Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Golfkrigens troldspejl

Hovedtendenser i den internationale TV-nyhedsformidling med udgangspunkt i TV-dækningen af Golfkrigen.
The Gulf War as Magic Mirror

Stig Hjarvard er forskningsadjunkt ved Institut for Film- & Medievidenskab, Københavns Universitet

Golfkrigsdækningen var et troldspejl. Den var et billede på nyhedsformidlingens teknologiske, æstetiske og samfundsmæssige udvikling, nu og fremover. Golfkrigen indebar et globalt gennembrud for en ny type journalistik i TV.

During the 1980s and early 1990s the aesthetics and institutional structures of international TV news were subject to significant changes. The article examines some key characteristics of the TV coverage of the Gulf War and discusses to what extent these can be considered symtomatic for general changes in international TV journalism. The article pays special attention to the influence of deregulation, new satellite technology and general social internationalization on the structure of TV news.

Lad mig begynde med nogle få empiriske observationer: I begyndeisen af august 1990 gjorde Irak alvor af sine trusler og invaderede Kuwait. Golfkrigen var en realitet. Senere samme måned var jeg i London for at foretage nogle interviews med en række personer, der arbejder med international TV-nyhedsformidling ved TV-nyhedsbureauer og TV-stationer. Både bureauer og TV-stationer viede invasionen af Kuwait stor opmærksomhed, men på dette tidspunkt havde krigen slet ikke den mediemæssige bevågenhed, som den senere skulle få. Og det var ingenlunde klart, at Golfkrigen ville fortsætte. Fronterne omkring Golfen kunne lige så godt have frosset til i et regionalt oprustningskapløb.

Under mit ophold i London foretog jeg et interview med David Wratten fra Visnews (nu Reuters TV), hvor vi bl.a. kom ind på teknologiens betydning for meget hurtig, eventuel direkte transmission af billeder i nyhedsprogrammerne. David Wratten så en meget klar udviklingstendens henimod øget aktualitet, men den teknologiske udvikling var kun lige akkurat i stand til at levere noget sådant idag, og ikke mindst arbejdsprocessen på redaktionerne var fortsat en flaskehals for udviklingen af en sådan "instant'' -"vi ser det, mens det sker"- nyhedsformidling. David Wratten tilføjede imidlertid, at:

In ten years time, you could have a situation where a newscaster sits down, and the man hasn't the faintiest idea of what the second two thirds of the news is going to be, because it is all being constructed.

Der gik ikke 10 år, men kun 5 måneder, førend det meste af verden blev vidne til en sådan nyhedsformidling, hvor nyhederne blev produceret og formidlet omtrent samtidigt, og hvor vi fik indtryk af at være vidne til en krigs hændelser. Mediedækningen af Golfkrigens 2. fase, den flernationale alliances befrielse af Kuwait, der begyndte i januar 1991, var så signifikant, at denne anden fase af krigen i offentlighedens bevidsthed er blevet synonymt med krigen som sådan. Og dækningen af den anden fase af Golfkrigen står i helt ekstrem konstrast til den opmærksomhed, som blev viet den første Golfkrig, d. v. s. den 8 år lange krig mellem Iran og Irak. Irak-Iran krigen blev aldrig en "mediekrig" og er derfor forsvundet ud i glemslens mørke.

På baggrund af disse empiriske iagttagelser kan man opstille følgende – foreløbige – hypoteser:

  1. TV-dækningen af Golfkrigen indebar et globalt gennembrud for en ny type journalistik i TV. Karakteristika som den kontinuerlige opdatering af fortløbende begivenheder og den direkte reportage i nyhederne blev synliggjort som mulige og til en vis grad knæsat som idealer.

  2. Allerede før Golfkrigen var der blandt TV-journalister, ikke mindst blandt udenrigsjournalister, forventning om en bestemt udvikling i TV-journalistikken. Golfkrigen indfriede allerede eksisterende forventninger.

  3. TV-dækningen af Golfkrigen var en undtagelse, omend en undtagelse, der bekræftede reglen. Den type international TV-journalistik, vi her var vidne til, kan endnu ikke realiseres i den daglige nyhedsformidling af bl.a. tekniske og arbejdsmæssige årsager; her havde David Wratten nok mere ret i sin 10 års-prognose. Dertil kommer, at visse aspekter af Golfkrigs-journalistikken ikke passer til de krav, som den daglige nyhedsformidling i 1990'erne må leve op til.

  4. TV-dækningen af Golfkrigen vidnede om, at TV-nyhedsformidlingen på nogle punkter er ved at løsrive sig fra det nationale rum. For seerne blev det synligt, at de nationale TV-stationers dækning var afhængig af et internationalt nyhedsnetværk, og selve seeroplevelsen havde en transnational, måske ligefrem global karakter. Begivenheden var global – og publikum for begivenheden var tilsvarende globalt.

I det følgende vil jeg uddybe og diskutere disse hypoteser om TV-dækningen af Golfkrigen. Mit udgangspunkt er, at jeg betragter TV-dækningen af Golfkrigen som et troldspejl. Et troldspejl er som bekendt sådan ét, der kan give et øjebliks indsigt i tingenes virkelige karakter, eller som rummer en profeti om fremtiden. Som et troldspejl synliggjorde Golfkrigsdækningen nogle bestemte udviklingstræk i TV-journalistikken, og indeholdt en profeti – en vision eller en advarsel – om hvordan fremtidens TV-journalistik kan komme til at se ud.

Min analytiske interesse vedrører i denne sammenhæng ikke golfkrigs-problematikken som sådan; intentionen med det følgende er ikke at diskutere, hvorvidt troldspejlet forvrænger, d.v.s. om TV-dækningen af Golfkrigen gav et rimeligt eller fordrejet billede af denne konflikt, ej heller at diskutere de mange forskellige censurforanstaltninger, der blev iværksat. Disse meget væsentlige problemstillinger har allerede været genstand for behandling i mange bøger og debatartikler siden Golfkrigen (f.eks. Campbell (1993), Dragsdahl (1991), Dupont et al. (1992), Hjarvard (1991), Johansen (1991), Johnsen & Mathiesen (1991)). Min interesse er med andre ord ikke det specifikke ved Golfkrigsdækningen; i stedet anskuer jeg TV-dækningen af Golfkrigen som en særdeles interessant begivenhed, der havde og fortsat har en række generelle implikationer.

Denne sammenhæng mellem en historisk specifik hændelse og generelle udviklingstendenser vil jeg gerne præcisere lidt nærmere. Man kan tale om to mulige sammenhænge. For det første kan Golfkrigsdækningen siges at være symptomatisk for en bestemt udvikling – det kan man kalde den metonymiske relation mellem eksempel og generel udvikling: delen står for helheden – TV-dækningen af Golfkrigen er den eksemplariske hændelse. Ud fra dette synspunkt er sammenhængen en analytisk konstruktion; der er ikke tale om en kausal sammenhæng mellem enkelt-hændelse og generel udvikling, og man kunne have valgt andre eksempler til at illustrere den generelle pointe. En anden og stærkere sammenhæng vil være at hævde en kausal relation mellem enkelthændelse og den generelle udvikling: Golfkrigen var på en eller anden måde årsag til en bestemt nyhedsformidlings indtog. I konsekvens af dette synspunkt er relationen ikke kun en analytisk konstruktion, men Golfkrigsdækningen må siges at have haft indflydelse på medieaktørernes handlinger – også efter denne enkelthændelse.

Jeg mener, at der er tale om begge typer af sammenhænge. Golfkrigsdækningen var på en og samme tid symptomatisk for en bestemt udvikling og havde direkte konsekvenser for en række aktørers vurderinger og handlinger. Golfkrigsdækningen kan ikke siges at være den egentlige årsag til en ny journalistiks fremkomst, men må vurderes som en udløsende faktor. Golfkrigen var også for medierne en undtagelsestilstand, hvor daglige rutiner og konventioner for nyhedsformidling blev suspenderet. Denne undtagelsestilstand gav mulighed for at afprøve nye praksisser, der kun lejlighedsvist havde fundet anvendelse og derfor endnu var så nye, at de ikke var blevet til konventioner. I og med disse praksisser fik lov til at blive afprøvet i fuld skala, synliggjorde de for de involverede aktører nogle nye muligheder, og denne erfaring – sammen med mange andre – har fungeret som ledetråd for aktørere – også sidenhen.

Jeg er af den opfattelse, at hovedtendenserne i den internationale TV-nyhedsformidling havde været de samme under alle omstændigheder, d. v. s. med eller uden Golfkrig. Men et begreb som "hovedtendenser" efterlader et forklaringsproblem i og med, at der ikke hermed er angivet aktører for den igangværende udvikling. Det er værd at understrege, at "hovedtendenser" er en analytisk generalisering af en hel række enkeltaktørers handlinger; en inddragelse af aktør-niveauet vil anskueliggøre, hvorledes samvirket mellem forskellige faktorer indgår i dannelsen af disse hovedtendenser. Golfkrigsdækningen kan betrages som et element i en sådan mere aktør-nær forklaring på den igangværende udvikling. Golfkrigen skabte ikke i sig selv noget nyt, men var den konkrete historiske omstændighed, der lod en række tendenser komme til udtryk. I denne forstand var Golfkrigsdækningen en udløsende faktor, der forvandlede en række længe mere vagt anede udviklingstræk til konkret erfaring, der herved kunne generaliseres og operationaliseres til prototypiske handlingsskemata, der informerer bl. a. journalisters, teknikeres, seeres og programplanlæggeres handlinger.

En sådan påvirkning fra enkeltbegivenheder har fundet sted flere gange i TV-nyhedsformidlingens historie. Eksempelvis var Sovjetunionens invasion i Prag i 1968 en tilsvarende udløsende faktor for en ændring af Danmarks Radios TV-Avis: Rapporteringen af Pragbegivenhederne førte til en opgivelse af det skarpe skel mellem nyheder og kommentar og dannelsen af den "integrerede" TV-Avis (Lund 1975: 288).

TV-DÆKNINGENS KENDETEGN

Golfkrigsdækningen indebar nogle fornyelser af såvel teknologisk-logistisk karakter som æstetisk-fortællemæssig karakter. Pladsen tillader kun en kort oversigt over de vigtigste karakteristika.

Teknologisk og logistisk var Golfkrigen først og fremmest kendetegnet ved den hidtil mest omfattende anvendelse af moderne satellit-udstyr til TV-nyhedsformidling. I den forstand var Golfkrigen en dobbelt teknologisk triumf: Den nyeste militære teknologi blev fremvist ved hjælp af den nyeste TV-teknologi. Golfkrigen blev et gennembrud for, hvad der benævnes SNG, Satellite News Gathering. Mobilt satellit-udstyr, herunder paraboler, up-link sendere, satellittelefoner m.m. blev benyttet af mange landes TV-stationer og var helt afgørende for gennemførelsen af den særlige direkte nyhedsformidling, der kendetegnede krigs-dækningen.

Brugen af denne type udstyr var på ingen måde en nyhed i sig selv; det havde været taget i anvendelse af både amerikanske og europæiske TV-stationer ved en række tidligere begivenheder, f.eks. omvæltningerne i Østeuropa, ved den Himmelske Freds Plads i Kina m.fl. Det nye var dels selve kvantiteten af det teknologiske opbud og dels det forhold, at de teknologiske muligheder på afgørende vis kom til at dominere TV-journalisters forventninger til, hvordan en hel krig bør rapporteres. De teknologisk-logistiske erfaringer fra Golfkrigen er siden blevet omsat til daglige rutiner og nødvendigheder. Mary Frost fra det amerikanske ABC network og forkvinde for ISOG (Interunion Satellite Operations Group; et samarbejdsforum mellem de internationale radiofoni-unionerne) peger i følgende citat på, hvordan man i TV-logistikken meget hurtigt indoptog erfaringen fra Golfkrigen som målestok for, hvordan man typisk bør gribe TV-nyhedsdistributionen an:

If you ask, what did we learn from Desert Storm, I think what might have been unusual practice in Desert Storm has now become standard operating procedure. As soon as you do something (once) [Walkers indskud, SH], it becomes – that's the way it has always been. So now, Inmarsat phones are shipped with every flyaway – that's the way it is. Hot switching from location to location on the same transponder is standard operating procedure. Why would we do it any other way now. Satellite news gathering into a country is not a question any more. It's a fact. (Citeret fra Walker 1993:57)

Anvendelse af SNG til at "overvinde'' afstand og tid er blevet et fast element i TV-nyhedsformidlingen.

Hvad angår de æstetisk-fortællemæssige karakteristika var det mest fremtrædende brugen af den direkte reportage. Gennem hele krigens forløb blev der rapporteret direkte fra de forskellige områder i Golfen. TV-stationernes normale programvirksomhed blev afbrudt af ekstra nyhedsudsendelser, der holdt seerne ajour med den igangværende udvikling. Nyhedsformidlingens funktion blev at levere en kontinuerlig opdatering. CNN's dækning repræsenterer qvintessensen af denne form, men mange landes TV-stationer prioriterede ligeledes den direkte reportage og den kontinuerlige opdatering. Eksempelvis sendte Danmarks Radio i flere dage løbende TV-aviser fra kl. 6 morgen til midnat. I mange tilfælde var der ikke tale om egentlig "live"-dækning, men tidsforskudte reportager; men man forsøgte i høj grad fra TV-stationernes side at give indtryk af, at der var tæt sammenfald mellem hændelsesforløb og berettelsesforløb.

Et andet kendetegn var TV-stationernes fremhævning af deres egne journalisters tilstedeværelse i begivenhedernes univers, typisk gennem brug af "stand-uppers" i reportager. Begrundelsen for at bruge denne form lå primært i dens signal-værdi; de mange korrespondenters tilstedeværelse gav sjældent yderligere informationer sammenlignet med, hvad der var til rådighed hjemme på redaktionerne. Gennem markeringen af tilstedeværelse gives indtryk af øget troværdighed, idet tilstedeværelse associerer førstehåndserfaring og selvstændighed: TV-stationens journalister er aktivt opsøgende, de venter ikke på andres meddelelser derhjemme. Som den canadiske TV-journalist Mark Starowicz udtrykte det efter Golfkrigen: "The affirmation of presence has become the standard of veracity" (Starowicz 1991).

En konsekvens af denne reportage-form var en adskillelse af nyhedsstof fra baggrundsstof. Udviklingen siden 1970'erne har i flere lande været præget af en udviskning af det skarpe skel mellem nyhed og baggrund og af en udvikling af indslagsformater, der indeholdt lidt af hvert, d.v.s. berettede om nyheden i dens kontekst. Golfkrigsdækningen betød, trods sin højteknologiske fascination, en tilbagevenden til et mere "råt" og gammeldags nyhedsideal: den nøgne beretning om faktuelle forhold set fra reporterens her-og-nusynsvinkel. Selvom dette mikro-perspektiv blev forsøgt suppleret med forskellige typer af baggrundsinformation, er det interessant at notere den skarpe adskillelse af nyhed og baggrund i forskellige indslagstyper.

Disse karakteristika blev i nogen grad knæsat som idealer for TV-nyhedsformidlingen i kraft af den seersucces, som der var tale om. Jacques Vandersichel, formand for European Broadcasting Unions (EBU) arbejdsgruppe for TV-nyheder, pegede i nogle udtalelser få måneder efter Golfkrigen på, hvordan publikumsforventninger og dermed journalisternes arbejde var blevet ændret:

… after the orgy of the Gulf coverage, television newsrooms will be faced with a new challenge, whether they want it or not. [… ] our audience will expect more than ever from now on. They will expect television news to be there, and show them all that is happening, as it is happening. (EBU 1991: 4-5)

Jacques Vandersichel kunne ret beset ikke på dette tidspunkt havde nogen større viden om publikums ændrede forventninger, da der ikke var foretaget nogen større analyser af dette. Men hans udsagn illustrerer, hvorledes TV-journalisters forestilling om publikums forventninger blev ændret som følge af Golfkrigen, hvilket fører til forandringer i TV-journalistikken, uanset om publikums-diagnosen er korrekt eller ej.

Set i lyset af ovenstående turde det være rimeligt at konkludere, at min første hypotese er korrekt: TV-dækningen af Golfkrigen var et gennembrud for en ny type journalistik. Det er ikke kun en ydre, 'objektiv' vurdering, men gør sig også gældende på et subjektivt niveau: Aktører placeret i nøglepositioner (administrativt, journalistisk og teknisk) oplevede det som en skelsættende og normsættende begivenhed.

UDVIKLINGSTENDENSER I INTERNATIONAL TV-NYHEDSFORMIDLING

Efter denne korte karakteristik af TV-dækningen af Golfkrigen vil jeg prøve at inddrage nogle mere generelle udviklingstendenser, der både kan belyse, hvorledes Golfkrigsdækningen var et led i en igangværende udvikling og skabe grundlag for at diskutere, i hvilket omfang Golfkrigsdækningens karakteristika har vundet indpas. Det siger sig selv, at jeg på denne beskedne plads ikke kan give en blot tilnærmelsesvis udtømmende behandling af de generelle udviklingstendenser i international TV-nyhedsformidling og TV-udveksling, og jeg skal her blot henvise til min afhandling "Internationale TV-nyheder" (Hjarvard 1994), der har dette som emne. I stedet vil jeg pege på nogle enkelte forhold, der fortrinsvis vedrører den europæiske udvikling på området.

Udviklingen på TV-nyhedsområdet har været påvirket af 3 indbyrdes forbundne tendenser: Deregulering af de elektroniske medier, satellitteknologiens udbredelse og transnationalisering. Dereguleringen af de elektroniske medier gennem 1980'erne indebar dels, at telekommunikationssektoren, herunder satellit-kommunikationsydelser, i stigende grad blev underlagt markedsvilkår, og dels, at det offentlige public service TV's hidtidige monopol blev brudt, og der kom konkurrence fra kommercielle TV-stationer.

I det nye konkurrenceprægede TV-miljø viste nyhedsformidling sig at være en central genre: Den havde og har stor publikumsinteresse og var væsentlig for opbygningen af TV-stationers offentlige image, og i udformningen af konkurrencedygtige programflader fik nyhedsprogrammernes placering derfor en central rolle.

Konkurrencen på TV-nyheder medførte blandt andet, at der blev lagt øget vægt på aktualitet. En sådan øget aktualitet kan opnås på 2 måder: dels gennem mere aktuelle indslag, i bedste fald direkte indslag, i det enkelte program, dels ved at bringe nyhedsprogrammer gennem en større del af programfladen. Større TV-stationer i Vesteuropa har således udvidet antallet af TV-nyhedsprogrammer i programfladen, så man tilnærmelsesvis får den time-nyhedsstruktur, man kender fra radioen. Det har igen skabt øget efterspørgsel på TV-nyhedsbilleder, da der simpelthen er langt flere nyhedsprogrammer at fylde. Det har tillige ændret nyhedsformidlingens funktion. Hvor der tidligere var ét hovednyhedsprogram, der autoritativt sammenfattede dagens politiske begivenheder, er der i dag en række større og mindre nyhedsprogrammer dagen igennem, hvis hovedfunktion er at levere en kontinuerlig opdatering af nyhedsbilledet. Hvor TV-nyhederne tidligere i højere grad etablerede den nationale politiske dagsorden og foretog en slags daglig autoritativ historieskrivning, er TV-konkurrencens nyheder præget af et konstant krav om fornyelse, der i mindre grad tillader en sammenfatning af det væsentlige og i højere grad vil bringe seeren ajour med det nyeste.

Satellit-kommunikation er ikke noget nyt fænomen, men blev taget i anvendelse til TV-formål for mere end 30 år siden. Det nye ved satellitkommunikationen er den samtidige deregulering af området, miniaturisering af teknikken, masseproduktion og den deraf resulterende billiggørelse, der tillader flere aktører at bruge teknologien i en stadig mere omfattende målestok. I konsekvens heraf bliver det gennem 1980'erne muligt at lægge stadig større dele af den internationale TV-nyhedsudveksling over fra jordbaserede net til satellitterne. Dette gør det muligt for de private TV-nyhedsbureauer som WTN og Reuters TV at levere nyhedsbilleder ad elektronisk vej direkte til deres kunder uden om EBU's Eurovision News Exchange, der hidtil har haft et de facto monopol på det jordbaserede distributionssystem i Vesteuropa. Samtidig melder nye aktører sig på banen, eksempelvis Associated Press's nye agentur, APTV, European News Service m.fl. Den internationale distribution af TV-nyheder på grossist-niveauet, d.v.s. udvekslingen af rånyhedsbilleder, undergår en kommercialisering: Dels spiller de private agenturer en større rolle, og dels må det eksisterende non-profit system, Eurovision News Exchange, tilpasse sig den nye markedsstruktur og foretage en form for selv-kommercialisering.

Transnationaliseringen vedrører både en mere generel institutionel og samfundsmæssig dimension, som jeg skal berøre lidt senere, og et mere konkret mediemæssigt aspekt, der også angår nyhedsformidling. Udbredelsen af kabel- og satellitdistributionssystemer i løbet af 1980'erne medførte, at TV-kanaler blev tilgængelige på tværs af hidtidige nationale grænser. Dels kunne seerne i stadigt stigende omfang se andre nationale kanaler, og dels opstod transnational TV-kanaler, herunder en række deciderede nyhedskanaler, rettet mod en større eller mindre del af det europæiske og globale TV- marked. På denne måde blev det muligt for seerne at modtage mange forskellige nyhedsprogrammer; seerne kunne nu se andre TV-stationer behandle de samme internationale historier, herunder iagttage, hvordan de samme billederne blev brugt af mange forskellige kanaler. Ved synliggørelsen af alternativer, mistede de hidtidige nationale monopoler autoritet.

En anden konsekvens af transnationaliseringen har været en udviskning af det hidtidige skarpe skel mellem grossistleddets TV-nyhedsdistributører og detailleddets TV-kanaler. Transnational kanaler som CNN, SkyNews, BBC World Service TV bruges i et vist omfang som TV-nyhedsbureauer; i Vesteuropa sker det primært som supplement til de "rigtige" TV-nyhedsbureauer, men andre steder i verden, typisk hvor TV-stationer har færre ressourcer, kan disse kanaler være hovedkilde for billedmateriale. Omvendt er de gamle TV-nyhedsbureauer i stigende grad gået ind i egentlig programproduktion, d.v.s. at de helt eller delvis leverer en færdig nyhedsprogrampakke til en TV-station. Det er især nye kommercielle TV-stationer, der på denne måde køber sig til deres nyhedsformidling. De traditionelle public service stationer prioriterer fortsat at producere nyhedsprogrammerne selv.

Efter denne korte skitse af generelle udviklingstræk, skal vi endnu engang vende os mod Golfkrigen. De æstetisk-fortællemæssige karakteristika ved Golfkrigsdækningen, specielt de, der vedrører den øgede aktualitet (den kontinuerlige opdatering, den direkte reportage m.m.), var – som det turde være fremgået – et kendetegn ved den allerede igangværende udvikling; Golfkrigsdækningen var – som hævdet i min anden hypotese – noget, man et stykke tid havde kunne ane konturerne af. Men det er værd at understrege, at den særlige udformning, som den kontinuerlige opdatering og de direkte reportager fik i Golfkrigsdækningen, var en undtagelse set i forhold til det generelle mønster – i det mindste set i en europæisk kontekst. Programlægningen af TV-nyheder er normalt nøje afstemt i forhold til den rituelle og rutineprægede funktion, som TV-nyhederne tjener i seernes dagligliv.

Som jeg har behandlet andetsteds (Hjarvard 1992) korresponderer de større daglige nyhedsprogrammers udsendelsestidspunkter – og her taler jeg om større europæiske lande som England, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland – med bestemte overgange i seernes dagligliv: morgennyheder, når man vågner og skal på arbejde; middagsnyheder, når man når til frokost, eftermiddagsnyheder, når man kommer hjem fra arbejde etc. Pladsen tillader ikke en nøjere gennemgang her, men pointen er, at der er et fast og forudsigelig sammenhæng mellem den tidsstruktur, der kendetegner seernes dagligliv, TV's programflade og den ydre politiske verden. Nyhederne ledsager hverdagslivets overgange, som derigennem bringes i samklang med den ydre verdens tid.

Set i forhold til denne ganske stabile struktur var Golfkrigsdækningen – som nævnt i tredie hypotese – en undtagelse. Den var en undtagelsestilstand, der brød det hidtidige faste mønster og gjorde både journalister og seere til nyhedsnarkomaner i en periode: Den faste programlægning og programsening blev suspenderet til fordel for en både kontinuerlig og uforudsigelig nyhedsfortælling. Undersøgelser af seeres reaktion på Golfkrigsdækningen peger på, at dette brud på den rituelle og rutineprægede funktion, som TV-nyheder normalt tjener, ikke var uden problemer.

En større undersøgelse (Morrison 1992) af engelske seeres reaktioner viser, at mere principielle spørgsmål om mediernes upartiskhed, troværdighed og nøjagtighed ikke gav anledning til større kritik blandt seerne. De tre hyppigst fremkomne kritikpunkter var derimod noget langt mere kontant: at Golfkrigen fyldte for meget i TV, at der var for mange gentagelser, og at nyhedsdækningen afbrød de normale programmer. I tråd hermed var der ikke udelt opbakning til de mange direkte reportager om endnu ikke bekræftede hændelser; 67 % af seerne ønskede, at begivenhederne først blev rapporteret, når journalisterne med sikkerhed viste, hvad der var sket. Sammenfattende kan man sige, at seerne vurderede TV-stationernes dækning som "overkill". Set fra publikums side er kravet om aktualitet og kontinuerlig opdatering således ikke absolut; det skal realiseres inden for en programstruktur, hvorigennem nyhedernes rituelle og rutineprægede funktioner kan realiseres. Ekstraordinære hændelser som f. eks. Golfkrigen kan også tjene en rituel funktion, her forstået som symbolsk gennemlevelse af større, kollektive overgange, men i så tilfælde skal det ekstraordinære have en mere be- og afgrænset tidslig udstrækning. En ritualisering af store overgange skal have en nogenlunde forudsigelig struktur, og ikke som i Golfkrigens tilfælde være en fortsat fortælling, hvis slutning er ukendt.

Golfkrigen blev i mange lande også et gennembrud for de rene TV-nyhedskanaler, først og fremmest CNN, i den forstand, at deres seertal nåede hidtil ukendte højder og deres navne blev kendt i en bredere offentlighed. Ved indgangen til 1990'erne var adgangen til sådanne satellit-kanaler ved at være ganske udbredt i mange lande, og Golfkrigen blev for mange det første mere indgående kendskab til dette fænomen i det nye multikanalsystem. Én gennemgående reaktion på multikanalsystemet var i mange lande, herunder de skandinaviske, en offentlig kritik af de nationale kanalers brug af billedmateriale og hele indslag fra internationale billedbureauer og TV-stationer.

De nationale TV-stationer blev kritiseret for uselvstændighed og ukritisk genbrug af andres materiale og formater. Omend der også var noget rigtigt i denne kritik, overså kritikerne, at nationale TV-stationer lige siden TV's begyndelse har baseret hovedparten af deres udenrigsdækning på fremmed-produceret billedmateriale. Opinionen reagerede på multikanal-systemets synliggørelse af dette billedgenbrug og forvekslede synliggørelsen med et nyt fænomen.

Den intensive brug af CNN under Golfkrigen, både TV-stationers brug af kanalen som billedkilde og publikums direkte sening, var imidlertid en undtagelse fra det generelle mønster. CNN's rolle som billedkilde i Vest-europa er ikke overvældende, bl.a. fordi hovedparten af materialet vedrører amerikanske forhold, og seerne bruger primært CNN som et lejlighedsvist supplement til den "rigtige" nyhedssening på de blandede, nationale kanaler. Høje seertal på sådanne mono-generiske kanaler er afhængig af helt ekstraordinært programstof, og Golfkrigen var – og blev af CNN selv gjort til – en ekstraordinær hændelse.

Dette forhold gælder også i USA, hvor man ellers skulle tro, at sprog og indhold skulle gøre CNN mere attraktiv. Gutstadt (1993) har foretaget en seeranalyse af CNN gennem en flerårig periode, og det fremgår tydeligt, at CNN også i USA bruges som supplement, og at høje seertal er knyttet til enkeltstående begivenheder. Det fremgår endvidere, at den betydelig brug af CNN under Golfkrigen kun holdt sig meget kort: CNN's gennemsnitlige ugentlige seerandel (andel af seerne, der har tændt apparatet og kan tage CNN) lå ved Operation Ørkenstorms begyndelse på knap 18 %. Efter tre uger lå seerandelene på omkring 8 %, og kort efter krigsafslutningen var seerandelen faldet til de ca. 3 %, der er det normale.

Man kan tolke disse seertals-variationer i forlængelse af det tidligere nævnte: Forholdet mellem ekstraordinær begivenhed og nyhedernes rituelle og rutiniserede aspekter var et iboende dilemma i dækningen af Golfkrigen. På baggrund af seernes og den offentlige opinions reaktion på Golfkrigsdækningen vil jeg vove den konklusion, at TV-dækningen i højere grad var udbudsstyret end efterspørgselsstyret. Det omfang og den form, som Golfkrigsdækningen fik, var i høj grad et resultat af TV-mediets og den journalistiske institutions indre, selvstændige udvikling, og ikke nødvendigvis i større overenstemmelse med modtagernes behov, hverken i deres egenskab af borgerne eller TV-forbrugere.

Golfkrigen blev den ydre anledning til at afprøve TV-mediets nye teknologiske muligheder og gennemprøve TV-konkurrencens udtryksformer i stor skala. Golfkrigen udgjorde tillige en meget velegnet ramme for en sådan afprøvning. Golfkrigen var på mange måder en kulmination på hele den omkalfatring af de internationale relationer, der havde fundet sted siden midten af 1980'erne: Sammenbruddet i Sovjetunionen og Østeuropa, blokdelingens forsvinden og knæsættelsen af vestens økonomiske og politiske værdier som overlegne. Golfkrigen handlede med præsident Bushs ord om at etablere en ny verdensorden. Mediemæssigt handlede krigen om en afprøvning af en markedsorienteret, kompetitiv og højteknologisk nyhedsformidlings former. Til sammen fortættedes medieudtryk og medieindhold til et sindsbillede på vestlige værdiers overlegenhed.

NYHEDERNES SOCIALE GEOGRAFI

TV-dækningen af Golfkrigen bidrog til at gøre denne krig til en verdensomspændende begivenhed. Ikke alene deltog mange lande i selve krigen; publikum for krigen overskred det traditionelle nationale rum og blev momentant til en slags verdensoffentlighed. Fornemmelsen af, at "the whole world is watching" var karakteristisk for den seeroplevelse, som TV formidlede. Et fænomen, vi i stigende grad har oplevet siden midten af 1980'erne: Vi har været "vidne" til studenteroprøret i Beijing, revolutionen i Rumænien, Berlinmurens fald, kupforsøget mod Gorbatjov og forgæves måtte vi vente på USA's invasion af Haiti. Denne oplevelse af samtidighed på tværs af geografiske afstande var en ny erfaring allerede før århundredeskiftet (Kern 1983); men radio og fjernsyn har bidraget til "nu'ets ekspansion" ved at gøre fjerne begivenheder sansekonkrete: Vi ser og hører begivenhederne udfolde sig.

Spørgsmålet er, om TV-dækningen af Golfkrigen og tilsvarende begivenheder skal tages som et udtryk for – som hævdet i fjerde hypotese – at nyhedsformidlingens sociale geografi er ved at ændre sig: er nyhedsformidlingen ved at blive rykket ud af sin tilknytning til den nationalt forankrede offentlighed, og er resultatet af denne udvikling konstitueringen af en transnational, eventuel global form for offentlighed? Jeg skal ikke foregive at besvare et så omfattende spørgsmål her, men pege på nogle enkelte forhold, der kan nuancere forståelsen af dette globaliseringsfænomen.

Det er tvivlsomt, om man kan tale om, at et nyt globalt forestillingsfællesskab skulle være etableret. Den kollektive identifikation med et globalt publikum er fortsat en undtagelse knyttet til enkeltbegivenheder. Der er ikke blevet skabt et nyt informations- og erfaringsudvekslingsfelt, hvor blot hovedparten af kollektivet modtager samme viden på en kontinuerlig basis. Endvidere betyder fraværet af politiske institutioner på det globale niveau, at den internationale nyhedsformidling – set fra seernes synspunkt – kun undtagelsesvis kan knytte an til agenturer for social handlen.

Sammenhængen mellem viden og handling skal ikke forstås i en snæver eller funktionalistisk forstand: At vi kun tilegner os viden for at handle. Hovedparten af den viden, vi som enkeltindivider tilegner os, har vi ikke nogen idé om selv at skulle bruge i mere konkret forstand. Forholdet mellem viden og handling skal her forstås i symbolsk, medieret forstand. Offentlighed udgør som bekendt en koblingsmekanisme mellem borgere og samfundets kollektive agenturer for handling. Videnstilegnelsen, det daglige forbrug af avis, radio og TV er blandt andet motiveret af, at man symbolsk identificerer sig med de kollektive handlingsagenturer. Og man identificerer sig med disse, fordi man opfatter sig som del af det fællesskab, inden for hvilket og på vegne af hvilket de kollektive agenturer handler. En vigtig funktion af dette symbolske tilhørsforhold er blandt andet, at man accepterer – og i symbolsk forstand selv bidrager til – en bestemt fokusering af opmærksomhed, formuleringen af en afgrænset dagsorden på baggrund af nogle fælles værdier. Fraværet af udbyggede institutioner med dertil knyttede stabile kollektive identifikationer på globalt plan bevirker, at vidensformidling og -tilegnelse ikke er knyttet til kollektive handlingsagenturer, hvorfor der ikke opnås samme grad af fælles fokusering og motivering.

Globaliseringen af økonomien er ikke blevet ledsaget af tilsvarende geografiske udvidelser af de politiske institutioner. Trods EF's stigende betydning siden midten af 1980'erne og FN's øgede engagement i mange konfliktfelter rundt omkring i verden, er det stadigt sådan, at den politiske magt fortrinsvis er lokaliseret på nationalstatsligt niveau og globalt udøves inter-statsligt. I konsekvens heraf er der kun i beskedent omfang udviklet nogen offentlighed, der befinder sig på samme geografiske niveau som den økonomiske udvikling. Hvor det er tilfældet, er der tale om højt specialiserede fag-offentligheder knyttet til internationale organisationers virke; men disse er kun meget svagt koblet til den almene offentlighed.

Resultatet af denne udvikling er en øget diskrepans mellem videns- og handlemuligheder. Både massemediernes og kommunikationsteknologiernes udvikling har resulteret i en eksplosion af videnspotentialet. Der er praktisk talt ikke grænser for hvilke egne af verden, vi kan få viden om, og vi læser, hører og ser dagligt hvordan den globaliserede økonomi nødvendiggør globale politiske løsninger. Men netop denne vidensekspansion gør det påfaldende hvor lidt af denne viden, der er motiveret af et handlingsperspektiv. Problemet er jævnfør ovenstående ikke den manglende mulighed for direkte at anvende den formidlede viden, men den reducerede mulighed for at fokusere opmærksomhed og knytte identifikation til kollektive handlingsagenturer. (Se også Hjarvard 1993)

Teknologisk, organisatorisk og udtryksmæssigt har TV-nyhedsformidlingen forlængst overskredet de nationale grænser. Også den journalistiske profession orienterer sig mod internationale standarder. Institutionelt, i sin egenskab af koblingsmekanisme mellem borgere og kollektiv handlen, er nyhedsformidlingen imidlertid fortsat knyttet til det nationale niveau. Vi har fået TV-nyhedskanaler, der overskrider det nationale rum, og vurderet positivt kan man se det som et udtryk for den universelle aspiration, der ligger i offentlighedsbegrebet. Som Habermas for nylig har bemærket i "Faktizität und Geltung" (Habermas 1992) er offentlighed kun historisk knyttet til nationalstatens kulturelle fælleskab; statsborgerskabets kerne er en fælles politisk kultur, der principielt er uafhængig af statsgrænser.

Ser man med mere kritiske øjne på udviklingen af mange TV-nyhedskanaler på tværs af grænser, kan det også betragtes som et udtryk for adskillelsen af nyhedsformidlingen fra dens offentlighedsfunktion. Nyhedsformidlingen på CNN, Sky News, Euronews, BBC World Service TV, GNN m.fl. leverer offentlig information, nyheder, men de konstituerer ikke nogen offentlighed. Nyhedernes form og indhold ligner de nationale kanalers; men socialt set er sådanne kanalers virksomhed anderledes: de er snarere informationskanaler end kanaler for offentlighedens repræsentation.

En anden måde at begribe forskellen mellem den overnationale og den nationalt forankrede nyhedsformidling kunne være at skeine mellem to forskelige opfattelser af statsborgerskab, den liberale og den republikanske. I den liberale opfattelse er der ikke den store forskel på individets rolle som statsborger og privatperson. Deltagelsen i offentligheden har en instrumentel karakter; den tjener ivaretagelse af egeninteressen. I den republikanske opfattelse bygger statsborgeropfattelsen derimod på en stærk identifikation med det politiske fællesskab. Som statsborger sætter individet sig ud over sin rolle som privatperson og argumenterer i forhold til almeninteressen (jvf. Taylor 1989). Den public service nyhedsformidling, som vi kender fra fjernsynet her i de vesteuropæiske lande har i høj grad været præget af en republikansk statsborgeropfattelse: TV-Avisen har – i nyhedsinstitutionens egenforståelse – ikke været en slagmark for enkeltinteressers stridigheder, men været en repræsentation af et politisk fællesskab, hvis rationale var at sætte sig ud over egeninteresser, at danne et alment synspunkt og i symbolsk forstand at bidrage til hele nationens deltagelse.

Den føromtale adskillelse af information og offentlighed, der kendetegner tilkomsten af transnationale nyhedskanaler, svarer mere til den liberale statsborgeropfattelse. På flere af disse kanaler, i særdeleshed CNN, er man lige så meget konsument af privatpersonlig information, finansnyheder, hotelinformation m.m. som modtager af politisk relevant information. Der etableres ikke en identifikation med noget afgrænset politisk rum; relationen mellem modtager og nyhedsformidling er snarere ad hoc og instrumentel. Seeren kan bruge informationen til sit eget private projekt – hvad enten han eller hun er økonomisk eller politisk beslutningstager eller blot er en nyhedsfreak. Informationsformidlingen over landegrænser er ikke blevet en del af et kollektivt projekt i samfundsmæssig forstand – omend Golfkrigen udgjorde en forsmag på noget sådant.

Jeg kaldte indledningsvis Golfkrigsdækningen for et troldspejl, og med nogen ret kan man kalde Golfkrigsdækningen for et billede på nyhedsformidlingens teknologiske, æstetiske og samfundsmæssige udvikling, nu og fremover. Men til al held er det sådan, at troldspejles profetier ikke altid går i opfyldelse; uden for eventyrets verden kan de sociale aktører drage erfaringer og handle på baggrund af, hvad de har set i spejlet, og netop derved gøre forudsigelser til skamme. I kølvandet på Golfkrigen har der således været en betydelig debat, også blandt professionelle TV-nyhedsfolk om det ønskelige i en sådan nyhedsdækning. Det er i sig selv et incitament til at udviklingen kan gå i en anden retning. Troldspejlets profetiske kraft afhænger blandt andet af, at det får lov til at tryllebinde betragteren. Så måske er læren også, at man skal passe på ikke at stirre sig blind i troldspejlet.

Artiklen er en bearbejdet udgave af forfatterens Ph.D.-forelæsning ved Københavns Universitet d. 29. september 1994

REFERANCER

Campbell, D. (1993) Politics without principle. Sovereignty, Ethics, and the Narratives of the Gulf War, Boulder, Colerado: Lynne Rienner Publishers.

Dragsdahl, J. (1991) Pressens Slagmark. Nyhedsmedierne og Golfkrigen, København: SNU.

Dupont, R.C et al . . (1992) (red.) Krigen mod Irak, høring på Roskilde Universitetscenter, april 1991,

EBU (1991) Actors or Spectators? The Media look back on Their Role in the Gulf War, Geneve: EBU.

Gutstadt, L.E. (1993) "Taking the Pulse of the CNN audience: A Case Study of the Gulf War", i Political Communication, vol.10, pp. 389409.

Habermas, J. (1992) Faktizität und Geltung, Frankfurt a.M.: Suhrkamp.

Hjarvard, S. (1991) "Golfkrigen i Medierne", kronik i dagbladet Information d.25.2.91.

Hjarvard, S. (1992) "Live – Om tid og rum i TV-nyheder", i Nordicom Information, nr. 3-4, Göteborg: Nordicom.

Hjarvard, S. (1993) "Globaliseringens budbringere – overvejelser om mediernes geografi", i Grus, nr. 41, 1993.

Hjarvard, S. (1994) Internationale TV-nyheder. En historisk analyse af det europæ-iske system for udveksling af internationale TV-nyheder, Ph.D.-afhandling, marts 1994, Københavns Universitet . Udkommer efterår 1995 på Akademisk Forlag.

Johansen, J.O. (1991) Sannhetens likkiste? Gulfkrigen og media, Oslo: Aschehoug Argument.

Johnsen, J. & Mathiesen, T. (1991) (red.) Mediekrigen. Søkelys på massemedienes dekning av Golfkrigen, Oslo: J.W. Cappelen.

Kern, S. (1983) The Culture of Time and Space, Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Keune, R. & Bauer, H.D. (1991) (red.) TV news and news exchange in the 1990's, Bonn: Friedrich Ebert Stiftung.

Larsen, P. (1991) "Birds of Passage. International TV News on Scandinavian Screens", paper presented to the Fourth International Television Studies Conference, London, 24-26. July 1991.

Lund, E. (1975) "Nyhedsstrukturer og redaktionsprocesser i TVA 19641974", i Skovmand, R. (red.) DR 50, København: Danmarks Radio.

Morrison, D. E. (1992) Television and the Gulf War, Acamedia Research Monograph 7, London: John Libbey.

Starowicz, M. (1991) "The School Bus War – The Gulf war and the promise of the satellite age", in Keune & Bauer (1991).

Taylor, C. (1989) "The Liberal-Communitarian Debate", i Rosenblum, N. (ed.): Liberalism and the Moral Life, Cambridge, Mass.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon