Nye vinduer til verden

Begreber er med til at forme vores blik på verden og på litteraturen, og der kommer til stadighed nye omdrejningspunkter, der er med til at flytte fokus en smule og forandre landskabet for litteraturstudier. Postkolonialisme satte en politisk dagsorden i 1980’erne og fremefter, der både handlede om at repræsentere undertrykkelse og om at få overset litteratur til at få den plads, som den fortjente. Med den fornyede interesse for verdenslitteratur fra omkring 2000 ændrede postkolonialismen sig også, både som disciplin og i sit forhold til det fokus, som forsøget på at åbne den vestlige kanon uden at afskaffe den udgjorde. Siden er økokritik, et begreb, der sjældent blev anvendt før midten af 2000’erne, blevet en af kandidaterne til at give retning til at forstå sammenhænge i verdenslitteraturen.

Tonje Volds omfattende og særdeles belæste bog Å lese verden. Fra imperieblikk og postkolonialisme til verdenslitteratur og økokritikk skildrer i syv kapitler markante teorier inden for en række skoledannelser i litteraturstudier. Det gør bogen med inddragelse af litterære værker i en stadig vekslen mellem fremstilling af teori og konkret anvendelse i analyser. Volds bog er velorienteret, vidtfavnende og pædagogisk i ordets bedste betydning. Den kommer omkring de uundgåelige teoretikere, som altid nævnes (og bør nævnes), men hun får også introduceret til et udvalg af kritikere, som i mange tilfælde er nye bekendtskaber.

De første fire kapitler tager afsæt i klassiske og betydende problemstillinger i postkolonialisme. Første kapitel fremstiller det imperialistiske syn på verden med værker af Daniel Defoe, Joseph Conrad og Karen Blixen i fokus og med en meget fin inddragelse af en række forskellige kritikere, ikke mindst Edward W. Said. Andet kapitel har den modsatte problemstilling: Hvordan kan man afkolonisere en kultur? Vold er her mere teoretisk i sin tilgang med inddragelse af særligt Frantz Fanons værker og hans forsøg på at formulere en progressiv vision for at udvikle kulturen uden blot at drømme sig tilbage til en tid før kolonialiseringen. Det er udfordring, som også Chinua Achebe og Ngugi wa Thiong’o tog del i med stærkt divergerende syn på fremtiden for kolonimagtens sprog. Kapitlets mest interessante afsnit kommer dog til sidst og belyser betydningen af køn og hudfarve, der giver to afsæt for at formulere en afrikansk identitet i samtiden.

Tredje kapitel fortsætter ad afkolonialiseringssporet og omfatter grundige analyser af blandt andre Achebe og Ngugi samt ikke mindst Tsitsi Dangarembga, hvis roman Nervous Conditions fra 1988 var den første zimbabwiske roman skrevet af en sort kvinde. Vold får i sin læsning af romanens fremstilling af en kompleks og udsat identitet sat Dangarembga i forhold til samtidige europæiske romaner med et godt blik for Dangarembgas humor. Det følgende lidt kortere kapitel analyserer en særlig subgenre inden for den postkoloniale litteratur: romaner, der skriver op i mod vestlige kanoniske værker, sådan som Jean Rhys har gjort det med Wide Sagasso Sea, der er et modsvar til Charlotte Brontës Jane Eyre, eller J.M. Coetzees Foe, der udfordrer Daniel Defoes Robinson Crusoe. Særlig interessant er her analysen af Kamel Daouds Meursault, contre-enquête fra 2013, som både formelt og tematisk er skrevet op imod Albert Camus’ L’Étranger. Kapitlet får også skildret især Gayatri Spivak og Homi Bhabhas bidrag til kanondebatten om kanon. Men samtidig med at Vold får vist, at det er interessante og vigtige værker, sidder man også med indtrykket af, at det ikke er ved at skrive lige op mod Vestens kanon, at man forandrer den, og der lægges op til et større fokus på eksempelvis migrantforfattere.

Bogens tre sidste kapitler handler på forskellig vis om bevægelser i litteraturen og litteraturkritikken, som er forbundet til postkolonialismen, men som også adskiller sig fra den på markant vis. Femte kapitel introducerer til feltet omkring migrantforfattere og bidrager selv med læsninger af fire norske og en dansk forfatter, der skriver litteratur præget af deres tokulturelle identitet. Den norske litteraturprofessor Ingeborg Kongslien har tidligere skrevet udførligt om dette felt, og man kunne godt have tænkt sig, at Vold havde optegnet et klarere billede af den skandinaviske tradition inden for migrantlitteratur, som jo i et internationalt perspektiv har været meget mere synlig. Men der er jo ikke plads til alt, og kapitlet byder på en gennemgang af centrale værker inden for tænkning af det nationale og postnationale, eksempelvis Benedict Anderson, Stuart Hall og Arjun Appadurai, foruden analyser med et vidtfavnende blik på de norske forfatteres bidrag til forståelsen af samtidens samfund, hvor sprog, storpolitik og identitetsdannelse flyder sammen.

Det teoretiske afsnit om verdenslitteratur er kompetent og oplysende, men det ærgrer lidt, at det afviger i forhold til den meget tekstorienterede tilgang, for det er jo netop i mødet mellem teori og tekst, at kritikkeren kan udvikle synspunkter. Det er dog yderst relevant at få klarlagt de meget forskellige tilgange til studiet af verdenslitteratur, som særligt Goethe, George Brandes, David Damrosch, Pascale Casanova og Franco Moretti har stået for, og at få sat begrebet i forhold til postkolonialismen. Det er også glimrende, at der kommer andre stemmer med, som ellers ofte ikke nævnes, eksempelvis Mineke Schipper om oversættelser og Sarah Brouilette om litteraturmarkeder.

Vold er generelt meget præcis og up to date i sine litteraturoversigter, men i hendes gennemgang af Morettis bidrag til distant reading undrer det, at hun ikke nævner Stanford Literary Lab, som Moretti grundlagde, og som har udført en række markante studier med digitale metoder til ”fjernlæsning”. I stedet henvises kort til to norske studier, der fremstår lidt tilfældigt inddraget sammenlignet med det udgangspunkt, Moretti og hans samarbejdspartnere har bidraget med. Volds fremstilling af Emily Apters kritik af verdenslitteraturparadigmet forekommer også at være noget ukritisk og gengiver nogle af Apters problematiske og meget lidt akademiske karakteristikker (som ”bullemisk ’drive’”) uden særlig stillingtagen.

Bogens sidste kapitel tager helt aktuelle emner op, der måske endnu ikke har haft den samme masse af litterær kritik som postkolonialisme og verdenslitteraturstudier, men som dog har markeret sig i de senere år. Økokritikken er et bud på en transnational ramme til forståelse af litteratur, hvor det globale perspektiv nærmest er født ind i begrebet med det, Ursula Heise har karakteriseret som en ”økokosmopolitisme”. Vold kommer rundt om mange bidrag til feltet og peger overbevisende på, hvordan økokritikken forbinder sig til postkoloniale problemstillinger vedrørende udnyttelse. Tænkningen af det universelle i forhold til menneskerettigheder er et andet bud på, hvordan en postnational orientering manifesterer sig, og man kan desværre nok også sige, at det kan blive vanskeligt ikke at tænke de to felter som forbundne – et ordentligt klima er en menneskeret, der er truet. Det er et glimrende og visionært sted for bogen at slutte.

Det kan være vanskeligt præcist at bestemme Volds egen position i de mange retninger, skoler og begreber, som hun inddrager. Det kan være et bevidst valg at fremstå forholdsvis nedtonet og først og fremmest fungere som en guide, hvis egne synspunkter skal findes i valg af perspektiver, hvor man kan finde noget godt i alle de mange positioner, som står til rådighed. Hun skriver indledende om pessimisme og optimisme i forhold til verdens gang, og i håb om at litteraturen har noget at bidrage med. Men det kunne have været interessant, om hun mere tydeligt havde formuleret en retning eller en mere udtalt komparativ kritik. Verdenslitteraturstudier adskiller sig eksempelvis fra postkolonialisme og økokritik ved ikke direkte at være knyttet til et politisk projekt, hvilket gør det mere åbent, men også mindre fokuseret. Men det er mindre detaljer – det afgørende er, at Å lese verden er en meget velskrevet bog, som vil være glimrende som introduktion til forståelse af litteratur på globale betingelser, ikke mindst for studerende, der både får engagerede læsninger af centrale værker og en righoldig teoretisk og historisk ramme til at forstå disse.