I sin artikel “Er sandheden blot en social konstruktion?“ sætter Søren Kjørup en række bestræbelser i værk for at redde mig og ligesindede fra epistemologiske fejltagelser. Redningsaktionen sker dog ikke så meget af omsorg for os, men mere fordi Kjørup finder det bekymrende, at vi øver dårlig indflydelse på vores omgivelser med vores måder at tænke på. Man kan måske nok se denne påstand som en anelse nedvurderende i forhold til disse mennesker, men – hvis det er “sandt“, er det jo en alvorlig situation.

Kjørup forholder sig anerkendende til mange ting i den konstruktionistisk baserede forskning: Han finder mange af de empiriske forskningsresultater interessante, han ser, at de er frembragt af forskningsspørgsmål, der netop på grund af den konstruktionistiske inspiration har kunnet tage en særlig interessant vending; han tilslutter sig det antiessentialistiske standpunkt, men – han kløjes som traditionel filosof kraftigt i socialkonstruktionismens forståelse af sandhedsbegrebet.

Den udgave af dette begreb, som han har fundet i Vivian Burrs introduktionsbog til socialkonstruktionistisk tænkning, går på ideen om, at ingen mennesker kan træde ud af deres positionerede væren og anskue verden udefra, hvorfor al anskuen eller erkendelse må antages at være positioneret, dermed ikke-objektiv, dermed ikke endeligt sand. Kjørup har her fundet en pragtfuldt paradoksal sætning, som netop i sin første del kommer med ovenstående påstand, for derefter at fortsætte: and that is just as true of scientists as of everyone else“ (Burr 1995: 160), hvorefter han kan konstatere, at KonstruktionistER (mine versaler) altså støtter sig til sandhedspåstande for at argumentere for de objektive sandheders umulighed. Nu kunne man have læst sætningen som et skriveteknisk ganske uheldigt skift mellem sandhedsbegrebet som henholdsvis et videnskabeligt begreb og et hverdagsbegreb, men alligevel: Det er en morsom passage i Burrs bog: Sandheden findes ikke, og det er sandt!

Tillad mig imidlertid at sige: For det første, at Burr ikke repræsenterer KonstruktionistER, whoever they are.1 For det andet, at hendes bog er skrevet som en læse-let-bog om socialkonstruktionisme, og at den følgelig på godt og ondt (efter min mening særligt ondt) er stærkt forenklet i sin fremstilling og argumentation; og endelig at hun i den overtager den amerikansk kontekstualiserede diskussion, som relativt stabilt profilerer sig op mod naturvidenskabelige forskningsidealer indenfor samfunds- og humanvidenskab – det er den eksperimentelle forskning, der udgør positionen, som mange amerikanske konstruktionistisk baserede tekster profilerer sig i opposition til, hvorfor diskussionen nogle gange fra vores (måske særligt de danske) himmelstrøg kan se lidt pudsig ud.

Jeg har før set kritikere af den konstruktionistiske tænkning anvende netop hendes bog som udgangspunkt for deres kritik, og jeg forstår ikke helt prioriteringen. Der findes meget andet og mere spændende litteratur, som lægger op til mere nuancerede diskussioner, når det gælder denne type af tænknings epistemologiske grundlag. Og her skriver jeg med vilje: denne type af tænkning, for relativeringen af begreberne om sandhed og objektivitet, forståelsen af erkendelse som positioneret etc., finder man også i andre typer af teori og ikke mindst f.eks. i den poststrukturalistiske – eller i nogens terminologi postmoderne – tænkning, i feministisk teori, i kritisk psykologi (Valerie Walkerdines, Parker og Burmans engelsk / australske udgave), i nyere antropologi etc.

Diskussionen om, hvorvidt der findes en “objektiv“ verden “bag“ måden, hvorpå den foreligger for os, kan ikke ganske enkelt afgøres med et ja eller et nej, eftersom ja'et ofte forpligter til også at anerkende vores prædiskursive adgang til denne verden, og nej'et på den anden side fremstår som regelret absurd. Påstanden om, at der intet findes udenfor teksten, eller at der intet findes udenfor vores konstruktioner, skal forstås på den måde, at der ikke findes noget for os, som ikke er diskursivt medieret. Det er med andre ord ikke en påstand om, at der ikke findes noget – derimod er det en påstand om, at vi ingen prædiskursiv eller, som jeg plejer at tilføje: præ-praksisformidlet adgang har til det. Hvis begrebet objektiv forudsætter en sådan “ren“, “a-kulturel“ adgang, så er ideen her, at objektiv er en fantasi, en konstruktion med særlige og uden tvivl stærke diskursive effekter. Der er stor magt knyttet til begreber som objektiv erkendelse og sandhed i disse aftapninger. (At betydningen af objektiv kan ændres, kommer jeg tilbage til).

Når det for eksempel drejer sig om subjektet, så plejer kritikere at sige: 'Jamen selvfølgelig findes subjektet, det kan jeg erfare, det kan jeg opleve, det kan jeg tale med andre om, at de oplever, og verden kan ikke forstås uden'. Hvortil de konstruktionistisk / poststrukturalistisk tænkende vil svare: Selvfølgelig findes subjektet – for os. Pointen i at problematisere subjektet ligger ikke i at påstå, at det ikke findes for os, men i at spørge til dets konstituering, til vilkårene for dets 'tilblivelse' (se diskussionen f.eks. i Benhabib 1995. Og formuleringerne af sidstnævnte position f.eks. i Butler 1993, 1995 og 1997, Davies 2000, Søndergaard 1999 og 2000).

'Ok', vil nogle så sige, 'vi konstruerer vores verden, men vi konstruerer ikke alt. Der må kunne sættes en grænse mellem konstruktion og virkelighed. Dette subjekt er måske nok formet af særlige vilkår – vi kan se de konstituerende betingelser, men der må jo være noget inden, som kan formes, og dette, der er der inden, må vi også kunne erkende og sige noget om. Vi må kunne sige noget om grænsen her'. Tanken er besnærende. Men problemet er igen, at vi ikke kan tale eller praktisere noget uden samtidig at anvende kulturelle redskaber til at tale og praktisere det med. Jeg anerkender altså, at der er noget, men jeg må også anerkende, at min anerkendelse former dette noget gennem anerkendelsen. Hvis vi tager det biologiske køn som eksempel, formulerer Butler pointen på denne måde:

To “concede“ the undeniability of “sex“ or its “materiality“ is always to concede some version of “sex“, some formation of “materiality“. Is the discourse in and through which that concession occurs – and yes, that concession invariably does occur – not itself formative of the very phenomenon that it concedes? To claim that discourse is formative is not to claim that it originates, causes, or exhaustively composes that which it concedes; rather, it is to claim that there is no reference to a pure body which is not at the same time a further formation of that body. In this sense, the linguistic capacity to refer to sexed bodies is not denied, but the very meaning of “referentiality“ is altered. In philosophical terms, the constative claim is always to some degree performative. (Butler 1993: 11)2

Og hun fortsætter med at spørge:

Is construction something which happens to a ready-made object, a pregiven thing, and does it happen in degrees? Or are we perhaps referring on both sides of the debate to an inevitable practice of signification, of demarcating and delimiting that to which we then “refer“, such that our “references“ always presuppose – and often conceal – this prior delimitation? Indeed, to “refer“ naively or directly to such an extra-discursive object will always require the prior delimitation of the extra-discursive. And insofar as the extra-discursive is delimited, it is formed by the very discourse from which it seeks to free itself. This delimitation, which often is enacted as an untheorized presupposition in any act of description, marks a boundary that includes and excludes, that decides, as it were, what will and will not be the stuff of the object to which we then refer. This marking off will have some normative force and, indeed, some violence, for it can construct only through erasing; it can bound a thing only through enforcing a certain criterion, a principle of selectivity. (Butler 1993: 11)

Det står ikke klart for mig, hvad Kjørup mener med, at han tilslutter sig den antiessentialistiske position, men ikke kan anerkende problematiseringen af sandhedsbegrebet. Artiklen slutter ganske brat med en konstatering af det betænkelige i en relativistisk forskning, en forskning der, som han altså påstår, ikke kan tage stilling til noget, men som må betragte alt som lige gyldigt. Jeg ville have været meget interesseret i at se en lidt mere komplekst udfoldet diskussion af, hvordan vi bevæger os fra et antiessentialistisk standpunkt til anvendelse af et sandheds- eller måske endda et objektivitetsbegreb, der alligevel kan udstikke nogle retningslinier for, hvad god forskning så er.

Andre har dog forsøgt sig her, og jeg skal specielt henvise til Hardings begreb om strong objectivity, som et interessant bud på, hvordan netop forskningens situering og erkendt positionerede status (erkendelsens diskursive mediering) samtidig kan styrke kundskabspåstandenes objektive karakter. Harding skelner mellem stærk og svag objektivitet og tilsvarende også mellem stærk og svag refleksivitet. Den stærke objektivitet overskrider de måder, som objektivitet traditionelt har været anvendt på: Anvendelsen af repræsentationshypotesen, at man har tænkt det muligt at producere “værdifri“ kundskab, at det har været særlige grupper i samfundet, hvis tanker har formet og blik har afgrænset, hvad der var “værdifrit“, at dette har krævet en dualistisk konstruktion byggende på sig selv og anden / andre som modstilling, at denne anden / disse andre har været marginaliserede grupper etc. Det er den begrebshistorie, som det nye begreb må gøre sig fri af:

… the argument (…) is that the notion of objectivity not only can but should be separated from its shameful and damaging history. Research is socially situated, and it can be more objectively conducted without aiming for or claiming to be value-free. The requirements for achieving strong objectivity permit one to abandon notions of perfect, mirrorlike representations of the world, the self as a defended fortress, and the “truly scientific“ as disinterested with regard to morals and politics, yet still apply rational standards to sorting less from more partial and distorted belief. Indeed, my argument is that these standards are more rational and more effective at producing maximally objective results than the ones associated with what I have called weak objectivity. (Harding 1991: 159)

Det er den situerede forsknings selvrefleksive praksis og de marginaliseredes tænkning som "outsiders within", altså som nogle, der tænker udenfor de dominerende praksisser, men indenfor de videnskabelige samfund, og som derigennem transformerer videnskaben og dens sociale relationer for hvem, der er ude og inde – det er blandt andet herigennem objektiviteten, ifølge Harding, kan maximeres.

James Sheurich er en af dem, der har diskuteret ideen. Efter hans mening ligger der store vanskeligheder forbundet med at overføre objektivitetsbegrebet fra en traditionel tænkning, som drejer sig om at føre bevis, til en tænkning, der drejer sig om at udforske og opdage (Scheurich 1997: 39), fordi denne bevægelse alligevel i en eller anden forstand efterlader begrebet intakt. Hvis Harding virkelig mener, at den stærke objektivitet vil kunne skelne mellem, hvilken kundskabspåstand, der genererer mere eller mindre partielle og forvrængede redegørelser for natur og socialt liv, så bliver han bekymret for, om denne skelnen også kommer til at betyde en differentiering i, hvis forskning og hvis forskerposition, der må betragtes og vurderes som overhovedet historisk medieret – som om altså den mindre partielle forskning ikke også selv var historisk medieret. Skal stærk objektivitet forstås på den måde, må han tage afstand fra det.

Harding ville givetvis ikke dele denne bekymring. Hendes graduering af objektivitet indbefatter ikke en tænkning i, at nogen form for forskning skulle være ahistorisk eller ikke-situeret, ej heller den mindre partielle, men Scheurichs spørgsmål er af den grund hverken uinteressante eller uvæsentlige at være opmærksomme på. Jeg hører nok også til dem, der er lidt bekymret ved den tunge historiske bagage, objektivitetsbegrebet bærer på, men jeg respekterer ikke desto mindre Hardings forsøg på at søge en konstruktiv position frem, at tænke forskningskriterier fra efter den poststrukturalistiske, feministiske og antiempirialistiske kritik af modernistisk vestlig videnskab.

Men tilbage til Kjørup og hans bekymring for konstruktionismetænkernes manglende erkendelse af sandhedens potentielle udstrækning. Måske kan diskussionen gøres mere konkret, hvis vi tager udgangspunkt i hans eksempler på sandheder (se artiklen). At “lysbillede“ hedder “slide“ på engelsk er sandt, mener han, og jeg er enig, hvis jeg får lov at tilføje: For så vidt nogle har fundet på at kalde det “slide“, og mange bliver ved med at citere og reproducere begrebsliggørelsen. Det er altså sandt som et intersubjektivt funderet fænomen, og dernæst må man vel spørge, hvorfor netop sandhedsbegrebet bliver så centralt at fremhæve i denne forbindelse? Er det interessant at diskutere noget som 'sandt', fordi det er intersubjektivt virksomt? Videre: At nytårsdag år 2000 var en lørdag, er sandt indenfor vores tidsregning, altså igen for så vidt vi intersubjektivt anerkender denne tidsregning og anvender den i vores strukturering af tid. At det, at promillegrænsen for førere af fritidsbåde i Norge er 0,8, er sandt, drejer sig om, at den er fastsat i noget, vi kalder for love, og at der er tilknyttet sanktioneringsmuligheder overfor manglende anerkendelse af sådanne love, såfremt denne manglende anerkendelse udmøntes i en lovoverskridende praksis. Sandhederne her hviler på intersubjektiv anerkendelse, sådan som den igen er manifesteret i praksisformer og sanktioneringsmuligheder, i love, i forskellige former for materialiseringer etc.

Mordet på Cæsar er et interessant eksempel, som sætter historikernes dilemmaer i perspektiv: Hvordan skal vi tænke på historiske fænomener? Vi kan ikke fokusere indenfor eller begrebsliggøre historie uden at anvende aktual-historiske optikker og begreber. Det gør ikke historien mindre “virkelig“, men det gør, at vi må tænke på denne “virkelighedstilstand“ på en anden måde. Mordet på Cæsar ligger formidlet til os gennem vidnesbyrd. Vi ved, at begrebet mord i sin betydning beror på sammenhængen med større socio-kulturelle og historisk specifikke betydnings- og praksissystemer. Handlingen: At gøre en ende på et andet menneskeligt individs liv, kan opfattes på mange måder. Det er ikke altid, at det opfattes som mord. Folkeslag, der har holdt tilfangetagne individer fra andre folkeslag i hyttefad for at slagte og fortære dem, når sulten meldte sig, har ikke haft begrebet mord i tankerne. Vi vil, jeg vil, tænke på det, de gjorde, som mord. Men det er noget andet. Jeg kan også via de diskurser, jeg er subjektiveret gennem, tage stilling til, hvad jeg synes om det, de gjorde – det gør jeg ved at anvende begrebet mord for handlingen. Men jeg må anerkende, at handlingen kan forstås og begrebsliggøres på andre måder. I visse sammenhænge tænker man heller ikke på aflivning af kvindeligt markerede individer, som har udført eller tænkes at have udført (lokalt) socialt illegitime handlinger, som mord, i den forstand, som vi tænker på mord. Æresdrab forstås på en anden måde, som en legitim handling, af de, som begår disse handlinger. Vi vil, jeg vil, tænke på dem som mord, som absolut forkastelige. Men jeg kan godt vide, at der kan tænkes anderledes om dem, uden at min måde at forstå dem på forsvinder. Måske vil min viden om denne anderledes tænkning kunne gøre en eventuel politisk indsats for mere effektivt at standse dem.

Det, at man ved om anderledes konstruktioner og ved om ens egen diskursive indlejring, at den også er skabt i en historisk og socio-kulturelt specifik kontekst, gør med andre ord ikke, at man mister sin diskursive formation, mister sin subjektivering – viden om forskelligartetheden i diskursiv praksis ophæver ikke betydningen af diskursiv praksis for de individer, der er subjektiveret igennem den. Viden om forskelligartetheden i diskursiv praksis øger muligheden for refleksiv forholden. Det er med andre ord det universelle sandhedsbegreb, der problematiseres i denne sammenhæng, ikke de lokale diskursers meget magtfulde “sandheder“. Sådanne sandheder er meget alvorlige og meget socialt virkelige, de er meget forpligtende og må, dersom det opfattes som ønskeligt, forhandles med omhu og forsigtighed.

Metateoretisk betragtet er sandheden konstrueret indenfor en særlig social og kulturel orden, manifesteret i praksisser og diskurser (diskursive praksisser), i sanktionsmuligheder, fastholdt i reproducerende og citerende handleformer, interaktionsformer, symboler, begrebsliggørelser, narrativer, materialiteter, you name it. Sandheden er alvorlig, magtfuld og meget socialt virkelig. Det er netop derfor heller ikke kun de sproglige udfoldelser, der vil interessere forskere indenfor konstruktionistisk inspirerede former for tænkning. Ligesom de filosofiske diskussioner omkring sprogets indre logik og sandhedspåstandenes logiske argumentationsgrundlag ikke har første prioritet som interessefokus for socio-kulturelt, konstruktionistisk og poststrukturalistisk inspirerede forskere. Det er de socio-kulturelle formationsprocesser og deres praksisimplikationer, deres konsekvenser i form af subjektiveringsgrundlag og for subjektiveringsprocesser, der interesserer. Og i den forbindelse må sandheder gribes som aktivt formende:

The important thing here, I believe, is that truth isn't outside power, or lacking in power: contrary to a myth whose history and functions would repay further study, truth isn't the reward of free spirits, the child of protracted solitude, nor the privilege of those who have succeeded in liberating themselves. Truth is a thing of this world: it is produced only by virtue of multiple forms of constraint. And it induces regular effects of power. Each society has its régime of truth, its general politics' of truth: that is, the types of discourse which it accepts and makes function as true; the mechanisms and instances which enable one to distinguish true and false statements, the means by which each is sanctioned; the techniques and procedures accorded value in the acquisition of truth; the status of those who are charged with saying what counts as true. (Foucault 1977 i Gordon (red.) 1980: 131)

Sandheder kan variere og se forskellige ud. Den, der imidlertid er aktør indenfor sæt af lokale sandheder, den, der er subjektiveret indenfor disse praksisser og diskursive præmisser, han eller hun kan ikke melde sig lokalt ud og påstå en diametral modsat sandhed – det lader sig ikke gøre uden sanktioner. Og det er i en eller anden udstrækning også netop: meningsløst, fordi denne person mister adgangen til mening, til de kollektive betydninger.

Forhandlingerne af sandheden er derfor en meget træg bevægelse, som sker i ganske små skridt og små delbevægelser. Man må have adgang til positionen som legitim (meningsfuld) deltager i disse diskursive praksisser for at kunne forhandle for sandhedsregimernes ændring – man må altså være anerkendt som hørende til, som korrekt subjektiveret og som en legitim deltager for at blive taget alvorligt som een, der forsøger at bevæge på disse praksisser og betydninger. Og det gøres ikke ved at slippe hele eller alle de tilgængelige diskurser og udvikle og praktisere radikalt andre.

I spændingen mellem det eksisterende og det potentielt nye fungerer sandhed og tilsvarende begreber (rationel, objektiv) som regulerende elementer. Tænk et kort øjeblik på “sandheden“ om, at kvindeligt mærkede fra naturens hånd er udstyret med særlige egenskaber i retningen af underdanighed og ydmyghed – denne “sandhed“ er aktuelt historisk og i vores kulturelle kontekster til forhandling, og derfor får vi øje på den som en “sandhed“, der måske gradvist skal have ophævet sin intersubjektive legitimitet. Det er imidlertid historisk og socio-kulturelt specifikt, at vi kan se denne proces i bevægelse. De fleste af vores sandheder er ikke synlige for os, og mange af dem lever vi udmærket med.

Man bør også være opmærksom på, at vore diskursive betingelser ikke er entydige og statiske. Der er mange og parallelle, ofte modsætningsfulde diskurser, tilgængelige i de fleste af de sammenhænge, vi lever i. Vores bevægelser og forhandlinger af diskursive kategorier og af vores egne formationsbetingelser bliver netop til gennem adgangen til og varierende former for processering af denne multiplicitet. Men bevægelserne er træge og foregår i en stadig brydning med stærke konserverende kræfter, knyttet til de hegemoniske versioner. Den almindelige tryghed ved og tendentielle nødvendighed af en vis diskursiv orden er i sig selv en stærk kraft i dette felt af diskursive forhandlinger.

Påstanden om, at konstruktionister nok mener, at alle individer fra sekund til sekund kan konstruere en helt anden virkelighed, at de kan skifte subjekt fra øjeblik til øjeblik fra kontekst til kontekst, at de kan vinde legitimitet for nye sandhedspåstande blot ved at italesætte dem etc., er følgelig ganske absurd. En sådan påstand ville netop frakende tænkningen nogen form for forståelse af menneskets socio-kulturelle og historiske betingelser, menneskets historisk og socio-kulturelle formation, mennesket som et samfundsmæssigt skabt og samfundsmæssigt skabende væsen3 – og det er vist et problem, der hører hjemme i andre teoritraditioner.

'Anything goes' is a phantom; historically 'anything goes' is never possible. What is possible, truth games or otherwise, is always embedded in historical conditions. The argument against individualistic relativism proceeds similarly. Humans are social, historical beings. While an individual may become an idiosyncratic (individual) combination of the bits and pieces of her/his social and historical positionality, she/he cannot reach outside time and place for these bits and pieces. In fact, what most of us become individually is well within the accepted patterns of our time and place. Social relativism, rather than resisting our positionality, recognizes and valorizes the social and historical contingency of human existence and our truth games. (Sheurich 1997: 39)

Spørgsmålet om, hvad der er endegyldigt sandt eller falsk, er, når alt kommer til alt, en skæv vinkel på hele diskussionen. Det interessante kan ligge i undersøgelsen af disse påstandes diskursive funktioner. Det vil sige, deres funktion i forhold til at strukturere og forme vores sociale virkelighed, vores handlemuligheder, vores forståelsesmåder, vores praksis. Vi kan i vores analyser give bud på, hvordan disse processer ser ud til at forløbe, og det kan der komme interessant forskning ud af.

Tænker vi et øjeblik i forskningsmæssige kvalitetskriterier bliver disse derfor også indenfor poststrukturalistiske, konstruktionistiske og på forskellige andre måder kritiske traditioner knyttet til forskningen som diskursiv agent: Det bliver forskningens tilbud mht. nye (men netop ikke endegyldige og statiske) forståelsesmodeller og refleksionsredskaber, dens kapacitet til at demaskere indforståede diskursive betingelser og forstyrre selvfølgeliggjorte og lukkede diskursive praksisser, eventuelt bryde og nykonstruere diskursive præmisser, forme nye positioner at se og handle fra etc. (Lather 1993) – det bliver forskningens kapacitet til at levere denne vare, som markerer succeskriterierne.

For mange poststrukturalister og konstruktionister ligger der eksplicit politiske ambitioner knyttet til den forskning: for eksempel demokratiske, antiempirialistiske, feministiske ambitioner – eftersom disse måder at tænke på netop giver adgang til at undersøge diskursernes magtproducerende bevægelser (Davies 2000, Lather 1991, Sheurich 1997). At sige, at alting indenfor disse typer af tænkning bare er lige gyldigt, bliver derfor en forenkling, der ikke fanger kompleksiteten i de refleksionsredskaber, tænkningen tilbyder.

REFERENCER

Benhabib, Seyla et al. (red.) (1995) Feminist Contentions. A Philosophical Exchange. Introduction by Linda Nicholson. New York og London: Routledge.

Bourdieu, Pierre (1990) In Other Words. Essays towards a Reflexive Sociology . Cambridge: Cambridge Polity Press.

Bourdieu, Pierre ([1998] 1999) Den maskuline dominans . Viborg: Tiderne Skifter.

Burr, Vivian (1995) An Introduction to Social Constructionism . London og New York: Routledge.

Butler, Judith (1993) Bodies that Matter: On the Discursive Limits of "Sex". London og New York: Routledge.

Butler, Judith (1995) "Contingent Foundations", i Benhabib, Seyla et al. (red.) Feminist Contentions. A Philosophical Exchange. London og New York: Routledge.

Butler, Judith (1997) The Psychic Life of Power. Stanford: Stanford University Press.

Davies, Bronwyn (2000) A Body of Writing 1990–1999. New York: Alta Mira Press.

Gergen, Kenneth (1991) The Saturated Self New York: Basic Books.

Foucault, Michel (1977) "Truth and Power", i Gordon, Colin (red.) Power/Knowledge. New York og London: Prentice Hall.

Harding, Sandra (1991) Whose Science? Whose Knowledge? Ithaca, New York: Cornell University Press.

Lather, Patti (1991) Getting Smart: Feminist Research and Pedagogy With/In the Postmodern. New York og London: Routledge.

Lather, Patti (1993) "Fertile Obsession: Validity After Poststructuralism", i The Sociological Quarterly, nr. 4.

Scheurich, James (1997) Research Method in the Postmodern. London and Washington D.C.: Falmer Press.

Søndergaard, Dorte Marie (1996) Tegnet på Kroppen. Køn: Koder og Konstruktioner blandt Unge Voksne i Akademia. København: Museum Tusculanums Forlag.

Søndergaard, Dorte Marie (1999) Destabilising Discourse Analysis: Approaches to Poststructuralist Empirical Research. Working Paper no.7, Gender in the Academic Organisation (distributed by the Department of Political Science, University of Copenhagen). (Dansk udgave publiceres (2000), i Kjønn og Fortolkende Metode , Haavind (red.) Oslo: Gyldendal Akademisk).