Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Er sandheden blot en social konstruktion?

En kritisk præsentation og diskussion af diskursanalysen og især af dens socialkonstruktionistiske grundlag
Is Truth Merely a Social Construction? A Critical Presentation and Discussion of Discourse Analysis and Particularly of Its Social Constructionist Foundation

Søren Kjørup er professor ved Institut for kommunikation, journalistik og datalogi, Roskilde Universitetscenter.

Er man nødt til at tegne anførselstegn med fagter i luften, hvis man vil tale om virkeligheden? Bør man begynde ethvert akademisk arbejde med at afsværge sin hensigt om at fortælle noget sandt? Må man nødvendigvis anerkende at intet perspektiv på verden er bedre end noget andet? Inden for socialkonstruktionismen synes svaret på alle tre spørgsmål at være ja. Men mens konstruktionismen kan være et inspirerende forskningsprogram, er den uholdbar filosofi.

After a critical presentation of discourse analysis, suggesting that Norman Fairclough's very "scientistic" rhetoric may hide the fact that his general conclusions are not necessarily substantiated by his minute textual analysis, this article is devoted to a discussion of Social Constructionism. It is pointed out that a constructivist perspective may function as a stimulating research programme. Social Constructionism's allegedly anti-essentialist ontology, however, is shown to be often inconsistently presented by its adherents, and Social Constructionism's sceptical epistemological theory is shown to be contradicted by Social Constructionist practice. Truth is more than a social construction.

Der er mode i metode, trends i teori. Fra tid til anden ser vi især ældre studerende og yngre forskere, måske i forbindelse med et generationsoprør, ganske pludseligt (som det forekommer) kaste sig over en ny metodisk tilgang og hylde et nyt teoretisk ståsted. Fra 1960’erne husker vi strukturalismen og semiologien, fra 1970’erne marxismen, fra 1980'erne poststrukturalismen. Og i hvert fald i mine omgivelser, i første række på Roskilde Universitetscenter i Danmark, oplever jeg nu at hvis man vil være med på noderne, så må man støtte sig til diskursanalysen både “som teori og metode“ (for at citere titlen på en allerede meget brugt introduktionsbog af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips (Jørgensen og Phillips 1999)).

Det gælder ikke mindst i studiet af medier og kommunikation hvor diskursanalysen kommer centralt ind på to forskellige punkter, dels i analysen af medietekster (avisartikler, radio- og tv-programmer), dels i receptionsanalysen, nemlig hvor informanters udsagn om hvad de har læst og hørt og set, udnyttes som analysemateriale (et eksempel på begge dele kan være Phillips 1999). Men i det hele taget er diskursanalysen godt i gang med at placere sig centralt i Danmark inden for de kulturanalytiske fag med forankring både i humaniora og samfundsvidenskab. Om denne trend også er nået frem til Norge, ved jeg faktisk ikke – men er den der ikke allerede, skal den nok komme!

I det følgende skal jeg indledningsvis give en skitsemæssig karakteristik af den diskursanalytiske metode og pege på et par forbehold man kan have over for dens anvendelse hos en hovedskikkelse som englænderen Norman Fairclough. Som det fremgår af undertitlen på min artikel, vil hovedvægten imidlertid blive lagt på diskursanalysens teoretiske grundlag, nemlig den såkaldte “socialkonstruktionistiske“ position jeg ironisk hentyder til med overtitlen, og som jeg vil præsentere som en særlig variant af en mere almen “konstruktivisme“. Karakteristisk for det særlige socialkonstruktionistiske synspunkt i dets lidt populære form er nemlig netop denne skepsis mod begreber som “sandhed“ og “virkelighed“, ja faktisk et forbehold selv over for ordene som tilsyneladende ikke længere kan bruges uden at de i skriften forsynes med anførselstegn og i mundtlig fremstilling ledsages af komiske fagter med tilsvarende betydning. At denne akademiske gymnastik er ganske overflødig slet og ret fordi socialkonstruktionismens radikale skepsis er ubegrundet, håber jeg at få vist i den sidste del af artiklen, hvor jeg også vil nævne nogle af inspirationskilderne for socialkonstruktionismen og fremhæve nogle eksempler på konstruktivistisk eller ligefrem konstruktionistisk forskning, som jeg finder inspirerende.

Men nu først lidt om den diskursanalytiske praksis.

HVAD ER DISKURSANALYSE

I grunden skjuler der sig en del forskellige ting under betegnelsen “diskursanalyse“.

I rent sprogvidenskabelig sammenhæng taler man fx om diskursanalyse så snart man studerer grammatiske forhold der rækker ud over den enkelte sætning (Brown og Yule 1983). Et banalt eksempel på den slags grammatik ser man i forløbet “Hunden var våd. Den havde været ude i regnen. “ – hvor valget af ordet “den“ i anden sætning (i stedet for “det“ eller “de“) jo må forklares med at det viser tilbage til “hunden“ i den første sætning. Men den form for diskursanalyse som nu er ved at blive gængs metode og teori fx i medievidenskaben, er naturligvis ikke interesseret i de sproglige finesser for deres egen skyld, men derimod for hvad en sprogbrugers valg af udtryk fortæller om sprogbrugerens (og i videre forstand samfundets) tænkning.

Den moderne diskursanalyse som et redskab uden for lingvistikken ligner på mange måder den “pragmatiske“ analyse eller “sprogbrugsanalysen“ som med angelsaksisk inspiration blev udformet i Skandinavien i slutningen af 1960'erne og op igennem 1970'erne, og som den sidste snes år har udfoldet sig ikke mindst inden for modersmålsfaget i norsk videregående skole. I den grad der er tale om en egentlig “metode“ her (og som bekendt, så er det ganske vanskeligt at beskrive eksakte forsknings- eller bare analysemetoder i humanistiske fag), så handler det om at udnytte en veltrænet sproglig opmærksomhed og fantasi til at få øje på de sproglige træk der på en eller anden måde afslører noget indholdsmæssigt ud over eller bag ved det der direkte siges.

Opmærksomheden og fantasien kan naturligvis hjælpes på vej hvis man ved hvad det kan være klogt at kigge efter, og ikke mindst hvis man også har nogle begreber hvormed man kan tale om det, man får øje på. Et klassisk skel i sprogbrugsanalysen er således det mellem et ord eller udtryks “kernebetydning“, dets denotation, og så de mere eller mindre afslørende “medbetydninger“ der klinger med, altså alt det der går under betegnelsen konnotation. Dette gammeldags begrebspar med dets klare fokusering på enkelte ord eller udtryk og vel også med den enkelte sprogbruger i centrum for interessen, finder man imidlertid sjældent hos andre af de moderne diskursanalytikere end dem der har baggrund i lingvistikken. De øvrige, fx dem med baggrund i sociologi eller politisk teori, er typisk mere interesserede i de samfundsmæssige forhold bag de analyserede tekster, og tager hellere fat på lidt større eller lidt mere overordnede enheder end de enkelte ord, enheder de så gerne omtaler under mere moderigtige betegnelser – som fx tekst, genre eller (selvfølgelig) diskurs. Og hvor de interesserer sig for enkeltord eller begreber, er det gerne “store“ ord, ikke nødvendigvis forankret i konkrete teksteksempler, fx ord (eller begreber) som “nation“, “folk“ eller “mand“, som man ser som strukturerende for gruppers menneske- og samfundsopfattelser.

KRITISK DISKURSANALYSE

Et oplagt eksempel i vor sammenhæng på en empirisk og tekstnært arbejdende diskursanalytiker kan, som nævnt, være den engelske lingvist Norman Fairclough, der bruger diskursanalysen for at vise hvorledes sprog er magt (Fairclough 1989), eller at indfange samfundsmæssige forandringer (Fairclough 1992), og som også har set specielt på hvordan sproget i medierne afspejler magtforhold og forandringer (Fairclough 1995). Faircloughs “sproglige opmærksomhed og fantasi“ angår især hvad både han og andre kalder de intertekstuelle træk i en medietekst, altså fx hvordan en nyhed præsenteres sprogligt med træk fra andre genrer end nyhedsgenren. I den forbindelse mærker han sig i øvrigt især to generelle udviklinger i moderne “mediediskurs“, nemlig hvad vi vel på skandinaviske sprog må kalde noget i retning af kommercialisering (Faircloughs engelske udtryk er marketization, men “markedisering“ går ikke rigtigt, i hvert fald ikke på dansk), og hvad vi i overensstemmelse med Faircloughs sprogbrug kan kalde konversationalisering (Fairclough 1995: 9–12).

Ifølge Fairclough (men her er han jo langt fra alene) udfolder ikke mindst fjernsynet sig i stadig højere grad på markedets vilkår, hvad han aflæser både i programfladens valg af genrer (med hovedvægt på underholdning) og i den publikumsappellerende måde nyhedsindslag bygges op på. Og blandt de indtrængende kommercialiserede sproglige træk slår han især ned på skiftet fra officielt og mere fagligt sprog til “konverserende“ dagligsprog i nyhedsreportagen (med et par norske eksempler fra min side: som når Røkkes aktiekøb skildres som om de foregik på RIMI, eller man er på fornavn med statsministeren).

I min skitsemæssige fremstilling kan man sikkert ane at der bag Faircloughs diskursanalytiske arbejde ligger et klart politisk engagement (af venstreorienteret karakter, hvis det skulle være nødvendigt at nævne det). Han kalder derfor sin metode og teori ikke kun “Discourse Analysis“, men “Critical Discourse Analysis“. Hvor jeg ovenfor mere generelt mente at genkende træk fra sprogbrugsanalysen i diskursanalysen, kan jeg altså her pege på fællestræk med 1970'ernes ideologikritik og den analytiske praksis som blev kaldt “symptomallæsning“.

DISKURSANALYSENS VIDENSKABELIGE RETORIK

For mig som fagligt er vokset op med semiotik og ideologikritisk sprogbrugsanalyse, tager den diskursanalytiske praksis sig stort set ud som en kærkommen opdatering. Alligevel kan jeg undertiden gribes af enkelte forbehold over for bannerføreren Fairclough og hans kolleger og elever.

En svaghed Fairclough selv er den første til at pege på, er, at den form for diskursanalyse man så vidt har udviklet, nok har et glimrende greb om verbalsproglige tekster, men at den ikke har meget at bidrage med når det gælder billeder og i det hele taget visuelle udtryk. (Et forsøg på at udvikle en diskursanalytisk betragtningsmåde og begrebsapparat for billeder finder man i Kress og van Leuwen 1990). Fairclough er nu en gang lingvist, og det kan han ikke løbe fra.

Faktisk præger Faircloughs solide lingvistiske baggrund hans analyser lidt vel meget, kan man synes. Han har det med at blive meget detaljeret i sin sprogvidenskabelige kortlægning af de tekststumper han trækker frem (fx udskrifter af verbaltekst fra tv- eller radioprogrammer), mere end det umiddelbart synes nødvendigt i forhold til de overordnede pointer han går efter. Men vældig videnskabeligt ser det ud – og undertiden kan man ligefrem få en mistanke om at vi her ser et retorisk greb der (næppe bevidst) skal kaste et eksakt forskningsmæssigt skær over en fremstilling der trods alt mere hviler på nogle almene (men derfor ikke nødvendigvis forkerte) iagttagelser end på eksakte undersøgelser. Måske ville en kritisk diskursanalyse af Faircloughs skrifter ligefrem kunne afsløre at han langt hen ad vejen blot præsenterer sine almene iagttagelser og sine politiske overbevisninger (som han ærligt bekender at han henter i “the Communist Party journal Marxism Today“, Fairclough 1989: 176) retorisk forklædt som forskningsresultater?

En sådan mistanke kan hente næring fra det træk i Faircloughs arbejder at de præsenteres som sammenlignende analyser, fx mellem tekster før og nu eller mellem forskellige genrer, men at de i realiteten kun indeholder analytiske iagttagelser i det ene af de to sammenligningsled, mens kendskab til det andet tages for givet (og følgelig måske bare er udtryk for en fordom). Som nævnt, vil Fairclough fx gøre det klart at moderne medietekst bliver mere og mere kommerciel og konverserende. At der faktisk er kommercielle og konverserende træk i hans moderne eksempler, får han vel også udmærket vist. Men da han ikke præsenterer (og næppe har lavet) nogen analyse af gammeldags medietekst, har han jo egentlig ikke noget forskningsmæssigt grundlag for at konstatere at der er sket en udvikling. Eller han analyserer et radiointerview med Margaret Thatcher for at vise os hvordan hendes position som hårdkogt, men kvindelig leder af et radikaliseret konservativt parti tvinger hende til at skabe en ny politisk diskurs, stykket sammen af elementer fra tidligere konservative, liberale og populistiske diskurser (Fairclough 1989: 169–96, opsummeret i Fairclough 1992: 177–181), ingen kan nægte at hans meget detaljerede og fintmærkende analyse faktisk viser en masse interessante aspekter, på mange niveauer, af Margaret Thatchers måde at formulere sig på – men han fremlægger ingen analyse af de typer af diskurs hun hævdes at trække på, så den del af analysen må vi bare tage for gode varer.

Den slags uklarheder med hensyn til problemstilling, metode og fagligt fundament er hverken Fairclough eller diskursanalytikerne i almindelighed ene om. Det er fx slet ikke kun i forhold til deres tekster, at man kan blive i tvivl om de analyser der præsenteres i artikler og bøger skal forstås som rapportering om forskning i bestemte problemfelter (“Hvordan udvikler mediesproget sig?“), som fremlæggelse af slående eksempler på erkendelser hentet andetsteds fra (“Samfundets stigende kommercialisering kan også spores i mediesproget, se bare her!“), eller slet og ret som pædagogiske eksempler på hvordan bestemte typer analyser kan gennemføres. I grunden er det dette træk diskursanalysen deler med store dele af den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og formidling som studerer kultur og samfund med et tekstanalytisk eller hermeneutisk udgangspunkt. Men diskursanalysens særlige retorik gør det særlig relevant at trække problematikken frem her.

DISKURS, ANALYSE, TEORI

Men hvad betyder overhovedet ordet “diskurs“ i forbindelse med diskursanalysen, kan man spørge, og er selve dette ord i sidste ende det eneste nye her? Lad mig tage det første spørgsmål først.

Selv om “pragmatisk analyse“ eller det mere skandinavisk mundrette “sprogbrugsanalyse“ (med nogenlunde samme betydning) i og for sig er mere præcise, er “diskursanalyse“ netop på grund af flertydigheden af ordet “diskurs“ måske nok så betegnende. “Diskurs“ kan slet og ret betyde den praktisk udfoldede “sprogbrug“, i modsætning til den rent teoretiske “sprogstruktur“ – samtidig med at “diskurs“ (som hos lingvisterne) peger ud over den enkelte sætning, ud i hele tekster eller for den sags skyld ud i mere abstrakte sproglige størrelser som genrer eller “typiske måder at formulere sig på“ om forskellige emner og i forskellige situationer eller institutionelle sammenhænge, store eller små: markedets diskurs, sportens diskurs, universitetets diskurs – eller diskursanalysens diskurs (hvor der også er en god del jargon at markere tilhørsforhold med).

Endelig kan “diskurs“ (med inspiration fra Michel Foucault, hvad jeg skal komme lidt ind på senere) imidlertid også betyde det som analysen skal finde frem til; diskursanalytikere analyserer “diskurser“ både som deres middel og deres mål, men i forskellig betydning: De iagttager diskurser i betydningen sprogbrug, konkrete udsagn (“communicative events“, Fairclough 1995: 56), og de kortlægger diskurser i betydningen af “tænkemåder“ eller det jeg ovenfor kaldte “menneske- og samfundsopfattelser“, men som diskursanalytikerne selv nok så gerne kalder “betydningskonstruktioner“ (eller med tydeligere Foucault-inspiration: “the order of discourse“, ibid.). Og med udtrykket “konstruktioner“ ser vi faktisk en klar forskel, ud over de mere tidsbestemt terminologiske, i forhold til den gode gamle sprogbrugsanalyse, nemlig en forskel i teoretisk udgangspunkt. For som jeg allerede har vist det nogle gange, så betegner den ny retnings navn “diskursanalyse“ forvirrende nok ikke kun en analytisk metode, men også en bestemt teori (og forvirringen bliver naturligvis ikke mindre af at nogle i stedet taler om “diskursteori“ og så lader denne betegnelse dække en analytisk metode, jf. Dyrberg m.fl. (red.) 2000).

SOCIALKONSTRUKTIONISMEN

Den teori der er tale om er altså den såkaldte “socialkonstruktionisme“, en radikal udgave af mere alment “konstruktivistiske“ holdninger. Enhver konstruktivist vil være optaget af hvordan den virkelighed vi lever i, skabes af vores sprog, vores begreber, vores teorier, i hvert fald i den forstand at sproget giver struktur til verden samtidig med at det bruges til at beskrive aspekter af den. Som nævnt i indledningen vil socialkonstruktionisterne gå det skridt videre at problematisere selve begreberne “virkelighed“, “sandhed“ og “objektivitet“. Naturligvis bør man minde om at ikke alle diskursanalytikere og diskursanalytiske retninger deler de mest radikale socialkonstruktionistiske holdninger. Faircloughs kritiske diskursanalyse vil fx ikke kaste vrag på sandhedsbegrebet; “Truth is a slippery business, but abandoning it altogether is surely perverse, “ skriver han flot (1995: 47). Alligevel kan det socialkonstruktionistiske grundlag for diskursanalysen – diskursanalysens ontologi og erkendelsesteori – nok sammenfattes således:

Ontologisk (altså med hensyn til spørgsmålet om hvad verden består af, eller hvad der eksisterer) erklærer socialkonstruktionisterne sig radikalt antiessentialistiske. For dem er det oplagt at verden ikke har nogen objektivt foreliggende “essens“, ikke består af et eller andet “i sig selv“ bag måden hvorpå den foreligger for os, men at den så at sige består af alle de forskellige ting og på alle de forskellige måder som de forskellige sprog, begrebsapparater eller teorier – eller altså diskurser – nu beskriver den. I den netop nævnte indføringsbog i “diskursteori“ formuleres det således i opposition til en mindre radikal konstruktivisme:

… en lang række [konstruktivister] hævder, at der bagved vores erkendelsesmæssige konstruktioner er en objektiv verden af kausale mekanismer, som vi skal forsøge at få indsigt i. Diskursteorien mener ikke, der findes en sådan “ready“-made world. Dens konstruktivisme stikker dybere, i og med der er tale om en ontologisk påstand om verdens beskaffenhed: den verden, vi orienterer os og handler i forhold til, eksisterer kun som en ustabil objektivering af konstruerede betydninger. (Dyrberg m.fl. (red.) 2000: 9)

Erkendelsesteoretisk (altså med hensyn til spørgsmålet om hvad vi kan vide med sikkerhed, det som nogle foretrækker at bruge det engelsk-franske låneord “epistemologi“ for) er socialkonstruktionisterne skeptiske relativister. Både det skeptiske og det relativistiske element er forankret i ontologien: Når der ikke findes én verden, kan der heller ikke findes én, entydig, objektiv sandhed om den, ræsonnerer socialkonstruktionisterne, og derfor går sandhedsbegrebet i opløsning sammen med begrebet om objektivitet (og ordene bør helst kun bruges i anførselstegn!). Hvad vi opfatter som sandhed, er slet og ret hvad forskellige kulturelle og sociale forhold har lært os at opfatte som sådan, i og med at vi har indoptaget bestemte diskurser. Og dette fører så til det socialkonstruktionistiske standpunkt at det ene kulturelle eller sociale perspektiv på verden kan være lige så godt som det andet, og at den ene “sandhed“ er lige så god som den anden.

Som det formuleres af den engelske socialpsykolog Vivian Burr i hendes meget udbredte introduktionsbog til socialkonstruktionismen:

… there exists no “truth“ but only numerous constructions of the world, and which ones receive the stamp of “truth“ depends upon culturally and historically specific factors. This is what is called “relativism“ – there exist only numerous versions of events, all of which must theoretically be accorded equal status and value. Because there can be no truth, all perspectives must be equally valid. (Burr 1995: 81)

Som det vil fremgå af mine slutbemærkninger, er det ikke mindst den uhyrlige opfattelse som formuleres i dette citats sidste sætning, der har fået mig til at engagere mig i de filosofiske problemer bag diskursanalysen, og specielt i spørgsmålet om sandheden blot er en social konstruktion. I det følgende vil jeg prøve at vise

  • at den socialkonstruktionistiske ontologi i og for sig er filosofisk holdbar, men at den ofte præsenteres på en selvmodsigende måde;

  • at den socialkonstruktionistiske erkendelsesteori, derimod, er uholdbar, i og med at den hviler på et selvmodsigende begreb om sandhed og viden; og

  • at socialkonstruktionisternes forkastelse af sandhedsbegrebet modsiges af deres egen praksis.

Inden jeg kommer dertil, vil jeg imidlertid gøre to andre ting, nemlig først nævne nogle af forløberne for socialkonstruktionisterne, både i den lange konstruktivistiske tradition og blandt dem som har været konkrete inspirationskilder for socialkonstruktionismen. Derefter vil jeg skitsere nogle få eksempler på vellykket forskning med udgangspunkt i konstruktivistiske eller ligefrem konstruktionistiske holdninger. Min kritik af socialkonstruktionismen skal nemlig kun forstås som et opgør med dens erklærede radikale filosofiske position og denne positions mulige ideologiske konsekvenser, ikke et opgør mod ethvert stykke forskning som forstår sig selv som konstruktionistisk.

FORLØBERNE

Hvorfra kommer de konstruktivistiske tankegange om bevidsthedens virkelighedsskabende kraft der siden tilspidses i socialkonstruktionismen? At slå ned på udspringet for en eller anden filosofisk eller idéhistorisk strømning er naturligvis altid problematisk, men et oplagt første navn at nævne i denne forbindelse er den tyske filosof Immanuel Kant.

Også Kant havde selvfølgelig sine forløbere, men alligevel vil det være meningsfuldt at sige at med hans Kritik der reinen Vernunft fra 1781 kom den første slagkraftige formulering af den tanke at den virkelighed vi oplever, er skabt, om ikke udelukkende, så i hvert fald delvist gennem vores egne formende bidrag. Vi oplever en verden i tid og rum, men dette er former som vi mennesker projicerer ud på virkeligheden. Og vi oplever fx en verden med kausale forbindelser mellem begivenheder, men kausaliteten er en kategori vi anvender for at forstå begivenhedsrækken, ikke noget den rummer i sig selv (Kant 1966).

Kant skrev om bevidsthedens formning af den fysiske verden, den tyske filosof og økonom (og sociolog osv.) Karl Marx skrev om vores opfattelse af samfundet som samfundsskabt, bl.a. med formuleringer som “en tids herskende idéer har altid kun været den herskende klasses idéer“ (som der står i Det kommunistiske partis manifest fra 1848), og med tanken om den økonomiske “basis“ der skaber samfundets ideologiske “overbygning“ og dermed også bestemte opfattelser af den samfundsmæssige virkelighed. Men mens Kant mente at vi principielt er udelukket fra nogen sinde at kunne gribe den “egentlige“ virkelighed, “tingen i sig selv“ (hvis eksistens han dog ikke tvivlede på), mente Marx at man absolut kan nå frem til korrekt indsigt i samfundets faktiske forhold (og at hans egne studier var bidrag hertil). For ham var samfundet i sig selv aldeles ikke en begrebsmæssig eller på anden måde sproglig eller ideologisk konstrueret virkelighed, men vores opfattelser af den vil ofte være det – og disse opfattelser kunne have en tendens til at fremstå som virkelighed (Marx 1962).

Et tredje sted man måske kunne slå ned på er hermeneutikkens syn på forståelse og betydning. Allerede fra 1700-tallet var man begyndt at gøre sig klart at tekster må forstås ud fra deres historiske baggrund, og følgelig at tænkemåder og virkelighedsopfattelser er historisk og kulturelt foranderlige. Imidlertid radikaliseres hermeneutikkens opfattelse af teksters betydning med den tyske filosof Martin Heideggers bemærkninger om forforståelsens nødvendighed og uundgåelighed i nogle passager i hans afhandling om Sein und Zeit fra 1927. For Heidegger er det vældig naivt at forestille sig at man kan koncentrere en tekstlæsning om “hvad der står i teksten selv“ og intet andet. Hvis en tekstlæser mener at kunne gøre det, bedrager vedkommende for alvor sig selv, og er for alvor, men altså ubevidst, afhængig af den forforståelse og dermed de fordomme som han eller hun selv har bragt med til teksten. Hvad en tekst betyder, er i hvert fald ikke uafhængig af hvad vi, som læsere, har med til den (Heidegger 1986: 150).

DIREKTE INSPIRATION

Men et er de forskellige former for konstruktivistisk tankegang der er groet frem i europæisk tænkning gennem de sidste par hundrede år, noget andet er den direkte inspiration for socialkonstruktionismen. Og denne inspiration skal man finde i en række udviklinger i 1960'erne (således som det også regnes op hos en af de toneangivende socialkonstruktionistiske teoretikere, den amerikanske socialpsykolog Kenneth J. Gergen, se fx Gergen 1994).

I grunden var der ikke så mange der havde mærket sig Heideggers korte passage om hermeneutik i Sein und Zeit, så begrebet “forforståelse“ (en betegnelse Heidegger selv i øvrigt næsten ikke brugte) blev først for alvor populært da det blev taget op af Heidegger-eleven Hans-Georg Gadamer med bogen Wahrheit und Methode fra 1960.

Nok så vigtig var måske alligevel inspirationen fra den amerikanske videnskabshistoriker og -teoretiker Thomas Kuhn og hans berømte bog om The Structure of Scientific Revolutions fra 1962. Som bekendt argumenterer Kuhn, i høj grad med historiske eksempler, for at forskning inden for naturvidenskab ikke altid går kontinuerligt fremad ved at erkendelse føjes til erkendelse, men at der fra tid til anden sker et spring – en revolution – i hele grundlaget for forskningen, altså at et paradigme – en tænkemåde knyttet til bestemte begreber, opgaver og forskningsmæssige praksisser – skiftes ud med et andet.

En måde at formulere en af Kuhns grundidéer på vil være at sige at forskere der tænker inden for forskellige paradigmer, lever i forskellige verdener. Selv om Kuhn faktisk tænker sig paradigmerne som ofte meget begrænsede skoledannelser for meget små grupper af forskere, er det nok mest oplagt at bruge et stort eksempel: Middelalderens astronom lever i en verden hvor planeterne er lyspletter på himmelhvælvet, vel at mærke pletter og som bevæger sig i cirkler rundt om jorden (selv om der kræves meget komplicerede geometriske forklaringer for at beskrive cirkelbevægelserne); en astronom efter Newton lever i en verden hvor jorden også er en planet, og hvor planeterne er store, kugleformede masser der styres rundt om solen i elliptiske baner takket være et samspil mellem tyngdekraft og centrifugalkraft.

Med andre ord (som Kuhn måske ikke uden videre ville have accepteret): De forskelligartede begrebsapparater konstruerer forskellige virkeligheder; én “Virkelig virkelighed“ bag alle de paradigmeskabte findes ikke, og dermed hvides heller ikke én sandhed. Da vi altid er forankret i paradigmer, og da der altså ikke er nogen “neutral grund“ bag eller mellem dem, vil det heller ikke være muligt at vurdere dem mod hinanden eller bare at snakke meningsfuldt sammen på tværs af dem; paradigmerne er “inkommensurable“, “usammenlignelige“.

En ganske direkte inspirationskilde for socialkonstruktionismen – tilsyneladende også til dens navn – er en bog fra 1966 af de amerikanske sociologer Peter L. Berger og Thomas Luckmann: The Social Construction of Reality. For Berger og Luckmann er det oplagt at samfundet er en menneskelig frembringelse, men at det ikke desto mindre er en objektiv virkelighed; hvor meget samfundet end er “konstrueret“ gennem menneskelig handlen, sprog, traditioner, institutionaliseringer osv., så er det ikke desto mindre i allerhøjeste grad en realitet, som vi fødes ind i, og som vi så yderligere selv bidrager til at videreføre. Bl.a. fordi vi socialiseres til at acceptere samfundet som en realitet hvori også vi selv indgår som en slags samfundsmæssige frembringelser.

Den mest direkte inspirationskilde for socialkonstruktionisterne er dog nok den franske idéhistoriker Michel Foucault. I hans bog fra 1966 om udviklingen i forholdet mellem “ord og ting“, som han også kalder en “arkæologi“ for menneskevidenskaberne, Les mots et les choses, markerer han med sit begreb om epistemer et relativistisk synspunkt ikke ulig det man finder hos Kuhn. Foucaults epistemer er dog langt mere omfattende strukturer end Kuhns paradigmer, på ingen måde begrænset til smågrupper inden for bestemte fag, men dækkende hele epoker eller hundredår på tværs af fag – renæssancen, klassikken, moderniteten – epoker hvor det er muligt at tænke bestemte ting og ikke andre, stille bestemte spørgsmål og ikke andre osv. Og så adskiller de sig også fra Kuhns paradigmer ved at disse rammer for det videnskabelige arbejde er usynlige for dem der arbejder inden for dem.

Les mots et les choses må nok regnes for et strukturalistisk arbejde, men i hvert fald fra og med sin metode- og teoribog om “vidensarkæologi“, L'archéologie du savoir fra 1969, lader Foucault på poststrukturalistisk vis begrebet “epistem“ glide i baggrunden til fordel for den mere dynamiske og klart sprogligt orienterede “diskursiv formation“ eller bare diskurs. Vi må studere samfundets forskellige institutioner osv. ved at studere de forskellige diskursive praksisser’, og ikke mindst ved at mærke os hvorledes diskurserne er bærere af magtstrukturer. En særlig indflydelsesrig tekst er Foucaults teoretiske tiltrædelsesforelæsning fra 1970, “L'ordre du discours“, udgivet på dansk som Talens forfatning (Foucault 1980), men flest har nok især interesseret sig for hans konkrete, teoretisk profilerede analyser af galskabens, fængslets eller sexualitetens historie og har hentet inspiration der til deres egen forskning.

KONSTRUKTIVISTISK FORSKNING

Hvis man ikke forvilder sig i de erkendelsesteoretiske aspekter af socialkonstruktionismen, kan selve det konstruktivistiske perspektiv af virkeligheden nemlig udgøre et fortræffeligt udgangspunkt for forskning. Med et sådant udgangspunkt er det oplagt at problematisere givne opfattelser af verdens indretning og at studere hvordan begreber og dermed forbundne livsmønstre ændrer sig gennem tiden, at studere hvordan bestemte overbevisninger bliver til, eller at studere aktuelle opfattelser og forståelser ikke som evige størrelser, men netop som aktuelle. Lad mig nævne tre eksempler blandt mange mulige som har gjort indtryk på mig, et af hver slag.

Det første skal være den franske mentalitetshistoriker Philippe Ariés og hans store arbejde om hvordan opfattelsen af døden har ændret sig i Vesten gennem de sidste 500 år (Aries 1977) og ikke mindst hans mest kendte studie, nemlig i barndommens historie (Aries 1960). At opfattelsen af døden ikke altid har været den samme, kommer måske ikke rigtigt bag på os, og måske heller ikke at menneskelivet kan inddeles i faser på forskellig måde; efter anden verdenskrig har vi fx set teenageren dukke op mellem barnet og den voksne, og i løbet af den sidste halve snes år er der vist opstået en særlig, kulturelt og socialt defineret “alder“ som jeg ikke helt tør sige hvor begynder eller hvad hedder, men der i hvert fald går helt op til omkring 30 år, og som på mange måder er en slags voksenalder, men som alligevel har sine egne træk med rødder i ungdomskulturen.

Alligevel vil de fleste nok mene at det grundlæggende skel mellem barn og voksen er så solidt forankret, ikke mindst i biologi, at det må ligge under alle andre faseinddelinger i alle kulturer. Og så er det altså at Aries ud fra sine studier i tekster og billeder kan vise at i europæisk kultur opstår skellet – og dermed hele begrebet om “barndommen“ – først i løbet af 1700-tallet. For overhovedet at få øje på den slags må man have et konstruktivistisk blik, altså på forhånd have den overbevisning at kulturelle fænomener, selv de meget grundlæggende sådanne, er sociale konstruktioner, underkastet historisk forandring.

Mens Ariés ikke normalt nævnes som konstruktionist, dukker navnet på den franske, filosofiuddannede videnskabssociolog Bruno Latour ofte op i denne sammenhæng. Latours mest kendte studie er nok det han har lavet sammen med Steven Woolgar om hvad der faktisk foregår i den slags forskningsmæssig praksis der fører til resultater i form af skrifter som i sidste ende kan give en Nobelpris – i sig selv beskrevet på grundlag af Latours to års etnografiske iagttagelser i biologen Roger Guillemins laboratorium i Californien (Latour og Woolgar 1979). Men jeg skal her påpege et andet og meget mindre studie fra hans hånd, nemlig hans lysbilledforedrag om hvordan bestemte pedologiske forskningsresultater bliver til, altså viden om jordbundsforhold (optrykt i Latour 1993). Lidt populært sagt drejer det sig om at vise hvordan lerklumper bliver til landkort og videnskabelige afhandlinger.

I dette tilfælde har Latour fulgt nogle forskere som studerer grænsen mellem savanne og skov ved Boa Vista i Brasiliens Amazonas-område. Han har iagttaget hvordan de henter jordprøver op, pakker dem sammen, etiketterer dem, diskuterer dem, ordner dem i rækker, tolker dem, skriver om dem osv. Med andre ord: Latour har studeret hvordan man helt konkret “producerer“ eller “konstruerer“ forskningsresultater gennem en masse, ganske dagligdags aktiviteter såsom at køre i Landrover, grave huller, pakke lerklumper osv., og først og fremmest gennem forskellige former for “sprogliggørelse“ eller “italesættelse“ (for nu at bruge Foucaults fortræffelige betegnelse), herunder også brug af andre tegn end verbalsprogets, nemlig landkortets. Og det er vanskeligt at forestille sig at han skulle have fundet på et så interessant og særpræget studie hvis han ikke havde haft et konstruktivistisk blik på videnskaben.

Efter historien og videnskabsteorien er det fristende at nævne kønsforskningen, nemlig den danske socialpsykolog Dorte Marie Søndergaards doktorafhandling om Tegnet på kroppen (Søndergaard 1996), som eksplicit præsenteres som et socialkonstruktionistisk arbejde. Dorte Marie Søndergaard har interviewet en række unge universitetsstuderende, hovedsageligt i små grupper, om køn, kønsroller og seksualitet, og har foretaget en indsigtsfuld analyse af informanternes kønsdiskurs. Hun har naturligvis valgt informanter af begge køn, som man normalt ville sige, men pointen i hendes undersøgelse er at det er alt for enkelt bare at tale om to køn. “Tegnet på kroppen“, altså det nøgne menneskes umiddelbart synlige “kønstegn“, har langt fra nogen enkel tolkning i denne gruppe, og giver langt fra nogen enkel forudsigelighed med hensyn til det vi plejer at kalde kønsroller. Kønnet som livsform er klart konstrueret. Og igen: For at finde på at studere den slags, må man nok have et konstruktivistisk blik.

DEN INKONSEKVENTE ANTI-ESSENTIALISME

Ét er imidlertid at konstruktivismen, også i den socialkonstruktionistiske version, kan være inspirerende som udgangspunkt for forskning, noget andet, om socialkonstruktionismens ontologi og erkendelsesteori er holdbar. Og som jeg allerede har røbet, er det min opfattelse at socialkonstruktionismen er glimrende som forskningsprogram, men dårlig som filosofi.

Hvad ontologien angår, er det som nævnt magtpåliggende for de fleste socialkonstruktionister at præsentere sig som anti-essentialister: Verden har ingen “essens“, ingen grundlæggende “væren“; verden består ikke “i sidste ende“ enten af stof eller ånd, atomer eller idéer, sagforhold eller sansedata (for nu at nævne både klassiske og nyere kandidater for denne ære). Imidlertid formulerer de gerne deres erklæret de anti-essentialistiske position på en ganske essentialistisk måde. Ikke overraskende er mange socialkonstruktionister ganske glade for direkte eller indirekte at citere den franske filosof Jacques Derridas bemærkning om at “der er ikke noget uden for teksten“ (Derrida 1967: 227, se fx Gergen 1994: 40), et udsagn der umiddelbart synes at stemme fint overens med tanken om at alt er diskursivt konstrueret. Imidlertid er den slags udsagn alt andet end anti-essentialistiske; de er tværtimod klare udsagn om at al verdens forskellighed kan reduceres til én og kun én ting, nemlig tekst eller diskurs.

Jamen, vil socialkonstruktionisterne virkelig hævde at alt er sprog, og vil de følgelig benægte at der findes sådan noget som borde og stole? Kan de virkelig mene – som en populært forkortet formulering gerne vil have det – at virkeligheden slet ikke eksisterer? Den indvending som skjuler sig i den slags spørgsmål, er nok en af dem socialkonstruktionisterne oftest hører, og som de gerne påstår at de er mest trætte af at svare på. Og som svar på indvendingen vil mange føle sig presset til at give pudsige forsikringer af typen “Det betyder ikke, at virkeligheden ikke findes“ (Jørgensen og Phillips 1999: 17), eller de vil vikle sig ind i formuleringer som denne (der fortsætter et af mine citater ovenfor):

… den verden, vi orienterer os og handler i forhold til, eksisterer kun som en ustabil objektivering af konstruerede betydninger. Verden er i udgangspunktet flertydig, flydende og kaotisk, men den konfliktfyldte sociale praksis konstruerer en vis begrænset form for entydighed, fasthed og orden. (Dyrberg m.fl. (red.) 2000: 9)

Man behøver ikke være nogen dreven diskursanalytiker for at se at forsøget på at redegøre for anti-essentialismen her resulterer i en håndfast reduktionistisk essentialisme: Inde bag alle de diskursive formninger hvorigennom verden fremtræder for os, finder vi dens essens, nemlig dens flertydige, flydende og kaotiske væren. Men det er heller ikke vanskeligt at se hvad man som konsekvent konstruktivist kan gøre ved dette, nemlig blot minde om at også beskrivelsen af verden som “flydende, flertydig og kaotisk“ er et sprogligt strukturerende greb inden for en bestemt diskurs, nemlig den filosofiske.

Selv melder jeg mig gerne som konsekvent anti-essentialistisk konstruktivist (inspireret bl.a. af den amerikanske filosof Nelson Goodman, se Goodman 1978): Verden er ikke på én måde, men på alle de måder der kan rummes i sande beskrivelser (eller afbildninger eller andre former for gengivelser). Ingen beskrivelse er primær i absolut forstand, men visse typer af beskrivelser bruges ofte som en slags basis for andre, fx dagligsprogets beskrivelse af verden som basis for videnskabernes, eller fysikkens som basis for beskrivelsen af den oplevede verden. Og problemet om hvad der eksisterer, og hvad der ikke eksisterer, er for mig nærmest et skinproblem: Alt vi kan referere til og tale om, eksisterer – men naturligvis ikke på samme måde. Selv fiktive skabninger eksisterer, Mr. Pickwick, fx men naturligvis ikke på samme måde eller i samme forstand som dem vi i kontrast til de fiktive ofte kalder virkelige, hvad enten de er fortidige som Mr. Dickens eller nutidige som Mr. Blair.

SOCIALKONSTRUKTIONISMENS SELVMODSIGENDE ERKENDELSESTEORI

Hvad ontologien angår, tilslutter jeg mig altså gerne diskursanalysens konstruktivistiske synspunkt, ja, jeg vil faktisk foreslå større konsekvens i dets formulering (men samtidig en mere afslappet holdning til hele problemstillingen om eksistens og virkelighed). Hvad erkendelsesteorien angår, vil jeg derimod, som annonceret ovenfor, prøve at vise at diskursanalysens socialkonstruktionistiske skepsis og relativisme er teoretisk uholdbar: Den hviler på en selvmodsigende opfattelse af hvad fundamentale erkendelsesteoretiske begreber som sandhed, objektivitet, viden og erkendelse indeholder; derfor kan denne erkendelsesteori ikke efterleves, og faktisk bliver den det heller ikke af socialkonstruktionisterne selv, så deres praksis modsiger altså deres teori.

Som nævnt nogle gange, er det altså socialkonstruktionisternes opfattelse at egentlig, objektiv sandhed er en umulighed, og at hvad vi forstår som sandhed, er socialt og kulturelt bestemt. Men hvordan tænker socialkonstruktionisterne sig denne egentlige, objektive sandhed som man altså må give afkald på?

Nogen helt eksplicit formulering af socialkonstruktionismens sandhedsbegreb er jeg ikke faldet over. Indirekte kan man alligevel sagtens danne sig et billede af det, nemlig ved at se på socialkonstruktionisternes begrundelser for deres erkendelsesteoretiske skepsis. Her er fx endnu en formulering hentet fra Vivian Burrs bog:

Social constructionism denies that our knowledge is a direct perception of reality. … Since we have to accept the historical and cultural relativism of all forms of knowledge, it follows that the notion of “truth“ becomes problematic. Within social constructionism there can be no such thing as an objective fact. (Burr 1995: 6)

Som jeg læser det, gør Vivian Burr det indirekte klart, at hun forstår begreber som “sand viden“ og “objektive kendsgerninger“ som noget, der forudsætter en direkte afspejling af virkeligheden – her formuleret som en afspejling i sansningen – men det kunne vel også være i sproget. Sådanne begreber vil imidlertid aldrig kunne anvendes, mener hun, fordi historiske og kulturelle forhold glider ind som en fejlkilde mellem virkeligheden og dens afspejling.

Denne læsning bekræftes, hvis vi kigger på en formulering, hvor Vivian Burr kommer meget tæt på at definere sit begreb om objektivitet:

But objectivity is an impossibility, since each of us, of necessity, must encounter the world from some perspective or other (from where we stand) and the questions we come to ask about that world, our theories and hypotheses, must of necessity arise from the assumptions that are embedded in our perspective. No human being can step outside of her or his humanity and view the world from no position at all, which is what the idea of objectivity suggests … (Burr 1995: 160)

Objektivitet er en umulighed fordi vi nødvendigvis må opleve og skildre virkeligheden fra et bestemt perspektiv. Vivian Burrs begreb om objektiv viden er altså en form for viden som er frigjort ikke blot fra tid og sted, men også fra ethvert menneskeligt blik.

At dette begreb ikke kan finde anvendelse, er imidlertid ikke overraskende, for det er slet og ret selvmodsigende. Hermed mener jeg naturligvis ikke at Vivian Burrs tankegang udtrykkes i sætninger hvis første halvdel åbenlyst benægter den anden halvdel. Hendes sandheds- og objektivitetstænkning formuleres selvfølgelig ikke som at “erkendelsen skal hvile på et sikkert grundlag, men grundlaget behøver ikke være sikkert“. Men en formulering som “objektiv videnskabelig erkendelse indeholder ingen spor af at være et produkt af bestemte menneskers indsats“ er selvmodsigende for en nærmere analyse, idet erkendelse, og da specielt videnskabelig erkendelse, selvfølgelig kun findes som produkter af bestemte menneskers indsats.

Lad mig forklare dette en anelse nøjere: Den der siger “Dette er en gammel ungkarl“, modsiger ikke sig selv (men derfor behøver udsagnet naturligvis ikke være sandt). Det gør derimod den der siger “Dette er en gift ungkarl“, for ordet “ungkarl“ betyder slet og ret “ugift mand“. På næsten samme måde ligger det i ordet “viden“ eller ordet “erkendelse“ at det er noget mennesker har eller producerer, så hvor der foreligger viden eller erkendelse, foreligger der spor af mennesker. Den der efterlyser “viden uden spor af mennesker“, efterlyser altså noget der er lige så umuligt at finde som gifte ungkarle.

Eller lad mig sige det på en anden måde: Hvordan ser en stol ud? kan man spørge, og svaret kan være at der peges på en stol. Men hov, protesterer spørgeren så, jeg mener naturligvis ikke hvordan en stol ser ud når den reflekterer lys til vore øjne, for lyset kan jo være en fejlkilde for opfattelsen af stolens udseende. Jeg vil vide hvordan stolen ser ud helt uafhængigt af lyset! Og som man kan forstå, kan dette krav ikke opfyldes, ikke af praktiske, men af logiske grunde, for udseende er noget tingene har når de reflekterer lys; hvis de ikke reflekterer lys, har de ikke noget udseende.

Eller endnu et eksempel: Hvordan lyder en trompet? Svaret kommer med et trut. Jamen hov, protesteres der, sådan lyder trompeten herinde hvor der er luft, men luften kan være en fejlkilde. Jeg vil vide hvordan trompeten lyder i et lufttomt rum! Men det er selvfølgelig et meningsløst krav. Lyd er svingninger i luften, så i et lufttomt rum har trompeten ingen lyd. Luften er ingen fejlkilde for opfattelsen af lyden, men en nødvendig betingelse for at der overhovedet er lyd.

Og så har vi erkendelsen: Hvad kan vi vide helt objektivt? spørger den filosofisk nysgerrige. Et irriterende banalt svar kan fx være “At vi står her og filosoferer“. Men hov, protesterer den nysgerrige, det kan da ikke være en objektiv kendsgerning, for den er forankret i vores oplevelse her og nu, og den er udtrykt i et bestemt sprog og inden for et bestemt begrebsapparat, så her er ikke tale om en helt renset og objektiv kendsgerning. Men en sådan protest giver naturligvis ingen mening. Viden er noget der hviler på menneskelig oplevelse eller forståelse, og som udtrykkes i sprog og begreber, så hvis dette tænkes bort, kan der ikke være viden.

ENIGHED ELLER UENIGHED MED SOCIALKONSTRUKTIONISMEN?

Jamen hvad er problemet? kan man spørge. Socialkonstruktionisterne argumenterer for at der ikke findes objektive sandheder bl.a. ved at henvise til, at al viden må hvile på sprogligt formet menneskelig oplevelse eller forståelse, og her prøver jeg tilsyneladende at argumentere imod dem ved at fremhæve at al viden netop er noget der hviler på sprogligt formet menneskelig oplevelse eller forståelse! Tilsyneladende er vi altså enige, og hvad er der så at skændes om?

Jo, overordnet set består uenigheden i at jeg faktisk mener at vi langt fra er forhindret i at anvende begreber som “sandhed“ og “objektivitet“, men at vi tværtimod hverken bør eller kan undvære dem. Og mere konkret består uenigheden i vores forskellige begrundelser for at objektive sandheder ikke findes, vel at mærke hvis vi opfatter “sandhed“ og “objektivitet“ som socialkonstruktionisterne gør. Socialkonstruktionisterne opfatter nemlig deres erkendelsesteoretiske begreber som uanvendelige af rent empiriske grunde. Hvis vi kunne have viden som ikke var socialt og kulturelt forankret, ville alt have været i den skønneste orden efter deres opfattelse, men verden er nu engang sådan indrettet at idealet ikke lader sig realisere. Med et udtryk fra socialkonstruktionisternes jargon: Det er et “kontingent faktum“ at vi altid må se virkeligheden i et bestemt perspektiv, altså noget “tilfældigt“, noget der kunne have været anderledes, noget ikke-nødvendigt.

Mit synspunkt er derimod at socialkonstruktionisternes sandheds- og objektivitetsbegreber nødvendigvis må være umulige at realisere, nemlig af rent logiske grunde i og med at de er selvmodsigende, og ikke fordi verden empirisk kan konstateres at være indrettet på en bestemt måde. De begreber om viden, sandhed, objektivitet osv. som socialkonstruktionisterne arbejder med, er absurde og må derfor forkastes – til fordel for nogle mere holdbare og virkelighedsnære idealer.

I denne omgang må jeg stort set lade mig nøje med kritikken af socialkonstruktionismen og dens opfattelse af de grundlæggende erkendelsesteoretiske problemstillinger. Men lad mig antyde i hvilken retning min tænkning går (jf. Kjørup 1996): Nogen entydig definition af sandhedsbegrebet eller ét sæt ensartede kriterier for sandhed vil det ikke være muligt at give, for vi kan ytre sandheder om de mest forskelligartede sager: Det er sandt at det regner mens jeg skriver dette, og sandt at Cæsar blev myrdet, sandt at “lysbillede“ hedder “slide“ på engelsk, og sandt at nytårsdag år 2000 var en lørdag, sandt at 52 er 25, og sandt at promillegrænsen for førere af fritidsbåde i Norge er 0,8 – men kriterierne for disse sandheder er mildest talt forskellige.

Én fælles ting kan alligevel trækkes frem, nemlig at idealet om sandhed må forstås som et ideal der sætter skel inden for området af menneskets ytringer om verden mellem på den ene side dem der er “rigtige“, er “korrekte“, som “passer“ eller hvilke synonymer vi nu må gribe til for at få frem hvad vi mener, og på den anden side dem der ikke passer, altså er fejlagtige eller misvisende. En sådan fejlagtighed kan naturligvis skyldes mange ting, men hvor vi kan påvise at den skyldes forskerens personlige forudsætninger, hans eller hendes særlige perspektiv, vil vi normalt sige at vi har afsløret et eksempel på manglende objektivitet. Derimod kan det aldrig være et argument i sig selv mod ytringer om verden at det er mennesker der har formuleret dem; det er nemlig en nødvendig betingelse for at vi overhovedet kan tale om sandhed og erkendelse, og altså ikke noget der i sig selv kan opfattes som en fejlkilde.

SANDHEDEN UNDGÅR VI IKKE

Socialkonstruktionismens erkendelsesteori er selvmodsigende og kan derfor ikke efterleves i praksis – heller ikke af socialkonstruktionisterne selv. Hvor meget man end vil benægte muligheden for at opnå sand erkendelse, kan man ikke undgå at forudsætte at det kan lade sig gøre.

Jeg havde ovenfor et Vivian Burr-citat hvis sidste sætning jeg lod slutte med tre forkortelsesprikker. Her er den i sin helhed:

No human being can step outside of her or his humanity and view the world from no position at all, which is what the idea of objectivity suggests, and this is just as true of scientists as of everyone else. (Burr 1995: 160)

Det er mig der har kursiveret ordet “true“ for at tydeliggøre hvordan socialkonstruktionisten her udtrykkeligt støtter sig til hvad der erklæres for en ubetvivlelig sandhed i selve sit forsøg på at argumentere for de objektive sandheders umulighed. Til den erkendelsesteoretiske skepsis' interne logiske modsigelse føjes her altså en praktisk modsigelse i selve argumentationen for erkendelsesteorien: Teoretikeren dementerer i praksis sit eget teoretiske standpunkt.

Mere omhyggelige skribenter end Vivian Burr kan naturligvis undgå at bruge ordet “sand“ (og egentlig er det et ret sjældent brugt ord uden for erkendelsesteoretiske diskussioner; vi taler oftere om påstandes “rigtighed“, teoriers “holdbarhed“ osv.). Men ingen kan undgå at fremføre påstande med krav på sandhed, og det gælder både i dagligdagen og i videnskaben. Ingen kan undgå sætninger som den jeg lige skrev (eller denne). Citatet ovenfor består af tre sætninger, og kun den sidste bruger eksplicit ordet “sand“, men også de to første fremfører påstande med krav på sandhed. Hvorfor ellers skrive dem?

DE TRISTE ERKLÆRINGER

Men hvis diskursanalytikernes praksis er helt OK, hvis deres analyser af samfundsmæssige og psykologiske forhold er både interessante og holdbare, er der så noget at bekymre sig over? Kan vi ikke bare lade dem sejle i deres egen sø med deres erkendelsesteoretiske funderinger og ellers koncentrere os om deres forskning på de områder hvor de er er på hjemmebane, og hvor deres hovedindsats ligger?

Nej, som man kan forstå ud fra den kendsgerning at jeg altså gider skrive artikler som denne, må jeg åbenbart mene at det er problematisk at fremføre sig som tilhænger af en skeptisk og relativistisk erkendelsesteori som socialkonstruktionismens. For selv om den ikke behøver have konsekvenser for det konkrete videnskabelige arbejde, kan den have andre konsekvenser.

Lad mig citere en passage fra indledningen til den doktorafhandling om køn af Dorte Marie Søndergaard som jeg præsenterede skitsemæssigt ovenfor:

Jeg opstiller ingen hypoteser, som skal verificeres eller falsificeres; jeg leverer ikke nogen objektiv beskrivelse af nogen objektiv virkelighed. Her er ikke tale om en konstatering af virkelighedens tilstand, som man som læser enten må acceptere eller forkaste. Det, jeg tilbyder, er en vinkling på social virkelighed i bevægelse, en vinkling læseren kan bruge som et afsæt for videreudvikling og generering af egne vinklinger.

I miljøer der er præget af socialkonstruktionismen, ser man i dag at de studerende føler det nødvendigt at skrive tilsvarende erklæringer om at de sandelig ikke er så naive, at de tror på sådan noget som sandhed, objektivitet og virkelighed. Det synes jeg er både overflødigt og trist – og almindeligvis er sådanne erklæringer lige så misvisende som Dorte Marie Søndergaards om at hendes afhandling ikke handler om virkeligheden, for erklæringen modsiges selvfølgelig af hendes glimrende fremstilling på grundlag af en solid undersøgelse (samtidig med at den citerede passage i sig selv bekræfter mit synspunkt at man ikke kan unddrage sig sandheden: Passagen rummer mindst fire påstande, og alle fire ville være meningsløse om de ikke blev fremsat med krav på at være sande).

Men hvad der vel indtil videre bare er en akademisk jargon, forbundet med den moderigtige diskursanalytiske metodik og den trendy socialkonstruktionistiske teori, og ikke er mere seriøs end de tegnsættende fagter i luften, bliver en del mere problematisk hvis nogen, studerende eller andre, begynder at tro på det de læser alle steder og føler sig forpligtet til selv at skrive. For hvis det alligevel på forhånd er udelukket at man skulle kunne nå frem til nogen form for sandfærdig skildring af virkeligheden, hvorfor skal man så anstrenge sig med stofsamling, analyse, dokumentation osv.?

IMOD RELATIVISMEN

Min alvorligste motivation for at beskæftige mig med det teoretiske grundlag for diskursanalysen ligger imidlertid i min frygt for at socialkonstruktionismens relativistiske grundholdning skal blive accepteret som uomgængelig, altså den jeg allerede én gang har præsenteret med et citat fra Vivian Burr:

… there exist only numerous versions of events, all of which must theoretically be accorded equal status and value. Because there can be no truth, all perspectives must be equally valid. (Burr 1995: 81)

Lad os lige tage den igen: Ifølge socialkonstruktionismen må alle de forskellige versioner af hvad der foregår i verden, altså alle forskellige opfattelser, “teoretisk tildeles samme status og værdi. “ Og eftersom socialkonstruktionisterne mener at der ikke kan være nogen sandhed, “må alle perspektiver være lige gyldige. “

Man kan sige, at det jo bare er dårlig filosofi, men for mig er det betydeligt mere end det. Problemet med den slags erkendelsesteoretiske programerklæringer er at de fratager deres tilhængere muligheden for at hæve stemmen og modsige fx en David Irving der hævder at der ikke fandt nogen organiseret udryddelse af jøder sted under anden verdenskrig, i gaskamrene i Auschwitz eller andetsteds. Irving selv er naturligvis sikker på at han har ret, altså at han har fat i sandheden, men en socialkonstruktionist må nøjes med beklagende at konstatere at dette nu er Irvings synspunkt, måske forståeligt ud fra hans sociale og kulturelle baggrund, ud fra hans perspektiv, men grundlæggende hverken mere rigtigt eller forkert end det modsatte.

For mig er det vigtigt at man ikke afskærer sig fra at kunne tage en sådan diskussion op og insistere på at noget er rigtigt, andet forkert. Sandheden er ikke blot en social konstruktion. Derfor er erkendelsesteoretiske standpunkter og diskussioner ikke bare frit i luften svævende teori. Og derfor kan der være grund til at engagere sig også i dem.

REFERENCER

Ariès, Philippe (1960) L'Enfant et la Vie familiale sous l'Ancien Régime . Paris: Plon .

Ariès, Philippe (1977) L'Homme devant la mort. Paris: Seuil.

Berger, Peter L. og Luckman, Thomas (1966) The Social Construction of Reality: A Treatise in the Sociology of Knowledge . New York: Doubleday .

Brown, Gillian og Yule, George (1983) Discourse Analysis . Cambridge: Cambridge University Press.

Burr, Vivian (1995) Introduction to Social Constructionism . London: Routledge.

Dyrberg , Torben Beck m.fl . (red.) (2000) Diskursteorien på arbejde . København: Roskilde Universitetsforlag.

Fairclough, Norman (1989) Language and Power . London: Longman.

Fairclough, Norman (1992) Discourse and Social Change . London: Polity Press.

Fairclough, Norman (1995) Media Discourse . London: Arnold.

Foucault, Michel (1966) Les mots et les choses: Une archéologie des sciences humaines . Paris : Gallimard .

Foucault, Michel (1969) L'archéologie du savoir . Paris: Gallimard.

Foucault, Michel ([1970] 1980) Talens forfatning . København: Rhodos.

Gadamer, Hans-Georg (1960) Wahrheit und Methode: Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik . Tübingen : Mohr .

Gergen, Kenneth (1994) Realities and Relationships: Soundings in Social Constructionism . Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.

Goodman, Nelson (1978) Ways of Worldmaking . Indianapolis: Hackett.

Heidegger, Martin ([1927] 1986) Sein und Zeit . Tübingen: Niemeyer.

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode . København: Samfundslitteratur/Roskilde Universitetsforlag.

Kant, Immanuel ([1781] 1966) Werke, bind 2 Kritik der reinen Vernunft . Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft.

Kjørup, Søren (1996) Menneskevidenskaberne: Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori . København : Roskilde Universitetsforlag .

Kjørup, Søren (under udgivelse) "Positivismens sidste suk: Et kritisk foredrag om socialkonstruktionismen som forskningsprogram og filosofi", trykkes i artikelsamling i serien The Stockholm Library of Curriculum Studies, HLS Förlag, Box 34103, 100 26 Stockholm.

Kress, Gunther og van Leeuwen, Theo (1990) Reading Images: The Grammar of Visual Design . London: Routledge.

Kuhn, Thomas (1962) The Structure of Scientific Revolutions . Chicago: University of Chicago Press.

Latour, Bruno (1993) Le clef de Berlin . Paris: La Découverte.

Latour, Bruno og Woolgar, Stephen (1979) Laboratory Life: The Social Construction of Scientific Facts . London : Sage .

Marx, Karl (1962) Økonomi og filosofi: Ungdomsskrifter. Sørensen, Villy (red.) Overs. Ulrik Horst Petersen . København: Gyldendal.

Phillips, Louise (1999) "Nærvær på afstand? Den medierede kommunikation af ekspertviden", s. 109–137 i Christrup, Henriette (red.) Nærværskommunikation . København: Roskilde Universitetsforlag.

Søndergaard, Dorte Marie (1996) Tegnet på kroppen – Køn: Koder og konstruktioner blandt unge i akademia . København : Museum Tusculanum .

1Artiklen er en stærkt omarbejdet version af mit foredrag ved Norsk Medieforskerlags vårkonference i Trondheim den 11. maj 2000. Den overlapper på visse punkter med min artikel om socialkonstruktionismen som “Positivismens sidste suk“ (Kjørup, under udgivelse).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon