Letlæst bog om litterære personer

Jeg er gammel nok til at huske, hvilken lettelse det var, da den strukturelle tekstanalyse og tekstteori slog igennem. Omsider blev man fri for de moralske domme over litteraturen, der var så anstrengende hos dengang toneangivende engelske litterater som hr. og fru Leavis for eksempel og førte til mærkelige klassifikationshierarkier af ”major” og ”minor”- forfatterskaber, hvor D.H. Lawrence lå i toppen og Virginia Woolf i bunden, helt uden for den kanon af ”muscular” maskulin litteratur, som blev værdsat. Med den strukturelle tekstanalyse fik man redskaber til at analysere teksters semantiske strukturer og sproglige opbygning i stedet for at måtte affinde sig med de diffuse fornemmelser, spredte impressionistiske iagttagelser, biografiske forbindelser og overleverede bedømmelser, som udgjorde hovedparten af den ret hjælpeløse litteraturundervisning, jeg for eksempel modtog på Engelsk Institut ved Københavns Universitet. Da jeg ville præsentere en læsning af et digt af Wordsworth til min afsluttende eksamen, blev jeg i stedet spurgt om, hvem den søster er, der optræder i hans digtning.

Men jeg husker også den respekt og interesse, der omgav litteraturprofessoren F.R. Leavis (1895-1978) i offentligheden, som står i slående modsætning til den totale mangel på interesse, nutidige litteraturforskere (og andre humanister) mødes med. Professionaliseringen af den akademiske litteraturforskning har klart forbedret litteraters analytiske og teoretiske evner, men har samtidig skabt en kløft mellem den akademiske litteraturforskning og den almindelige læser.

Tre fremtrædende litterater forsøger nu at skabe en ny bro mellem de professionelle og de almindelige læsere ved at pege på, at analysen af litterære personer er et forsømt område i den akademiske litteraturforskning, hvor det har været anset for uprofessionelt og primitivt at forholde sig til romanpersoner, som den almindelige læser ofte har et følelsesmæssigt forhold til. Det er en sympatisk bestræbelse, der sådan set ligger i logisk forlængelse af de senere års stigende akademiske interesse for det affektive og det indholdsmæssige (politiske, økonomiske, økologiske) i litteraturen.

I det indledende essay af Toril Moi tager hun udgangspunkt i en anden Cambridge-litterats, L.C. Knights’, udfald mod den personorienterede litteraturforskning i artiklen med den berømte titel ”How Many Children Had Lady Macbeth?” (1933). Moi peger på, at denne artikel var et led i bestræbelsen på at professionalisere litteraturvidenskaben og fremme læsemåder, der kunne begribe samtidens modernistiske litteratur. Moi hævder, at den ”modernistisk-formalistiske” tendens siden har behersket litteraturforskningen, og at det i særlig grad har ramt beskæftigelsen med personniveauet i litteraturen, idet litteraturteoretikere dogmatisk er blevet ved med at gentage, at romanpersoner ikke må forveksles med virkelige mennesker. Moi henholder sig især til Wittgensteins sprogspil i sin analyse. Og hvis man ser på sprogspil, kan nutidens talemåder synes at give hende ret: F.eks. hedder det på nudansk ”karakterer” i litteraturen i stedet for ”personer”, ikke kun som en af utallige anglicismer, men netop for at betone, at figurerne i litteraturen er tekstuelle konstruktioner og ikke levende mennesker.

I sin polemik mod en ”modernistisk-formalistisk” litteraturkritik kan Toril Moi forekomme at løbe åbne døre ind. Kampen for at vinde anerkendelse for (studier af) mainstreamlitteratur og populærkultur med vægt på personer og handling er jo for længst vundet. Markedet har aldrig været på den ”elitære” modernismes eller den ”vanskelige” avantgardes side. Nu om stunder udgiver de store forlag mest bestsellere med kun en lille smule ny litteratur iblandet for ikke helt at miste deres kulturelle omdømme. Aviserne anmelder langt mere populærkultur end det, der tidligere hed ”finlitteratur” og nu til dags benævnes ”smal” litteratur. Og efter den affektive vending, økokritikken og de postkoloniale, feministiske og etniske bølger er også den universitære litteraturforskning i langt højere grad vendt mod indholdsanalyser og moralsk-politisk stillingtagen end mod kunstarternes formside. Det fremgår også af de mange henvisninger til faglitteratur om karakterer i Rita Felskis bidrag, ligesom Amanda Anderson i bogens sidste afsnit afviser, at der har været en periode, hvor litteraturen og litteraturforskningen ikke interesserede sig for romanpersoner. Den nye tendens handler mere om, hvordan vi forholder os til fiktive figurer, og lægger i højere grad vægten på moralske, erkendelsesteoretiske og fænomenologiske spørgsmål, mener Anderson (129-130).

Trods sin polemiske tilspidsning i formuleringer som ”The professional ideals promoted by the Cambridge revolution still police the boundaries of our discipline” (47) og ”Literary studies today, then, are dominated by a two-headed troll: formalism and theory” (48) indrømmer Moi vel i realiteten også, at den vending, hun plæderer for, allerede er indtruffet, når hun beskriver udviklingen siden årtusindskiftet med eksempler som Alex Woloch og John Frow, der netop begge har skrevet om personer i litteraturen. Gennemgangen af disse to udgør anden halvdel af Mois artikel. Især Frows forsøg på at teoretisere litterære figurer afvises ganske hånligt ud fra en wittgensteinsk tilgang, der ser teori som unødvendigt i forhold til spørgsmål, der er umiddelbart forståelige som ”sprogspil”: ”we understand what characters are by looking at how we talk about them, how we use and respond to them, and not by trying to submit them under a more or less metaphysical concept” (61).

Moi har selv lært sin analytiske og teoretiske skarphed i omgangen med det, der engang hed ”new French theory”, men i dag må det anses for helt ukontroversielt at bruge termer som ”modernist” og ”formalist” som skældsord i litteraturvidenskabelig sammenhæng, eftersom der næppe er nogen af den slags tilbage.

Rita Felskis kapitel, der tager afsæt i studier af både litteratur og massekultur og trækker på en undergrund af teoretisk belæsthed, beskæftiger sig netop med, hvordan vi bruger fiktive personer på mange forskellige måder, specielt de mange forskellige former for identifikation, der besjæler ikke blot realistiske romanpersoner, men også tegneseriefigurer, dyr og ikkemenneskelige fantasyfigurer, og gør det muligt for dem at hoppe mellem genrer, tidsaldre og mellem fiktion og virkelighed. Med et ekko af receptionsteorien lancerer Felski et begreb om fiktive personer som Umwelt (87) for at indfange denne oplevelse af at være omgivet af fiktive figurer ikke blot under læsningen eller i biografen, men i dagliglivet – en oplevelse, som både strikte formalistiske og periodehistoriske studier unægtelig kommer til kort over for.

Felskis redegørelse for de multiforme identificeringer, som får læsere og tilskuere til at animere fiktive figurer, er både letlæst, nuanceret og skarpsindig – ikke mindst når man ser den ikke kun i den receptionsteoretiske ramme, hun selv benytter, men i en nutidig medieøkologisk sammenhæng, hvor fiktion og autobiografi, forfatter og fiktive personer, værk, adaption og mediekommentarer siver mellem forskellige platforme (som hun faktisk også refererer til).

Felski foreslår, at læsernes engagement i teksten kan analyseres ud fra fire forskellige former for identifikation – alignment, allegiance, recognition og empathy – selv om hun understreger, at faktiske læserreaktioner er langt mere ”messy”, uafklarede og uafgrænsede. Og hun demonstrerer brugbarheden af sine begreber i eksemplariske små modelanalyser, der virker afklarende og oplysende. Afsluttende foreslår Felski, at der også kan findes former for ”ironic identification” – både i form af fascinerede læsninger af helt indifferente personer som fortælleren i Camus’ Den fremmede og i form af tilslutning til fællesskaber af kritisk-ironiske dekonstruktive læsere. Faktisk argumenterer Felski for, at det slet ikke er muligt at undgå den slags multiforme identifikationer, men at de er en betingelse for enhver form for læsning, også den mest kritiske akademiske litteraturforskning.

Amanda Anderson lægger med udgangspunkt i Virginia Woolfs essay ”Mr. Bennet and Mrs. Brown” vægten på romangenrens særlige evne til at fremstille indre bevidsthedsprocesser, bl.a. gennem fri indirekte tale og stream of consciousness. Hun er specielt interesseret i det, hun kalder for ”rumination”, en længere fortløbende refleksionsproces udløst af et moralsk chok eller traume. Anderson henter begrebet rumination fra psykiatrien og kognitiv videnskab og socialpsykologi, hvis brug af begrebet hun bruger en del plads på at gennemgå, uden at det dog kaster mange interessante pointer af sig. Anderson konkluderer da også at:

The very influential contemporary work in cognitive science, social psychology, and moral philosophy on forms of thinking […] has so far contributed very little to the understanding of rumination compared with the insights and capacities of novelistic form (138).

Romanlitteraturens evne til at fremstille indre bevidsthedsprocesser eksemplificeres afslutningsvis i analyser af både realistisk litteratur af forfattere som George Eliot og Anthony Trollope og modernistisk litteratur som Virginia Woolfs Mrs. Dalloway. Anderson betoner, at den slags ”rumination” også kan bæres af en fortæller, men fastholder, at sådanne læsninger af romantraditionen ”relies centrally on readings of character” (165).

Hvis man er bekendt med sekundærlitteratur om den engelske romantradition, som vi her har at gøre med, forekommer den slags læsninger ikke påfaldende nye eller epokegørende. Det slog mig snarere, at Amanda Andersons stærke betoning af det moralske element i de analyserede refleksionsprocesser er lidt gammeldags, næsten victoriansk. Det er megen engelsk romanlitteratur også. Men måske virker det sådan på mig, fordi det netop var den moralske komponent, der var så fremtrædende i den engelske litteraturkritik, jeg stødte på, inden den strukturelle tekstanalyse vandt frem.

Characters er en velskrevet bog uden akademisk jargon, hvad der gør den egnet til undervisningsbrug. Den repræsenterer næppe nogen ny vending i litteraturforskningen, men opsummerer snarere nogle tendenser i de senere års beskæftigelse med litteratur. Mens Toril Moi er polemisk tilspidset i sin fremstilling og derfor skyder noget over målet, og Amanda Anderson fordyber sig i enkeltaspekter, er især Rita Felskis veloplagte midterafsnit velegnet som en både bred og nuanceret indføring i, hvordan man kan forholde sig til fiktive personer. Felski demonstrerer, at det i dagens mediesituation er yderst givtigt at læse litteratur på tværs af medier og kanaler som en del af de kulturstudier, der spænder fra det akademiske til det populære og kombinerer høje og lave genrer, sådan som de trives sammen i den medieøkologiske Umwelt, vi alle lever i i dag.