Geir Hjorthol 

Tilbaketrekninga: Litteraturens politikk i Dag Solstads forfatterskap, innleiing ved Tom Egil Hverven

Samlaget, Oslo, 2011, 362 sider

Espen Hammer

Anstendighet og revolt: Noen betraktninger omkring Dag Solstads forfatterskap

Oktober, Oslo, 2011, 216 sider

Hvor politisk er egentlig Dag Solstad?

Bengt «Benke» Ohlsson vakte for nylig voldsom debat, da han i Dagens Nyheter spurgte: «Måste kulturen vara vänster?» På en lidt anden måde kommenterede Eirik Vassenden for nogle år siden i Den store overflaten den automatiserede venstreradikalisme: «’Politisk litteratur’ er altså både en overflødig term og en fornærmelse». Der har også de seneste år i norsk litteratur været et opgør med litteraturteori – hos Tore Renberg, Hanne Ørstavik og Karl Ove Knausgård. På den baggrund er det jo interessant, at Geir Hjorthol igen behandler spørgsmålet om forholdet mellem politik – som automatisk er til venstre – og litteratur, og han gør ikke op med teori. Tværtimod. Hvordan skal vi placere Geir Hjorthols bog Tilbaketrekninga: Litteraturens politikk i Dag Solstads forfatterskap i det kulturelle, politiske og teoretiske landskab? Er den tegn på en tilbagevending, eller er den et nybrud? Lever vi ikke længere «post-theory»? Litteraturens politik er det noget andet end politisk litteratur?

Spørgsmålet om politik er blevet «stuerent», siger han. Betyder det accepteret og automatiseret? Han behøver åbenbart slet ikke sige, at politik er til venstre. Som bekendt har Dag Solstad erklæret, at han – igen? – er blevet kommunist og modstander af ytringsfrihed. Det forhindrer ikke, at han fejres. Kulturen er åbenbart til venstre. I Norge? Men ikke i det borgerlige Sverige? Jo, Ohlsson fik massiv modstand. Dog er der noget ganske underligt. Når Dag Solstad er mest politisk, bliver Geir Hjorthol mere «litterær». Han undgår de socialrealistiske romaner. Og sjovt nok er Karl Marx slet ikke med i bogen.

Geir Hjorthol er, kunne man sige, «andengenerations-teoretiker.» Han er, mig bekendt, en af de første i Norden til at sætte et skønlitterært forfatterskab i forbindelse med samtidig «fransk teori». Nemlig med de tre vise mænd: Jacques Rancière, Slavoj Zizek og Alain Badiou, og de to sidste er, som Solstad, erklærede kommunister, og den midterste er ikke fransk. At se disse tre i brug gør denne bog til et væsentligt litteraturteoretisk bidrag udover naturligvis, at den er et vigtigt bidrag til Solstad-forskningen. Jeg stiller dog spørgsmålet: Bliver vi klogere på Dag Solstads forfatterskab, fordi Zizek er med? Jeg er ikke helt sikker.

Espen Hammers Anstendighet og revolt er en ganske anderledes bog. Espen Hammer er en norsk filosof i eksil. Hans bog er klassisk literary criticism snarere end litteraturteori, og han har stil. Dag Solstad kan ifølge Espen Hammer fortælle os, hvad norskhed er. Hvem havde et lignende syn på litteratur? Det havde Georg Brandes faktisk. Han læste Shakespeare for at finde ud af, hvad det engelske var. Får vi virkelig et indblik i, hvad norskhed er ved at læse Solstad? Efter at have læst Hammer er svaret ja – til en vis grad. Det passer godt sammen med, at Dag Solstad selv ser positivt på nationalfølelse og nationsbygning. Det overses ofte.

Hjorthol og Hammer går ud fra, at Solstads hovedpersoner er «intellektuelle». Solstad gør det vel også. Men er de det? Er Solstad? Kan en gymnasielærer eller en professor være en frit svævende intellektuel? Eller kan en forfatter i et rigt velfærdssamfund med utallige statslige støtteordninger? Hjorthol nævner dette ganske kort: «Eit liv som kritisk intellektuell i eit velfungerande, rikt og demokratisk samfunn, med rett og fridom til å meine og skrive akkurat det han vil, utan å bli straffa for det, det er vel ikkje å forakte? (298).» Det er næppe velfærdsstaten, som de fiktive personer eller Dag Solstad gør modstand mod, sådan som den unge Jens Bjørneboe gjorde det? Hvad er det så? Hvad med «rebels without a cause»? Hammer nuancerer dette med den intellektuelle. Der er tale om middelklasseintellektuelle. Det kan man vel ikke være? Og Solstad karikerer dem også lidt. Jeg kom dog til at tænke på, hvorfor ingen af de to nævner Antonio Gramscis «organiske intellektuelle»?

Fænomenet «tilbagetrækning» er hovedtemaet hos Hjorthol – og hos Solstad? Ordet nævnes et enkelt sted hos Hammer. Hjorthol kalder det et tema, når romanpersonerne forsøger at trække sig tilbage fra «den liberale kapitalismens rådande fornuft» (25), selvom det er vanskeligt for dem. I kapitallogikkens dage diskuterede man ivrigt spørgsmålet om, hvor meget kapitalen kunne subsumere. Svaret var: Kapitalen rådede slet ikke over alt. Der var frirum. Den slags havde Solstad faktisk hørt om i Århus.

Det kan godt være, at nutidige biopolitiske forestillinger gør, at tilbagetrækningen forekommer vanskeligere, end den var. Hjorthol når i forbindelse med læsningen af Forsøk på å beskrive det ugjennomtrengelige til denne konklusion: «Det er nok rett som det er blitt hevda, også av forfattaren sjølv, at FBU er ein roman uten politiske visjonar. Slik sett endar den i ei erkjenning av at det ikkje finst nokon ideologifri stad utanfor samfunnets symbolske orden (221).» Dog kan «subjektet» trods alt bevæge sig udenfor denne orden. Men hvor er det så? Også om Professor Andersens natt – og professoren er både indenfor og udenfor – siges det, at romanen stiller «det grunnleggande spørsmålet om motstand er mogleg under dei rådende vilkåra» (225). Og svarer den nej?

«De rådende vilkår» er det samme som «den symbolske orden», «den liberale kapitalismes rådende fornuft», det «seinkapitalistiske samfunnet» (300), eller ganske enkelt hvad Tor Egil Hverven i sit forord til Hjorthols bog kalder neoliberalismen. Spørgsmålet om modstand har siden bøgerne blev skrevet dog fået en helt anden, tragisk dimension. Hvem ønsker denne modstand mod den symbolske orden efter Utøya? For det kan åbenbart lade sig gøre at gøre modstand.

Hjorthols er et akademisk værk. Og det forholder sig derfor, som man skal, til andre forskeres syn på Solstad. Han skal vise, at han kender forskningen. Hammer interesserer sig ikke for den slags. Han siger lidt arrogant, kan man synes, at der stort set ikke er skrevet noget om Solstad, idet han ser bort fra akademiske afhandlinger (7). Hammer nævnes af Hjorthol, men Hammer ville nok bevidst overse Hjorthols akademiske værk.

Hjorthol har visse kritiske bemærkninger til andre værker om Solstad, især de lidt postmoderne af slagsen, bl.a. Inger Østenstads. Han koncentrerer sin analyse om tre værker, hvori hovedpersonen – ligesom han selv – har noget med litteratur at gøre: Arild Asnes 1970,, Forsøk på å beskrive det ugjennomtrengelige og Professor Andersens natt. Hammer ser på forfatterskabet i sin helhed (næsten). Gid Hjorthol havde gjort det samme.

Hjorthol er ganske eksplicit med hensyn til det norske. Han er ikke interesseret i det specifikke eller konkrete, dvs. Solstads «skildringar av spesifikt norske samfunnsforhold, med romanene hans som meir eller mindre realistiske framstillingar av desse» (Hjorthols understregning, 94). Det norske samfund er den «referensielle ramma», men her insisterer han på, at han er i gang med «ein litterær studie» (igen hans understregning), som har fokus på politik, og på hvordan denne politik kommer til udtryk «tematisk og formelt i Solstads tekster» (95). Kan man løsrive politik fra de norske samfundsforhold? Fra den referentielle ramme? Og er politik noget, der udtrykkes i både form og indhold (tema)? «Tema» og «tematik» bruges meget ofte i bogen, men uden at vi får en nærmere bestemmelse af, hvad tematik er. Det er, som om «tema» ikke helt passer sammen med Hjorthols ellers sofistikerede teoretiske vokabular.

Hjorthol vil gerne hinsides binære modsætninger; mellem sagprosa og fiktion, mellem indenfor og udenfor, mellem politik og litteratur osv. Det er hans poststrukturalistiske arv. Der er en ting, der karakteriserer hans læsninger – og her minder han om bl.a. Atle Kittang og Otto Hageberg. Han ser dobbelt. Tekster, dvs. Solstads, er både det ene og det andet. Og det andet er altid det litterært specifikke. Hvorfor ikke blot gå med på, at f.eks. Arild Asnes 1970 er kunst som propaganda? Solstad ville gøre læserne til kommunister. Hvorfor skal der være noget mere?

Romanen er ikke politisk på grund af det revolutionære budskab, men fordi den har en heterogen form, der modsiger den enkle sandhed i den politiske utopi. Siger Hjorthol. «Heterogen form» betyder konflikten mellem form og tematik. Jeg forstår godt synspunktet. Form og tematik skal ikke længere være organisk forbundne. Tekster er heteronome sproglige konstruktioner. Gælder det alle? Eller kun Solstads? Eller kun visse af Solstads? Er det en normativ bestemmelse eller en æstetisk vurdering? Hjorthol lægger eksplicit afstand til ideen om en engageret litteratur (altså Sartres kombination af eksistentialisme og marxisme). «Politisk» og «engageret» er ikke det samme. Jeg synes, han afviser den engagerede litteratur for let og uden at gå ind på Sartres bestemmelser, der jo spiller en vis rolle for Badiou. Situation (Sartre) og begivenhed (Badiou) minder da meget om hinanden. Hjorthol henviser kun til det sidste begreb. Hammer derimod sætter lighedstegn mellem det engagerede i Sartres forstand og det direkte politiske (140) hos Solstad.

Men kan det passe, at Solstad altid siger et: revolution, og derefter modsiger teksten buskabet og siger noget andet? En mening modsiges af den modsatte mening. Hvorfor er det entydige det politiske, mens det tvetydige er det litterære? Jeg synes, det er en måde at afpolitisere på. Den socialistiske realismes dobbelthed og ideal var enheden af Abbild og Vorbild. Denne dobbelthed passer ganske rigtigt ikke på de tre udvalgte romaner, for ifølge dogmet ville de kun være Abbild. Og dermed hvad vi i sin tid med Lukács kaldte «naturalisme». Ville Hjorthol mon kunne «finde» samme dobbelthed i de socialrealistiske romaner fra 70’erne, som han kan i Arild Asnes 1970? Vi ved det ikke, for han gør ikke forsøget.

Hjorthol redegør glimrende for Slavoj Zizeks og Jacques Rancières og til dels for Alain Badious positioner. Han accepterer Rancières anti-formalistiske definition af det litterære sprog. Han nævner dog ikke Badious (in)æstetiske værker, og han synes at overse Rancières og især Badious fundamentale (heideggerske) skelnen mellem la politique og le politique. Denne politiske differens kunne måske være bragt i anvendelse.

Han fremlægger efter et teoriafsnit omfattende, nuancerede, detaljerede og indsigtsfulde – næsten definitive – læsninger af de tre værker. Der er som nævnt fokus på temaet «’tilbagetrækning», og der er fine formanalyser. Det er dog mit indtryk, at de tre analyser ville have stået ligeså stærkt, som de gør, uden henvisninger til Zizek og de andre. Der er lange passager, hvor de slet ikke nævnes. Det kan ske, at Hjorthol standser op, og så får vi at vide, at noget minder om noget hos Zizek. Jeg ville faktisk have ønsket, at der var enten meget mere «teori» eller meget mindre.

Analyserne af de tre romaner, er, som jeg sagde, særdeles grundige. Der er utallige ting, man kunne tage op. Den mest interessante del, synes jeg, var diskussion om religion, politik og litteratur i forbindelse med Professor Andersens natt. Hjorthol spørger, om Solstad på det tidspunkt var på vej til at forlade det politiske. Det er for mig at se bogens stærkeste kapitel. Især er hans analyse af forholdet til Søren Kierkegaard uhyre interessant. En lille detalje: Badiou har ikke religion med som en af de fire «conditions» (og subjekter), som Hjorthol siger. Den fjerde er videnskab (udover kærlighed, kunst og politik).

Hjorthol konkluderer med nogle Badiou-inspirerede ord om, at Solstads «helte» (ja, han bruger endnu det ord), i kraft af deres singularitet repræsenterer noget universelt. Det lyder mere romantisk end badiousk – som Hegels (og nykritikkens) konkrete universale. Og repræsentationstanken bibeholdes. Hvad er det universelle? Det tvetydige forhold mellem subjekt og autoritet i det senmoderne samfund. Senmoderne? Vesten? Norge? Han burde have sagt i det «andet moderne» (Ulrich Beck).

Det ville være unfair at kritisere Hjorthol for, at hans bog er en afhandling og bærer præg af det, men det gør, at der er meget i den, der er pligtstof. Hammer kan se stort på den slags. Han har dermed en anden frihed til at skrive, og den frihed har han udnyttet. Det er en ren fornøjelse at læse hans bog, hvor Solstads værker løbende sammenlignes med norske og europæiske hovedværker og strømninger, og hvor «teori» optræder diskret «efter» analyserne. Der er tale om en slags post-teori. Det er forbavsende så lidt Solstad sammenlignes med andre samtidige forfattere i Hjorthols bog. Norsk litteraturhistorie er stort set fraværende.

Hammer bruger i sin undertitel ordet «betragtninger». Det giver mindelser om både Wittgenstein og fænomenologi. Så kommer det frem i indledningen, at Solstad kan fortælle, hvad det vil sige at være norsk i et moderne norsk samfund. Solstad er «analytiker» af Homo norvegicus. Dette specifikke så Hjorthol bort fra, som jeg har citeret ham for. Det gør Hammers bog særlig værdifuld, for os der ikke er norske, at han ikke ser bort fra det norsk-konkrete. Romaner har altså også værdi som en form for historieskrivning.

Hammers bog henvender sig til et andet publikum end Hjorthols, selvom jeg ikke ved om dette andet publikum – «den opplyste allmenhet» eller the common reader – findes endnu. Hammer peger på, at Solstad selv i sine romaner peger mod en «annen type leser» (11). Ham eller hende skriver Hammer vel også for. Hammer vil have samme slags læsere som Solstad. Får han det?

Hammer begynder ganske enkelt næsten med begyndelsen: Solstads modernistiske noveller. Hammer følger Solstad, fra han begyndte med at ville skrive autonome tekster med mytisk dybdestruktur som hos Eliot og helt op til i dag. Der sker først en vending. Tingene kommer i centrum som hos William Carlos Williams – i samlingen Svingstol. Hammer evaluerer. Den tidlige Solstad er ujævn, men «løfterik og bråmoden» (45) (det kan vi sige, fordi vi ved, hvordan det gik).

Irr! Grønt! og Arild Asnes, 1970 behandles samlet; forholdet til Witold Gombrowicz kortlægges fint. Hammer behandler den samme problematik som Hjorthol. Findes der et udenfor? Hvordan er kritik mulig? For Geir Breivik er der ikke et selv uden for rollerne. Her beskrives det biopolitiske (mit ord) sådan: «Det finnes ikke noen posisjon innenfor det borgerlige samfunn som ikke selv er konstituert av det samme samfunnets mytologier» (72). Disse tanker får så Hammer til – som Hjorthol – at vende sig mod fransk «teori» (Derrida, Deleuze og Baudrillard har allerede været på banen). Udviklingen fra Sartres humanisme til Althussers anti-humanisme bruges til at beskrive udviklingen hos Solstad og Arild Asnes hen imod en historie uden subjekt og kommunismen. Det er for mig en oplysende brug af teori, selvom jeg da ville kalde Althusser filosof og ikke «teoretiker», som Hammer gør. Og Althusser kunne jo slippe ud – via en teoretisk praksis; og dekonstruktion er også, som Derrida sagde, en vis «exit».

Hammer behandler partilitteraturen fra 1974 til 1980 – forholdsvis positivt. Disse romaner har «konkret tidskolorit». De har «avrundte, psykologisk rike karakterer» (85). De havde faktisk et håbsprincip indbygget. Solstad var bestemt af ideologien, som Hammer siger det i tilbageblik, og det er sandt, hvis vi er enige om, at marxisme-leninisme selv er en ideologi og ikke ideologikritik. Hammer henviser derefter til Milan Kunderas tanke om, at romanen aldrig kan underkastes en ideologi, men Hammer nævner ikke, at Kundera var en «troende» Stalinist i datidens Tjekkoslovakiet. Han har blot skjult sin fortid, det har Solstad ikke.

Hammer har til slut en tankevækkende pointe om romanernes mulige afspejling af samfundet. I 1974, hvor 25. septemberplassen udkom, indførtes i Norge indvandrerstop. Det siger Hammer ikke, men han har bemærket, at der ikke findes pakistanere eller muslimer i disse romaner. Ml-erne havde ikke opdaget nogen multikulturalisme og bedrev en «pinlig orientalisme» (92). Hammer har helt ret i, at litteraturen fra denne tid er mere tildækkende end afdækkende. De Andre dukker så lidt op i de senere værker.

Igen skifter Solstad retning. Han vender ifølge Hammer tilbage til de højmodernistiske værdier, som han dyrkede før, han gik ind i partiet. Kunsten er nu blevet det, der skal yde modstand. I forbindelse med læsningen af Gymnaslærer Pedersen skriver Hammer meget rammende, at det «intellektuelle middelsjiket er ..helnorsk: det forlater bare unntaksvis sitt hjemland, og de fleste av dets avgjørende referanser er forankret i norsk kultur» (120). Der er altid noget anakronistisk over Solstads «intellektuelle». De er nærmest kulturkonservative.

Solstad beskriver den norske moderniseringsproces som en fremmedgørelsesproces, fordi modsætningen mellem kapital og arbejde bliver usynlig. Det er Norges vej mod den kognitive kapitalisme, kunne man sige. Solstads 90-er-romaner læses som en resignationens og melankoliens tetralogi med ensomme hovedpersoner. Hammer ser en linje fra Ibsen over Vesaas til Solstad. Han sammenligner Solstad med W.G. Sebald, Thomas Bernhard og endog Michel Houllebecq. Det er den slags perspektiveringer, jeg savnede hos Hjorthol. Hammer forfølger især brugen af Ibsen i romanerne. Hammer forsøger ligesom mange andre – og Hjorthol – at svare på, hvorfor professor Andersen ikke reagerer – hans «nøling» – på mordet. Er han en typisk handlingslammet intellektuel? En Hamlet? Også her kommer Hammer ind på den nye åbenhed over for det religiøse, der var tidstypisk, og som Solstad delte. Banalt sagt: Hvis der ingen Gud er, kan der heller ikke være en absolut ond forbrydelse eller Lov. Deleuze ville have sagt det modsatte. Hammer nævner også, hvordan Solstad selv beskriver politisk engagement som et religiøst. Gymnaslærer Pedersen læses som en bekendelsesroman. Denne sammentænkning af politik og religion belyses fint; det er jo noget, der også sker hos Badiou, som Hammer dog ikke nævner.

Hammer siger, at den symbolske orden er forsvundet. Det sagde Hjorthol vel ikke? Forstår de det samme ved denne lacanianske metafor? Andersen er anti-postmodernist ifølge Hammer. Det er en præcis diagnose. Han er kritisk eller kulturradikalt kritisk over for kommercialiseringen (ligesom Knausgård også er). Den store fortælling er væk, og denne fortælling var jo marxismens – hos Lyotard. Når nu talen er om litteratur, norskhed og politik, savner jeg en stillingtagen til eller blot en omtale af den politiske debat, der fulgte Armand V, da udenrigsminister Støre anmeldte den.

Hammer rejser til slut – forsigtigt – spørgsmålet, om Solstad egentlig er romanforfatter eller har tillid til romanen som sådan. Arild Asnes, 1970 var et forsøg på at skrive sig ud af romanen. Solstad får igen nogen tillid til romamen i Gymnaslærer Pedersen og Roman 1987. Men tvivlen vender tilbage i 90’erne. Han kan ikke slippe fri af modernismens sprogskepsis. Med Armand V og 17.roman sker der noget. Fortælleren identificeres med den empiriske forfatter. Legen mellem fiktion og faktum forsvinder. Hammer skelner dog mellem på den ene side en «naiv» narration som Knausgårds og mange andres og på den anden side Solstads (sentimentale?). Hos Solstad opløses identiteten og på en måde romanen. Der kommer ingen ny stor fortælling; der er ingen narration. Han vil dog ikke som Knausgård helt opgive fiktionen, siger Hammer (189). Solstad vil skrive seriøse romaner, men har den slags en plads eller fremtid i et af massekultur præget samfund, hvor også litteraturundervisningen langsomt indskrænkes på universiteterne? Skal man vælge Jonathan Franzens løsning og skrive som Balzac? Spørger Hammer. Det gør til dels jo Tore Renberg og Helene Uri. Skrive som Thomas Pynchon går ikke. Franzen, Renberg, Uri og Knausgård mener, at modernismens skrivemåde er forbi. Solstad vil, hævder Hammer, «fastholde noen avgjørende trekk ved denne» modernisme. På samme måde som vi finder hos Hanne Ørstavik.

Solstad skriver romaner efter romanen – (og Hammer teori efter teori). På engelsk kan man tale om the novel no longer novel. Hans religion er, kunne man sige, en religion efter religionens ophør, en slags ateistisk kristendom som hos Badiou.

Hammer slutter med, at Solstads «moderate autonomiestetikk» minder om Adornos negation: en venden verden ryggen. Vi kan konstatere, at Adorno lever endnu, men jeg synes Hammer overser, at Armand V så sandelig også er et forsøg på at forholde sig til, at Norge er i krig for første gang. Hvordan skrive en samtidig krigsroman? Det forsøger den at svare på.

Solstad er ingen religiøs forfatter, kan Hammer afgøre. Det er vel ellers svært at udtale sig så sikkert, men, føjer han til: Religion, Gud, transcendens, tro kan «overvintre» i kunsten. En tanke der i sin tid blev tænkt og udviklet af Dorothe Sölle og i den narrative teologi, der også har haft indflydelse på Jan Kjærstad. Og ganske som Hjorthol slutter med Kierkegaard, gør Hammer det også, fordi Bjørn Hensen læser Sygdommen til Døden, og Hammer sammenligner Bjørn med dobbeltbevægelsen hos Abraham i Frygt og Bæven.

Dermed er Hammer nået til slutningen. Solstad har et program for romanen i fremtiden. Det er en med Hammers ord «eiendommelig modernisme». Det er en nyskabende betegnelse. Denne ejendommelige modernisme har så alligevel et håbsprincip: et «ubestemmelig X» (213). De sidste ord i Hammers bog er både provokerende og uforglemmelige: «Det er som anakronisme at Solstad er mest aktuell». Det kunne man også sige om Hammers bog.