Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Autonomiparadokset i ABM

En analyse af ABM-institutionernes ændrede omverdensrelationer og deres implikationer

Casper Hvenegaard Rasmussen er Ph.d. og lektor ved Institut for Kommunikation, Sektionen for ABM, Københavns Universitet. Hans primære forskningsområder er kulturinstitutioner, herunder særligt arkiver, biblioteker og museer, kulturformidling og kulturpolitik.


Nanna Kann-Rasmussen er Ph.d. og lektor ved Institut for Kommunikation, Sektionen for ABM, Københavns Universitet. Hendes forskning omhandler kulturpolitik og kulturinstitutioners forhold til det omgivende samfund, særligt med fokus på legitimering. Nanna Kann-Rasmussen er desuden redaktør af Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling (NTIK).

As a consequence of modernity sociologists highlight rapid changes as a major characteristic of the present society. Within Library and Information Science, Archival Science and Museum Studies scholars also emphasize changes as a major characteristic of libraries, archives and museums (LAM). The aim of this paper is to analyze the changing relations between society and the LAMs. The theoretical framework for the analysis is on one hand concepts as social fields and autonomy coined by the deceased French sociologist Pierre Bourdieu. On the other hand a history of welfare management developed by the Danish political scientist Niels Åkerstrøm Andersen. The article shows that the relation between society and the LAMs is paradoxical. This means that the LAMS have experienced the growing focus on users and performance indicators such as number of visits or loans as a decrease in their autonomy at the same time as they have been able to pursue new ways of fulfilling their purpose as well as finding new problems to which they themselves can be a solution.

Keywords: arkiver, biblioteker, museer, danmark, autonomi, offentlig styringshistorie, omverden

Indledning

Forandring fremhæves ofte som et centralt kendetegn ved det moderne samfund, men dette er på ingen måde nogen erkendelse af nyere dato. Marshall Bermans (1940-2013) klassiker om det moderne menneskes erfaringsdannelse (Berman, 1982) fik titlen: ”All that is solid melts into air”, en vending som kom fra Marx og Engels’ kommunistiske manifest fra 1849. Ifølge Berman er forandringen blevet et vilkår for det moderne menneske, der lever i en modsætningsfyldt malstrøm af ydre påvirkninger, som tvinger den enkelte til øget selvkritik og -udvikling. Frem mod årtusindeskiftet var der en opblomstring i antallet af sociologiske samfundsdiagnoser med rod i en tiltagende forandringshastighed (se f.eks. Lyotard 1984; Lash 1990; Giddens 1991). I dag fremsættes der ikke i samme grad sådanne samfundsdiagnoser, men dette er ikke ensbetydende med, at hastigheden af forandringer er i aftagende. Tværtimod kan man argumentere for, at forandringen er blevet et selvindlysende vilkår i en nutid, hvor ord som ”disruption”, ”klimaforandringer” og ”heteronormativitet” alle er dagsordenssættende og kan henvise til substantielle samfundsmæssige forandringer. Da arkiver, biblioteker og museer ikke er kontekstløse kulturinstitutioner, er det heller ikke svært at finde eksempler på forskningen inden for de tre områder, som mere eller mindre eksplicit fremhæver markante forandringer. Ifølge den afdøde canadiske arkivar Terry Cook (1947-2014) har arkiverne gennem de seneste 150 år gennemgået fire paradigmatiske skrift. Til at begynde med var arkiverne samlinger af juridisk bevismateriale, som arkivaren nidkært vågede over, men omkring år 1900 blev de også reservoirer af kulturminder for forskere. Sidenhen åbnede arkiverne sig ligeledes for slægtsforskere og folk med lokalhistorisk interesse, og siden årtusindeskiftet har arkiverne i stigende grad haft fokus på alle dele af befolkningen, der inviteres til at deltage i arkivernes arbejde (Cook, 2013). På lignende vis beskrives folkebiblioteket som en institution, der også har gennemgået en basal transformation ved delvist at flytte fokus fra samlingerne til brugerne. Dette kommer til udtryk i forskellige engelsksprogede slogans som from content to context, from collection to connection eller from collection to creation (Jochumsen, 2017). Det samme er tilfældet for museernes vedkommende, hvor udviklingen også beskrives som et paradigmeskift fra samlingsdrevne til brugerdrevne museer (Anderson, 2012) eller fra genstande til oplevelse (Hein, 2000). Ifølge forskningen inden for de tre områder: ”archival science”, ”library and information science” og ”museum studies” er der enighed om, at alle tre institutioner er under forandring. Faktisk ville noget af det mest kætterske man måske kunne finde på at sige som forsker eller praktiker inden for ABM-området være, at der intet sker. Vi har i hvert fald aldrig hørt det.

Såfremt ABM-institutionerne er under forandring, er der en del spørgsmål, som naturligt melder sig. Det er spørgsmål som: Hvorfor er ABM-institutionerne overhovedet i bevægelse? Hvor bevæger institutionerne sig hen? Er der tegn på at ABM-institutionerne bevæger sig hen mod hinanden? Eller i hver sin retning? Forandringer af institutioner som arkiver, biblioteker og museer er i sagens natur komplekse processer, som det kan være svært at beskrive fyldestgørende. Men indledningsvist kan det være frugtbart at skelne mellem interne og eksterne forandringer (Audunson, 1999). Her kan årsagen til interne forandringer være en karismatisk leder eller magtkampe mellem forskellige grupperinger internt i institutionen, mens driverne for eksternt initierede forandringer kan være teknologisk udvikling eller nye regler og love. For private organisationer er ændrede konkurrenceforhold ofte et udgangspunktet for forandringer, mens dette i mindre grad gør sig gældende for offentligt finansierede institutioner, som derimod i højere grad skal tilpasse sig gældende normer og værdier i omverden (Boxenbaum & Jonsson, 2008). I reglen vil der være tale om en vekselvirkning mellem det eksterne og det interne. Når det moderne menneske ifølge Berman er selvkritisk og –reflekterende, er dette i sig selv en driver for forandring, men selvkritikken og –refleksionen er samtidig delvist et resultat af modernitetens malstrøm af muligheder og indtryk. På lignende vis er omverdenen ofte udgangspunktet for de forandringer, som ABM-institutionerne gennemgår. Digitaliseringen er et godt eksempel på dette. For bibliotekernes vedkommende har digitaliseringen været den mest betydningsfulde årsag til at biblioteket er blevet set som noget andet og mere end samlingen. Når de fleste mennesker går rundt med et velassorteret døgnåbent bibliotek i deres telefon, er det oplagt at biblioteket må gentænkes (Jochumsen et al., 2012).

Omdrejningspunktet for denne artikel er derfor ABM-institutionernes omverden, da denne har afgørende betydning for de forandringer, som ABM-institutionerne undergår. Men som det er fremgået i det ovenstående, så er omverden billedligt talt ikke blot bølger, som skyller ind over institutionerne og forandrer dem. Institutionerne kan samtidig sammenlignes med surfere; de kan være mere eller mindre dygtige til at surfe, de kan selv vælge, hvilken bølge de vil surfe på, og de kan også delvis bestemme, hvor de vil surfe hen. Når forandringer sker i en vekselvirkning mellem det eksterne og det interne, bliver ABM-institutionernes relation til omverden afgørende for at forstå eventuelle forandringer. Derfor er det spørgsmål, som denne artikel stiller: Hvordan kan relationen til omverden for ABM-institutionerne analyseres i en aktuel dansk kontekst? Et centralt omdrejningspunkt i en sådan teoretisk funderet indkredsning er spørgsmålet om autonomi, eller hvor meget selvstyre eller uafhængighed, den enkelte institution har. I denne artikel vil vi som udgangspunkt benytte os af to forskellige teoretiske udgangspunkter, der samtidig også kommer frem til to forskellige konklusioner, som hver især har deres gyldighed, og som tilsammen kan danne grundlag for en nuanceret forståelse af ABM-institutionernes forandrede relation til omverden.

Den første teoretiske tilgang er den afdøde franske filosof og sociolog Pierre Bourdieus (1930-2002) feltbegreb. Et felt kan være kulturområdet i sin helhed, men det kan også være arkiverne, bibliotekerne eller museerne. For at man kan tale om et felt, skal det ifølge Bourdieu være kendetegnet ved særskilte værdier og praksisser. En afgørende forudsætning for at der kan være tale om et felt er, at det pågældende felt har en relativ høj grad af autonomi (Bourdieu, 1992). Da Bourdieu derfor er stærkt optaget af feltets relation til omverden, er det oplagt at bruge feltbegrebet. Derudover har Bourdieu selv brugt feltbegrebet i relation til kulturfeltet (Bourdieu, 1983; Bourdieu & Johnson, 2004), ligesom feltbegrebet er brugt i relation til bibliotek og museer (Jochumsen & Hvenegaard Rasmussen, 2006; Vestheim, 1997, 1994).

Den anden teoretiske tilgang er den danske politolog Niels Åkerstrøm Andersens arbejde med den offentlige styringshistorie i Danmark (Andersen, 2014; Andersen & Born, 2001; Andersen & Pors, 2016). Denne tilgang er relevant, da den omhandler de ændrede betingelser for offentlig ledelse over tid, som institutioner som arkiver, biblioteker og museer er underlagt. Tilgangen er derudover interessant, da de konklusioner der drages om de offentlige institutioners autonomi, er markant anderledes end det er tilfældet for analyser med rod i Bourdieus tænkning. Efter en analyse af de to perspektiver vil artiklen diskutere den aktuelle situation for ABM-området. Denne analyse vil inddrage både forskningslitteratur, der behandler ABM-området og aktuelle eksempler fra en dansk kontekst. Eksemplerne er illustrative, de skal derfor ikke betragtes som bærende eller repræsentative for feltet.

Bourdieu og kulturfeltets autonomi

Ifølge den amerikanske sociolog Scott Lash (1990) er Bourdieus feltbegreb særligt knyttet til moderniteten. I det før-moderne (feudale) samfund var kongen og kirken de helt afgørende magtfaktorer i samfundet, der så vidt de ønskede det, kunne have indflydelse på kunst, undervisning, retspraksis etc. Disse samfundsområder var endnu ikke blevet udviklet til egentlige felter med egne værdier og en relativ høj grad af autonomi. Således var kunst i det før-moderne samfund ikke et særkilt samfundsområde, det blev derimod set som et håndværk, hvor køberen af kunst, typisk kongen eller kirken, kunne bestemme hvilken håndværker, der skulle fremstille et givent værk ud fra køberens ønsker (Bø-Rygg, 1985). Det er først i sidste halvdel af det 18. århundrede, at kunstfeltet etableres i kølvandet på, at æstetikken udskilles som en særlig form for erkendelse (Kjørup, 2000). Herved blev kunsten ikke længere kun set som udsmykning, statussymbol eller underholdning, den blev tillige opfattet som en særlig kilde til erkendelse. Dette bliver startskuddet til, at der bygges kunstinstitutioner, udvikles kunstvidenskaber, etableres kunstkritik og sideløbende opstår et publikum til kunsten. Hermed bliver kunstfeltet etableret som et særligt samfundsområde med distinkte værdier og praksisser. Ifølge Bourdieu er det vigtigste dog, at det specifikke felt selv kan definere og procedure kvalitetsforståelser og problemer (Bourdieu 1983, 2000). Med tiden bliver det dermed aktører inden for kunstfeltet der definer, hvad der er kvalitet. Det er den kunst, der indkøbes til museerne, de værker som fremhæves i kunstkritikken og de kunstnere, som indlemmes i de forskellige kunsthistorier. For Bourdieu er feltets tilkæmpede ret til at definere kvalitet som sagt tæt forbundet til det pågældende felts autonomi. I jo højere grad det er aktører inden for feltet, der definerer kvaliteten, jo større er sandsynligheden for, at det pågældende felt har en høj grad af autonomi. I denne forbindelse er videnskaben og kunsten to gode eksempler på felter, der har tilkæmpet sig retten til selv at definere kvalitet. Siden renæssancen har videnskaben fortrængt religionens overherredømme i relation til forskning, og i dag er det typisk særligt udvalgte aktører (peers) inden for de forskellige videnskabelige felter, der fordele midler og andre privilegier. På lignende vis er det udvalgte aktører inden for det kunstneriske/kulturelle felt, der fordeler midler og prestige; mest tydeligt i de forskellige armslængdeorganer. Men autonomi kan ikke udelukkende relateres til den tilkæmpede ret til feltinternt at definere kvalitet. Autonomi kan ligeledes relateres til, at feltet også selv kan definere sin egen berettigelse. I denne sammenhæng har kunstfilosofien spillet en væsentlig rolle for det kunstneriske felt. Først var det Alexander G. Baumgarten (1714-1762), der udskilte æstetikken som en særlig erkendelsesform. Kunsten blev hermed set som en kilde til erkendelse på lige fod med videnskab og logik, hvilket gav kunsten en fremtrædende plads i oplysningstidens projekt om at myndiggøre den enkelte individ. Sidenhen er der filosoffen G.W.F. Hegel (1770-1831), der: ”insisterer på kunstens absolutte autonomi og dermed på dens frisathed fra at tjene noget som helst kunsteksternt formål” (Nielsen 2007, s.62). Etableringen af det kunstneriske felt er en helt afgørende forudsætning for udviklingen af den danske kulturpolitik i efterkrigstiden, da målet om at sprede den legitime kunst og kultur til alle dele af befolkningen har rod i forestillingen om kunstens erkendelsespotentiale, men det kunstneriske felt er ikke identisk med det kulturpolitikkens virkeområde af flere grunde. For det først har den danske kulturpolitik ikke kun fokus på kunst, men også kulturarv. Dernæst har idealet om ”Kunst for kunstens egen skyld” aldrig stået alene i den danske kulturpolitik, der siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 mere eller mindre har været funderet i værdier som oplysning, erkendelse og myndiggørelse (Duelund, 2003). Sidenhen er der kommet nye kulturpolitiske argumenter til, der er meget væsensforskellige fra kunstfeltets traditionelle kunstforståelse. Det kan være instrumentelle argumenter om kulturens potentialer i relation til social politik, økonomisk vækst og byudvikling. Derfor er det kunstneriske felt i dag et delfelt af et større kulturelt felt, hvor ABM-institutionerne også kan ses som tre felter, der altid har haft et vist slægtskab. De er samlingsbaserede og formidlende i oplysningens tjeneste. Ifølge Bourdieu er det kulturelle felt kendetegnet ved en arbejds- og statusdeling mellem dem, der producerer indhold, og dem som formidler, hvor de producerende, dvs. kunstnerne, har en overordnet position (Bourdieu 1985). Ifølge denne logik har ABM-institutionerne grundlæggende en mere underordnet position i det kulturelle felt, og derved har de potentielt også en mindre udpræget autonomi end det kunstneriske felt. Dette kommer f.eks. til udtryk ved, at armslængdeorganer er mindre brugt i relation til ABM-institutionerne end i det kunstneriske felt, men dette er ikke ensbetydende med, at arkiver, biblioteker og museer ikke har nogen selvstændig råderet. For ABM-institutionernes vedkommende er autonomien i vid udstrækning knyttet til lovgivningen, der dels sikrer et økonomisk fundament, og dels giver institutionerne et vist råderum til selv at bestemme, hvordan de vil opfylde loven. Jo mere overordnet lovteksten og administrationen af denne er, jo højere grad af autonomi er der sandsynligvis tale om.

Men både Bourdieu og en del kritiske og bekymrede kulturpolitiske forskere (Belfiore, 2004; Holden, 2006; McGuigan, 2004) har fremhævet, at hele kulturfeltets tilkæmpede autonomi er under nedbrydning. Bourdieu er tydeligst bekymret i ”Modild”, der er skrevet som et modangreb på markedstankens fremmarch. Her beskriver han den tiltagende kommercialisering af kulturlivet som en ”helvedesmaskine” eller ”diktatorisk styreform, der:

”… så let som ingenting formår at neutralisere og tilintetgøre de sejre, de kunstneriske universer har tiltvunget sig i tidens løb. … Sagen er, at den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig, er truet i selve sit fundament af en kommerciel logik, der sætter sig igennem på alle niveauer af den kulturelle produktion og distribution af kulturelle udtryk”. (Bourdieu 2001: 84)

I den kulturpolitiske forskning er markedstankens mest relateret til instrumentaliseringen af kulturen og New Public Management. Instrumentaliseringen af kulturen defineres almindeligvis som det, at kulturen ikke er et mål i sig selv, men et middel til at nå et mål uden for kulturen selv (Belfiore 2004). I stedet for at blive set som en udgift, kan opførelsen af et ny museum ses som en investering i økonomisk vækst for en by eller region. Det måske mest velkendte eksempel på dette er Guggenheim Museet i Bilbao, der har været genstand for utallige kulturøkonomiske analyser af, hvorvidt museet har tiltrukket turister til og brande Bilbao (Plaza, 2000; Sterngold, 2004). Men en instrumentel museumsstrategi kan også handle om at gøre museet til løftestang for andre politiske områder: byudvikling (Bianchini & Parkinson, 1993), socialt arbejde (Sandell, 1998) og sundhed (Thomson & Chatterjee, 2015). Sådanne instrumentelle tiltag kan på den ene side ses som ”nye” argumenter for offentlige støtte til museer, men på den anden side er instrumentaliseringen også en invitation til, at det er felteksterne aktører, der kan definere, hvad der er kvalitet i relation til museumsvirksomhed. Det kan nemt bliver økonomer, der definerer musernes kulturøkonomiske værdi, byplanlæggere som definerer kvaliteten af byfornyelsen, sociologer som bedømmer museets bidrag til inklusion og sundhedspersonale, som har det sidste ord, når museets potentiale for sundhed skal fastlægges.

På lignende vis kan New Public Management (NPM) svække kulturinstitutionernes autonomi. Udgangspunktet for NPM er, at de offentlige institutioner kan drives mere effektivt, hvis de ledes som private virksomheder. Derfor skal der opstilles nogle resultatmål for de offentlige institutioner, hvor stigende besøgstal for kulturinstitutionernes vedkommende er det mest gennemgående resultatmål. Dette politisk betingede krav om flere besøgende kan svække kulturinstitutionernes autonomi: ” […] da det er felteksterne aktører, som definerer kvalitetskriterierne. I første omgang er det politikerne og sidenhen publikum, der udøver deres magt med fødderne” (Hvenegaard Rasmussen 2018: 235). Selvom Bourdieu (1992: 94-115) påpeger, at et givent felts autonomi aldrig kun kan konkluderes ud fra en teoretisk betragtning, men altid skal efterprøves empirisk, så er instrumentalisering og NPM i en feltlogik grundlæggende udtryk for et potentielt tab af autonomi. For Bourdieu er kulturfeltets autonomi netop et resultat af, at markedslogikken er sat ud af kraft; Bourdieu taler i den forbindelse om det kulturelle felts logik, som det modsatte af det økonomiske felt (Bourdieu 1983). Når kulturøkonomiske tanker med tiden bliver en del af det kulturelle felt, herunder ABM-institutionerne, så kan dette næsten ikke tolkes på anden måde end, at det økonomiske felts logik har koloniseret det kulturelle felt.

Sammenfattende for Bourdieu og hans arvtagere i det kulturpolitiske forskningsfelt er det rimeligt at hævde, at de har vist, at kulturfeltets autonomi er svækket. Autonomi er dels retten til at definere kvalitet og dels retten til at definere hvad kulturens berettigelse er. Disse to forhold er blevet udfordret og udhulet af instrumentaliseringen og af NPM-tankegangen. To konsekvenser kan fremhæves. For det første at berettigelse og kvalitet i dag i stigende grad defineres af aktører uden for feltet, f.eks. instrumentelt orienterede kulturpolitikere og effektivitetsorienterede embedsmænd. For det andet har det overordnede resultatkrav om øget brug koloniseret feltet. Mange brugere er blevet den ultimative målestok for institutionerne. Det er der i dag ingen der stiller spørgsmålstegn ved. På denne måde har omverdenen fået en øget betydning for kulturfeltet.

Andersen og det strategiske imperativ

Men der er også en anden historie, man kan fortælle om kulturfeltets autonomi. Den skal man finde i forskningen om velfærdsledelse og offentlige styring. Niels Åkerstrøm Andersen har indgående beskrevet den offentlige styringshistorie i Danmark, og den helt overordnede konklusion på historien er, i modsætning til det resultat den kulturpolitiske forskning er kommet frem til, at de offentlige institutioner gradvis bliver mere og mere autonome (Andersen, 2014; Andersen & Born, 2001; Andersen & Pors, 2016). Andersen har defineret tre forskellige styringsrationaler i den offentlige forvaltning, og selvom de nedenfor gennemgås som adskilte perioder er det en vigtig pointe, at de tre styringsrationaler ikke afløser hinanden fuldstændigt, når en et nyt styringsrationale bliver dominerende. Der vil stadig være elementer og logikker fra de foregående styringsrationaler som fortsat virker, selvom de ikke længere dominerer.

Den første styringsperiode, som betegnes Bureaukratiet, strækker sig fra slutningen af 1800-tallet og frem til den næste styringsperiode (Sektorforvaltningen) begynder at dominere i 1960erne. I Bureaukratiet tager embedsmanden ikke mange selvstændige beslutninger, derimod administrerer han regler (Andersen & Born, 2001). Andersen betegner offentlige organisationer i denne periode som ”uskyldigt underordnede” dvs. med en lav grad af autonomi (Andersen, 2014, p. 437). Når arkivarerne som ovenfor nævnt i indledningen omkring århundredeskiftet ifølge Cook (2013) betragtede arkivalier som ”juridisk bevismateriale”, så er det et godt eksempel på arkivaren som loyal embedsmand der sørger for at reglerne for arkivering af materiale overholdes. Et andet eksempel er den første bibliotekslov, som var en rammelovgivning, der fastsatte hvilke kriterier der skulle være opfyldt for, at en kommune kunne få statsstøtte til et offentligt bibliotek, f.eks. at lederen skulle være faguddannet bibliotekar (Skouvig, 2004).

Den næste periode betegnes Sektorforvaltningen. Den vokser frem i 1960erne. En sektor er en forvaltningssøjle, der skal løse et bestemt problem. Et eksempel kan være kulturforvaltningen i kommunerne, det lokale niveau, eller kulturministeriet, det nationale niveau. Styringsrationalet i Sektorforvalntingen var at reducere forskellen mellem del og helhed i den offentlige sektor, dvs. et ønske om at samstemme dele af forvaltningen inden for en sektor. Borgerne skulle have samme tilbud i alle kommuner. Den kulturpolitiske strategi ”demokratisering af kulturen” hører til i denne periode. Demokratisering af kulturen handler om, at alle borgere uanset geografiske eller økonomiske skel, skulle have samme tilbud (Duelund, 2003). Den offentlige organisation får i denne periode en vis grad af autonomi i forhold til hvordan den vil føre de centralt bestemte planer ud i livet, men retningen eller udviklingen sker på forvaltningens bud. I denne periode har kultursektoren altså en øget autonomi i forhold til i Bureaukratiet, fordi de professionelle (f.eks. arkivarerne, museumsinspektørerne og bibliotekarerne) blev anerkendt for at have en kompetence og professionel etos, der gjorde dem i stand til at løfte opgavevaretagelsen selvstændigt.

Den sidste periode hos Andersen er Den superviserende forvaltning. Denne periode går fra 1980erne og frem til i dag. I denne forvaltningsperiode er ønsket, at ”[s]amordning og udvikling skal skabes nede fra de enkelte institutioner, der hver især skal tage ansvar for egen udvikling og den helhed de indgår i” (Andersen, 2014, p. 437). Den offentlige organisation skal være omstillingsparat og selv definere udviklingen. Indblanding i form af kontrol eller regler for, hvordan organisationen skal forvalte sit område er i strid med denne logik. I denne beskrivelse er det tydeligt, at de offentlige organisationer får mere autonomi. Forvaltningssøjlen, som i Sektorforvaltningen var omdrejningspunktet, skal nu snarere supervisere at institutionerne faktisk udvikler sig og bliver selvstændige. Det er ikke længere givet hvad problemet er, så institutionerne skal selv definere de problemer, de selv kan være løsningen på. Inden for kulturfeltet har Stevenson et al. (2017) beskrevet, hvordan kulturinstitutionerne og kulturpolitikken i høj udstrækning har defineret ikke-brugeren som det problem, de selv kunne være løsningen på. Museerne har eksempelvis fokuseret kraftigt på, hvordan de kunne øge publikumstallene gennem blockbusters samt en øget viden om hvad brugerne ville have (Hvenegaard Rasmussen, 2016). Netop det faktum, at der ikke er enighed om hvad problemet er, eller hvad institutionernes formål er, bliver centralt for at forstå den udvikling, der sker på ABM-området. I biblioteksfeltet er der indikatorer på, at man selv har været i tvivl om, hvad folkebibliotekets raison d’être skulle være. Skulle man satse på oplevelser, digital dannelse, borgerservice eller engelsk herregårdsstemning (Jochumsen & Hvenegaard Rasmussen, 2006)? Arkiverne har ikke været helt så udfordrede på selve formålet, men også her har måtte erkende, at man ikke kun var til for at være statens hukommelse eller ressource for en snæver elite af forskere, men også kunne spille en rolle i forhold til f.eks. minoritetsgrupper og sociale aktivister (Cook, 2013; Sjögren Zipsane, 2016)

Den superviserende forvaltning er siden 1980erne blevet fulgt af et NPM-rationale der har fokus på evaluering, effektivitetsmålinger og dokumentation. Derfor kan man forestille sig, at kulturinstitutionerne både oplever, at de skal være omstillingsparate og initiativrige hvad angår ydelser, men at de samtidig med dette er pålagt rigide regler om dokumentation og resultatkrav, som blev bestemt oppefra. Kulturinstitutionerne får i denne periode således på den ene side mere autonomi, men er på den anden side underlagt performancemål, som kan komme til at til at trumfe fokus på faglig kvalitet. Som beskrevet ovenfor bliver kravet om mange solgte billetter, for Bourdieu, et symptom på vigende autonomi. I forvaltningsforskningen viser Brunsson og Sahlin-Andersson (2005), at markedstænkningen forsøger at øge de offentlige organisationers autonomi. Dog er det ikke de professionelles autonomi, der skal øges, men ledernes og administratorernes. I følge NPM-logikken har offentlige organisationer den svaghed, at ledelsen primært er ledelse hvad angår administration, og ikke så meget hvad angår kerneydelsen. Der bliver tale om parallelle hierarkier, som gør samordningen besværlig (Brunsson & Sahlin-Andersson, 2005). Derfor kan supervisionsforvaltningen, der følges af NPM-reformer, også ses som en styringsperiode, der underminerer de professionelles ret til at styre på professionens præmisser, samtidig med at administratorerne får mere magt. I kulturinstitutionerne har ledere og arts managers derfor skullet håndtere en dikotomi mellem en kunst/kulturlogik og en mere rationel management-logik (Caust 2008; Cray, Inglis, & Freeman 2007; Røyseng 2008; Daigle & Rouleau 2010). Kulturinstitutionerne skal således navigere i et spændingsfelt mellem forvaltningens krav til konsistent ledelse på tværs af sektorer (f.eks. årsplaner, og –rapporter, performancemålinger etc.) og forventninger om kontinuerlig overskridelse af forventningshorisonter, idet de hele tiden skal genopfinde sig selv og finde nye problemer, som de selv kan være løsningen på (Andersen & Pors, 2016). Blot er disse nye problemer og løsninger underlagt et imperativ om øget brug.

I disse år, dvs. i supervisionsforvaltningens periode, ser det ud til at NPM-rationalet er ved at blive afløst af et nyt rationale, New Public Governance, herefter NPG (Torfing & Triantafillou, 2017). NPG har et netværksteoretisk udgangspunkt i modsætning til det økonomiske udgangspunkt som NPM udspringer af. Det betyder, ifølge Jensen og Krogstrup (2017), at der lægges vægt på forhandling og interaktion mellem de konkrete interessenter, der findes inden for et politikområde. I ABM-feltet kan det således både være kulturinstitutionernes brugere, men også f.eks. indholdsproducenter, der skal inddrages. Formålet med at involvere omgivelserne er, at forbedre kvaliteten af den offentlige sektors løsninger. I en sådan netværksstyring er ledelsens opgave ikke at beslutte, hvad der f.eks. er god kvalitet i en ABM-sammenhæng, eller at honorere bestemte performancekrav men at skabe platforme for at netværk kan kommunikere, dele viden og finde frem til de løsninger, der giver mening for alle de involverede. Formålet er, at kulturinstitutionernes aktiviteter skal være relevante for samfundet, og ikke kun for det snævre kulturelle felt. På makroniveau betyder NPG, at bestemte professioner og brugere giver input til det politiske niveau. Et eksempel på dette kan være kulturministeriets såkaldte Rødding-møder, som inviterer til input fra kulturfeltet en gang årligt. På mikro- og mesoniveau, som er af højere relevans for denne artikel, handler det om at involvere borgere, lokalsamfund og samarbejdspartnere i løsning af opgaver, som defineres i fællesskab. Således resulterer NPG sammen med supervisionsforvaltningen i den bevægelse, at kulturinstitutionerne skal flytte fokus fra at opfylde nogle udefra fastsatte resultatkrav til at kunne skabe samfundsrelevans. Da kulturinstitutionerne blev udsat for NPM i 1990erne og 2000’erne, var det en fortynding af autonomien, fordi resultatkontrakterne var detaljerede og kulturinstitutionerne blev målt på bestemte output. I dag er politikerne interesserede i impact, som kun vanskeligt kan måles. Og derfor sættes institutionerne fri, forstået på den måde, at hvis de kan vise at de bliver brugt, så kan de sådan set bruges til hvad som helst.

Man kan hævde at der er tale om to slags autonomi. En klassisk autonomi, som er kendetegnet ved dels retten til at definere kunstens formål som en ikke-målbar æstetisk erkendelse og dels retten til at definere kunstnerisk kvalitet. Ligeledes kan man tale om en ny autonomi som er kendetegnet ved retten til selv at give sig i kast med løsningen af alle typer opgaver i samarbejde med relevante aktører.

ABM-institutionernes paradoksale omverdensrelation

I relation til ovenstående beskrivelse af de to teoretiske perspektiver på autonomi i den offentlige sektor må vi først og fremmest stille spørgsmålet om, hvorvidt ABM-institutionerne har fået mere eller mindre autonomi. Denne diskussion tager vi gennem for det første at behandle imperativet om øget brug, hvilket både arkiver, biblioteker og museer er underlagt, som et udtryk for at institutionerne har mistet autonomi i bourdieusk forstand. Herefter følger et eksempel fra Nationalmuseet i Danmark som viser, at den aktuelle udvikling kan fortolkes som både et udtryk for svækket og øget autonomi. Diskussionen slutter med to eksempler, der viser, hvordan henholdsvis arkiverne og bibliotekerne selvstændigt og strategisk har håndteret nogle konsekvenser af digitaliseringen. Med eksemplerne ønsker vi at vise, hvordan de to teoretiske perspektiver kan forklare den paradoksale situation som karakteriserer ABM-institutionerne i dag.

Imperativet om øget brug

Som vi beskrev ovenfor, kritiserer Bourdieu den kommercielle logik, der får lov at dominere alle områder i samfundet. Han hævder at markedskræfterne er blevet en helvedesmaskine der har tilintetgjort ”den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig (Bourdieu 2001: 84). På ABM-området kan man med rimelighed hævde, at den kommercielle logik har slået igennem som et imperativ om øget brug. Brug, eller ligefrem øget brug har været det dominerende performancemål siden 1980erne. Dvs. at institutionerne er blevet målt på antal solgte billetter, antal udlån, antal ekspeditioner. Kriteriet for succes har kulturfeltet således mistet retten til selv at definere.

Ser man på især museumsområdet i Danmark i dag, så må man give Bourdieu ret et stykke af vejen. De fleste museer i Danmark er statsanerkendte selvejende institutioner (Slots- og Kulturstyrelsen, 2019). At være statsanerkendt betyder, at man er anerkendt af staten, men at det ikke er staten, som er hovedtilskudsyder. Derimod vil det typisk være kommunen eller den forening der ejer museet, der står som den primære tilskudsyder. De fleste statsanerkendte museer supplerer deres økonomi med bidrag fra fonde samt indtægter fra f.eks. entré, cafe, og museumsbutik. På denne måde har museerne en patchworkøkonomi, hvor midlerne kommer mange forskellige steder fra. Det betyder at disse museer i meget høj grad er underlagt markedsmekanismer, de skal drive forretning samtidig med at de skal varetage deres formål (Marker & Rasmussen, 2019). Også de statslige museer (f.eks. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst) er afhængige af deres entreindtægter og af fondsbevillinger. Derfor kan man f.eks. se en øget forekomst af såkaldte blockbuster udstillinger, som har til formål at tiltrække et stort antal besøgende (Hvenegaard Rasmussen, 2016).

Bibliotekerne og arkiverne er ikke på samme måde underlagt et krav om egenindtjening, og derfor er markedsmekanismerne ikke present på samme måde som i museumsverdenen. Til gengæld er de ligeledes begge blevet målt på antal udlån og antal besøg, gennem deres resultatkontrakter og rammeaftaler. Performanceindikatoren om øget brug skal ses i forhold til et traditionelt fokus på samlingen. For arkivernes vedkommende har bevarelsen og registreringen af arkivalierne været det centrale omdrejningspunkt (Cook, 2013; Körmendy, 2007). De feltinterne kvalitetskriterier har været uafhængige af brugen. Sat på spidsen kan man sige at brug af fysiske arkivalier kun kan forringe kvaliteten. De kan gå i stykker, de kan blive sat forkert på plads, de kan blive slidt. Derimod har bibliotekernes raison d’etre har altid været brugerrettet. Siden 1964 har formålet med folkebibliotekerne været, at de skulle fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet (Jochumsen & Hvenegaard Rasmussen, 2006). Et formål som ikke kan opfyldes uden brugere. Men også i bibliotekerne har autonomien været centreret omkring at kunne definere (litterær) kvalitet, at opbygge, vedligeholde og formidle en kvalitetssamling. Derfor kan man ud fra et kulturteoretiske perspektiv hævde, at også arkiver og biblioteker er udfordrede på autonomien, fordi de underlægges krav om øget brug. Den svenske biblioteksforsker Joacim Hansson (2015, p.7) taler ligefrem om at bibliotekerne er blevet så fokuserede på brugerne, at man kan tale om userism, brugerisme.

Museumsområdet: mellem markedskræfter og øget autonomi

Et aktuelt eksempel på hvordan markedskræfterne på museumsområdet fodrer øget brug (og dermed også synlighed) er Nationalmuseets aktuelle udvikling. 1. juli 2017 tiltrådte Rane Willerslev som ny direktør på Nationalmuseet. I efteråret 2018 åbnede Nationalmuseet en ny vikingeudstilling. Genstandene, som var udstillet i montrer, var flankeret af store fotostater med fotografier af vikinger. Motiverne var iscenesat af designeren Jim Lyngvild – en vikingeentusiast som selv har været synlig i det danske mediebillede, grundet både markante meninger og at han har bygget sin egen vikingeborg. Museet omtaler fotografierne som ”kunstneriske fortolkninger” af vikingerne, men det, at en lægmand fik opgaven og kombinerede smykker fra én periode sammen med dragter fra en anden periode vakte en del debat om faglighed, lødighed og kvalitet (Sindbæk, 2018). Men debatten har også givet Nationalmuseet synlighed og øget publikumstallene (Nationalmuseet, 2018). Direktøren Rane Willerslev har desuden selv været i centrum, idet hans første år på museet er blevet foreviget i en docusoap på Danmarks Radio. I 2 x 6 afsnit af ”Ranes Museum” følger man Willerslev, mens han reflekterer over, hvordan man kan øge indtjeningen, og hvem der skal fyres som følge af besparelserne på kulturområdet. Ovenstående kan ses, og er blevet set, som præcis den udvikling Bourdieu forudså for 20 år siden. Markedskræfterne udhuler autonomien, og resultatet bliver overfladiske PR-stunts og dårlig kvalitet. Som beskrevet ovenfor, har samlingen været institutionernes selvdefinerede berettigelse, dvs. en markør for feltets autonomi. I dag ser vi, at fokus og legitimitet forskyder sig fra samlingen, samlingens kvalitet og den viden om samlingen, som institutionen råder over, til publikum, synlighed og indtjening.

Men Nationalmuseets udvikling kan også ses udtryk for en øget autonomi. I februar 2019 kunne man i netavisen Altinget læse, at Nationalmuseet planlægger at etablere sit eget mediehus (Pagh-Schlegel, 2019). Dette mediehus skal ifølge Willerslev producere børneprogrammer og historiske TV serier. Også en række andre museer, med museet ENIGMAs direktør Jane Sandberg i spidsen, har planer om at samarbejde om en radio-tv-kanal (Sandberg, 2019). Både Willerslev og Sandberg peger på, at den opgave de vil tage på sig, er en folkeoplysningsopgave, der skal tage udgangspunkt i museernes samlinger og viden. Men denne opgave kan man løse på mange andre måder end ved kun at producere udstillinger. At museerne i Danmark kan gøre det i dag, er et udtryk for en øget autonomi. Hvis museerne udelukkende var underlagt krav om publikumstal og forskningspublikationer, så ville et sådant forslag aldrig komme op. Man kan tilmed hævde, at det er deres patchworkøkonomi, kravet om indtjening og selvstændighed, der muliggør at museerne kan få øje på nye opgaver, de kan løse, og nye måder de kan løse de eksisterende opgaver på. Museerne har fået øje på en måde de kan være samfundsrelevante og samtidig supplere deres eksisterende økonomi med penge fra medieområdet, f.eks. public servicepuljen. Museumseksemplerne viser, at udviklingen både kan fortolkes som et udtryk for en vigende og en øget autonomi.

I det følgende diskuteres arkivernes arbejde med crowdsourcing. Her er fokus hvordan særligt Københavns Stadsarkiv selvstændigt har udnyttet digitaliseringens muligheder for at skabe samfundsrelevans sammen med nye og eksisterende brugere.

Arkivernes arbejde med crowdsourcing

Digitaliseringen har ikke blot betydet øget brug men også en ændret brug af arkiverne (Hellum, 2012; Huvila, 2008). På mange måder har digitaliseringen været en gave for arkiverne. For det første betyder digitaliseringen, at arkiverne kan dokumentere brugen af arkivet mere detaljeret. For det andet så lider de digitale materialer ikke skade af at blive brugt, i modsætning til fysiske arkivalier som kan blive slidt, gå i stykker eller blive væk. Det betyder, at arkiverne (i forbindelse med brug af det digitale materiale) i dag ikke længere står over for det modsatrettede hensyn, der tidligere har gjort sig gældende, at skulle servicere brugere og at skulle passe på arkivalierne. For det tredje åbner digitaliseringen muligheder for, at brugerne selv kan skabe nyt indhold. Når arkiverne stiller åbne kulturarvsdata til rådighed for brugerne, åbner det ikke blot for øget brug, men også for at brugerne med dataene selv kan bygge applikationer, databaser og kort (Roued-Cunliffe & Copeland, 2017). I det følgende viser vi, hvordan kombinationen digitaliseringens muligheder for crowdsourcing er et eksempel på, hvordan Københavns stadsarkiv har ageret strategisk og selvstændigt i tråd med NPG-regimet.

Politiets Registerblade er en forløber for folkeregisteret. I perioden 1890-1923 blev alle københavnere over 10 år registreret her (Københavns Stadsarkiv, n.d.). Mange slægtsforskere i Danmark benyttede disse blade og i 2008 fik medarbejdere i Københavns Stadsarkiv den ide at digitalisere samlingen. Hvis Stadsarkivets medarbejdere selv skulle gøre det, ville det koste alles arbejdstimer i 6-7 år (Bundgaard, 2013). Et umuligt projekt. Men en del af arkivets brugere, nemlig slægtsforskerne, som var interesserede i dels at være frivillige og dels i Københavns historie endte med at inddatere hele arkivaliet på 4 år. Denne lykkelige historie viser dels noget om, at formidling af samlingen har fået en større rolle i arkiverne, hvilket også Körmendy (2007) og Cook (2013) peger på, men det siger også noget om at arkiverne løser opgaver, som de ikke har fået stillet, altså at de selv kan pege på problemer, de kan bidrage til løsningen af. De kan med rette hævde overfor den superviserende forvaltning, at de har øget deres kapacitet til at opbygge og tilgængeliggøre relevante samlinger. Gennem partnerskabet med de frivillige har de bidraget til at nye brugergrupper har fået adgang til viden, f.eks. foskere fra klima- eller sundhedsvidenskaberne. Politiets Registerblade, som et digitalt korpus med åbent API1, kan nemlig bruges af forskere og studerende, der vil undersøge demografi, sociale problemstillinger og byliv på en helt anden måde end tidligere. Man kan f.eks. undersøge sammenhænge mellem levealder og bopæl i København. Stadsarkivet er finansieret af Københavns Kommune, men har bidraget til forskning, som kan få national eller måske endda international impact. Eksemplet viser desuden at arkivernes omverden er blevet større. Fra at omfatte indholdsproducenter, politikere og en todelt brugergruppe, forskere og (private) slægtsforskere har arkivet nu også livsvigtige relationer til historieinteresserede frivillige og nye brugergrupper, som er interesserede i de digitaliserede data. Potentielt kan partnerskaber med kulturarvsinteresserede borgere derudover positionere arkivet til at række ud mod udsatte grupper og fortælle deres historier (Roued-Cunliffe and Copeland, 2017; Sjögren Zipsane, 2016). Dette kan gøre arkiverne til aktører i den offentlige debat på helt nye måder. En rolle som bibliotekerne allerede har arbejdet med.

Biblioteker som arenaer for debat

Den historie som biblioteksudviklingen kan fortælle om paradokset trækker tråde til hele ABM-området. Den viser nemlig en opgave som både arkiver, museer og biblioteker har fået øje på som et nyt problem, de kan bidrage til. Som nævnt ovenfor er bibliotekernes tab af autonomi relateret til samlingens ændrede betydning og bibliotekarernes rolle som vogtere af god kvalitet. Digitaliseringen har haft mange problematiske konsekvenser for det traditionelle (fysiske) bibliotek. Hvis man kan tilgå materialet på sin telefon eller computer, hvad skal vi så bruge biblioteket til, har mange spurgt (Finnemann, 2007). Bibliotekerne har været udfordrede, ikke bare på autonomien, men også på selve eksistensberettigelsen. Men inden for de sidste 10–15 år har bibliotekerne i både Sverige, Norge og Danmark i høj grad satset på at blive lav-intensive mødesteder (Audunson, 2005). Det har været en udvikling, som har været drevet af både forskere, politikere men i høj grad også af feltet selv (Hvenegaard Rasmussen et al., 2013). Bibliotekernes rolle som mødesteder legitimerer dem, fordi de kan udfylde deres demokrati-understøttende opgave ved at være et sted for alle. Men bibliotekerne vil i dag mere end dette. Udviklingen af det fysiske bibliotek har sat gang i en stærkt øget mængde arrangementer i folkebibliotekerne i dag (Mathiason et al., 2018). Derfor er de i dag ikke bare mødesteder, men arenaer for debat. Udviklingen af det fysiske bibliotek har vakt genklang i hele ABM-området. En væsentlig del af bibliotekernes arrangementer organiseres af brugerne. Mange museer lægger i dag også huse til debatter, samtalesaloner og konferencer. Nogle organiserer de selv, andre lægger de hus til. Også arkiverne inviterer indenfor, til foredrag, digitaliseringsworkshops og erindringsklubber. Vi mener, at en øget autonomi er grunden til, at ABM-institutionerne i dag kan skabe relevans, – ikke kun gennem at give adgang til kunst, kulturarv, eller litteratur, men også ved at være de arenaer, hvor diskussionerne om indholdet kan foregår. Den ovenstående tendens er et eksempel, der illustrerer hvordan supervisionsforvaltningen, sammen med det nyere paradigme NPG, har flyttet fokus fra at måle institutionerne på allerede givne resultatkrav til at forvente af dem, at de skaber samfundsrelevans på de præmisser, de har. Det er stadig målet at komme i kontakt med mange brugere, men institutionerne søger at skabe impact og samfundsrelevans ved at blive arenaer for debatter og skabe indhold sammen med brugerne.

Konklusion

I indledningen stillede vi os selv spørgsmålet: Hvordan kan relationen til omverden for ABM-institutionerne analyseres i en aktuel dansk kontekst? Det korte svar er, at omverdensrelationen er paradoksal. Som ovenstående analyse viser, så kan man argumentere for, at ABM-institutionerne har oplevet en periode med vigende autonomi, samtidig med at de har været udsat for et strategisk imperativ, et krav om at vise selvstændighed og strategisk ledelse. Både inden for det kulturteoretiske perspektiv og det forvaltningshistoriske perspektiv beskrives konsekvenserne af New Public Management. Begge perspektiver fremhæver, at resultatkontrakter og performancemål svækker de professionelles magt i institutionerne. Men i forvaltningsperspektivet fremhæves det ligeledes, hvordan organisationernes ledere får mere råderum til at definere institutionernes strategier. Særligt i NPG tydeliggøres institutionernes ansvar for at selv at udvikle meningsfulde løsninger, som inddrager relevante aktører uden for institutionen. Kulturinstitutionerne skal selv definere de problemer og løsninger, de vil beskæftige sig med, under forudsætning af at det af omverden bliver anset som samfundsrelevant, og at brugerne er interesserede. Der er med andre ord tale om, at ABM-institutionernes autonomi både er vigende og tiltagende. På den ene side er har NPM og instrumentaliseringen af kulturen betydet, at det offentligt støttede kulturliv, og herunder ABM-institutionerne, har fået mindre muligheder for selv at definere deres kvalitetskriterier, hvad enten det er besøgstal eller instrumentelle tiltag, der tillægges større betydning. Men på den anden side har kulturinstitutionerne i dag et større råderum, når de skal definere, hvad der er deres problemer. Museerne kan arbejde med nye former for kulturarvsformidling, der ikke behøver at have udgangspunkt i deres samlinger. Arkivernes historie kan læses som en lang kamp for nå bredere ud. Fra udelukkende at have leveret juridisk vidnesbyrd har arkiverne også serviceret historisk forskning, slægtsforskere og lokalsamfundet generelt som kulturinstitution. Og i dag kan digitaliseret arkivmateriale bruges nye sammenhænge – f.eks. klimaforskningen og sundhedsforskningen. På lignende vis kan bibliotekerne også nemmere i dag beskæftige sig med andet og mere end samlingen og udlån af denne. Rollen som være- og mødested i lokalsamfundet er ikke noget, biblioteker er blevet pålagt politisk; det er en mulighed, de selv har grebet. Det samme er tilfældet med den udvidede forståelse af litteraturformidling i dagens biblioteker, hvor det ikke kun handler om at stille til rådighed, men hvor litteraturformidlingen også inkluderer læsekredse, skriveværksteder, festivaler, litterære udstillinger etc. Sammenfattende kan man sige, at spørgsmålet om ABM-institutionernes autonomi kan relateres til Rubins vase, hvor beskueren enten ser en hvid vase på en sort baggrund eller to sorte profiler på en hvid baggrund. Er man fokuseret på ABM-institutionernes ret til selv at definere kvalitet, så er der tale om en vigende autonomi, mens det modsatte er tilfældet, hvis der fokuseres på retten til at definere feltets egne problemer. Den historiske udvikling af dette autonomiparadoks har samtidig skabt en ændret rollefordeling mellem professionelle, politikere og befolkningen, hvor de professionelle, og særligt lederne, har fået øget magt, når det handler om at definere institutionernes opgave. Modsvarende har brugerne (befolkningen) som følge af, at den tiltagende brugerisme også fået en øget indflydelse på, hvordan ABM-institutionerne agerer. I relation til imperativet om øget brug kan kulturelle aktiviteter ikke i samme grad som tidligere legitimeres med henvisning til kunstnerisk eller faglig kvalitet. Den logiske konsekvens af disse to bevægelser er, at det politiske råderum er blevet mindre i relation til kulturområdet. Politikkerne har stadig magten over bevillingerne, men de har i grove træk overladt politikudviklingen til kulturinstitutionerne.

Referencer

Andersen, N.Å., 2014. Forvaltningen, in: Klassisk Og Moderne Organisationsteori. Hans Reitzels Forlag, København, pp. 431–453.

Andersen, N.Å., Born, A., 2001. Kærlighed og omstilling: Italesættelsen af den offentligt ansatte. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København.

Andersen, N.Å., Pors, J.G., 2016. Public Management in Transition. Bristol University Press, Bristol.

Anderson, G., 2012. Reinventing the museum, the evolving conversation on the paradigm shift, 2. ed. ed. AltaMira Press, Lanham, Md.

Audunson, R., 1999. Between Professional Field Norms and Environmental Change Impetuses: A Comparative Study of Change Processes in Public Libraries. Library & Information Science Research 21, 523–52.

Audunson, R., 2005. The public library as a meeting‐place in a multicultural and digital context: The necessity of low‐intensive meeting‐places. Journal of Documentation 61, 429–441. https://doi.org/10.1108/00220410510598562

Belfiore, E., 2004. Auditing culture. International Journal of Cultural Policy 10, 183–202. https://doi.org/10.1080/10286630042000255808

Berman, M., 1982. All that is solid melts into air, the experience of modernity. Verso, London.

Bianchini, F., Parkinson, M., 1993. Cultural policy and urban regeneration, the West European experience. Manchester University Press, Manchester.

Bourdieu, P., 1983. The field of cultural production, or: The economic world reversed. Poetics 12, 311–356. https://doi.org/10.1016/0304-422X(83)90012-8

Bourdieu, P., 1985. The Market of Symbolic Goods, Poetics, Vol. 14 No. 1–2, pp. 13–44.

Bourdieu, P., 1992. An invitation to reflexive sociology. University of Chicago Press, Chicago.

Bourdieu, P., 2000. Pascalian meditations. Polity Press, Cambridge.

Bourdieu, P., 2001. Modild. Hans Reitzels Forlag, København.

Bourdieu, P., Johnson, R., 2004. The field of cultural production, essays on art and literature. Polity Press, Cambridge.

Boxenbaum, E., Jonsson, S., 2008. Isomorphism, Diffusion and Decoupling, in: The SAGE Handbook of Organizational Institutionalism. SAGE Publications Ltd, London, pp. 78–98. https://doi.org/10.4135/9781849200387

Brunsson, N., Sahlin-Andersson, K., 2005. Inte bara mode: Att skapa organisationer i offentlig sektor, in: Modernisering Av Offentlig Sektor: Utfordringer, Metoder Og Dillemaer. Universitetsforlaget, Oslo, pp. 82–95.

Bundgaard, N., 2013. Da stadsarkivet inviterede indenfor [WWW Document]. OAO, Offentligt ansattes Organisationer. URL http://www.oao.dk/nyhedsarkiv/da-stadsarkivet-inviterede-indenfor/ (accessed 1.7.19).

Bø-Rygg, A., 1985. Institusjonen kunst, in: Kunst- og kulturformidling. Universitetsforlaget, Stavanger-Oslo-Bergen-Tromsø, pp. 11–25.

Caust, J., 2008. Does it matter who is in charge? The influence of the business paradigm on arts leadership and management. Asia Pacific Journal of Arts and Cultural Management 3.

Cook, T., 2013. Evidence, memory, identity, and community: four shifting archival paradigms. Arch Sci 2013, 95–120. https://doi.org/10.1007/s10502-012-9180-7

Cray, D., Inglis, L., Freeman, S., 2007. Managing the Arts: Leadership and Decision Making under Dual Rationalities. The Journal of Arts Management, Law, and Society 36, 295–313. https://doi.org/10.3200/JAML.36.4.295-314

Daigle, P., Rouleau, L., 2010. Strategic Plans in Arts Organizations: A Tool of Compromise Between Artistic and Managerial Values. International Journal of Arts Management; Montréal 12, 13-30,83.

Duelund, P., 2003. The Nordic cultural model. Nordic Cultural Institute, Copenhagen.

Finnemann, N.O., 2007. Kulturarven skal bevares, men hvad med biblioteket, sku’ vi også lægge det på hylden?, in: Umisteligt: Festskrift Til Erland Kolding Nielsen. Museum Tusculanum, København, pp. 719–731.

Giddens, A., 1991. Modernity and Self-Identity: Self and Society in the Late Modern Age. Polity, Cambridge.

Hansson, J., 2015. Documentality and legitimacy in future libraries – an analytical framework for initiated speculation. New Library World 116, 4–14. https://doi.org/10.1108/NLW-05-2014-0046

Hein, H.S., 2000. The museum in transition, a philosophical perspective. Smithsonian Institution Press, Washington.

Hellum, A., 2012. Digitisation: Archives in a New Role! Microform & Digitization Review 41, 103–104. https://doi.org/10.1515/mir-2012-0015

Holden, J., 2006. Cultural value and the crisis of legitimacy. Demos.

Huvila, I., 2008. Participatory archive: towards decentralised curation, radical user orientation, and broader contextualisation of records management. Arch Sci 8, 15–36. https://doi.org/10.1007/s10502-008-9071-0

Hvenegaard Rasmussen, C., 2016. Formidlingsstrategier: En grundbog om kulturinstitutionernes formidling. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Hvenegaard Rasmussen, C., 2018. Der er ingen stemmer i kulturpolitik. Nordisk kulturpolitisk tidsskrift 226–245.

Hvenegaard Rasmussen, C., Jochumsen, H., Skot-Hansen, D., 2013. Biblioteket som mødested : Sociologisk legitimitet og inspiration fra byplanlægningen. 1 2, 51–59. https://doi.org/10.7146/ntik.v2i1.26061

Jensen, J.B., Krogstrup, H.K., 2017. Fra New Public Management til New Public Governance, in: Samskabelse Og Capacity Building i Den Offentlige Sektor. Hans Reitzels Forlag, København, pp. 33–56.

Jochumsen, H., 2017. Biblioteket gennem 100 år – Indhold, rammer og relationer, in: Biblioteksdidaktik. Hans Reitzels Forlag, København, pp. 17–46.

Jochumsen, H., Hvenegaard Rasmussen, C., 2006. Folkebiblioteket under forandring, modernitet, felt og diskurs. Danmarks Biblioteksforenings Forlag, Kbh.

Jochumsen, H., Hvenegaard Rasmussen, C., Skot-Hansen, D., 2012. The four spaces – a new model for the public library. New Library World 113, 586–597. https://doi.org/10.1108/03074801211282948

Kjørup, S., 2000. Kunstens filosofi – en indføring i æstetik. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

Københavns Stadsarkiv, n.d. Politiets registerblade [WWW Document]. URL https://www.kbharkiv.dk/sog-i-arkivet/kilder-pa-nettet/politiets-registerblade (accessed 4.11.19).

Körmendy, L., 2007. Changes in archives’ philosophy and functions at the turn of the 20th/21st centuries. Archival Science 7, 167–177. https://doi.org/10.1007/s10502-007-9052-8

Lash, S., 1990. The sociology of postmodernism, International library of sociology. Routledge, London.

Lyotard, J.-F., 1984. The postmodern condition, a report on knowledge, Theory and history of literature <<vol. 10 =10 >>. Manchester University Press, Manchester.

Marker, L., Rasmussen, S.M., 2019. Museumslandskabet: Kulturpolitikkens udvikling og museernes vilkår. Realdania, København.

Mathiason, M., Jochumsen, Henrik, Hvenegaard Rasmussen, C., 2018. Approaching a textually grounded typology for discussing public library activities in the digital age. Presented at the LIDA.

McGuigan, J., 2004. Rethinking cultural policy?, Issues in cultural and media studies. Open University, Maidenhead.

Nationalmuseet, 2018. Vikingerne er et trækplaster [WWW Document]. Nationalmuseet. URL https://natmus.dk/nyhed/vikingerne-er-et-traekplaster/ (accessed 4.8.19).

Nielsen, H.K., 2007. Kunst og Samfund, in: Konsument Eller Samfundsborger?: Kritiske Essays. Klim, Århus, pp. 61–74.

Pagh-Schlegel, 2019. Rane Willerslev om nyt medieeventyr: Linse Kessler har vist vejen [WWW Document]. Altinget: kultur. URL //www.altinget.dk/kultur/artikel/rane-willerslev-om-nyt-medieeventyr-linse-kessler-har-vist-vejen (accessed 4.8.19).

Plaza, B., 2000. Evaluating the Influence of a Large Cultural Artifact in the Attraction of Tourism: The Guggenheim Museum Bilbao Case. Urban Affairs Review 36, 264–274. https://doi.org/10.1177/10780870022184859

Roued-Cunliffe, H., Copeland, A., 2017. Participatory Heritage. Facet Publishing, London, UK.

Røyseng, S., 2008. Arts management and the autonomy of art. International Journal of Cultural Policy 14, 37–48. https://doi.org/10.1080/10286630701856484

Sandberg, J., 2019. Derfor skal kulturinstitutioner da også lave radio og fjernsyn [WWW Document]. – Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation. URL https://www.enigma.dk/2019/02/07/derfor-skal-kulturinstitutioner-da-ogsaa-lave-radio-og-fjernsyn/ (accessed 4.8.19).

Sandell, R., 1998. Museums as Agents of Social Inclusion. Museum Management and Curatorship 17, 401–418. https://doi.org/10.1080/09647779800401704

Sindbæk, S.M., 2018. Jim Lyngvilds vikingeudstilling er flot, men præget af historieløs udklædningsleg. Videnskab.dk.

Sjögren Zipsane, E., 2016. Arkivet som samhällsaktör för demokrati, social rättvisa och andra nyttor, in: #arkivdag. ABM-Media.

Skouvig, L.H.C., 2004. De danske folkebiblioteker ca. 1880-1920: en kulturhistorisk undersøgelse ud fra dannelses- og bevidsthedshistoriske aspekter med belysning af tilknytningsforholdet til staten og “det offentlige.” Institut for Biblioteksudvikling, Danmarks Biblioteksskole, Kbh.

Slots- og Kulturstyrelsen, 2019. Statsanerkendte museer [WWW Document]. URL https://slks.dk/omraader/kulturinstitutioner/museer/fakta-om-museerne/statsanerkendte-museer/ (accessed 4.7.19).

Sterngold, A.H., 2004. Do Economic Impact Studies Misrepresent the Benefits of Arts and Cultural Organizations? The Journal of Arts Management, Law, and Society 34, 166–187. https://doi.org/10.3200/JAML.34.3.166-187

Stevenson, D., Balling, G., Kann-Rasmussen, N., 2017. Cultural participation in Europe: shared problem or shared problematisation? International Journal of Cultural Policy 23, 89–106. https://doi.org/10.1080/10286632.2015.1043290

Thomson, L.J., Chatterjee, H.J., 2015. Measuring the impact of museum activities on well-being: developing the Museum Well-being Measures Toolkit. Museum Management and Curatorship 30, 44–62. https://doi.org/10.1080/09647775.2015.1008390

Torfing, J., Triantafillou, P., 2017. New public governance på dansk, 1. udgave. ed. Akademisk Forlag, Kbh.

Vestheim, G., 1994. Museum i eit tidsskifte, ØF-rapport ; 4/94. Samlaget, Oslo.

Vestheim, G., 1997. Fornuft, kultur og velferd, ein historisk-sosiologisk studie av norsk folkebibliotekpolitikk. Det Norske Samlaget, Oslo.

1API står for Application Programming Interface. Når kulturinstitutioner arbejder med et åbent API, betyder det at brugere uden for organisationen kan få adgang til institutionens data og bruge dem på nye måder, fx skabe apps eller kort der anvender de pågældende data.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon