Edward Saids Orientalism remains a popular, powerful and necessary work - also outside literary theoretical circles - despite of the fact that spates of scholars, orientalists and others have demonstrated how many errors and omissions Said made. Why is it still so popular and why did it impact so much on academe in the 80s and 90s? First its use of Foucaults concept of discourse. Second its reflections on Otherness and identity. Third its use of literary theory on a new material - the Orient.

Orientaleren taler

Edward W. Saids bog Orientalism fra 1978 er stadigvæk et uomgængeligt, populært og virkningsfuldt værk. Og det på trods af at den er fyldt med fejl og tvivlsomme udsagn, på trods af at den ikke siger noget om Orienten, men kun om vores, «vestlige» opfattelse deraf, på trods af at den konstruktivisme, som bogen er et eksempel på, er marginaliseret, og på trods af, at den ikke siger noget, som orientalister ikke vidste i forvejen. Said var jo ikke selv orientalist eller arabist. Han var først og sidst litteraturteoretiker.

Den blev og er endnu populær, fordi den går ud fra, at vi kun kan få en identitet ved at skabe den Anden. Uden Orienten intet Europa. Orientalismen og Orientalism er blevet et såkaldt «mem» næsten uden sidestykke i de sidste mange års akademiske teorier. Man kan ikke komme ud af den og uden om den, og den opsuger alt. Den kan sammenlignes med Max Webers bog om den protestantiske etik og kapitalismens «ånd». Der var masser, som heller ikke han havde ordentlig rede på. Hans opfattelse af protestantismen eller puritanismen byggede jo især på Benjamin Franklins Autobiography – altså på en litterær kilde. Det har jo ikke forhindret Webers tese eller bog i at være uomgængelig inden for sociologien. Der er altså bøger, der virker, selvom de har et meget løst forhold til virkeligheden, eller hvordan vi nu skal udtrykke det. Ferdinand de Saussures Cours de linguistique générale er et slags falsum lavet af de to franske studerende, der udgav forelæsningerne. De lavede Saussure om til strukturalist. Michel Foucault havde også et let forhold til kilderne.

Måske er der eller var der noget tidstypisk ved Edward Saids og de andres fremgangsmåder og lemfældige omgang med kilderne. Og dette smitter af på læsningen og brugen af bogen. For det gælder om den, at de fleste af dem, som bruger den eller udtaler sig om orientalisme, som regel slet ikke har læst hele bogen og slet ikke kilderne, som han bruger. Der er som sagt muligvis noget tidstypisk på færde her. Jean-François Lyotard indrømmede senere, i følge K. K. Ruthven (2006), at han ikke havde læst ret mange af de bøger, som han omtalte og brugte i La condition postmoderne (Viden og det postmoderne samfund) (1976). Den strukturalistiske marxist Louis Althusser var altid rystende nervøs, når en af hans bøger skulle udkomme, for han havde ikke læst ret meget. Han havde f.eks. ikke rigtig læst Marx, da han udgav Lire le Capital og overvejede at trække den tilbage, men det er godt, han ikke gjorde det, for den blev en af de mest indflydelsesrige bøger – sammen med Lyotards – overhovedet. Og i USA i 1970’erne var en af de mest læste og populære antropologer Carlos Castaneda. Senere viste det sig, at hans bøger var rene fiktioner, og at UCLA var blevet taget ved næsen, da de tildelte ham MA og PhD.1

I første omgang er Orientalism et produkt af den teori-boom – French Theory 2 – der dominerede amerikansk litteraturvidenskab fra begyndelsen af 1970’erne til langt op i 1980’erne. Selvom Theory ikke længere dominerer, bliver dette produkt af Theory ved med at være der, og selvom Said efter 1978 hele tiden lagde afstand til Theory og poststrukturalismen. Det er altså først og fremmest en litteraturteoretisk tekst, der blev til meget mere end litteraturteori. Man kan ikke i dag sige ’orientalisme’ uden at nævne Said.

Da Orientalism udkom var Edward W. Said kendt og respekteret inden for en snæver kreds af førende amerikanske litteraturteoretikere. Han var kendt for en bog om den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad3 og for den teoretiske Beginnings: Intention and Method (1975). Der var kun få, der på det tidspunkt lagde særlig megen vægt på, at han havde palæstinensisk-egyptiske rødder. Hans første tekst om Palæstina stammer fra 1970, «The Palestinian Experience» (Said 1970). Da han i tidsskriftet diacritics i 1972 skrev en lang, grundig artikel om Michel Foucaults diskursteori, stod der blot det, som han var: Professor of English and Comparative Literature at Columbia.

diacritics var det tidsskrift, hvori de nye franske teorier blev introduceret i USA. Det havde et særnummer om Said i 1976. Det viser, at han var en førende litteraturteoretiker, før Orientalism blev udgivet.

Yale-kritikeren J. Hillis Miller gjorde opmærksom på, at Saids bog Beginnings var speciel, fordi han nedbrød den traditionelle forskel mellem litteraturkritik og filosofi. Han læste alle slags tekster på samme måde, som man læser litteratur (J. Hillis Miller 1976: 3). Det samme skulle blive tilfældet med Orientalism.

Edward Said blev interviewet til samme nummer. Han fortæller om sin store gæld til Harold Bloom. Her fortæller han også om sit nye projekt, som han kaldte «the Orientalization of the Orient» (Said 1972: 41), og han erklærer med Nietzsche, at viden og viljen til viden er det samme. I det omfattende interview fremlægger han stort set alle de ideer, som blev udfoldet i Orientalism. Han kritiserede orientalister for at lægge al for megen vægt på Koranen og alt for lidt på arabisk litteratur. Det ville svare til, sagde han, at man studerede amerikansk ved kun at studere Det Ny Testamente.

Dog sagde han meget lidt om sin baggrund og opvækst, men afsluttede interviewet med: «I am an Oriental writing back at the Orientalists (Said 1972: 47)». Her har vi næsten det, der blev motto for post-kolonialismen: the empire writes back.

Det er først efter 1978, at han bliver til den palæstinensisk-amerikanske, arabisk-amerikanske4 eller amerikansk-palæstinensiske Said. Året før var han blevet valgt til det Palæstinensiske Nationalråd. J. Hillis Miller omtalte

ham sådan her i 1976: «a Palestinian from a family long Christian» (Hillis Miller: 2). Teknisk set var han egypter og amerikaner; det palæstinensiske var mere et valg. Og først efter 1978 begyndte han at blive kendt i den brede offentlighed. Han blev, hvad han gerne ville være, en kritisk intellektuel.

Jeg skal her forsøge at forklare, hvorfor Orientalism blev en så indflydelsesrig bog, som den blev. Om hvorfor den endnu er en slags uomgængelig, teoretisk klassiker. Og om hvorfor den har kunnet overleve, selvom den tilsyneladende er så smækfyldt med fejl, misforståelser og udeladelser, at den nærmest må betegnes som «fake literature».5

På det tidspunkt, bogen udkom, var Yale-skolen og dekonstruktionismen den helt dominerende litteraturteoretiske retning i USA. Det ændredes noget med Saids intervention, selvom mange endnu mente, at han hørte til. I William Spanos’s The Legacy of Edward Said (2009) forsøger Spanos – med held – at påvise, at Said forblev en del af en heideggersk-derridask poststrukturalisme.

I 1979 udkom Saids The Question of Palestine. Den var bestemt ikke nogen litteraturteoretisk bog.6 Der var ved at ske en politisering af humaniora. Jacques Derrida var endnu den intellektuelle star, men Said afveg noget fra ham og de andre ved at inddrage Michel Foucault. Der var onde tunger, der dengang anså dekonstruktionismen for at være et slags jødisk foretagende – det gælder f.eks. Jürgen Habermas, der forbandt Derrida med jødisk mystik og irrationalisme (Habermas 1985). Flere af Yale-skolens medlemmer var jødisk-amerikanske – Geoffrey Hartman og Harold Bloom – og J. Derrida algerisk jøde. Senere gjorde Said op med Foucault, da han fandt ud af, at denne var pro-zionistisk eller i al fald anti-arabisk. Og til slut forlod han og undsagde helt, det man kalder Theory. Han skrev om performance i en bog om musik; Said var en glimrende pianist og musikolog,7 og han allierede sig med vennen og pragmatisten Richard Poirier. Han rehabiliterede Poiriers The Performing Self (1971).

Said blev behandlet for sin kræftsygdom på Long Island Jewish Hospital, og mens han var der, skrev han sine erindringer Out of Place.8 Inden da havde han engageret sig i palæstinensisk politik, og var med til at grundlægge Palestinian National Initiative, hvor han arbejdede sammen med lægen og eks-kommunisten Mustafa Barghuti.9 Dog skal det siges, at Said forblev anti-nationalist, samt at flere af hans bøger om det palæstinensiske spørgsmål blev forbudt af det palæstinensiske styre i Ramallah. Saids navn var en del af valgkampen i USA; alene det at der var forbindelser mellem Barack Hussein Obama og Edward Said har været brugt.10

Orientalism er en uomgængelig bog. Stadigvæk. Den er en af de få litteraturteoretiske bøger, der har haft en sådan gennemslagskraft uden for litteraturvidenskaben. For den er først og fremmest et stykke litteraturkritik – criticism – før den er noget andet. Sagen er nemlig, at i 70’erne var litteraturvidenskaben den videnskab eller den institution, hvorfra der udgik de fleste nye ideer og påvirkninger. Det var især dens fokus på sproglighed (linguistic turn) og tekstualisme. Populært sagt: alt er (var) tekst. Den er dertil et paradigmatisk eksempel på konstruktivisme. Orientalisme vil altid være en konstruktion eller et fortolkningsfællesskab (Stanley Fish), et videnskabeligt paradigme (Thomas Kuhn), en kulturel hegemoni (Gramsci) eller en «problematique» (Althusser) eller altså en tekst. Said siger, at det konstruktivistiske var årsagen til kritikken af bogen fra begyndelsen (Said 1995: 332). Og i dag da socialkonstruktivisme angribes hårdt fra flere sider, er det forståeligt, at Said udsættes for kritik. Selvom det ikke var meningen, blev Orientalism også et postkolonialt hovedværk eller en postkolonial grundlagstekst.

Det hele viste sig dog at være ganske paradoksalt. Der er så mange fejl og misfortolkninger i bogen, at den nærmest kan beskrives som videnskabelig uredelig. Der er nu en hel Said-

bashing industri, der påviser det. Man kan nævne romanforfatteren Robert Irwins meget underholdende For Lust of Knowing: The Orientalists and their Enemies (2006), og man kunne nævne mange andre, men det kortlægges alt sammen minutiøst i Daniel Martin Variscos Reading Orientalism: Said and the Unsaid (2007). Her finder man en oversigt over hele debatten og eksempler på Saids modsigelser og udeladelser og fejl. Grundigere kan det vist ikke gøres. Varisco har ganske enkelt alt med, og hans bog er dertil ikke fjendtlig over for Said. Den er det definitive værk om Said, men den er ikke en kritik eller en afvisning. Jeg kan ikke her referere de detaljerede læsninger, men kun henvise til den. Den er også uomgængelig. Uden den kan man ikke læse Said, for hvem i øvrigt også det usagte – the unsaid – spiller en stor rolle. Når for eksempel Irwin er kritisk, er det blandt andet, fordi han ikke kan acceptere Foucaults opfattelse af diskurser. Han flirter med, at han ikke kan forstå Foucault. Kritikken af Said kommer ofte fra traditionelle opfattelser af humanvidenskaberne og som led i en modstand mod poststrukturalisme og postkolonialisme. Og eftersom nypositivismen eller naturalismen er tilbage, kan det ikke undre, at man vender sig kritisk mod Said. I den konservative engelske filosof, Roger Scrutons The West and the Rest kaldes Orientalism er relativistisk værk, der gør vold mod Oplysningstidens idealer (Scruton 2002: 75). Det kan undre. Said er alt andet end relativist, og han er oplysningstænker. Det skal også siges, at den Said, som Variscos store bog handler om, er kun forfatteren til Orientalism. Det er ikke Conrad-kritikeren, litteraturteoretikeren, musikologen eller den intellektuelle debattør.

Kan der gives institutionsteoretiske forklaringer på, hvorfor og hvordan netop denne tekst blev og er så uomgængelig? Det er sådan, hvis vi følger for eksempel Pierre Bourdieu, at teoretiske konflikter afspejler universitetets struktur. Noget var således ved at ske i 1980’erne, som muliggjorde Saids værk. Det var på et tidspunkt, da forskellige former for konstruktivisme blev fremherskende i forbindelse med studiet af nationalisme, køn og klasse. Konstruktivismen var udtryk for tanken om, at disse fænomener kunne ændres, eller at de var foranderlige. Det var også på det tidspunkt, at mange andre etniske grupper kom på universiteterne. Postkolonialisme kom til at konstituere en «institutional reform from ’within’» (Sharpe 2000: 108). Det er vigtigt med ordet «indefra». Den vestlige kanon blev udfordret, men inden for universitetet.11 Universitetet, i al fald i store dele af den engelsktalende verden, fik en etnisk set langt mere differentieret studentermasse. Faget English var ikke længere det centrale fag, og det blev udfordret af mange nye kombinationer – for eksempel også Chicano Studies. Sagen er, at litteratur – English – ikke længere kunne fungere som kulturel kapital for den kulturelle overklasse. Litteraturvidenskaben gjorde da det, at den udvidede sit territorium ved at bruge litteraturteoretiske metoder på andet end litterære tekster. De såkaldte Cultural Studies er eksempler på dette. Det er det, man kunne kalde teoriens imperium. Opgøret med teori er derfor reelt en reduktion af litteraturstudierne eller en «afkolonisering», hvis denne metafor er tilladt. Og den af Said inspirerede postkolonialisme afspejler også det faktum, at mange flere studerende med anden etnisk baggrund kom til tops på amerikanske universiteter som undervisere. Postkolonialisme er den første «tredjeverdens teori», som er blevet ophøjet til metode på vestlige universiteter. Den er et udtryk for især indiske intellektuelles succes i USA. Der er, så at sige tale, om en succes for den amerikanske, obamaske melting pot.

Said var efter 1978 nu blevet en postkolonial guru post factum, og han skrev en ny bog, Culture and Imperialism, som reelt er postkolonial, men som ikke er så diskursanalytisk eller konstruktivistisk som Orientalism. Han påtog sig rollen som postkolonialismens

mestertænker. Der var på det tidspunkt en vis indflydelse fra Gilles Deleuze. Det er i denne bog, at han påpeger, påviser eller påstår, at romanen som sådan er imperialistisk og fremlægger den såkaldte kontrapunktiske læsning. Den går ud på, at der i enhver tekst er både imperiale og mod-imperiale stemmer. Intet (stort) litterært værk er kun imperialistisk. Hos for eksempel Kipling er der andre stemmer end de engelsk-imperiale. Der vil også være imperialismekritik. Han inddrog nu mange andre litteraturer: bl.a. skrev han om irsk litteratur.

Til sidst forlod Said så helt teorien. Han vidste meget vel i hvilken retning vindene blæste, så han blev aldrig revet med eller ned. Han fik al den anerkendelse og alle de priser, som man næsten kan få, men betragtede sig alligevel som marginaliseret. Hvad han altså på ingen måde var.

Hvorfor appellerer Orientalism umiddelbart – og endnu – til de studerende for eksempel i Norden? Hvorfor kom den så sent til os? I den arabisktalende verden er han, som sagt, og så vidt jeg er orienteret, ikke særlig populær.12 Hvorfor blev jeg selv indfanget? Er det dens retorik? Eller er den et redskab til at forstå de ændringer, som de nordiske velfærdsstater undergår med indvandring og udfordringerne fra islam? Er den en slags andethedens hermeneutik? «Dagens orientalisme finnes nærmest overalt» stod det om en artikel af Marianne Gullestad i Morgenbladet (5.5.2006).

Det er gået sådan, at der nu er hele to fænomener, der betegnes som ny-orientalisme. Det henviser især til den række meget populære romaner, der foregår i arabiske eller muslimske lande så som Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul, Azar Nafisis, Reading Lolita in Teheran og Khaled Husseinis The Kite Runner. Der er tale om, hvad man nu kalder «vidne-litteratur». Det er den iransk-amerikanske litteraturprofessor Fatemeh Keshavarz, der i Jasmine and the Stars (2007) har formet ordet, og hun fortsætter på sin vis Saids måde at tænke på.13 Så er ny-orientalisme også blevet brugt om visse franske teoretikere – Foucault, Kristeva, Derrida, Baudrillard – om Omar Pahuk og Salman Rushdie – samt om Žižek. Det sker i Ian Almonds The New Orientalists: Postmodern Representations of Islam from Foucault to Baudrillard (2007). Hans teknik minder om Saids på en bestemt måde: Han ser efter fraværet af islam i deres tekster. Det minder om teknikken derved, at Said læser imperialismens fravær fra kendte romaner frem. Mest berømt og berygtet er hans læsning af Jane Austens Mansfield Park. Ejeren af dette gods har slaver på Antigua. Det nævnes næsten ikke. Men Said påviser, hvordan hele godset styres som en koloni. Der var ingen, der havde skænket denne reference til slaveri nogen tanke, før Said gjorde det i Culture and Imperialism. Men det slog an. Det blev en modelanalyse, og da man lavede en filmatisering af romanen, ser man i første scene et slaveskib ligge for anker. Med andre ord er imperialismen romanens og modernismens skjulte eller fraværende bagside. Nu skal man ikke afvise disse læsninger af fravær så hurtigt. Det er den samme læsemåde, man i sin tid praktiserede, når man fremlæste ideologier i tekster. Også den Bollywood-agtige filmudgave af Thackeray’s roman Vanity Fair, instrueret af Mira Nair, er inspireret af en enkelt linje i Saids Culture and Imperialism, hvor det blandt andet siges, at man konstant finder henvisninger til imperiet i den engelske roman. Det gør man blot ikke, men det er en anden sag.

På mange måder minder denne metode også om dekonstruktion. Også i den dekonstruktive læsning fokuserer man på og fremdrager det, der er henvist til tekstens margin, og som det ikke er meningen, man skal lægge mærke til, men som er meningens mulighedsbetingelse. Den postkoloniale læsning synliggør det oversete.

Nok den første til at praktisere dette kunne siges at være Jean Rhys, der genskriver en kanonisk engelsk roman, Charlotte Brontës Jane Eyre, fra den sorte indelukkede kvindes synspunkt. Rhys’s roman hedder The Wide Sargas

so Sea. I denne og lignende romaner får den subalterne stemme.14 Og det er jo netop det, som Said påstår, at orientaleren ikke har fået – stemme. Hvorfor spurgte man ikke egypteren selv, spørger han et sted. Man kan sige, at med Orientalism fik i al fald en egypter stemme, Said selv, og det har muliggjort mange stemmer: deriblandt den nyorientalistiske al-Aswanis Chicago. Jeg tror også, at en af grundene til, at den egyptiske forfatter Mahfouz Naguib fik Nobel-prisen, i 1988, skyldes den opmærksomhed, som Said skabte om arabisk litteratur og kultur.15 Den litteratur er heller ikke til at kommer uden om i dag.

Orientalisme som diskurs

Er forklaringen på succesen Saids retorik som persuasio? Det er en af forklaringerne. Han er overbevisende, men uden beviser. Er han en forfører? Man skal jo erindre sig, at «orientalisme» er en slags fiktion. Den synes også umulig at undslippe. Der er tilsyneladende ikke noget hinsides orientalismen. Orientalisme er altopslugende. Den er uden et udenfor. Den eneste, der ikke er orientalist, er Said. «As befits the narrative of a literary critic, it is wisest to begin with attention to the text’s (Orientalism’s) rhetoric…One pervasive quality of Orientalism in almost everyone’s eyes is Said’s ability to persuade so convincingly that even the most innocent-looking Orientalist texts can be reread as generated by a latent political bias of conspiratorial potential», som Daniel Varisco skriver (2007: 95).

Said er jo ikke ude på at skabe et sandt billede af den Anden, for på en eller anden måde praktiserer han et slags billedforbud. Han er en ikonoklast ligesom Harold Bloom. Vi har gjort os et billede, vi repræsenterer den anden, og dermed forsvinder den anden eller gøres tavs. Bogen Orientalism handler som bekendt ikke om Orienten. Den har nemlig ikke Orienten som objekt. Den er subjektiv i streng forstand, for den siger kun noget om det kollektive, europæiske, imperialistiske subjekt, der har assimileret objektet, så det er forsvundet. Modtrækket findes. Den egyptiske filosof, Hassan Hanafi, var i 1993 i Århus på Center for Kulturforskning, hvor han introducerede os til occidentalismen og sagde, at modtrækket var – eller kunne være – en occidentalisme, hvor de konstruerer os, og vi konstruerer dem.

Orientalismen handler om, konstituerer og afspejler os selv. Den handler netop om den vestlige opfattelse af orienten og ikke das Ding an sich. Jeg betragter, som det vel fremgår, Said som neokantianer. Hans videnskabsteoretiske udgangspunkt er Giambattista Vico og ideen om, at vi kun kan forstå det, som vi selv har skabt. Verum factum-princippet. Vi kan dermed let forstå orientalismen, for vi har selv skabt den, men dermed gøres orientaleren jo uforståelig for os, og dermed bliver han eller hun til det radikalt, uassimilerbare andet. Hvordan undslipper Said så selv orientalismen? Enkelt nok. Han er egypter eller palæstinenser eller libaneser – selvom han er amerikaner.

Orientalisme er altomfattende og altopslugende og selvkopierende. Selv et respektabelt fag som turkologien kan næppe modstå assimilationen. Orientalisme kan næsten bruges om alt– det Andet. Elisabeth Oxfeldt har skrevet bogen Nordic Orientalism, den islandske litterat Jon Yngvi Johansen arbejder med begrebet «Scandinavian Orientalism». I den svenske bog, Orienten i Sverige, beskrives Tornedalen som den svenske ’Orient’, og selvom Sverige ikke havde kolonier, mener de alligevel, at Sverige var en del af imperialismen som mental og politisk ordning.16 I tysk litteraturvidenskab har Said haft en mindre rolle, fordi han stort set ikke har noget med om tysk orientalisme (Steyerl et al. 2003). Eller orientalisme kan anvendes som metafor for Balkan (Bjelic 2002). I Frankrig har han ikke spillet en tilsvarende rolle.17 Postkolonialismen er først nu ved at ankomme til Frankrig, samtidig med at en filosof som Alain Badiou (2001) har udsat alle ideer

om Andethed for en voldsom kritik. Det Andet er orientalisme.

Ziauddin Sardar har en forklaring på succesen i en bog, der meget originalt hedder Orientalism (1999). Den går ud på, at et stof, der var velkendt for alle arabister, blev iklædt tidens mest populære teori: Michel Foucaults diskursteori.18 Den kendte alle litterater, og det var fra litteraturinstitutterne, at Saids tekster blev udbredt, fordi de selv var under en radikal omstrukturering. Sardar har delvis ret. Uden litteraturteori ville bogen ikke være blevet kendt, og Said ville heller ikke have kunnet spille nogen rolle i den palæstinensiske sag. Alt det, der stod i bogen om Orienten, om orientalismen, var helt nyt stof for litteraterne. Med andre ord: stoffet var velkendt for orientalisterne, og iklædningen var ny; stoffet var nyt for litteraterne, mens iklædningen var velkendt.

Det er altså den teoretiske iklædning af kendt stof, der har gjort Said uomgængelig. Det minder om Michael Hardt og Antonio Negris nykommunistiske manifest, Empire (2000). De skrev først en bog sammen med samme budskab, men den var der ingen, der bemærkede. Så iklædte de deres politiske budskab i litteraturteoretisk-filosofiske termer – fra Gilles Deleuze – og hurtigt blev bogen en kultbog især på litteraturinstitutterne.

Orientalisme og arabisme

Orientalism udkom i et land, der var kendt for arabister – især inden for udenrigstjenesten, altså forskere og videnskabsmænd, der var pro-arabiske, som Robert D. Kaplan har påvist i The Arabists: The Romance of an American Elite (1993). Meget tyder også på, at englænderne langt foretrak araberne frem for jøderne i tiden, før den osmanniske provins blev til Palæstina og derefter britisk mandatområde under Folkeforbundet.

Et mandatområde er ikke en koloni. Hverken Irak, Transjordanien (del af mandatet, hvor jøder fik forbud mod at bo) – Østbredden – eller Palæstina har været britiske kolonier på samme måde som Nigeria og Uganda. Egyptens status var speciel. Det havde i 1870’erne under Ismael (1863–1879)19 etableret sig som et større imperium, der omfattede Sudan og strakte sig helt ned til Victoriasøen. Ismael opfattede Egypten som Europa i Afrika og mente, han havde en ’white man’s burden’. Briterne invaderer Egypten uden egentlig at have planlagt det, men så var de der. Og den eneste plan var at trække sig ud igen. Egypten var en «imperial hybrid». Udadtil forblev landet efter 1882 en uafhængig stat, hvor embedsmændene var englændere. På den måde landede også egyptisk Sudan i hænderne på englænderne, hvad de fik mange problemer ud af (Karsh og Karsh 1999, James 1994).

Kuwait, Bahrain, Qatar, Oman og de såkaldte Trucial States20 havde selvstyre, men var under britisk protektion indtil 1970’erne. Aden var kronkoloni. Libanon og Syrien var franske mandatområder. Den amerikanske tilstedeværelse – missionærskolerne – især i Storsyrien har været markant siden slutningen af det 19. århundrede. ’Suria’ er en slags amerikansk opfindelse. Der var et vist britisk præg over Cairo med skoler og klubber. Disse lande, hvis grænser ikke ligger fast endnu i dag, var måske en del af, hvad man kalder det informelle imperium, men heller ikke mere. Jeg vil mene, der sker en overdrivelse af imperialismens betydning – især da den britiske.

England har med folk som T.E. Lawrence («of Arabia») eller Gertrude Bell været med til at skabe det moderne Arabien som et førmoderne. Iraks fortid blev på det nærmeste opfundet af Bell. Agatha Christie boede og skrev i Bagdad, mens hendes mand foretog udgravninger.21 Man kan bestemt sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget Frankrig og England nåede at forandre den osmanniske imperiale bevidsthed eller islamisk kultur med en modernistisk franco-britisk kultur. Iraks mandatperiode var ganske kort: tolv år. Uafhængighed i 1932. Palæstina fra 1920/23 til 1948. Er man i

det nuværende Israel, er sporene efter englænderne næsten væk. Der, hvor landet blev regeret fra, er nu et luthersk hospital.22 Der er slet ikke de sproglige eller kulturelle tegn, som man finder i Indien, Sri Lanka eller Malaysia.

Orienten har altså ikke været ret meget underlagt vestlig imperialisme. Det er derfor ikke ganske korrekt at sige, som Said gør, at han voksede op i to «British colonies» (Said 1995: 25). Det er at tillægge det britiske imperium for stor magt.23 De to var ikke kolonier andet end i metaforisk forstand. Det giver kun mening inden for rammerne af en nutidig postkolonialisme, hvor ordet betegner det, at kolonialismen ikke er ophørt eller neokolonialisme. Denne brug af ordet finder vi ofte i den politiske retorik i lande som Iran og Zimbabwe.24

Opfindelsen af Orienten

Vi skal kun seks linjer ind i Orientalism, før vi læser: «The Orient was almost a European invention, and had been since antiquity a place of romance […].» Allerede her gør Said brug af et ord, der var progressivt og provokerende. Invention. Vi fik lidt på samme tid Eric Hobsbawm og Terence Rangers The Invention of Tradition. Vi bemærker næppe den retoriske trope: Europa kan opfinde. Og ikke nok med det. Det har Europa gjort lige siden antikken. Den første orientalist er Aischylos. Men der står også «almost». Hvad mere er eller var Orienten? Sætningen kommer kort efter, at en fransk journalist har set Beirut i ruiner efter borgerkrigen i 1975–76. Han siger, at dette var Nervals og Chateaubriands Orient. Libanon var fransk.

Denne romantiske, vestlige eller rettere franske opfindelse, denne franske repræsentation af Orienten, forsvinder altså nøjagtig på det tidspunkt, da Said skriver bogen, og da borgerkrigen raser i Libanon. Det synes med andre ord at være denne repræsentations forsvinden, der synliggør den for Said. Orientalismen er allerede fra begyndelsen begrænset til en fransk og britisk «conception». For amerikanere er orienten nemlig Kina og Japan. Nu føjer han så til, at Orienten omfattede Europas største og rigeste og ældste kolonier. Det lyder lidt underligt. Hvornår skulle den europæiske kolonisering være begyndt? Med grækerne?

Det er i introduktionen, at han erklærer, at han bruger Foucaults diskursbegreb. Og dermed indskriver han bogen i samtidens teoririge. Han gør også det, at han ’humaniserer’ diskursbegrebet. Han er ikke med på Foucaults opgivelse af subjektet eller dennes anti-humanisme. «Can the subaltern speak?», spurgte Gayatri Spivak. Og det sagde Said således ja til. Han var anti-humanistisk eller non-humanistisk humanist, siger William Spanos (2009: 164).

Orientalisme er altså en diskurs med en slags subjekter. Her har vi en af kilderne til bogens succes: netop diskursbegrebet har været og er endnu uhyre populært. Med diskursbegrebet kan man forstå, hvordan europæisk kultur var i stand til at «manage – and even produce» Orienten. En diskurs producerer sit objekt. Diskursteorien blev nu kombineret med noget andet: Said skelnede ikke mellem litterære og videnskabelige repræsentationer af Orienten. På det punkt var bogen også tidstypisk, nyhistoristisk og poststrukturalistisk. Det var på samme tid, at Hayden White forargede historikerne ved at påvise, at historievidenskaben er en slags fortælling eller litteratur i bogen Metahistory (1973). Richard Rorty sagde henkastet, at filosofien var en litterær genre blandt mange andre. Donald McCloskey skrev om The Rhetoric of Economics (1986), og der var tekster om antropologiens og sociologiens poetikker. Jürgen Habermas angreb på det tidspunkt, hvad han kaldte nedbrydningen af genreforskelle mellem filosofi og litteratur.25 Said ligestiller videnskab og litteratur. Det er ikke sådan, at litteraturen romantiserer, mens videnskaben er realistisk.

Orientalismens succes afspejler dermed den centrale stilling, som litteraturinstitutterne havde i USA i 1980’erne. Og med succes mener jeg

også blandt de studerende, og de er jo basis for akademiske succeser. Litteraturinstitutterne var ikke kun steder, hvor man studerede litteratur – det gjorde man også – men de var stederne, hvor French Theory dyrkedes. Det er jo ikke en bog, som udgik fra afdelinger for orientalske studier, tværtimod. En af hovedmodstanderne var fra begyndelsen folk som Bernard Lewis og nationalismeforskeren Ernest Gellner,26 der også har skrevet en del om islam.27

Man kan også nævne, at J. Derrida og dekonstruktionen ingen betydning havde, dels på filosofiinstitutter og dels i Frankrig. I Danmark havde litteraturinstitutterne slet ikke den centrale placering som i den engelsktalende verden, faktisk var de uhyre kritiske over for både fransk og amerikansk teori. Det er ikke derfra, at interessen for Said stammer. Hvis oversættelser betyder noget, så er det sigende, at Orientalism først bliver oversat til dansk i 2002 og udkommer på Roskilde Universitetsforlag.28 RUC har været stedet, hvorfra diskursteorien spredtes. I forordet antydes det at bogen skulle bruges som en modvægt til den såkaldte «dæmonisering af islam», men forholder sig ikke til Saids ide om «secular criticism», dvs. til hans religionskritik. Orientalism er på ingen måde et forsvar for islam (Said 1995: 333).29

Orientalismen som Det Andet

Så er der noget andet, nemlig Det Andet eller Den Anden eller Andethed, der har bidraget til at gøre Orientalism til en moderne klassiker. Tesen om orientalismen går populært sagt ud på, at Orienten er Europas Andet. Den bygger på en uhyre fascinerende tanke om, at identitet opnår man alene ved at skabe den onde Anden. Den postkoloniale teoretiker Homi K. Bhabha kalder nationen «the barred Nation It/Self» (Bhabha 1994: 148). For at få et selv, at være sig selv, skal man opfinde et «it», der dermed bliver ved at hjemsøge selvet. Said knytter denne konstruktion af andethed til identitetsspørgsmålet og igen har denne kombination af andethed og identitet været med til at sikre succesen. «The Other» optræder også på første appetitvækkende side – hvor vi også havde «invention». Den Anden har, hvad Europa angår, i Orienten fået et ansigt eller et billede, der endog kommer igen (recurring images). Ingen får en identitet uden denne Anden. Tanken om, at vi kan få en identitet eller være europæere ved at konstruere den Anden skræmmer dog også nogle. De vil mene, at der må være andre måder at skabe identitet på.

Edward W. Said har løftet sløret, nemlig det slør som orientalismen har lagt over Orienten. Det har han kunnet, fordi han dybest set er eller har et subjekt nedenunder «the Oriental subject». Orientalismen er dermed også et katalog over de spor, som den dominerende kultur har efterladt på hans oprindelige subjekt, som om han altså kunne finde frem til et sådant før-koloniseret, autentisk? subjekt. På den måde tænker Said ikke det koloniale subjekt som hybridt.30

Orientalism er og var en del af det akademiske andethedsindustrielle kompleks. Naturligvis er der endnu mange, der dyrker teorien om eller opfindelsen af den anden, men jeg vil også gøre opmærksom på det for nogle befriende frontalopgør, der, som nævnt, har været mod forskelstænkning og andethed hos Alain Badiou blandt andet i dennes Etik. Dette opgør med andethed, forskelstænkning, postkolonialisme og dermed «kulturalisme»31 føres netop med henvisning til en vis universalitet og en vis videnskabelighed renset for kultur og konstruktion, og dette passer så igen som fod i hose til det nye, nyttige universitet, der skal sikre viden, videndeling og velfærd i konkurrencestaten. Jeg kan nævne, at de nye naturalistiske, kognitivistiske, neo-darwinistiske litteraturteorier alle vender sig mod social konstruktivisme, diskursteori, dekonstruktion og kulturstudier. Fra både højre og venstre fremstår Saids Orientalisme som relativistisk og kulturalistisk. Men som John Sutherland skrev i TLS (2005), så la

vede Said rigtig nok mange fejl, men hans fejl «fructify». Orientalism er derfor endnu en «frugtbar» bog, og der er også en Said efter Orientalism. Først efter den erkendte han og begyndte at tænke ud fra eksilets positioner. Og det er en anden Said.

Litteratur

Almond, Ian. 2007. The New Orientalists. Postmodern Representations of Islam from Foucault to Baudrillard, I.B. Tauris, London.

Badiou, Alain. 2001. Ethics. An Essay on the Understanding of Evil. Verso, London.

Barghouti, Mourid. 2003. I Saw Ramallah, overs. Ahdaf Soueif, forord af Edward W. Said, Anchor Books, New York.

Bayoumi, Moustafa og Rubin, Andrew (red.). 2000. The Edward Said Reader. Vintage Books. New York.

Bhabha, Homi K. 1994. The Location of Culture. Routledge. London.

Bjelic, Dusan et al. (red.). 2002. Balkan as Metaphor. Between Globalization and Fragmentation. MIT, Cambridge, MA.

Ekström, Simon og Gerholm, Lena (red.). 2006. Orienten i Sverige. Samtida möten och gränssnitt, Studentlitteratur, Stockholm.

Habermas, Jürgen. 1985. Der philosophische Diskurs der Moderne, Suhrkamp, Frankfurt am Main.

James, Lawrence. 1994. The Rise and Fall of the British Empire. Abacus, London.

Karsh, Efraim og Inari Karsh. 1999. Empires of the Sand. The Struggle for Mastery in the Middle East 1789–1923. Harvard University Press. Cambridge, MA.

Keshavarz, Fatemeh. 2007. Jasmine and Stars. Reading More than Lolita in Tehran, University of North Carlina Press, Chapel Hill.

Khalidi, Rashid I. 1998. «Edward W. Said and the American Public Sphere: Speaking Truth to Power». Boundary 2, vol. 25, nr. 2.

Lewis, Bernard. 2004. From Babel to Dragomans. Interpreting the Middle East. Phoenix. London.

Miller, J. Hillis. 1976. «Beginning With a Text», diacritics. A Review of Contemporary Criticism, Fall, vol.6, nr. 3.

Kaplan, Robert D. 1995. The Arabists. The Romance of an American Elite. The Free Press. New York.

Oxfeldt, Elisabeth. 2005. Nordic Orientalism. Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800–1900, Museum Tusculanum Press, København.

Radhakrishnan, R. 2003. Theory in an Uneven World. Blackwell. London.

Ruthven, K.K. 2006. Faking Literature, Cambridge University Press, London.

Sardar, Ziauddin, Orientalism, Open University Press, Buckingham.

Said, Edward W. 1972. «An Ethics of Language», diacritics, vol. 4, nr. 2.

Said, Edward W. 1991. Musical Elaborations. Columbia University Press, New York.

Said, Edward W. 1994. Culture and Imperialism. Vintage, London.

Said, Edward W. (1978) 1995. Orientalism. Western Conceptions of the Orient. With a new afterword. Penguin, London.

Said, Edward W. 1999. Out of Place. A Memoir. Granta Book, London.

Said, Edward W. 2002. Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten. Oversat af John Botofte. Roskilde Universitetsforlag, Roskilde.

Scruton, Roger. 2002. The West and the Rest. Globalization and the Terrorist Threat. Continuum, London.

Sharpe, Jenny. 2000. «Is the United States Postcolonial?», i R.C. King (red.), Post-Colonial America. University of Illinois Press, Urbana.

Spanos, William B. 2009. The Legacy of Edward Said. University of Illionis Press, Urbana.

Sutherland, John, «Some Nabob», Times Literary Supplement, 18.3.2005.

Steyerl, Hito et al. (red.). 2003. Spricht die Subalterne deutsch? Migration und postkoloniale Kritik. Unrast, Münster.

Varisco, Daniel Martin. 2007. Reading Orientalism. The Said and the Unsaid. University of Washington Press, Seattle.