J.P. Jacobsen i det 21. århundrede: Fra masochisme til tuberkulose

1.

Jens Peter Jacobsen (1847–1885), dansk litteraturs måske mest originale stilist og egensindige sprogkunstner, havde et kort og udramatisk liv: han døde ugift af lungetuberkulose som kun 38-årig. Også hans forfatterskab er af begrænset omfang. Udover et par Darwin-oversættelser, en håndfuld naturvidenskabelige artikler og en række sære digte består værket blot af seks mesterlige noveller og de to berømte romaner, Fru Marie Grubbe fra 1876 og Niels Lyhne fra 1880. Kvalitet snarere end kvantitet.

Hans liv var begivenhedsfattigt: en barndom i Thisted, studentertid i København, et par udlandsrejser sydpå og så sygdommen, der dominerede en stor del af hans voksenliv og i de senere år tvang ham tilbage til forældrene i Jylland.

Mere dramatisk er forfatterskabets efterliv, som har undergået radikale omfortolkninger. Danske gymnasieelever er i over hundrede år blevet forvirret over at få præsenteret Naturalismen gennem Jacobsens debutværk, «Mogens» (1872), som gennem generationer er blevet formidlet som bevægelsens programnovelle, angiveligt det afgørende brud med Romantikken og skoleeksemplet på en ny tids litteratur, der opfylder Georg Brandes’ berømte krav om at sætte problemer til debat.

Hvad de møder er en underlig og vidunderlig tekst med meget lidt egentlig handling, en lang række umotiverede, ofte usandsynlige og løsrevne plotelementer (protagonisten Mogens arver pludselig en herregård, da han bliver gift!) og en scenebåren, atomistisk konstruktion. Teksten bindes egentlig mest sammen af den enestående og mærkelige stil, hvor snørklede sætningsguirlander udpensler fantastiske interiører og eksteriører i slyngende arabesker, et krukket og selvsmagende sprog, der først og fremmest peger på sig selv og sin egen skønhed i cirkulære bevægelser, som foregriber en sensymbolistisk og dekadent fin-de-siècle-stil. Jacobsen var forud for sin tid, javist, men på en noget anden måde end Georg og Edvard Brandes lancerede ham.

Tematikken i «Mogens» er ingenlunde brændende politiske samfundsspørgsmål, men en række sensualistiske afsøgninger af eksistentielle spørgsmål, først og fremmest i forhold til krop, begær og køn. Kærligheden er som altid hos Jacobsen et spørgsmål om liv og død, faktisk virker alle andre forhold underligt ligegyldige og uinteressante i sammenligning, og Mogens beskrives udelukkende gennem sit forhold til en række kvinder. Paradeeksemplet på litteraturhistoriens angiveligt dramatiske brud med Romantikken viser sig altså ved nærmere eftersyn udelukkende at handle om kærlighed! Man kan forstå, hvorfor gymnasieelever kløjes i «ismerne».

General Brandes’ autoritære «kidnapning» af den originale sprogekvilibrist i naturalismens tjeneste – hans insisteren på at mønstre Jacobsen som en af «Det moderne Gennembruds Mænd» (og den smigrede Jacobsen stillede pænt og gerne op) – har virket ikke blot i samtiden, men et helt århundrede frem i dansk litteraturhistorie og især –formidling. Og det skønt private korrespondancer Brandes-brødrene imellem klart demonstrerer, at de godt vidste, at den særegne og underlige skribent kun med hiv og sving kunne presses ned i den naturalistiske prokrustesseng. Jacobsen var ganske enkelt en for god og banebrydende original forfatter til ikke at spændes for denne nye «hovedstrømning» i dansk litteratur. Generationer af danskere har derfor fået indpodet både et skævt billede af Jacobsen og en forvrænget karakteristik af naturalismen.

Hvis dansklærere har brug for en eksemplarisk moderne gennembrudstekst er det langt mere oplagt at læse Vilhelm Topsøes fortælling, Jason med det gyldne Skjold (1875) om en driftig moderne ingeniør, den nye tids mand uden «Mogens»’ sensualistiske grublerier og æsteticistiske selvtilstrækkelighed. Men Topsøe var kulturkonservativ og Brandes-modstander, så her passer pengene ikke. Til gengæld rummer teksten og dens (manglende) efterliv en glimrende pædagogisk anledning til litteraturhistoriografiske metarefleksioner om, hvordan konstruktionen af «epoker» handler om meget mere end litteratur, men også om kultur- og storpolitik, ideologier, personlige ven- og fjendskaber, alliancer, strategier og tilfældigheder. Dengang som nu.

2.

Mogens er ingen samfundsreformator, og han er fuldkommen uinteresseret i politik (og synes for øvrigt intet at bestille), men bruger al sin energi på forholdet til diverse kvinder, freudiansk begyndende med moderen og derefter forskellige hunkønsvæsener, der repræsenterer sider af kærlighedens væsen. Den første er den selvbevidste borgerpige Kamilla, som aflives i et ekstremt seksualiseret, impressionistisk ordmaleri af en bybrand med rejste stiger, knuste ruder, dunkende brandsprøjter og et væld af anden erektions-, deflorations- og ejakulationssymbolik:

Scenen udspiller sig betegnende nok i den farlige forlovelsesfase en nat, hvor faderens pludselige afrejse efterlader jomfruen åben for elskeren eller i hvert fald hans farlige fantasier, der kan sætte ild til pigehjerter og få dem til at fortæres af flammerne, som det sadistisk-dramatisk udpensles. Erotik er brændbart hos Jacobsen og ofte et spørgsmål om liv og død. I den forstand er han ærkeviktorianer, ikke blot i hans umådelige frygt for seksualiteten og dens konsekvenser, men først og fremmest i den vedvarende vilje til alligevel at beskæftige sig med dette i bogstavelig forstand brandfarlige emne. Det kan næppe undre, at hans værker var en del af Sigmund Freuds yndlingslekture (Niels Lyhne havde en fast plads på hans natbord).

Herefter følger en desillusioneringsfase eksemplificeret gennem den prostituerede Laura, som Mogens tager afsked med gennem et åbent vindue (det behøver ikke knuses!), før han falder til ro med den typiske Jacobsen’ske løsning: den farveløse og naive barnehustru, her kaldet Gerda. Gift bliver de og tilbringer en af dansk litteraturs mærkeligste bryllupsnætter, hvor hun pædagogisk bliver lagt i seng som et artigt, afseksualiseret barn, mens den grublende mand holder vagt, først og fremmest i forhold til egne farlige tanker. Han skulle nødigt sætte ild til endnu en kvinde.

Fut i fejemøjet kommer der først, da Gerda dagen efter viser sig at være uartig og selv udtaler de forløsende ord, der i det særlige jacobsen’ske univers rummer en seksuel invitation eller i hvert fald en åbning(!):

Herefter er alt idel lykke, og det nygifte par kan vandre sammen ud i en kornmarkidyl, der mistænkeligt minder om den romantik, teksten angiveligt bryder med.

3.

Smæk for skillingen er også nøglen til forløsning i debutromanen Fru Marie Grubbe, der hverken sætter problemer under debat eller opfylder de zolaske forskrifter om at skildre et hjørne af naturen set gennem et temperament. I hvert fald overskygger Jacobsens særegne temperament og ikke mindst hans umiskendelige stil enhver forestilling om objektive undersøgelser af samtiden. Og Jacobsen vælger sågar – til Brandes’ utilfredshed – et historisk emne ved at gå to hundrede år tilbage til en af Danmarkshistoriens få femme fatale’r, Marie Grubbe (1643–1718), hvis pikante biografi har fristet mange forfattere fra Ludvig Holberg, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher til i nyere tid Ulla Ryum, Juliane Preisler og Lone Hørslev.

Grubbe var en adelsdame, der tidligt blev gift med Kongens uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, statholder af Norge. Efter en skilsmisse og rygter om et forhold til svogeren bliver hun atter gift – denne gang med lavadelsmanden Palle Dyhre. Efter seksten års ægteskab løber hun bort med sin yngre staldkarl, Søren Ladefoged, og ender som færgekone på Falster, en dramatisk deroute, der i Jacobsens historiske og erotiske fantasi også beskrives som en pervers selvrealisation og en romantisk drøm om den altbesejrende kærlighed med et klart masochistisk præg. Marie er på bagvendt vis også en heroisk kærlighedsmartyrinde.

Jacobsens intense fokus på Maries begær (og hans udmalinger af hendes udmalinger!) foregriber den gryende sexologis fascination af begærets vildveje, og romanen bidrager til den moderne seksualisering og hysterisering af kvindekroppen, som Michel Foucault i 1976 beskrev som et vigtigt delelement i «Seksualitetens Historie». Den afsluttende dristige fortællerkommentar forklarer dobbelttydigt Marias masochistiske begær efter Søren med et fikserbillede, der på paradoksal vis både beskriver (og foreskriver!) underkastelsestrangen som naturlig og ønskværdig kvindelighed og som pervers og forargelig. Jacobsen vælger ikke mellem fascination eller fordømmelse, men dobbeltsikrer sig gennem en snedig både-og-retorik:

Jacobsen åbner således på en gang for en sexologisk fortolkningsmulighed, som ser Marie som en pervers case study med en medfødt afvigelse («det Ler (…), af hvilket hun skabt») og for en generalisering af masochisme som kvindelighedens fornemste essens: patologisering, naturalisering og idealisering («det Ædleste og Bedste») i en og samme bevægelse. Denne ambivalens kom August Strindberg til at spinde videre på i 1888 i sit berømte drama Fröken Julie, som oprindeligt udsprang fra et forsøg på at dramatisere Jacobsens roman.

Kompositorisk veksler teksten mellem udspilet retardering og dramatisk Raffung: «Fulde seksten lange Aar» affejes i én sætning, mens lysindfaldet i et værelse får lov til at fylde en halv side. Hovedindtrykket er en excentrisk og ekstremt idiosynkratisk tekst, hvor fortælleren egenhændigt afgør, hvad der er væsentligt og interessant, og det må læseren så tage eller lade være. Det var ikke kun ironi, når Jacobsen omtalte sig selv som «Excellencen», for her fortæller en æstetisk åndsaristokrat, der ikke går på kompromis med sin ordekvilibrisme og sin (ikke-)komposition.

4.

Fire år senere udkom Niels Lyhne, en helt anderledes roman om den forrige generations fritænkere og forkæmpere for «Det Nye». Strengt taget altså også en historisk roman, men denne gang næsten uden konkret forlæg. Aktuelle problemer sættes heller ikke her under debat, og Georg Brandes fandt romanen «forbandet underjordisk»: «en løierlig, uvirkelig Bog. Helt indvendig» – og med 500 adjektiver for meget.

Plottet er endnu mere fragmenteret end Fru Marie Grubbe, der trods alt havde et historisk materiale at fabulere omkring, som Jacobsen grundigt studerede og inkorporerede i det omfang, han havde lyst til (i den forstand opfyldte han med sine minutiøse arkivstudier naturalismens krav om forfatteren som hårdtarbejdende videnskabsmand). En samtidig anmelder fandt, at episoderne i bogen «ere neppe mere forbundne end Perler, der ere dragne paa en Snor, og disse Perler ere maaske lidt vel uensartede til ret at gjøre Indtryk af én Krands».

«Snoren» (skønt altså ikke nogen rød tråd) er protagonistens liv fra vugge til grav, men romanen rummer ingen organisk levnedsbeskrivelse, men en cyklus af enkeltstående, ekstremt stemningsfulde tableauer og nedslag på scener udvalgt efter den excentriske fortællers forgodtbefindende. En gyngestolsflirt fylder mere end beskrivelsen af et helt ægteskab.

Ligesom Mogens er Niels Lyhnes liv – og dermed romanens komposition – styret af forholdet til en række enkeltpersoner: moderen, fasteren Edele, barndomsvennen Erik, kusinen Fennimore (gift med Erik, men Niels’ elskerinde), den ældre erotiserede Fru Boye, og til slut hans hustru (endnu en naiv barnekvinde) og hans søn. De to sidste synes mest at være taget med for at kunne dø som optakter til Niels’ og romanens berømte endeligt: «Og endelig døde han da Døden, den vanskelige Død». Romanen er ligesom novellerne «Pesten i Bergamo» (1882) og «Fru Fønss» (1882), der også behandler sygdom og død, blevet læst som den dødsmærkede forfatters afsked med tilværelsen.

Stilistisk markerer Niels Lyhne en definitiv afsked med naturalismen til fordel for en dekadencepræget æsteticisme, der kommer endnu tydeligere til udtryk i den sene novelle «Fra Skitsebogen» (1882), en ekstremt elegant og kompleks retorisk sæbeboble med udgangspunkt i en fantasi om et proverbe udført af to pager, en blå og en gul. Hele teksten er et tankespind i drømmerisk, konjunktivisk modus, som anslås fra første berømte og mærkelige anslag: «Der burde have været Roser». Herefter udfoldes teksten for vores øjne som en skitse, hvor der udstreges, laves om og løbende improviseres – for til sidst at pustes bort med en skødesløs bevægelse som dryssende rosenblade i vinden.

Erotikken er (naturligvis!) atter i fokus, men denne gang især gennem et pikant, camoufleret lesbisk tema, idet de to pageroller spilles af skuespillerinder, hvoraf den ene hentæres af umulig kærlighed til den anden i en kompleks omvendt spejling af de karakterer, de illuderer; men det skulle der gå hundrede år, før nogen opdagede (Jørn Vosmars genstandssensitive doktorafhandling om J.P. Jacobsens digtning fra 1984). Også på erotikkens felt var Jacobsen klart forud for sin tid.

5.

Heldigvis forblev forfatterskabet ikke fanget i den danske naturalismekonstruktion, og som så ofte i litteraturhistorien blev redningen den udenlandske reception. Ligesom Karen Blixen-forskningen med tiden fik forfriskende og ikke-biografiske, teoretiske input fra udenlandske litterater, også udenfor skandinavistikken (det tosprogede forfatterskab leverede engelskkyndige læsere direkte adgang til – i det mindste halvdelen af – originalkorpuset), således er Jacobsen-forskningen beriget af den massive og omfattende tysksprogede reception, der virkelig tog fart efter forfatterens død.

Hvor den oprindelige danske læserverden kendte J.P. Jacobsen som ung, fremadstormende Brandes-forbundsfælle, sprællevende ateistisk og provokerende moderne gennembrudsmand, mødte tyskerne forfatterskabet posthumt og indhyllet i et skær farvet af forfatterens tidlige, «romantiske», tuberkuløse død. En aura af klædelig melankoli ledsagede fra første færd de tyske oversættelser, der illustreredes med portrætter af den udmagrede forfatter i stadigt mere jugendagtige indramninger, en stil, der også prægede de forskellige oversættelser af især Niels Lyhne, der hurtigt fik karakter af kunstnerbibel.

Ikke bare det wilhelminske borgerskab, der sværmede for alt nordisk (vejen blev banet af Henrik Ibsen og i stigende grad også Herman Bangs forfatterskab), men også metropolernes intelligentsia dyrkede de æsteticistiske, dekadente træk i Jacobsens forfatterskab, og han blev i høj grad også en forfatters forfatter. Rilke, Zweig og Mann var blandt de helt store beundrere, men også T.E. Lawrence og James Joyce hentede inspiration i den unge døde forfatters mageløse sprogkunst.

Det var på en måde en anden forfatter, de læste, for løsrevet fra den danske naturalisme-konstruktion og den biografiske viden om Brandes-tilknytningen lever Jacobsens tekster – også i de forskellige tyske sprogdragter, der blev stadig mere pyntede og ornamenterede – et friere, vildere og mærkeligere liv, hvor den sproglige originalitet og den jacobsen’ske ordekvilibrisme kan udfolde sig i hele sin farvepragt. Med tiden blev det også klart i Danmark, at naturalisme-dogmet ikke var holdbart. I 1969 fastslog Poul Borum autoritativt, at Jacobsen var naturalist i teorien og symbolist i praksis.

I forlængelse af dette har senere generationer af forskere og formidlere fokuseret mere på senromantiske, symbolistiske og sågar modernistiske træk i Jacobsens tekster. Kun de mest magelige dansklærere og dovne litteraturhistorikere reproducerer nu de trætte klicheer om J.P. Jacobsen som moderne gennembrudsmand (skønt «Mogens» vist stadig har status som naturalistisk programnovelle).

Den tidlige danske Jacobsen-forskning var i høj grad biografisk orienteret, skønt den reelt set ikke har haft meget at arbejde med: en mulig ungdomskrise, en religiøs barndomsveninde, der måske blev sindssyg af ugengældt kærlighed til den reserverede, ateistiske jyde og økonomiske skænderier med den påholdende jyske købmandsfar, der ikke altid fandt, at han fik valuta for pengene hos den langsomt arbejdende og lidet produktive kunstnersøn er næsten alt, der vides om ungkarlens privatliv. Det har dog ikke forhindret forskere i at spekulere. Måske snarere tværtimod!

Det mest udfoldede forsøg i så henseende er Frederik Nielsens doktorafhandling fra 1953: J.P. Jacobsen, hvor forfatteren dristigt lanceres som «algolagniker», en lidet kendt eufemisme for det mere provokerende «masochist». De to bind om hhv. «Mennesket» og «Digteren» støvsuger biografi og værk for (sado)masochistiske temaer, og det viser sig, at der – i hvert fald i forfatterskabet – er masser at tage fat på. En skolestil om «Munkevæsenets lyse Sider» af den 18-årige Jacobsen er et af Nielsens hovedbeviser, for her beskriver ynglingen klostrene som «Drivhuse for Fraadseriets, Sandselighedens og i det hele taget Ugudelighedens» Paddehatte, ikke mindst på grund af anvendelsen af bodsøvelser: «(…) thi Bodsøvelser er – Sandselighed». Koblingen mellem religion og seksualitet udvikles til fulde i den sene novelle, «Pesten i Bergamo», der udpensler flagellantismen som perversion i stærkt erotiserede ordmalerier.

Fra et nutidigt synspunkt kan denne «begærshermeneutiske» snagen synes både uetisk og triviel, og man kan stille spørgsmålet, om vi virkelig bliver klogere på J. P. Jacobsens værk ved at konstruere hypoteser om den afdøde forfatters fantasmer.

Svaret er imidlertid utvetydigt ja i den forstand, at begærsrelationerne i teksterne i høj grad bliver tydeliggjort og forståelige gennem en (sado-)masochistisk optik, som viste sig produktiv også i ideologikritikkens årti, da Jørgen Holmgaard i 1976 leverer en socialhistorisk overbygning på Nielsens algolagnitese i sin analyse af Fru Marie Grubbe. Senere årtier har været mere optaget af æstetiske spørgsmål, som Jørn Vosmars førnævnte afhandling fra 1984 og Jørn Erslev Andersens dekonstruktive analyser i bl.a. Dryssende Roser fra 1988.

Det spinkle biografiske materiale (som især rummer en brevudgivelse af Edvard Brandes) og det lidet omfangsrige forfatterskab har unægteligt været underkastet mange undersøgelser, og en række litteraturvidenskabelige metoder så som biografisme, psykoanalyse, nykritik, socialhistorie, ideologikritik og dekonstruktion er blevet bragt i spil i Jacobsen-forskningen. Det er derfor med en smule skepsis, at man vender sig mod to nye Jacobsen-studier, begge udgivet i 2014. Kan der virkelig koges mere suppe på de ben, og er ethvert hjørne ikke afsøgt og endevendt? Svaret er både ja og nej.

6.

Kristian Himmelstrups En sejlbåd for vindstille er en veloplagt, grundig, velorienteret, letlæst og temmeligt traditionel liv-og-værk-gennemgang uden originale hypoteser eller biografiske nyfortolkninger. For Jacobsen-kendere gennemtrawler værket velkendt farvand, men måske kan det med sit nysmarte sprog indfange nye læsere.

Bogens eksistensberettigelse er ikke ganske åbenlys, hvad forfatteren måske selv er klar over: «Der er ingen tvivl om, at Jacobsen er værd at beskæftige sig med, men alligevel er der ikke skrevet en egentlig biografi om ham siden 1911» (s 12). Det er korrekt, men som han også selv redeligt anfører, findes der adskillige afhandlinger med biografiske afsnit, og det er alt andet lige interessantere at læse tese- og teoribårne undersøgelser, altså tekster, der vil og gør noget med det efterhånden meget velkendte materiale.

Personligt vil jeg hellere i Frederik Nielsens voyeuristiske selskab savle over spekulationer om Jacobsens savlen eller ride med på Jørgen Holmgaards autoritære ideologikritiske og venstrefreudianske skoleridt omkring drift og klasse i konstruktionen af Jacobsens voldsomme ødipuskompleks og dermed forbundne masochisme, end jeg vil kede mig gennem en stillestående og velopdragen skolestil om en næsten begivenhedsløst liv, hvis mest interessante element uden tvivl er forfatterskabet. Dette præsenteres gennem velskrevne, men temmeligt udvendige og lidt sludrende parafraser med banaliserende biografismer a la: «Først og fremmest er Niels Lyhne en melankolsk bearbejdning af de tanker om døden, Jacobsen havde tumlet med hele sit voksne liv». Først og fremmest?!

Himmelstrup er god til at dække receptionen og Brandes-brødrenes (hemmelige) forbehold, som kun kom diskret til udtryk i advarsler om sygelighed og affektion, netop de træk, der senere skaffede forfatterskabet dets mange tilbedere syd for grænsen: «Lidet vidste de, at en hele generation netop skulle komme til at dyrke det forfinede, det degenererede, det aristokratiske, det sygelige ved Jacobsens værk, og at det præcis var dét, der skulle komme til at ramme en nerve i fin de siècle-litteraturen.»

Det vrimler med spekulationer og gæt (sproget røber dem gennem «formodentlig», «nok», «lader det til», «som kunne», «kunne meget vel have været», «givetvis», «vist»), og spørgsmålet er, om Himmelstrup, som også er skønlitterær forfatter, måske hellere skulle have skrevet en roman om Jacobsen, ligesom Dorrit Willumsen, der havde fået til opdrag at skrive en biografi om Herman Bang, men i 1997 endte med at udgive den prisbelønnede roman Bang. Sproget synes nemlig at leve allermest, når teksten fantaserer om studentens København, og når der udmales miljøer og atmosfærer. Læseren får virkelig en sansenær oplevelse af de steder, Jacobsen opholdt sig, og her bliver bogen medrivende og fængende.

Genremæssigt placerer den sig et lidt ubekvemt sted mellem populærvidenskab og forskning. Forlag og fodnoter peger mod det sidste, den mangelfulde akribi, de sløsede henvisninger, tese- og teoriløsheden og de mange spekulationer peger mod det første. Som Jacobsen-introduktion er den ikke entydigt anbefalelsesværdig, for for den forudsætningsløse læser fremstår mange forhold uforklarede. For kendere er enkelte af påstandene og konklusionerne noget af en prøvelse: «Det har selvfølgelig været et kæmpe chok for Jacobsen at få diagnosen, og det er klart, at det påvirkede hans ellers ukuelige humør» (s. 183). Og videre: «Jacobsen lader ikke nogen af sine personer være bare sure» (s. 204).

Det fremstår ikke ganske klart, hvad et universitetsforlag har villet med denne udgivelse, som ikke udfylder oplagte huller i hverken Jacobsen-forskning eller -formidling. På ufrivillig vis antyder pressemeddelelsen udgivelsens unødvendighed ved at ty til humanistiske klicheer: «Men det er også en almenmenneskelig fortælling om, hvordan livet kan forme sig og formes af det enkelte menneske.»

7.

Jens Lohfert Jørgensens ph.d-baserede udgivelse, Sygdomstegn. J.P. Jacobsen, Niels Lyhne og tuberkulose, er en ganske anderledes bedrift, der på ambitiøs vis bringer en ny teorihorisont i spil, nemlig fagfeltet Litteratur og medicin, som afhandlingen også rummer den første danske introduktion til. Formålet er både en metodologisk præsentation og en eksemplarisk analyse af, hvordan denne tilgang kan kaste nyt lys over en gennemfortolket klassiker i dansk litteratur. Det lykkes delvist. Men da der klart er tale om pionerforskning og en dristig og velgørende ambitiøs afprøvning af en ung teoriretning, bærer man gerne over med et til tider lidt besværet sprog og konklusioner, der ikke alle steder står lige overbevisende.

Det diskursive forhold mellem medicin og litteratur er afhandlingens primære undersøgelsesområde med Jacobsens biografi, eftermæle og især Niels Lyhne som analytisk eksempelmateriale. Man kunne måske have ønsket sig en decideret monografi, hvor hele forfatterskabet bringes i spil, men det er så op til fremtidige Jacobsen-forskere at forfølge Jørgensens optik på de øvrige tekster, hvor især de sene noveller forekommer oplagte at inddrage.

Grundtanken er, at «(…) der er en principiel relation mellem den medicinske kundskab, en epoke formulerer, og denne epokes litteratur» (s. 7). Denne relation er ofte uhyre kompleks og rummer både overensstemmelser og brud. Tuberkulosen er et oplagt genstandsfelt, for næppe nogen anden sygdom er i den grad overlejret af symbolik, sådan som pionerteksten, Susan Sontags perspektivrige og banebrydende essay, «Illness as metaphor» illustrerede med masser af litterære eksempler. Brystsyge blev i 1800-tallet anset for kunstnersygdommen par excellence, måske ligefrem en erhvervsrisiko for åndeligt skabende mennesker.

Afhandlingen er systematisk opbygget og behandler tuberkulosen på fire niveauer: kulturhistorisk, paratekstuelt (som forståelsesramme for forfatterskabets reception), værkinternt (Niels Lyhne læses som en konstellation af referencer til tuberkulose), og metavidenskabeligt, hvor Jacobsen-læsningen ses som eksemplarisk for feltets metodologiske potentialer i den overordnede bestræbelse på at bringe medicin og litteratur på talefod uden at felterne ses som autonome vidensdomæner.

Efter en grundig metodisk introduktion foretager afhandlingen en fin historicering af 1800-tallets tuberkulosesymbolik og medicinhistorie, især koblinger mellem sygdom og kunst og tuberkulosens afkønnende og afseksualiserende virkninger. Tuberkulose – eller «tæring» som den også kaldtes – ses i stigende grad som en «adlende» sygdom, der afmaterialiserer den syge til ren sjæl. Dette demonstreres gennem fintmærkende nærlæsninger af de epitafiske tekster i forbindelse med Jacobsens død (både nekrologer og digte), som kortlægges i en nyttig registrant. Det er første gang, dette materiale systematiseres og fortolkes i sin helhed.

Der præsenteres en lille guldgrube af citater, der underbygger de Sontag’ske pointer om tuberkulosen som den engleagtige personnages selvrealisation og som åbenbaring af personligheden. Min favorit er Edvard Brandes’ formulering: «Han syntes os alle i de sidste Aar ren Aand. Hans stakkels hentærende Legeme var som gennemsigtigt Glar, hvorunder man saa hans fine og adelige Sjæl» (s. 122). Jørgensen påviser, at denne beskrivelse står i direkte kontrast til det billede af forfatteren, som kommer til udtryk i de sene breve til netop Brandes, hvor den stadig mere uarbejdsdygtige Jacobsen rent faktisk reduceres mere og mere til ren krop som offer for åndedrætsbesvær, hoste og hovedpine.

8.

Bogens pièce de resistance er romananalysen, der indledes med en pointeret og professionel forskningsoversigt, der viser Jørgensen som en samvittighedsfuld forsker med en klædelig beskedenhed. Han sigter ikke mod at revidere forskningen, men mod at supplere den. Det forhindrer ham dog heldigvis ikke i at lancere afhandlingens modigste og mest originale hypotese, nemlig at tuberkulose ikke kun kan «diagnosticeres» i tematikken, men at den også påvirker billedsproglige, kompositoriske og udsigelsesmæssige niveauer. Det metodiske greb er blandt andet en «intenderet fejllæsning» (s. 266), hvor troper læses bogstaveligt.

Der er aldrig tale om primitive kausaliteter mellem medicinhistorie og litteratur, ej heller om biografiske kortslutninger, men snarere et felt af eksperimenterende krydslæsninger. De forskellige diskurser bringes på nærmest nyhistoricistisk vis i dialog, hvorved de gensidigt belyser hinanden. Tekstanalyse, medicinhistorie, biografi og kulturhistorie «cirkulerer» og bringes i spil, uden at noget domæne bliver tildelt endelig forklaringspotens.

Den konkrete tekstanalytiske praksis består især af fintmærkende nærlæsninger af saftige enkeltscener, frugtbare mikrolæsninger, hvor teksttableauer dissekeres(!) med kulturhistorisk og teorimættet «thick description» præget af både genstandssensitivitet og detaljeorientering. Den righoldige (og imponerende) teorihorisont bringes ikke altid i fuld anvendelse, men resultaterne er ofte overraskende, originale og indsigtsfulde, skønt sjældent indiskutable.

Naturligt nok fokuseres der især på tekstens mange sygdoms- og dødsscener, men det sandsynliggøres, hvordan disse viser tilbage til og retrospektivt farver tidligere præsentationer af nøglepersoner som Niels’ faster, Edele Lyhne, hvis gådefulde personlighed på forunderlig vis forklares (i begge ordets betydninger) af hendes tuberkuløse død: «Dødsscenen har således en markant, syntetiserende effekt på portrættet, idet den retrospektivt besvarer de spørgsmål, som en række spredte beskrivelser og replikker har efterladt» (s. 185). Dødlejet kommer således også til at fungere som skriftestol, og de syge tager netop ikke deres hemmeligheder med sig i graven.

Desuden foretages der en meget nyttig sondring mellem sygdom, der er og sygelighed, der betyder i Jacobsens tekster, hvor det første beskriver en udefrakommende hændelse, det andet en karaktertype. Niels’ hustru bliver syg (og dør), hans tante er sygelig (og må nødvendigvis dø): «Sygelighed, der betyder, fordi den er psykologisk begrundet, det vil sige indgår som et integreret element i portrættet af hende. I modsætning til sygdom, der rammer sit offer som en ekstern instans, og som sådan ikke er udtryk for andet end naturens tilsyneladende vilkårlighed» (s. 240). Denne sondring er meget nyttig og kan oplagt overføres på en novelle som «Fru Fønss»: Hr. Fønss og hans datter er begge sygelige (kun faderen dør dog), hvorimod Fru Fønss «bare» bliver syg (og dør).

9.

En af de stærkeste mikrolæsninger foretages af det fantastiske og med rette berømte tableau, et drivhusagtigt «kunstigt paradis»-interiør, hvor den tolvårige Niels med en buket i hånden overrasker tanten i en excentrisk selviscenesættelse, en passage, der fortjener at citeres i sin helhed:

Sigøjner-tableauet indledes med, at pubertetsdrengen griber i det brandvarme(!) (solbeskinnede) dørhåndtag, og kulminerer med, at hans stemme går i overgang, næsten som om synet af tanten udløser en pludselig kønsmodning, samtidig med at hun irriteret verfer ham væk ved at sprøjte rosenessens på ham med en dråbeflaske. Scenen læser Jørgensen dristigt som en allegorisk sygdomssmitte (gennem «dråbeinfektion»), der resulterer i, at også Niels – i hvert fald symbolsk – får brystsyge: «I hurtig, usikker Gang ilede Niels gennem Stuerne op paa sit Værelse. Han var helt fortumlet, følte saadan en underlig Mathed i sine Knæ og havde en kvælende Fornemmelse oppe i Halsen».

Læsningen kobler scenen til både frække, franske postkort og til nature morte-motiver, der betoner Edeles artificialitet, som også understreges ved, at hun forkaster den markblomstbuket, hun havde bedt nevøen plukke. Niels’ kønsmodning er en uddrivelse af barndommens naturlige uskyldsparadis – med kvinden som slange og frister: «Med Edele som en inkarnation af Eva og Niels Lyhne som en ikke helt rolleudfyldende Adam gennemspiller tableauet en ironisk version af syndefaldsmyten, hvor han for første gang udsættes for kødets fristelser, og hvorfra han efterfølgende forstødes» (s. 182). Endvidere kobles bestænkningen videre til såvel dåb som sakramente. Som så ofte forskyder ateisten Jacobsen religiøsiteten som eksistentiel og tematisk mulighed over til billedsproget og symbolikken, som til gengæld synes mættet af religion (f.eks. gemmer Niels sin tilstænkede trøje som «Talisman»).

Til gengæld forfølger Jørgensen ikke den massive symbolske kobling mellem sygdom og seksualitet, som smittemetaforikken også lægger op til, hvilket desværre er symptomatisk for afhandlingen som helhed. Seksualiteten er bogens akilleshæl, hvilket også resulterer i, at den slet ikke formår at gå i dialog med forskningens mange masochisme-diskussioner. Det er næsten som om, tuberkulosen har overtaget den plads som ultimativ fortolkningsnøgle, som tidligere forskning tillagde masochismen, mens spændende samlæsningsmuligheder mellem seksualitet og sygdom forbliver uprøvede. Jørgensens teoretiske horisont synes ellers at invitere til også at koble Jacobsens forfatterskab til samtidens gryende og stærkt ekspanderende sexologi og afprøve samlæsninger af for eksempel poesi, perversion og patologi, som et tidligt digt lægger op til: «Jeg var et Rov for vilde Sandsedrømme,/ Min Vilje svag var og min Tanke sløv,/ Og uden Modstand ned ad Syndens Strømme/ Jeg gled for hver en Frelse blind og døv.»

10.

En anden original og dristig nærlæsning, der i endnu højere grad ægger til modsigelse, er nærlæsningen af Fennimore og Niels’ afskedsscene efter nyheden om ægtemanden Eriks død. De to har haft et forhold, mens den kriseramte Erik har vist sig ude af stand til at male og i stedet muntrer sig med lokale svirrebrødre. Dette kommer til at koste ham livet, da han forulykker med sin hest.

Niels der oprindeligt var blevet hidkaldt for at hjælpe til i den eksistentielle og ægteskabelige krise, forelsker sig i stedet i hustruen, og kærligheden er gengældt. Men efter Eriks død gribes Fennimore af vanvid og angriber Niels for at have «plettet» hendes sjæl med en retorik, der kobles til samtidens nye viden om tuberkulosens «pletter» på lungerne, ikke mindst gennem Wilhelm Röntgens opdagelse af elektromagnetiske stråler, der kunne anvendes til at diagnosticere sygdommen.

Den utro enke overvældes af hysterisk samvittighedsnag, da hun forestiller sig, at familieportrætterne gennemborer hende med deres fordømmende blikke i en beskrivelse, der minder om en Poe’s skrækromantiske gotik: «Hun kunde føle, hvor de var fæstet paa hende, disse døde Øjne, hun vidste ikke hvorfra, hun vred sig under dem for at undgaa dem, men de blev ved at følge hende, glidende som to isnende Straaler henover hende …» (s. 225).

Jørgensen postulerer dristigt, at der er en samlæsningsmulighed mellem den angrende enkes oplevelse og den medicinhistoriske opfindelse: «(…) Jacobsens fremstilling af Fennimores oplevelse af at blive gennemtrængt korresponderer med røntgenteknologiens repræsentationelle karakteristika 15 år før Wilhelm Conrad Röntgens opdagelse af «X-Strahlen»» (s. 227). Koblingen er interessant og overraskende og et godt eksempel på den intenderet «forkerte» læsemåde, hvor troper tages bogstaveligt. Men den inviterer i høj grad også til modsigelse, om ikke andet så alene af den grund, at hvor røntgenstråler afslører en objektiv materiel sandhed, er Fennimores oplevelse entydigt et hallucination, en vrangforestilling og vanvidsvision af mere skrækromantisk end epifan eller naturvidenskabelig karakter.

11.

Mod slutningen præsenteres mere overordnede forestillinger om, at romanen repræsenterer et «tuberkuløst verdensbillede», der også definerer tekstens komposition og rytme. Niels Lyhne sammenlignes med en døende krop, hvor skellettet træder stadig tydeligere frem: «Den formsproglige hentæringsproces artikuleres (…) i det forhold, at dette udtryk stivner, at den komplekst-slyngede syntaks bliver afløst af en lakonisk, at det frodige, innovative billedsprog bliver afløst af et falmet eller prunkløst, at den plastisk varierende rytme bliver afløst af en rigid» (s. 247). «Kødet» tæres op, og teksten står næsten afklædt tilbage som et afpillet plot-«skelet».

Denne afmaterialisering kobles til en tuberkuløs tæring, der videreføres som billede på romanens brudte kompositionsform og stadigt stigende tendens til fragmentering. Både krop og tekst «falder fra hinanden». Sygdommens rytme samlæses med romanens som en vekslen mellem anfald og afslappelse, en «spasmodisk» bevægelse, der kendetegner både den syge digter og hans værk, hvor spændingstilstande løseligt sammenkædes med afspændende interludier. Jacobsens blodspytning, der opfattes som en bortødslen af kroppen kobles til en bortødslen af værket: «Romanen efterlader læseren med en række diskontinuerte, men – på grund af det nærvær, de producerer – uudslettelige visuelle indtryk, der har en slørende effekt i forhold til en helhedsforståelse af det».

På person- og miljøniveau bidrager afhandlingens skæve læsestrategi til en øget sensibilitet i forhold til hyppige fænomener som suk, vejrtrækning, åndenød og kvælning. Den bogstavelige sygdomslæsning er med til at forøge betydningspotentialerne i mange af de tilbagevendende mærkelige Jacobsenske udtryk som «roligt aandende Lykke».

Endelig er vanskeligt at se det som tilfældigt, at Niels’ lakonisk beskrevne krigsdød lokaliseres i brystet, og at kuglen rammer hans egne lunge, som tuberkler perforerer lungevævet. Døden besegler hans eksistentielle problem: «Tilværelsen var blevet gisten, og dens Indhold sived meningsløst til alle Sider»: «(«…») «gisten» brugt om mennesker har betydningen «indfalden, mager, gusten» – alle udvortes symptomer på tuberkulose i det finale stadium. Dette er, kan man hævde, Niels Lyhnes uhelbredelige fejl: Luften er gået af ballonen. Såvel den eksistentielle som den kropslige» (s. 214).

Hvor masochisme-læsningerne af Jacobsens værk tenderede mod reduktive symptomtolkninger, må det modsatte konkluderes om Jørgensens tuberkuløse analyser. De er ikke alle lige klare, overbevisende og stærke – visse forekommer søgte – men afhandlingen efterlader os med både en rigere og mere interessant biografi og ny forståelse af Niels Lyhne. At der er noget i luften hos J.P. Jacobsen vidste vi nok i forvejen, men at dette i den grad kunne knyttes sammen med tuberkulose er måske den vigtigste indsigt ved denne dristige, originale, noget luftige og delvis vellykkede afhandling.