Vi har igen brug for nykritikken eller en ny nykritik, fordi litteraturstudierne i dag ligner litteraturstudierne, som de var, da nykritikken i 1930’erne indledte sit opgør med dem og ville være noget nyt. Det nye var, at litteraturstudier skulle være criticism, dvs. skelne mellem god og dårlig litteratur. Litteraturvidenskaben skulle ikke være neutral og beskrivende.

Vi har aldrig haft nykritik i Danmark som andet end noget, man skulle gøre op med, skønt den aldrig har været der. Nykritikken er litteraturundervisningens genganger og spøgelse. Mange tror, de har mødt den, og den dukker da også op som et navn i forskellige sammenhænge. Det er i sig selv lidt af et mysterium, hvordan en læsemåde og et litteratursyn fra 30’ernes USA endnu kan rumstere.

Litteraturstudier var dengang i 30’erne videnskabelige. De var værdifri. De var beskrivende. Det nye ved nykritikken var, at den så det som sin opgave at sætte de studerende i stand til at skelne mellem god og dårlig litteratur. Det nye var også, at litteraturkritikken ikke skulle være videnskabelig. Nykritikken havde religiøse, metafysiske og politiske implikationer. Den var konservativ. Den var amerikansk. Dens ideal var det organiske samfund (Sydstaterne), og det eneste organiske, der fandtes i et moderne, mekanisk, kapitalistisk samfund, var digtet. Digtet var på den måde livs- og samfundskritik, ikke på grund af hvad det sagde, men fordi det var. I digtet inkarnerede det universelle sig. Digtet var det konkrete universale. Digtet var et ikon. Den eneste nutidige ‘teori’, der minder om og muligvis kan kombineres med nykritikken ville være Alain Badious såkaldte in-æstetik. Badious in-æstetik er for mig at se den eneste, aktive eller levende kritiske litteraturkritik, der findes. Nykritikken var også en in-æstetik, eller den var i al fald (ligesom dekonstruktionen) anti-æstetisk.

I dag er litteraturteorien og litteraturundervisningen, som den foregår på universiteterne, videnskabelig, eller den lader, som om den er. Den biografiske eller kulturradikale læsemåde er vendt tilbage. Poststrukturalisme og dekonstruktion er gået bort. Vi arbejder eller pålægges at arbejde hinsides eller efter Teorien. Der er ikke forskningsfrihed længere. I stedet for Teori har vi fået kognitive, semiotiske, neo-darwinistiske, sociobiologiske og naturalistiske ‘teorier’, der alle præsenterer sig som videnskabelige eller, kritisk set, som scientistiske. De passer alle som fødder i hoser til det nye kræmmeruniversitet: corporate university.

Nykritikken hørte det demokratiske masseuniversitet til. Den gjorde det muligt for de mange at læse den litteratur, der før var for de få. Den demokratiserede adgangen til litteraturen. Nykritikken gjorde op med biografismen og filologien, der tilhørte eliteuniversitetet, hvor den studerende havde masser af tid. Filologerne læste Shakespeare i Arden-udgaverne, som de selv kunne have bidraget til. Nykritikkerne læste Shakespeare i Penguin-udgaven uden noter. De gjorde som Luther og de første reformatorer; de læste skriften selv uden kommentarer. Enhver kunne nu læse Chaucer, Milton, Pope og Gray. Filologernes præstedømme var til ende. En ny reformation var indført. Nykritikkerne var i manges tilfælde sønner af lutherske præster.

I dag læser man slet ikke Shakespeare, og hvis man endelig gør, er det for at finde ud af, hvordan hans hjerne var – Shakespeare’s Brain hedder en bog om emnet. Den nye kognitive litteraturvidenskab er en tilbagevenden til den biografisk-romantiske opfattelse. Geniet er erstattet af hjernen. Det kaldes Neuromania. Det minder tit om Granvilles spekulationer i det 17. århundrede. Der er derfor behov for en ny nykritik. I 30’erne ville man ikke have nykritikkerne ind på universiteterne, heller ikke i dag vil man gerne have dem ind, nu hvor kritik er erstattet af konsensus og respekt.

Den intentionelle fejlslutning respekteres ikke. Den affektive fejlslutning betragtes ikke som en fejlslutning. Den mimetiske fejlslutning eksisterer slet ikke. De studerende er ikke i stand til at skelne mellem god og dårlig litteratur. Deres lærere ved ikke, hvorfor der skal undervises i litteratur. De gør det blot. Kun en ny nykritik kan redde litteraturen som undervisningsobjekt fra at implodere i et sort hul af luftguitar-fraser om forskning, point, peer-reviews, PURE og dermed alle disse allegorier på videnskab, som de overlevende litteraturlærere omgiver sig med. Litteraturen var engang i fare for at ende i eller som kulturstudier, men nu er kulturstudierne i fare for at ende i eller som naturstudier, naturlige studier, naturvidenskabelige studier eller i det neo-naturalistiske hegemonis vold.

I stort set hele min tid som litteraturstuderende og lærer i litteratur har nykritikken – the New Criticism – fungeret som det, man tog afstand fra. I virkelighedens verden har den, som jeg siger, stort set aldrig været bedrevet i Danmark, og det meste af, hvad man har kaldt nykritik har og havde meget lidt med nykritik at gøre. Nykritik blev forvekslet med nærlæsning. Vi har aldrig haft nykritik også i en anden forstand. Nykritikkens sprogfilosofi bygger på W. Urbans. Hvem har diskuteret ham? Dernæst det nære forhold mellem Kant og Hegel og nykritikken. Hvem har diskuteret det? Nogle var kantianere, andre hegelianere.

Jeg mødte nykritik i 3. G på Hjørring Gymnasium. Det var nykritik, sådan som den blev praktiseret af Cleanth Brooks. Min lærer hed Per Engel Christensen. Han havde skrevet speciale om James Joyce til professor i engelsk C.A. Bodelsen, men han havde ikke lært nykritik af ham. Han havde netop læst The Well Wrought Urn og var blevet omvendt af den.

Vi lærte at finde paradokser i tekster, og når vi havde fundet paradokset, kunne analysen og bedømmelsen afsluttes. Jeg husker, at vi fandt paradokser hos Gustav Wied, men hvordan vi kunne, husker jeg ikke. Jeg husker derimod, at vi læste T.S. Eliots «The Waste Land». Det digt er i dag forsvundet. Det er blevet ulæseligt, fordi det i dag læses biografisk. Vi havde i klassen besøg af en amerikansk gæstelærer. Vi blev præsenteret for e.e.cummings, Robert Lowell, Theodore Roethke og andre amerikanske lyrikere. Jeg var derfor godt rustet, da jeg begyndte på engelskstudiet ved Aarhus Universitet i 1967. Og heldig var jeg. Jeg blev undervist af nykritikkere eller noget, der mindede derom. Den bedste hed E.A. Hansen. Han havde noget så sjældent som en ph.d. fra Yale og havde modtaget undervisning af William K. Wimsatt, Jr. Han skrev opgave til Wimsatt om Paul la Cours Fragmenter af en dagbog. Vi fik at vide, at Wimsatt, der var romersk-katolsk, ikke var særligt interesseret i litteraturkritik efter Thomas Aquinas. Dernæst sagde professor Thora Blatt, at Wellek og Warrens Theory of Literature skulle være vores Bibel. Og til sidst fik jeg den gave at opleve en ægte, engelsk Leavisianer, dvs. en elev af eller en viderefører af F.R. Leavis’s moralske litteraturkritik. Han hed Donald W. Hannah. Han havde studeret i Nottingham hos en af Leavis’s elever, Vivian de Sola Pinto. Helt tilfældigt havde jeg i sommeren 1966 i England købt en bog af ham, der fik stor betydning for mig: Crisis in English Poetry hed den. Leavis og hans elever var ikke nykritikkere, men de minder på visse måder om de amerikanske af slagsen. Leavis kunne skelne. Det var en enorm lettelse at få at vide, at der kun var fem engelske romanforfattere, der var værd at læse. Resten kunne man godt glemme. Og de virkede på os. Vi lo ad en medstuderende, der ville skrive speciale om Arnold Bennett. Det var heller ikke velset at holde af Wordsworth eller Shelley og da slet ikke Milton. Vi havde indoptaget Eliots kanon: Dante, Donne, Dryden, Dr. Johnson.

F.R. Leavis var den første, som skrev en ph.d. om litteratur på Cambridge. Det var noget uhørt, for alle var enige om, at man ikke kunne gøre den slags om litteratur. Leavis skrev derfor om litteratursociologi; det lugtede dog lidt af videnskab. Jeg nåede også lige netop at være elev hos og senere kollega med en, der hed Søren Wad. Han skrev mig bekendt den første dekonstruktive læsning af en tekst i Danmark. Det var en tekst af William Faulkner. Jeg husker især hans fantastiske fine forklaring på, hvordan en analyse kunne ødelægge et digt. Digtet er organisk, hvis det er godt. Tager man en del ud af digtet, ødelægges det hele. Han sammenlignede digtet med en kornmark i en af de amerikanske sydstater. Emnet var William Faulkners romaner. Hvis en kapitalist, en Yankee, komme oppe nordfra og finder olie på en kornmark eller majsmark, var det nok, og olien kun er på en lille del af marken, så er hele marken ødelagt. Enhver kan se for sig disse olieboremaskiner, der har ødelagt landskabet. Nykritikken er derfor også, kan man se, en grøn litteraturkritik. Den er en eco-criticism. Det kunne vel også tale for dens relevans i dag endda mere end dengang.

Der var noget, der i den grad irriterede Erik A. Hansen. Det var Johan Fjord Jensens bog Den ny kritik. Dels mente han, at han selv burde have skrevet den, og dels mente han ikke, den havde så meget med den ægte nykritik at gøre, og deri havde han ret. Fjord Jensens nykritik var på mange måder hans egen eller en dansk ny kritik. Ironisk nok praktiserede Fjord Jensen ikke nykritik i 60’erne og efter, at han havde skrevet bogen. Han opgav næsten litteraturen. Det var der andre, der gjorde; som f.eks. Torben Brostrøm, Finn Brandt-Petersen, Finn Stein Larsen. De var nykritikkere på den måde, at nykritikken også er pædagogik eller den pædagogik, der skal bruges for at læse modernistisk poesi. Og det mente man, at dét skulle man i gymnasiet. Det var en sand lykke for os, der gik i skole dengang, at vi fik lov til og blev tvunget til at analysere Jørgen Sonne og Jess Ørnsbo. Det var før reklameanalysens tid.

Den ny kritik skulle lære elever fra ikke-boglige hjem at kritisere pop og triviallitteratur og sætte pris på god lyrik. Den skulle vise, at Gitte Hænning var dårlig, og Inger Christensen var god. Jeg kan huske fra gymnasietiden, hvordan der var visse i min klasse, der gerne ville, at vi skulle læse tekster af Beatles eller Bob Dylan. Det gik ikke. Vi kunne læse den ægte vare: Dylan Thomas. Jeg husker også, hvordan Per Engel gjorde grin med dem, hvis forældre læste Morten Korch – eller endog Aakjær og Skjoldborg. De to sidste havde været toppen af dansk litteratur på Hirtshals skole. Der måtte vi ikke læse modernistisk litteratur.

Højdepunkterne på Hjørring Gymnasium var, når Knud Holst og Klaus Rifbjerg kom på besøg. Nykritikken virkede der i al fald 1966–67. Vi foragtede pop og Grand Prix. Vi vidste, at Beatles var til fester og ikke andet. Det var netop nykritikkens kritik af massekulturens produkter, der gjorde, at den i Danmark kunne løsrives fra sit konservativt-kristne ophav og lade sig kombinere med 50’ernes kultur- eller nyradikalisme, hvor jo også Fjord Jensen spillede en stor rolle. Det er sådan den dag i dag, at Klaus Rifbjerg bør læses nykritisk. Han mener i dag som dengang, at krimier er spild af tid og dårlig litteratur, som det burde være litteraturundervisnings formål at vise. Han mener heller ikke, at han eller andre digtere skal læses biografisk eller metodisk. Rifbjerg tog godt og grundigt op med alle former for strukturalistisk litteraturteori i parodien på Niels Egebak i romanen Marts 1970.

Nykritikken varede måske fra 1967 til 1968–69. Så var det slut. Vi gjorde oprør og lærte skældsordene, der i dag dog har mistet enhver mening. Nykritik skulle man lære alene for at tage afstand fra den. Vi ville ikke have forelæsninger (de er vendt tilbage), men klasseundervisning hvor vi var aktive. Vi lavede selv undervisning om aftenen og fik socialistiske litteraturhistoriestuderende til at undervise os. Han fortalte os, at litteraturkritikken fra Edgar A. Poe og fremefter var: Reaktionær. Jeg læste Eliot (Pound, Joyce) i smug, for modernisme var i lav kurs. Modernisme var reaktionær. Jeg blev skældt ud i Studenterrådets blad, Montanus. Jeg havde nemlig kritiseret ideen om, at litteratur var et spejl (genspejling) af virkeligheden. Jeg fik det svar, at jeg havde læst for meget Eliot. Heldigvis havde vi dr. Hansen. Han var en kende nervøs, når marxisterne gik til ham. Det samme var Donald Hannah. Vi ville have at vide, hvad hans metode var. Metode var mode. Han bekendte på et stormøde, at hvis han havde været i England, ville han have stemt Labour, men det var ikke nok. Havde han en metode? Det havde han ikke. Jeg prøvede trods ideologikritikkens hærgen at læse Eliot uden at kende noget som helst til hans biografi og uden at læse ham historisk. Anklagen mod nykritikken var jo, at den var ahistorisk. Det passer ganske vist ikke, men sådan sagde man. Den historiske kontekst er der, men den er ikke relevant, når et digt skal kritiseres dvs. bedømmes. Det var heller ikke kun den marxistiske litteraturkritik der gjorde op med nykritikken; det samme gjorde Roman Jakobson. Han ville have værdidomme fjernet og videnskabeliggøre litteraturstudiet. Det samme ville Northrop Frye. Det var Fryes afskaffelse af værdidommen, der vakte mest opsigt, da hans Anatomy of Criticism udkom i 1957. Nykritikken var med andre ord allerede på vej ud omkring 1960 i USA, hvor en ny konfessionel poesi så dagens lys. De var svært at se bort fra Robert Lowell, når man læste hans Life Studies. Det var heller ikke muligt at læse Beat-generationens digte nykritisk. Deres digte var for lange. Det gælder Charles Olsons Maximus Poems eller Alen Ginsburgs Howl. Det gjaldt for så vidt også Williams Carlos Williams, der derfor kunne blive den dekonstruktive teoris eksemplariske forfatter.

Der var også et andet problem med nykritikken. Den var kritisk over for romanen som sådan. Den så bort fra fortællingen, og den strukturelle narratologi havde gjort sit indtog på litteraturstudierne med sine videnskabelige modeller og figurer. Den var helt ligeglad med genre. Nykritikken er antigenerisk, fordi generisk litteratur er dårlig litteratur. Nu kræves der endda i eksamensfordringer kendskab til genre. Det er endnu et eksempel på, at vi har brug for en ny nykritik.

Det korte af det lange er: nykritikken har med få undtagelser aldrig været praktiseret i Danmark. Den har alene haft den funktion at være den onde anden. Jeg husker, da dekonstruktionen kom til Danmark, at da lød anklagen. Det er jo ikke andet end nykritik. Selv i 1980’erne kunne ordet nykritik bruges som skældsord. Den amerikanske dekonstruktions korte succes skyldtes dog, at dens udøvere selv ofte var opdraget i nykritikken eller af nykritikkere. Hvad ville Paul de Man være uden Reuben Brower? Det spørger han sådan set selv om. Dekonstruktion var en videreførelse og ophævelse af nykritikken til noget bedre og højere, men nu er den selv væk. Den har efterladt en rest som en strandet kritik som vraggods på stranden: nykritikken.

Lad mig først slå fast, at nykritikken hverken er en metode eller en teori, men den kan bruges så ofte, at der opstår vaner og mønstre, som man kan efterligne og følge. Nykritikken går ud fra, at et digt er singulært. Det kan derfor ikke subsumeres under almene regler eller love. Hvert digt sin grammatik og dermed helt i modsætning til strukturalismen, hvor den samme grammatik kan bruges om al poesi, idet den poetiske funktion er det uforanderlige bag det foranderlige. Det er sandt, at det poetiske sprog er det figurative – ironi, paradoks, metafor – men det gælder kun nye, fremmedgørende eller usædvanlige metaforer. Forskellen urgeres for at ligheden kan frappere. Det er K.E. Løgstrups vidunderlige og poetiske definition af metaforen. Den kunne også Cleanth Brooks have brugt.

Der undervises i nykritik, kan man konstatere, men hvorfor der gør, kan man ikke regne ud. Det sker endog, at mange undervisere begynder med den. Jeg har ofte hørt og mødt studerende sige, at de har lært nykritik, men det er vist kun i teorien. Praktiske følger har det ikke haft. Hvis der undervises i nykritik, er det, fordi den er en del af kritikhistorien, selvom den fejlagtigt præsenteres som en af flere måder, men den er ikke en af flere måder, for den er inkompatibel med andre teorier eller metoder, ganske som de er gensidigt inkompatible. Litterære tilgange er forskudte menneskesyn. Hvad skal en anti-marxist med ideologkritik? En anti-freudianer med psykoanalyse? En nykritikker med strukturalisme? Man kan ikke adskille person og sag. Der kan naturligvis kun meddeles ordentlig litteratur-undervisning i en metode. Det gør man jo også, når man underviser litteraturhistorisk i litteratur, for der siger man, at litteratur først får mening i en historisk kontekst. Tekstanalysen eller litteraturanalysen er dermed opbygget på en pseudo-videnskabelig måde som om litterære metoder eller teorier akkumuleres, samt at der er fremskridt i litteraturvidenskaben. Der sker en underlig udviskning af forskellen mellem historie og systematik eller en systematisk tekstanalyseundervisning er i virkeligheden kritikhistorisk. Man tager det ældste først: Ofte den biografiske. Dernæst følger nykritikken, men så går det fremad med ideologikritik, semiotik, feminisme, dekonstruktion og derefter vrimler det med metoder og teorier: performative, spatial turn, social turn, traumeteori, queer readings og evolutionen afsluttes med neo-naturalismen. Teorier bygger ikke på hinanden. De er uforenelige, og en undervisning i forskellige metoder kan kun forvirre og forværre. En ny nykritik ville være et fundamentalt opgør med denne byggeklods-undervisning.

Nykritikken blev kritiseret, som jeg fortalte, i tiden efter 1968, hvor ideologikritikken og den socialhistoriske tilgang blev gængs. Dekonstruktionismen i Amerika gjorde også op med nykritikken. Jeg har nævnt, at det gjorde strukturalismerne også: Både Jakobsons og Fryes. Men opgøret begynder faktisk endnu tidligere, nemlig i begyndelsen af 1950’erne. I 1965 tog William K. Wimsatt til genmæle mod kritikerne af nykritikken. Kritikken gik ironisk nok på, at nykritikken var blevet for videnskabelig, for professionel, for ufolkelig, og at den ødelage digte ved kun at lede efter paradokser, ironier og den slags. Der var en bevægelse hen imod en mere amatøragtig kritik – the New Amateurism. Den slags vil vi ikke kunne forvente i dag. Kritikken kom i hovedsagen, men ikke udelukkende fra England. Leslie Fiedler, Saul Bellow og Karl Shapiro var blandt de amerikanske kritikere af professionaliseringen af litteraturkritikken. Nykritikken var dermed på tilbagetog i de år, hvor Johan Fjord Jensen forsøgte at indføre den i Danmark. I England – især i lyrikken – gjorde man op og grin med modernismen. Det samme skete i Norge (Jens Bjørneboe, André Bjerke ), men i Danmark fik vi modernisme, og derfor fulgte nykritikken med.

Wimsatt forsvarede sig i Hateful Contraries imod Chicagokritikerne – R.S. Crane. Han kalder deri sig selv «theorist». Bogen kom som sagt i 1965, Fjord Jensens Den ny kritik i 1964, men i 1966 var alle de senere så berømte franske tænkere samlet til en stor konference, der blev arrangeret af især René Girard: Det var i Baltimore, Maryland på Johns Hopkins: Lacan, Barthes, Derrida var der – for at nævne de mest kendte. Det år kom dekonstruktionen til Amerika. Derrida var 36. Poststrukturalisme kom vi til at kalde det, og den kommer således før studenteroprøret. Der var ingen nykritikkere med.

Så mens vi sad i Hjørring og læste Eliot og bedrev nykritik, holdt Jacques Lacan foredrag om det ubevidste, der blev sammenlignet med Baltimore om morgenen, og Derrida annoncerede, at der var sket en begivenhed med strukturen samt at han ikke troede, der var nogen perception. I efteråret 1967 skulle vi læse Helen Gardners The Business of Criticism. Hendes budskab stod klart. Det blev skrevet på tavlen. Jeg måtte slå begge ord op, da jeg kom over i Studenterhuset, som man gjorde efter timer. Donald Hannah udtalte budskabet om, hvad der var kritikkens opgave: «Elucidatiom and evaluatiom». Ideen var god nok. Man udlægger for at bedømme. Hvorfor skulle man ellers? Tekstanalysen var et middel; værdien målet. På samme tid, men oppe i Bergen, udkom Atle Kittang og Asbjørn Aarseths Lyriske strukturer. Også den var en slags nykritik, men i hård udgave, og der lød det også. God poesi er vanskelig poesi.

Og så tilbage til Wimsatts introduktion til Hateful Contraries. Han er i gang med at svare kritikerne – «the school of anticritism». Han vil gerne give dem ret, når de siger, at poesi er en art «fullness of experience» eller «vivid sensation» (svarer næsten til Løgstrups ‘sansning’). Sådan sagde også kritikerne, der for 30 år siden var nye i America. «New» er i citationstegn. Nykritikken bestemmes som en 30’er-fænomen af Wimsatt i 60’erne. Nykritikkerne ville også kunne have brugt den slags ord, dengang hvor det gjaldt om at slippe ud af den teoretiske kritik («theoretical criticism»). Og nu kommer en interessant liste over, hvad det var, nykritikkerne ville slippe ud af. Listen er ikke helt let at forbinde noget med.

  1. British tradition of the scholarly appreciators

  2. Rhapsodic expression of the self, like that of Anatole France

  3. The bright acrobatics of latter-day art-for-art’s sake (the Smart Set eller American Mercury)

  4. Scientifically fortified version of sensationalist poetics – the literary mind of Max Eastman

Der er en del her, som er helt forsvundet fra kritikhistorien. Da den kom til Danmark, var det næppe den slags, den skulle gøre op med. Måske kunne man sige, at Hans Brix og Billeskov-Jansen repræsenterede det første. Betød Anatole France så meget dengang i USA? Helge Krog var jo også optaget af ham i Norge. Jeg er ikke helt klar over, hvad 1. henviser til, men jeg kunne tænke mig, at det var I.A. Richards’s eksperimenter, som de blev fremlagt i Practical Criticism. Richards var logisk positivist og mente at kunne påvise, hvordan orden i poesien kunne skabe orden i bevidstheden i en verden, der var kaotisk. Richards’s poetik var affektiv.

Den rapsodiske ekspressionisme eller subjektivisme forbinder Wimsatt andre steder med Sainte-Beuve, Saintsbury og Q (Quiller-Couch) og frem for alt med Anatole Frances ord om, at en kritiker burde sige: «Nu vil jeg tale om mig selv apropos Shakespeare, apropos Racine». Wimsatt fortæller altså om, hvem de andre ville slippe fri af i 30’erne. Det er et lille stykke kritikhistorie. Han ser også en modsætning mellem nykritikkerne og de to tidsskrifter, der i tidens løb havde præsenteret Ezra Pound, Ford Madox Ford, Edna St. Vincent Millay og mange andre. Det blev redigeret af H.L. Mencken. Ezra Pound sendte et af Eliots første digte til Menckens tidsskrift.

Tankevækkende at han kalder tidsskrifterne sene udgaver af æsteticismen. Max Eastman er ikke så kendt længere, men hans tidlige The Enjoyment of Poetry (1913) optog Wimsatt. Eastman var en af dem, som Richards kritiserede. Han var en affektiv kritiker – poesi er «pure effort to heighten consciousness». Eastman fremhævede ofte Edna St. Vincent Millay – en af dem, der udkom i The Smart Set. Jeg husker hende også fra gymnasietiden, og først nu går det op for mig, hvorfor vores amerikanske lærer ikke mente, hun var meget værd. Hun blev aldrig en af nykritikkernes yndlinge. Eastman bevægede sig så for resten fra det yderste venstre til at blive neoliberal og Hayek-tilhænger, men det er en anden historie.

Kritikken går altså både på subjektivismen (Anatole France) og det videnskabelige. Når vi er så meget optaget af det affektive, siger Wimsatt, skyldes det, at vi er så optaget af science. Jeg behøver vel næppe nævne, at alle former for affektiv kritik omgiver os. Der er megen subjektivisme – alle studerende mener at have ret til at sige, hvad de synes. Den kognitive poetik er en anden af dem. Vi har dermed i dag som dengang Max Eastman-agtige kritikere i massevis. Hvordan slipper man fri af dem? Med en ny nykritik. Den vil samtidig også være den eneste universitetskritik.