Opdagelsesrejsende i tekster

Tre grå og sort-hvide bind med et lille farvebillede fra Bryggen i Bergen på bagsiden hedder alle noget med »Exploring«: først »textual action« og dernæst »text«, og ikke »texts«, dernæst, og henholdsvis »emotions« og »media« og »memory«. De er anskuelige eksempler på det nye universitets kulturvidenskabelige kapitalismes »artikelproduktion«. Richard Münch kalder det »Das neue Regime: Kulturwissenschaften als industrielle Grossproduktion«, hvor der skal samarbejdes, selvom det tager tid, og hvor der skal koordineres i stor stil, også selvom der ikke er nogen erkendelsesgevinst ved det. Og det har der ikke været her. Bergen-folkene kunne sagtens have gjort det selv, men de skal have andre med.

Man kan se, at der er forskellige universiteter, forskningsfonde, CUNP, FMSH, Academia Europea i London, La Maison Suger, La Maison de Norvège og Hôtel de Senlis involveret. Kulturvidenskab koster. Det kan man ikke kritisere Lars Sætre og hans mange samarbejdspartnere for. De gør blot lydigt, hvad der fordres, og de gør alle, som de skal – de skriver kort og på engelsk – og de elsker at indlede sætninger med -ing-former såsom »exploring«, »initiating«, »negotiating«, »drawing« osv., skønt det skal de ikke. Det er blot en dårlig vane.

Bidragyderne kommer fra humaniora og repræsenterer, siges det, »a plethora« af discipliner, dvs. en overflod. Det er nu lidt af en overdrivelse: Vi bliver i det europæiske: sammenlignende litteratur, sprogfag (uden de slaviske, mon Østeuropa findes?), teatervidenskab og filmstudier med andre ord først og fremmest litteraturforskere, og litteraturen forsvares med, at den har en fordel frem for psykologi og filosofi. Den tilbyder nemlig »sustained examples« (II, 24) »versus brief remarks«, og jeg går ud fra, at der med »sustained« menes, at litterære tekster er længere? Og er filosofi »brief remarks«?

Man talte før i tiden om »extrinsic« og »intrinsic« tilgange til litteratur (og film). Disse antologier anvender på en måde dem begge. Stort set alle essays følger et nøje fastlagt skema, som vi skal følge; det går ud på, at man har en tekst (eller flere), og så skal der nævnes en række »teoretikere« – Agamben eller lignende. Disse »teoretikere« har afløst »sekundærlitteraturen«. Skrev man om f.eks. Virginia Woolf, diskuterede man med andre Virginia Wolf-forskere. Nu henvises til en »teori«, som er oppe i tiden, og den begynder man med, og så bruger man teksterne til at illustrere den med. Dernæst følger projektets medarbejdere de forskellige vendinger inden for humaniora – dog kun tre. Først den performative vending, dernæst den affektive (emotion) og til sidst vendingen mod erindring (memory).

Formalismen (intrinsic method) viser sig ved, at de fleste værker (texts) læses uden hensyn til litteraturhistorisk eller konkret historisk kontekst. Læsningerne er ahistoriske, teksterne cirkulerer i en eller anden transnational lufthavnsverden, et ikkested. F.eks. er det da glimrende, at der forsat er interesse for australsk litteratur1 som i et essay om Coetzee (jo, han er australier nu), Richard Flanagan og Christos Tsiolka.2 Disse to (eller tre) sættes netop ikke ind i en litteraturhistorisk australsk kontekst. Vi får intet at vide om, hvorvidt Flanagan eller Tsiolka knytter an til en bestemt tradition eller tendens. Hvem ligner de af fortidige forfattere? Fornyr de noget eller ej? Det samme sker i mange andre af essayene.

Det første explorerbind handler om tekstuel handling (2010) og var det første »to stem« – pudsigt udtryk – fra forskningsprojektet: »Text, Action and Space« fra 2006. »TAS« hedder det. Der er god tid i humaniora. Andet bind kom i 2014 og handler om tekst og sindsbevægelser eller følelser (emotions). Det bind var »generated« af projektet, og sidste bind er »stemming« fra projektet. I sidste bind er tekstbegrebet udvidet til at handle om tekster »in general«, og om dem påstås det, at tekster er »rich objects«. Hvad mon det betyder? Ikke nok med det. I sig selv har disse tekster muligheder for at udforske – »exploring« – nutidige bestræbelser, og disse bestræbelser har enorm indflydelse på menneskelivet og kulturen, står der. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad det betyder. Her ser man det kontekstløse. Menneskelivet som sådan. Hvis liv? Hvilken kultur? Hvor finder man eksempler på den enorme indflydelse? Det forbliver løse påstande.

Jeg vil koncentrere mig om det sidste bind om medier og erindring, men dog bemærke et par ting om alle tre. Der er tydeligvis ikke en fælles kanon af værker inden for humaniora. Man kan skrive om hvad som helst. Der er kun to artikler om lyrik (en virkelig god en om Williams Carlos Williams og en glimrende om Rainer Maria Rilke) og meget lidt om tysksproget litteratur. Roman og film er i centrum. Der er hele fire essays om Virginia Woolf, et om hendes mand, Leonard, og om andre sådan lidt i hendes periferi: Djuna Barnes og Jean Rhys, altså engelsk modernisme fra 1920’erne. Hvad mon grunden er til den satsning på især Woolf? Flere af de nyeste studier af hende som nationalromantisk modernist er slet ikke nævnt. Der er to om Marguerite Duras og to om Herman Melville. Det virker tilfældigt.

Der er en del om norsk samtidslitteratur, og det kan man jo godt forstå, da det hele har hovedsæde i Bergen. Om Jon Fosse, Johan Harstad og Mattis Øybø. Igen gælder det, at disse forfatteres værker skal anskueliggøre en problematik hentet fra teoriverdenen, og fordi der også skal tænkes på massemedier, får vi tit oplyst, at denne eller hin roman er en bestseller eller meget kendt. Fosse er internationalt kendt. Javel.

Der er tilsyneladende heller ikke en fælles teoridannelse. Første bind har to markante personer med: den litterære dekonstruktions mester, J. Hillis Miller, med et foredrag, han holdt i Oslo. Det er en irettesættelse af Judith Butlers på grund af hendes (mis)brug af talehandlingsfilosofien. Dernæst Erika Fischer-Lichte om kultur som performance, og deri får vi præsenteret et opgør med kultur som tekst. Det undsiger derfor hele projektet, som holder fast i tekstbegrebet. Fischer-Lichtes kulturelle vending har intet med Austin at gøre.

Exploring Text and Emotions er delt i to: Først »Elaborations« and dernæst »Explorations«. Hvad er forskellen? Det siges i introduktionerne, at nogle epokegørende værker eller personer markerer et brud. I bind to repræsenteres bruddet af »en sand pioner« (II, 13): Albert Hirschman samt af en »ground-breaking book«: Ronald de Sousas, der kaldes analytisk filosof. Jeg tvivler stærkt på, at de to er banebrydende. Når man vender sig mod bogens tekster, er Hirschman og Ronnie de Sousa slet ikke anvendt. Kun i Patrizia Lombardos tekst om Stendhal og Hazlitt nævnes de. Og er der stor interesse for Hazlitt? Hun indleder med den fladeste indledning overhovedet: Al kunst og især litteratur udtrykker følelser. Virkelig? Har hun aldrig hørt om T.S. Eliot f.eks. (der, må man nok hellere sige, sagde det modsatte)? Der er også noget, der hed strukturalisme, og deri var der nu ikke mange emotioner. Senere dukker et par psykologer op med en »appraisal theory«, og de skal bruges til forklare Aristoteles’ eleos og phobos på en »videnskabelig« måde. Det lykkes Svend Erik Larsen at skrive om et klassisk kristent tema: tilgivelse – som ellers er relevant både for den koreanske kristendomskritiker Yi, han skriver om, og for biskop Desmond Tutu – og derefter koge den komplekse teologiske debat om emnet ned til, at tilgivelse fra antikken til oplysningstiden var »the business of God«. Har han aldrig hørt om den tekst, som hedder Fadervor?

Tredje bind er delt op i to, »Mediation« og »Remembrance«; er det sidste det samme som memory? Roman og film er stadig i centrum. Nu er der dukket et nyt studieobjekt op: »the emergent field of memory studies«. Selve begrebet mediation forklares ikke i introduktionen, men der siges kun, at teksten er et medium, som er »indskrevet« i medieverdenen. Det er den som de replikker, skuespillere fremsiger, eller som sms-beskeder! Dernæst fastholder forfatterne, at litteratur og film er spejlinger. Ikke af virkeligheden, men af den medierede virkelighed, dvs. af den af medierne formede verden. Med andre ord: Man har valgt tekster, der afspejler medievirkeligheden, skønt de fleste behandlede forfatteres tekster ikke gør det. Det er stort set kun tilfældet i et af bogens mest interessante bidrag, Hans Lauge Hansens. Med udbytte gør han brug af remediering i en analyse af en roman af Benjamin Prado, som jeg ikke kender, men her lærer man noget. Hansen gør det, at han forbinder Prados værk med mediekonteksten (III, 313).

Det fastholdes i indledningen, at undersøgelsen af erindring er blevet »increasingly important«, men hvorfor mon det? Ingen forklaring. Vi får en i tilfældet Spanien af Hansen, men ellers ikke. Vi får i stedet hele historien om erindring og skal tilbage til Platon, lige et smut ind om Aristoteles og op til Descartes, og så når vi til højdepunktet: »neuroscience. Det viser sig, at erindring og fantasi ikke kan adskilles. Ja, det samme sagde Thomas Hobbes som bekendt, men nu er det et faktum, at der ikke er ét sted i hjernen, hvor erindringen befinder sig. Blake er håbløst forældet med sit berømte: Imagination has nothing to do with memory. Heldigvis har de forskellige bidragydere ikke opdaget dette neurosciencefaktum. Det undrer mig også, at der ikke er nogen, som diskuterer en kendt distinktion mellem Erinnerung og Gedächtnis eller måske Historie og Geschichte.

Også tredje bind har en epokegørende forfatters bog (ligesom Austin og Hirschman/de Sousa). Nu er det en af Maurice Halbwachs’ fra 1925, og derefter påstås det, at Pierre Noras store arbejde er »in the framework(?)« af den kortlivede amerikanske retning New Historicism samt en fortsættelse af Annales-skolen (som Halbwachs var løst forbundet med). Intet af det passer. Noras egen forklaring på den nye interesse for erindring skyldes mest interne franske forhold i 1970’erne (den økonomiske krise, de Gaulle-æraens ophør og den revolutionære idés død). Det har derfor meget med det nationale at gøre. Det er den slags forklaringer, som man ikke finder i antologierne. Noget sker blot.

Antologien vil blande eller smelte medievidenskab sammen (blending?) med »memory articulation«, og jeg er ikke helt sikker på, hvad der skal forstås ved »articulation«, for det (blendingen) skal gøres ved hjælp af analyser af eksempler fra litteratur, historiografi (?), fotografi, film og SoMe. Menes der en medievidenskabelig litteraturanalyse? Der spørges nemlig helt banalt om, hvordan medier gengiver eller antyder (suggest) ikke blot erindringer, men hvordan de virker. De eneste, der vistnok gør sådan, er Hans Lauge Hansen og Jorunn Gjerden.

I introduktionen skriver de, hvad antologien viser: Litteratur og kunst kan udføre eller gennemføre (carry out) sociologiens, historiens og kulturstudiernes arbejde. Vil det sige, at litteraturen kan mere end videnskaberne? Det siges dernæst om disse tre nævnte, at de kan ikke andet end (cannot but) at analysere de nye mediers indflydelse (III, 20) eller menes der, at de kan kun analysere, mens litteraturen kan noget mere (carry out)?

De fortsætter i introduktionen med, at der siden 1960’erne er opstået en masse nye medier, og disse har igen »fostered« mediestudier. Det er jo sandt nok, skønt de også fandtes før Anden Verdenskrig. De nævner Marshall McLuhan og Raymond Williams samt Cultural Studies, og de mener nok CCCS, som blev grundlagt af Richard Hoggart, der sammen med Stuart Hall var de eneste to fastansatte i Birmingham indtil 1974, men kulturstudier i England var jo ikke blot import af Adorno, som de skriver. Kulturstudier betyder for forfatterne af introduktionen, at æstetik og politik ikke kan adskilles, samt at det »produktivt« skal sættes i en ny kontekst »in new fashions in the contemporary world« (III, 23). Men hvordan skal det mon ske? Og hvad er disse nye kontekster og måder? Skal universiteterne gøre det?

»Mediation«, hvad er det? Den eneste, der bruger begrebet, er Svend Erik Larsen (146 ff.), mens Sara Linkis taler om »mediated memories«, som er at erindre i litteraturen. Men hvad skulle erindring egentlig være andet end formidlet eller »embodied«? Tror nogen på »unmediated expression«? Sara Linkis’ bidrag er et af bogens bedre. Det handler om litteratur, som er andet end bøger, og som kommer i æsker: B.S. Johnsons3 og Mette Hegnhøjs. Sara Linkis siger, at hun er nymaterialist, og præsenterer nymaterialismen som et opgør med nykritikken. Hvor tit kan man gøre op med det spøgelse? Sara Linkis kombinerer faktisk litteraturkritik og medievidenskab på en fin måde. Hun beskriver de nye mediers traumatiserende virkninger på litteraturen og litteraturens svar på det. At tænke sig, at litteraturen er traumatiseret.

Ragnhild Evang Reinton skriver vidende og oplysende om Samuel Becketts Krapp’s Last Tape og bl.a. om forholdet til Marcel Proust. Essayet ville passe flot ind i en bog om Beckett, og man går ud fra, at det er med, fordi det har noget med en båndoptager at gøre. Her viser det sig, at projektrammen er en reduktiv spændetrøje. Krapp’s Last Tape diskuteres slet ikke som drama eller som absurdistisk teater. Det er blot en tekst. Der er intet om teatersituationen i England på det tidspunkt, hvor Beckett og Ionesco var de store navne. Eller om, at Becketts skuespil blev anset for at være konservative eller apolitiske i modsætning til f.eks. Arnold Weskers. Vi er blevet belært om, at æstetik og politik ikke kan adskilles. Det stod i introduktionen. Det tages ikke alvorligt. Det mediemæssige kunne også være tematiseret, idet vi i dag på YouTube kan se Patrick Magee spille stykket, og den slags ændrer Becketts drama.

Vi befinder os også i England i Asbjørn Grønstad analyse af John Akomfrahs film The Nine Muses, som desværre drukner i jargon og svulstigt sprog. Et sted indføres endnu en turn, »the archival turn«, som filmen vistnok er et eksempel på. I stedet for at tage udgangspunkt i John Akomfrahs film The Nine Muses tager han udgangspunkt i et løsrevet citat fra Susan Sontag om, at det at erindre har eller skaber etisk værdi. Det fatter jeg ikke, og det lykkes heller ikke Grønstad at forklare det. Han vil især fokusere på den temmelig spinkle (the rather tenuous) forbindelse (nexus) mellem erindring, etik og æstetisk praksis, som om vi allerede kender denne forbindelse. Hvori består det spinkle? Og så nævner han »this convergence«, og det »this« henviser muligvis til den nævnte nexus, idet denne (this convergence) på en spændende måde er legemliggjort i The Nine Muses. »Spændende« må være en æstetisk bestemmelse. Grønstad gør udmærket rede for en række kulturelle begivenheder i forskellige statslige institutioner og viser, hvordan Akomfrah er blevet et succesfuldt ikon i den kulturelle offentlighed i London lidt ligesom Afua Hirsch og andre. Når nu Stuart Hall er nævnt i indledningen, kunne det da have været oplagt at omtale Akomfrahs film om netop ham. Der er oplysende tanker om Eduard Glissants indflydelse, men jeg må igen give op over for ord om, at immigranternes oplevelser af ubestandighed (transience) (i filmen altså) finder en æstetisk form, hvor det lykkes at forestille sig denne ubestandighed, og dette kaldes en handling (det at finde en form?), i hvilken etik og form smelter sammen til én. Pludselig dukker etik op ved siden af æstetik. Mon det blot er en kliche om, at form og indhold hænger sammen? Igen savnes en historisk og sociologisk – a la Bourdieu – vinkel. Hvem ser disse film? Hvem finansierer dem? Hvad er deres virkningshistorie? For hvem er de film en kulturel kapital? Osv.

Vi forbliver i det (post)koloniale med Jorunn S. Gjerdens essay om blogdiskussioner af Abdellatif Kechiches film Vénus noir; det er ham, de fleste nok kender fra den kritik, han fik, da han lavede filmen Adeles liv om to lesbiske kvinder. Det er en glimrende idé, Gjerden har fået, at kombinere en analyse med disse diskussioner i blogs. Gjerden indleder med at afvise dem, der er blevet trætte af at skamme sig over den franske kolonitid; hun nævner i en note historikeren Daniel Lefeuvres vigtige bog om Algier, Pour en finir avec la repentance coloniale (2008), men hun diskuterer den ikke. Gjerden forlader hurtigt denne debat, og så går det med raske skridt via Melanie Klein og Eva Sedgwick til andre »teoretikere«, som de hedder, så filmen er godt pakket ind.

Der er tre essays om Virginia Woolf i tredje bind. Det er i sig selv udmærkede bidrag, men de ville være mere relevante i en bog om hende. Det er ikke ofte, man ser en grundig analyse af Leonard Woolfs værker, og den leveres af Randi Koppen, der ud over analysen også har et politisk anliggende. Her indføres en global og transnational læsemåde til et forfatterskab, der blev til inden for et imperium, og Det Britiske Imperium er blevet kaldt den første globalisering. Woolf gøres til repræsentant for et transnationalt fænomen, vistnok fordi han var »jøde« (men vi får dog ikke noget at vide om Virginia Woolfs antisemitisme). Han gøres til en slags forløber for Hannah Arendt, og der redegøres for en problematisk, vil jeg mene, udvidelse af hendes totalitarismebegreb. Traumeteori er som bekendt også et populært tema inden for humaniora. Det får vi et eksempel på i Susana Onegas essay om kunstneriske fremstillinger af shoah. Både hun og Koppen gør megen brug af Michael Rothberg, som jeg aldrig før havde hørt om. Han er professor i engelsk på UCLA. Jeg blev betænkelig, da han citeres for at sige, at det er farligt at gøre shoah til noget enestående. Det var jo det, den hidsige Historikerstreit handlede om i sin tid. Der plæderes åbenbart hos Rothberg for en relativering af jødeudryddelserne. Det er for mig uforståeligt, at man kan skrive om kunst og shoah helt uden at nævne Adornos essay om, at man ikke kan skrive lyrik efter Auschwitz. Eller den amerikanske tv-serie, der gjorde »holocaust« til det ord, vi bruger.

Henrik Gustafsson nævner kort Pierre Nora og Maurice Halbwachs i sit essay om Daniel Eisenbergs film, og han fortæller om Aby Warburgs opgør med Halbwachs. Gustafssons bidrag er oplysende og velskrevet, men vi skal dog igennem lidt Agamben, Arndt, Benjamin og Toni Morrison, før vi kommer til sagen: Eisenbergs ikke særligt folkelige film fra 80’erne, men ikke hans nyere film. Det kunne igen være spændende at høre lidt om konteksten. Daniel Eisenberg er jo lidt som Gustafsson universitetsansat. Hvem ser de film?

Der skal naturligvis være noget om Marcel Proust, når emnet er »memory«, selvom det ikke er det samme som »remembrance«. Proust var med i essayet om Beckett; i Julien Zanettas essay er det Proust som læser af Baudelaire, der er emnet. Her støder vi endelig på fænomenet »involuntary memory« (III, 472), som betyder hukommelse (Gedächtnis). Det er et stilistisk set smukt skrevet essay, et stykke helt klassisk litteraturkritik. Antologien afsluttes med et essay om Mattis Øybøs Alle ting skinner og et kort essay om det »posthumane«, uden dog at nævne posthumanismens guru, Rose Braidotti. Essayet handler bl.a. om George Orwell og Ray Bradbury. Gullestads essay er en udmærket gennemgang, som ikke har så meget med antologiens emne at gøre; det handler om mediernes indvirkning på vore liv. Måske skulle Anders Gullestad i stedet have valgt Kjartan Fløgstads Det 7. klima, som ville passe perfekt ind i projektet, for ikke at nævne Karl Ove Knausgård.

Der er en hel del gode, skarpe, lærde og oplysende essays i disse tre antologier. I sig selv eller hver for sig. Der er også nogle formidlingsmæssigt og sprogligt set svage. Problemet er rammen, altså når de står sammen, og selve forskningsprojektets form. Emnerne – performativitet, emotion, erindring – er ikke nok til at gøre de enkelte essays interessante. De mange forskelligartede emner – velkendte romaner, mindre kendte romaner, engelske, amerikanske og franske avantgardefilm – bliver simpelthen for meget. Er man optaget af Virginia Woolf, får man en del gode ting, men hvad med norsk litteratur eller franske film? Vi har, som sagt at gøre med artikelproduktion, som ikke behøver at tænke på reception. Alt er på forhånd betalt af Norge. Jeg kan ikke forestille mig ret mange, der vil gå hen og anskaffe disse bøger eller texts. Men bidragyderne er uden skyld. Sådan har de forskellige regeringer bestemt, at de skal gøre, og det gør de så.