Nyttig og slidstærk national kritikhistorie

Det er en solid bog der er havnet på mit bord. Ikke kun fordi den er omfattende og publiceret i stift bind og trykt på en god papirkvalitet, men også fordi den skal læses i små bidder. Informationsmængden er høj med navne på stort og småt i norsk litteraturkritiks historie inden for og uden for akademiske genrer og medier og på tværs af papirmedier, radio, tv og digitale medier. Samtidig tager det lidt tid at få styr på sin læsemåde når man bare starter forfra. Man skal lige komme på det rene med hvordan og hvorfor bogen er komponeret som den er, og dermed finde ud af dens principielle greb om dét at skrive om kritikhistorie i dag, ud over navnestof og kortlægning af et næsten 150-årigt kritisk, nationalt landskab.

På den ene side er jeg ikke i tvivl om at bogen er fremragende som en kortlægning og derfor nyttig for læg og lærd mange år frem. Som dansker ser jeg lidt misundelig på den side af sagen. Vi har ikke en sådan samlet fremstilling. Måske den kunne få nogen til at stable et lignende projekt på benene med en historisk periodisering der bedre passer til danske forhold; den skulle i hvert fald begynde en del tidligere. På den anden side er jeg mere tøvende overfor hvordan hele fremstillingen er grebet an, teoretisk og kompositorisk. Trods bogens næsten dækkende fuldstændighed, i hvert fald hvad den valgte periode angår, er fokus lidt flimrende og hindrer den i at blive den model som den måske kunne være blevet for andre der er ude i samme ærinde: at dække den historiske udvikling og betydning af litterær kritik for litteratur, samfund og kultur i en national eller regional kontekst.

Lad mig lige rekapitulere baggrunden og opbygningen. Bogen er et resultat af et kollektivt nationalt projekt 2009–2015 med Sissel Furuseth som leder og en gruppe af permanente og ad hoc deltagere, hvoraf mange også indgår i det forfatterkollektiv på elleve skribenter. Det er vigtigt at fremhæve at uanset de kritiske pointer denne og andre læsere måtte have, er det en forskningssatsning der har båret frugt og som har været pengene værd. Her samles norsk litteraturkritiks tråde for første gang inden for en så bred tematisk og historisk ramme. Redaktionen noterer med rette at bogen ikke blot er et monument over et færdigt projekt, men er tænkt som en kilde til inspiration til at fortsætte forskningen i og formidlingen af litteraturkritikkens og den dermed forbundne kulturkritiks funktion i dagens samfund med nye politiske konstellationer i et globalt perspektiv og i en ny medievirkelighed.

I den forstand er bogen en velkommen fortsættelse af den nordiske forvaltning af arven fra oplysningstiden, og den sætter en høj standard med hensyn til tekstlig akribi og læservenlig fremstilling, dog med en næsten uundgåelig detailophobning sine steder. Hvor skulle man ellers hente så mange informationer på ét sted? Om bogen bliver læst fra ende til anden af ret mange, kan jeg tvivle på. Men som kontekstualiserende opslagsværk vil bogen stå uantastet i mange år frem. På Universitetsforlaget indgår den i samme serie som de bredere anlagte værker til undervisning og folkeoplysning, Per Thomas Andersens Norsk litteraturhistorie og Jon Haarberg, Tone Selboe og Hans Erik Aarsets Verdenslitteraturhistorie. De to værker er på fastere grund. Der er jo skrevet masser af nationale og globale litteraturhistorier i og uden for Norge at skele til. Det gør man så. Den bog jeg sidder med her, er på mere usikker grund og må tænke grundigere over sine modeller, sit begrebsgrundlag og sin opbygning.

Bogen er resultatet af disse overvejelser der formentlig mest er diskuteret på projektets forskningsseminarer og i forskergruppen, mens selve bogen ikke er tynget af metarefleksioner. Der er nogle få, men den viser først og fremmest i praksis hvad den underliggende tankegang er. Det kalder i sig selv ikke på kritik, i og med at bogen sigter på en bredere læserkreds. Alle vi der har skrevet litteraturhistorier eller lærebøger ved jo at teoretiske refleksioner ikke er mindre hér end i doktorafhandlinger. Men kravet om at oversætte disse til en praktisk fremstilling der kan gå af sig selv uden at træde på tunge fodnoter, er større og strengere. Formidling er ikke videnskab på lavere niveau, men videnskab i et andet register på samme niveau som al anden forskning. Ellers er det ikke formidling, men forsimpling. Denne bog demonstrerer til fulde gyldigheden af denne opfattelse.

Lad mig især fremhæve én ting der er nyttig og vellykket formidling af denne type: de mange korte og indskudte kritikerportrætter, ca. 35 i alt. Portrættet er en svær genre, klemt mellem biografisk kedsommelighed og historisk repræsentativitet. For meget af det første fjerner det bredere perspektiv der ligger i at man vælger en bestemt kritiker ud som værdig til et portræt. For meget af det sidste risikerer at kritikeren abstraheres som en type. Men de korte portrætter på et par sider har alle fundet en fortrinlig balance mellem det tidstypiske i den konkrete kritiker og hans eller hendes personlige engagement og profil. Portrætterne er fordelt over hele perioden og er på den måde prismer for fremstillingens samlende fortælling. Desværre figurerer de ikke i indholdsfortegnelsen, og i navneindekset kan man kun finde dem med sidetal i bold. Men tallene er særdeles svære at få øje på, og desuden optræder portrætterne på sider uden sidetal.

Bogens overordnede komposition er kronologisk, samlet i mindre periodeafsnit der på mange måder ligner andre lignende underinddelinger i nyere europæisk kritikhistorie. Her som andre steder inkluderes også nationalhistoriske årstal der ikke i sig selv er signifikante for litteratur- og kritikhistorie, i Norge naturligvis 1905: 1870–1890, 1890–1905, 1905–1925, 1925–1945, 1945–1965, 1965–1990, 1990–2010. Første verdenskrigs omkalfatring af litteratur, kunst og kritik på den internationale scene markerer ikke et periodeskel, og denne forbløffende ubemærkethed giver ikke anledning til kommentarer. Som vi alle ved, så er kronologi jo ikke en neutral tidslinje, men en konstruktion af en bestemt fortælling forklædt som en tidslinje, en fortælling der konkretiseres af de udmærkede forfatterportrætter. Den fortælling kommer jeg tilbage til om lidt.

Men ud over den rene tidslinje er der også en typologisk komposition. Ved siden af skildringer af hvad der sker i litteraturkritikken og hvem der får det til at ske, de historiske dele kunne man sige, er der også andre indslag eller ’teksttyper’. Nogle af dem på en plads underordnet i kronologien, andre på en mindre klar plads. Det sidste er på mange måder interessant. En fortælling sorterer jo stoffet ud over at angive en temporal tidsfølge: Noget er overordnet, andet er underordnet; noget er inkluderet, andet er udeladt. Det der falder ved siden af den kronologisk ordnede fortælling, men som man alligevel ikke vil undvære, har det lidt ligesom næbdyret i zoologien, med mindre det kan integreres i indledningen. En fortælling viser jo også den orden der marginaliserer eller udelader noget.

De teksttyper der arbejdes med er følgende: 1) de historiske dele; 2) kritikerportrætter; 3) udvalgte eksempler: en boganmeldelse med en mere generel symptomatisk betydning (fx Sigrid Undset, Cora Sandel, Mykle-sagen), modtagelsen af udenlandsk litteratur (fx Dostojevskij, Isabel Allende), et tidsskrift (fx Profil-gruppen, Kritikkjournalen, PROSA), et årstal: uge 50 i 1949; 4) et kritikerportræt (mærkeligt nok uden for serien af portrætter) som Georg Johannesen, 5) prisuddelinger: Årets litteraturkritiker; 6) tematiske afsnit: fx børnelitteratur, karikaturtegninger, digitale medier.

Inden jeg går videre: Disse seks slags afsnit passes i det store hele smidigt ind i den kronologiske organisering, konkretiserende og eksemplificerende på en måde der forekommer mig, med mit kendskab til norsk litterær kritik, at være baseret på en sikker sans for hvad der er både repræsentativt og af selvstændig interesse. Selvfølgelig kunne man have valgt andre tidsskrifter, andre temaer, andre individuelle kritikere. Og nogle eksempler kunne have været valgt i andre perioder. Men det vigtigste er at de der er taget frem, rent faktisk er signifikante både i forhold til deres egen tid og til en bredere forståelse af litteraturkritikkens placering. Sammen med kritikerportrætterne er det nogle af eksemplerne jeg personligt har lyst til at læse igen.

Men der er en teksttype mere: 7) metarefleksioner: indledningen, kritikkens retorik, kritikkens former, kropsfænomenologi. To af dem, indledningen og retorikken, er typografisk markeret som del af den kronologiske fremstilling, mens de to andre er markeret som særafsnit ligesom kritikerportrætterne. Hvorfor denne forskel er ikke klart. Nogle præsenterer rammen for bogen (indledningen), andre angiver en metaposition undervejs, induktivt så at sige, til projektets arbejde (kritikkens former og retorik). De falder ikke på plads i den kronologiske fortælling og er ikke rigtig i dialog med resten. Det samme gælder i endnu højere grad afsnittet om krop og fænomenologi. Jeg har svært ved at se hvad det skal gøre godt for, og særlig velorienteret i fænomenologien er det heller ikke, ligesom henvisningen til 1700-tallets diskussion om smag ikke inddrager den helt grundlæggende diskussion om æstetikkens nyorientering i denne periode eller de nye ideer om følelser, passioner eller emotioner. (I henvisninger til den danske sammenhæng om smag og spectatortidsskrifter mangler en henvisning til det indflydelsesrige Det smagende Selskab fra 1751, der eksisterede, om end under stadig hensygnen, indtil 1966).

De to afsnit om retorik og former er i sig selv udmærkede, men ikke af større interesse for det historiske perspektiv. At formerne omfatter avisanmeldelser, essay, parodier, afhandlinger o.l. lægger ikke noget til forståelsen af kapitlerne, hverken historisk eller konceptuelt. Retorik-kapitlet er der mere gods i. Det opstiller nogle strategier for kritik som selvstændigt tekstudtryk med en påstand om at denne selvbevidsthed som knytter sig til disse strategier, først rigtigt optræder efter 1970. Og derfor, må man tro, placeres afsnittet på side 457, ca. 150 før bogen slutter, selv om strategier jo er kendt tidligere. I international litteraturkritik, og det vil indtil det 20. århundrede først og fremmest sige i Europa eller med europæisk inspiration, er det simpelt hen ikke rigtigt, og bogens kritikerportrætter fra før 1970 synes heller ikke at underbygge påstanden. Det smagende Selskab, fx, var yderst bevidst om sine strategier.

Kigger man nu på indledningen, ser man også en ejendommelig forkortelse af det historiske perspektiv. Litteraturkritikkens rolle har naturligvis altid været afhængig af opfattelsen af litteraturens placering i det kulturelle tekstlandskab. Denne placering diskuteres i de talrige poetikker vi kender tilbage til oldtiden, mange af et klart filosofisk tilsnit. Indtil litteraturens autonomi kom på dagsordenen, var poetik (hvad vi nok vil kalde litteraturteori i dag), litteraturkritik, æstetisk filosofi og social etik eller ideologi et stærkt overlappende sæt teksttyper. Men med autonomitænkningen fødtes også litteraturkritikken som en potentielt selvstændigt diskurstype. De lærebøger og antologier i kritikhistorie som mange af os har undervist efter i standardkurser om kritikhistorie, ingen nævnt, ingen glemt, har masser af stof om disse sager. En positionering overfor hele denne tradition ville have været nyttig, især når bogen ønsker at tjene som oplæg for opfølgende studier. Men ikke én er nævnt i indledningen eller andre steder (René Wellek får dog en reference på s. 585, men hverken i litteraturliste eller navneindeks).

Jeg mistænker bestemt ikke bogen for at udelukke nogle forbilleder den imiterer. Slet ikke. Men der er en historisk international, overvejende europæisk kontekst inden for hvilken en national litteraturkritikhistorie ikke kan undgå at placere sig. Men det undgår denne bog ikke desto mindre. Den implicitte begrundelse synes at være at det lange opløb frem mod anden verdenskrig er befolket af kritikere for hvem den nationale profilering er hovedsagen. Men derfor eksisterer konteksten jo alligevel og er afgørende for at forstå den norske litteraturkritiks særkende, med eller udenom de involverede kritikere. Det er som om bogen her selv forfalder til den form for kritik der skeptisk kaldes ’retorisk speiling’ (s. 460), dvs. at kritikerens horisont er identisk med det værk der skrives om.

Derimod peger indledningen på at litteraturkritikken bør trækkes ud af sin rolle som underordnet akkompagnement til litteraturhistorien. Denne selvstændiggørelse ses som en særplacering af kritikken i den generelle modernisering som samfund og kulturliv undergår i perioden 1870–2010. Grundideen er at denne placering både er bestemt af det præg moderniseringen sætter på litteraturkritikken i dens temaer, perspektiver og institutionelle position, og af en vis konserverende modstand mod denne proces i og med litteraturkritik ikke kan undgå at arbejde med forhold til tradition, større værdisammenhænge og kanoniseringsproblemer. Dette brudfyldte forhold er styrende for den historiske fremstilling og valg af eksempler og prioriteringer. Kodeordet er ’det samtidiges usamtidighed’ (hvilket tilskrives Reinhart Koselleck, selv om kilden jo først og fremmest er Ernst Blochs Erbschaft dieser Zeit). Det betyder at hvert tidsafsnit er et krydsfelt af samtidige og fortidige tendenser der dog som modsætninger eksisterer samtidig i en tekst, et fænomen eller en tankegang.

Hermed er der argumenteret for at en regelret kronologisk fortælling brydes af andre typer afsnit, bl.a. af de typer jeg har opregnet ovenfor. Hvilke disse skal være, påpeges ved henvisning til nogle bredere overvejelser fra Hans-Robert Jauss’ arbejde med forventningshorisont (inspireret af Hans-Georg Gadamer kunne man tilføje) og af de overvejelser som Mario Valdès har gjort sig på baggrund af Michel Foucault og især Paul Ricœur. (Linda Hutcheon burde have været nævnt her; hun og Valdès arbejdede sammen om Rethinking Literary History, som er den relevante reference her, ikke den korte artikel af Valdès man finder i bibliografien). Her peges på nogle knudepunkter der i sig selv er uden for det kronologiske forløb, men som determinerer og strukturerer det, f.eks. rumlige og spatiale ’nodes’ eller institutionelle og figurative ’nodes’. Det er sådanne ’nodes’ jeg har peget på ovenfor som ’teksttyper’ og som giver den kronologiske fremstilling et mere komplekst forløb og tillader at de ’usamtidige’ brud kan blive synlige i f.eks. eksemplerne eller forfatterportrætter.

I betragtning af at bogens overordnede formål er at selvstændiggøre litteraturkritikhistorien i forhold til litteraturhistorien, kunne man godt forvente en kommentar til at den grundlæggende inspiration kommer netop fra den debat om litteraturhistorieskrivning, den litterære historiografi, som fik fart op gennem 1990’rne, bl.a. med David Perkins teoretiske overvejelser og praktiske og eksperimenterende eksempler i f.eks. Denis Holliers franske og David Wellberys tyske litteraturhistorier. Selv om indledningen hverken skal være for tung eller skygge for den efterfølgende historiske fremstilling, er den for smal i sine teoretiske og historiske referencer og internationale kontekstualisering; ikke bare sådan ideelt set, men også som et oplæg der klart og operationelt skal strukturere den historiske fremstilling.

Hvorfor og hvordan de eksemplariske konkretiseringer er valgt, er ikke klart; de teksttyper jeg har peget på heller ikke. Kritikkens fire dybdestrukturelle akser, som de kaldes i indledningen, er vigtige nok (normer, retorik, medier, institution). De præsenteres som typiske holdepunkter på tværs af historien, men alligevel er det klart at de også indgår på en plads i den historiske fremadskriden – normdannelsen ligger naturligvis under hele historien, mens det institutionelle og det mediale først tematiseres i nyere tid som del af historien (det digitale afsnit er glimrende), og retorikken får en særskilt plads uden for det historiske forløb. Forholdet mellem historie og typologi og mellem begreber der konceptualiserer et historiesyn, og begreber der spiller en metodisk og en kompositorisk rolle for fremstillingen, kunne godt have fået en klarere præsentation, så læseren fik et bedre billede af de enkelte dimensioners præcise operationelle funktion for fremstillingen. Fraværet af et emneindeks siger for mig også noget om den tøvende holdning til begreber og de typologiske ’usamtidigheder’. Dette fravær reducerer bogens funktion som håndbog, og det er ærgerligt.

Hvad er det så for en historie der fortælles med litteraturkritikken som vehikel? Det er først og fremmest en lineær udviklingshistorie i to dimensioner. Udviklingen bevæger sig fra isolerede og dominerende personer mod en større og større kontekst og kompleksitet med hensyn til institutionalisering og mediebrug og, hvad der står mindre klart, også en øget opdeling i kulturenklaver. Denne udviklingshistorie af kompleksitet og differentiering er indfældet i en anden fortælling, den vigtigste, om den nationale ideologis forvandlinger; ikke kun fordi det må være sådan når det er en norsk litteraturkritik der er på tapetet, men fordi det er valgt sådan. I begyndelsen, næsten helt op til efter anden verdenskrig, er der næsten intet om internationale strømninger. Det internationale dukker op i to kapitler om oversættelser og især som en del af de portrætterede kritikeres særlige profil, mindre som en del af den samlede fortælling. Udviklingen forløber fra national selvbetragtning mod øget internationalisering.

At det er den fortælling, eller rettere de to ret beset helt traditionelle fortællinger der fortælles, er ikke ekspliciteret nogle steder. Og de metaafsnit der falder lidt uden for kronologien og havde været meget bedre placeret i en udvidet indledning, er netop dem der ikke bidrager til denne dobbeltfortælling. Men det er jo ikke rigtigt at den tidlige litteraturkritik er hægtet af de internationale strømninger som en del af dens refleksionsgrundlag, givet den trafik ind og ud af Europa som foregik, især gennem København. Den kontekst var der og prægede de norske kritikeres positioner, også selv om de var tavse om det. Den Georg Brandes og Herman Bang der nævnes er klare eksempler på internationaliseringens tilstedeværelse. De var europæere og optrådte aldrig som noget andet i deres kritik. (Desværre skal vi endnu engang have at klicheen om ’at sætte problemer under debat’ er Brandes hovedpointe. Vås. Det mente både Horats, Holberg og de fleste andre forfattere og kritikere).

Afsnittet om Edda er sigende i den sammenhæng. Gerhart Gran og Francis Bull balancerede mellem den danske kritiske tradition på den ene side, hovedsageligt formet af Brandes, i nogen adskillelse fra det akademiske miljø, og på den anden side de svenske kolleger som Henrick Schück og Anton Blanck med en langt stærkere akademisk forankring i en fransk og delvis tysk orienteret filologisk og positivistisk tradition (og god kontakt til Brandes’ akademiske modstandere i København og Paris). Men denne nordiske forskellighed med internationalt ekko er slet ikke inddraget. Edda bliver gjort til et rent norsk anliggende.

Jeg stiller mig også tvivlende over for det implicitte synspunkt at konteksterne var enklere, og især oplevedes enklere, for dem der levede i dem før moderne institutioner og medier. Det kirkelige og nationale landskab med sprogstrid i institutioner og medier var komplekst og på mange måder en parallel til hvad der foregik andre steder på kontinentet. Men først og fremmest er fremstillingens kronologiske grundfortælling(er) ikke ganske i overensstemmelse med de referencer om nytænkning af litteraturhistoriografi som indledningen bygger på, og dét ville være blevet klarere hvis indledningens referencefelt havde været lidt større.

Disse afsluttende bemærkninger er først og fremmest en reaktion på bogens opfordring til at tage den som en lejlighed til at tænke videre. Der er behov for videretænkning. Og mine bemærkninger skal ikke skjule at den grundlæggende fremstilling af norsk litteraturkritikhistorie er et nyttigt og slidstærkt pionerarbejde, som jeg gerne så overført til Danmark som en både teoretisk og praktisk videretænkning.