Strindbergs sene tekster og den administrerede verden

Paradoxografi er Ulf Olssons tredje store Strindberg-monografi. Levande död. Studier i Strindbergs prosa (1996) var med sine læsninger af prosaværkerne fra Röda rummet til Inferno et nybrud i den internationale Strindbergforskning. Et nøgleord var det allegoriske – og værkerne blev selv i en frankfurterskoletradition læst som emblemer på kunstens vilkår i varemarkedets modernitet. Jag blir galen. Strindberg, vansinnet och vetenskaben (2002) gik fra værk- til diskursanalyse. Den rev Strindberg ud af biografiske, psykiatriske osv. tolkninger og satte ham ind i datidens diskurser om og videnskabeliggørelse af galskaben – og den svenske offentligheds alt andet end magtfrie diskurser om Strindberg selv. Den nye monografi fortsætter vandringen gennem det store forfatterskab. Vi er efter Inferno, men Olsson undgår behændigt udbredte betegnelser som ’postinfernodigtningen’. I stedet taler han om ’det sene værk’. Bogen rummer større læsninger af Ockulta Dagboken, Ensam, Syndabocken, Stora Landsvägen og En blå bok – og mindre, mere aspektuelle kommentarer til Taklagsöl, kammerspillene og et par digte.

Pointen med titlens reference til det sene rækker ud over forfatterskabets kronologi. Et af de redskaber, hvormed teksterne håndteres, er Adornos (og andres) begreb om en sen stil hos ikke mindst Beethoven. Strindbergs sene værker blander noget tilbageskuende, ofte politisk reaktionært med ivrig oppositionslyst, ligesom demonstrativt tømte konventioner aktiveres side om side med radikale eksperimenter. Den sene stil er i Olssons optik fjernt fra en moden harmoniæstetik: Den karakteriseres af noget kantet, abrupt og fragmenteret. Narrative helheder udfordres af paratakse, det kunstfærdige af det stilløse, ikke-æstetiserende. Delenes frigørelse fra helheden – som er mest tydelig i Ockulta Dagboken og En blå bok – peger ind i modernismen med et formsprog, som ”vägrar att vara traditionellt, vägrar att låta sig inordnas under det herradöme som var den etablerade goda smakens” (62). Det turde være en vigtig karakteristik ved Strindbergs samlede intervention i det litterære landskab.

Begrebet om sen stil bør ikke hypostaseres. Jeg er skeptisk, når enkelte formuleringer er tæt på at gøre den sene stil til et subjekt, der selv afviser forfatterens overherredømme (31) eller genererer bestemte effekter. Men først og fremmest glæder jeg mig over den perspektivrige beskrivelse af den strindbergske tekst – ikke som en enhed, men som et konglomerat af forbundne tekstpraksisser, der ses i en samfundsmæssig sammenhæng. En beskrivelse af, hvad Strindberg gør i disse tekster, mere end af, hvad han mener, og hvilket verdensbillede (mystisk, politisk, religiøst, alkymistisk, okkult osv.) han vil udbrede.

En kvalitet ved Paradoxografi er, at den også retter projektøren mod det i forfatterskabet, der har vakt mange læseres ubehag, og som forskningen nok har set, men valgt at forbigå enten i tavshed eller med en undskyldende bagatellisering: den stilistiske ujævnhed, de alitterære indslag af fx kemiske formler, den uafbalancerede komposition med ordrige tilsyneladende irrelevante pseudovidenskabelige eller religiøse ekskurser, plagsomt langtrukne scener, brugen af lister, notater, dagsbogsoptegnelser – og de tåkrummende pinlige reaktionære, racistiske og misogyne erklæringer. Som Olsson påpeger, er det samlende mønster her ikke en klassisk konservatisme, men snarere selve det agonistiske, oppositionelle og reaktive. Strindberg har det med at fremstille sig selv som en, der er hudløst offer for alt fra feminister til højere magter. Det reaktive har igen et materielt substrat: Reaktionen er fysiologisk og indbefatter nerver og indvolde. Men det har også en samfundsmæssig dimension i den modernitet, der reageres på; med Adorno ses den reaktionære Strindberg som ”någon som vittnar om den katastrof som kallas senkapitalism” (54). Det reaktive indebærer evnen til at problematisere det givne.

Til det problematiserede hører litteraturens eget medium: sproget. I Strindbergs sene forfatterskab er ordene uden dækning. Vi er i en efterbabelsk sproglig inflationsøkonomi. Den belyses med perspektiv til Walter Benjamins sprogmagi – og med en påvisning af, at det dækningsløse sprog også fører til en interesse for nonsens og for sprogets materielle side. I digte som ”Flöjeln sjunger” er det næsten meningsløse lydligheder, der styrer forløbet ud fra ”listandets additiva och bokstävernas och ljudens ordning” (101).

I Olssons tilgang ligger også en redning af de besværlige sider af den sene Strindberg. Det efter samtidens kriterier mislykkede gøres til kvalitet – eller i det mindste et vidnesbyrd om litteraturens moderne betingelser: ”Strindbergs sena verk har […] skadats och ärrats i försvaret av det litterära språket mot kommunikativa ifrågasättanden, samtidigt som detta kommunikativa språk som administrativ diskurs införlivats i verken” (315). En overordnet tese er, at det kantede og alitterære i den sene stil ikke mindst beror på integrationen af administrative diskurser: arkiver, lister, udredninger, memoranda. Brugen af lister er måske allertydeligst i de mange upublicerede manuskripter, udkast, notater og småarbejder, der befinder sig i Strindbergs store arkiv ’Gröna säcken’, hvoraf Ulf Olsson sammen med Magnus Florin tidligere har publiceret et glimrende lille udvalg (Köra och vända. Strindbergs efterlämnade papper, 1999), hvorfra Paradoxografi hyppigt citerer. Men den dukker også op i romaner som Svarta fanor, i sprogstudiernes uendelighed af ordlister og ikke mindst i Ockulta Dagboken og de blå bøger.

De to sidstnævnte er tæt på den klassiske genre, som en paradoxografi var: oplistningen af en række underlige og uforklarlige fænomener. Den okkulte dagbog lagde ud som en samling sære sammentræf og iagttagne mærkværdigheder. Olsson ser den som en art arkiv, der bruger administrative praksisser som indsamling, sortering og lagring. Han viser, hvordan den ikke blot er en fortløbende dagbog, men et tekstreservoir, hvor der streges ud, rettes og tilføjes. Bogen får både i detaljer og som helhed noget af listens asyndetiske parataktiske form. Dermed nærmer den sig tillige montagen. En montage, der, som Olsson påpeger, vel at mærke ud over de mange nedskrevne iagttagelser af hverdagens trivia rummer indklistrede spillekort, billeder, kviste og mere end hundrede avisudklip. Montagen bryder med det litterære og kunstfulde – og i praksis også med det samlende forfattersubjekt. Olsson fremhæver det anorganiske, hvor skriften nærmer sig det maskinelle eller i det mindste medieformidlede. Tydeligt i fx brugen af en telegramstil. Ganske radikalt beskriver Olsson dagbogens forfatter som en ’papirmaskinist’. Diskurser og medier – Strindberg refererer flittigt til ny kommunikations- og repræsentationsteknologi som telefon, fonograf, telegraf (også trådløs), foto og film – skriver så at sige med og producerer en række af forfatteren ikke intenderede effekter.

De blå bøger antages ud over listen at trække på genrer som kommentaren, der bearbejder andres tekster – og ikke mindst memorandummet. Dermed forbinder de sig med en administrativ diskurs, som indgår ”i en maktordning: den moderna, administrerade världen, där makten är en ständigt pågående cirkulation av memoranda” (311).

Ockulta Dagboken og En blå bok udgøres af hundreder af diskontinuerte småtekster uden sammenbindende handling. Olsson formår alligevel at læse dem som værker, hvor der kan konstrueres et forløb, og ikke kun som de stenbrud, hvor Strindberg kunne lede efter litterære guldkorn. Ockulta dagboken er generelt vendt mod verdens underfuldhed, men ender med et fokus på jegets relation til Harriet (Bosse). I de stærkt seksualiserede hallucinationer er egenkroppen en art realitetsforankring, som indgår i tekstens fremskrivning af et subjekt. I de blå bøger fremlæses ligeledes en stigende vending mod det psykologiske. Er Strindbergs tekstpraksisser det ene fokus i Paradoxografi, er subjektet således det andet. Det træder for alvor ind på scenen i bogens sidste halvdel. Olsson taler som pendant til den sene stil om et sent subjekt. Senkapitalismens subjekt.

Subjektet forstås i lys af Foucaults magtkritik ikke som det biografiske individ, men som en position i en orden. Det er altid allerede subjektiveret, underkastet en magtrelation. Men det reagerer også på og imod underkastelsen i forskellige former for identitetsarbejde. Begge sider er medieret af magtteknologier og administrative praksisser. Det er disse spil omkring subjektivering og subjektdannelse, der afdækkes i analyserne af Syndabocken, Taklagsöl, de fem kammerspil og det sidste store drama, Stora landsvägen. Velkendte strindbergske temaer som tilpasning, assimilation og imitation placeres i læsningen af romanen Syndabocken netop i det perspektiv. Som titlen antyder, tematiserer den social udstødelse og desubjektivering – bl.a. som følge af den annihilerende sproglige vold, hovedpersonen Libotz udsættes for. Stora landsvägen læses tilsvarende som et drama om subjektiveringspraksisser, om, hvordan et jeg kan formuleres i relation til samfundet (i sidste instans varemarkedet og den administrative magt) i en navigation mellem tilpasningens konformisme og fredløshedens afsubjektivering.

Paradoxografi sammenfører således hovedretningerne fra Olssons to tidligere Strindbergmonografier: et tekstsyn med stærke mindelser om Adornos – og en foucaultsk diskursanalyse og magtkritik. Hos begge indgår tekst og subjekt i overgribende samfundsmæssige helheder. Adornos meditationer over kunstens udfordringer i den forvaltede verden mødes hos Olsson med Foucaults analyse af styringens remedier. Det sker med masser af inspirerende referencer til konkret forvaltning: til administrative diskurser, praksisser og tekstformer. Det forstærker et generelt stærkt blik for det medierede, som fx i Ensam, hvor friktionen med de andre bl.a. går via teknologier som kikkert og telefon.

Den diskurs, der fremhæves i de bevidst aspektuelle og ensidige kommentarer til kammerspillene, er udredningen. Undertiden slår den over i en juridisk ramme med forhør, forklaringer, anklager osv. og henvisninger til politi og retsvæsen. Eller en økonomisk med ’bokslut’, regnskab, gæld og skyld. Et mål med de mange personudredninger er afsløringen, der ses som del af et sandhedsregime, der i en forhandling af familiens ofte sønderbrudte patriarkalske orden sammenknytter viden, magt og sproglig vold. Sammenfatningen af disse læsninger giver tillige et billede af Olssons genkommende forståelsesramme:

Personerna är inga subjekt i liberal mening, inte dess reflekterande, handlingskraftiga och ansvarsfulla individer, utan underordnade styrningen, de är rentav effekter av utredandet: de framträder som individer för sig själva, men framstår som delar i ett maskineri: ett subjektsmaskineri ägnat att producera underordnade individer. Där finns ett motstånd, men det förvrids av den övermakt som det söker motstå, varför det yttrar sig som nonsens, ordlekar, papegojspråk og stamningar. Det är där, i språkstörningarna, snarare än i pjäsernas längtan efter transcendens, efter ett annat liv, som kammarspelens motståndspotential finns. (252)

Karakteristikken af kammerspillene gælder tillige det forfattersubjekt, der konstrueres i Ockulta Dagboken og En blå bok. Det er medieret, langt hen en effekt af diskurserne, magten og maskineriet. Maskineriet er blot i disse tilfælde også Strindbergs egen tekst, hans papirmaskineri og dets kamp med og mod de administrative diskurser og dermed den moderne forvaltede verden. Derfor ser Olsson også sin bog som del af en genealogi over den moderne forfatter: Strindbergs senværk skulle synliggøre litteraturens vilkår i dag.

Paradoxografi udtrykker en imponerende vilje til at se skrift og subjekt hos Strindberg i en historisk og samfundsmæssig sammenhæng. Det er for det meste særdeles øjenåbnende og nytænkende. Mest overbevisende forekommer studiet af de materielle tekstpraksisser mig. Nogle af de mere teoretiserende læsninger af subjektiveringen i kammerspillene og de sene prosafortællinger fremstår i deres aspektuelle korthed mindre genstandssensitive. Undertiden udmøntes de i en allegoriserende oversættelse af Strindbergs termer ind i den foucaultske magtanalyses, så ’magterne’ fx bliver til ”Strindbergs sätt att personifiera maktstrukturer” (189). Teksterne bliver allegorier over de samme konstellationer af styrelse, subjekt, magt og tekst. Men hvis Strindberg udtrykker almene vilkår for konstruktionen af subjektivitet, hvad skiller ham da fra andre samtidige? Hvad er det særlige ved hans udredninger og afsløringer sammenlignet med fx Ibsens langsomme redegørelse for alt det skjulte og fortrængte hos det borgerlige individ?

Der er noget næsten totaliserende i den i sig selv prisværdige beskrivelse af magtens og markedets herredømme. Blikket for makrostrukturernes mikrologiske gennemslag er skarpt. Men det fremmaner også billedet af et endimensionelt monolitisk system uden mange sprækker. Modpolen til den forvaltede verden er hos Adorno en negativ æstetik – ligesom den i Tel Quel-gruppens analyse af vores indskrivning i en overgribende symbolsk orden var den eksperimenterende litteraturs sprogforstyrrelser. Det, litteraturen kan, er netop at eksperimentere (321), konkluderer Olsson tilsvarende. Alt andet bliver tendentielt affirmativt og fanges ind i systemet. I en sådan afmagtsstrategi kan nonsens, papegøjesprog, stammen og destabilisering af diskurserne blive en art politisk modstand, og den sene stils dissonanser, kantethed, sår og ar til vidnesbyrd om senkapitalismens katastrofe.

Bogens styrke er, som jeg ser det, ikke denne noget homogeniserende magtanalyse, men de åbnende og horisontudvidende læsninger, den bygger på. Olssons monografi er lidt af en gave med generøse grundigt researchede referencer til administrative praksisser, teknologiske fornyelser (herunder fx støvsugeren, som Strindberg omtalte, før den var sat i serieproduktion) og international litteraturforskning. Bogen udmærker sig ved sine egne lister: en omfattende litteraturliste – og et register. Den leverer ud over de mange skarpe læsninger ikke mindst et inciterende nyt og øjenåbnende blik på de skrivepraksisser, der udgør den sene strindbergske tekst.