Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Danmark læser - en kulturkampagne mellem flere tider og mange dagsordner

Lektor i kultur- og litteraturformidling ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet. Han er ph.d. på en afhandling om litteraturen i dansk folkeoplysningstradition og har forskningsinteresser bredt omkring historiske, formidlingsmæssige, sociologiske og digitale problemstillinger inden for sit felt, senest med en behandling af litteraturmuseer.

Lektor, ph.d., Afdeling for antropologi, Aarhus Universitet. Hun har primært forsket i køn, ungdom, urban fattigdom og temporalitet i Brasilien, men siden 2014 også i danskeres brug af skønlitteratur. Bl.a. udførte hun sammen med yngre kolleger følgeforskning på Danmark Læser kampagnen. Hun er forfatter til bogen Matters of Life and Longing (2004).

  • Side: 250-272
  • Publisert på Idunn: 2016-11-30
  • Publisert: 2016-11-30

Abstrakt

Den nationale kampagne Danmark læser blev afviklet i perioden 2013–15, og var et markant kulturpolitisk initiativ – det hidtil største af sin art i Danmark – med det formål at få flere danskere til at læse skønlitteratur. Artiklen beskriver kampagnens formål og indhold og analyserer dens placering mellem etableret dannelsestænkning og nutidig eventkultur samt relationer til andre kultur-/litteraturpolitisk aktuelle dagsordner: bogmarked, læsekompetencer, folkebiblioteker, formidlingstænkning, partnerskabspraksis, by-branding, ligesom spørgsmål omkring social identitet og kategoriseringsprocesser tages op. Til grund for artiklen ligger dels et stort dokumentationsmateriale fra kampagnens aktører, dels et antropologisk følgeforskningsprojekt. Dertil diskuterer artiklen med og perspektiverer til en del af den nuværende skandinaviske forskning omkring bøger, litteratur, læsning og litteraturformidling. Kampagnen var karakteriseret ved en stor geografisk og social bredde, som både fastholdt danske folkebiblioteker som centrale aktører og fremviste mange nyskabende samarbejder og udadrettede formidlingsmæssige tiltag, blandt andet med en større tekstlig mangfoldighed end den traditionelle trykte bog. Kampagnen var dog præget af forskydninger undervejs, idet den bevægede sig fra et fokus på litteraturens dannelsespotentiale til en pragmatisk betoning af oplevelse og events. Afslutningsvis sætter artiklen spørgsmålstegn ved, om en dannelsesorienteret kampagne giver mening i dagens Danmark.

Emneord: læsning, litteraturformidling, eventkultur, kulturpolitik, identitet, kampagne

Abstract

The national campaign Denmark is reading (Danmark læser) was implemented in the years of 2013–15 and was a significant cultural policy initiative – the biggest of its kind ever in Denmark – with the object of getting more Danes to read fiction. This article describes the aim and contents of the campaign and analyzes its position at the interface between established educational thinking and contemporary event culture, as well as considering its relations to other current agendas in the politics of culture and literature: the book market, literacy, public libraries, the concept of dissemination, partnership practice and city branding. Issues of social identity and categorising are also discussed. The article is based on a strong foundation of documents produced by the players involved in the campaign, and on an anthropological follow-up research project. The article also discusses and puts into perspective sections of contemporary research works about books, literature, reading and dissemination of literature. The campaign was characterised by its broad social and geographical scope, which both retained Danish public libraries as central players and involved a great number of innovative partnerships and dissemination activities, including a greater variety of texts than those available in traditionally printed books. However, the campaign was affected by changes in focus along the way, moving from a focus on the general educational potential of literature to a pragmatic emphasis on experience and events. Finally, the article calls into question whether a general educational campaign makes sense in Denmark today.

Keywords: reading, dissemination of literature, event culture, cultural policy, identity, campaign

 

Den nationale kampagne Danmark læser tog sin begyndelse i sommeren 2013 med det formål at få flere danskere til at læse litteratur. Begrundelsen var, at 40 % af danskerne ifølge den officielle ministerielle kulturvaneundersøgelse (Bak 2012) sjældent eller aldrig læste litteratur. Daværende kulturminister Marianne Jelved ønskede med en landsdækkende kampagne at sprede læselyst til denne gruppe, fordi:

«Dansk litteratur er med til at binde os sammen som nation. Vi bruger den til at forstå os selv og Danmark lige nu. Litteraturen giver plads til eftertænksomhed, nærvær og indlevelse og den åbner for livsnerven i vores demokrati – samtale og dialog […] Og den kan give den myndighed og selverkendelse, der kræves af et moderne, demokratisk menneske.» (Jelved 2013).

Kulturjournalister fra de danske dagblade var kritiske: ministerens udspil syntes at være udtryk for et altmodisch dannelsesbegreb. Men det skulle hurtigt vise sig, at tilslutningen var stor. Hensigten var, at de kommunale biblioteksvæsener skulle stå for kampagnegennemførelsen; halvdelen af landets 98 kommuner lagde projektansøgninger ind, 12 fik puljemidler til projekter, og 12 andre gik i gang uden tilskud. Kampagnen syntes – modsat den første kritik – at have tag i samfundet.

I det følgende vil vi analysere kampagnens placering som kulturpolitisk tiltag, dens kontekst og baggrunden for dens relative succes. Spørgsmål vi søger besvaret, er på det konkrete niveau, hvilke positive effekter kampagnen havde, og hvordan de var mulige inden for det ret store tidspres og ikke i alt sammenhængende forløb. Mere overordnet spørger vi, hvilke forskydninger i den tidslige orientering pragmatiske hensyn affødte, og hvad iagttagelserne af disse forskydninger kan betyde for videre diskussioner af moderne kulturpolitik.

Vi beskriver indledningsvis artiklens empiri og teoretiske sigte, dernæst kort kampagnens ide og indhold, hvorefter vi anlægger to hovedperspektiver: dels en umiddelbar modsætning mellem en orientering mod en (traditionel) kulturpolitisk og historisk funderet ide om dannelse og demokrati samt en orientering mod en nutidig fremherskende begivenheds- og oplevelseskontekst – eventkulturen; dels læsekampagnens forhold til en række andre aktuelt vigtige kulturpolitiske agendaer i Danmark. På baggrund heraf diskuteres nogle af de indholdsmæssige og tidslige forskydninger, der kunne ses i forhold til kampagneintentionerne omkring litteratur, bogmarked, målgrupper og demokrati.

Tilgange

Grundlaget for tilgangen til kampagnen udgøres af kampagnens officielle hjemmeside: samlede dokumenter med kulturministeriets udspil, 24 projektbeskrivelser/-ansøgninger fra danske folkebiblioteksvæsener, 12 evalueringsrapporter fra de 12 læsekommuner, en empirisk læser-kortlægning og en afsluttende og tværgående bibliotekspædagogisk erfaringsopsamling, samt enkelte andre administrative og presse-orienterede etc. dokumenter (danmarklæser.dk). Artiklens øvrige empiri stammer primært fra det følgeforskningsprojekt, som var knyttet til kampagnen (Dalsgård et al. 2015). Forskningen var finansieret af Kulturstyrelsen og var oprindeligt tænkt som et treårigt projekt. I projektets første år (som blev kampagnens eneste) fulgte forskerne udvalgte aktiviteter i kommunerne med særligt fokus på betydningen af litteraturens tilgængelighed og læsning på arbejdspladser. I alt gennemførtes 33 individuelle face-to-face interviews med borgere, medarbejdere på arbejdspladser og kommunale projektmedarbejdere; fem fokusgruppe-interviews på arbejdspladser; deltagerobservation i seks læsegrupper; og desuden observationer af et stort antal aktiviteter. Alle data er samlet og analyseret ud fra en teoretisk interesse i de oplevelses- og identitetsmæssige aspekter af litteraturlæsning – både individuelt og socialt. Kampagnens organisering og overordnede forløb har kun været i følgeforskningens fokus i det omfang, den har haft betydning for den konkrete oplevelse af at deltage (eller ikke) i læseaktiviteterne. Som en del af projektet udførte kandidatstuderende Ditte Grünberger tillige et længerevarende antropologisk feltarbejde i Randers Kommune (Grünberger 2016).

Artiklens forskningsmæssige inspirationer og perspektiver udgøres dels af den sociologisk, formidlingsmæssig og kulturpolitisk orienterede diskussion af læsning, litteratur og bøger, der er pågået i Skandinavien i de senere år (bl.a. Carlsson 2012; Nordisk 2012; Karner Smidt 2013; Handesten 2014; Ringgaard 2014). Dels har vi set Danmark Læser i et tidsligt perspektiv, hvor forskellige individuelle, politiske og professionelle agendaer og tidshorisonter blander sig i udførslen af konkrete aktiviteter og skaber komplikation på praksis- og identitetsniveau. Vi har her set på samspillet mellem udvikling af statslige initiativer og personlige identiteter, og de komplikationer og utilsigtede kategoriseringsprocesser som kan opstå, når forskellige agendaer skal tilgodeses på samme tid (Jöhncke et al 2004; Vohnsen 2011). I artiklens konklusion vender vi tilbage til vores teoretiske interesser og argumenterer for de sammenhænge, de har tilladt os at se.

Kampagnen

Kampagnens formål var at fremme litteraturlæsning og tænde læselyst, skabe flere læsere og få allerede læsende til at læse mere; specielt fokuseredes på ikke-læsendes og læsefremmedes muligheder for at komme (bedre) i kontakt med læsning og litteratur. Man ville sikre litteraturen en plads i befolkningens bevidsthed i en tid med støt stigende digitalt medieforbrug, og man ville anvende litteraturens potentiale for oplevelse og indsigt til at befordre dialog og fællesskab og dermed bidrage til demokrati både på gruppe- og samfundsniveau. I dansk sammenhæng repræsenterede Danmark læser det største og mest substantielle samlede fremstød inden for læsefremme i mange årtier – måske et af Danmarkshistoriens største siden almueskoleloven i 1814.

Der var tale om et statsligt initiativ med centrale puljemidler og en decentral udmøntning via lokal forankring og medfinansiering i kommunerne. Konceptet var, at kommunerne – dvs. biblioteksvæsenerne – blev inviteret til at indsende projekter omkring det eksplicitte formål med henblik på udvælgelse som læsekommune og støttetildeling fra den ministerielle pulje (udgangspunktet var 20 mio. d.kr. over fire år). Dernæst var der et år til projektudvikling (1.3.2014–1.3.2015) med efterfølgende evaluering, idet aktiviteterne i dette første år gerne skulle udformes som en art pilotprojektet for videre udvikling (i kampagnesproget: «udrulning») i andre kommuner. På grund af politiske ændringer blev kampagnen dog ikke det samlede fireårige projekt, man oprindeligt havde planlagt.

Projekternes aktiviteter i de 12 læsekommuner viste både velkendte sider og nye initiativer og forsøg: nogle med kun ét stort projekt, andre med mange små, nogle med tematisk samling andre med spredehagl. I alt udvistes en betragtelig opfindsomhed og mangfoldig rigdom af projekter og eksperimenter. Med utraditionelle sammenhænge og koblinger var der tilsammen lagt en volumen, bredde og samtidighed, som ikke er set før (jfr. oversigt i Grøn 2010). Det drejede sig om mere traditionelle praksisser som forfattermøder, bogcaféer, book-talks, foredrag, mini-festivals, kendis-arrangementer, bogen-kommer og fx «Bog, bajer og bio-event»; om aktiverende/involverende foreteelser som læse-klubber, litteratur-løb, sommer-camps, kollektive skriveværksteder, fælles spisning og bevægelse, fysisk samvær og byrums-installering samt veteranlæsning for hjemvendte soldater; om aktører i form af husforfattere, læseambassadører og cyklende bibliotekarer; om temaer som litteratur og krop og den mundtlige fortælletradition; om anvendelse af gratistilbud, gamification, bogkufferter, bogkasser pr. bud (som måltidskasser), øresnegle til solo-arbejdende, bogskabe eller pop-up-bibliotek i sportshaller og depoter på arbejdspladser; om bogformede skulpturer i offentlige rum, læsekalender og læsebarometer og kåring af «årets læselandsby»; om konkurrencer blandt unge med henblik på motivation, nyskrevne e-fortællinger i cirkulation via sociale medier; om København der fik forfattet og udbredt ti noveller om og til social- og sundhedsassistenter under overskriften «Stemmer til et stumt fag», og om «One city – one book» hvor 600 borgere læser den samme bog omtrent samtidig; og endelig om nye ord som novellebil, litteraturpusher og læse-battle, læsehær og læsehoroskop samt servering af dessertfortællinger. Alle initiativer og tiltag kan ikke kommenteres her, men denne ret summariske opremsning kan dog give et indtryk af det aktivitetsbombardement, som kendetegnede kampagnen.

Kampagnen som dannelsesprojekt

Kampagnen fik en usædvanlig personlig lancering af ministeren gennem en dagbladskronik med hovedbudskabet, at det giver kulturel styrke at læse og «… gå på opdagelse i skønlitteraturen og det fællesskab, som skønlitteraturen åbner for læserne» (danmarklæser.dk). På trods af at den seneste kulturvaneundersøgelse viste at andelen af danskere som aldrig eller sjældent læser skønlitteratur ikke siden 1983 har været mindre, end den er i dag, blev kampagnen fra begyndelsen lanceret som løsningen på en manglende læsning af skønlitteratur. Som det er velkendt inden for socialvidenskaberne, udpeger løsninger på problemer også problembærere (Jöhncke et al. 2004), hvilket kan iagttages generelt på kulturområdet, hvor ikke-brugere i dag er blevet de interessante at adressere (jfr. Balling og Kann-Rasmussen 2015, der analyserer denne hovediskurs bag Danmark læser-kampagnen). Marianne Jelved udtalte således i dagbladet Berlingske Tidende i november 2013: «Det går godt med læsningen i Danmark. Heldigvis. Men det går ikke lige godt for alle. Derfor prøver vi med «Danmark Læser» at inddrage flere i det læsende fællesskab». En stor gruppe danskere blev således indirekte kategoriseret som manglende de gode egenskaber litteraturlæsning antages at medføre, fx «eftertænksomhed, nærvær og indlevelse». Dette gik ikke målgruppen eller de berørte forbi; en ung fabriksmedarbejder fra et udvalgt boligområde i Randers udtalte eksempelvis i et interview:

«Jeg synes ikke, det er mere rigtigt at bruge sin tid på at læse end så meget andet. Og hvad enten det er fordi, man ikke magter det, eller fordi man ikke gider det, så hænger det jo over hovedet på én, at man er en failer […] altså fordi de får det til at se ud, som om man burde læse. Det må man jo så bare holde hovedet koldt over for […] Jeg gider ikke spilde min tid på bøger, og for mig at se, gør det mig altså ikke mindre velfungerende […] Jeg er helt forarget over, at det kun er os «ghetto-folk», som de mener kunne trænge til at få udvidet knolden» (Dalsgård et al. 2015:9).

Kampagneaktiviteterne i kommunerne blev ofte begrundet med bekymring og omsorg for de ikke-læsende. I én kommune ville man «løsne læselåste op», i en anden kommunes projektbeskrivelse stod der: «At 40 procent af danskerne ikke læser skønlitteratur, er ikke blot ærgerligt, men også bekymrende. Litteratur og læsning er ikke kun ren underholdning, det er også med til at binde os sammen, udvide vores horisonter og gøre os til bedre sprogbrugere». Man ville «[…] appellere til lysten frem for fornuften, selvom de fornuftige argumenter for læsning godt kunne give en modvægt til tidens mange og velmenende råd om fysisk sundhed» (projektbeskrivelser, danmarklæser.dk). Som det også er set i sundhedsfremme-kampagner (Vallgårda 2005), skal individet altså få lyst til at gøre, som samfundet vil. Ikke alene var man som ikke-læsende underlagt en vis bekymring, man forventedes også at være føjelig, ja ligefrem lystfuld, når de gode tilbud blev præsenteret.

Ikke alle var positivt stemt, og der viste sig flere og andre barrierer for litteraturlæsning i hverdagen end antaget i kampagnen, først og fremmest manglen på tid til at læse og deltage i læseaktiviteter. Kulturstyrelsen foretog et opfølgende segmenteringsstudie af danskeres læsevaner, der blev offentliggjort i februar 2014 (Carat 2014). Det viste, at ikke kun lavt-uddannede personer vælger læsningen fra; også mange med højere uddannelser vælger at lave andre ting end at læse litteratur.

Oplevelsen af at have tid, eller ikke at have det, viste sig i følgeforskningen at være tæt forbundet med personlige narrativer om det gode liv og de prioriteringer, som følger deraf. En sundhedsplejerske fra Farum udtalte fx, at hun har så travlt i hverdagen med arbejde, supervision, læsning af faglitteratur, løb og husarbejde, at der ikke er ro til fordybelse i skønlitteratur. En ung mand fra Randers formulerede sin prioritering således: «Jeg er pivhamrende stolt over at blive kaldt uinteresseret, hvis det er i forhold til at læse bøger. Det betyder nemlig, at jeg er interesseret i det virkelige liv. Og i mine børn» (Grünberger 2016: 72f). Både sundhedsplejersken og den unge randrusianer prioriterede andre fremtidsorienterede projekter (hhv. karriere, helbred, børn); og det gode liv, de efterstræbte, var for dem ikke knyttet til litteraturlæsning.

Det er vores opfattelse, at kampagne-aktiviteterne søgte at møde sådanne potentielle deltagere ved at forskyde formålet til en orientering mod oplevelse og events, som i højere grad kunne tilpasses en travl hverdag og et familieliv. Hermed kom kampagnen tættere på andre nutidige kulturfremstød.

Nutidens eventkontekst

På kulturområder i dag gennemføres fremstød typisk via den eventkontekst, der er opstået i lyset af den oplevelsesøkonomiske udvikling (Pine & Gilmore 1999; Getz 2011). Det er efterhånden velkendt stof inden for alle kulturområder, og gennem de seneste årtier har der ad disse veje også jævnligt været synlig opmærksomhed for bøger, litteratur og læsning. Bok & Bibliotek-mässan i Göteborg var en væsentlig nydannelse allerede for 30 år siden, der åbnede den traditionelle faglige messeform op for publikum og andre kommunikationsformer samt nye aktører og alliancer. Hay Festival har fra at være en lille Wales-bys årlige litteraturbegivenhed siden 1988 bredt sig som generelt internationalt brand for festivaler for litteratur og kunst. UNESCOs projekt City of Literature, der siden 2004 regelmæssigt har udnævnt større byer – Dublin, Reykjavik, Krakow etc. – til varige lokomotiver for aktiviteter og institutionel oprustning omkring litteratur, viser et overnationalt fokus.

Danske eksempler er: Christianshavns bogfestival, CPH:LITT, Store Bogdag, Lille Bogdag, Verdenslitteratur på Møn etc.; København læser er hovedstadens årlige ti-dages festival i folkebiblioteksregi og siden 2008 afviklet bredt i byens rum. Den tredages danske bogmesse BogForum i København har stabiliseret sig som en årlig begivenhed for ca. 30.000 besøgende med en tidstypisk blanding af branchevindue, kulturjournalistik, vidensformidling, læseroplevelser etc. Denne mangfoldighed af tiltag på litteraturområdet er for en del dukket op som modtræk og modvægt til den almene skoles tabte indflydelse på befolkningens syn på litteratur, til de visuelle mediers tiltagende dækning af behovet for fiktion og narrativer og til samt etableringen af digitale litterære rum (Giorgi 2011). Begivenheder, performances og nye oplevelsessammenhænge myldrer frem på steder og i rum, hvor folk indfinder sig og mødes fysisk – litteraturlæseren sidder ikke mere kun isoleret, stille og velafrettet i egen lænestol!

Trods dette fokus på events på kulturområdet blev Danmark Læser lanceret som en kampagne. Kampagnebegrebet anvendes sjældent i forbindelse med offensive strategier på det kulturministerielle område, ligesom det hverken er diskuteret udpræget teoretisk i forhold til kulturpolitik eller synes helt enkelt at afgrænse i forhold til eventkultur. Vi anvender den kulturministerielle kampagne-terminologi her, men det kan berettiget diskuteres, hvor typisk Danmark læser er som moderne kampagne set som politisk kommunikation, idet den på den ene side opfyldte kriterier omkring strategisk sigte og normativt hensigt om at ændre en situation i en bestemt retning, medens den på den anden side måtte siges at være tidsmæssigt meget langstrakt, meget bred mht. målgruppe – hele befolkningen – og relativ lidt mediekommunikeret (jfr. Sepstrup 2006:19f).

I praksis opstod der desuden en del tidsmæssige forviklinger, som gav kampagnen et noget rodet forløb, dels fordi man fra det politiske niveau næppe helt havde indregnet aktørernes tilløbstid, dels fordi kampagnen skrumpede ind til omkring reelt kun ca. to år. Samtidig skulle kampagnen også tilgodese mange dagsordner, hvorved flere tidslige orienteringer blandede sig i udførslen af aktiviteterne. Der var et fokus på dannelse og national identifikation (fx i udsagn som «Dansk litteratur er med til at binde os sammen som nation» i ministerens igangsættende kronik i dagbladet Politiken), samtidig med at kampagnen som event satte oplevelse i fokus, og denne orientering mod nuet stødte på flere måder mod tidsligheden i den langsigtede dannelsesintention. Kvalitative studier har gentagne gange vist, at på grund af pragmatiske hensyn, manglende klarhed over den politiske hensigt eller konkurrerende formål på «gadeniveau» er forholdet mellem statsligt planlagte interventioner og deres praktiske udførelse ofte kompliceret og på ingen måde lineært (Vohnsen 2011:86). I nærværende tilfælde var der – som vi skal se – mange interesser, som trak i forskellig retning.

De mange kulturpolitiske dagsordner

Ud over det angivne konkrete formål med Danmark læser og den ovenfor skitserede spænding mellem dannelse og event var der en række øvrige kulturpolitiske (delvis litteraturpolitiske) anledninger til kampagnen. De berørte såvel dannelse og identitet, demokrati og fællesskab, bogmarked og bogpolitik som kulturinstitutioner og formidling. En opridsning af dem kan understrege kompleksiteten inden for kulturpolitik – eller virvaret af dagsordner, og den kan vise, hvordan kampagnen på forskellig og ejendommelig vis både ignorerede og imødekom dem.

Den stærke nationale bredde

Det seneste samlede danske kulturministerielle strategiudspil kom i 2009 og hed Kultur for alle – kultur i hele landet med ambitionen om at favne befolkningen så bredt som muligt socialt og geografisk. Der var generelt formulerede mål om fællesskab og sammenhængskraft, mangfoldighed og kulturel bredde, og midlerne var på forskellige niveauer: adgang og tilgængelighed, åbenhed og dialog, fælles referencer og brug af offentlige fællesrum. Borgerne blev i denne strategi set som deltagere og medskabere, de skulle brugerinddrages, og generelt satsedes der på erfaringsudveksling og videndeling, netværk, sparring og samordning. Læsekampagnes titel spejlede åbenlyst ønsket om en art national samling – folket forsvarer det lille sprogområde ved at læse sammen og samlet, hele tiden og overalt; og mange af projekterne og deres formidlingsidéer holdt sig inden for de nævnte kulturpolitiske mål og begreber. I forhold til målet om et land med balance og sammenhæng bliver kulturens ikke-brugere vigtige, her de ikke-læsende 40 %. Kampagnens satsning på modelprojekter til videre brug på bibliotekerne landet over skulle derfor bidrage til det generelt overordnede kulturpolitiske mål at «… opbygge en solid dokumentation af kulturinstitutionernes forskellige initiativer med inddragelse af ikke-brugere, så der kan sikres udveksling af erfaringer.» (Kultur for alle 2009:13).

Det frustrerede bogmarked

Danmark har gennem mange år liberaliseret et tidligere stærkt reguleret bogmarked og fået frie priser og flere salgskanaler. Mange andre europæiske lande, fx også Norge, er begyndt at gå den stik modsatte vej og lave boglove, der specielt skal sikre kvalitetslitteraturen; og i en dansk kontekst taler store dele af branchen og næsten alle forskere og debattører også for dén vej (Rønning 2012; Borum 2013; Vinterberg 2013; Schwab 2015). Da der i 2013 efter årelang diskussion ikke kunne opnås politisk enighed om at genindføre regulering af bogmarkedet (– der er tradition for bred politisk konsensus på dette område), spillede Kulturministeriet ud med en afbødning: styrk i stedet læsningen og læserne. Strategien var, at bogmediets og -markedets i forskellige henseender lidt uklare fremtid kunne imødegås ved at fokusere på læserne – «fremme danskernes lyst til at læse litteratur» (Pressemeddelelse 2013). Med øget læseinteresse ville efterspørgslen på bøger stige, produktion, salg og distribution ville få det bedre, små forlag blomstre og boghandler ikke fortsat lukke.

Det er velkendt kulturpolitisk stof, at et lille sprogområde har særligt behov for politisk overvågning og støtte for at opretholde en titel-, forlags- og salgsmæssig mangfoldighed. Her valgte man at gå vejen ikke via lovgivning eller evt. momsnedsættelse, men via lyst, stimulering og inspiration. Det lukkede for en del af den standende debat; man forskød problemet med de frie bogpriser og flyttede fokus over på brugerne. Man købte sig en kulturpolitisk pause, men fjernede med denne satsning på holdninger og forhåbninger frem for regler naturligvis ikke de grundlæggende bogmarkedsudfordringer.

De eftertragtede læsekompetencer

Læsning er – skønt en meget traditionel færdighed – kommet voldsomt i fokus gennem det sidste årti. Især naturligvis i undervisningssystemets regi omkring børn og unge er de obligatoriske krav blevet formuleret som kompetencer der i stadig stigende grad løbende skal måles og evalueres; og de internationalt komparative (long scale) PISA-undersøgelser af skolebørns læsekompetencer har siden 2000 tiltrukket betydelig politisk opmærksomhed i følge med nye krav og mål i undervisningen. Forskning i læsning er oprustet, bl.a. med det undervisningsministerielle Nationalt videncenter for læsning – Professionshøjskolerne, som oprettedes i 2006, og også børns fritidslæsning har en stærk dansk tradition, både mht. undersøgelser (senest fx Reinholdt 2014) og i formidlingsmæssig henseende.

Når læsning fokuseres i kulturelt regi, rummes både tilsvarende og anderledes spørgsmål. Den danske Læseforeningen har siden 2010 arbejdet med bl.a. guidet fælleslæsning, delvis parallelt med den svenske Läsrörelsen fra 2000; læsekredse/-klubber har støt bredt sig, samtidig med at også både receptionsteori, digitaliseringsforskning og neuro-videnskab har givet nye vinkler på læsning. Både børns og voksnes læsning har på forskellig vis de seneste år været diskuteret ift. hele medieudbuddet, elektroniske tekster og læsning på skærm. Voksnes læsning undersøges jævnligt som kulturvaner, men sjældent særligt indgående; den nævnte seneste undersøgelse (Bak 2012:91ff) gav cifre til de famøse 40 % sjældent eller aldrig læsende danskere. I overensstemmelse med den generelle dagsorden omkring kulturens ikke-brugere blev denne manglende eller svage læsning ophøjet til et decideret kulturpolitisk satsningsområde (jfr. Balling og Kann-Rasmussen 2015); via det nævnte segmenteringsstudie foranlediget af kulturministeriet blev de ikke-læsende identificeret i tre grupper: de uinteresserede (20 %), de travle familier (45 %) og de motiverede (35 %), som kampagnens initiativer kunne sætte ind over for (Carat 2014; danmarklæser.dk). Med familieidentificeringen blev børns læsning også vigtig. At give læsning kulturel betydning angik som nævnt både individet i kompetencesammenhæng og som et eksistentielt anliggende omkring fx empati og dertil fællesskabets historiske og demokratiske bevidsthed (jfr. videre nedenfor).

De forslåede og parate folkebiblioteker

Kulturpolitisk er det folkebibliotekerne, der siden 1900-tallets begyndelse har båret traditionen omkring tilgængelighed/distribution og formidling/samtale i forhold til befolkningens læsning, oplysning og dannelse via både litteratur og bøger. I et lille sprogområde med begrænsede bogmarkedsudfoldelser har et velfungerende bibliotekssystem en ekstra kulturel berettigelse. Siden 1980ernes bølgegange på medie- og bogmarkedet havde bibliotekerne været udfordret af dels bestsellerisme og efterspørgselsstyring, dels løbende besparelser, strukturrationaliseringer og ensidige kvantitetsmålinger, dernæst nedlæggelse af hundredevis af betjeningssteder og nedgang i bogudlån, digitalisering og ændret benyttelsesmønster samt underminering af den hævdvundne professionsuddannelse. På den anden side havde bibliotekerne også – af frygt for at ende som forskelsløst, gratis materialeforsyningssted – oparbejdet nye formidlingsmæssige tiltag med fx læseklubber, en markant litteraturportal, lokale eksperimenter, læserudvikling, ændrede rum og nye formidlerprofiler som fx «den personlige bibliotekar» (Folkebiblioteket 2009; Grøn 2010; web 1; web 2; web 3).

Det var dette lidt forslåede biblioteksvæsen, kulturministeriet gav en håndsrækning ved at forankre læsekampagnen dér. Med de lovhjemlede institutioner landet over var en decentral mobilisering let for hånden, idet modellen med idéer og ansøgninger nede- eller udefra samtidig gav en art armslængde og distance til eventuel statslig ensretning og smagsstyring. Når Danmarks folkebiblioteker tog så vel imod indbydelsen, skyldtes det åbenlyst at appellen havde ramt ned i en klassisk kerneopgave og nogle prioriterede professionsidealer (muligvis især i en erfaren bibliotekargeneration). «Projektet har medvirket til, at vi på biblioteket har «genopdaget» litteraturens og læsningens betydning», som Rebild Kommune anførte. En bibliotekar i Furesø kommune udtalte begejstret: «Det er da første gang i de 37 år, jeg har været bibliotekar, at der er nogen, der har kørt sådan et projekt. Det synes jeg da er rigtig, rigtig godt – tænk, at man skulle opleve det!» (Dalsgård et al. 2015:10). Et nylegitimeret opdrag oppefra om at bidrage til et absolut kulturgode, endog med sjældne støttekroner, lindrede sulten efter samlet synlighed og gav en art rehabilitering. Til begejstringen hørte, at folkebibliotekernes sammenslutning Danmarks Biblioteksforening i marts 2014 «kvitterede» ved at tildele den årlige hæderspris til kulturministeren for initiativet, der «… ikke kun er en helt særlig og bemærkelsesværdig indsats for dansk biblioteksvæsen, men for hele Danmark og den demokratiske samtale.» (danmarklæser.dk).

Den obligate formidling

Fremdeles kan man pege på den helt generelle dagsorden som de senere år har oprustet formidlingsbegrebet og -fænomenet inden for kultur- og kulturpolitikområdet, foruden på forsknings-, medie- og informationsområderne; det gælder både teoretisk og praktisk og i såvel fysiske som digitale formidlingsrum, med museumsområdet som nok det mest offensive (Jfr. fx Reach out 2008 og 2012). Dette fokus hænger overordnet og strukturelt sammen med den offentlige institutionsvækst, idet en synlig formidling over for befolkningen skal legitimere brugen af skattekronerne (– reelt en NPM-tænkning); men det hænger på forskellig vis også sammen med informations-overfloden, med nye krav om forskningskommunikation og med samfundets digitalisering og medialisering; endvidere spejler det vendingen mod brugerne og mod inddragelse, transparens og interaktivitet, og endelig kan det formentlig afbøde den «kolde» automatiseringsudvikling som institutionerne gennemlever.

Væsentlige kendetegn inden for nyere formidlingspraksis synes at være: selektivitet og fokusering, mundtlighed og «den personlige guide», sociale processer og fællesskab, lyst og oplevelsespotentiale, tilstedevær og performance, events og scener, medieanvendelse i hybrider og kombinationer, hvortil kommer netværkstænkning med andre aktører/partnerskaber og øget fokus på synligheds- og brandingstrategi (jfr. fx Lund 2009:21). Særdeles meget af dette kan genfindes i Danmark læsers projektaktiviteter, så selv om formidling ikke optræder som det mest centrale ord i oplægget til kampagnen, betyder forankringen i bibliotekerne, at den orienterer sig efter disse professionelle institutioners roller som mellemled og vejleder samt deres praksisformer med fx det tætte brugerkendskab.

Påbudte partnerskaber i kulturlivet

Partnerskaber har længe været nærmest et mantra inden for kulturpolitikken, tydeligt markeret i den ministerielle redegørelse Danmarks kreative potentiale fra 2000 omkring samarbejde mellem offentligt kulturliv og privat erhvervsliv (web 4). Det har fremdeles at gøre også med tiltagende fondsstøtte og sponsorvirksomhed fra private virksomheder som substituerende kulturfinansiering, typisk ifm. med event- og arrangementsaktiviteter; men partnerskaber kan antage mange former, således også som samarbejde mellem offentlige institutioner og som netværk samt med involvering af civilsamfundets støtteforeninger og frivillige. De seneste år har partnerskaber indfundet sig i folkebibliotekerne, og krystalklart formuleret som en offensiv og kreativ strategisk praksis i den ministerielle rapport Folkebibliotekerne i vidensamfundet fra 2010 «… at biblioteket arbejder systematisk med at etablere forpligtende partnerskaber til at skabe en mangfoldighed af tilbud på tværs af den offentlige sektor, erhvervslivet og civilsamfundet.» (s.76). Fra ministeriet side var det følgerigtigt også under Danmark læser sat som nærmest et kriterium for støtte som læsekommune, at der involveredes andre aktører, gerne nye utraditionelle typer. Kommunernes projekter indeholdt således også samarbejder eller alliancer med andre aktører, og tydeligvis understøttede de også et andet kampagnemål omkring lokal forankring og fællesskab. Viften er meget bred, overraskende bred og kreativ: offentlige institutioner (skoler, sociale institutioner, jobcentre, produktionsskoler, sportsinstitutioner, transportselskaber), civile organisationer (lokalradio, foreninger, aftenskoler, frivillighedscenter og boligområder) og private kommercielle virksomheder og produktionsarbejdspladser (jfr. ovenfor). Samarbejde med forfattere kan også betragtes som partnerskaber, medens fx Læseforeningen kan ses som en central ny samarbejdspartner for bibliotekerne. Bibliotekernes kampagneaktiviteter responderede således på strategierne omkring hybrider, synergier, netværk etc., og de fremviste således samlet set en markant åbning udad.

Konkurrerende kommuner og bybranding

Endelig kan man blandt kulturpolitiske strategier pege på, hvorledes danske kommuner og danske byer længe har været i stigende konkurrence om skatteydere og kreative borgere, vækstinitiativer og synlighed; udvikling af kulturtilbud har stået som et væsentligt konkurrenceparameter – præcis efter en generel international tendens:

«In this sense, one of the most popular instruments of cultural planning becomes a «must-have» policy for Creative City urban planners attempting to galvanize local cultural life, build a continuity of «happening» and thus attract creative individuals. […] Indeed, looking at many European and North American cities, the focus from the intensive construction and development of various cultural institutions such as museums, theaters, opera houses, etc. during the last two decades of 20th century has moved towards creativity as «a new method of strategic urban planning» (Zherdev 2014:7; jfr. fx Skot-Hansen 2014).

At lægge en konkurrence ind i kulturpolitisk puljetildeling er et relativt nyt fænomen, men denne «udbudsrunde» om at få statsmidler og blive læsekommune matchede på mange måder den tidstypiske konkurrencesituation, og kommunerne tog således kampagnen til sig som en måde at brande sig på. Horsens anførte «fra fængselsby til oplevelsesby», hvor alle læser samme bog, Frederikshavn brandede sig igennem ishockey-klubben, og Greve inkluderede et nyrestaureret fort fra 1900-tallets begyndelse og bragte derved en historisk dimension ind i en ellers udpræget ny forstadsidentitet. Det var også udkantsdanmark versus storbyerne; i Ringkøbing-Skjern fremførte bibliotekaren: «Det er jo ikke et Horsensprojekt – men vi spurgte «Hvor er det at vi kan skille os ud?» Det har at gøre med kommunens uddannelsesniveau. Her er en stor andel ufaglærte. Stadig en del som arbejder i produktionerne. Vi sidder jo i udkantsdanmark, i en fraflytningskommune, det er noget med at sige, at det kan da godt være, at der er langt mellem bilerne, mellem husene herude, men her sker faktisk noget. Kommunen har faktisk tilbud. […] Vi er da stolte over at være med, at være kommet med på landkortet» (interview, 30.5.2014)

Kulturministeren fik således sammenbragt en del eksisterende dagsordner med nye initiativer. På mange måder blev der slået et kultupolitisk vinderslag ift. den synergi, projektiver og idérigdom og den spændvidde mellem det individuelle og kollektive, som kampagnen lagde op til. Dette skete, selvom en del strukturelt væsentlige og politisk ømtålelige forhold blev gemt væk, og selvom læsning, litteratur og bøger, som præcist bør differentieres (Steiner 2012), næppe blev skilt tilstrækkeligt ad. Det var ud fra en liberal kulturpolitik med appel frem for påbud – iblandet hjerteblod fra den forhenværende dansklærer, som ministeren også var, og det var med retorikkens ord og gode viljer snarere end med store puljebevillinger.

Forskydninger undervejs i kampagnen

Projekternes aktiviteter i de 12 læsekommuner – som sammen med 12 yderligere, ikke-støttede deltagende kommuner tilsammen udgjorde i alt en fjerdedel af landets kommuner – viste både velkendte sider og nye initiativer og forsøg; nogle med kun ét stort projekt, andre med mange små, nogle med tematisk samling, andre med spredehagl, men i alt en betragtelig opfindsomhed og dynamisk mangfoldighed af projekter og eksperimenter. Med utraditionelle sammenhænge og koblinger var der tilsammen lagt en volumen, bredde og samtidighed, som ikke er set før (jfr. oversigt i Grøn 2010). I udfoldelsen af ovenfor nævnte aktivitetsbombardement blev en del påtrængende spørgsmål imidlertid nedtonet eller helt overset. Man kan på den baggrund spørge, om Jelveds ambition overhovedet er mulig i dag, eller om kampagnen især lod sig gennemføre og til dels lykkedes, fordi den forskød sig fra at være et dannelsesprojekt til at imødekomme forventninger om begivenheder og oplevelse?

Hvilken litteratur?

Mødet mellem den politiske paraply og de konkrete projektaktiviteter medførte en del pragmatiske forskydninger; ude i kommunerne blev viften af litteraturtilbud noget mere blandet end i ministerens klare ide om personlig dannelse og empati. Dels mediemæssigt idet litteraturen og læsestoffet ikke var bundet til kun den trykte bog, men også inkluderede forskellige digitale former (primært lyd- og e-bog), ligesom mange både tværæstetiske og -mediale aktiviteter forekom. Dels fordi en mere traditionel litteraturlæsning også blev overskredet af ekstra-litterære events i en grad, så det snarere var fællesskab, fælles oplevelser, kreativt samvær og lokal anknytning der blev det vigtige.

Desuden var det ikke hævdvundne kriterier for kvalitet og tyngde omkring litteraturen, der tegnede sig mest distinkt i projektbeskrivelser og -evalueringer. Det handlede om læsning og om et nysgerrigt og lystfyldt forhold til tekster mere end om litteratur i æstetisk og litteraturfaglig forstand. Det drejede sig hverken om kanon eller kunstfond, akademi eller litteraturkritik, endsige rækken af vigtige nutidige danske forfatterskaber. Litterær kvalitet var ikke ærindet, heller ikke et parameter i effektmålingen. Man antog formentlig – hvilket ikke er nogen enkel diskussion – at der var grænser for, hvordan læseuvante ville eller kunne forholde sig til forædlende kvalitetslitteratur?

Litteraturens indhold spillede i høj grad en rolle i forhold til den eventuelle lokalorientering, til de udadvendte aktuelle (journalistiske) temaer, til de mediegenkendelige bøger og genrer og til 99.4-litteraturen. Der var eksempler på inddragelse af stærkt kvalitetspræget litteratur, fx historiske romaner i nogle projekter for børn; men man må også hæfte sig ved, at det var hele det brede og blandede gennemsnit af folkebiblioteksomsætningen, inklusive den jævne fællesnævner, bestsellertendensen og kendisnavnet, der blev sat i sving.

Man var i kampagnen generelt pragmatisk og udbød fx mange krimier, for som en bibliotekar i Furesø udtalte: «Man [skal] jo ikke se ned på folk, hvis de hellere vil læse en Danielle Steel bog – eller en Victoria Holt [...] eller altså, der er det at læse jo vigtigst.» Dette udsagn støttedes af kampagneleder Rikke L. Andersson fra Kulturstyrelsen, som i et interview til DR-Nyheder sagde: «Det er lige godt, hvad man læser. En nem krimi er fin. Vi prøver ikke at presse danskerne til at læse svære bøger. Det handler om at give en god oplevelse. Så bliver man ved med at læse og læser måske også noget, der er sværere.» Men uanset denne respekt for andre læseønsker (som dog forrådtes af det lille ord «nem» foran krimi) kommunikeredes normerne for god litteratur på mange andre måder i samfundet – fx fremhævede kulturministeren i forbindelse med kampagnen ofte Kim Leines (aktuelle og prisvindende) roman Profeterne i Evighedsfjorden. De færreste har derfor været i tvivl om, at Danielle Steels romaner eller Fifty Shades-trilogien var stillet frem for at imødekomme mindre kultiverede læsere.

Konkurrencevinderen – Danmarks læsekommune, Randers – vandt på et flerfacetteret projekt inden for en præcis afgrænsning: et specifikt boligområde/bydel hvor beboernes møde med skønlitteraturen foregik via fællesspisning med oplæsning, bogcaféer, læseklubber og bålfortællinger, og med forfattertræf, gratis bøger i vaskekældre, rullende pop up-biblioteker og bookning af en bogbus. Her fik skønlitteraturen relevans i et geografisk/socialt område, som allerede havde kommunens bevågenhed som «socialt udsat», og frem mod det formulerede hovedresultat i projektet er man – ifølge dommerkomiteen i maj 2015 «… gået praktisk til værks og har formået at flytte bibliotekets og andre samarbejdspartneres kompetencer til Nordbyen. Det har ikke alene mindsket den geografiske, men også den mentale afstand til de gode læseoplevelser» (danmarklæser.dk).

Men mens bibliotekernes anvendte fagligheder under kampagnen har været mange og kreative, har det ikke primært været de litterære kompetencer, som har været i fokus. Det er forståeligt og næppe overraskende – litterær kvalitet er langt sværere at diskutere i bibliotekssammenhæng i dag, end den var engang (jfr. Oterholm 2016), men det er dog også påfaldende på en måde, der kan ligne en forskertset mulighed.

Hvad blev der af bogmarkedets problemer?

Bøger, litteratur og læsning blandes generelt ofte sammen, eller ordene anvendes næsten som synonyme, når der tales politik og formidling (Steiner 2012), hvilket også kan iagttages i denne kampagne. Ved at tale mest om læsning, dernæst om litteratur og til sidst ikke meget om bøger har man holdt sig en del på distancen af den bogmarkedsproblematik, der var et af udgangspunkterne for kampagnen. Projektaktiviteterne var ikke berøringsangste i forhold til digitale tekster og til anvendelse af medier, men den store dagsorden om forholdet mellem fysiske og digitale bøger spillede ikke den store rolle. Både mht. udbredelse og anvendelse, gratislån, rettigheder og nye aktører på såvel producent- som distributionssiden vil der efter alt at dømme komme snarlige voldsomme omvæltninger på bogmarkedet, men her meldte den behjertede kulturpolitiske kampagne ikke meget ind.

Oral litteratur og oplæst litteratur er en gammel foreteelse (Ong 1982) og ofte overset i kulturpolitisk sammenhæng, hvor det har handlet om marked og distribution af trykte bøger. Helt åbenlyst har der været en genoplivning på vej på flere måder de seneste år, dels for den scene- og nærværs-orienterede mundtlige litteraturoplæsning og -performance, dels via støt øget produktudvikling, udbredelse og anvendelse af lydbøger via forskellige devices, herunder mobile (– i Danmark markedsmæssigt noget senere end mange andre lande). Der er tale om også en erkendelse af, at læsestof eller et stykke litteratur ikke er identisk med en trykt bog (parallelt med e-bogen), og om en indrømmelse til en auditiv æstetik (jfr. også det nye fænomen: radiobiograf). Læsekampagnen har – i overraskende grad – mange steder og i nye sammenhænge fanget disse både praktiske, pædagogiske og æstetiske tendenser.

Denne forskydning skete, fordi man i modelkommunerne flere steder satsede eksplicit på at højne svage læseres læsekompetencer, hvilket nok var en del af opdraget, men næppe således at det skulle overskygge den udfordrende litteraturs og bøgernes udbredelse. Flere projekter blev gennemført med smidigt apparatur til aktiv lytten til oplæst litteratur under arbejdet, idet man forudsatte en sammenhæng mellem læsefremmedhed og bestemte typer af monotont, især fysisk arbejde, hvor en sådan lytten ikke distraherer; en sammenhæng der kan problematiseres på flere ledder. Andre projekter sigtede på at udnytte arbejdspladsen som ramme og fællesskab for ligesindede, således fx en art lyttekredse blandt kolleger.

Ud over ovennævnte tilgængeliggørelse og anvendelse af læsestof specifikt i lydform fokuserede mange af projekterne også på brug af forskellige former for medier og digitale platforme: iPhone, mobil-sms, Facebook, QR-koder (fx i busser) etc., idet der hermed også var vægt på kommunikationen omkring litteratur og brugen af forskellige devices til at læse med og også involvere i skrivning. E-bøger indgik – som den del af det danske købs- og lånemarked de er, omend med en lidt (kulturpolitisk) uafklaret fremtid; filmmediet indgik ligeledes i aktiviteterne, oplagt med bogfilmatiseringer. Disse anvendelser følger langt hen ad vejen de officielle kulturstrategier omkring digitalisering; mærkbart synes det således også at litteratur og læsestof – fx hos børnene i Greves projekt – ikke tilegnes via tekst trykt på papir og mundtlig samtale person til person.

Der ligger en stor problematik – historisk set – gemt i den individuelle litteraturlæsning. På de sidste par århundredes bogmarked har forlagene haft deres åbenlyse fordele i, at hver læser havde sit trykte bogeksemplar. Men brug af litteratur og læsestof i fællesskab og i kollektive sammenhænge har også en lang tradition – og den er tilsyneladende ved at vågne igen. Det kan foregå på flere måder, som det også ses anvendt under læsekampagnen: Dels den fælles, kollektive reception af tekster under oplæsningsarrangementer og iscenesættelser af tekster – således mere se- og lytte-fællesskaber, dels og især de mange former for gruppevise fællesskaber, der findes i læsekredse, som højtlæsning i familien, med kolleger på arbejdspladsen, evt. i foreninger og boligmiljøer, foruden mere institutionaliseret i skoleklasser, fx som fælleslæsning. Ideen med at uddele samme titel i tusindvis af eksemplarer på Verdens bogdag (som også indgik i Danmark læser) peger også på en art fælles læsning. Tendensen med at satse på læsefællesskaber har givetvis en del sociologiske forklaringer: nutidens individualisering, selvidentitet etc., og er den, der måske gik mest direkte ind i kampagnens appel om fællesskab og dialog, sammenhængskraft og demokrati (jfr. nedenfor). De her nævnte tendenser vil fremover påvirke adskillige gængse mønstre på bogmarkedet.

Målgruppen og det glemte demokrati?

Kampagnelanceringen var bemærkelsesværdig på to ledder, dels pga. af den sjældent personlige ministerprægning, dels fordi den mere end læsning og litteratur handlede om en renlivet hyldest til det danske demokrati. I den dagbladskronik, der var valgt som platform for lanceringen (12.6.2013 – lige op til åbningsdagen for Folkemødet på Bornholm, en stor årlig demokratifestival), blev der tegnet et billede af et idealt demokratisk samfund præget af dialog, debat og gensidig udveksling, af deltagelse og inddragelse og med mindretals-tolerance og lydhørhed som grundlag for at alle kan mødes og dele. Der taltes om frie borgere – ikke forbrugere eller klienter – der har myndighed, selverkendelse og altruisme. Der taltes om lokalfællesskab og historiebevidsthed, om kultur og sprog som det, der binder sammen til en kulturel rigdom. Alle skal lige med – for helhedens skyld, og det lignede en besværgelse af en enhedskulturel småstatsidyl!

I næste lanceringstrin – et indbydelsesbrev direkte til kommunernes borgmestre i september 2013 – hed det: «… litteraturen giver plads til eftertanke, nærvær og indlevelse. Vi bruger den til at forstå os selv og det samfund, som omgi-ver os. Dermed åbner den for livsnerven i vores demokrati: samtale og dialog.» (danmarklæser.dk).

Det er ingen ny tanke at knytte et stærkt individbegreb sammen med den skrevne litteratur; det skete i det almene skolesystem i 1900-tallets begyndelse (og næsten overalt i Europa) hvor litteraturen – funderet i både nationsbygning og nyhumanisme – skulle forme mennesker, danne mennesker. Kulturministerens udspil lagde sig op ad denne dannelsestradition. Eksplicit knyttedes kampagnens demokratitænkning også til væsentlige linjer i nyere dansk samfundsfortolkning, og til grundtvigianisme (både højskole og kristendom) i skikkelse af teologiprofessor og socialdemokrat Hal Kochs anerkendte begreb om demokrati som livsform (Koch 1945). I oktober 2013 blev kulturministeren da også krediteret og tildelt Grundtvigsk Forums pris for «… at insistere på vigtigheden af at tale om det fælles» (danmarklæser.dk).

Det ualmindelig klare og retorisk fuldtonede udspil fra en radikal/centrum-venstre kulturminister havde med andre ord sikre kulturelle og politiske ståsteder, også ved at anvende det socialliberale og litterært traditionsrige dagblad Politiken, placeret centralt blandt kulturbærende lag i Danmark. Med denne platform bekræftedes bogen og litteraturen som en fortsat stabil og vigtig del af nutidens almene offentlighed (jfr. fx Rønning 2013:93ff). Kampagne-initiativet var desuden ajourført dels kulturpolitisk ved at lægge implementeringen ud til lokal forankring og nærhed i kommunernes eksisterende bogcentre; dels kulturformidlingsmæssigt via øget fokus på receptionsleddet og brugen, tilmed derved at det ikke blot var læserens dialog med teksten, men også med andre læsere/mennesker som var argument og mål.

Der var således en betydelig konsistens i udspillet, men det havde samtidig et idealistisk og nærmest troskyldigt præg. Selv med en ellers stærk tradition for at forbinde kulturpolitik med demokratitænkning (jfr. Vestheim 1997) var det sjældent at se en så intens sammenknytning af litteratur og demokrati. Når vi især hæfter os ved demokratidagsordenen, er det fordi man kan problematisere, i hvilket omfang den blev fulgt op i de mange projekter landet over. Deres opgave var naturligvis primært at forvandle de store ord til jordnær funktionalitet, at få så mange som muligt med og at involvere aktører bredt fra samfunds- og hverdagslivet.

Formålet omkring de ikke-læsende ses fulgt mange steder: i projekter om unge mellem skole og arbejdsmarked, om ansatte på plejehjem/dagtilbud, om såkaldt udsatte personer i sociale institutioner, om unge i en ishockey-klub etc.; man ville «løsne de læselåste op» og fx lade ikke-læsere fortælle deres egen historie. I Københavns projekt var det formålet at social- og sundhedsassistenter i ældrepleje-sektoren skulle stimuleres til at læse mere og blive bedre til at læse. En stor del projekter satsede også på læsning i familiesammenhængen, med eksempelvis projekt-opråbet til Herning kommunes børn: «Hvordan får I jeres mor og far til at læse mere?» Helt gennemgående var devisen og den udadvendte service-tænkning over for de læsesvage, at bøgerne skulle komme til læserne – ikke omvendt.

Men det er påfaldende, at ræsonnementer omkring demokrati, ligesom ræsonnementer omkring de kvalitative sider af læsestoffet, var temmelig fraværende i evalueringsrapporterne. Ministeren ønskede bottom-up og innovation i overensstemmelse med tidens trend på kulturområdet, men der blev ikke sat tid af til, at aktiviteterne blev gennemført ved rettidig inddragelse af målgruppen. Mange steder kom tidspresset til at betyde, at man i stedet for at skabe nye forbindelser kom til at cementere allerede eksisterende skel i befolkningen. I Randers valgte man fx at fokusere på et boligsocialt område, Nordbyen, fordi man anså det for «praktisk ligetil» at koble læseaktiviteter på de i forvejen mange etablerede aktiviteter i området (Grünberger 2016:38). Ved igen at fokusere på Nordbyen fik man cementeret den generelle opfattelse af områdets beboere som socialt udsatte, og i denne forbindelse som personer med «barrierer i forhold til læsning af skønlitteratur af både sproglig, læseteknisk og personlig karakter» (Randers projektbeskrivelse). Som Grünberger noterede sig, kom dette «på subtil vis til udtryk i kampagneafviklingen, at tilrettelæggerne havde kategoriseret beboerne som svage ikke-læsere, idet der blev taget velmente særhensyn. For eksempel blev der satset på letlæselig litteratur, mens de sværere klassikere var blevet frasorteret» (Grünberger 2016:76). I mødet med denne kategorisering meldte en gruppe af de unge mænd, som man blandt andet skulle have satset på at få med, sig ud af projektet.

Påfaldende er det også, hvor få diskussioner eller perspektiveringer der har været i offentligheden af hele kampagnekonceptet og -forløbet, fremdeles med hensyn til at skelne mellem læse-, litteratur- og bogpolitik. En svensk diskussion har spidsformuleret det således at en litteraturpolitik selvfølgelig er og bør være en demokratipolitik, som skal støtte bredde, mangfoldighed og tilgængeliggørelse af litteraturen. Men der vil i en sådan politik stadig være et stykke vej til demokrati, fordi ikke alle involverede aktører har lige adgang og samme vægt i spørgsmålet om den gode bog og den gode læsning. (Johannisson 2012; jfr. Persson 2012). Dette synes denne danske kampagne hverken at problematisere eller ændre på.

En kampagne mellem flere tider

Danmark læser blev ikke en kampagne domineret «oppefra» af evidensbaseret viden og management-styring, ej heller var den overbebyrdet med ordet burde. På trods af det lidt altmodische ministerudspil blev det en kampagne i og af tiden, knyttet til positive værdier som brugerinddragelse, inspiration og engagement. Men også sådanne værdier bliver normative, og i det blandede kor af interesser, som i praksis bar kampagnen, har ønsket om at «gøre godt» været centralt. Kulturkampagner med de gode viljer og den politiske retorik langt fremme er som regel ikke svære at kritisere. Vi har andetsteds problematiseret blandt andet den implicitte kategorisering af visse samfundsgrupper, som manglende de positive værdier (eftertænksomhed, nærvær, indlevelse), som litteraturlæsning ville kunne bibringe dem (Dalsgård et al. 2015). Mere grundlæggende kan man kritisere kampagnen for at overse flere politiske og økonomiske problematikker. Dette kan hænge sammen med, at kampagnens perspektiv undervejs skiftede fra det langsigtet opbyggende til oplevelse og her og nu – og dermed lidt slør i den samlede udformning.

Kan man sige, at event-kampagnen «vandt over» dannelseskampagnen, må man også spørge, om det er umuligt i dagens samfund at gennemføre dannelsespolitik. Events, som dem der fremstod under kampagnen, er ikke mere uskyldige end dannelsespolitikken – de har også en signal-effekt. Det er i eventen ikke et spørgsmål om, hvor vi er på vej hen og hvorfra, men om hvem vi er her og nu – hvem er inkluderet og hvem er ikke. Ikke et spørgsmål om hvorfor Danmark læser, men om hvem Danmark er. Der er således i denne forskydning fra dannelse til oplevelse også en forskydning fra samfundsmæssig identitet (en historisk indlejret danskhed) til en identitet som forbruger eller «nyder» af oplevelser. Til denne forskydning til nu-og-her-oplevelsen knyttede sig også en tilsvarende kortsigtet økonomi, idet kampagnens fortsættelse ikke blev økonomisk og politisk indlejret.

I Randers var et af kampagnens tiltag i det udvalgte boligområde en bogbus, som mange af beboerne oplevede som et stort plus. Afstanden fra læser til bog var med den blevet væsentlig kortere, og kampagnen levede her til fulde op til sin egen målsætning. Problemet var, at bogbussen tidligere havde kørt forbi området, men var blevet skåret væk af kommunale sparehensyn. Dette og andre initiativer må forventes at være svære at opretholde nu, hvor kampagnemidlerne er opbrugt, og kommunerne selv skal finansiere aktiviteter. Det er her værd at nævne, at den ministerielle almindelige udviklingspulje til danske folkebiblioteker nedskæres fra 20 til 13,5 mio. kr. i 2016 og formentlig fremover, ligesom to tredjedele af landets kommuner også i 2016 fortsætter tidligere nedskæringer på bibliotekernes driftsbudgetter (web 1).

Et andet forhold er, at man i den midlertidige begejstring kastede penge efter projekter, som måske kunne være integreret bedre i eksisterende aktiviteter. Mange af kampagnens projekter indebar samarbejde med skolesystemet og derved de markante læsedagsordner og udviklingsinitiativer, som findes dér i disse år (jfr. Pettersson 2015). Men man kan stille spørgsmål til, om den frie læsning og den bundne kompetencetræning ikke kunne være sammentænkt bedre og dermed mere holdbart, hvis kulturpolitiske og uddannelsesmæssige initiativer blev mere direkte koordineret.

Flere steder synes kampagnens hovedformål – at få fat i de ikke-læsende og få dem involveret – at være nået; skønt ikke overalt i stor skala var der tale om talrige utraditionelle og overraskende sammenhænge. Der har været anvendt elementer fra eventkulturen, og mange steder synes markedsføringstiltag at være gødet mere end vanligt inden for bibliotekssektoren. Det er en overvejelse værd, hvordan de officielle institutionaliserede initiativer skal og kan interagere med de forskellige andre eksisterende scener – de tilbagevendende litteraturfestivaler, Litteraturcenteret i Aarhus, LiteraturHaus og små submiljøer som fx Thiemers Magasin i København. Det er fremdeles til diskussion og en udfordring, hvordan forholdet er mellem individuel læsning og spektakulær litterær oplevelseskultur. Ligeledes er der større spørgsmål omkring de tidslige aspekter af litteraturoplevelsen, som ikke er blevet adresseret. Ifølge Kulturvaneundersøgelsen læser mange danskere ikke, fordi de oplever ikke at have tid. Kampagnen fandt mulige løsninger på dette ved at tilbyde fx sms-noveller, som kan læses på farten, og lydbøger til medarbejdere som enten pendler på arbejde eller kan lytte under arbejdet. Den ret store vægt på og succes med lytning må siges at være et stærkt moment i kampagnen, og den kan blive kulturpolitisk betydningsfuld. Vi har andetsteds påpeget, at der i kølvandet på satsningen på lydbøger opstod ubesvarede spørgsmål: fx om lytning fører til læsning og den øgede læsekompetencer som var formålet; om lytning tilbød den oplevelse af litteraturen som ministeren efterspurgte, eller om det er i selve litteraturlæsningens langsommelighed at de efterstræbte positive effekter opstår? Og hvis fællesskab var målet, er det værd at bemærke, at lytning til litteratur ikke umiddelbart fremmede samtale på arbejdspladsen, men i stedet lukkede ned for den snak, som ellers ville have udfoldet sig (Dalsgård et al. 2015:41f). Disse spørgsmål lægger ikke op til entydige anbefalinger, men åbner til uudforskede felter af den faktiske litteraturlæsning i dagens Danmark.

Som et stærkt moment har også stået fastholdelsen af folkebibliotekerne som central aktør i litteraturformidling og læsefremme – et lille midlertidigt comeback og – kulturpolitisk set en gevinst af kampagnen. Bibliotekernes aktiviteter omkring læser-/borgerkontakt og mange af deres udadvendte samarbejder (partnerskaber) lykkedes, ligesom de i forhold også til omstillingen til mindre udlånsvirksomhed tydeligvis tog den nye tænkning med de fire rum «læring/opdage, møde/deltage, inspiration/opleve, performance/skabe» til sig som aktivitetsramme (Folkebiblioteket 2009:91ff). Via initiativerne og modelkonceptet er der samlet en erfaringsmængde større end tidligere, og der er satset på værkstedsrefleksion, inspiration og mulig netværksdannelse. Dertil afstedkom forpligtigelsen til at evaluere modelkommuneforsøgene en øget refleksivitet og læringsproces blandt bibliotekarerne.

Opsummerende kan man således sige, at vores perspektiv på kampagnen har vist en forskydning mellem det politiske udspil og selve udførelsen af kampagnen, hvor formålet er flyttet fra en historisk funderet ide om national dannelse og demokrati til en orientering imod begivenhed og oplevelse. Sådanne skift synes værd at diskutere inden for nutidig kulturpolitik, som balancer mellem strategi og implementering, idealer og instrumentalisering, ambitioner og fokus. I Danmark læsers tilfælde betød både det lange tidsperspektiv, den decentrale forankring med mange aktører og det generelt pågående eventfokus, at en kulturel offensiv som denne også må ses som resultat af pragmatiske hensyn.

Forskydningen fra national og demokratisk dannelse til begivenhed og oplevelse, som har fundet sted, er først og fremmest en forskydning af tidsperspek-tivet, men ikke kun på det strukturelle plan. Institutionelle, politiske og organisatoriske orienteringer i tid har spillet sammen med personlige narrativer om det gode liv, og herunder de prioriteringer af og i tid, som folk vælger for sig selv. At der er en vekselvirkning mellem institutionelle og personlige tidsoplevelser og -perspektiver, er ikke nyt (jfr. fx Flaherty 2011), men det er dog noget nyt at se dette samspil i forhold til litteraturlæsning (jfr. også Collinson 2009). I denne artikel har dette samspil primært været i fokus i vores beskrivelse af den manglende tilslutning til kampagne-aktiviteterne.

Uden at sætte nogen endelig konklusion på kampagnens succes må man dog sige, at relativ meget er blevet sat i værk for den beskedne statspulje – mindre end fire kroner pr. dansker. Mange mennesker er blevet påvirket eller flyttet – på begge sider af skranken, mange nye grupper i forhold til hidtil er blevet udfordret, og dele af det litterære kredsløb og dets kommunikation ligeledes. Danmark læser kondenserede en række kulturelle og kulturpolitiske tendenser med et velanbragt momentum i forhold til samfundets generelle fokus på læsning, og kampagnen fik sandsynliggjort at mange elementer omkring litteraturpolitik, bogpolitik, læsepolitik og bibliotekspolitik faktisk kan have med fællesskaber at gøre. Blot må man konstatere, at initiativer af denne art er underlagt politiske omskiftelser og derfor kan blive kortlivede. Danmark læser var planlagt til at løbe over flere år, med modelkommuneforsøget som et pilotprojekt der siden skulle udrulles i landets øvrige kommuner. Sådan blev det ikke helt; det besungne demokrati havde ved et valg i juni 2015 betydet Marianne Jelveds afgang som kulturminister, og intet tyder på, at kampagnen vil fortsætte herefter. Af samme grund må nærværende artikel skrives i datid.

Referencer

Bak, Lene et al. (2012). Danskernes Kulturvaner 2012. København: Kulturministeriet.

Balling, Gitte & Kann-Rasmussen, Nanna (2015). Ikke-læsning som «problem» i dansk kulturpolitik. En analyse af læsekampagnen Danmark Læser, NKT/Idunn nr. 2, s. 250–66. https://www.idunn.no/nkt.

Berlingske. Kultur 1.11.2013 (feature).

Borum, Peter (2013). Panik før lukketid. Politiken 30.1.2013 (kronik).

Carat (2014). Danmark læser. Segmenteringsstudie. www.danmarklaeser.dk/.../Danmark.../Kort_praesentation_-_Segmenter.

Carlsson, U. & Johannisson, J. (red.) (2012). Läsarnas marknad, marknadens läsare, en forskningsantologi utarbetad för Litteraturutredningen i samarbete med Nordicom. Stockholm: Statens offentliga utredningar. http://www.regeringen.se/content/1/c6/18/78/46/99db3e1a.pdf

Collinson, Ian (2009). Everyday Readers: Reading and Popular Culture. London: Equinox Publishing.

Dalsgård, Anne Line et al. 2015. Når Danmark læser. Rapport fra et følgeforskningsprojekt. Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. http://pure.au.dk/portal/da/persons/anne-line-dalsgaard.

Jelved, Marianne (2013). Danmark læser. Politiken 12.6.2013 (kronik). http://infomedia.dk/

Flaherty, Michael G. (2011). The Textures of Time. Agency and Temporal Experience. Philadelphia: Temple University Press.

Folkebiblioteket i vidensamfundet (2009). København: Styrelsen for bibliotek og medier. http://www.danskernesdigitalebibliotek.dk/.

Giorgi, Liana (2011). Between Tradition, Vision and Imagination: The Public Sphere of Literature Festivals. I: Giorgi, Liana et al. (Eds.) Festivals and the Cultural Public Sphere. Oxon: Routledge. P. 29–44.

Getz, Donald (2011). Event studies, theory, research and policy for planned events. Oxford UK: Butterworth-Heinemann.

Grøn, Ramus (2010). Oplevelsens rammer, former og rationaler i den aktuelle formidling af skønlitteratur for voksne på danske folkebiblioteker. Aalborg: Det Informationsvidenskabelige Akademi. http://vbn.aau.dk/da/persons/rasmus-groen.

Handesten, Lars (2014). Bestsellere. En litteratur- og kulturhistorie om de mest solgte bøger i Danmark siden 1980. København: Spring.

Grünberger, Ditte (2016): Nordbyen Læser – eller gør den? Antropologisk Kandidatspeciale, Aarhus Universitet.

Have, Iben & Stougaard Pedersen, Birgitte (2016). Digital Audiobooks. New Media, Users, and Experiences. New York: Routledge.

Johannisson, Jenny et al. (2012). Läsningen av den goda boken: Litteraturpolitik som demokratipolitik. I: Carlsson, Ulla & Johannisson, Jenny (red.) Läsarnas marknad, marknadens läsare. En forskningsantologi utarbetad för Litteraturutredningen. Göteborg: Nordicom, s.337–341. http://www.regeringen.se/content/1/c6/18/78/46/99db3e1a.pdf

Jöhncke, S. et al. (2004). Løsningsmodeller. Sociale teknologier som antropologisk arbejdsfelt. I: Hastrup, K. (red.) Viden om verden. En grundbog i antropologisk analyse. København: Hans Reitzels Forlag.

Karner Smidt, Jofrid et al. (red.) (2013). Litteratursociologiske perspektiv. Oslo: Universitetsforlaget.

Koch, Hal (1945). Hvad er demokrati? København: Gyldendal (seneste udgave 2005).

Kultur for alle – kultur i hele landet (2009). København: Kulturministeriet. http://kum.dk/servicemenu/publikationer/.

Lund, Niels D. (2009). Digitalisering som kulturpolitik. Agendaer og aktører i den nye formidling af fortiden. I: Lund, N.D. et al. (red.) Digitalisering af kulturarv. Fra samling til sampling. København: Multivers. S. 15–40.

Madsen, A. S. (2012). Danskernes læsevaner anno 2012. danmarklæser.dk

Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling (2012) nr. 1/2 og 3, temanumre om læsning, læsekultur og litteraturformidling i fysiske og digitale rum, Balling, Gitte & Grøn, Rasmus (red.). http://www.ntik.dk/

Ong, Walter (1982/2012). Oralty and Literacy. The Technologizing of the Word. Oxon: Routledge.

Oterholm, Knut (2016). Folkebibliotek og kvaliteter i litteraturen: et formidlingsperspektiv. I: Eliassen, K.O. & Prytz, Øivind (red.) Kvalitetsforståelsen. Kvalitetsbegrebet i samtidens kunst og kultur. Oslo: Norsk kulturråd. S. 140–61.

Persson, M. (2012): Den goda boken, samtida föreställningar om litteratur och läsning. Lund: Studentlitteratur.

Pettersson, T. (2015). Litteraturen på undantag? Unga vuxnas fiktionsläsning i dagens Sverige. Göteborg: Makadam.

Pine, B.J. & Gilmore, J.H. (1999). The experience economy, work is theatre & every business a stage. Boston: Harvard BS Press.

Reach out (2008). Inspirationskatalog. Kulturministeriets tværgående projektgruppe. København: Kulturministeriet.

Reach out (2012). Inspirationskatalog. Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi. København: Kulturministeriet.

Reinholdt Hansen, S. (2014). Når børn vælger litteratur. Læsevaneundersøgelse perspektiveret med kognitive analyser. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet (ph.d. afhandling).

Ringgaard, Dan (2014). Litteratur. Aarhus: Aarhus Universitets Forlag.

Rønning, Helge et al. (2012). Til bokas pris: Utredning av litteraturpolitiske virkemidler i Europa. Overleveret til Kulturdepartementet 15. februar 2012, Oslo.

Schwab, Hans Henrik (2015). Efter Camelots fald. Information 05.09.2015 (essay).

Sepstrup, Preben (2010/2006). Tilrettelæggelse af information, kommunikation- og kampagneplanlægning. Aarhus: Academia.

Skot-Hansen, Dorte (2014/2007). Byen som scene. Frederiksberg: Bibliotekarforbundet.

Steiner, Ann (2012). Bok, litteratur och läsning som synonymer. Åsikter och yttranden om litteratur i riksdagen 2000–2010. Statsvetenskaplig tidskrift, 114/3, s. 413–429.

Vallgårda, S. (2005). Hvad er sundhedsfremme? En analyse af begrebet og styringsmetoderne. Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund, 3, s. 15–32.

Vestheim, Geir (1997). Fornuft, kultur og velferd, ein historisk-sosiologisk studie av norsk folkebibliotekpolitikk. Göteborg: Det Norske Samlaget.

Vinterberg, Søren (2013). Hvordanne, Marianne? Politiken 20.4.2013 (kommentar).

Vohnsen, Nina (2011). Absurdity and the Sensible Decision: Implementation of Danish labour market policy. PhD thesis, Aarhus Universitet. http://mind-lab.dk/wp-content/uploads/2014/07/PhD-thesis_redigeret_efter_forsvar_Nina_Holm_Vohnsen.pdf

Zherdev, Nikolay (2014). Festivalization as a Creative City Strategy. IN3 Working paper series. Open University of Catalonia.

 

Danmark læser: http://www.danmarklaeser.dk/ (baggrund; læserundersøgelser/segmentstudie; kommuners projekter; pressestof, erfaringsopsamling etc.) Kulturministeriet.

Web 2: http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/folkebibliotekerne_efter_kommunalreformen

Web 4: http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Danmarks%20kreative%20potentiale.pdf

Web-adresser tilgået 15.9.2016

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon