sammenheng.

Det finnes ellers ingen illustrasjoner i boken. Dette er særlig et savn i de analysene som begir seg inn på beskrivelser og tolkninger av filmenes stil, slik som Søren Birkvads lesning av Manndomsprøven. Manuskriptet inneholder dessuten unødvendig mange skrivefeil og flere feilaktige eller ufullstendige opplysninger: Apokalypse Nå! Redux ble sluppet i 2001, ikke verken i 2000 eller 2002 som det hevdes på henholdsvis s. 30 og 240; George Clooneys regidebut heter Confessions (ikke Confession) of a Dangerous Mind (s. 39); filmkritikeren Ebert heter Roger, ikke Robert, til fornavn, og avisen han skriver for skal ha bindestrek mellom de to

siste ordene i tittelen: Chicago Sun-Times (s. 57); Dustin Hoffmans berømte replikk fra Manndomsprøven – «Mrs. Robinson, you are trying to seduce me» – kan neppe sies å være komplett uten det nølende spørsmålstillegget «… aren’t you?» (s. 73); den kjente filmforskeren heter Modleski, ikke Modeleski (s. 164); tv-serien Sopranos begynte i 1999, ikke 2001 (s. 167); There’s Always Tomorrow er fra 1956, ikke 1955 (s. 179); i Wim Wenders sitt mesterverk fra 1984 skal det være et komma mellom de to stedsnavnene i filmens tittel: Paris, Texas (s. 183); Alle elsker Mary er fra 1998, ikke 1999 (s. 213); og Deltagjengens produksjonsår skal være 1978, ikke 1979 (s. 221). I rettferdighetens navn skal det nevnes at flere av disse opplysningene gjentas flere ganger i løpet av boken og at de ikke nødvendigvis er gjennomgående uriktige, hvilket bekrefter inntrykket av en viss skjødesløshet. Sistnevnte film omtales for øvrig som Animal House, ett av flerfoldige eksempler på at forordets forsett om at norske filmtitler skal brukes der slike finnes, på langt nær innfris systematisk. Likevel – Filmanalytiske tradisjoner fyller definitivt et tomrom i lærebokmarkedet, særlig i en nasjonal kontekst. Bokens fokus på filmenes særegne attributter, på språklig og terminologisk klarhet, samt selve formatet på analysene, gjør den til en anvendelig og høyst velkommen tilvekst til den norskspråklige filmlitteraturen.

On the Zapruder Film: Travelling Images in Our Visual and Media Culture

Øyvind Vågnes

Zaprudered: The Journey of Zapruder’s Images

Institutt for informasjons- og medievitenskap, Universitetet i Bergen 2007

Øyvind Vågnes’s doctoral dissertation entitled ‘Zaprudered: The Journey of Zapruder’s Images’ (submitted and defended in 2007) is an extremely well-written, well-researched, well-argued and ambitious monographic thesis exploring how the images in Abraham Zapruder’s 26-second amateur ‘film’ of John F. Kennedy’s assassination have ‘travelled’ through visual culture from one media to the next – from video footage to TV to works of art, films, novels and museum installations – since they were shot in 1963.

This PhD thesis is an independent and comprehensive piece of research formulating and articulating the topic, the historical and visual archives and its methodological challenges. Its high academic standard and quality, in evidence throughout, is demonstrated in a number of ways. As a contribution to interdisciplinary scholarship, the thesis demonstrates extensive knowledge and understanding of, and a reflective attitude towards, other research in the fields of inquiry in which it

is situated and situates itself: between Visual Culture Studies, American Studies, Literary Theory and Media Studies. It is a generous contribution to these areas of expertise and the grey areas or points of overlap between them.

Historically, this thesis carefully interrogates a wide range of appropriate material – historical data, archive footage, documentary evidence, textual and visual arts practice – in keeping with the interdisciplinary nature of the project.

Theoretically, it draws from and utilises relevant historical, historiographical and methodological paradigms, especially from Visual Culture Studies, American Studies and Literary Theory, paradigms in keeping with the conceptual thrust of the thesis.

Interpretatively, it moves from one medium or context to the next – documentary, numismatics, film, literature, television, video, avant-garde film, museological environment, portable visual technology, the docu-game – without losing much of the sense of the specificity and particularity of that medium or context.

Conceptually, the thesis mobilises this historical and theoretical material in ways close to, and in sympathy with, the ‘mobile’ nature of the Zapruder images as they ‘travel’ from historical period to historical period, from theoretical modality to theoretical modality. That is to say, the material and methods Vågnes applies are relevant to the questions raised in the thesis.

Finally, it is worth saying that the thesis is also a contribution to interdisciplinary studies: based, thought through and written between a Department of English and a Department of Information and Media Studies. As early as page 18, Vågnes writes that the thesis is necessarily interdisciplinary. He is right. And it’s important to say that this isn’t knee-jerk interdisciplinarity – as Vågnes writes, quoting Ginzburg, there is nothing intrinsically interesting about interdisciplinarity per se (p. 49). This thesis is an interdisciplinary project for three very good reasons, all spelt out by the author: (1) because no single discipline could properly accommodate a project such as this, (2) because the object [of study] requires it, and (3) because the approach (drawn from Bal’s concepts-based methodology, p. 51) is that much more productive (p. 49).

I have three finicky points that I believe are worth making. First, there are times when it feels that the thesis is too dependent on particular theoretical formulations. This happens in a couple of ways: (a) an over-reliance on Bal and Mitchell in particular, although this isn’t surprising given how important and relevant their work is to Vågnes’s project and (b) a sense that on quite a few occasions the author feels the need to enlist the support of other historians or theorists to support his own arguments. Having said that, the thesis does have an unmistakable authorial voice and, in the main, there is a high degree of ‘ownership’ by the author of the thesis, the ideas and the rhetoric.

Second, a great deal of this work, both directly and indirectly, is about testimony, eye witnessing, loss, absence, renewal, forgetting, working through, visual records of cultural memory and, ultimately, how individual, collective and even the (real, mediated, remediated, fabricated) fabric of memory itself travels.

Vågnes has many interesting things to say about these topics. Contrary to this, and almost in passing, he quotes Sontag to very good effect, stating that ‘too much value is assigned to memory, not enough to thinking’ (p. 273). With this in mind, I would like to have read more about how the particular, singular, specific nature of these images ‘travels’ and what happens in this transformation or translation to their particularity, their singularity, their specificity (that is to say, does the way that the Zapruder images travel offer, propose, force us to begin to craft a new way of conceiving of cultural memory itself?)

My third point, tied to the second, is that I would like to have read more about the medium-specificity of each incarnation or iteration or reiteration of the footage. Yes, it travels, and yes it does things, but what is it and what is done to it?

Having made these three points, I have to reaffirm how much I enjoyed reading Vågnes’s doctoral dissertation, and how much l learned from it. Through anecdote, personal history, research trips, solid historical research and grounded theoretical speculation, the thesis tells this complex story in a way that is interesting to read, sophisticated and comprehensible.

Vågnes’s conclusion, like his starting point, confirms (a) that as images ‘travel’ – as they are projected, exposed, confiscated and quoted (p. 323) – they turn into other things, and (b) that in this instance what started out as evidentiary footage has, in many fascinating ways, become an aesthetic image.

In the end, Vågnes puts forward and affirms a number of extremely important proposals: that travelling images are uncontrollable (p. 315), that travelling images need to be considered not in light of what they are but rather in light of what they do (p. 244), and that (personal and cultural) memory is produced in images, it does not reside in them (p. 35). These are the burdens of travelling images, and their salvation, and the challenge for us as scholars of history, theory and visual culture.

Nettverksformelen

Terje Rasmussen

Nettverksformelen – Hvordan det sosiale livet henger sammen

Oslo: Unipub 2008

Bogen præsenterer, på nærmest videnskabsjournalistisk vis, en stor mængde viden om netværksteori og konkrete nye medier i en sammenhæng, der forklarer og belyser ellers svært forståelige hændelser i og karakteristika ved det moderne samfund. Den falder i 8 kapitler som er opdelt i mange underafsnit, der kredser om en problemstilling, der efterhånden udkrystalliserer sig omkring hvordan sammen

hængen er mellem nye medier og det sociale, set gennem en netværksoptik. Bogen ser dog ikke kun snævert på medier ift. netværk, men også på epidemier, terror, optøjer, organisationer, bedstsælgere, reklamer, skandaler og bilkøer, dog stadig ofte i lyset af kombinationen af nye medier og netværksteori.

Bogen slår hurtigt fast at de netværk den handler om, selvom de er formidlet teknisk, altid er sociale. Dens nok væsentligste motiv er at den sociale afstand mellem et tilfældigt menneske og et hvilken som helst andet menneske, uanset at vi er seks milliarder fordelt over hele Jorden, kun er seks andre mennesker. Terje Rasmussen (TR) henviser til Stanly Milgrams berømte post-eksperiment hvor en række tilfældige personer bedes om at sende et brev til en bestemt modtager, dette dog ikke direkte, men via venner og bekendte, der måske var tættere på modtageren. På denne måde anskueliggøres samfundets netværksstruktur; omend Milgrams forsøg ikke kan siges at være videnskabeligt holdbart er vejen mellem to tilfældige noder i et netværk dog forbavsende kort. Viden om hvor lille verden er når den anskues som netværk er dog ikke særligt udbredt, hvilket i sig selv gør denne bog relevant for en bred skare. At vide at man kan netværke og ikke mindst hvordan, ses i bogen som en kompetence, eller en social kapital. Selvom antallet af noder i et netværk er mange er forbindelserne mellem dem dog mange mange flere hvilket reducerer afstandene mellem noderne radikalt. Hvis man kigger endnu bedre efter ser man at verden set som netværk består af klynger, der igen er forbundet med andre klynger. At vi kan finde en tilfældig person mellem millioner i få hop, skyldes at vi indfører genveje der etableres ved at vi bruger den begrænsede viden vi har om hvem vi kender, der måske kender nogen, der ved om nogen, der måske ligger inde med den viden som vi er på udkig efter. Her spiller nye medier ind da man med kendskab til dem, nemt kan udsøge venners bekendte, der fx netop kan give én det job man er på udkig efter. Her komme en ny vigtig distinktion ind i billedet, nemlig den, der er beskrevet af Mark Granovetters, mellem stærke og svage bånd. Kort sagt er familie og nære venner stærke bånd, mens bekendte og bekendtes bekendte er svage bånd. Ofte er det de svage bånd der er vigtige hvis man leder efter nye informationer eller muligheder, da man ofte deler megen viden med dem man har stærke bånd til.

TR kobler til og formidler viden fra et forskningsprojekt han har været med i, der har undersøgt unges brug af nye medier. De digitale medier giver en række genveje, ifølge TR er man med sin mobiltelefon en vandrende node i mange sidestillede netværk. Med internettet får alle brugere i princippet direkte forbindelse til hinanden og vil i et enkelt eller i kun få hop kunne henvende sig til hinanden. Dette halverer stilængden mellem to tilfældige noder uanset størrelsen af netværket. I de nye Web 2.0 medier, fx i facebook, kan man hurtigt via venners venner finde en kontaktperson i USA.

Med inspiration fra Robert Merton udlægger TR den egenskab i netværk at de ofte er bygget op af få store og mange små noder, hvor det med størrelsen er gjort op i antallet af forbindelser, som Mattæus-princippet. Nogle få noder i netværket tiltrækker sig de fleste links, eksempler er Google.com, Wikipedia og You Tube,

mens de fleste noder kun har få links. Denne fordeling af forbindelser er et generelt mønster i verdens tusinder af netværk, fx lufthavne hvor fx Heathrow har mange forbindelser. Også når vi ser på mennesker gentager mønstret sig, fx i diskussionsgrupper på nettet hvor de få står for langt de fleste indlæg. Denne netværkets topologi med nogle få supernoder og mange ordinære noder gør for det første nettet til en lille verden, hvor det er muligt i få operationer at finde information. For det andet gør topologien netværkene robuste; da supernoderne er de få, så er sandsynligheden for at de bliver ramt af nedbrud kun lille, hvortil en høj grad af redundans er indbygget, dvs. at der er et overskud af forbindelser mellem noderne og at samme information for det meste er lagret i flere forskellige noder.

Bogen gennemgår et stort antal konkrete netværk, der er baseret på digitale medier, den refererer deres historie, hvordan de bliver brugt og præsenterer også de nyeste tendenser i form af web 2.0s indtog på mobiltelefonen i kombination med GPS, der fx bevirker at man kan finde venner og venners venner, der er i nærheden af én. Fremtidsscenariet er det, at alt lige fra ting over steder til personer efterhånden får IP-numre og kan lokaliseres i tid og rum og dertil give informationer om sig selv.

Bogen kommer også ind på risici ved det mediebårne samfund. Problemet består i at vi som væsner er under stærk påvirkning af hvad andre, især dem tæt os på gør. Vi opfører os som fisk i en stime eller fugle i en flok, hvilket kræver afstand. Når medierne fx er mere interesserede i personers privatliv end i offentlige forhold savnes distance for at holde forskellige arenaer adskilte.

Bogens styrke ligger i sin bredde hvor så at sige alt i samfundet ses og forstås gennem netværksformelen. Denne styrke ligger i at den virker som en del af det gamle oplysningsprojekt og den vil være yderst interessant og oplysende for mange fx for jurnalister. Samtidig er dette dog også bogens svaghed set som et medievidenskabeligt værk, den er alt for bred og kommer ikke i dybden. Den er således meget generalistisk, fx gives alle mulige eksempler på supernoder lige fra drosjesentralene i Oslo, over prostituerede og lufthavne til Google.com, og der gås ned i mange af eksemplerne. Ligeledes tages et utal af begreber op, der godt nok alle kan relateres til netværk, men som stritter i mange retninger og ikke diskuteres kritisk, teoretisk eller i forhold til de andre fremlagte begreber, fx virale net, memer og emergens. Dette medfører at en lang række interessante diskussioner kun slås an og ikke bliver forfulgt til en konklusion. Det ville have styrket bogen set som medievidenskabeligt værk, hvis et virus som HIV kun var brugt som kort analogi til at forklare netværk baserede på medier og ikke som sideordnet emne. Så var der blevet plads til at forfølge interessante diskussioner som fx den om der findes svagbåndsmedier og stærkbåndsmedier.

Det virker også som en svaghed at sociologien ikke bruges mere end den gør, at der ikke problematiseres mere, at der ikke bygges flere broer, eller forbindelser om man vil, mellem netværksteori og anden sociologi, at der ikke gives flere sociologiske forklaringer, der på et højere teoretisk plan ville kunne have samlet bogen og dens mange elementer. Vi ved fra andre bøger og artikler af TR at han har indgående kend

skab til såvel Habermas som til Luhmann og dette kendskab kunne med held have været udfoldet i denne bog som svar på ovenstående efterspørgsel. Kunne TR ikke have inddraget Habermas i diskussionen af offentlighedens dagsorden i spændingsfeltet mellem det der benævnes som hhv. massemedier og personlige medier? Og hvad er der blevet af Luhmann der nok tildeles en virtuel nobelpris i bogen, men ellers nærmest er skrevet ud? Han nævnes et par gange og indirekte benytter TR også hans definition på massemedier (p. 117), men synes ikke helt at tage den alvorligt eller at anvende den analytisk (små undtagelser er der dog p. 107, 127).

Netop diskussionen af mediebegrebet er den største mangel i bogen når den iagttages som medievidenskabeligt værk, distinktionen mellem massemedier og personlige medier indfanger ikke forskellen. Forskellen ligger nærmere mellem om et medie giver rum for interaktion eller ej – det er det der ligger i Luhmanns definition af massemedier, som medier hvor forbindelsen tilbage fra publikum er kuttet. Den anden type medier, dem massemedier altså er distingveret fra, er altså medier hvor der netop er en returkanal.

Ovenstående kritik retter måske smed for bager, da bogen er et glimrende oplysningsværk i videnskabsjournalistisk stil, som vi i Danmark fx kender fra Tor Nørretranders’ Mærk verden. Men det ville være spændende om TR arbejdede videre med stoffet og vinklede det mere skarpt mediesociologisk. Der er næsten ingen fejl i bogen, en sjov undtagelse er dog, at telefonen skulle have spillet en væsentlig rolle under den amerikanske borgerkrig (p. 36)! Og jeg kan trods min kritik, varmt anbefale bogen til alle. Den giver et godt overblik over de mange medier der verserer netop nu i samfundet, hvortil den giver et velkomment perspektiv med sin netværksformel, til at forstå disse og deres påvirkning af samfundet. Hertil giver netværksformelen på samme måde overblik og teoretisk forståelse af mange andre fænomener i det nuværende samfund.

Medievidenskab – populært formidlet

Espen Ytreberg

Hva er medievitenskap

Oslo: Universitetsforlaget 2008

Det er en glimrende idé Universitetsforlaget har fået med at lave korte og populære indføringer i centrale videnskabsområder. Det er en ligeså glimrende idé at sætte en yngre forsker som Espen Ytreberg til at prøve kræfter med at forklare den brede offentlighed, hvad medievidenskab egentlig er for noget. Som professor har han tyngden, men samtidig har han allerede i sin øvrige forskning vist sig som en stærk formidler, der evner at svinge mellem de teoretiske højder og de konkrete

eksempler. Ytreberg bekender allerede i bogens indledning, at han er for ung til at kende de voldsomme former for enten utopi eller dystopi og frygt som ledsagede de tidligste teorier om medierne, og de ofte overdrevne forestillinger om deres magt til at påvirke os alle. Som han siger: «for meg har filmen, radioen og enda mer fjernsynet vært en selvfølgelig del av hverdagslivet. Jeg forbinder disse mediene med følelser av trygghet og tilhørighet» (s. 10).

Ytrebergs personlige oplevelse af og tilgang til medierne er altså i høj grad fascinationen og glæden, det noget mere afslappede forhold til medierne som en del af hverdagen, samfundet og kulturen – på godt og ondt. Hans tilgang er ikke pr. definition den samfunds- og kulturkritiske, som 68-generationen, der startede medieforskningen i Skandinavien, var stærkt præget af. Det svarer for så vidt godt til at medievidenskaben i dag er en etableret grundvidenskab med stor bredde og mange forskellige teorier og metoder. Men som Ytreberg også rigtigt peger på, forventer samfundet stadigvæk kontante svar på mediernes rolle: kan medierne faktisk fremme voldelig adfærd? Har medierne været med til at gøre moderne politik til underholdning? Er Big Brother et signal om kulturens tivolisering osv.? Enhver medieforsker kender fornemmelsen, når en journalist ringer og vil have kontante svar.

Ytreberg definerer selv sin fremstilling som både tværmedial og tværfaglig: han beskæftiger sig med medier fra trykpressen til Internettet, og han henter inspirationer i både socialvidenskab, psykologi og humaniora. Dermed er bogens fremstilling på forkant med udviklingen i fagområdet. Men trods inklusiviteten i tilgangen er der en tendens til at filmvidenskaben og filmmediet ikke er tænkt med, selvom udviklingen mange steder i både Europa og USA går imod netop at se film- og medievidenskab som del af det samme fagfelt. Det giver bogen en svaghed i forhold til et meget stort område, som også slår igennem i en mindre stærk inddragelse af fiktions- og underholdningsgenrer. En anden svaghed i bogens ellers brede teoretiske anlæg er, at den meget stærke tendens i nyere film- og medieforskning i retning af psykologiske og kognitive teorier ganske glimrer ved deres fravær, selvom bogen taler ganske meget om oplevelse.

Bogen er opdelt i 5 hovedkapitler. «Medienes formende kraft» handler helt generelt om medialisering både teknologisk, socialt og kulturelt, og her får vi også får en basal indføring i offentlighedsteori i en både national og global ramme. «Medier og påvirkning» giver os en fin indføring i den historiske udvikling i modtagerstudier, fra den abstrakte angst for massen via de konkrete empiriske studier i enten Payne Funds «magic bullet» forestillinger eller en nyere tids mere komplekse forståelse af samspillet mellem medier, budskaber og modtagere. «Medier og kulturell verdi» handler om den klassiske diskussion om forholdet mellem populærkultur og elitekultur og her passerer klassiske skikkelser som Mathew Arnold, Adorno og Horkheimer, Huyssen og Eco bl.a. forbi. Men kapitlet rummer også vældig gode konkrete cases og diskussioner af den måde de forskellige medier og kulturformer i dag blander sig på.

Med «Politikkens mediatisering» tages omvendt udgangspunkt i helt aktuelle påstande om undermineringen af moderne politik gennem journalistisk underholdning. Men kapitlet tager os også tilbage til Lippmann og opinionsforskningen i 1920’erne. Ytreberg skildrer forholdet mellem journalistik som et stadigt rustningskapløb, hvor begge parter hele tiden søger at matche den anden parts udfordringer. Fremstillingen er dog nok så skeptisk overfor de lette påstande om mediernes magt, både hos en McLuhan og hos en Neil Postman. Med en gennemgang af McManus’ forskning i markedsmekanismernes betydning lægges der mere vægt på det aspekt. Et ganske kort afsnit til sidst diskuteret betydningen af digitalisering. I bogens sidste kapitel «Medieopplevelser» bevæger vi os fra overvejelser over publikums reaktion i de moderne mediers barndom via Kuleshovs russiske eksperimenter, ind i medieritualer som fælles oplevelse og frem til den interaktive og individuelle YouTube bruger, som også er potentiel producent.

Det er på mange måder en god lille introduktion til medievidenskaben Ytreberg har skrevet og den er ydermere levende og godt skrevet. Bogen slår samtidig ned på en række væsentlige problemfelter og eksempler, der samtidig fører os frem og tilbage mellem historien og nutiden. Det er også en afslappet og meget udogmatisk og ufundamentalistisk bog: den forfægter ikke en bestemt teori eller et ganske bestemt syn på medierne. Dens grundsynspunkt er snarest det, at medierne er blevet en helt naturlig og integreret del af det moderne liv og at medierne dermed har fuldstændig ligeså mange og komplekse funktioner og betydninger som vores moderne liv har. Medierne er ikke en helt masse i sig selv, de indgår i en samlet social og kulturel kontekst. Det er et sympatisk synspunkt og også en ganske frugtbar position at indtage vendt både imod super-pessimisterne og jubel-optimisterne, som tenderer mod at mene at medierne og deres teknologi henholdsvis ødelægger eller frelser samfundet.

Men lige præcis denne måde at gå til stoffet på giver også, sammen med den begrænsede plads, bogen en række problemer som grundbog. Muligvis er det sådan, at Universitetsforlaget har planer om at udgive en bog, der hedder Hva er filmvitenskap?, men ellers er det som sagt et stort problem i fremstillingen at fiktionens genrer er voldsomt underdimensioneret i bogen, især i betragtning af den betydning de har for glæden og oplevelsen ved medierne, som Ytreberg ellers er meget optaget af. Men måske mener han ikke filmen er et medie, men i så fald kunne man spørge hvorfor så tv-fiktionen spiller en tilsvarende meget lille rolle. Det peger imidlertid på et dermed sammenhængende og grundlæggende problem i bogen: manglen af diskussion af medier og genrer og dermed medieforskningens særdeles omfattende genreteoretiske diskussioner. Vist dukker det op rundt omkring, men det er simpelthen for fundamental en dimension til ikke at blive taget op meget mere direkte og systematisk.

Bogens anden store mangel er, at den simpelthen ikke overhovedet tager stilling til den moderne film- og medieforsknings ’cognitive turn’. Som medieforskere, humanister og samfundsforskere har vi i alt for mange år været helt utilbøjelige til at kigge mod naturvidenskabeligt inspirerede teorier og synsvinkler. Men

fra den neo-formalistiske kognitive skole hos Bordwell og frem til danskeren Torben Grodal er der vokset en helt ny og meget frugtbar forskning frem, som dels fokuserer på nye måder at forstå de fundamentale genrer i medierne på, og som supplerer vores syn på modtagere og oplevelser. Der bruges meget plads i Ytrebergs bog på oplevelser og modtagere, men mens der bruges mange sider på sjove, ældre teorier på området er der slet ikke nogen henvisninger til dette nye teoretiske felt, som jo i disse år også slår stærkt igennem indenfor litteratur- og kunstforskning og indenfor sociologi og psykologi. Her bliver bogen for traditionel og lukket om en overvejende og mere traditionel samfundsvidenskabelig synsvinkel, her har den teoretiske åbenhed tilsyneladende sin grænse.

Den sidste begrænsning findes også i andre nyere bøger med samme målgruppe og emne, som f.eks. Klaus Bruhn Jensens Medier og samfund (2008) eller Jostein Gripsruds lidt større anlagte Mediekultur, mediesamfunn. Men til gengæld har både Klaus Bruhn Jensen og Jostein Gripsrud en noget mere systematisk tilgang til et tredje område, som også er noget underbetonet hos Ytreberg: medieinstitutionsanalysen. I afsnittet om politikkens medialisering får vi ganske vist elementer af dette perspektiv, ligesom det dukker op andre steder i cases og eksempler. Men man savner en samlet sociologisk fokusering på medierne som institutioner i samfundet, i hvert fald hvis man skal kunne bruge bogen som grundbog. Men man kan selvfølgelig også bare – som forlagsannonceringen signalerer – se den som en øjenåbner for den der ikke ved noget om medier endsige medievidenskab. Set i det lys har bogen bestemt store kvaliteter som populærformidling. Der er altså tale om fin populær formidling af videnskab med store kvaliteter – men også med fravalg og mangler, som svækker den som en moderne og opdateret introduktion.