Klassisk og moderniseret litteraturhistorie. Diskrepans og perspektiver

Nytten og gleden. Fransk litteratur gjennom 1000 år er et ambitiøst værk. Det ligger i sagens natur, at det absolut ikke er en let sag at skrive 1.000 års litteraturhistorie på lidt over 300 sider. Men det lykkes de tre forfattere, Aukrust, Kolderup og Uvsløkk, at gennemføre opgaven på kyndig og overskuelig vis. Gennemgangen af den franske litteraturs historie fra Strasbourg-ederne (842) til Houellebecq i dag falder i fem klassiske dele startende med middelalderens og renæssancens litteratur, efterfulgt af 1600-tallets barok og klassicisme, så oplysningstidens rokoko og den efterfølgende kritiske litteratur om romanens udvikling, dernæst 1800-tallets romantik, realisme og modernisme og endelig den længste del om litteraturen fra 1900 til i dag. Hver periode og retning introduceres overordnet i indledningerne til de respektive dele, men uden at de nødvendigvis knyttes til de efterfølgende gennemgange af forfatternes værker. Delene er, igen et klassisk greb, fokuseret på forfattere, hvis mest centrale værker præsenteres kortfattet. Alle de store præsenteres, og de helt store (Proust, Hugo og Voltaire) får et par sider mere end de andre. Behandlingen af forfatterne og deres værker er ikke analytisk, men overvejende deskriptiv og fortællende. Der laves flere synteser, end der formuleres problemstillinger, hvilket sandsynligvis var nødvendigt som fremstillingsmæssigt valg: syntese frem for analyse. Det er en form, der passer godt til den truende relation mellem 1.000 års litteraturhistorie og 300 sider, men som også administreres glimrende af de tre forfattere. Hvis bogen ikke på den måde kan gå særligt i dybden og formulere problemforhold, besidder den til gengæld, hvad man i mangel af bedre kunne kalde en effektiv accelerationskraft. En af bogens styrker er således dens tempo. Den formår at lede læseren relativt hurtigt gennem alle disse forfattere og perioder, uden at stoffet fremstår afkortet. Forfatterne indikerer et sted, at ”dette er en lesebok (og ikke et dekkende oppslagsverk)” (15), hvilket er ganske sandt. Undertegnede bad to amatører læse om deres yndlingsforfattere (Flaubert og Duras), og ingen af dem lærte noget nyt, til gengæld læste de videre og havde svært ved at stoppe. Dette bogens tempo, som hverken er rastløst eller overfladisk, skaber en læselyst. Man læser simpelthen videre. Det turde være klart, at man som professionel litterat indimellem kunne have ønsket sig en forklaring eller en analytisk ansats, fx når det fortælles, at middelalderens sydfranske troubadourer forherliger kvinden i deres digtning, fordi kvinden netop i dette område havde ”en sterkere juridisk og kulturell posisjon enn andre steder” (37). Hvad var det for en position? Eller når det siges, at det mest karakteristiske ved Aragons romaner er modviljen mod traditionelle romanfigurer med psykologisk dybde: ”De skulle tvert om være så flyktige som mulig, slik at leseren aldri virkelig fikk noe inntrykk av å kjenne dem” (251). Hvorfor egentlig det? På sådanne steder overlades læseren lidt til sig selv – man kunne have brugt en forklaring eller en uddybning. Men så læser man videre. Omvendt kan man i kommentaren til Céline se, hvad en simpel analyse af den første linje overhovedet i Voyage au bout de la nuit, kan bidrage med. Som supplement til bogens overvejende fortællende og syntetiserende modus demonstreres Célines sprogrevolution ved en analyse af sætningen ”Ça a débuté comme ça”. Enkelt, overbevisende og en bevisførelse, der metodisk varierer det adrætte historiske gennemløb.

På bagsiden sælger bogen sig selv på følgende vis: ”Denne boken er skrevet for deg som ønsker mer kunnskap om fransk litteraturhistorie, enten du er student, lærer, journalist, jobber i kulturlivet.” For at nå i havn med en historie om 1.000 års litteratur til dette publikum kræves en stram disposition og et præcist sprog til håndteringen af et omfattende og komplekst stof, og det lykkes bogen i det store hele med. Det er godt håndværk. Veldisponeret, vidende og læsevenligt. Og hvis man anmelder bogen i fx et dagblad, kan man slutte recensionen med en sådan positiv note, hvilket da også har været tendensen i Norge, med fx Karin Gundersens og Erlend Loes anmeldelser, så vidt jeg kan vurdere. Når man imidlertid anmelder bogen for et litteraturvidenskabeligt forum, kan man knytte et par metodiske refleksioner til bogen og dens intention(-er).

Der har været en klar eksperimenterende tendens inden for litteraturhistoriografien de seneste 20 år. Hvor man tidligere nærmest blindt fokuserede på litteraturens perioder, forfattere, form- og stilhistorie og på litteraturens sociale, politiske og kulturelle relationer, har der i moderne tid været en tendens til at fokusere på oversete eller tabuiserede dimensioner ved litteraturhistorien. Den konstante fokus på velkendte forfattere, perioder og genrer sat ind i et klassisk udviklingsskema fortrængte andre væsentlige dimensioner ved fransk litteraturhistorie. Man kan nævne Denis Holliers A New History of French Literature fra 1989, som i en lang række (165!) korte essays simpelthen tog udgangspunkt i socialhistoriske begivenheder, politiske tildragelser og dagligdags tilfældigheder i fortællingen af fransk litteraturs historie. Man kan også nævne Susan Suleiman og Christie McDonalds French Global. A New Approach to Literary History fra 2010. Her er perspektivet vendt fra det livsverdensnære new historicism-perspektiv til et globalt perspektiv: Er det muligt at læse fransk litteratur som del af en global historie? Fransk litteratur er betinget af og interagerer med en lang række historisk komplekse ekstranationale kontekster. Fra overtagelsen af den italienske sonnet over Montesquieus Perserbreve, Voltaires anglomani og Flauberts orientalisme til moderne frankofone forfattere: Fransk litteratur og dens historie er også et globalt fænomen. Man kunne også nævne litteraturhistorier der fokuserer på kvindernes litteraturhistorie, på ukanoniserede værker (’the great unread’), på motivkredse, der overskrider genrer og perioder.

Som disse forsøg på at udvide og eksperimentere med litteraturhistoriografien og være eksplicit metodisk nytænkende synes nærværende bogs titel, Nytten og gleden, også at indikere, at et specifikt metodisk greb om fransk litteraturhistorie er valgt. Nytte og glæde henviser jo til det latinske docere et delectare og den franske variant instruire et plaire. Her handler det altså ikke om, hvor litteraturen kommer fra, hvad der betinger den, men hvilken funktion den har retorisk, æstetisk og samfundsmæssigt. Nytte og glæde var lig de to funktionelle kategorier, som fra Horats og i hvert fald et godt stykke ind i det 19. århundrede overhovedet gav den litterære diskurs sin centrale kulturelle og samfundsmæssige plads. I meget lang tid var det faktisk litteraturens raison d’être: Ved at give råd, eksempler eller moralisere virkede litteraturen didaktisk og pædagogisk. Om der var tale om moralsk opbyggelige helte (chanson de geste, Le Cid, Jean Valjean), løftede pegefingre (Balzacs fortæller), skrækeksempler (Sade og Laclos) eller senere afslørere af borgerskabets forløjethed (Zola eller Céline) eller gennemlysere af den moderne eksistens’ meningsløshed (Camus fx): Litteraturen var grundlæggende tænkt som først en moralsk lektion og senere som nødvendig oplysning om sociale eller antropologiske forhold, som læseren burde kende til. På den anden side vil den viden kunne findes i mange andre og muligvis mere egnede former (fx journalistisk, sociologi, filosofi, psykologi). Derfor er den anden kategori lige så vigtig: at behage og vække glæde. Om det var fordi man ville forsøde den gerne bitre moralske pille (castigat ridendo mores), kunst for kunstens skyld, interesseløst velbehag eller værket som sandhedens katedral: Litteraturen var, i modsætning til andre diskurser, grundlæggende en behagelig æstetisk form. Begge disse kategorier, nytte og glæde, er imidlertid historiske, og undertegnede forestillede sig, at det netop var den historie, som Nytten og gleden ville fortælle. At det var disse begreber, der som minimum ville være eksplicit ledetråd i beskrivelsen af de varierende historiske kontekster, af udvalget af tekster, af analyser af særlige passager. Det ville have været yderst interessant at få fremskrevet disse to begrebers historie: Hvordan deres respektive semantik muterer og fornyes, og hvordan de kæmper om det receptionshistoriske herredømme. Det er desværre ikke tilfældet.

I bogens introduktion finder man et par sider om netop forholdet mellem nytte og glæde, som den har taget sig ud litteraturhistorisk fra klassicismen til i dag. Der er hovedsagelig tale om velkendte eksempler på litterær nyttetænkning fra klassicismens moraliseren over eksistentialistisk engagement og ”nyttig nyttelsløshed” hos Ionesco. Men dikotomien forplumres herefter tre gange. Første gang, fordi forfatterne sidestiller nytte og glæde med samfundsrelevans og tidsløshed: ”Vi tenker, i tråd med Horats, Le Clézio og Modiano, at det er selve blandingen av nytte og glede, av samfunnsrelevans og tidsløshet, som er interessant, også for en bok som denne.” (14) Her må man på litteraturhistoriografiens vegne blive mistænksom, for så vidt at ”nytte” og ”samfunnsrelevans” vel ikke helt kan sidestilles, og at ”glede” og ”tidløshed” da slet ikke kan. Denne begrebslige glidning giver fornemmelsen af, at det metodiske projekt måske alligevel ikke er så gennemtænkt, at ”nytte og glæde” er løftet om begrebslige koordinater, der forlades eller glemmes, måske fordi de ikke er så vigtige i forhold til det formidlende sigte, eller fordi det ville være for tung en opgave at integrere deres historiske artikulationer i forbindelse med hver forfatter.

Herefter siger forfatterne, at det er ”hovedmålet vårt […] å gi kunnskaper om fransk litteraturhistorie som vekker lysten til å lese fransk litteratur, og som hjelper leseren til å komme i dialog med noen av den franske litteraturhistoriens ypperste forfattere” (14). En sådan formulering er jo i sig selv fuld af god mening, men som metodisk statement forvirrende: ”Nytte” og ”glæde” var tydeligvis den vinkel på den franske litteraturhistorie, som var valgt af forfatterne. Nu er de også den effekt, den nærværende litteraturhistorie skal udløse hos den moderne læser. Er nytte og glæde bogens genstand eller dens ønskede effekt? Ikke at de udelukker hinanden, og intentionerne er hver for sig sådan set klare nok, men tilsammen virker de forvirrende. Man tænker, at det spørgsmål vil blive afklaret, når det obligatoriske spørgsmål om kriterier for valg af forfattere, værker og perioder stilles. Disse må vel netop være blevet identificeret i forhold til figuren nytte-glæde. Imidlertid siges der om udvælgelsen, at den har været styret af ”litteratur som har bidratt til å danne nye epoker, som utfordrer samtidens forventninger eller speiler typiske tendenser […] Vi har også ønsket å vise hvordan litteraturen forholder seg til sin samtids sosiale og politiske liv, samtidig som den sier noe vesentlig om hva det vil si å være menneske, det være seg i middelalderen, under den franske revolusjon eller i vår egen tid” (15). Som udvælgelseskriterium forekommer denne formulering nærmest meningsløs (man kan næppe vælge ud fra disse helt generelle og altdækkende formuleringer, eller snarere: Man kan vælge det meste), men vigtigst har det intet med nytte og glæde at gøre, intet med de historisk skiftende læseres dannelse og nydelse at gøre.

Dette skal ikke forstås som en egentlig kritik, men er blot en påpegning af diskrepansen mellem bogens metodiske intentioner og den effektive formidling af klassisk fransk litteraturhistorie. Førstnævnte glemmer man hurtigt i læsningen, and so be it, men man kunne foreslå, at forfatterne laver en anden version af bogen i form af en videnskabelig publikation, et seminar, en konference eller forskningsansøgning med udgangspunkt i ideen om at kortlægge de historiske ideer, som nytte og glæde har været knyttet til, de former, de har været præsenteret i, og de effekter, som de måtte have haft. Det kunne være et relevant bidrag til moderniseringen af litteraturhistoriografien. Ud over at være et både nyttigt og glædesfrembringende formidlingsværk kunne Nytten og gleden også være forarbejdet til den videnskabelige historie om fransk litteraturs ”nytte- og glædesmutationer”, som stadig mangler.