Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Erindring, oplevelse og fortolkning

Lektor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet

Hans Fredrik Dahl, Jostein Gripsrud, Gunnar Iversen, Kathrine Skretting, Bjørn Sørenssen (1996) Kinoens mørke, fjernsynets lys, Oslo: Gyldendal Norsk Forlag

Det er en underholdende og tankevækkende proces at læse Kinoens mørke, fjernsynets lys. En proces, der kalder på erindring – om filmoplevelser i de mørke 1950ere, om de mange visuelle chok, vi har været udsat for, fra Bonnie and Clyde til Dynasty, om rasende kulturdebatter og om tv-hygge lørdag efter lørdag, når galskaben havde lagt sig, og alle bare så fjernsyn. Og det er en proces, der kalder på eftertanke – hvad er det for mønstre, der har bestemt, hvad vi har set? Hvordan har vi set det? Hvorfor er der så stor forskel på den umiddelbare, samtidige oplevelse og gensynet mange år efter? Kinoens mørke, fjernsynets lys er en vægtig, veloplagt og vellykket formidling af filmens og fjernsynets historiske udvikling i Norge, fortalt i et alment forståeligt sprog, indbydende illustreret og serveret. Der er sammenhæng imellem lay-out og stof.

Lad mig tage et par eksempler. På forsiden af omslaget ser vi et af filmhistoriens berømte par i nærkontakt, Gary Cooper og Ingrid Bergman fra Hvem ringer klokkerne for, 1943. Det første billedopslag viser verdens tidligst registrerede filmkys fra 1896 – og det er så op til læseren selv at tænke i forskelle og ligheder, og hvordan det senere gik. En ren foræring!

Første kapitel indledes med en redegørelse for kiggeskabet. Det vises i forskellige udgaver fra samtidige illustrationer, især gengivelser af xylografier. Det fungerer som en invitation til at kigge videre i bogens forskellige inserater, der er sat op, så de kan ses og læses for sig selv. Det kan lægge op til en distraktiv læsning, til en bladre-kigge-læsning, eller det kan fungere som appetitvækker på mere information, som man straks kan hente i teksten. Det er et eksempel på, at bogen gennem sin layout er kongenial med sit emne, man kan læse på kryds og tværs.

Hvis man vælger at læse (og kigge) videre fra ende til anden, bliver man heller ikke snydt. Grundformlen i fremstillingen af de forskellige perioder af filmens og fjernsynets historie ligger nogenlunde fast, så det er nemt at orientere sig. Det faktiske niveau inddrager oplysninger om institutioner, produktioner og receptioner. Det sidste i en detaljeringsgrad, der indbefatter både almindelige biografgængere og fjernsynsseere samt dagblads- og tidsskriftskritik. Det følges op af et mere forklarende niveau, der angiver synsvinkler på og fortolkninger af, hvad der faktisk foregik, hvad der udspillede sig.

På det første niveau får vi en næsten fænomenologisk beskrivelse ud fra et sammensat materiale med mange lækre detaljer. Tag 1920erne som eksempel. Her får vi ud fra indsamlede filmminder at vide, hvordan det var at være i biografen i 20erne. Vi får at vide, hvad repertoiret var – og hvordan forholdet var mellem internationalt og nationalt producerede film. Bygderomantikken i 20ernes norske film ses som udtryk for en generel national bevægelse i Europa. Det fænomenologiske niveau appellerer meget direkte til læserens forestillingsevne og – fra det tidspunkt, hvor man selv kan huske de omtalte billeder – til erindringen.

Det forklarende og fortolkende niveau er indflettet i den fænomenologiske fremstilling og fremstår altså ikke selvstændigt som teser om udviklingen eller som overordnet forklaringsramme. De centrale fem gennemgående antagelser om sammenhænge, man på den måde kan aflæse, kan måske destilleres som følger:

  1. Filmmediet og senere fjernsynet fungerer i en kulturhistorisk sammenhæng, der bestemmer det dominerende udbud og den dominerende smag.

  2. Den nationale film- og fjernsynskultur er på den ene side vigtig for national identitet og selvforståelse, og på den anden side dybt sammenvævet med den internationale.

  3. Ethvert nyt medie opsluger ældre medier og tager dem til sig som sit eget indhold.

  4. Ethvert nyt medie modtages med en blanding af teknologisk fascination og indholdsmæssig forskrækkelse, og af kultureliten altid med bekymring på andres vegne.

  5. På et givet tidspunkt, når det nye medie har opnået en vis elitekulturel accept, opstår der et skisma mellem høj og lav kultur inden for det enkelte medies produkter.

Disse antagelser spilles igennem som genkommende mønstre i de forskellige perioder, og det appellerer naturligvis til eftertanken.

Særlig interessant for andre mindre nationer er den løbende redegørelse for forholdet mellem det nationale og det internationale. For Norge gælder det, at den nationale produktion inden for filmens og fjernsynsfiktionens område i lange perioder har været beskeden. Det har skabt mekanismer, hvor forholdet mellem forventninger og aktuelle muligheder for at indfri forventningerne ikke stod mål med hinanden, som det var tilfældet med filmproduktionen både i 30erne, 40erne og 50erne. Det har skabt absurd pressejagt på nationale stjerner, der havde succes i udlandet, som tilfældet var med Sonja Henie. Når der endelig kom en national succes, var jublen uden ende – lige indtil næste fiasko. Forholdet mellem national egenproduktion og import af andre nationers fiktionsprodukter er sjældent blevet gennemlyst nøgternt og konstruktivt i medierne. Kinoens mørke, fjernsynets lys leverer en del baggrund for en sådan gennemlysning ved at diskutere både produktionsvilkår, mediepres og ikke mindst ved at analysere hvilke produkter – mest engelske, tyske (i mellemkrigstiden), danske, svenske og amerikanske – der har haft gennemslagskraft i Norge, og hvorfor.

Jubilæer er ofte anledning til skrifter, der har fejringens og dermed hyldestens karakter. Det er mod jubilæets konvention at benytte det som anledning til at kritisere. Højst kan man tage anledning af det til at gøre status – og så kan man skrive historie. Det sidste er blevet gjort flere steder rundt omkring i forbindelse med med filmens 100-årsjubilæum 1996. Jubilæer kan også fungere som en art ydre påskud for en indre tilskyndelse til at udgive særdeles nyttige hånd- og opslagsbøger, der måske finder øget genklang i offentligheden på grund af jubilæumseffekten.

Kinoens mørke, fjernsynets lys deltager i fejringen af jubilaren. Den er klart nok skrevet ud fra en positiv grundholdning til film (og fjernsyn), den er ikke særlig kritisk, og den leverer både historieskrivning og statusopgørelse. Bogen har således nogle af jubilæumsskriftets egenskaber, og der kan gemme sig et kritisk moment heri. Hovedopgaven for forfatterne har været den oplevelsesorienterede og baggrundsskabende snarere end den direkte kritisk vurderende. Tag fremstillingen af censuren som eksempel. Som en føljeton gennem fremstillingen løber beretningen om filmcensuren fra 1911 og frem. Den indeholder en klar orientering om argumenter for og imod, eksempler på forbudte film og beskårne film, debat om censurens berettigelse. Det betimelige i at opretholde en censur anfægtes ikke af forfatterne, det lægges ud til læseren at vurdere. Der er ingen tvivl om, at det er en meget pædagogisk fremgangsmåde. Men samtidig kan man diskutere, om den kritiske distance på den måde helt bliver væk?

En anden og stærkere indvending kan rejses over for afgrænsningen af stoffet. Det drejer sig om ”levende billeder” i 100 år, film og fjernsyn. Sammenkoblingen giver anledning til at betragte de lange linjer i de levende billeders historie, inden for nyhedsformidlingen fra forskellige former for dokumentarisme til filmrevy og tv-avis (”dagsrevy”), inden for fiktion fra film til tv-føljetoner og serier. Og det er der ikke noget i vejen med. Indvendingen går på, at en række andre medier, der også har haft betydning for udviklingen af både faktaformidling og fiktionsgenrer, underbetones. Det gælder således lydmediet radioen, der i fjernsynets begyndelse var afgørende for genreudviklingen her. Og det gælder nogle af det 19. århundredes mest populære fiktionsformer: lystspillet og melodramaet på teatret og spændingsromanen i avisernes føljetoner, der hver især blev genoptaget i henholdsvis filmens og fjernsynets mest gennemslagskraftige fiktioner. Sådan noget kan man læse om i Dansk mediehistorie 1-3, Samlerens Forlag, Kbh. 1996-97.

Når det er sagt, må det også siges, at fremstillingen af film og fjernsynshistorien i den norske model også har sine fordele. Dét skulle være fremgået af overstående betragtninger.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon