Postkritikken før og nu: Lidt om debatterne og Rita Felskis nye bog

Følger man med i de intense diskussioner, der i disse år udfolder sig i visse dele af amerikansk litteraturvidenskab, vil man få det indtryk, at vores disciplin i øjeblikket er i krig med sig selv. Det er en krig, som angår de tilgange, vokabularer og attituder, vi studerer vores tekster med, og det er en krig, som rejser grundlæggende spørgsmål om litteraturstudiets mål og relevans. ”The method wars”, som disse stridigheder gerne kaldes, er naturligvis ikke så vidtrækkende, som debatklimaet og den militaristiske metaforik kan give indtryk af. Og så alligevel. For deres rystelser har for længst forplantet sig ikke bare på tværs af de amerikanske universiteter, men også på tværs af Atlanten og mærkes i dag helt ind i kafferummene og konferencelokalerne på de skandinaviske litteraturafdelinger.

Omdrejningspunktet har her først og fremmest været Rita Felskis bog The Limits of Critique fra 2015, selvom Felski langtfra er metodekrigenes eneste general.1 Det skyldes givetvis, at denne tekst leverer en på én gang spiddende og letlæst polemik mod en særlig type litteraturkritik, som mange har kunnet genkende og lidt færre (formodentlig) identificeret sig med. I Felskis udlægning gives den navnet ”kritik” og indkredses som en bestemt metodologisk holdning, hvor man i en aura af skepticisme og politisk indignation studerer den litterære tekst med det primære mål at evaluere dens kritiske potentiale. Tænk på marxisme og poststrukturalisme, Fredric Jameson og Judith Butler. Eller rettere: Tænk på deres epigoner. Felskis bog er nemlig ikke så meget et angreb på de teoretiske hovedskikkelser selv – sådan som nogle har givet indtryk af (se f.eks. Penteado 2020) – som den er et forsøg på at vise, at en bestemt klynge af vendinger og begrebsdannelser er vandret ud af disse skikkelsers hyperspecialiserede teoretiske diskurser og ind i vores faste litteraturvidenskabelige vokabular, hvor de nu i en slags letvægterudgave konstituerer den nye doxa. Felskis yndlingsgreb er i den forbindelse den semiironiske parafrase over verserende ræsonnementsformer og litteraturkritiske modeord, men målet er ikke bare at gøre nar. Bogens sigte er snarere at udstille denne nye doxa som netop doxa for i sidste ende at åbne op for alternative former for litteraturvidenskab, og det er også i det lys, at Felskis korrektiv skal læses: ”Postkritik” er tænkt som en negativt defineret paraplybetegnelse for metoder, der ikke bedriver kritik, og som på den måde kan fungere som en art metodologisk ledestjerne, der skal hjælpe fremtidens litteraturforskere med at udvikle analyseformer, som har andre formål end at undergrave diskurser eller udstille ideologier.

Mens flere – herunder mig selv – oplevede Felskis bog som en rammende udlægning af analysestrategierne i visse dele af nordisk litteraturvidenskab,2 har den kritiske fløj reagereret med en lind strøm af oprørte modsvar. I et harmdirrende indlæg hævdede Bruce Robbins, at postkritikken ikke bare repræsenterer det rene dilettanteri, men også gør sig skyldig i ukritisk at mime markedets kommercielle logikker (Robbins 2017, 372). Hvis Felski lykkes med sit projekt, skrev Bruno Penteado i en anden polemik, vil humanvidenskabens eneste funktion være at producere neoliberale subjekter, der som passive nikkedukker cementerer allerede allestedsnærværende kapitalistiske ideologier (Penteado 2019, 95). Og herhjemme forfægtede Mikkel Bolt i et særnummer af K&K, der begræd kritikkens sidste dage, at projekter som Felskis har givet økonomien ”hegemonisk status i kulturstudierne” (Bolt 2016, 22). Sagt på en anden måde har automatreaktionen været at anklage Felski for at være i ledtog med den neoliberale kapitalisme – intet mindre – og hendes bog er i den forstand blevet udlagt som ikke kun fejlbehæftet eller ukorrekt, men også politisk dubiøs.3 For denne læser er det imidlertid svært ikke at opfatte disse indvendinger som en bekræftelse af selv samme logik, som Felski kritiserer. Det er jo angiveligt ikke muligt at advokere for, at alternative litteraturanalytiske tilgange også skal have plads, uden fluks at blive dømt ude som nyttig idiot for kapitalismen. Kritikken, må man forstå, er og bliver den eneste legitime metode.

I alle tilfælde er det midt i denne tumultariske slagmark, at Felskis nye bog lander. Hooked: Art and Attachment (2020) tager tråden op, hvor den forrige slap, og forfølger nogle af de spørgsmål, som kritiske stemmer tidligere har udgrænset som banale og politisk ulødige: Hvad er det egentlig, der sker, når en roman fænger os? Hvad er der på færde, når en sang overrasker eller forfører os? Hvorfor stritter det i os, når en ven nedgør en bog, vi kan lide, og hvorfor bliver vi triste, når vores yndlings-tv-serie stopper? Hvad kendetegner i det hele taget den æstetiske erfaring af at føle sig betaget af et kunstværk?

Hooked er med andre ord en bog, der undersøger de forskellige bånd, der binder os – professionelle litterater såvel som lægmandslæsere – til de værker, vi holder af. Kodeordet her er ”tilknytning” (”attachment”), men der er ikke tale om psykologisk udviklingsteori. Med afsæt i Bruno Latours aktør-netværksteori – der ”bruges”, mere end den udlægges eller diskuteres – stiller Felski skarpt på, hvordan helt konkrete mennesker i helt konkrete miljøer knytter sig til romaner, malerier, film og musik. Der er tale om en slags litteratursociologi en miniature,4 som studerer forbindelserne mellem menneske og værk på tværs af mediemæssige såvel som høj- og lavkulturelle skel. Felski skriver om både Henri Matisses malerier og John Denvers musikhits, om Thomas Bernhards aggressive prosa og Ridley Scotts road movies. Eller mere præcist: Hun skriver mest om andres oplevelse af disse værker. Bogen byder ikke på traditionelle tekstanalyser, men sammenvæver Felskis egne betragtninger med nedfældede vidnesbyrd om æstetiske erfaringer – fra essays, erindringer og autoetnografiske studier – og tilføjer til denne blanding en løbende inddragelse af relevante kontekstuelle faktorer. Med Felskis egen formulering bevæger analysen sig på en slags ”mellemniveau”, der hverken flyver væk i højtravende makrostrukturalle analyser eller fortaber sig i ligegyldige filologiske eller boghistoriske detaljer. I stedet fokuseres der på de forholdsvis afgrænsede netværk omkring værkerne – som Felski døber ”work-nets” – med det primære formål at opspore nogle af de semigenerelle dynamikker, der binder os til kunsten.

På den baggrund udlægger bogen tre forskellige tilknytningsformer (”attachment devices”), som tildeles hver sit kapitel, men som selvfølgelig overlapper på forskellige punkter. Den første døber Felski ”samstemthed” (”attunement”). Når vi knytter os til værker, sker det ofte, skriver hun, på et stemningsmæssigt niveau, som folder sig ud under bevidsthedens tærskel i et komplekst virvar af fornemmelser og rørelser. Det er derfor, vi ikke altid kan sætte ord på, hvorfor ét stykke musik går lige i maven, mens et andet efterlader os fuldstændig upåvirkede. I tæt dialog med særligt Zadie Smiths overvejelser over sin egen konvertering fra Joni Mitchell-hader til Joni Mitchell-fan diskuterer Felski samstemthedens forskellige temporale dimensioner (den kan nogle gange mærkes med det samme og andre gange snige sig ind mange år senere). Hun forholder sig til spørgsmålet om kunstværkets agens (ofte vækkes samstemtheden i samspil med værkeksterne faktorer som f.eks. vejret eller éns generelle livssituation). Og endelig går hun i kritisk dialog med de senere års diskussioner af æstetisk nærvær (samstemthedens nærværsfornemmelse opstår ikke i det ”rene” og ”umiddelbare” møde med kunstværket, men er omvendt muliggjort af omgivelsernes forskellige medierende relationer).

Felskis anden tilknytningsform er ”identifikation”. Når vi knytter os til værker, kan det også ske på grund af en eller anden form for oplevet affinitet med det, et værk præsenterer. Det sker ofte, når et værk ved hjælp af forskellige formelle teknikker – synsvinkel, fokus og andre fortællermæssige forhold – formår at give læseren adgang til en karakters (indre) liv (”alignment”). Men det kan også ske, hvis vi som læsere begynder at føle loyalitet med – eller ligefrem hepper på – en karakter (”allegiance”), ligesom identifikationen andre gange handler om at føle sig selv genkendt (”recognition”). Og endelig kan den indfinde sig, når vi har ondt af og medfølelse med den skæbne, vi hører om (”empathy”). Det bemærkelsesværdige, skriver Felski, er imidlertid, at disse identifikationsformer ikke altid overlapper. I historierne om Sherlock Holmes har vi fortælleteknisk set adgang til Watsons perspektiv (alignment), men vi hepper på hans mere karismatiske følgesvend (allegiance), og mens vi måske nok kan genkende dele af os selv i American Psycho (recognition), er det svært at have decideret medfølelse med denne bogs hovedkarakter (empathy). Identifikation er således ikke bare identifikation, og med Felskis vokabular for dens forskellige former bliver det muligt at kaste nyt lys over et helt fundamentalt, om end negligeret, fænomen, der kan være med til at forklare, hvorfor og hvordan vi knytter os til vores yndlingsfilm, -bog, -serie osv.

Endelig angår den tredje tilknytningsform fortolkning, som udlægges i et ikke helt så strømlinet afsluttende kapitel. Her nuancerer Felski den forestilling, at rigtige litteraturforskere helst skal være kolde observatører, der kortlægger formelle mønstre og afkoder symptomer fra en interesseløs distance. Selv den mest afkoblede litterat vil i sit fortolkende arbejde med teksterne ikke kunne undgå at skabe forbindelser mellem ord, billeder, lyd, genrer og erfaringsverdener og dermed knytte visse former for bånd til sit studieobjekt såvel som sine studiemetoder. Spørgsmålet er blot, hvilken type tilknytning den akademiske skoling åbner for, og her er spørgsmålet om litteraturanalytiske indfaldsvinkler – herunder de verserende metodekrige – afgørende. Felski advokerer selvfølgelig for sin egen ANT-inspirerede tilgang til studiet af æstetiske erfaringer, som jo i denne logik netop avler nye forbindelseslinjer mellem den professionelle litterat og lægmandslæseren.

Og det er præcis denne bestræbelse, jeg finder mest besnærende ved Hooked. Studiet af de mange æstetiske tilknytningsformer er i sidste ende et forsøg på at etablere og legitimere et litteraturanalytisk vokabular, som kan hjælpe os med at forstå helt fundamentale dimensioner ved det, også ikkeakademiske læsere forstår ved ”læsning”. Der løber med andre ord en antielitær indignation i gennem hele bogen, som i endnu højere grad end forgængeren5 insisterer på at sætte litteraturforskeren i samme båd som den uskolede kulturbruger. ”The hill on which I’m prepared to die,” erklæres det et sted, ”is my conviction that the social meanings of artworks are not encrypted in their depths – perceptible only to those trained in professional techniques of interpretation” (Felski 2020, xiv). Samtidig er bogens egen stil præget af Felskis velkendte muntre og veloplagte tone, som dribler uden om unødig akademisk jargon. Eller nej, det akademiske vokabular er der jo, men det er altid formidlet i så lettilgængelige og konkrete vendinger, at man knap opdager dets tilstedeværelse. I både form og indhold repræsenterer Hooked således en slags postkritisk egalitarisme, der paradoksalt nok – ikke mindst i lyset af Felskis marxistiske kritikere – bunder i en kulturpolitisk klassekamp, som handler om at demokratisere forholdet til kunsten (når Felski taler om kunst, er det åbenlyst for at opnormere populærkulturelle produkter, der normalt ikke omtales under dette mærkat), og som førstegenerationsakademiker fra det mørke Jylland har jeg personligt svært ved ikke at bifalde jordbundenheden.

Det betyder vel at mærke ikke, at andre ikke vil opfatte Felskis ønske om at gøre litteraturforskningen mere relevant og forståelig for en bredere befolkning som endnu et knæfald for neoliberalismen, sådan som Frida Beckman for nylig har antydet i nærværende tidsskrift (Beckman 2020, 97) og Torsten Andreasen og James Day lidt før det i K&K’s særnummer. I kølvandet på The Limits of Critique advarede sidstnævnte ligefrem eksplicit mod ”forståelige” former for kulturvidenskab, for så vidt ”forståelighed indebærer drift mod konsensus og bevaring af status quo” (Andreasen og Day 2016, 335). Nuvel. Det kan godt være, jeg ikke har, ja, forstået pointen, men for mig at se kan der i princippet sagtens – og ikke mindst i en stadig mere polariseret politisk og kulturel virkelighed – være et progressivt potentiale i at forsøge at bygge bro mellem akademias højkulturelle institutioner og den brede befolkning ved at levere ny viden om de fundamentale æstetiske tilknytningsformer, som netop går på tværs af sådanne skel.

Alligevel er jeg ikke helt overbevist om, at det lige præcis er denne retning, det postkritiske projekt bør tage – i hvert fald ikke på et overordnet niveau. Opnormeringen af lægmandslæseren er, som allerede antydet, prisværdig, og i modsætning til nogle af sine postkritiske epigoner undgår Felski at ophøje denne læsertype som et metodologisk ideal.6 Ikke desto mindre er der for mig at se også andre og måske mere produktive alternativer til kritikken end studiet af ”den almindelige læsning”. Løfter man blikket fra litteraturvidenskaben og skeler til felter som affektstudier, nymaterialisme og queerteori, vil man opdage, at der også her finder et opgør med kritiske metoder sted, men løsningsforslagene tager sig anderledes ud. Bestræbelserne har på disse kanter i stedet udmøntet sig i udviklingen af mere spekulative eller affirmative analysetyper, som sigter mod at formulere positive forestillinger om, hvordan vi som samfund bør indrette os fremadrettet, frem for (igen) at udstille, hvorfor kapitalismen eller neoliberalismen (indsæt selv prygelknabe) har fejlet. Kongeeksemplet er Donna Haraways forsøg på at forestille sig en slægtslinje fem generationer ud i fremtiden, som faktisk formår at opbygge en mere bæredygtig verden funderet på flertartslige slægtskaber og postantropocentrisk samskabelse (Haraway 2016, 134-68).

Jeg nævner det ikke for at udpege en mangel i Hooked. Projektet her er tydeligvis et andet. Jeg nævner det blot for at understrege, at reevalueringen af lægmandslæseren ikke er det eneste alternativ til kritikken, og at der stadig er rig mulighed for at udvikle postkritikken i andre retninger end dem, Felski foreslår i sin nye bog. Jeg nævner det med andre ord som en opfordring. Og der er nok at gå i krig med.

Litteratur

Andreasen, Torsten & James Day. 2016. ”Plaidoyer for den destruktive karakter”. K&K – Kulturkritik nu 44 (122): 319-340.

Bale, Kjersti. 2018. ”Postkritisk kritikk av kritikken”. Norsk litteraturvitenskapelig tidsskrift 21 (1): 78-93.

Beckman, Frida. 2020. ”Kris, Kritik, Teori: Postkritik och den nya offentligheten”. Norsk litteraturvitenskapelig tidsskrift 23 (2): 87-99.

Bolt, Mikkel. 2016. ”På råbeafstand af marxismen: Et bidrag til kritik af kritikken af kritikken (Latour, Foucault, Marx)”. K&K – Kulturkritik nu 44 (122): 143-180: 321-342.

Felski, Rita. 2008. The Uses of Literature. Malden & Oxford: Blackwell.

Felski, Rita. 2015. The Limits of Critique. Chicago & London: Chicago University Press.

Felski, Rita. 2020. Hooked: Art and Attachment. Chicago & London: Chicago University Press.

Handesten, Lars. 2018. Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt. København: Samfundslitteratur.

Haraway, Donna. 2016. Staying with the Trouble. Making Kin in the Chthulucene. Durham: Duke University Press.

Kjerkegaard, Stefan og Dan Ringgaard. 2019. ”Hvordan forfattere læser: Et bidrag til postkritikken med læsninger i Karl Ove Knausgårds Min kamp og Christina Hesselholdts Selskabet”. I En ny kritik, redigeret af Jens Lohfert Jørgensen, Louise Mønster og Michael Kallesøe Schmidt. Hellerup: Forlaget Spring.

Kurnick, David. 2020. ”A Few Lies: Queer Theory and Our Method Melodramas”. EHL 87 (2): 349-374.

Lind, Hans. 2019. ”The Mood of Writerly Reading”. New Writing 17 (3): 229-243.

Love, Heather. 2017. ”Critique is Ordinary”. PMLA 132 (2): 364-370.

Mai, Anne-Marie (red.). 2019. Litteratur i brug. Hellerup: Forlaget Spring.

Penteado, Bruno. 2019. ”Against Surface Reading: Just Literality and the Politics of Reading”. Mosaic 52 (3): 95.

Penteado, Bruno. 2020. ”Critical (Dis)pleasure”. Qui Parle 29 (1): 65-94.

Robbins, Bruce. 2017. ”Not So Well Attached”. PMLA 132 (2): 371–76.

Schmidt, Johanne Gormsen. 2019. Uanselighedens kunst. Æstetik og praksis på Forlaget Basilisk, upubliceret ph.d.-afhandling, Institut for Kulturvidenskaber: Syddansk Universitet.

Skiveren, Tobias. 2020. Kødets Poiesis. Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur. Hellerup: Forlaget Spring.

Skiveren, Tobias. 2021. ”Postcritique and the problem of the Lay Reader”. New Literary History 52 (4).