Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Fiktionens funktioner og dimensioner: En huskeseddel

Center for litteraturvidenskab og semiotik Syddansk Universitet 55, Campusvej DK-5230 Odense M Danmark jdj@litcul.sdu.dk

DINES JOHANSEN, JØRGEN (f. 1943), professor i allmenn og sammenlignende litteratur ved Syddansk Universitet siden 1976. Gjesteforsker ved forskjellige universiteter i Norden og Nord-Amerika, Fulbright-professor ved UC Berkeley 1994/95 og 2009. Fagområder: litteraturteori, semiotikk, litteratur og psykoanalyse og den europeiske litteraturs historie, spesielt det 18. og 19. århundre. Siste større publikasjoner: Liteary Discourse. A Semiotic-pragmatic Approach to Literature (2002). Litteratur og begær. Studier i dansk og norsk 1800-tals litteratur (2003), Ind i natten. Seks studier i Ibsens sidste dramaer (2003) og Litteratur og intersubjektivitet (2007).

  • Side: 27-33
  • Publisert på Idunn: 2011-04-04
  • Publisert: 2011-04-04

The functions and dimensions of fiction: a memorandum

This article reminds us how difficult it is to establish irrefutable criteria for distinguishing between fiction and other types of discourse, since fictional elements are largely present in non-fictional texts, and in different non-verbal expressions. The article argues that fiction is not only a question of formal characteristics or of a specific relation between text and reference, but also of a special kind of communication, and even of the institutional definition of the text. Two other important topics are discussed: the use of fiction in today’s society and fiction as something inherent to human nature.

Keywords: Fiction, faction, communication, Käte Hamburger, John Searle, Jean Piaget

Det er naturligvis ikke muligt på nogle få sider hverken at skrive udtømmende om fiktionsbegrebet eller forsvarligt at argumentere for eller imod bestemte fiktionsopfattelser. Det er derfor følgende bidrag kaldes en huskeseddel. Emner og problemstillinger nævnes i form af spørgsmål eller påstande, og i flere tilfælde tages der også stilling for eller imod bestemte opfattelser af fiktion; men desværre er en udfoldet diskussion umulig.

1. Det første spørgsmål som melder sig, er problemet vedr. begrebsafklaring: Er det muligt at begrebsbestemme fiktion?

Dette spørgsmål kan underinddeles således:

a. Hvad konstituerer forskellen mellem fiktion og faktion eller fiktion og virkelighed?

Et svar som ofte gives, er at forskellen angår forholdet mellem tekst og reference. Kort udtrykt, mens faktive tekster omhandler identificerbare forhold, begivenheder og processer i vores fælles livsverden, i nutid eller fortid, samt forudsigelser om det fremtidige, så refererer såkaldte fiktive tekster til universer som aldrig har foreligget, til universer som i stedet skyldes en forfatter eller et forfatterkollektivs forestillingsevne og fantasi sin eksistens. Det forekommer mig at synspunktet rummer en robust pointe, og at det lader sig forsvare; men det afføder straks en række andre spørgsmål.

b. Først og fremmest har John Searle overbevisende påpeget at spørgsmålet om en ytring er fiktiv eller faktiv ikke alene kan afgøres af forholdet mellem tekst og reference, den indbefatter også afsender og modtager og forholdet mellem dem. En tekst behøver nemlig ikke at være fiktiv for at postulere eksistensen af aspekter af og sammenhænge i virkeligheden som faktisk er ikke-eksisterende (fx at torden skyldes at Thor kører med sine bukke hen over himmelhvælvingen). Dvs. vi har ytringer om verden som beror på forkerte antagelser om sammenhænge i den – og de er uhyggeligt almindelige.

Afsenderen af en ytring kan meget vel seriøst mene at det forholder sig således, han tolker simpelthen aspekter af verden forkert. Et udsagn om et givet emne kan således meget vel være forkert, falskt, uden at ytringen kan klassificeres som en løgn. For at der er tale om løgn, skal der foreligge en intention fra afsenderens side om at vildlede modtageren og herigennem opnå en bestemt effekt. Man lyver for at undgå ubehageligheder og opnå fordele. Vi må således skelne mellem den usande ytring og løgnen, i begge fremstilles aspekter af hvad der refereres til i modstrid med de faktiske forhold, men kun løgnen rummer en intentionel fordrejning af fakta.

Men hvad så med ytring af udsagn om fiktive forhold? De er hverken falske udsagn om virkelige forhold eller løgne. Det første fordi de omhandler en forestillet verden som de ikke hævder findes som andet end en verbaliseret fantasi, som andre inviteres til at dele. Og derfor er der heller ikke tale om løgne, for de søger ikke at vildlede modtagerne til at tro på det fremstilledes virkelighed. Fiktionstekster forudsætter en slags kontrakt mellem afsender og modtager, og modtageren accepterer teksten for hvad den er, en beretning om noget forestillet. Searle siger at både afsender og modtager foregiver (pretend) at noget er tilfældet, samtidig med de godt ved at det ikke er det. Således er fiktion ikke blot et spørgsmål om forholdet mellem tekst og reference, men om en særlig kommunikationssituation.

c. Men hvordan opdager man om en tekst er fiktion?

Gives der fiktionsmarkører der med sikkerhed kategoriserer tekster som fiktion, og såfremt de eksisterer, er sådanne markører i givet fald de samme for forskellige typer af tekster, sproglige, visuelle, kinæstetiske, etc.? Det nok berømteste forsøg på at besvare dette spørgsmål bekræftende for den litterære fiktions vedkommende, skyldes Käte Hamburgers Die Logik der Dichtung (revideret udg. 1968 [1957]). Hendes hovedargument er at i fiktive tredjepersons-fortællinger bruges tempussystemet anderledes end i ikke-fiktive beretninger, fordi datid i disse fiktionsformer læses som nutid. Der er to problemer vedr. dette synspunkt: For det første kan det faktisk vises at ikke-fiktive beretninger kan anvende tempus på samme måde. Monroe C. Beardsley har vist at denne type sætning ikke nødvendigvis er en fiktionsmarkør: «An appeal was taken from the ruling. Now, the battle was being waged on four fronts . . .» Her er tale om et journalistisk referat, ikke om fiktion. For det andet er det ikke muligt at generalisere dette træk til litteratur i almindelighed, for hverken fiktive jeg-fortællinger eller lyrik og drama besidder dette træk (noget Hamburger anerkender). Det må derfor konkluderes at selvom tilstedeværelsen af visse specielle træk eller anvendelse af bestemte struktureringsprincipper stærkt kan sandsynliggøre at den givne tekst er fiktion, så gives der ingen sikre tegn på fiktionalitet. Det er i øvrigt ikke forbavsende, for særlige sproglige træk angår snarere tekstens litteraritet end dens fiktionalitet , og man kan meget vel have ikke-fiktive tekster som i en vis forstand er udpræget litterære. Eksempelvis er Danmarks første «avis» Den Danske Mercurius (1666–77, Anders Bording, red.) som udkom månedligt, skrevet på alexandriner.

Uanset om der er tale om fiktion eller ikke-fiktion, så foregår en sproglig identifikation ved sproglig benævnelse eller beskrivelse («Christian d. 4.» eller «dansk konge som mistede højre øje i søslaget ved Kolberger Heide i 1644»). Både sproglig benævnelse og beskrivelse er konventionelle, i den forstand at de ikke implicerer nogen lighed mellem det sproglige udsagn og hvad det repræsenterer (udtrykket «Christian d. 4.» ligner på ingen måde den historiske Christian d. 4.). Til gengæld er de knyttet til det som de refererer til, de er indeksikalske tegn.

Drejer det sig om visuelle tekster, fx figurative malerier eller tegninger som ikke er forsynet med en sproglig mærkat, er spørgsmålet om den givne person er historisk eller fiktiv kompliceret. Afgørelsen indbefatter bl.a. både en redegørelse for det givne maleris historie, dets proveniens, og en sammenligning med, antaget autentiske, visuelle fremstillinger af personen. 1

Endelig skal det lige bemærkes at en kinæstetisk aktivitet som dans kan imitere, rumme referencer til, anden menneskelig adfærd som fx kamp eller elskov, samtidig med at dansen klart adskiller sig fra disse aktiviteter, for de udføres ikke, de mimes. I denne forstand minder dansen om legen, for i begge efterlignes og genkendes aktiviteter skønt de blot udføres på skrømt. Dette fører til følgende spørgsmål:

d. Hvilken rolle spiller sproglig eller ikonisk analyse, kontekst og baggrundsviden for kategoriseringen af tekster som fiktion eller faktion?

Ofte vil det ikke volde problemer at klassificere teksten som det ene eller det andet fordi såkaldte paratekstuelle træk peger på en kategori, fx kan der under forfatternavn og titel været angivet «roman.» Imidlertid kan det mht. visse litterære undergenrer som fx jeg-fortællingen, brevromanen og memoirer, hvis der ikke er tale om paratekstuel angivelse (som fx Charles Dickens: David Copperfield), faktisk ofte være umuligt ud fra tekstkarakteristika at afgøre om der er tale om fik- eller faktion, om, i dette tilfælde, fiktive eller «ægte» selvfremstillinger. Afgørende for om den givne tekst klassificeres som det ene eller det andet bliver derfor viden om tekstens historiske kontekst; men selv her kan læsere og forskere – gennem 300 år viser det sig – blive snydt (fordi de lader sig forlede af ønsketænkning). I 1669 udkom i Paris en lille bog, Lettres portugaises (Breve fra en portugisisk nonne) angiveligt oversat fra portugisisk af vicomte de Guilleraques. Da der optræder ikke-fiktive personer i bogen, og da den har solid historisk forankring i krigen mellem Spanien og Portugal (1661–8), tog en stor del af det læsende publikum for en udgivelse af fem ægte, lidenskabelige og rørende breve fra en portugisisk nonne til hendes troløse franske elsker. Sådanne gribende breve måtte simpelthen være autentiske! Andre læsere hævdede, helt fra udgivelsestidspunktet, at der var tale om en fiktion, og at den såkaldte oversætter i virkeligheden var dets forfatter. Først i 1962 blev denne strid, efter alt at dømme, endelig afgjort, da filologisk analyse overbevisende pegede på vicomte de Guilleraques som forfatteren.

e. Hvilken rolle spiller teksternes institutionelle forankring, og hvordan finder rekategorisering sted?

Ovenstående er et godt eksempel på at tekstens hidtidige klassificering, som ægte breve, har styret læsningen gennem århundreder, og der skulle meget overbevisende argumenter til før den endelig blev rekategoriseret. På den anden side er det imidlertid et kildent spørgsmål i hvilket omfang kategoriseringen af en given tekst som fiktion eller faktion influerer på læserens oplevelse af teksten?

Svaret på de fem spørgsmål sandsynliggør i høj grad at der ikke findes et enkelt træk ved tekster som med sikkerhed vil inkludere den som enten fiktion eller faktion. Grundlaget for kategoriseringen er tværtimod heterogent, og det indbefatter både tekstuelle og kontekstuelle træk og relationer. Alligevel er det ikke ofte at vi er i tvivl, for der gives sjældent gode grunde til at udfordre bogbranchens, fx boghandlere og bibliotekers klassifikationer. At forfatterne selv kan lege med blandinger af fiktion og faktion i deres tekster, er dog en anden, men kendt sag.

2. Spørgsmål vedr. fiktioners anvendelse: hvor betjener hvem sig i nutidens samfund af fiktioner?

a. Fiktioner eksisterer selvfølgelig inden for skønlitteraturen og de øvrige kunstarter, for det fiktive er et af kerneelementerne i kunst- og litteraturinstitutionen.

b. Mere interessant er det faktum at de også anvendes inden for videnskaberne. For ønsker man at forklare hvorfor noget forholder sig som det gør, så er det mere end nyttigt at undersøge såkaldte kontrafaktiske udsagn og argumenter à la: Hvad ville blive resultatet af at y og, ikke som det faktisk var tilfældet, x indgik som element i eller resultat af processen P? Et sådant spørgsmål kan stilles inden for såvel natur- som samfunds- og humanvidenskaberne, fx kan det stilles til historiske begivenheder og forløb: Hvad ville der være sket, såfremt den spanske armada var blevet landsat i England i 1588? Sådanne spørgsmål er ikke tomme, men nyttige, for de er med til at præcisere rammerne for og dynamikken i en historisk udvikling (se Uffe Østergaard, 1998).

c. Fiktioner anvendes ligeledes inden for formidling og oplysning, eksempelvis i museer, ved udstillinger, i form af plancher, undervisningsmateriale, dokumentationsopgaver, oplysende film, etc.

d. Fiktioner spiller en stor rolle i alle medier fra skrift- og lydmedier til billedmedier (billeder, tv, spillefilm, videospil, etc.). Eksempelvis er videospil styret af en algoritme; men spillets overflade vil ofte have form en fortælling om fiktive væsner som interagerer på forskellig vis. Den fiktive overflade antages at fremme spillernes emotionelle engagement og identifikation.

e. Fiktioner spiller ligeledes en rolle i forhold til særlige bebyggelser, fx forlystelsesparker hvor man kan tage en tur i Piratbanen eller sidde på det Flyvende tæppe. De påvirkninger som man her udsættes for er primært kinæstetiske, men for at maksimere effekten tilføjes en fiktiv dimension.

f. Endelig anvendes fiktioner i uformel og spøgefuld konversation, i form af regelrette løgnehistorier, af anekdoter, sladder og løse rygter og i selvfremstilling (fx praleri). Når situationen lægger op til at man i muntert selskab ikke vil blive holdt ansvarlig for talens sandhedsværdi, så er det effekten på tilhørerne, komisk eller chokerende, som der gås efter.

3. Spørgsmål vedr. fiktioners funktion: hvorfor anvender man fiktioner?

a. Fiktioner anvendes til at skabe generaliserede modeller af almene forhold (statistiske fiktioner, fx er fødselsraten i Europa for øjeblikket 1,5 barn per kvinde. Forhåbentlig føder ingen kvinde 1,5 barn; men fiktionen tillader en nem sammenligning med fx fødselsraten i Asien.

b. Fiktioner anvendes for at tilføje manglende led i forklaringer, evt. sidstebegrundelser og oprindelser (e.g. myter, religiøse tekster). I denne forbindelse er der imidletid den komplikation at sådanne beretninger af nogle, e.g. de troende knyttet til en bestemt religion, bliver betragtet som sande beretninger, hvis autenticitet og troværdighed påstås at være ganranteret af en guddom, mens ikke-troende anser dem for fiktioner, ja, for nogle opfattes disse tekster som kollektivt hjernespin.

c. De anvendes for at skabe identifikationsmuligheder for et samfunds medlemmer (dannebrogs fald fra himlen) eller for mindre fællesskaber; men igen er meningerne om deres troværdighed unægtelig delte.

d. De bruges til konkret at eksemplificere hvad der anses for almene forhold og handlingsmønstre (e.g. fabler).

e. De produceres for at skabe universer hvor ønsker opfyldes og/eller retfærdighed hersker (e.g. eventyr eller poetisk retfærdighed i litteratur i almindelighed).

f. De muliggør skabelsen af genkendelige strukturer og processer der kan aktiveres og gennemløbes virtuelt (spil, rollespil, øvelser, simulatorer, etc.). Eksempelvis skaber en flysimulator illusionen om at der «flyves», selvom den reelt ikke rører sig af flækken. Pointen er imidlertid at hvad der simuleres, og hvad der kræves som reaktion på givne simuleringer, er tæt nok på forhold under virkelig flyvning, og derfor er simulatoren umådelig nyttig i piloters oplæringsfase, for de lærer grundlæggende rutiner og forholdsregler uden at bringe eget og andres liv i fare.

g. Imidlertid kan fiktioner, og specielt da litterære fiktioner, mere alment tjene som modeller af tilværelsen, både af subjektets opfattelse af sin omverden og dets følelsesmæssige reaktion herpå (e.g. lyrik) og af måder at interagere og handle på, og af de konsekvenser egne og andres handlinger får for de fiktive personers videre skæbne (e.g. epik og dramatik). I denne forstand er fiktioner privilegerede fremstillinger af de måder hvorpå personer kognitivt, emotionelt og kropsligt kan engagere sig i omverdenen og i andre personer. Dette engagement er på en gang næsten totalt, for personen er involveret med mange sider af sin krop og psyke; men samtidig er det partikulært, for det som fremstilles er principielt individuelle følelser, motiver og handlinger.

Imidlertid bestræber litterære fiktioner sig meget ofte på at forene det individuelle med det repræsentative: På den ene side har Emma Bovary sit eget livsløb med den desperate afslutning; men på den anden angiver allerede romanens undertitel Moeurs de province en bestræbelse på, ud fra det individuelle levnedsløb at fremstille et vilkår og en problematik som, ifølge Flaubert, er gyldig og vigtig for en del af det samtidige læsende publikum, specielt det kvindelige. Almengørelsen består i beskrivelsen af hvorledes bestemte forestillinger som gennem ungdommen hjælpes på vej af læsningen af efterromantisk populærlitteratur (som viser hvorledes den smukke, unge og dydige kvinde af lavere herkomst til slut får sin elskede og dermed samtidigt stiger socialt) faktisk i nogle tilfælde kan gøre dem uskikkede til at leve det middelklasseliv som de havner i, for i forhold til dagdrømmenes univers er den sociale og familiære realitet både skuffende og repressiv. Ikke at Flaubert har noget til overs for realiteten, han skyder med skarpt også mod denne, for hos ham er der tale om kritik uden utopi.

h. Fiktioner anvendes også til at overtale eller forføre andre ved at inddrage dem i et virtuelt univers, eller ved at fiktionalisere deres omverden, e.g. reklame og propaganda. I reklamer indsættes et produkt, som ønskes solgt, således ofte i en fiktiv kontekst som fx fremstiller dets positive virkning på brugeren.

I politisk propaganda udkastes forskellige scenarier, dvs. modeller af den samfundsmæssige udvikling som, ifølge folk af en given observans, kalder på særlige forholdsregler, på specifik politisk aktion. Her er tale om hypoteser som kun tiden vil kunne bekræfte eller afkræfte. Det fiktive indslag i sådanne forudsigelser består i de konkrete beskrivelser af tilstande og processer som skal give liv til og overbevise modtageren om nødvendigheden af den anbefalede politiske aktion.

4. Spørgsmål angående fiktionsproduktionens forhold til den menneskelige natur

a. Er fiktionsproduktion et menneskeligt universale? Så vidt vides findes der ingen menneskelige samfund uden eventyr, og disse betragtes som fiktioner af samfundets medlemmer. Der synes således at være antropologisk evidens for fiktioners universalitet.

b. Er fiktionsproduktion udviklet i evolutionens løb? Det viser sig at andre mentale processer rummer elementer som også er karakteristiske for fiktionsproduktion. Den «fri» kombination af erindringselementer kendes fra drømmen. Det antages at vi alle drømmer ca. fem gange om natten, og at drømmeaktivitet først og fremmest er korreleret med REM-søvn (REM = rapid eye movements). Her er således en blandt mennesker (og pattedyr) universelt udbredt mental proces der minder om og indbefatter produktion af fiktioner. Dog mens den væsentligste del af drømme synes at produceres ubevidst, så fungerer forestillingsevnen, både evnen til at skelne mellem det virkelige og det forestillede og evnen til at forudsige fremtidige hændelser, oftest bevidst. På basis af disse evner, skabes fiktioner som både skyldes ubevidste og bevidste mekanismer. Sådanne fiktioner kan anvendes til at fremstille kontrafaktiske scenarier som kan eksemplificere givne former for adfærd og deres konsekvenser uden at nogen behøver at lægge krop til; dvs. at fiktioner kan bruges både didaktisk og som udløsere af følelser.

c. Spørger man endelig om hvilken adfærd som har lighed med og anvender fiktioner, melder legen sig straks. Forskellen mellem fiktioner, e.g. i form af dagdrømme (hvor bevidstheden i langt højere grad intervenerer end i natdrømme) og leg er imidlertid at leg ofte indebærer fysisk aktivitet og ofte er der flere deltagere involveret i den, og dvs. at legens opbygning af fiktioner enten beror på traditioner eller på forhandling mellem deltagerne. I øvrigt kan leg, som fiktion, ved siden af at udløse følelser have en didaktisk funktion.

Piaget skelner imidlertid mellem forskellige former for leg. En slags leg er den såkaldte symbolleg. Denne kræver, ifølge Piaget, at barnet kan anvende et objekt til at symbolisere noget andet. Et barn på 15 måneder benytter ved højlys dag kanten af en dug som en hovedpude og lader som om det sover, samtidig med at det smiler og ler. Barnet nøjes nu ikke blot med rituel adfærd, det arbejder endda med en fiktion etableret vha. den stedfortrædende ting, dvs. symbolet, og det nyder følelsen af at lade som om. En anden slags leg er regellegen. Som navnet indicerer, er der tale om en leg som består i at følge visse regler (jf. ovenfor). Endelig skal en tredje slags leg nævnes, nemlig den såkaldte konstruktionsleg, hvor man eksempelvis konstruerer repræsentationer af dele af den omgivne virkelighed, fx (repræsentationer af) bygninger med byggeklodser, modeller af maskiner eller køretøjer med Tecno, etc., etc.

Pointen, i forbindelse med skønlitterær fiktion, er at denne betjener sig af samme elementer og fremgangsmåder som de tre former for leg. Den betjener sig som symbollegen af symboler, den anvender regler som fx genrekonventioner (måske dog kun for at bryde dem), og den opbygger som konstruktionslegen en fiktiv verden som nok er en slags repræsentation af den virkelige; men som mageligt kan overskride begrænsninger som gælder i virkelighedens verden.

Endelig skal det nævnes at leg, hos voksne meget ofte i form af spil (som kan, men ikke behøver at involvere fysisk aktivitet) og læsning af fiktion begge som oftest har hjemme i privatlivet snarere end i arbejdslivet. Alligevel er der tale om aktiviteter som kvalificerer alment, ikke blot fordi de styrker vores kombinationsevne og mønstergenkendelse og vores evne til at danne hypoteser, men også fordi de er med til at udvikle vores empati.

Litteratur

Hamburger, Käte (1957, revideret udg. 1968). Die Logik der Dichtung. Stuttgart: Ernst Klett Verlag.

Piaget, Jean (1945). La formation du symbole chez l’enfant: imitation, jeu et rêve, image et représentation. Neuchâtel/Paris: Delachaux et Niestlé.

Searle, John R. (1969). Speech Acts. Cambridge GB: Cambridge University Press.

Searle, John (1979) «The logical status of fictional discourse», i Expression and Meaning 58–75. Cambridge GB: Cambridge University Press.

Østergaard, Uffe (1998): «Hvad nu hvis ....Kontrafaktiske hypoteser og «åbne» situationer i historie og historieforskning (www.hum.au.dk/ckulturf/pages/…/uoe/kontrafaktiske.htm)

1Mange kunsthistorikere anser det fx for mere end tvivlsomt om Goyas to malerier, Den nøgne og den påklædte Maja (omkring 1800) virkelig portrætterer den 13. hertuginde af Alba, noget som tidligere blev antaget.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon