Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Krop, sport og medier

Sport, body and media

Kirsten Frandsen, adjunkt ved Institutt for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet

Eftersom sportskroppen er en fysisk stærk bevæge-krop kombineret med en aggressiv koncurrancementalitet, har aktive sportskvinder rokket ved kulturelt dominerende forestillinger om kvindekønnet som et sart og blidt, passivt objekt for mannes begær. Kvinder har med deres indtog i sporten med andre ord udfordret og pirret det maskuline perspektiv som stadig er dominerende i sportsjournalistikken.

This article focuses on why and how mass media coverage of sport articulates ideological attitudes which are culturally dominant in regard to race, national identity and, in particular, gender.

From an eclectic theoretical perspective it is argued, if sport is conceived as a visual and bodily game phenomenon playing a significant ritualistic role in modem society, we can understand how and why the sports body becomes an extremely powerful rhetoric vehicle for the articulation of ideological attitudes.

This is followed by an analysis of Danish media coverage of women participating in the Olympic Games in London 1848. At this time women's appearance in the field of sports was something rather new, and the analysis shows, that seen from the male journalists' perspective, the appearance of women in this clearly masculine field was both provocative and ideologically incomprehensible. The analysis is put into perspective using a brief comparison with Danish media's coverage of the women's European Championship and World Championship in handball in the nineties.

Sport er et af de områder af kropskulturen1, som i det sidste århundrede kontinuerligt har påkaldt sig de moderne massemediers opmærksomhed. I mange vestlige lande er sportsbevægelsen og de kommercielt baserede massemedier nærmest vokset op i en tæt symbiose baseret på et fælles ønske om at nå ud til et bredt og stort publikum.

Især ved store internationale sportsbegivenheder har sportens fascination demonstreret sin store bredde, idet dækningen ved sådanne lejligheder ofte har evnet at tiltrække et publikum, som rækker langt udover de snævert sportsinteresseredes rækker.

Denne evne til at få ikke-sportstkyndige i tale beror bl.a. på, at medierne ved disse højstatus begivenheder via omfattende foromtaler og intens dækning medvirker til at skabe en egentlig mediebegivenhed (Dayan & Katz 1992) og lægger grunden for en stærk fællesskabsfølelse, som mange ønsker at blive en del af. Samtidig har sporten kroppen i centrum og har dermed et godt potentiale for at etablere en fællesskabsfølelse, idet den grundlæggende trækker på fælles erfaringer af kropslig karakter hos publikum. Men sportsdækningens brede appel ved store internationale begivenheder, beror især på, at den formidler en række ideologiske værdier knyttet til f.eks. opfattelsen af national identitet, race og køn. Dermed kan oplevelse af sportsbegivenheder i medierne give publikum stof til forhandling og udvikling af identitet på mange niveauer.

Set i et dansk historisk perspektiv er især tematiseringen af køn en af medie-sportens ideologiske konstanter. Baggrunden herfor ligger delvist i den danske sportsbevægelses egen historie. Nogle af dansk sports organisatoriske pionerer udtrykte et ønske om at udvikle et særligt rum til dyrkelse af den maskuline identitet, som man på dette tidspunkt i historien opfattede som truet, idet dueller var afskaffet og et voksende antal af borgerskabets unge mænd var henvist til stillesiddende kontorarbejde i indelukkede kontorer (Bonde 1991). Dækningen af internationale sportsbegivenheder i begyndelsen af århundredet vidner også om, at specifikke historiske omstændigheder med bl.a. svigtende krigslykke i forhold til tyskerne spillede en rolle for den danske sportsbevægelses selvforståelse (Frandsen 1996).

De specifikke historiske forklaringer er dog ikke udtømmende, hvis man udfra en mere generel betragtning vil forstå, hvorfor mediesporten i så omfattende grad også eksponerer andre former for ideologisk betydning, eller hvorfor f.eks. tematiseringen af køn er et internationalt genkommende træk ved sportsdækningen. Endelig giver perspektivet ikke mulighed for at forstå, hvorfor og hvordan sportens private aktører i så stor udstrækning bliver til bærere af samfundsmæssig ideologisk betydning i mediedækningen.

Set i forhold til en sådan erkendelsesinteresse er en mere principiel, men også eklektisk analyse af sportens forskellige oplevelsesmæssige karakteristika frugtbar. Der er ganske vist stor forskel på sport, som det opleves af stadion-publikum samt aktører og så den medieformidlede sport. Men i det følgende vil der blive argumenteret for, at hvis man ser på sport som et flertydigt og kropsbåret spilfænomen, der har en betydningsfuld rituel funktion i det moderne samfund, så får man nogle nøgler til at forstå mediernes formidlende funktion og de særlige ideologiske betydningstilskrivninger, som medieringen ofte involverer.

På baggrund af den teoretiske argumentation vil artiklen inddrage analytiske eksempler på danske mediers dækning af et ideologisk set problematisk element i sport: kvinder. Succesrige sportskvinder har med deres indtog i sporten i især sidste halvdel af århundredet konstant udfordret og pirret det maskuline perspektiv, som har været og stadig er dominerende i sportsjournalistikken. Det beror ikke mindst på, at netop sportslig succes er en uomgængelig fremvisning af kompetencer, som set udfra de dominerende opfattelser af køn har forsynet kvinder med en 'fremmed' maskulin identitet. Eftersom sportskroppen er en fysisk stærk bevæge-krop kombineret med en aggressiv konkurrencementalitet, har aktive sportskvinder rokket ved stærke, kulturelt dominerende forestillinger om kvindekønnet som et sart og blidt, passivt objekt for mandens begær. Eksempler fra danske mediers dækning af OL i 1948, hvor de kvindelige danske deltagere vandt hovedparten af en historisk stor medaljehøst og derfor fik en usædvanlig omfattende dækning, viser, at de kvindelige sportsudøvere dengang blev oplevet og formidlet særdeles ambivalent. Dækningen fra 1948 er ikke mindst interessant, fordi journalistikken til tider på en meget eksplicit måde artikulerer de værdimæssige sammenstød, som sportskvinden på det tidspunkt var eksponent for. Selvom opfattelsen af køn siden da er undergået en række forandringer, og der ikke længere er noget usædvanligt eller provokerende i, at kvinder dyrker sport, vil artiklen afslutningsvist vise, hvorledes nogle af de samme dikotomier går igen, men også undergår forandringer i dækningen af dansk kvindehåndbold i 1990'erne.

DEN VISUELLE KROPS RETORISKE POTENTIALE

Hvis man sammenligner sport med beslægtede aktiviteter som f.eks. leg og spil, er det helt unikke træk ved sporten det kropsliges kombination med et spil- og konkurrencemoment. I det følgende vil der udfra et tilskuer- og oplevelsesperspektiv blive argumenteret for, at sportens kropsligt visuelle karakter sammen med spilelementet er helt afgørende, hvis man vil forstå, hvorfor sporten og dens aktører i så høj grad bliver bærer af ideologisk betydning, og herunder hvorfor netop kønstematikken bliver så fremtrædende.

Sportsoplevelsen kan overordnet karakteriseres som en stærkt sanselig her- og nu oplevelse af kroppe i bevægelse (Warming 1987). Selvom sportsbegivenheden også aktiverer det øvrige sanseapparat, er det i høj grad via synet, at sport opleves. Samtidig er det et væsentligt aspekt ved oplevelsen, at de visuelle indtryk både er mange og sammensatte og foregår her og nu, så udfaldet af begivenheden er forbundet med en vis usikkerhed. Sportsbegivenheden præsenterer dermed en slags kropslighed, der i udgangspunktet ikke har nogen entydig betydning, men derimod qua kompleksiteten er ladet med en mangfoldighed af iboende betydning. Denne flertydighed er central udfra en ideologisk betragtning, idet det på den ene side betyder, at sport potentielt kan have meget forskellig betydning for de enkelte deltagere og tilskuere. På den anden side medfører den betydningsmæssige mangfoldighed, at sportsbegivenheden nærmest venter på en fortolkers mere entydige udpegning af betydning. Sportsjournalister fungerer således som formidlende bindeled mellem sporten og en større offentlighed, og deres perspektiv på verden og værdimæssige orientering bliver styrende for den reducerende fortolkning, som medieringen indebærer.

Synets og kroppens centrale rolle i sportsoplevelsen forsyner endvidere sporten med en særligt udtryksmæssig kraft, så mediesporten retorisk kommer til at trække store veksler på det, som man kan kalde en særlig biologisk realitetseffekt (Willis 1994). Kroppen bliver ganske vist i nyere kropsteori (Nielsen (1997) opfattet i en dobbelt optik, hvor det kropslige udtryk ikke fortolkes som enten biologisk determineret eller kulturelt konstrueret, men derimod som begge dele på samme tid. Den retoriske mulighed og fascinationen i denne dobbeltstatus ligger netop i, at ingen kan sige, hvor biologien stopper og civiliseringen begynder. Ikke desto mindre ser det ud til, at kroppens fremtrædende betydning i sporten først og fremmest etablerer en vigtig associativ forbindelse til biologien og dermed til det kønsmæssige, som jo direkte relaterer til en biologisk forskel. Forstået som biologi kan kroppen og den sportslige adfærd dermed forstås som værende determineret fra naturens hånd. Rent retorisk betyder det, at sportskroppen og sporten transformeres over i et 'naturligt område', hvor også rent samfundsmæssigt og kulturelt forankrede værdier i Roland Barthes' forstand bliver naturliggjort og dermed legitimeret. For det andet betyder det forhold, at vi jo selv med vores egne øjne kan se forskelle og ligheder i f.eks. mænds, kvinders og forskellige racers sportsudøvelse, at de lettere opleves som realiteter. I denne proces blegner kultiveringens spor, og ideologiske overbevisninger får let status som biologiske fakta.

Set i forhold til andre kropskulturelle fænomener, som kan være af mere privat karakter, er det vigtig, at sportskroppen er en del af fritidens offentlighed, idet den derved i særlig grad får en række repræsentative funktioner. Sportens begivenheder og kroppe iscenesættes på en offentlig arena omgivet af et publikum, og den offentlige status og betydning understreges, når massemedierne dækker begivenhederne og derved giver sporten offentlighedens institutionelle anerkendelse. I dækningen fortolker medierne sportskroppenes mangfoldige repræsentative udtryk, og de udgør derfor som allerede nævnt et centralt led i en kollektiv artikulation og forhandling af sportens og sportskroppens generelle betydning.

SPORT SOM SPIL OG SÆR-UNIVERS

Hvis man ser på sport udfra et spilteoretisk perspektiv (Hansen & Stjernfelt 1988), er det karakteristisk, at man også her opererer med et dobbeltsyn på sportskroppen. Her bliver den forstået som et særligt samspil mellem spillets regler og den individuelle spiller.

Som spil er sporten præget af en dobbelthed af alvor og leg, idet spillet på den ene side tjener til underholdning og afslapning. Dette opnås bl.a. fordi spillet ikke har noget formål uden for sig selv, men er selve formålet. Hvis en fodboldkamp havde ordinær rationel hverdagslig betydning for publikum, ville det miste sin underholdende funktion. På den anden side kræver spillet, at deltagerne tager det alvorligt, hvilket er ensbetydende med at følge dets regler og gøre en alvorlig indsats for at følge spillets iboende logik, som for sportens vedkommende er at vinde.

Samtidig er det vigtigt at fastholde, at sport er en særlig form for moderne spil med strukturer, der i varierende grad reflekterer centrale moderne værdier. F.eks. er tennis, fodbold og atletik sportsspil, som i logik og struktur i varierende grad reflekterer det moderne, industrisamfunds krav om udvikling af en mentalitet, hvor individualisme, konkurrenceorientering og ekspansiv vilje, men også samarbejde, respekt og solidaritet er vigtige ingredienser. Som moderne spil kvalificerer sportsspillet sig således qua sin struktur for tematisering og behandling af mere generelle værdier i det omgivende samfund.

Sportsspillets offentlige iscenesættelse resulterer sammen med dets karakter af at være uden formål, at det konstant suger adækvat sekundær betydning til sig fra den samfundsmæssige og kulturelle kontekst. I den medierende praksis viser det sig, at nogle betydningsopladninger har bredere appel end andre og dermed lettere aktualiseres. Og samtidig kvalificerer både spillenes struktur og udøvernes specifikke kropslige fremtoninger dem for bestemte betydningsdannelser frem for andre. Eksempelvis lægger flere af de store boldspils konfronterende tomåls- og holdstruktur op til udvikling af en betydningsbærende krigsmetaforik, indenfor hvilken forskellige kulturelle eller politiske værdier kan bringes i spil mod hinanden. Og sportsgymnastens lille spændstige krop rummer andre betydningspotentialer end basketballspillerens lange krop.

REGLERNES OG SPILLERENS STATUS

Sportsspillet er endvidere karakteriseret ved, at reglerne har en særlig status, idet de konstituerer hele aktiviteten og samtidig er med til at gøre sporten til en særverden. Reglerne er altafgørende for spillet, idet de definerer selve aktiviteten, holder den i gang og konstituerer vores opfattelse af spillet. Reglerne lægger en bestemt struktur og dynamik ind i den enkelte sportsgren, som på den ene side skal sikre, at den stærkeste vinder, og på den anden side skal sikre lighed i konkurrencen og et element af uforudsigelighed og dermed spænding i spillet. For at sikre spillets opretholdelse kan hverken regler eller straf forhandles, som det er tilfældet med vores almindelige juridiske regler. Spillet suspenderer på den måde virkeligheden og gør sportens verden til noget særligt. Set i forhold til oplevelser af en kompleks og forudsigelige hverdag bliver sportens verden dermed til et fascinerende sær-univers, som på én gang er klar og overskuelig, men samtidig uforudsigelig. Sporten er virkelig – og alligevel ikke. Det er denne dobbelthed, som fascinerer og kvalificerer sporten som et mytologisk rum, hvor ideologiske overbevisninger knyttet til det omgivende samfund kan artikuleres og legitimeres.

Regelsættets indispensabilitet får endvidere en afgørende betydning for de individuelle udøveres status, idet de for at få spillet til at køre må underkaste sig regelsættet og påtage sig den rolle, som reglerne foreskriver. Deltagernes personlighed og privathed har selvfølgelig indflydelse på spillet, men kan kun komme til udtryk som en særlig måde at gebærde sig på indenfor regelsættets rammer. Der sker dermed en forskydning fra den private person i retning af en mere offentlig repræsentation, og spilleren bliver til det, som ofte kaldes en sportspersonlighed. Det beror på, at personen netop ikke primært er interessant i kraft af sine private erfaringer, men udelukkende i kraft af den måde han eller hun forstår at deltage i og fortolke spillet.

Som kropslige brikker i et spil får sportens aktører til opgave offentligt at demonstrere, at de er i stand til at forvalte relationen mellem privat og offentlig, mellem individ og kollektiv, mellem biologi og kultur. Den individuelle sportsudøver bliver i mediedækningen ofte reduceret til en stereotyp, netop fordi vedkommende som spiller overvejende udfylder denne repræsentative funktion. Den enkelte sportsudøver er dog en reflekteret aktør, idet vedkommende nødvendigvis må finde en balance mellem på den ene side de dominerende samfundsmæssige normer og på den anden side sine private og individuelle behov og erfaringer. Hvordan vil man f.eks. forvalte balancen mellem et ønske om at fremstille sig selv som en unik personlighed gennem en outreret frisure eller piercing i ansigtet og samtidig repræsentere træk som er typologiske for sportsudøvere?

SPORT SOM MODERNE RITUAL

Flere sports- og idrætsforskere har anskuet sport og kropskultur ud fra en rituel synsvinkel. Det er sket med baggrund i en generel opfattelse af, at kroppen sidst i det tyvende århundrede har fået en voksende betydning. Den danske idræts- og kulturforsker, Niels Kayser Nielsen, har således med udgangspunkt i antropologen Mary Douglas argumenteret for, at kroppen historisk set har fået stigende repræsentativ betydning:

… i moderne, såkaldt åbne samfund, hvor man savner ritualer og sociale institutioner for individet at lade sig indfælde organisk i, er behovet for offentlig manifestation af selvet i form af enten hele kroppen eller dele af den stigende … (Nielsen 1997:40)

Ved en sammentænkning af Dürkheims og Goffmanns ritualbegreber har den amerikanske sportssociolog, Susan Birrell, argumenteret for, at sport netop via en gentagelse af stiliserede handlemønstre har mange ligheder med den religiøse rituelle proces, hvor det enkelte individ bliver bundet til et samfunds moralorden ved gentagne gange at deltage i en hyldest af symboler på det “hellige“. Ritualet er i den forstand en samfundsnyttig handling, som igen og igen bekræfter et samfunds grundliggende værdier.

I sportens verden antager symbolerne menneskeskikkelse, og de enkelte udøvere skal i sportsspillet demonstrere karakter, fordi spillet repræsenterer en særlig outreret offentligt situation og kan være forbundet med stort ubehag. I den situation må den enkelte deltager i sin adfærd demonstrere en særlig eksemplarisk evne til at leve op til bestemte rolleidealer – og dermed er det især gennem den enkelte sportsudøvers adfærd, at den rituelle funktion opfyldes.

MEDIESPORTENS KØNSMÆSSIGE SLAGSIDE

I det følgende vil fokus blive flyttet over på udvalgte danske mediers dækning af det ideologisk set udfordrende grænsefænomen, som kvinder i sport udgør. Som grænsefænomen er dækningen af kvinder et interessante kvalitative analyseobjekt, fordi netop kvinders indtrængen på sportens område anfægter sportsbevægelsens og sportsjournalistikkens maskulinitetsdyrkende perspektiv.

Enkelte undersøgelser har gennem årene rent kvantitativt dokumenteret sportsdækningens kønsmæssige slagside, som er et genkommende internationalt fænomen (Wilson, 1994, Kabel og Nielsen 1980). I skandinavisk sammenhæng er især Ulf Wallins nyere, omfattende analyse af udviklingen i syv udvalgte svenske avisers sportsdækning fra 1895 til 1995 interessant (Wallin1998). Heraf fremgår avisernes fokusering på herresport med ret stor tydelighed. Indtil 40'erne udgjorde dækningen af kvinder mellem 0% og 2 % af sportsartiklerne. Men fra 1965 til 1995 voksede det fra 2% til 12%, og siden 1965 er kvindesport kontinuerligt blevet vurderet højere nyhedsmæssigt. Men Wallins analyse indikerer også, at kvinder har lettere ved at finde vej til sportssiderne som interessant blikfang for de overvejende mandlige læsere (Frandsen, 1997), idet billeddækningen af dem er mere omfattende end den journalistiske omtale.

I et historisk perspektiv reflekterer den beskedne dækning af kvindesport selvfølgelig, at antallet af kvinder, som har dyrket konkurrencesport2, har været beskedent – bl.a. fordi mændene i sportsorganisationerne i første halvdel af århundredet havde held med at holde kvinderne væk. Og samtidig har antallet af kvinder på sportsredaktionerne været stærkt begrænset, hvilket betyder, at det konstant har været maskuline værdier, som har været styrende for den journalistiske udvælgelse på et område, hvor traditionelle journalistiske væsentlighedskriterier kommer til kort. Kvindesporten har med andre ord ikke kunnet leve op til maskuline kvalitetskriterier, hvor fart, kraft og aggressivitet har været dominerende. Disse omstændigheder er væsentlige – men ikke udtømmende – elementer i en forklaring på den kvantitativt skæve dækning og de kvalitative karakteristika, som den momentvise dækning af kvinderne får.

Det empiriske grundlag for de analytiske eksempler i det følgende er i hovedsagen analyser af Statsradiofoniens, frokostavisen BT's og morgenavisen Politikens dækning af OL fra London 1948, hvor de danske sportskvinder som allerede nævnt havde stor sportslig succes. OL 1948 udgør endvidere et godt eksempel, idet dækningen herfra er udtryk for en historisk set ny kvalitativ udvikling, idet de to aviser på hver sin karakteristiske måde har tilrettelagt deres dækning udfra en forvisning om, at læserne allerede har kendskab til konkurrencernes udfald via radioen. Her er altså tale om en tværmedial udvikling, som især er sat i gang af det elektroniske medies overlegenhed med hensyn til at formidle sportskonkurrencernes her- og nu spænding ( Frandsen 1996).

Dette bliver til sidst suppleret med enkelte iagttagelser hentet fra analyser af DR's transmissioner af VM i kvindehåndbold i 1993 og EM i kvindehåndbold i 1996, samt analyser af morgenavisen Jyllands-Postens og frokostavisen Ekstra Bladets dækning af EM i kvindehåndbold i 1996.

Set i forhold til mediernes rutinemæssige dækning af national og international herresport er det karakteristisk, at mere omfattende dækning af danske sportskvinder groft sagt kun har fundet sted, når dansk herresport resultatmæssigt har været nede i en bølgedal på den internationale scene. OL i 1948 og kvindehåndbold i 90'erne er begge gode eksempler herpå. Medaljemæssigt blev legene i London en af de største succeser, dansk sport nogensinde har oplevet. Og som noget usædvanligt var det især kvinderne, som sørgede for den gode medaljehøst. Og dansk kvindehåndbold fik sit mediemæssige gennembrud ved VM i Norge i november-december 1993, bl.a. fordi det i månederne forud var mislykkedes for det danske herrelandshold i fodbold at kvalificere sig til VM, og der i øvrigt ikke blev afholdt andre store internationale begivenheder på det tidspunkt. Disse omstændigheder var den pragmatiske baggrund for, at de danske medier i større omfang end tidligere valgte at kaste interessen over på kvindesport og dække VM i Norge. Og fodboldlandsholdets mislykkede kvalifikation har sandsynligvis også givet næring til begejstringen over de gode resultater (holdet vandt sølv) både hos journalister og publikum. Med til historien hører nemlig, at Dansk Håndbold Forbund faktisk få år forinden næsten havde nedlagt det danske damelandshold i håndbold, idet man havde sat aktiviteterne på vågeblus, og at fremtrædende danske mandlige sportsjournalister i samme periode offentligt havde meldt ud, at “livet er for kort til damehåndbold“.

KVINDE – OG SPORTS(MAND)

Holdningen til kvindesport i 1948 har andre toner, idet dækningen bærer præg af, at kvinder i sport på det tidspunkt stadig var et nyt fænomen, som forvirrer de mandlige journalister. Set under et resulterer det i, at sportskvinden tildeles en dobbelt identitet, og at dækningen af dem bliver særdeles ambivalent, idet deres sportslige evner og adfærd kolliderer med journalisternes opfattelse af kvinderne som køn.

Kvinders deltagelse i netop de olympiske lege var et kontroversielt ideologisk nybrud, og eftersom journalisterne ikke umiddelbart kan formidle dem i overensstemmelse med de eksisterende rolleidealer, bliver den kønsmæssige konflikt tematiseret meget eksplicit adskillige steder i dækningen. Et eksempel er Politikens foromtale til legenes atletikkonkurrencer:

I Amsterdam 1928 deltog Kvinder for første Gang i de olympiske Lege i fri Idræt. Der har været megen Diskussion om det og megen Kritik imod det. (…) Kvindernes Deltagelse i de olympiske Lege paa lige Fod med Manden lader sig ikke rokke, enten man saa er for eller imod dem (Politiken d. 15.07.1948).

Selvom redaktøren således tager kvindernes deltagelse som et fait accompli, er det karakteristisk, at han senere i samme artikel indirekte understreger, at de kvinder, som deltager i konkurrencerne i London, stadig er i besiddelse af deres kvindelighed – i modsætning til f.eks. deres russiske søstre3:

Det er et Held for de øvrige Nationer, at Russerne ikke deltager i de olympiske Lege (…) I Sovjet undergår Kvinderne over en vid Skala en fysisk opdragelse, der ikke staar tilbage for Mændenes. Den russiske Kvinde er meget mere haardfør end de europæiske Kvinder (Politiken d. 15.07.1948.)

Omsorgen for at få defineret sportskvinden dobbelt – som både køn og sportsudøver – er et genkommende og fremtrædende træk ved dækningen i alle medier, som reflekterer en dominerende ideologisk interesse i at få stadfæstet, at kvinders indtrængen i sporten ikke underminerer de eksisterende kønsopfattelser. Dobbeltidentiteten betyder dog, at kvinden får en særstatus i sportens verden – hun repræsenterer noget andet end det normale. Den understreger, at hun netop som sportsudøver har en særlig identitet, hvor hun både er en ideologisk undtagelse i forhold til sportens univers og i forhold til den omgivende verden. Køns- og dobbeltidentiteten fremgår meget direkte af datidens typiske og gennemgående brug af kønsspecificerende betegnelser som “Udspringerske“, “Fægterske“ og “Svømmerske“.

En meget stor del af den ideologiske fortolkning af sporten ligger i journalistikkens værdiladede sproglige beskrivelser af sportsudøverne. Men den fremgår også af billedbrugen og vinklingen af interviews og artikler. På et overordnet plan kan man sige, at i forhold til en beskrivelse af de danske mænd, som overvejende fokuserer på det sportslige, og hvor det især er klassiske sportive værdier som fighterevne, teknisk og taktisk kontrol samt selvisk vilje og aggressivitet, der er bærende, er det et kvalitativt anderledes følelsesorienteret og intimt billede, som tegnes af sportskvinden i 1948. Det anderledes billede er et resultat af, at medierne konstant forsøger at afbalancere to kolliderende rolleidealer i forhold til hinanden: sportens maskulint orienterede individualistiske værdier overfor traditionelle forestillinger om en mere passiv og uselvisk kvindelighed, hvor omsorg, elegance, mildhed, charme, forfængelighed og beskedenhed er nogle af de prædikater, som knyttes til kvinden. Denne afbalancering mellem de to kønsrolleidealer resulterer i en særlig værdikodeks for de danske sportskvinder, hvor udvalgte træk fra de to værdisæt i et vist omfang forenes. Der tegnes i dækningen et samlet billede af de danske kvinder som indladende, friske, men også seriøse og disciplinerede. Og fremfor alt er de uselviske og indskrives både i ord og billeder i stort omfang i et kollektivt fællesskab, hvor det er nationale interesser fremfor individuelle ambitioner, som motiverer deres præstationer. Derimod er det karakteristisk, at træk som aggressivitet, personlig ærgerrighed og taktisk formåen, som også er centrale idealer for konkurrencesportsudøveren, men måske er for uforenelige med datidens forestillinger om kvindelighed, glimrer ved deres fravær. Og endelig er det karakteristisk, at den del af kvindeligheden, som har med det seksuelle at gøre, udelukkende kommer til udtryk i dækningen af de udenlandske kvinder.

INFANTILISERING OG INTIMISERING

Den ideologisk set vanskelige sammentænkning af sportens maskulinitetsdyrkende værdisæt og opfattelsen af kvindeligheden betyder, at de danske kvinder afseksualiseres og beskrives som en slags kvinder 'in spe'. Det sker overvejende gennem en slags infantilisering af kvinderne, som både ligger i beskrivelsen af dem og i deres egne udtalelser om forholdet mellem sportsliv og privatliv. Infantiliseringen reflekterer selvfølgelig, at de er relativt unge og derfor endnu ikke har udfoldet deres egentlige kvindelighed gennem traditionelle roller som moder eller elskerinde. Det værdimæssige udgangspunktet for beskrivelserne er, at den rigtige og normale kvinde enten har mand og børn eller en udviklet seksuel udstråling, der kvalificerer hende som passivt objekt for mandens begær.

Tendensen til at infantilisere kvinderne fremgår af, at kvinderne langt hyppigere end mændene bliver omtalt i ambivalente vendinger som både piger og damer, men med en tendens til at opprioritere 'det pigede'. Dette understreges yderligere af, at både aviser og radio bringer adskillige interviews og billeder med de kvindelige sportsstjerners forældre eller mænd, og at de kvindelige stjerner hyppigt intimiseres, idet de benævnes ved fornavn. Kvinderne bliver med andre ord ikke opfattet som voksne, selvstændige individer, således som herrerne, der taler for sig selv og beskrives med en større distancere, hvor de f.eks. mere konsekvent omtales med både for- og efternavne, og dermed med større respekt.

Netop fordi kvinderne i så udpræget grad bryder med de dominerende rolleidealer i sporten og udfra det maskuline perspektiv repræsenterer helt andre værdier, bliver de dækket på en langt mere intimiserende facon, end mændene. Dette hænger antageligt også sammen med, at de opfattet som piger umiddelbart kan være lettere tilgængelige for den mandlige journalist end 'rigtige' kvinder eller andre mænd. Intimiseringen fremgår først og fremmest af en fremhævelse af kvinderne som følelsesmæssige og stærkt sociale væsener, idet der gøres meget ud af at beskrive deres positive og ydmyge adfærd overfor andre sportsudøvere og tilskuere. I reportagerne fra konkurrencerne fokuseres der således meget på deres gestik og afbalancerede adfærd, idet de beskrives som smilende og venligt indladende overfor alle:

Så kommer Greta Andersen hen til en af officials, der går rundt nu og forklarer damerne hvad de må og hvad de ikke må. Greta Andersen nikker smilende til ham.(…)Karen Margrethe Harup vinker op til den danske trup, der ses helt i røde jakker. Der er nervøsitet hos de, sikker noget nervøsitet hos alle damerne. Greta Andersen sidder i en koket stilling ligesom havfruen ved Langelinie. (Pressens Radioavis d. 02.08.1948)

Der fremstilles et samlet billede af den danske sportskvinde som jomfruelig, men kontrolleret og naturlig.

Indholdsmæssigt fremgår intimiseringen bl.a. af Statsradiofoniens reportager, hvor interviewene med kvinderne tematisk vinkles helt anderledes end for mændenes vedkommende. Hvor interviewene med mændene drejer sig snævert om det sportslige og dermed fastholder interessen på det offentlige, repræsentative billede af idrætsudøveren, åbnes der mere almene og privatlivsorienterede temaer i interviewene med kvinderne. De bliver f.eks. også bedt om at fortælle mere bredt om stemninger og ikke mindst om deres private oplevelser under transport i London eller under samlivet med sportsfolk fra andre og fjerne nationer i sportsbegivenhedens private kulisser ude på indkvarteringsstederne.

SPORTSLIVET SOM PARENTES

Intimiseringen fremgår dog mest eksplicit af, at journalistikken som noget nyt på det tidspunkt, begynder at inddrage kvindernes privatliv udenfor sporten som et mere udfoldet – men stadig beskedent – tema i dækningen og dermed lægger kimene til udviklingen af den personorienterede stjernejournalistik, som siden udvikles med stor succes i de danske tabloidaviser i 50'erne og 60'erne. I foromtaler, interviews og personorienterede artikler efter kvindernes hjemkomst fra London, tematiseres deres familiære og ægteskabelige relationer samt eventuelle jobs og private ambitioner – måske netop fordi, det er her deres kvindelige identitet udfra den maskuline værdihorisont mest overbevisende kan bekræftes?

Inddragelsen af privatlivet betyder nemlig, at sportskvinden bliver genplaceret i et mere traditionelt værdiunivers, som definerer en form for normaltilstand, og hvor kvindens rigtige kvindelighed kan bekræftes via hendes heteroseksuelle position. Dermed bliver kvindernes sportsliv indirekte beskrevet som en form for anormalitet, som potentielt truer kvindeligheden. Denne ideologisk dominerende opfattelse af sportslivet som en midlertidig og ideologisk afvigende parentes i kvinders liv, bekræftes også af udsagn fra kvinderne selv, når de skal udtale sig om fremtiden:

Men nu er det slut for mit Vedkommende. Nu skal jeg til at leve et normalt Liv. Foreløbig tager jeg med min Mand til Frankrig, og der skal jeg ikke svømme. (Fritze Nathansen til Politiken d. 08.08.1948)

Man maa ikke glemme Privatlivet for Svømning og blive helt Sportsidiot. Man skulde jo ogsaa gerne engang have Mand og Hjem. (Karen Margrethe Harup til Politiken d. 06.08.1948)

Kvindernes egne udtalelser bekræfter opfattelsen af sportslivet som en form for identitetsmæssig undtagelsestilstand, som er uforenelig med egentlige kvindelighed – dvs. at være moder eller elskerinde. Det bliver et bærende ideologisk budskab i dækningen af de danske kvinder. Dermed sikres der også en national sympati omkring de danske kvinder, der kommer til at fremstå som både dydige og ideologisk ufarlige.

DEN FARLIGE KVINDELIGHED

Som det indirekte er fremgået af ovenstående, bliver beskrivelsen af kvinderne ofte blandet med en nationalpatriotisk selvforståelse. Både kvindeligheden og den nationale identitet fremhæves via hyppige beskrivelser af de danske kvinders lyse hår, og ligeledes er billedet af deres dydige og renskurede mentale kvaliteter delelementer i en generel nationalpatriotisk vinkling af begivenheden.

Set i forhold til dækningen af danskerne er det karakteristisk, at medierne i øvrigt fokuserer meget på netop de udenlandske kvinder, der repræsenterer en helt anderledes kontroversiel og offensiv form for kvindelighed, som både pirrer og provokerer de mandlige journalister. Det gælder eksempelvis de amerikanske kvinder, som beskrives indgående af alle medier og i en helt anderledes seksuelt opladende optik. Det beror bl.a. på, at netop de amerikanske sportskvinder på en ny og langt mere offensiv måde her bruger sportskroppen til også at fremhæve deres seksuelle identitet, idet de f.eks. optræder i kropssnære lastingsbadedragter og vandfaste læbestifter under konkurrencerne. Det resulterer i en gennemgående beskrivelse af en helt anderledes form for ukontrolleret og farlig form for kvindelighed, hvor det fysiske og kropslige beskrives indgående, fordi det fascinerer og foruroliger de mandlige sportsjournalister:

De amerikanske Piger er stadig de eneste, som er i Stand til at stige op af Empire Pools Bassin med glødende Rosenlæber. Det lykkedes heller ikke de danske Piger at faa Lastingsbadedragter, som Onkel Sams “pin-up”er bedaarer Verdensreporterne med. Argentinerne ruller med Øjnene, når de amerikanske ' Piger møder op i fuldt udstyr. Selv britiske Officials siges at have set efter dem (Politiken d.02.08.1948).

Skønt Ann Curtis er en haard Konkurrencesvømmer, slaar det mig for hver Gang, jeg ser hende, hvor uendelig kvindelig og Charmerende hun er. “Vi sidder og spejder efter Greta Andersen og Harup for at studere deres stil, men de bliver stadig væk” (de kom som bekendt først i Dag) lo Curtis og tog om Mælkeglasset med de velmanicurerede Hænder med de lakrøde Negle. ( Politiken d.28.07.48)

Den mere offensive kropslige understregning af den seksuelle identitet gør det sammen med store sportslige kompetencer endnu vanskeligere for journalisten at få hold på de kolliderende værdisæt, og det leder til ovenstående form for ambivalens, hvor journalisten nærmest fremstiller sig selv i en flirt med kvinden. Hun fremstår som en mystificeret figur, som han samtidig af al magt forsøger at få defineret som kvindelig. Den samme form for mystificering og dobbeltidentitet dominerer beskrivelsen af en hollandsk kvinde, som også får omfattende opmærksomhed i medierne, fordi hun på en anden, men ligeså radikal facon udfordrer både sportens maskulinitetsdyrkende ideologi og de traditionelle forestillinger om kvindeligheden:

Det hollandske Fænomen Blankers-Koen med de fire Børn, er der antageligt ingen, der kan slå. ( Politiken d. 15.07.48)

Vinderen af Løbet, Fru Fanny Blankers-Koen, er 30 år og Mor til to dejlige Unger paa henholdsvis 7 og 2 1/2 Aar (…) Pudsigt nok har både Fru Fanny og Miss Maureen fundet deres Hjertes Udkaarne på Idrætsbanen. Den hollandske Frue, der skal være en usædvanlig dygtig Husmoder, er gift med sin tidligere træner. (B.T. d. 06.08.1948)

Ligesom en udfarende og mere selvbevidst kvindelig seksuel identitet er uforenelig med det maskuline perspektiv på sporten, repræsenterer den hollandske kvinde en ubegribelig rollemæssig konflikt, idet hun er mor og samtidig en usædvanlig dygtig atletikudøver. I begge tilfælde fastholdes og ekspliciteres den dobbelte identitet, og de får karakter af at være enkeltstående undtagelser – et 'fænomen'. Men det maskuline ønske om at få bekræftet – og dermed bevare den ideologiske kontrol – den egentlige kerne i kvindernes identitet, nemlig deres traditionelle kvindelighed: moderen, hustruen og elskerinden, er styrende for beskrivelsen.

Sammenfattende kan man konkludere, at sportsdækningen får andre facetter i kraft af de kvindelige udøvere. De repræsenterer en anden kropslighed, som appellerer dobbelt til den mandlige sportsjournalist, der optræder i dobbeltrollen som potentiel forfører og sportslig ekspert. Kvinden i sporten får en dobbelt identitet, fordi mandens opfattelse af hendes kønsidentitet og sportsidentitet er på kollisionskurs.

Samtidig betyder kvindernes udfordring af sportens maskulinitetsdyrkende perspektiv, at kimene lægges til en intimisering af journalistikken, som siden hen også er blevet de mandlige sportsstjerner til del. Det gælder f.eks. også den seksuelle betydningsopladning, som de danske frokostaviser BT's og Ekstra Bladets dækning af herrefodbold EM i Sverige 1992 giver en del saftige eksempler på (Bach og Villumsen 1992).

90'ERNES LÆKRE OG SELVBEVIDSTE TURBOTØSER

Selvom om opfattelserne af de to køn siden 1948 er undergået en række forandringer, er det tankevækkende, at man kan genfinde nærmest identiske dobbeltheder i mediernes dækning af dansk damehåndbold i 90'erne. De danske sportskvinder beskrives stadig i en dobbelt optik som henholdsvis kvinde og sportsudøver, men de to dimensioner af identiteten fremstår ikke længere som ideologisk uforenelige, selvom de ofte behandles adskilt. Dobbeltheden har dog fået nye toner, og sportskvinden har fået en langt mere sammensat og varieret identitet end tidligere.

Først og fremmest har 90'ernes sportskvinder mistet ærbarheden, så også de danske kvinder i dag gøres til genstand for en omfattende seksuel betydningsopladning i medierne. Dette forsøg på at fastholde kvindernes status som seksuelle objekter for det maskuline blik kom dog særligt tydeligt til udtryk ved damehåndboldlandsholdets mediegennembrud ved VM i Norge, hvor kendskabet til holdet var stærkt begrænset hos mange af de mandlige journalister. Billedmæssigt kom det til udtryk gennem en række billeder af marginale, men kønne, fotogene spillere, som ofte blev fremstillet i siddende, passivt afventende positurer. Og det maskuline seksualiserende perspektiv kom særdeles eksplicit frem i frokostavisen Ekstra Bladets foromtale til finalen, hvor avisen over to sider bragte en række kendte danske mænds udtalelser om, hvem der var deres personlige favorit på holdet. Samtlige svar tog udgangspunkt i dobbeltheden: kvindelig sexobjekt og sportskvinde, idet de henholdsvis udpegede en person, som de fandt seksuelt tiltrækkende, og en person, som havde store sportslige kvaliteter.

Ikke mindst holdets stjernespiller, Anja Andersen, har dog konstant medvirket til en tematisering af det kønsmæssige, idet hun gennem spil og adfærd på mest radikal vis har repræsenteret en ny form for kvindelighed, som også har udfoldede aggressive og selvisk individualistiske toner. Men i 1993 forsøgte medierne af al magt at begribe og fastholde hende i en traditionelt maskulin forståelsesramme:

Hun er den mest mandige, men alligevel en pige, der kan få mænd til at blive slappe i knæene og stramme andre steder. (”Ugen der gik”, Ib Pilegaard om Anja Andersen i BT d. 5.12. 1993)

Eksemplet fortæller med stor tydelighed, at sportens kroppe nærmest uomgængeligt påkalder sig en kønstematisering, og den seksuelle betydningsopladning er i 90'erne et centralt middel til at opretholde en ideologisk meget central dikotomi mellem mandligt og kvindeligt.

Selvom den danske sportskvinde altså har fået tilføjet en seksuel identitet, genfinder vi også i endnu større udstrækning end tidligere tendensen til at fremhæve det pigede. De kvindelige håndboldspillere omtales i meget stor udstrækning som 'piger' eller 'tøser', men set i forhold til tidligere er det en langt mere selvbevidst og frigjort form for pigeidentitet, som beskrives. Det suppleres dog af en mere alvorsbetonet respekt i DR kommentatorernes store fokusering på spillernes tekniske og taktiske formåen, som dermed tilføjer traditionelle maskuline og respektgivende kvaliteter til billedet af sportskvinden. Alt i alt betyder den omfattende medieomtale, at de enkelte medier for alvor er begyndt at udvikle egne vinkler på sporten, og for håndboldkvindernes vedkommende resulterer det i, at de kommer til at repræsentere et langt mere sammensat og flertydigt rolleideal i forhold til tidligere. Dermed giver håndbolddækningen i 90'erne publikum et omfattende stof til forhandling og forandring af de dominerende værdisæt knyttet til køn.

Både seksualiseringen og fremhævelsen af det 'pigede' er delelementer i en vidtrækkende intimisering af journalistikken omkring holdet, der for alvor tager fart i årene efter 1993, hvor holdet har stor sportslig succes, og de enkelte spillere derfor bliver genstand for en meget omfattende og kontinuerlig opmærksomhed fra stort set samtlige medier, så dækningen nærmest får “soap“-agtige træk.

I 1996 tegnes der således et ganske intimt billede af spillerne, da de deltager i EM i Danmark. Udover at publikum hurtigt bringes på fornavn og øgenavne med spillerne, bliver der fokuseret voldsomt på kvindernes privatliv og samliv både i sportens kulisser og udenfor sportens verden. Den sidstnævnte vinkling ses især i forhold til de kvinder, som lever sammen med kendte sportsmænd. I disse artikler opprioriteres beskrivelsen af forholdet og de private visioner for livet på bekostning af det sportslige indhold, så forestillingen om kvindernes kønsmæssige identitet, som rigtige kvinder, bliver bekræftet.

Men set i forhold til både 1948 og 1993 er der kommet nye og langt flere aspekter i fremstillingen af kvindeligheden i 1996. Først og fremmest fremviser billederne i langt større udstrækning også fightende, aktive, sammenbidte og dynamisk aggressive aspekter ved kvindeligheden. De smukke, passive kvindekroppe er nu visuelt afløst af enten billeder af svedende, jublende, grimme og fandenivoldske, målrettede kvindekroppe i action, eller meget tætte, dvælende close-up billeder, hvor læseren bringes tæt på kvinden som følelsesfuld og reflekteret individ. Hvor der er en tendens til at Morgenavisen Jyllands-Posten i vinklingen fremmer et billede af kvinderne som rationelle, velovervejede og analytisk begavede individualister, hvoraf de mest fornuftige endda er i færd med at uddanne sig, lægger frokostavisen Ekstra Bladet i større omfang vægt på at fremstille dem som dynamiske, selvbevidste men også tiltider antiautoritære og følelsesbetonede. Den nye sammensatte kvindelighed er særdeles bredspektret og den endimensionale kvindelige sprødhed og blidhed fra 1948 er afløst af stærkt ekspressive beskrivelser af spilleren, hvor værdier som selvbevidsthed, dynamik og styrke tilsat en god portion følsomhed ligger til grund: “Jernhårde Ladies“, “Lene Jernfæstning“(holdets sponsor var i en årrække de danske smedes fagforening Dansk Metal), “Lillepige med Guldmedalje“, “Turbo-tøser“, “Av min fortand“.

Forandringerne i journalistikken reflekterer naturligvis en række kulturelle og samfundsmæssige forandringer, hvor f.eks. kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og seksuelle frigørelse har været med til at forandre de samfundsmæssige værdier. Ligeledes spiller sportens forandring fra amatørsport til mere professionelle tilstande en rolle, idet forestillingerne om sportskarriere og civilt liv bliver anderledes i det øjeblik, hvor sportsudøverne begynder at kunne leve af sporten. Hvor essensen af kvindeligheden i 1948 relativt enslydende blev defineret som at være husmor, moder eller elskerinde, og sportslivet derfor blev oplevet som en parentes før det rigtige kvindeliv, finder vi derfor i 90'erne fremstillet en mere dybtgående flerhed af kvindeligheden, hvor kvinders sportslige ambitioner i større udstrækning lader sig forene med andre værdier. Der er dog stadig spor af den traditionelle kønsopfattelse og et maskulint perspektiv i dækningen. Det vidner både opretholdelsen af mandlig/kvindeligdikotomien og den vedvarende stærke intimisering om. Intimiseringen er ikke forbeholdt beskrivelsen af sportens kvinder, men bliver også mændene til del. Men den store fokusering på kvindernes privatliv, deres udseende og betoningen af dem som følelsesfulde væsener er eksempler på, at dækningen stadig i vidt omfang anskuer sportskvinden ud fra et kulturelt dominerende maskulint perspektiv.

LITTERATUR

Bach, Lone Tvedergaard og Bodil Villumsen (1992) Danmark på spil – om nationale fodboldfortællinger i sensationspressen. Upubliceret speciale, humanistisk informatik, kommunikationsoverbygningen, AUC.

Birrell, Susan (1980) "Sport som ritual" i Centring nr. 3 Årgang 1.

Birrell, Susan og Cheryl L. Cole (ed.) (1994) Women, sport and culture, Human kinetics.

Bøje, Claus og Søren Riiskjær (1991) Fritidens orden og uorden, Forlaget Bavnebanke.

Dayan, Daniel og Elihu Katz (1992) Media Events. The live broadcasting of history. Harvard University Press.

Frandsen, Kirsten (1996) Dansk Sportsjournalistik. Fra sport til publikum. Licentiatafhandling, DJH-Rapport, Danmarks Journalisthøjskole, Århus.

Frandsen, Kirsten (1997) Sport i Århus Stiftstidende – en læserundersøgelse, Upubliceret rapport fra Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet.

Frandsen, Kirsten (1998) "Sportsjournalistik", i MedieKultur nr. 28, Århus.

Hansen, Niels Gunder og Stjernfelt Frederik (1988) "Fodbold – spil, struktur og udvikling" i Litteratur & Samfund nr. 44.

Kabel, Lars og Jørgen Nielsen (1980) Skrivebordsterrorisme. Chikane mod et kendt dagblad. Upubliceret speciale, Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet.

Møller, Jørn (1986) TV-Sport. Fjernsynet som formidler mellem idræt og publikum – eksemplet Sportslørdag, Danmarks Radio, forskningsrapport nr. 3B.

Nielsen, Niels Kayser (1997) Krop og kulturanalyser, Odense Universitetsforlag.

Theberge, Nancy & Alan Cronk (1994) "Work Routines in Newspaper Sports Departments and the Coverage of Womens Sports" i Birrell, Susan og Cheryl L. Cole (ed.): Women, sport and culture, Human kinetics.

Wallin, Ulf (1998) Sporten i spalterna, IJM, Göteborgs Universitet.

Warming, Georg (1987) Fodbold – Sprog og kult. Centring Småskrifter, Forlaget Bavnebanke.

Willis, Paul (1994) "Women in Sport in Ideology" i Birrell, Susan og Cheryl L. Cole (ed.): Women, sport and culture, Human kinetics.

Wilson, Wayne (ed.) (1994) "Gender Stereotyping in Televised Sports" i Birrell, SusanCheryl L. Cole (ed.)Women, sport and culture, Human kinetics.

1Begrebsmæssigt er det vigtigt at skelne mellem kropskultur, idræt og sport, idet kropskultur betegner en bred vifte af kropskulturelle betydningsbærende fænomener som mad, mode, dans og idræt. I denne sammenhæng bruger jeg overvejende begrebet sport til forskel fra idræt, fordi medierne overvejende har beskæftiget sig med sport. Idræt og sport defineres forskelligt i den danske Betænkning om breddeidrætten i Danmark bd. 1–3. Idræt er en samlebetegnelse for forskellige former for aktiviteter i fritiden, hvori indgår legemlige bevægelser. Sport defineres derimod som en aktivitet, der ofte men ikke nødvendigvis indebærer legemlig bevægelse, men hvor konkurrencen med andre deltagere er konstituerende for aktiviteten. Endvidere er sport karakteriseret ved en høj grad af standardisering og strukturering og præget af en bestræbelse på at kvantificere præstationerne med henblik på at objektivere bedømmelsen.
2I Danmark gælder det stadig, at der er en overvægt af mænd blandt dem, der dyrker konkurrenceidræt. Se Bøje og Riiskjær 1991 samt Møller 1986.
3Journalistikken fra OL i London er fyldt med betydningsopladninger, som lægger direkte op til koldkrigen i 50'erne. Efter Danmarks tvetydige rolle under 2. Verdenskrig er det karakteristisk, at der f.eks. skrives og fokuseres meget på danskernes relationer til amerikanerne. Set i lyset af de storpolitiske stemninger bliver den internationale sportsbegivenhed her et felt, hvor det ideologiske tilhørsforhold til englænderne og amerikanerne bearbejdes og befæstes journalistisk.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon