Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Ikke-læsning som «problem» i dansk kulturpolitik - En analyse af læsekampagnen Danmark Læser



Gitte Balling is associate professor, Ph.D. at the University of Copenhagen. Her Ph.D.thesis was on literary aesthetic experiences. Her research interests include cultural promotion and mediation, digital youth, e-books and reading experiences. Email: gitte.balling@hum.ku.dk



Nanna Kann-Rasmussen is associate professor, Ph.D. at the University of Copenhagen. Her Ph.D.thesis was on libraries’ organizational development. Her research interests include strategy and legitimation work in cultural institutions, policy analysis and public libraries. Email: nanna.kann.rasmussen@hum.ku.dk

Engelsk sammendrag

The article studies and problematizes how a reading campaign, «Danmark Læser» (Denmark Reads) initiated from the Danish Ministry of Culture problematize the part of the Danish adult population who never or rarely read fiction. The article analyses key documents from «Danmark Læser», as well as recent surveys on cultural participation. This analysis shows several assumptions linked to literature's potential to do good and to the assumption that dialogue about literature is an important element of democracy and societal cohesion. These assumptions shape the way non-reading and non-readers are problematized in the discourse. The article also show that the campaign's focus on non-readers fits into an international discourse about non-users, something that is also supported by the use of participation surveys. The article points out that new forms of media and mediatization of existing art forms seem less recognized as a source of contemplation, ‘Bildung’ and participation, even though digitization of art and culture create opportunities to seek, create, share and participate in creative communities, which seem to contain many of the same characteristics, which are emphasized in reading. The article highlights this as problematic because it may lead to the stigmatization of non-readers.

Keywords: Kulturpolitik, ikke-brugere, ikke-læsere, læsning, litteraturpolitik, WPR tilgang, Cultural policy, non-participants, non-readers, reading, literature policy, WPR approach

 

Indledning

Den danske befolkning skal læse. Det slog den tidligere kulturminister Marianne Jelved (fra Radikale Venstre) fast, da hun lancerede kampagnen Danmark Læser i en kronik i Politiken sommeren 2013 (Jelved 2013). I et stort anlagt projekt, der inddrager foreninger, arbejdspladser og kulturinstitutioner i kommunerne, skulle kampagnen sætte fokus på læsning som en aktivitet, der kan skabe fællesskab, sammenhængskraft og dialog. Målet med kampagnen er, at få skabt flere læsere «primært blandt de 40 procent af den voksne befolkning, som sjældent eller aldrig læser skønlitteratur» (Kulturministeriet 2013a). Kampagnen fremhæver litteraturen som en kulturform, der «giver plads til eftertanke, nærvær og indlevelse» (ibid.). Litteraturen er ifølge kampagnematerialet en kilde til dannelse, demokrati, dialog og fællesskab, «hvorfor det er vigtigt at styrke læsningen i Danmark»(ibid.). Hvis man tager ovenstående for pålydende, så er der ingen tvivl om, at læsning er et gode, som så stor en del af befolkningen som muligt bør tage del i. Det er med andre ord bare med at komme i gang.

Danmark Læser er formuleret som et ’svar’ på den seneste kulturvaneundersøgelse (Bak et al. 2012). Overalt i de dokumenter, som analyseres i denne artikel, henvises til at 40 % af danskerne sjældent eller aldrig læser. De 40 % kommer fra kulturvaneundersøgelsens tabel 6.1 hvor der spørges: «Hvor ofte læser/hører du skøn- og faglitteratur?» (Bak et al. 2012:93). Svarene fordeler sig for skønlitteraturens vedkommende som følger: 19 % svarer sjældnere (end månedligt) og 21 % svarer aldrig, hvilket i alt bliver 40 %. I hhv. 1998 og 2004 var tallene dog 51 % og 53 %. Der syntes altså ikke at ligge et drastisk fald i danskernes læsning af skønlitteratur til grund for kampagnen. Så hvorfor denne fokus på ikke-læserne netop nu?

En forklaring er, at kulturpolitikken både i Danmark og i andre vestlige lande har et stærkt fokus på brug og deltagelse og dermed også på ikke-brug i disse år. Der udgives rapporter om ikke-brugere og indkaldes til internationale symposier om hvordan man måler kulturel deltagelse (Unesco 2012; National Endowment for the Arts 2014), ligesom Kulturstyrelsen og Kulturministeriet i Danmark også har haft et stærkt fokus på udvidelsen af deltagelse og brugerinddragelse inden for de seneste år (Hvenegaard Rasmussen 2015).

I artiklen diskuteres denne trend. Danmark Læser fungerer som en case, der illustrerer, hvordan politiske strategier formes af bestemte problematiseringer og grundlæggende antagelser. Således er ikke-brug en vigtig diskursiv figur, og det undersøges i artiklen, hvordan ikke-læsning er blevet et 'problem', og hvordan Danmark Læser ses som en del af 'løsningen' på 'problemet'. Til slut diskuteres dette i forhold til den lange tradition der er for både at problematisere, støtte og fremme læsning.

WPR-metoden

Det overordnede teoretiske perspektiv der anvendes i artiklen, er inspireret af Carol Bacchis analysemetode, som fokuserer på problematiseringer i policy tekster (Bacchi 2009, 2012). Bacchis tilgang kaldes «WPR» som står for «What’s the Problem Represented to be?». Problemrepræsentationer i denne sammenhæng skal forstås som den måde «in which a particular policy 'problem' is constituted in the real» (Bacchi 2009:35). Policy betegner beslutninger, tekster, retningslinjer eller tiltag, som på den ene eller anden måde former den praksis eller det felt, der studeres. I dette tilfælde er den policy, der studeres den kulturministerielle kampagne Danmark Læser.

WPR-metoden har et klassisk socialkonstruktivistisk afsæt baseret på et ønske om «at skabe det videnskabelige blik, så det sociales konstruktion bliver iagttagelig» (Esmark, Bagge Lausten og Andersen, 2005:12). De ‘problematiseringer’, som policies bygger på, er ofte usynlige, fordi vi tager dem for givet eller fokuserer på løsningen. Metoden, som er inspireret af Foucaults diskursanalyse, bidrager til forståelsen af problemer som sociale konstruktioner. Den sætter fokus på, hvordan bestemte politiske 'problemer' bliver til og diskursivt opretholdes. Diskurser i denne sammenhæng forstås som socialt producerede vidensformer, der begrænser og muliggør, hvad der kan tænkes, skrives eller siges om et bestemt emne eller praksis. Bacchi understreger, at denne diskurstænkning ikke foreslår at alt opløses i sprog, men at WPR tilgangen ligger i forlængelse af Foucaults præmis om, at diskurser «form a practice which is articulated upon other practices. Discourses accomplish things. They make things happen most often by their truth status» (Foucault 1991:70, citeret fra Bacchi, 2009:35).

Denne forståelse tillader forskeren at problematisere problematiseringer. WPR-metoden er således en diskursanalytisk tilgang, der har fokus på både meningsdannelse i politiske beslutningsprocesser og på de logikker, som former denne meningsdannelse. Bacchi arbejder ud fra den præmis, at al politik i udgangspunktet vil løse et eller flere ‘problemer’, fx at 40 % af den danske befolkning sjældent eller aldrig læser. En anden central antagelse er, at vi derfor styres gennem problemrepræsentationer. Med andre ord kan man, ud fra en forståelse af ‘problemer’ som sociale konstruktioner, tydeliggøre og identificere underliggende antagelser, institutionaliserede normer og privilegerede opfattelser af forhold, som kunne være konstrueret anderledes, hvilket er årsagen til at ’problemet’ kommer i gåseøjne. Praktisk foreslår Bacchi, at man for at identificere de antagelser, der ligger bagved 'problemet', iagttager nøgleord, kategorier og modsætningspar i relevante policydokumenter (Bacchi, 2009:4-10).

Bacchis metode består af seks spørgsmål, som tilsammen danner grundlag for at analysere en policy. Dog behøver man ikke at følge disse slavisk eller i den nævnte rækkefølge. Bacchi giver selv flere eksempler på, hvordan forskellige analyser kan fokusere mere eller mindre på de forskellige dele. Således fungerer de seks spørgsmål som en analyseramme, der kan udfyldes forskelligt. De seks spørgsmål er:

  1. Hvordan repræsenteres ’problemet’?

  2. Hvilke antagelser og præmisser ligger til grund for denne repræsentation af ’problemet’?

  3. Hvordan er denne problemrepræsentation opstået?

  4. Hvilke forhold behandles som givne i problemrepræsentationen? Hvad tales der ikke om? Kan ’problemet’ tænkes anderledes?

  5. Hvilke effekter producerer problemrepræsentationen?

  6. Hvordan bliver denne repræsentation af ’problemet’ reproduceret, udbredt og forsvaret? Hvordan kunne denne repræsentation blive udfordret, forstyrret eller erstattet? (Bacchi, 2009, forfatternes oversættelse).

I denne artikel undersøges som nævnt projektet Danmark Læser, nærmere bestemt den første del af kampagnen som udgjordes af et modelkommuneforsøg1. Modelkommuner forstås som kommuner, der efter et økonomisk tilskud, udvikler forskellige projekter, som andre kommuner senere kan gentage eller lade sig inspirere af. De dokumenter der udgør analysens empiriske grundlag består af Kulturministerens kronik, som skød modelkommuneforsøget i gang (Jelved 2013), samt ansøgningsmaterialet som var stilet til interesserede kommuner. (Kulturministeriet (2013a og 2013b), projektets hjemmeside (Danmarklaeser.dk) og en præsentation af den segmenteringsanalyse af ikke-læsere (Kulturstyrelsen (2014b) som blev udarbejdet af analysefirmaet Carat Deep Blue i forbindelse med projektet. Disse dokumenter belyser både de overordnede mål for projektet, samt hvordan policyen blev ført ud i livet. I artiklen inddrages ikke materiale, som vedrører de formidlingstiltag som kom ud af projektet, idet disse ligger uden for denne artikels primære formål, selvom man kan argumentere for, at fortolkningen af projektet (i form af de forskellige ’løsningsforslag’ til ’problemet’) ville give et mere nuanceret billede af problemrepræsentationen. Analysen af problemrepræsentationen falder i tre dele:

Den første del præsenterer problemrepræsentationen (spørgsmål 1). Her inddrages, udover de ovenfor nævnte dokumenter, en anden type dokumenter, nemlig de danske kulturvaneundersøgelser. Kulturministeriet har initieret undersøgelser af danskernes kultur-, fritids- og medievaner med nogen regelmæssighed siden 1964. Kulturvaneundersøgelserne er udkommet i 1964, 1975, 1987, 1993, 1998, 2004 and 2012. Balling og Kann-Christensen (2013) har undersøgt forandringer i konstruktionen af begrebet kultur og konstruktionen af (kultur)brugeren (og dermed også ikke-brugeren) i disse undersøgelser. I denne artikel læner vi os op af denne analyse, men fokuserer desuden særligt på målingen af læsning og bøger.

Anden del diskuterer problemrepræsentationens baggrund (spørgsmål 2: Hvilke antagelser og præmisser ligger til grund for denne repræsentation af ’problemet’?). Her snævres analysen ind og fokuserer på forestillingen om litteratur som dannelse. Analysen tager derfor udgangspunkt i, hvordan litteraturens potentiale fremstilles af kulturministeren. I den anden del af analysen indgår desuden refleksioner som er inspireret af spørgsmål 4, som vedrører forhold der behandles som givne i problemrepræsentationen samt relevante forhold som ikke nævnes (silences).

Den tredje del af analysen fokuserer på, hvordan problematiseringen er konstrueret (spørgsmål 3: Hvordan er problemrepræsentationen opstået?). I denne analyse anvendes teorier om kultur og kulturpolitik, historisk og aktuelt.

Problemrepræsentationen

Ahearne (2009) peger på, at kulturpolitik kan være både implicit og eksplicit. Denne artikel fokuserer på den eksplicitte politik, som har til formål at ændre eller forandre eksisterende praksis. I Danmark har vi eksempelvis, som led i strategien om demokratisering af kulturen, haft et mål om at nedbryde økonomiske og geografiske barrierer for kulturel deltagelse. Nedbrydelse af barrierer er et eksempel på ’løsninger’, der bygger på bestemte problematiseringer, f. eks. at befolkningen ikke går nok i teateret. Svaret på dette ’problem’ har været økonomisk støtte i form af prisnedsættelse på billet- og entrépriser samt etableringen af lokale kulturhuse og turnevirksomhed (Duelund 2003).

Danmark Læser kampagnen problematiserer danskernes læsevaner. Det er, ifølge kulturministeren, et problem «at der stadig er en stor gruppe dansker, som sjældent eller aldrig læser» (Jelved 2013). I kronikken, som skød læsekampagnen i gang, peges der på, at årsagerne til, at nogle danskere ikke læser, er mangel på tid eller tilvalg af andre interesser. Denne årsagsforklaring og de specifikke tal på procentdelen af ikke-læsere hentes fra den seneste kulturvaneundersøgelse fra 2012 (Bak et al. 2012). Et nærmere studie af tallene afslører dog nogle modsatrettede tendenser.

I den indledende sammenfatning fremhæves det at «læsning af litteratur har været i stigning siden 1993. Andelen af danskere, der læser skønlitteratur dagligt/ugentligt, er 45 % i 2012 mod 31 % i 2004. Andelen af læsere af faglitteratur er dalet fra 32 % i 2004 til 29 % i 2012» (Bak et al. 2012:15). Læsning i denne forbindelse er således læsning af skønlitteratur, da det er dette tal som er stigende. Afsnittet om bøger (afsnit 6: 91–98) indledes med det modsatte synspunkt: «Der er en stigende andel af befolkningen, der ikke læser bøger (vores fremhævning). I 2004 svarede 10 %, at de aldrig læste bøger, mens det gælder 18 % i 2012» (ibid.:92). Dette resultat stammer fra spørgsmålet «Hvordan læser du bøger?», hvor en af svarmulighederne er «Jeg læser aldrig bøger».

Ser man i stedet på målingen af spørgsmålet «Hvor ofte læser/hører du skøn- eller faglitteratur?» med mulighed for at svare i forhold til tidsintervallerne dagligt, ugentligt, månedligt, sjældnere, aldrig (tabel 6.1) er der et fald i folk som sjældent eller aldrig læser skønlitteratur, mens det altså er det omvendte billede, som gør sig gældende for faglitteratur.

Undersøgelsens resultater kan således formidles på forskellig måde, men ovenstående viser, at det er relevant at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan tallene kan udlægges og bliver udlagt. Overalt i materialet fra Danmark Læser henvises der til, at 40 % af befolkningen sjældent eller aldrig læser.

Det er korrekt, at tabel 6.1 i kulturvaneundersøgelsen viser, at 40 % sjældent eller aldrig læser skønlitteratur (sjældnere 19 % og aldrig 21 %). Imidlertid dækker svarmuligheden sjældnere over sjældnere end 1–3 dage om måneden. Det er med andre ord Pluss Epinion og Gallup, der har udarbejdet kulturvaneundersøgelsen, som har defineret hvad «sjældent» betyder. Sjældnere (end 1–3 gange om måneden) bliver til «sjældent» i Danmark Læser kampagnen. Eksempelvis har Kulturstyrelsen i forbindelse med kampagnen fået udarbejdet et såkaldt segmenteringsstudie af de 40 %. Her kan man læse, at formålet er «at identificere adfærden der kendetegner de personer der kun meget sjældent læser skønlitteratur» (Kulturstyrelsen 2014, vores fremhævning). Der sker således en glidning i sprogbrugen.

Segmenteringsstudiet inddeler ikke-læserne i tre segmenter, hhv. «De uinteresserede» (19 %), «De travle familier» (45 %) og «De motiverede» (35 %). Undersøgelsen viser, at 54 % af ikke-læserne minimum en gang hvert halve år benytter biblioteket. Undersøgelsen viser ligeledes, at der blandt «de uinteresserede» er 24 %, der har læst en bog inden for de seneste 12 måneder, blandt «de travle familier» er det 53 %, mens 74 % af «de motiverede» har læst en skønlitterær bog inden for de seneste 12 måneder. Kategorien ikke-læsere tæller den del af befolkningen, som aldrig læser bøger, men rummer altså også en del af befolkningen, som bruger bibliotekerne og læser bøger 1–2 gange om året. Mennesker som man med lige så god grund kunne kalde relativt flittige læsere.

Problematiseringen af ikke-læsning baseres i høj grad på kulturvaneundersøgelsens 40 %. Imidlertid viser overstående analyse at 'ikke-læseren' tilhører er en bredt sammensat gruppe, som dels er blevet mindre siden 1987 og dels er læsende, og hvor ca. halvdelen også er biblioteksbrugere.

Kulturvaneundersøgelser i Danmark

I det ovenstående har vi vist, hvordan tal fra kulturvaneundersøgelser bliver til 'sandheder', som former problematiseringer og politikker. I Danmark har vi en lang tradition for at foretage kvantitative undersøgelser af befolkningens kulturforbrug, og der er blevet foretaget kulturvaneundersøgelser med jævne mellemrum siden midten af 1960'erne. Men ikke-brug har ikke været et 'problem' altid. Traditionen med at måle befolkningens kulturforbrug skal ses i lyset af, at kulturpolitikken har haft demokratiseringen af kulturen med lige adgang for hele befolkningen som et af sine primære mål. Dette var endvidere en af de væsentlige ideer bag oprettelsen af et decideret kulturministerium. Dog har læsning eller nærmere bestemt ikke-læsning længe har været en problematisering, der f. eks. har formet det moderne folkebibliotek siden dets etablering med den første bibliotekslovlov i 1920. Biblioteket og ikke mindst bibliotekaren blev set som vejleder, men også som en folkeopdrager, der skulle «vække og retlede låneren». (Skouvig 2004: 127ff.; 2007)

Fokus i undersøgelserne har ændret sig siden 1960’erne og 1970’erne, hvor undersøgelserne havde et eksplicit fokus på at kortlægge omfanget og anvendelsen af befolkningens fritid (se endvidere Balling & Kann-Christensen 2013). Dette skyldes ikke mindst at disse undersøgelser foretages i en tid med faldende arbejdstid og øget ferie og fritid, hvilket sandsynligvis kan forklare det brede kulturbegreb, som undersøgelserne er baseret på. I de tidlige undersøgelser spørges der således om alt fra havearbejde til museumsbesøg (Kühl 1966; Kühl & Koch Nielsen 1976). Op igennem 1980'erne og 1990'erne skiftede fokus gradvist til deltagelse i kulturaktiviteter og tilstedeværelse på kulturinstitutioner (se Fridberg 1989, 1994). I de tidlige undersøgelser gav det således ikke mening at tale om ikke-brugere, hvorimod viden om ikke-brugere er af større relevans, når fokus er på befolkningens brug af de kulturtilbud, som tilbydes gennem offentligt støttede kulturinstitutioner og foreninger.

En egentlig differentiering mellem «aktive og passive kulturforbrugere», som det betegnes frem til 2004, dukker første gang op i Kultur- og fritidsaktiviteter 1975–1998 (Fridberg 2000) og indgår også i kulturvaneundersøgelsen fra 2004 (Bille et al 2005). I 2012 er termen skiftet til «brugere og ikke-brugere», og undersøgelsen af ikke-brugerne er udvidet med en kvalitativ undersøgelse, som har til formål at undersøge hvorfor nogle grupper ikke prioriterer kulturtilbud (Bak et al. 2012). Udvidelsen af undersøgelsen med et særligt afsnit om ikke-brugere falder i tråd med kulturstrategien «Kultur for alle» (Kulturministeriet 2009), der lanceres af den konservative kulturminister Carina Christensen. I strategien sættes der specifikt fokus på, at alle skal have mulighed for at møde kulturen: «Kulturen skal fremover være for alle. Alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur og kulturarv. Alle i Danmark skal have mulighed for at få adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud. Alle er velkomne. Og alle kan være med. Der er ikke noget kunst, der er for svær. Og der skal på ingen måde gås på kompromis med fagligheden» (Kulturministeriet 2009:4). En af strategiens syv fokuspunkter er brugerinddragelse. Under dette punkt kan man læse at: «Endelig er der den sidste tredjedel af danskerne, der aldrig bruger de traditionelle kulturtilbud og betegnes som ikke-brugere. Ikke-brugerne er en række forskellige grupper, herunder unge, nydanskere og socialt udsatte. Dem skal der gøres en ekstra indsats for at nå som led i Kultur for Alle» (ibid.:10). Strategien fordrer imidlertid en øget viden om ikke-brugeren hvorfor ministeren påpeger, at der skal «igangsættes en ny kulturvaneundersøgelse, hvor der skal være særligt fokus på at opbygge ny viden om ikke-brugerne og deres vaner» (ibid.). Den øgede fokus på ikke-brugeren og den særlige indsats for at øge viden om ikke-brugernes valg og fravalg kan derfor ledes tilbage til Kultur for alle. Kaster man et nærmere blik på baggrunden for strategiens fokus på alle, kan man genfinde nogle af de argumenter, der fremsættes i dokumenterne omkring Danmark Læser.

«Når kulturarven og historien bliver levende og perspektivrig for os, og når vi møder en kunst, der gør alt andet end at tale os efter munden – så bliver vi nysgerrige på og stolte af det samfund, som vores demokrati gør os til medejere af. Når vi alle har nogle fælles oplevelsesreferencer, en fælles følelse af kulturarven og for måden, som vi danskere har tænkt og følt på gennem tiden, så fremmes vores fælles forståelse. Så får vi et fælles grundlag at stå på og gå videre fra.» (Kulturministeriet, 2009:4).

I Kultur for alle er det kulturen, der fremhæves som skaber af fælles forståelse, samtale, og ultimativt demokrati. I Danmark Læser er det, som vi vil vise i næste afsnit, litteraturen.

Grundlæggende antagelser: Danmark Læser – en kampagne med ambitioner.

Det problem, Danmark Læser repræsenterer, er at 40 % af danskerne aldrig eller sjældent læser. 'Problemet' er både ikke-læsning og ikke-læsere. I det følgende analyseres de centrale dokumenter, der var med til at skyde læsekampagnen i gang. Analysen drejer sig først og fremmest om Marianne Jelveds kronik «Danmark læser» (Jelved 2013) i Politiken fra 12. juni 2013. I denne kronik lanceres kampagnen, og kronikken formidler kampagnes afsæt, dens formål og dens metode. Udover kronikken analyseres Ansøgningsmateriale til modelkommuneforsøget under Danmark Læser (Kulturministeriet 2013a), et tre sider langt dokument, der beskriver forsøgets rammer, vurderingskriterier og de praktiske oplysninger, som interesserede ansøgere kunne have brug for. Endelig analyseres et brev (Kulturministeriet 2013b) til alle Danmarks borgmestre, hvori kulturministeren opfordrer landets kommuner til at deltage i modelforsøget. Disse tre dokumenter (kronikken, ansøgningsmaterialet og brevet) er udvalgt blandt andre tekster, fordi de udgør startskuddet til kampagnen, og opfordrer til at gøre noget. De er «prescriptive texts» (Bacchi 2009:34). Formålet med analysen er at besvare spørgsmålet om, hvilke grundlæggende antagelser (om litteratur/bøger og læsere/ikke læsere), der ligger bagved problemrepræsentationen.

Litteraturens potentiale

Et gennemgående tema i de tre dokumenter er litteraturens potentiale. I kronikken (Jelved 2013) kan man tælle ikke mindre end 27 forskellige positive egenskaber og potentialer, som litteratur, bøger og læsning besidder. De 27 potentialer kan opdeles i 4 hovedgrupper. Det drejer sig dels om litteraturens potentiale til at styrke fællesskab og demokrati. Således er litteraturen «et møde mellem mennesker», «en vigtig del af vores kulturelle og demokratiske dannelse». Endvidere «åbner [litteraturen] for livsnerven i vores demokrati – samtale og dialog» og «styrker empatien med andre». Litteratur spiller endvidere en vigtig rolle som redskab til oplysning. Kronikken fremhæver at litteratur er «et ståsted hvorfra man kan se verden og blive klogere», at den «lærer børn om bøger sprog og fortællinger», er «et møde mellem læseren og historien» og at den er «vigtig for vores forståelse af historien». Den sidste gruppe af potentialer relaterer til menneskets livskvalitet. I den forbindelse fremhæves det, at litteraturen «giver plads til eftertænksomhed, nærvær, og indlevelse», at den «indeholder en styrke der – når den er bedst – kan løfte os som mennesker», «giver os lov til at spejle os selv i andres liv» og «giver plads til fordybelse». Den sidste kategori relaterer til udsagn, der omhandler litteraturens egenværdi, fx at litteraturen er «et udtryk for kulturel rigdom».

Kampagnen er altså ikke kun til for ikke-læsernes, men også for samfundets skyld. På sin vis kan man ane en bagvedliggende forestilling om en idealborger i et idealsamfund. Borgerne er mennesker, der taler sammen og indgår i relationer. De er kloge, dannede og empatiske. De fordyber sig. De indgår i demokratiske processer, og er lydhøre i den demokratiske samtale. De er kloge på sig selv og historien. Disse mennesker lever i et demokratisk samfund med en stærk sammenhængskraft og national identitet. I dokumenterne nævnes ingen andre kulturformer eller medier. På den ene side kan man mene, at dette er forventeligt, når der er tale om igangsættelsen af en læsekampagne. På den anden side kan man påpege, at der er tale om det, som Bacchi (2009:13) kalder for «silence» (se desuden Rolandsen Augustin, 2012:91f), når der ikke nævnes andre medier eller kultur- og fritidsaktiviteter, der kunne rumme de samme potentialer. Tværtimod «konkurrerer [læsning] med mange andre kulturtilbud og mange andre opgaver i øvrigt. Derfor skal vi huske hinanden på at det er vigtigt at læse» (Jelved, 2013). I udsagnet ligger implicit en antagelse om, at læsningens positive effekter ikke kan opnås (lige så godt) gennem andre aktiviteter. Måden at skrive på producerer modsætninger mellem kategorierne læsere vs. ikke-læsere og mellem læsning vs. andre kulturtilbud.

Lokalt samarbejde som 'løsning'

Den måde læsekampagnen sættes i værk, fortæller os ligeledes noget om, hvordan ikke-brugeren konstrueres. I alle tre dokumenter nævnes det, at kulturministeriet vil støtte en bestemt type projekter. I brevet til borgmestrene fremgår det at «[…]de bedste ideer bliver født på lokalt niveau» (Kulturministeriet 2013b). Ideerne skal være «utraditionelle» (Kulturministeriet 2013b). At sikre det utraditionelle hjælper Kulturministeriet med ved at «Alle kommuner kan […] kvit og frit få besøg af en innovationskonsulent». Det er nødvendigt, fordi der skal engageres «aktører der normalt ikke beskæftiger sig med læsning, men som har tæt kontakt til de forskellige målgrupper» (Kulturministeriet 2013a). Af vurderingskriterierne som dommerpanelet skulle udvælge de 12 modelkommuner efter fremgår det således, at der vil blive lagt vægt på at «Aktiviteterne bygger på et samarbejde mellem de aktører der har den største viden om og den største kontakt med de valgte målgrupper, for eksempel foreninger sportsklubber arbejdsplader og boligselskaber». (Kulturministeriet 2013a). Hvad siger dette om antagelser bag problemrepræsentationen og konstruktionen af ikke-læseren?

Man kan iagttage en forestilling om at folkebibliotekerne, som kommunernes traditionelle kulturformidlende institution, ikke kan løse opgaven alene. Ligeledes kan man iagttage en særlig konstruktion af ikke-læseren som et så vanskeligt tilfælde, at de traditionelle litteraturformidlingstiltag, der foregår i kommunerne (fx i regi af skoler og biblioteker) ikke slår til. Ikke-læseren skal ifølge Danmark Læser mødes der, hvor han/hun er. Og det er fx i «foreninger, sportsklubber, arbejdspladser og boligselskaber». Det er altså ikke i kulturinstitutioner eller på uddannelsessteder. Når kulturministeren i sit brev til landets borgmestre skriver, at «det er afgørende at den enkelte kommunes læseaktiviteter involverer og engagerer aktører, der ikke normalt beskæftiger sig med læsning, men som har en tæt konktakt med de forskellige målgrupper», peger det i mod en antagelse om, at inkarnerede ikke-læsere ligefrem er skeptiske overfor traditionelle litteraturformidlere, og at de skal 'fanges' gennem en type rollemodel, som de har tillid til. Dette kan muligvis skyldes, at man antager, at ikke-læserne skal findes blandt de ikke-brugere, der i Kultur for alle (2009) betegnedes som «unge, nydanskere og socialt udsatte», selvom undersøgelsen fra Carat Deep Blue (Kulturstyrelsen 2014b) reelt tegner et mere nuanceret billede af ikke-læserne.

Fra problematisering af litteratur til problematisering af læsere

Ovenstående analyse peger på en række antagelser, der knytter an til litteraturens potentiale og til fællesskab og dialog som en grundlæggende del af et demokrati. I det følgende vil vi undersøge, hvor problemrepræsentationen stammer fra. I Jelveds kronik fandt vi at litteraturen overordnet tilskrives 3 grupper af potentiale vedrørende 1) fællesskab og demokrati, 2) oplysning, 3) livskvalitet. Herudover tilskrives litteraturen en egenværdi. ’Problemet’ vedrørende ikke-læsning må søges forstået i forhold til forestillingen om litteraturens transformationspotentiale. Denne fortælling kan man se igennem etableringen af folkebiblioteker i Danmark, fordi biblioteket (sammen med skolen) er den institution der skal udbrede læsning og bøger. I denne artikel beskæftiger vi dog os ikke med uddannelsessystemets rolle i forbindelse med udbredelsen af læsning, idet vi holder os til et kulturpolitisk perspektiv.

Dansk kulturpolitik indskriver sig en diskurs omkring 'kultur', der har sit udspring i oplysningstiden og bygger på kulturens potentiale som dannende og uddannende. Som en måde at forstå den værdi, der knyttes til kulturforbrug, kan det være hensigtsmæssigt at rekapitulere centrale nøgleord i diskursen. Oplysningstiden, og den humanisme som fulgte i kølvandet på perioden, hyldede kulturen for dens kapacitet til at støtte udviklingen af oplyste og dannede borgere. Begrebet 'kultur' i denne diskurs har sit etymologiske udspring i det latinske ‘cultura’ som relaterer til kultivering af jorden og dyrkelse af planter og afgrøder. Hos Cicero finder vi denne vækstmetafor overført på mennesker, idet han taler om ‘cultura amini’ i betydningen kultivering af sindet, både i form af selvudvikling og som den pædagogiske proces som alle børn gennemgår (Fink 1988). Denne betydning af begrebet revitaliseres i det 17. og 18. århundrede, hvor det bliver en del af de nationale sprog i fransk, tysk og de skandinaviske sprog. Begrebet knytter ikke alene an til processen, men gradvist også til resultatet – en kultiveret borger. I denne diskurs er 'kultur' oftest forstået som særlige kulturelle artefakter og aktiviteter i modsætning til en mere antropologisk forståelse af 'kultur', der knytter an til forskellige befolkningsgruppers levevis og hvor alt er kultur. Der er i høj grad tale om et værdiorienteret begreb, hvor nogle former for kultur er bedre end andre. Litteratur og bøger hører til det gode selskab i den forbindelse. Forestillingen om litteraturens transformationspotentiale er tydelig, når det gælder etableringen af det moderne folkebibliotek, der dateres til den første bibliotekslov fra 1920: «The aim [of the library] was to develop the random reading into serious reading and generally to encourage the library user to move into a better category of reading. The division was aiming at progression: the beginners should end up as the reading élite» (Skouvig, 2007: 230).

Folkebiblioteket spiller en central rolle både i forhold til kampagnen Danmark Læser og i forhold til forståelsen af problematiseringen af ikke-læsning. Det viser Leif Emerek (2001) i sin analyse af, hvilken historisk kontekst etableringen af folkebibliotekerne indgik i. Folkebibliotekerne blev i starten af det 20. århundrede etableret som den offentlige institution, der tydeligst har haft som sin opgave at påvirke borgernes læsning. Derfor er folkebibliotekernes opståen og praksis en nøgle til at forstå problemrepræsentationen. Folkebiblioteket er barn af oplysningstiden. Kort fortalt henviser oplysning til en særlig opfattelse af forholdet mellem fornuft, viden og myndighed. Fornuften er det redskab som mennesket skal bruge for at ordne de umiddelbare sansninger, men er også den der kan holde sig kritisk og refleksivt til det, den oplyses om (Emerek, 2001: 97). Men mennesket har også brug for viden om verden for at kunne blive myndig. Det er blandt andet derfor de franske encyklopædister ville samle og ordne al tilgængelig viden og gengive den i en reflekteret og kritisk form. Siden oplysningstidens begyndelse har der været mange forestillinger om hvad oplysning kunne føre til. Ifølge Emerek var de forskellige grupper af oplysningsfilosoffer optagede af hhv. opdragelse og nytte, emancipation samt dannelse og humanitet.

Folkebibliotekets pionerer fremhæver nogle af de samme potentialer i deres taler og bøger. En af biblioteksvæsenets første fortalere var Andreas Schack Steenberg. Han skrev i 1900, i sin bog Folkebogsamlinger. Deres Historie og Indretning om, hvordan de amerikanske biblioteker (der var forbilleder for de danske) kunne «forbedre Erhvervsevnen» for befolkningen samt hvordan bogsamlingerne desuden har betydning for både «den politiske og sociale Udvikling», samt demokratiet og kan medvirke til et fald i kriminaliteten idet «de vigtigste Kilder til Forbrydelser ere Drik og Uvidenhed» (Steenberg, 1900:14f).

En anden bibliotekspioner, Thomas Døssing, der ledede statens bibliotekstilsyn, beskriver bibliotekernes opgave som «at virke opdragende, at føre læserne fremad og opad» (Døssing, 1932). Her tager Døssing arven op efter H.O. Lange, som i 1909 i sin tale på biblioteksmødet i Århus sagde: Kulturlivets Skum og Gøgl hidser og beruser, undergraver Viljen og slapper Karakteren. Der er Arbejdet for at løfte og højne, for at rense og uddybe, der bringer Folkeheld i Nutid og Fremtid.»(Lange, 1909: 20)

Hermed ser vi altså en tidlig forestilling om, læsningens positive følgevirkninger. Tidligere har man været optaget af, hvad befolkningen burde læse, i dag er denne lidt formynderiske diskussion forladt til fordel for et ønske om at befolkningen i det hele taget læser bøger. På denne måde har ’problemet’ flyttet sig fra litteraturen til (ikke)læserne. Dette hænger sandsynligvis sammen med den generelle fokus på brug/ikke-brug, som kulturvaneundersøgelserne viser. Men der går en ubrudt linje gennem hele det 20. århundrede – hvor man har problematiseret en bestemt type læsning og søgt at fremme og støtte en anden. Sammen med den nyere diskurs centreret omkring distinktionen brug/ikke-brug bliver problemrepræsentationens udspring tydelig.

Diskussion

Problemrepræsentationen om ikke-læsere og ikke-læsning knytter an til læsning af skønlitterære bøger. I det følgende vil vi pege på nogle aspekter ved Danmark Læsers problemrepræsentation og begrebsanvendelse, som risikerer at tegne et unuanceret billede af ikke-læsere og ikke-læsning.

I Danmark Læser kampagnen anvendes begreberne læsning og bøger primært i deres traditionelle betydning. Hovedvægten ligger på den trykte roman eller novelle. Men både læsning og litteratur er i øjeblikket inde i en teknologisk udvikling, som radikalt forandrer vores hidtidige forestilling om bøger. Bøger er ikke længere nødvendigvis trykte papirbøger, ligesom litteratur i form af fortællingen ikke kun er tilgængelige i et kodeksformat leveret igennem de kanaler og aktører, vi traditionelt forbinder med bogmarkedet. Litteraturen digitaliseres i stadig stigende grad og optræder uden for de sædvanlige kanaler. Både bibliotekernes udlånsportal for e-bøger og en lang række kommercielle e-bogsleverandører spiller en vigtig rolle og det samme kan siges at gøre sig gældende for lydbogen. Litteratur optræder desuden i nye formater f.eks. i form af fanfiction på nettet, i form af sms-noveller og andre alternative udgivelsesformater, der udfordrer vores sædvanlige forestillinger om hvad en bog er (se f. eks. smspress.dk, fanfiction.com, movellas.com)

I undersøgelser, hvor der ikke tages højde for disse udviklingstendenser i designet af undersøgelsen, vil læsning derfor i større grad blive konstrueret som læsning af en særlig slags, i en særlig type materialer eller i særlige formater. Hvis man med andre ord spørger «Hvornår læser/hører du bøger?» reproduceres et særligt syn på bøger og læsning, som risikerer at ekskludere læsning af litteratur (kun) udgivet på internettet, eller viden hentet fra apps eller hjemmesider.

Er andet aspekt ved problemrepræsentationens antagelser om litteratur er, at læsning i særlig grad er kilde til fordybelse, indlevelse og bevægelse. Læsning af skønlitteratur er uden tvivl en kulturel aktivitet, der rummer fordele og potentielt kan give læseren indsigt, lærdom, oplevelser og i det hele taget skabe værdi både under selve læsningen og efterfølgende i form af dialog med andre læsere. Særligt den litterære fordybende læsning er da også omgærdet med stor opmærksomhed i disse år og en række forskningsresultater peger på læsningens mange fordele (se f. eks. Balling 2009; Kidd & Castano 2013; Djikic, Oatley & Moldoveanu 2013).

Forskningen peger endvidere på, at et øget medieforbrug forandrer vores opmærksomhedsevne. Tilbage i 2007 formulerede N. Katherine Hayles denne forandring som et skifte mellem deep attention og hyper attention (Hayles, 2007). Hayles peger på at uddannelsessystemet i de udviklede lande i høj grad er baseret på deep attention hvilket skaber udfordringer for kommende generationer af studerende. Ikke desto mindre spørger hun selv retorisk hvorvidt den ene eller anden opmærksomhedstype er bedre end den anden og svarer «Better for what?» (p. 194). På den ene side viser forskning at den øgede mediebrug gør os mindre i stand til at opnå den fordybende opmærksomhed som fx læsningen af en kompleks roman fordrer. På den anden side gør hyper opmærksomheden os i stand til hurtigt at skifte mellem forskellige gøremål og håndtere forskellige informationskilder simultant.

Spørgsmålet er, om de egenskaber, der knyttes til læsning i Danmark Læser (fællesskab & demokrati, oplysning, livskvalitet og egenværdi), kan forløses i forbindelse med andre medier. Eksempelvis viser forskning, at computerspil, f.eks. i form af onlinespil, hvor man i fællesskab med andre skal løse opgaver, kan bringe brugerne i en tilstand af fordybelse og indlevelse (Granic, Lobel & Engels 2013). Ligeledes kan man argumentere for, at muligheden for at spejle sig i andre og dermed også at blive klogere på sig selv, kan genfindes både i spil-universer og i film og tv-serier (se fx Bo Kampmann Walther 2012 for adskillige litterære analyser af spil og Tv-serier). Undersøgelser viser, at de nye muligheder for streaming har skabt en ny måde at se Tv-serier på. I DR’s undersøgelse af Danskernes medieforbrug anvendes udtrykket fordybet sening; en seerkultur, der er særligt udbredt blandt yngre segmenter, og som er kendetegnet ved at man lader sig opsluge af tv-serier i mange timer i træk. (DR, 2013:52). Disse nye TV-serier karakteriseres og analyseres i filmmagasiner med begreber som finkultur (Pedersen 2013) og kunstnerisk kvalitet (Jørholt, Egholm, & Hegnsvad 2011). Endelig kan man argumentere for, at digitaliseringen af kunst og kultur i bred forstand skaber tilgængeliggørelse og mulighed for at skabe og dele i en grad, som ikke tidligere har været muligt (Valtysson 2010) og at den deltagerkultur (Jenkins 2006), som er vokset frem i kølvandet på den digitale revolution, rummer mulighed for udvikling af egenskaber, som fremhæves som afgørende for et globalt videnssamfund.

Det kan fremhæves, at litteratur er sprog, og at en særegen kvalitet ved litteratur er, at læseren selv skaber billeder i sit hoved og mening i det læste, og derigennem udvikler både sin forestillingsevne og sit sprog (Balling, 2009). Det kan filmen og computerspil ikke i samme grad tilbyde. Ser vi derimod til musikken, er der tale om en kulturform, hvor tekster ofte anvendes til at udvikle og forny sproget. Ikke mindst i musikgenrer, såsom rap og hiphop, hvis målgruppe kan antages at udgøres af mindre læsende, bliver det danske sprog ofte vendt og drejet og dermed fornyet.

Pointen er, at en problemrepræsentation som ovenstående risikerer at fremstille ikke-læserne som personer, der ikke har muligheden for at fordybe og indleve sig, og derfor ikke udvikler de kompetencer, der forbindes hermed. Problemet bliver desuden et demokratisk problem, hvis vi anerkender at de egenskaber, der er væsentlige for at oprette et fællesskab og et demokrati, alene kan opnås gennem litterær læsning. M.a.o. konstrueres ikke-læserne som potentielt udemokratiske. Man kunne argumentere for, at evnen til dialog og fællesskab i ligeså høj grad kan vokse ud af sports- og fritidsaktiviteter, som ikke har litteraturen eller det skrevne sprog som sit omdrejningspunkt.

Vi ønsker ikke at stille spørgsmålstegn ved litteraturens potentiale som en dannende kunstform. Men vi ønsker at pointere, at andre medier og andre aktiviteter også kan bidrage til dannelsen. Hvad man imidlertid kan stille spørgsmålstegn ved er, om litteraturen og læsningen garanterer disse egenskaber? Bliver man nødvendigvis bedre til at indgå dialog, fordi man læser en bog? Bliver man nødvendigvis dannet og empatisk, fordi man læser? De fleste vil mene, at det kommer an på, hvad man læser, og i høj grad også hvem man i øvrigt er.

Konklusion

I denne artikel har vi vist, at modelkommuneforsøget under kampagnen Danmark Læser bygger på en problematisering af ikke-læsning. Denne problematisering hænger tæt sammen med en problematisering af ikke-brug på kulturområdet i bredere forstand. En kampagne som Danmark Læser har mange kvaliteter og har formået at få en lang række kommuner til at skabe samarbejde blandt mange forskellige aktører. Kampagnens fokus på ikke-læseren skriver sig ind i en international diskurs omkring ikke-brugeren, som også kulturvaneundersøgelserne er en del af. Til trods for, at kulturpolitikken ikke alene støtter de klassiske kulturformer (litteratur, teater, kunst), som man knytter til kulturbegrebets etymologiske udspring og dens dannelsespotentiale, synes diskursen om ikke-brugeren at være konstrueret omkring brugen af disse mere finkulturelle kulturformer og tilknyttede institutioner. Problematiseringen af ikke-læsning opstår i sammenhæng med antagelser om, at litteratur har et særligt dannende potentiale, som er til gavn for både den enkelte og for samfundet. Tilsyneladende har nye medieformer og medialiseringen af eksisterende kunstformer i mindre grad opnået anerkendelse som kilde til dannelse, fordybelse og fællesskab, til trods for at digitaliseringen af kunst og kultur skaber mulighed for at opsøge, skabe, dele og deltage i et kulturelt skabende fællesskab, som synes at rumme mange af de samme egenskaber, som fremhæves ved læsning. Problematiseringen bygger endvidere på en forestilling om ikke-læsere, som en sammensat gruppe af danskere, der bør læse, selvom de er svære at få ’fat på’. I stedet for at anskue de 40 % ikke-læsere som et problem, kunne man vælge at anskue danskernes læsevaner, hvor 60 % af alle danskere læser skønlitteratur jævnligt og halvdelen af de sidste 40 % læser årligt, som en succeshistorie set i lyset af de mange muligheder for underholdning, udvikling og fællesskab, som særligt de nye digitale medier tilbyder.

Litteraturliste

Ahearne, Jeremy (2009). Cultural Policy explicit and implicit: a distinction and some uses. International Journal of Cultural Policy. 15:2, s. 141–153.

Bacchi, Carol (2009). Analysing policy: What’s the problem represented to be? Frenchs Forest, NSW: Pearson.

Bacchi, Carol (2012). Why Study Problematizations? Making Politics Visible. Open Journal of Political Science. 2:1, s. 1–8.

Bak, Lene, Madsen, Anne Sophie, Henrichsen, Bettina, & Troldberg, Søren (2012). Danskernes Kulturvaner 2012. København: Kulturministeriet.

Balling, Gitte & Kann-Christensen, Nanna (2013). What is a non-user? An analysis of Danish surveys on cultural habits and participation». Cultural Trends, 22:2, s. 67–76.

Balling, Gitte (2009). Litterær æstetisk oplevelse. Læsning, læseoplevelser og læseundersøgelser. En diskusssion af teoretiske og metodiske tilgange. Ph.d-afhandling. København: Danmarks Biblioteksskole.

Bille, Trine, Fridberg, Torben, Storgaard, Svend, & Wulff, Erik (2005). Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964. København: AKF Forlaget.

Bomholt, Julius (1953). Kulturelt demokrati. Hedtoft, Hans (red.) Mennesket i centrum. København: Fremad.

Djikic, Maja, Oatley, Keith & Moldoveanu, Mihnea C. (2013). Reading other minds. Effects of literature on empathy. Scientific Study of Literature 3:1, s. 28–47.

DR Medieforskning (2013). Medieudviklingen 2013. Lokaliseret 4. maj 2015 http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/0C32E226-923E-409A-AE8D-D34595DD1C45/5731444/DR_Medieudvikling_2014.pdf

Duelund, Peter (red.). (2003). The Nordic Cultural Model. Copenhagen: Nordic Cultural Institute.

Døssing, T. (1932) Er det folkelige Oplysningsarbejde inde i en Krise? Bogens Verden s.41–43

Emerek, L. (2001). At skrive bibliotekshistorie. I: R. Audunson, & N. Lund (Eds.), Det siviliserte informajonssamfunn: Folkebibliotekernes rolle ved inngangen til en digital tid (s. 88–117). Bergen: Fagbokforlaget Vigmostad og Bjørke.

Esmark, Anders, Bagge Laustsen, Carsten & Andersen, Niels Aakerstrøm (2005). Socialkonstruktivistiske analysestrategier – en introduktion. Esmark, A., Bagge Laustsen, C. & Andersen, N. A. (Eds.), Socialkonstruktivistiske analysestrategier. s. 7–30. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Fink, Hans (1988). Et hyperkomplekst begreb. Kultur, kulturbegreb og kulturrelativisme. Hauge, Hans & Horstbøll, Henrik (red.). Kulturbegrebets kulturhistorie. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. S. 9–23.

Fridberg, Torben (1989). Danskerne og kulturen. De 16–74 åriges fritidsaktiviteter i 1987, sammenlignet med 1975 og 1964. København: Socialforskningsinstituttet.

Fridberg, Torben (1994). Kultur- og fritidsaktiviteter 1993. København: Socialforskningsinstituttet.

Fridberg, Torben (2000). Kultur- og fritidsaktiviteter 1975–1998. København: Socialforskningsinstituttet.

Granic, Isabela, Lobel, Adam & Engels, Rutger C.M.E. (2013). The Benefits of Playing Video Games. American Psychologist, 69:1, s. 66–78.

Hayles, N. Katherine (2007). Hyper and Deep attention: The Generational Divide in Cognitive modes. Profession 2007, s. 187–199.

Hvenegaard Rasmussen, Casper. (2015) Brugerinddragelse og kulturpolitisk kvalitet. Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift (in press)

Jelved, Marianne (2013) Danmark Læser. Politiken 12. Juni, 2013

Jenkins, Henry et al. (2006). Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century. An occasional paper on digital media and learning. Chicago: The John D. and Cathrine T. MacArthur Foundation.

Jørholt, Eva, Egholm, Morten & Hegnsvad, Kristoffer (red.) (2011). Kosmorama – Tidsskrift for filmkunst og filmkultur, nr. 248, 2011. Lokaliseret 4. Maj på http://www.kosmorama.org/Arkiv/248.aspx

Kampmann Walther, B. (2012) Computerspil og de nye mediefortællinger. København: Samfundslitteratur

Kidd, David Comer & Castano, Emaluele (2013). Reading Literary Fiction Improves Theory of Mind. Science. 342:6156, s. 377–380.

Kühl, Poul Heinrich & Koch-Nielsen, Inger (1976). Fritid 1975. København: Socialforskningsinstituttet.

Kühl, Poul Heinrich et al. (1966). Fritidsvaner i Danmark med særligt hensyn til radio og fjernsyn. København: Socialforskningsinstituttet, Teknisk Forlag.

Kulturministeriet (2013 a) Ansøgningsmateriale til modelkommuneforsøget under Danmark Læser lokaliseret d. 13. januar 2015 på http://www.danmarklaeser.dk/fileadmin/user_upload/Danmark_Laeser/Dokumenter/Baggrund/Ansoegningsmateriale_til_DK_Laeser_web.pdf

Kulturministeriet (2013b) Kulturminister Marianne Jelveds invitation til alle landets borgmester udsendt 16. september 2013. Lokaliseret d. 13. januar 2015 på http://www.danmarklaeser.dk/fileadmin/user_upload/Danmark_Laeser/Dokumenter/Baggrund/Brev_fra_kulturministeren_om_Danmark_Laeser_web.pdf

Kulturministeriet, 2009. Kultur for alle – kultur i hele landet. [online].Retrieved from http://kum.dk/servicemenu/publikationer/2009/kultur-for-alle---kultur-i-hele-landet/

Kulturstyrelsen (2014b) Hvem læser sjældent -lang præsentation. Udarbejdet af Carat Deep Blue lokaliseret d. 13. januar 2015 på http://www.danmarklaeser.dk/fileadmin/user_upload/Danmark_Laeser/Dokumenter/Baggrund/Lang_praesentation_-_uden_strategiske_anbefalinger.pdf

Lange, H.O (1909) Bibliotekssagen udenfor København: Foredrag på Biblioteksmødet i Aarhus d. 4. august 1909 Bibliotekarforeningens Smaaskrifter I. København

National Endowment for the Arts (2014) Measuring Cultural Engagement: A Quest for New Terms, Tools, and Techniques. Lokaliseret 4. maj på http://arts.gov/sites/default/files/measuring-cultural-engagement.pdf

Pedersen, Niels (2013). Da tv-serier blev finkultur, Børsen, 3. oktober 2013

Rolandsen Augustin, Lise (2012) Kvalitativ Diskurs og rammeanalyse: om betydning og meningstilskrivelser i sociale og politiske problemer. Hviid Jacobsen, M. og Qvortrup Jensen, S. Kvalitative udfordringer. Hans Reitzels forlag

Skouvig, Laura (2004) De danske folkebiblioteker ca. 1880–1920: en kulturhistorisk undersøgelse ud fra dannelses- og bevidsthedshistoriske aspekter med belysning af tilknytningsforholdet til staten og «det offentlige». Ph.d. afhandling. København: Danmarks Biblioteksskole

Skouvig, Laura (2007) The construction of the working-class user: Danish free public libraries and the working classes 1880–1920. Library History, 23:3, s. 223–239.

Steenberg, A.S.(1900) Folkebogsamlinger. Deres Historie og Indretning. Aarhus og København, Jyds Forlagsforretning

Unesco (2012) Measuring cultural participation: UNESCO Framework for Cultural Statistics Handbook No. 2. lokaliseret 4. maj på http://www.uis.unesco.org/culture/Documents/fcs-handbook-2-cultural-participation-en.pdf

Valtysson, Bjarki (2010). Access culture: Web 2.0 and cultural participation. International Journal of Cultural Policy, 16:2, s. 200–214.

Van der Weel, Adrian (2011). Changing our textual minds: Towards a digital order of knowledge, Manchester, Manchester University Press.

1I forbindelse med modelkommuneforsøget nedsattes en dommerkomite bestående af 5 personer. En af artiklens forfattere, Gitte Balling. udgjorde én af de 5 dommere.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon