Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Nationalitetskonstruktion i dansk public service

Julie Münter Lassen er cand.mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet. I 2011 afsluttede hun sin uddannelse med et speciale om dansk public service-politik

Emneord: Public service, danskhed, mediepolitik, national identitet, globalisering, kulturpolitik, Public service broadcasting, Danishness, media policy, national identity, globalisation, cultural policy.

I de senere år har danskheden og den nationale identitet været et centralt tema på den kulturpolitiske dagsorden. Også inden for mediepolitikken har en målsætning om fastholdelse og styrkelse af den danske kultur og det danske sprog været til stede, om end der med den nuværende public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, den der gælder for 2011-2014, er set en markant øget vægtning af den betydning, det nationale tillægges fra politisk side. I sit forord til DRs public service-kontrakt for 2011-2014 begrunder den daværende kulturminister Per Stig Møller nødvendigheden af en fortsat opretholdelse af dansk public service med, at det er vigtigt, at vi som borgere i Danmark kan se danske nyheder, lytte til dansk musik, se dansk tv-dramatik og få transmissioner fra danske kirkelige højtider. Uden DRs public service-virke vil vi ifølge Per Stig Møller "...miste meget af det danske og komme til at undvære meget af det, som binder os sammen..." (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 1). Både formålet med public service og flere af DRs specifikke forpligtelser relateres i DRs public service-kontrakt for 2011-2014 til et ønske om at bevare og styrke dansk kultur, sprog og identitet i en globaliseret verden. Oven i købet indeholder DRs kontrakt for 2011-2014 et formidlingskrav, der ikke har været at finde i de tidligere kontrakter, nemlig at DR skal formidle, ikke blot den danske kulturarv, men også den kristne kulturarv. Med denne præcisering af, hvad dansk kultur og den nationale identitet består i, satte kontrakten, og forligspartierne bag denne, fornyet liv i både den politiske og offentlige debat om, hvad danskhed er og hvem der er berettiget til at definere denne.

Formålet med denne artikel er at afdække hvilke argumenter, der tages i brug fra politisk side i begrundelserne for det nationales styrkede position i mediepolitikken, og hvilken forståelse af public service, der ligger bag disse bestræbelser på at styrke dansk sprog, kultur og identitet. Herunder undersøges, hvorvidt synet på det nationales betydning i public service-mediernes virke har ændret sig gennem de senere års mediepolitiske diskurs i Danmark. Gennem artiklen diskuteres, hvad det betyder for DRs kulturelle udtryk, at Folketingets politikere i stigende grad tager del i udformningen af DRs specifikke forpligtelser. Som perspektiv inddrages public service-lovgivningen i Danmarks nabolande Norge og Sverige, ligesom artiklen berører betydningen af Europa-Kommissionens lovgivning på medieområdet.

DR skal som public service-institution i dag operere på baggrund af tre mediepolitiske rammer, nemlig lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, den mediepolitiske aftale og public service-kontrakten. Dokumenterne er alle tilgængelige for offentligheden på både DRs og Kulturministeriets hjemmeside. Artiklens undersøgelser tager udgangspunkt i en dokumentanalyse af samtlige mediepolitiske aftaler og public service-kontrakter samt, i det omfang det har relevans, af loven om radio- og fjernsynsvirksomhed fra 2000 og frem til den seneste lovrevision i 2011. Analysens fokus er dels hvilke retningslinjer, der fastlægges for DRs formidling af dansk sprog, kunst og kultur, dels hvilket formål, der fra politisk side siges at være med dansk public service.

Ændringer i den seneste public service-kontrakt afstedkom en større debat, der blandt andet medførte, at der blev afholdt et samråd i Folketingets Kulturudvalg omhandlende DRs public service-kontrakt. Til brug i artiklens analyser indgår også dette samråd og samtlige af de samrådsspørgsmål, udvalgsspørgsmål og § 20-spørgsmål, der blev stillet til kulturministeren efter public service-kontraktens offentliggørelse i januar 2011 og frem til samrådets afholdelse i april samme år. Når samrådet inddrages, skyldes det, at hvor de mediepolitiske aftaler og public service-kontrakterne indeholder de vedtagne politiske beslutninger, der danner rammen for DRs virke, fremkom under debatten på Kulturudvalgets samråd en række begrundelser og synspunkter, der ligger til grund for disse mediepolitiske dokumenters udformning. Samtidig synliggjorde samrådet hvilke uenigheder, der er mellem den daværende borgerlige regering og oppositionen i spørgsmålet om formålet med dansk public service.

I Danmark er det ikke blot DR, men også TV 2 og TV 2-regioner, der driver public service-virksomhed. For TV 2 gælder, at stationen har public service-tilladelse, men opererer på anderledes vilkår end DR, idet TV 2 er et aktieselskab, der siden 2004 ikke har modtaget licensstøtte og siden 2012 har haft adgang til at opkræve abonnementsbetaling. De otte regionale TV 2-virksomheder har, lige som DR, indgået en public service-kontrakt med kulturministeren og modtager licensstøtte, men der er tale om mindre foretagender, der sender programmer i såkaldte vinduer i TV 2’s sendeflade. DR er altså den største public service-institution i Danmark, den virksomhed, der modtager mest licensstøtte og den virksomhed der er underlagt flest mediepolitiske bestemmelser, hvorfor denne artikels undersøgelser er fokuseret omkring DR, og ikke beskæftiger sig med TV 2 eller TV 2-regioner.

Danskhed på den kulturpolitiske dagsorden

Siden den radikale kulturminister Ebbe Lundgaard i sin kulturpolitiske redegørelse i 1997 hævdede, at der i slutningen af 1990’erne var behov for "...et kulturelt udgangspunkt, vi kan sætte de mange påvirkninger fra fremmede kulturer i forhold til..." og at kulturpolitikken derfor skulle bidrage til en styrkelse af dansk identitet (Lundgaard 1997), har fastholdelsen af dansk sprog, kultur, historie og identitet i mødet med fremmede kulturer været blandt de centrale begrundelser for en lang række tiltag i dansk kulturpolitik. Under Lundgaards efterfølger på posten, den radikale Elsebeth Gerner Nielsen, øgedes den politiske opmærksomhed omkring den nationale kultur og identitet, både inden for kulturpolitikken og i den generelle samfundsdebat. Årsagen var, at den daværende kulturminister tog aktivt del i debatten om dansk identitet som en reaktion på, hvad hun beskrev som det nationalpopulistiske parti Dansk Folkepartis forsøg at ’monopolisere danskheden’ (Hansen 2001). Siden slutningen af 1990’erne har det kulturpolitiske fokus på danskhed dermed ikke blot været udtryk for et ønske om at styrke formidlingen af dansk sprog og kultur, men har rummet en værdipolitisk strid om retten til at definere en national enhedskultur og identitet.

Også efter regeringsskiftet i 2001 vedblev debatten om danske værdier og fastholdelsen af den nationale identitet at være et omdrejningspunkt i kulturpolitikken: De tre konservative kulturministre Brian Mikkelsen, Carina Christensen og Per Stig Møller, der varetog posten frem til næste regeringsskifte i 2011, har i deres argumentation for en række kulturpolitiske projekter betonet fastholdelsen af dansk identitet, kultur, sprog og historie. Kun den nuværende radikale kulturminister Uffe Elbæk har i sin foreløbige tid på posten ikke lagt vægt på dansk kultur som en national størrelse, men har derimod flyttet fokus på kulturens rolle i en krisetid og som et middel til en forbedret europæisk dialog (www.kum.dk/Ministeren/Ministeren-i-klip-Se-las-og-lyt, 24/5 2012).1

Som eksempler på den kulturpolitiske vægtning af dansk identitet kan fremhæves den nationale kulturkanon, der blev sat i værk under Brian Mikkelsen, hvor formålet med projektet blev beskrevet som at ”give os referencepunkter og bevidsthed om, hvad der er særligt ved danskere og ved Danmark i en verden, der bliver mere og mere globaliseret” (Mathiesen 2006, s. 4), eller den kulturpolitiske strategi, Carina Christensen satte i værk, Kultur for alle, kultur i hele landet fra 2009, hvor man i forordet kunne læse, at ”Den konstante strøm af nye kulturtilbud, ny viden og nye indtryk kan hurtigt og nemt blive overvældende for os [...] Så overvældende, at vi ikke længere kan få øje på vores fælles referenceramme og mister orienteringen” (Kulturministeriet 2009, s. 4).

Ser man på de seneste 16 års kulturpolitiske dagsordener, er det værd at bemærke, at samtlige seks kulturministre har været fra enten Det Radikale Venstre eller Det Konservative Folkeparti. For disse partier gælder, at det nationale tilhørsforhold tillægges stor betydning. Som det beskrives af blandt andre Peter Duelund (2003) og Louise Ejgod Hansen (2001) indskriver de Radikale sig i en grundtvigiansk tradition, opkaldt efter præsten, digteren, filosoffen og historikeren N.F.S. Grundtvig, hvor nation, kultur og demokrati er tæt forbundne størrelser. I konservatismen gælder, at det at holde af sit land og lægge vægt på nationens historie, rødder og traditioner er en kerneværdi (Mikkelsen et al. 2004). Så når dansk identitet og den nationale forankring har stået centralt i kulturpolitikken i denne periode, skal det både ses i forlængelse af en generel samfundstendens og i relation til, hvilke værdier, de partier, der har stået bag udformningen af den danske kulturpolitik, tillægger betydning.

En undersøgelse af de mediepolitiske dokumenter, radio- og fjernsynsloven, public service-kontrakterne og de mediepolitiske aftaler, viser, at den nationale kultur og identitet i samme periode på tilsvarende vis er blevet mere fremtrædende i den førte mediepolitik i Danmark.

Udviklingen i den danske medielovgivning

De flerårige mediepolitiske aftaler, der vedtages af Folketingets politikere og fungerer som det politiske grundlag for public service-kontrakterne, er blevet indgået siden 1990. Før da blev mediepolitikken vedtaget i separate lovforslag af forskellige politiske flertal (Mortensen 2004, s. 78). For perioden 1991-1993 omhandler den meget kortfattede medieaftale fastsættelsen af licensafgiftens størrelse og en løsning af TV 2s økonomiske problemer. Der stilles hverken krav til programindhold eller beskrives et formål for dansk public service. Allerede i den efterfølgende aftale, for perioden 1994-1997, er det nationale dog kommet på dagsordenen, idet aftalepartierne udtrykker ønske om, at Danmarks Radio skal bidrage effektivt til ”...bevarelse og styrkelse af dansk sprog og kultur i en tid med stadig større påvirkninger udefra” (Mediepolitisk aftale for 1994-1997 af 16. september 1993). Det præciseres dog ikke, hvordan public service-institutionen skal opfylde denne opgave. I de efterfølgende medieaftaler refereres på forskellig vis til betydningen af dansk sprog og kultur samt den udenlandske konkurrence, ligesom der med radio- og fjernsynsloven af år 2000 for første gang stilles krav om, at DR skal ”...lægge særlig vægt på dansk sprog og kultur”, og det indføres at programtilbuddet skal reflektere ”...mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund” (Lov nr. 1272 af 20/12/2000 §6a). Der er dog udelukkende tale om meget overordnede formuleringer og hensigtserklæringer, og det er først med public service-kontrakternes indførelse i 2003, at man begynder at beskæftige sig mere udførligt med dansk kultur og identitet i mediepolitikken. Kontrakternes indførelse bevirker samtidig, at den politiske indflydelse på DR øges.

Public service-kontrakterne er fireårige aftaler, som indgås mellem kulturministeren og DRs bestyrelsesformand. Kontrakterne indeholder blandt andet beskrivelser af indholdet på DRs forskellige platforme, en række specifikke forpligtelser, DR skal opfylde inden for forskellige programgenrer, retningslinjer for institutionens betjening af høre- og synshandicappede og for støtten til dansk film samt rammerne for DRs økonomiske og administrative forhold. Skønt det kaldes public service-kontrakter, er der ikke tale om kontrakter ”...i almindelig juridisk forstand”, som man kan læse i den første af de i alt tre public service-kontrakter (Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006). Forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen kritiserer da også valget af ordet ’kontrakt’, idet han mener, at ”...der ikke [er] tale om frivillige aftaler, men krav, der fastsættes af kulturministeren efter aftale med ordførerne fra de partier, der indgår i seneste medieforlig” (Jørgensen 2010, s. 146). Bag Jørgensens kritik ligger det faktum, at det er et ufravigeligt krav, at de dele af den mediepolitiske aftale, der vedrører DR, implementeres i public service-kontrakten.

Allerede kontrakten for 2003-2006 stiller krav til, at DR formidler dansk kunst, kultur og kulturarv, vægter dansk sprog og sender dansksprogede programmer til børn, krav der også er at finde i den nyeste kontrakt for 2011-2014. Det interessante er imidlertid, at der er sket den udvikling gennem de tre kontrakter, at der med kontrakten for 2011-2014 ses en langt højere grad af specificering af, hvorledes DR skal formidle og styrke den danske kultur. Eksempelvis lyder programforpligtelsen for musik i kontrakten for 2003-2006: ”DR skal lægge vægt på sin rolle som en væsentlig formidler og producent af dansk musik. DR’s udsendelse af dansk musik skal øges i kontraktperioden” (Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006, s. 4). I kontrakten for 2011-2014 stilles stadig krav til, at DR skal øge omfanget af dansk musik på tv og radio, men derudover skal DR aktivt stimulere dansk musikliv, formidle klassisk musik, drive en række kor og ensembler samt tilbyde aktiviteter på musikområdet, der henvender sig til børn og unge (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 8-9). På samme vis er både dramatik- og folkeoplysningsforpligtelsen præciseret i den nuværende kontrakt, således at det nationale aspekt er fremhævet, ligesom det er understreget, at den kristne kulturarv og danmarkshistorien skal formidles, sidstnævnte gennem en historisk dramaserie, ”...der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarkshistorien” (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 8). Det nationale aspekt ved kulturen er altså kommet til gradvist at fylde mere i DRs public service-kontrakter, og det gælder både for de specifikke forpligtelser inden for eksempelvis musik, dramatik og folkeoplysning, og i begrundelserne for at drive public service-institutionen DR. Samtidig er det i både de mediepolitiske aftaler og public service-kontrakterne specificeret, hvorledes institutionen skal formidle den danske kultur.

Den øgede specificering af DRs public service-forpligtelser kan ses som en del af en udvikling, der har præget de senere års medie- og kulturpolitik i en række europæiske lande. Flere forskere (Jakubowicz 2003; Coppens & Saeys 2006; Donders 2011) beskriver, hvorledes blandt andet krav fra Europa-Kommissionen har medført indførelsen af public service-kontrakter, public service-regnskaber, ex ante tests og evalueringer af public service-institutionernes virke i en lang række lande, herunder de skandinaviske. Ifølge Coppens og Saeys har anklager om konkurrenceforvridning fra kommercielle medieaktører medvirket til, at der op gennem 1990’erne og 00’erne er stillet spørgsmålstegn ved selve public service-ideen og ved den offentlige medievirksomheds finansiering (Coppens & Saeys 2006, s. 262). Blandt andet på baggrund af disse anklager forpligtede Europa-Kommissionen i 2001 medlemslandende på at foretage en præcis definition af public service-institutionernes opgaver. Dog gælder, at medlemslandende selv har kompetence til at vedtage, hvilke regler der gælder på nationalt, regionalt eller lokalt niveau (Communication from the Commission on the Application of State Aid Rules to Public Service Broadcasting, OJ C 320 (15.11.2001), stk. 32-33). Hensigten med den nærmere specificering af public service-institutionernes opgaver er at begrænse antallet af klager fra private medieaktører. Rationalet er, at hvis public service-aktørernes forpligtelser er mere entydigt defineret, er det lettere at afgøre, hvorvidt der er tale om konkurrenceforvridende aktiviteter, eller om public service-institutionen udfører sine forpligtelser. Kritikere har anført, at den øgede specificering giver de kommercielle aktører et konkret grundlag at klage på baggrund af (Donders 2011, s. 34), men ikke desto mindre har, ikke bare Danmark, men også lande som Belgien, Frankrig, Irland, Portugal og Sverige indført kontrakter, hvori public service-institutionernes forpligtelser er specificeret (Coppens & Saeys 2006, s. 270).

Skønt der i Danmark allerede sås en tendens til en præcisering af DRs formål og virke fra politisk side op gennem 1990’erne, har Europa-Kommissionens krav fra 2001 muliggjort en højere grad af politisk styring af de nationale public service-medier. I Danmark har EU-lovgivningen medvirket til en stadigt større specificering af kravene til DRs virke i de mediepolitiske aftaler og public service-kontrakterne, hvor det nationale aspekt, som beskrevet, i særlig grad er fremhævet. De ændringer, der er foretaget fra DRs kontrakt for 2003-2006, til kontrakten for 2007-2010 og kontrakten for 2011-2014, understreger samtidig, at den politiske indflydelse på public service-institutionen ikke har ligget stabilt siden Europa-Kommissionens krav om en definition fra 2001. Tværtimod har der været tale om en markant stigning i detaljeringsgraden i DRs forpligtelser siden da.

Legitimering af public service broadcasting

At de danske public service-medier forpligtes på at formidle den nationale kultur og identitet, er hverken et nyt eller enkeltstående dansk fænomen. I artiklen ”The Many Uses of the ’Public Service’ Concept” (1999) beskriver den norske medieforsker Trine Syvertsen, hvordan det er et typisk karakteristika for de statslige public service-institutioner i Europa, at disse er forpligtet på at formidle og styrke den nationale kunst og kultur. Sådan har det været siden ideen om, at statslige medier skulle tjene hele befolkningen, tog form i 1920’ernes England. Her blev lagt vægt på, at den offentlige radiofoni kunne medvirke til skabelsen af et oplyst demokrati, og at man med det nye medie kunne samle nationen på tværs af sociale skel grundet dets geografiske rækkevidde (Scannel 2000, s. 48). Efterfølgende har en række europæiske lande skelet til Storbritannien i grundlæggelsen af deres statslige public service-institutioner, hvorfor British Broadcasting Corporations idealer har fungeret som grundstenen for europæisk public service-virke.

At medierne spiller en betydningsfuld og aktiv rolle i etableringen af et nationalt sammenhold, er beskrevet af en lang række sociologer, medie- og samfundsforskere. Den britiske historiker og samfundsforsker Benedict Anderson introducerede i 1983 begrebet imagined communities, hvormed han beskriver, hvordan det nationale fællesskab, vi måtte opleve, i sagens natur må være forestillet, da en nation bebos af så mange individer, at vi aldrig kommer til at stifte bekendtskab med mere end en lille del af befolkningen. Når der alligevel opstår en fællesskabsfølelse, skyldes det ifølge Anderson blandt andet medierne, da disse har gjort "...det muligt for et hastigt voksende antal mennesker at tænke på sig selv og knytte sig til andre på grundlæggende nye måder" (Anderson 2001, s. 82). På samme vis beskriver den svenske etnolog Orvar Löfgren i artiklen ”Medierna i nationsbygget – Hur press, radio och TV gjort Sverige svenskt”, hvordan medierne historisk set har stået for megen national integration:

Mediesamhället anklagas ofta för att bryta ned den nationella kulturen, men i ett historiskt perspektiv är det snarare tvärtom. Under de senaste hundra åren har massmedier skapat mycket av vår nationella införståddhet och våra gemensamma referensramar. (Löfgren 1990, s. 89. Forfatterens markering)

Ud over kravet om formidling og styrkelse af national kunst, kultur og sprog, stilles der for de europæiske public service-medier oftest krav om et alsidigt programudbud, styrkelse af borgernes demokratiske handleevne, varetagelse af minoriteters interesser og en universal dækning (Syvertsen 2003, s. 157; Søndergaard 1995, s. 12-13). Hvilke forpligtelser, der tillægges størst betydning, er forskelligt fra land til land og fra aktør til aktør. Både Trine Syvertsen og den danske professor i Statskundskab Per Mouritsen har dokumenteret, hvorledes der til stadighed eksisterer en række forskellige opfattelser af formålet med public service i medie- og samfundsdebatten, og begge forskere har beskrevet, hvordan det ikke er usædvanligt, at medieaktørerne har ulig eller decideret modstridende syn på public service-institutionernes rolle og virke (Syvertsen 1999; Mouritsen 2007). En gennemgang af de argumenter, der blev fremsat i debatten om DRs public service-kontrakt for 2011-2014, viser da også, at der alene i Danmark findes flere udlægninger af, hvilket formål de danske public service-medier skal tjene (Lassen 2011).

Det nationale som forsvar for dansk public service

At der fra politisk side lægges vægt på public service-mediernes rolle som formidler af den nationale kultur og herigennem som samlende faktor i det danske samfund, er synligt allerede i det forord, den daværende kulturminister Per Stig Møller indledte DRs public service-kontrakt for 2011-2014 med. Møller beskriver her, hvordan det er af yderste vigtighed, at DR sikrer de danske lyttere, seere og brugere et dansk indhold på radio, tv og internettet. Når det af den daværende kulturminister anses for afgørende, at der fortsat findes et tilbud om dansk indhold på de forskellige medieplatforme, skyldes det, at Møller er af den overbevisning, at vi lever i en tid ”...der er mere fragmenteret end nogensinde før...” (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 2). Årsagen til fragmenteringen skal ifølge Møller findes i det store antal medier fra ind- og udland, der bevirker, at danskerne ikke længere har et fælles udgangspunkt. Men en national public service-institution som DR, der kan forpligtes på at formidle dansk kultur og informationer om danske samfundsforhold, kan ifølge den daværende kulturminister sikre, at der er noget, der binder danskerne sammen. Møller fremhæver selv tv- og radiodramatik, ”...der kan fænge os og vise os vores liv, vores land, vores historie, vores tid” (Ibid. s. 2).

Opfattelsen af kultur som noget, der skal binde nationens borgere sammen, skal ifølge professor Per Mouritsen ses i forlængelse af globaliseringen af mediemarkedet (Mouritsen 2007, s. 33). Mouritsen har undersøgt den danske medie- og samfundsdebat fra 1990’ernes begyndelse og frem til 2007, og ud fra folketingsdebatter, avisartikler, lovtekster, videnskabelige artikler mv. kan han dokumentere, at der er sket en forandring i det kulturpolitiske syn, så kultur ikke længere omhandler dannelse eller personlig udvikling, men ses som ”...noget nationalt (og regionalt og lokalt) partikulært, som vedligeholdes som identitet og integration af fællesskabet” (Ibid. s. 33). Som det i udpræget grad er set i den debat, der opstod i kølvandet på public service-kontraktens offentliggørelse, beskriver Mouritsen, hvordan kultur, inden for denne måde at anskue public service-mediernes formål, bliver til et fællesskab, der for den enkelte er et vigtigt tilhørsforhold, og for samfundet en vigtig sammenhængskraft (Ibid. s. 33). Når den nationale kultur anses for truet eller svækket grundet den fragmenterende påvirkning fra internationale elektroniske medier, bliver den naturlige følge, at en central del af løsningen ligger hos de nationale public service-medier. Derfor ses i public service-kontraktens forord og af den politiske debat, at politikerne bag medieaftalen mener, at det er vigtigt, at danskerne, gennem DRs programvirksomhed, gøres bevidste om Danmarks historie, kulturarv, sprog mv., fordi det nationale tilhørsforhold vil give forankring og identitet i den globaliserede verden. Således har DR med den seneste kontrakt fået til formål at samle Danmark (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 5), hvormed den nationale public service-institution kan fungere som modvægt til den igangværende fragmentering forårsaget af udenlandske og internationale medier.

Den opfattelse, Per Stig Møller giver udtryk for i public service-kontraktens forord, om at verden, vi lever i, er mere fragmenteret end nogensinde før, kom ligeledes til udtryk på et samråd i Folketingets Kulturudvalg, der blev afholdt d. 6. april 2011, som omhandlede netop DRs seneste public service-kontrakt. Anledningen til samrådets afholdelse var, at der er foretaget to markante ændringer i DRs public service-kontrakt for 2011-2014 i forhold til de tidligere kontrakter: Hvad der har medført den største polemik er, at der til DRs forpligtelse om formidling af den danske kulturarv nu er tilføjet ”...herunder den kristne kulturarv” (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 5). Skønt DR også tidligere har sendt både morgenandagt og transmissioner fra højmesser og kirkelige højtider, har krav om formidling af kristendommen ikke været ekspliciteret i de tidligere kontrakter eller mediepolitiske aftaler. At Danmarks største medieinstitution nu, sort på hvidt, har en specifik religiøs forpligtelse, medførte en større debat, ikke kun blandt Folketingets politikere, men også i den bredere offentlighed. I perioden fra kontraktens offentliggørelse d. 28. januar 2011 og frem til maj måned samme år bragte de store landsdækkende dagblade Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen omkring 70 artikler, debatindlæg og kronikker omhandlende tilføjelsen af den kristne kulturarv, ligesom emnet blev diskuteret i nyhedsudsendelser og debatprogrammer på tv2.

En anden markant ændring i kontrakten fangede ikke i samme grad offentlighedens interesse, og blev ikke på samme vis debatteret i de danske medier, men er mindst lige så bemærkelsesværdig: Hvor der til DRs generelle forpligtelser i begge de tidligere public service-kontrakter har hørt, at institutionen skal medvirke til at fremme integration, er denne forpligtelser slettet i kontrakten for 2011-2014. Flere af oppositionens politikere forholdt sig dog særdeles kritisk til denne sletning, og Socialdemokraternes daværende kulturordfører Mogens Jensen indkaldte til samråd i Folketingets Kulturudvalg for at få kulturministerens forklaring på årsagerne til de to ændringer i DRs forpligtelser (Samrådsspørgsmål N og O, KUU, 10/02/2011).

På samrådet beskrev Per Stig Møller, hvordan han anser verden, vi i dag lever i, for globaliseret, internationaliseret, kaotisk og mere åben end før, hvilket ifølge den daværende kulturminister kan have den konsekvens, at vi får identitetskrise i Danmark. Derfor ”...er [der] sikkert en meget god grund til at stoppe op og finde ud af: hvad er vores værdier, hvad er vores forhistorie”, lød det fra Møller (Møde i KUU, nr. 13, d. 6/4-11 (officiel lydoptagelse)). Og et af de punkter, hvor danskerne skal lære deres værdier og forhistorie at kende, er ifølge Møller den kristne kulturarv:

...dette opfatter jeg som noget helt naturligt, da den kristne kulturarv er en del af den kulturarv, som vores samfund er bygget op omkring [...] det kan ikke benægtes. Vi vedkender os med andre ord vores arv, og som jeg har sagt andre steder: Skal vi blive arv- eller rodløse? Er det dét, det drejer sig om? Så står vi meget dårligt i globaliseringen. (Møde i KUU, nr. 13, d. 6/4-11 (officiel lydoptagelse))

Skønt Per Stig Møller altså selv argumenterede for nødvendigheden af, at danskerne har kendskab til deres kristne arv, har det primært været den daværende borgerlige regerings støtteparti Dansk Folkeparti, der blev anset for at stå bag DRs nye forpligtelse om formidling af den kristne kulturarv. På samrådet gav flere af Dansk Folkepartis medlemmer da også udtryk for stor tilfredshed med den nye forpligtelse. Eksempelvis lød det fra Søren Krarup, at ”...i en situation, hvor man er truet af arveløshed, der er det mildest talt afgørende at få understreget, hvad det er, der sætter vores arv. Og det er naturligvis den kristendom [...] som kan siges simpelthen at være et andet ord for dansk kultur” (Møde i KUU, nr. 13, d. 6/4-11 (officiel lydoptagelse)). Fra Krarups partifælle Martin Henriksen lød det, at når man oplyser om den kristne kulturarv, så oplyser man om, ”...hvad Danmark rent faktisk går ud på” (Møde i KUU, nr. 13, d. 6/4-11 (officiel lydoptagelse)).

At definere, hvad det vil sige at være dansk, indebærer i sagens natur en eksklusion af de, som ikke passer ind i det billede af den nationale identitet, der fremsættes (Hansen 2001). Fra flere oppositionspolitikere og samfundsforskere har lydt, at når det af regeringen og dennes støtteparti så specifikt defineres, hvori dansk kultur og identitet består religiøst, virker det ekskluderende over for de borgere i Danmark, der ikke er en del af dette religiøse fællesskab, etniske danskere såvel som etniske minoriteter. Fra Pernille Frahm, daværende oppositionspolitiker fra Socialistisk Folkeparti, lød det på samrådet:

Der er formentlig andre danskere end jeg, der absolut ikke har deres rødder i den kristne tro, men har vores rødder andre steder, og som gerne vil være sikre på, at det kan vi fortsat blive ved med at have, og at vi fortsat kan blive ved med at kalde os danske af den grund. Vi insisterer i hvert fald på at gøre det. (Møde i KUU, nr. 13, d. 6/4-2011 (officiel lydoptagelse))

Oppositionens kritik blev yderligere forstærket af, at den integrationsfremmende forpligtelse, der blev indført af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre med den mediepolitiske aftale for 2001-2004, ikke er at finde i public service-kontrakten for 2011-2014. På samrådet i Kulturudvalget beskrev Per Stig Møller gennem hvilke forpligtelser, DR til stadighed skal fremme integrationen i Danmark. Til trods for at DR med sine forpligtelser på at tilbyde en bred samfundsmæssig dækning af Danmark og på at afspejle mangfoldigheden af kultur, levevilkår og livsopfattelser i Danmark, ifølge Møller, stadig kan siges at skulle fremme integration, er der truffet et bevidst valg om at slette den eksplicitte forpligtelse fra kontrakten. Etniske minoriteter nævnes nu kun under forpligtelsen om, at DR skal levere nyheder på fremmedsprog, mens det etnisk danske dominerer de kulturelle public service-forpligtelser med både kristendom og danmarkshistorie.

Når DR ikke længere eksplicit er forpligtet på at fremme integration, og når formålet med dansk public service ifølge kontraktens forord er at bevare og styrke danskheden, fremstår DRs kulturelle formidling som mere assimilerende end integrerende, hævdede blandt andre Pernille Frahm på Kulturudvalgets samråd. Og nok har DR til formål at samle og spejle Danmark (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 5), men både public service-kontrakten for 2011-2014 og den daværende regerings kulturpolitiske diskurs understreger, at det danske samfund i globaliseringens tidsalder skal være dansk og ikke multikulturelt, hvilket ifølge Margit H. Thomsen og Mette Moes er kendetegnende for danskernes syn på indvandring og integration, trods en umiddelbar velvilje til det pluralistiske samfund (Thomsen & Moes 2002, s. 7).

Vendes blikket mod Danmarks nabolande Norge og Sverige ses, at skønt det også her gælder, at det at formidle og styrke nationens sprog, kultur, historie og identitet til stadighed er en legitimerende faktor for public service-institutionernes opretholdelse, er sådanne nationale forpligtelser ikke uforenelige med et syn på samfundet som flerkulturelt.

I NRKs, Norges licensfinansierede public service-udbyders, virke indtager det nationale en central rolle, idet både NRKs strategi for 2012-2017 og NRK-plakaten af 29/06/2009, som indeholder NRKs retningslinjer, der udstikkes af regeringen, betoner vigtigheden af, at public service-institutionen samler folket, formidler kulturarven og styrker sprog, kultur og identitet. I NRKs strategi kan man blandt andet læse, at NRK skal: ”Skape og formidle innhold som gir felles opplevelser og styrker samisk og norsk kultur og identitet”, og at ”NRK skal fortelle, ta vare på og løfte fram den norske historien” (www.nrk.no/informasjon/1.7802563, d. 24/5 2012). I Sverige varetager tre institutioner udsendelsen af public service-tv og -radio, nemlig Sveriges Television (SVT), Sveriges Radio (SR) og Sveriges Utbildningsradio (UR). For alle tre institutioner gælder, at de har ”...ett särskilt ansvar för det svenska språket och dess ställning samhället” (SVTs sändningstillstånd 2010-2013 §8; SRs sändningstillstånd 2010-2013 §10; URs sändningstillstånd 2010-2013 §10), og både SVT og SR skal ”...svara för en omfattande produktion av kulturprogram i vid mening och då särskilt på det svenska språket” (SVTs sändningstillstånd 2010-2013 §10; SRs sändningstillstånd 2010-2013 §12). Ifølge Håkon Larsen, der har skrevet ph.d.-afhandling om legitimering af public service i Norge og Sverige, har den svenske public service-diskurs dog i de senere år primært drejet sig om, at programmerne skal være af høj kvalitet – som en modsætning til de kommercielle aktørers udbud (Larsen 2010, s. 280).

Mens der i både Danmark, Norge og Sverige lægges vægt på public service-institutionernes formidling af nationens sprog og kultur, er der derimod synlige forskelle, de tre skandinaviske lande imellem, når det kommer til formidlingen af religion. I Sverige stilles ikke krav til formidling af religion, hverken på tv eller radio, mens NRK skal genspejle Norges religiøse arv (NRK-plakaten af 29/06/2009, 3. i). Denne forpligtelse svarer til DRs forpligtelse om at formidle den kristne kulturarv som en del af Danmarks kulturarv, men modsat den danske forpligtelse inkluderes i Norge også andre religioner, idet forpligtelsens samlede ordlyd er: ”NRK skal gjenspeile Norges religiøse arv og mangfold av livssyn og religion i det norske samfunnet” (NRK-plakaten af 29/06/2009, 3. i). Ligeledes er der forskel på synet på betjening af etniske minoriteter, Danmark, Norge og Sverige imellem, idet den svenske og, i særdeleshed, den norske medielovgivning rummer mere specifikke krav, end der stilles til DR i public service-kontrakten. Når DR skal spejle Danmark, gælder det ”...mangfoldigheden af kultur, livsopfattelser og levevilkår, der er i de forskellige rigsdele” (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 5). Her er det værd at bemærke, at den mangfoldighed, DR skal afspejle, er i forhold til de forskellige rigsdele, mens de etniske minoriteter, der bebor det danske samfund, ikke nævnes. Derimod er SVT forpligtet på at ”...beakta språkliga och etniska minoriteters intressen. Verksamheten ska vara ett prioriterat område” (SVTs sändningstillstånd 2010-2013 §14). På samme vis slår et kommittédirektiv fast, at ”...de människor som bor i olika delar av landet är olika, t.ex. i fråga om etnisk och kulturell bakgrund, kön och ålder. Programföretagen ska således ta hänsyn till dessa och andra aspekter när det gäller uppdraget att spegla hela landet” (Kommittédirektiv, Dir. 2011: 51, s. 5). I Norge gælder, at NRK skal ”...ha programmer for nasjonale og språklige minoriteter, ...formidle kunnskap om ulike grupper og om mangfoldet i det norske samfunnet samt ...skape arenaer for debatt og informasjon om Norge som et flerkulturelt samfunn” (NRK-plakaten af 29/06/2009, 3. b og c).

Så hvor den danske mediepolitiske udvikling har båret i retning af, at integration af etniske minoriteter nedtones, mens den kristne kulturarv og det nationale aspekt af kulturen fremhæves, understreges i Danmarks nabolande Norge og Sverige, hvordan disse i dag er flerkulturelle samfund, og at det hører til public service-institutionernes rolle at formidle til, informere og betjene befolkningen på denne baggrund.

Et uddannende DR

Som den aktør, der skal løfte den største public service-opgave i Danmark, tilkendegiver DR selv, gennem mediepolitiske udspil og strategier, en holdning til, hvad formålet med public service er samt hvilke opgaver, der er institutionens fremmeste. I debatten om ændringerne af DRs public service-kontrakt for 2011-2014 har der over for offentligheden været overensstemmelse mellem politikernes og DRs eget syn public service-institutionens virke. Gennem en læsning af DRs strategi for 2011-2014 bliver det dog tydeligt, at institutionens syn på formålet med public service er forskelligt fra den politiske opfattelse.

I maj 2011 iværksatte DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn og DRs bestyrelse strategien ”Et skarpere DR”, da institutionen for første gang i fem år havde overskud på bundlinjen og derfor havde mulighed for at fokusere på public service-indholdet frem for besparelser (www.dr.dk/OmDR/DR_Aarsrapport_2010/0.htm, d. 24/5 2012). Strategien skildrer, hvordan DR står over for en række udfordringer, hvor den primære udfordring beskrives som:

...en øget globalisering af kultur og medier, som fører fragmentering og internationalisering med sig. Den hastige teknologiske udvikling forstærker tendensen. Det fører til et øget pres på dansk kultur, sprog og demokrati [...] Derfor er der mere end nogensinde brug for et stærkt DR, der kan være en demokratisk og kulturel garanti for danskerne. Et DR, der kan afbalancere den tiltagende globalisering ved at knytte bånd mellem danskerne. (Ibid.)

Denne analyse af samfundet og DRs rolle minder i påfaldende grad om den, der blev fremsat af politikerne bag den mediepolitiske aftale i debatten om public service-kontrakten. Dog adskiller DRs syn sig fra politikernes når det kommer til, hvad DRs fremmeste opgave er i dette samfund, der fragmenteres og internationaliseres. Hvor der fra politisk side, som beskrevet, lægges vægt på, at DR skal styrke og formidle den nationale kultur for at samle danskerne, lyder det fra DR, at public service-institutionen vil fokusere sin profil i forhold til de demokratiunderstøttende forpligtelser:

DR vil fokusere sin profil i forhold til demokratiet ved at styrke den demokratiske og individuelle handlekraft. Det skal ske ved at give viden, indsigt og udsyn, der inspirerer danskerne til at agere som selvstændige samfundsborgere og reflektere over egne normer, værdier og adfærd. (www.dr.dk/OmDR/DR_Aarsrapport_2010/1.htm, 24/5 2012)

Strategien nævner fem indsatsområder under titlerne: En særlig indsats for unge, Mere fra hele Danmark, Ikke flere – men bedre nyheder, Kultur med betydning for flere og Journalistik med gennemslagskraft (Ibid.). I strategiens beskrivelser fokuseres dog primært på DRs forpligtelser over for samfundsborgeren, idet man blandt andet kan læse, at DR vil markere sig med indhold ”...der bidrager til at løfte vidensniveauet og stimulere interessen for og engagementet i samfundet og verden omkring os” (Ibid.). Indsatsen på eksempelvis det kulturelle område uddybes ikke. Med sit fokus på de demokrati- og samfundsunderstøttende forpligtelser, og når DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen udtaler at: ”Den nye struktur er ikke et nej til underholdning, men et tydeligt ja til vores opgave, som er at gøre folk klogere” (Elkjær 2011), indskriver DR sig i en klassisk public service-opfattelse, der trækker på den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas’ forståelse af borgerrollen, som den blandt andet kommer til udtryk i værket Strukturwandel der Öffentlichkeit fra 1962. Formålet med public service anses i denne opfattelse for at være sikringen af samfundsborgernes demokratiske handleevne gennem formidling af nyheder, debat og bred oplysning (Syvertsen 1999; Mouritsen 2007).

Det er interessant at bemærke, at hvor det inden for de seneste år har været DR, der har gjort sig til fortaler for det demokratiunderstøttende public service-formål, fremgår det af Mouritsens undersøgelser af mediedebatten fra starten af 1990’erne og frem til 2007, at det i denne periode primært var de mediepolitiske aktører, der betonede de demokratiunderstøttende forpligtelser. På samme måde ses af Mouritsens analyser, at det tidligere var DR, der lagde vægt på institutionens rolle i styrkelsen og formidlingen af den nationale kultur, mens det nu er politikerne. Dette skift i aktørernes fokus understreger, at de officielle mål, der opstilles for public service-mediernes arbejde, i høj grad er betinget af, hvilke politiske aktører, der står bag den mediepolitiske aftale, og af hvilken ledelse, der former DRs strategier. Når public service-begrebet ikke er mere entydigt defineret, vil en anderledes sammensat medieforligskreds eller en ny ledelse i DR kunne opstille helt andre mål for Danmarks public service-medier. Dog vil en forandring i det politiske syn på formålet med dansk public service sandsynligvis hænge sammen med et tilsvarende ændret fokus i den danske kulturpolitik og samfundspolitikken generelt.

Trods de forskellige syn på det overordnede formål med dansk public service hersker der som oftest enighed, public service-institutionen og politikerne imellem, når det kommer til synet på DRs daglige virke og forpligtelser. Årsagen til denne enighed kan først og fremmest skyldes den løbende dialog, der er mellem DR og Kulturministeriet i forhandlingerne om public service-kontrakten. Det er dog ikke til at komme uden om, at skønt DR har status som selvstændig offentlig institution, der er uafhængig af politiske interesser (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 4) er public service-institutionen underlagt politisk vilje, både økonomisk og med hensyn til rammerne for indholdet. Hårdt trukket op kan det betale sig økonomisk for DR med programplanlægning og målsætninger, der er politisk sympati for. Et eksempel er den bekostelige historiske dramaserie, DR er forpligtet på i kontrakten for 2011-2014. Tv-serien er foreslået af DR med den begrundelse, at institutionen ønsker at give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien og at samle danskerne om den danske kulturarv (DR 2009, s. 44). Med partier som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i medieforligskredsen, der begge er fortalere for historisk dannelse og styrkelse af den nationale kultur, er der selvsagt opbakning til DRs forslag om den historiske dramaserie, og der er afsat 100 millioner kroner til produktionen af denne (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 8). Samtidig gælder om overensstemmelsen mellem DR og de mediepolitiske aktører, at skønt DR selv ønsker at styrke danskernes samfundsengagement og løfte vidensniveauet gennem sit virke, er institutionen forpligtet på at formidle den nationale kultur, der står stærkt i den kontrakt, som DR, uanset egne prioriteter, skal opfylde.

Elitær eller folkelig public service?

Skønt det fra DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen har lydt, at DRs opgave er at gøre folk klogere, har der kun været enkelte kommentarer i pressen om, at DR skal vogte sig for at blive for elitær og paternalistisk med sin strategi ”Et skarpere DR” (eksempelvis Fyens Stiftstidende 2011). I den politiske diskurs, hvor formålet med public service betragtes som værende formidlingen af den nationale kunst, kultur og historie, har spørgsmålet om, hvorvidt DRs virke er elitært eller folkeligt, slet ikke været på dagsordenen, om end det i høj grad er relevant at debattere ud fra den aktuelle mediepolitiske situation.

Om den public service-opfattelse, der betoner den nationalt-kulturelle integration, skriver Mouritsen, at: ”Den latente konflikt er ikke befolkningen mod kultureliten, men nationen mod globaliseringen” (Mouritsen 2007, s. 33), hvilket da også fremgår af både public service-kontrakten og den mediepolitiske diskurs. Når den nationale kultur i denne public service-opfattelse anses for at være uelitær og fælles for den danske befolkning, kan det tænkes at hænge sammen med den kulturpolitiske arv i Danmark, der baserer sig på en grundtvigiansk og konservativ tradition, og hvor kampen for det nationale kædes tæt sammen med kampen mod (magt)eliten (Engberg 2005b, s. 243 ff.). At årsagen til den folkelige konnotation skal findes i en dansk kulturpolitisk tradition, og ikke er givet ved et nationalt-integrerende fokus i medie- og kulturpolitikken, fremgår af en sammenligning med de analyser, den belgiske medieforsker Hilde Van den Bulck har foretaget af flamsk public service-tv. Heraf ses, at udbredelsen af en national kultur sagtens kan være identisk med en finkulturel ensretning.

Van den Bulck beskriver i flere artikler, hvorledes public service-medierne var en del af et modernistisk projekt, der skabte et fællesskab i den flamske befolkning. Men når dette fællesskab opstod, skyldtes det ifølge den belgiske forsker blandt andet en homogenisering af kulturen og en intolerance over for kulturel diversitet (Van den Bulck 2001, s. 56-57). Der er ganske vist en tidsmæssig forskel på de tendenser, Van den Bulck beskriver, og den mediepolitiske situation i dagens Danmark, idet Van den Bulck beskæftiger sig med flamsk public service-tv i 1950’erne og 60’erne, da fjernsynsmediet var ungt. Når det alligevel er interessant at drage en parallel til den belgiske forskers analyser, skyldes det den kulturelle ensretning, hun beskriver som en vigtig del af nationaliseringsprojektet: ”...a cultural elite has tried to create and maintain a national culture by offering a uniform, high culture as a vehicle to ’educate’ its citizens to become citizens of the community which the broadcasting service claims to represent” (Ibid. s. 54). I 1960’ernes danske kulturpolitik sås et forsøg svarende til det, Van den Bulck beskriver, på at udbrede en mono-kultur gennem strategien om ’demokratisering af kulturen’ (Duelund 2003, s. 59-60). Allerede i 1970’erne blev denne strategi suppleret af et mere pluralistisk kultursyn, men til trods herfor gives der gennem den aktuelle mediepolitiske diskurs udtryk for en forholdsvis snæver opfattelse af, hvori dansk kultur består.

Det er vigtigt at slå fast, at der i den aktuelle danske public service-diskurs ikke er tale om udbredelse af en højkultur på nationalt plan: Når DR skal oplyse danskerne og gøre befolkningen klogere, er det om demokrati og samfundsforhold, ikke om kunst og kultur. Men idet det af de mediepolitiske aktører slås fast, at det er den danske historie, kunst, kultur og kulturarv, det danske sprog og de danske, demokratiske værdier, der skal formidles af public service-institutionen DR, bliver der alligevel tale om udbredelse af en enhedskultur fra politisk side: den er blot ikke finkulturel, men national.

Som det fremgår af public service-kontrakten og Folketingets debat omkring denne, skyldes det politiske ønske om at styrke det nationale den indflydelse, globaliseringen menes at have. Når det af de mediepolitiske aktører opfattes som, at det danske samfund i stigende grad fragmenteres som følge af de internationale mediers tilstedeværelse, bliver den naturlige følge at styrke den nationale kultur gennem public service-medierne. Men for at kulturen kan sikre den nationale sammenhængskraft, må det være en fælles kultur, hvorfor den kulturelle pluralisme nedtones. Den kultur, der fremhæves som den fælles danske, med både danmarkshistorie og kristen kulturarv, levner derfor ikke megen plads til diversitet i medieinstitutionens kulturelle formidling, trods det danske samfund til stadighed bliver mere multikulturelt som følge af globalisering og indvandring.

I den kontekst er det også af betydning, at det er folketingspolitikere, der står bag denne udlægning af, hvad der er den nationale kultur. Historikeren Jens Engberg beskriver, hvordan et lands førte kulturpolitik er udtryk for, hvilke værdier den dominerende gruppe i samfundet, eksempelvis det regerende parti, ønsker udbredt (Engberg 2005a, s. 23). I den mediepolitiske diskurs omkring DRs formål og forpligtelser tillægger den daværende regering og dennes støtteparti Dansk Folkeparti den kristne arv værdi for den danske kultur, og de har givet udtryk for, at for at bevare den nationale identitet, skal danskerne have kendskab til den kristne kulturarv. Men når et snævert flertal blandt Folketingets politikere vedtager, at den kristne kulturarv skal formidles af DR, fordi de mener, at den er en del af den danske identitet, bliver den nationalitet, DR forpligtes på at formidle, et udtryk for disse politikeres opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk.

Samtidig er der set en udvikling, hvor det i de mediepolitiske styringsredskaber, de mediepolitiske aftaler og public service-kontrakterne, i stigende grad specificeres, hvorledes dansk kultur skal formidles af DR inden for eksempelvis musik, dramatik, sprog og folkeoplysning. Når det af folketingspolitikere konkretiseres, både hvori den danske kultur, og dermed en central del af den danske identitet, består, og hvordan denne nationale kultur skal formidles, indskrænkes det kulturelle demokrati og den kulturelle pluralisme fra statens side. Derudover forkortes den armslængde, der bør være mellem DR som selvstændig offentlig institution og Folketingets politikere. Hillman-Chartrand og McCaughey skriver om armslængdeprincippet, at det er det grundlæggende demokratiske princip om adskillelse af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt (Hillman-Chartrand & McCaughey 1989, s. 43). Inden for kunstens og kulturens verden benyttes armslængdeprincippet eksempelvis til at sikre pressefrihed og til at undgå interessekonflikter (Ibid. s. 44). I public service-kontrakten for 2011-2014 stilles krav til DRs anvendelse af licensmidlerne inden for filmstøtte og talentudvikling, mens den eneste økonomiske binding, der ses for de specifikke forpligtelser, er til den historiske dramaserie, der er foreslået af DR selv. Der stilles altså ingen økonomiske krav til formidlingen af den kristne kulturarv, som DR eksplicit er forpligtet på efter politisk ønske. Når det alligevel er muligt at pege på, at der er sket en forkortelse af armslængden mellem DR og de mediepolitiske aktører, skyldes det, at skønt det ifølge lovgivningen gælder, at DRs bestyrelse er institutionens øverste ledelse, som har det overordnede programansvar (LBK nr. 988 af 06/10/2011 §17), og at DR er uafhængig af partipolitiske interesser (DRs public service-kontrakt for 2011-2014, s. 4), så danner de mediepolitiske aftaler grundlag for public service-kontrakterne og dermed også for DRs programvirksomhed. Dermed har Folketingets politikere, med disse mediepolitiske styringsredskaber, mulighed for at detailstyre public service-institutionen. Særligt med den seneste public service-kontrakt er der sat et tydeligt politisk fingeraftryk på kravene til DRs virke, og det til trods for, at forligspartierne bag den mediepolitiske aftale, der ligger til grund for den seneste public service-kontrakt, gav udtryk for en ambition om netop mindre detailstyring af DR (Mediepolitisk aftale for 2011-2014, s. 2).

En del af forklaringen på den øgede specificering skal findes i Europa-Kommissionens krav om en mere præcis definition af public service. Men fra kommissionens side er ikke stillet krav til, hvordan public service skal defineres. Og at danske politikere vælger at slette forpligtelsen om, at DR skal fremme integration, og tilføjer at den kristne kulturarv skal formidles, er ikke på noget tidspunkt i debatten eller på noget sted i de mediepolitiske dokumenter blevet kædet sammen med evaluer- eller kvantificerbare mål. I stedet fremstår disse ændringer, sammen med den generelle understregning af det nationale aspekt i public service-kontraktens forord, i de specifikke forpligtelser og i den mediepolitiske diskurs, som et forsøg på en værdipolitisk styring af en offentlig institution. Med den seneste public service-kontrakt fremmes et sæt af værdier, som de daværende regeringspartier Venstre og Det Konservative Folkeparti samt støttepartiet Dansk Folkeparti anser for at være særligt danske, og dermed vigtige at fastholde i dagens globaliserede verden.

I den mediepolitiske debat, der opstod i kølvandet på offentliggørelsen af DRs public service-kontrakt, er den nationale kultur, DR er forpligtet på at formidle, af politikerne blevet beskrevet som noget, der er fælles for alle danskere. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det er en folkelig kultur, der udbredes via de nationale public service-medier. Den øgede politiske styring af public service-institutionens kulturelle forpligtelser, der i særdeleshed er set siden public service-kontrakternes indførelse, synes at bevirke, at en politisk elite, i stedet for en kulturel elite, kommer til at definere, hvori den nationale kultur består. Så til trods for at kravene til formidlingen af den nationale kultur ingenlunde peger på en elitær kultur, kan med DRs public service-kontrakt anno 2011 ses et politisk initiativ til udbredelse af en mono-kultur: den er ikke finkulturel, men national, og dens formål er at samle nationens borgere mod globaliseringens fragmenterende påvirkninger. Et konkret eksempel er den historiske dramaserie, DR er forpligtet på at producere, hvorigennem danskerne skal samles om et fælles kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien. Med den markante vægtning af det nationale i DRs public service-kontrakt for 2011-2014 forekommer den politiske hensigt at være, at DR ikke blot skal formidle kultur til den danske befolkning, men at public service-institutionen skal forestå en nationalisering af kulturen.

Summary in English

Formation of Nationality in Danish Public Service Media

Maintaining and strengthening Danish culture has for nearly twenty years been present in the Danish media policy. However, the most resent public service-contract between the Minister for Culture and Danish Broadcasting Corporation (DR), the largest Danish public service-broadcasting organisation, shows a political emphasis on the national aspects of the public service-obligations of DR. This article investigates the arguments used by the politicians in their reasoning for strengthening the position of Danish language, culture and identity and points out the understanding of the purpose of public service-media, which underlie the political viewpoints.

While DR wishes to strengthen the societal commitment of the Danes, the politicians behind the most resent media agreement emphasize the part DR plays in disseminating the Danish national culture. By promoting the Danish culture DR unifies the Danes, and according to the politicians behind the public service-contract for 2011-2014 this is necessary because of the globalization and increasing fragmentation of the Danish society that follows from the growing influence of foreign media.

With the latest public service-contract two noticeable changes have been made compared to the previous contracts. Firstly, where DR was earlier obliged to propagate Danish cultural heritage, it is now stated in the contract that the cultural heritage of Denmark includes the Christian heritage. Secondly DRs obligation to promote integration, which was found in the earlier public service-contracts, has been deleted from the contract for 2011-2014. By comparing the Danish media legislation with the legislation in Norway and Sweden the article argues that this is a characteristic Danish development. Finally it is argued that the arms length between the government and DR is challenged when the politicians take an increased part in defining the essence of the Danish culture of which DR is obliged to disseminate and promote.

Referencer

Anderson, Benedict (2001). Forestillede fællesskaber. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Coppens, Tomas & Saeys, Frieda (2006). ”Enforcing performance: new approaches to govern public service boradcasting”. Media, Culture & Society, vol. 28, no. 2. S. 261-284.

Donders, Karen (2011). ”The Public Value Test. A Reasoned Response or Panic Reaction?”. Donders, Karen og Moe Hallvard (red.). Exporting the Public Value Test. Göteborg: Nordicom. S. 29-37.

DR (2009). DR – med betydning for alle danskere. Mediepolitiske udspil. København.

Duelund, Peter (2003). ”Cultural Policy in Denmark”. Duelund, Peter (red.). The Nordic Cultural Model. København: Nordic Cultural Institute. S. 31-77.

Elkjær, Jakob (2011). DR rydder bulen for ånden fra Kvægtorvet. København: Politiken d. 10/6 2011, 2. sektion, s. 6.

Engberg, Jens (2005a). Magten og kulturen. Bind 1: Under enevælden. København: Gads Forlag.

Engberg, Jens (2005b). Magten og kulturen. Bind 2: Mellem enevælde og grundlovsstyre. København: Gads Forlag.

Fyens Stiftstidende (2011). Generalens nye kurs. Odense, d. 11/5 2011, s. 14.

Habermas, Jürgen (2009). Borgerlig offentlighed. København: Informations Forlag.

Hansen, Louise Ejgod (2001). ”Dansk identitet på dagsordenen”. Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift, no. 1. S. 132-147.

Hillman-Chartrand, Harry & McCaughey, Claire (1989). ”The Arm’s Length Principle and the Arts: An International Perspective – Past, Present and Future”. Cumming, M. & Schuster, M. (red.). Who’s to pay for the Arts? The International Search for Models of Support. New York: American Counsil for the Arts Books. S. 43-80.

Jakubowicz, Karol (2003). ”Bringing Public Service Broadcasting to Account”. Lowe, Gregory F. & Hujanen, Taisto (red.). Broadcasting & Convergence: New Articulations of the Public Service Remit. Göteborg: Nordicom. S. 147-165.

Jørgensen, Oluf (2010). ”I offentlighedens tjeneste”. Svendsen, Erik N. (red.). Public service – i praksis og i fremtiden. Århus: Forlaget Ajour. S. 141-163.

Kulturministeriet (2009). Kultur for alle – Kultur i hele landet. København.

Larsen, Håkon (2010). ”Legitimation strategies of public service broadcasters: the divergent rhetoric in Norway and Sweden”. Media, Culture & Society, Sage Publications, vol. 32, no. 2. S. 267-283.

Lassen, Julie Münter (2011). DR og danskheden. En analyse af det nationales betydning i DRs public service-forpligtelser. Speciale i Dramaturgi, Aarhus Universitet.

Lundgaard, Ebbe (1997). Kulturpolitisk redegørelse til Folketinget. København: Kulturministeriet.

Löfgren, Orvar (1990). ”Medierna i nationsbygget – Hur press, radio och TV gjort Sverige svenskt”. Hannerz, Ulf (red.). Medier och kulturer. Stockholm: Carlssons. S. 85-119.

Mathiesen, Dorte S. (2006) (red.): ”Kulturkanon”. Kulturkontakten, særnummer januar 2006. København: Kulturministeriet.

Mikkelsen, Brian (red.) (2004). Den konservative årstid – Betragtninger og visioner efter 2001. Højbjerg: Forlaget Hovedland.

Mortensen, Frands (2004). ”Indførelsen af digitalt, terrestrisk tv i Danmark”. Bruun, Hanne, Frandsen, Kirsten og Jauert, Per (red.). Forskning i mediepolitik – mediepolitisk forskning. Århus: Forlaget Modtryk. S. 65-110.

Mouritsen, Per (2007). ”Fem opfattelser af fjernsyn og radio i kampen om ”i folkets tjeneste””. Carstensen, Martin B., Svith, Flemming og Mouritsen, Per (red.). DR og TV 2 – i folkets tjeneste?. Århus: Forlaget Ajour. S. 25-51.

Scannell, Paddy (2000). ”Public Service Broadcasting: The History of a Concept”. Buscombe, Edward (red.). British Television. Oxford: Clarendon Press. S. 45-62.

Syvertsen, Trine (1999). ”The Many Uses of the ’Public Service’ Concept”, Nordicom Review, vol. 20, no. 1. S. 5-12.

Syvertsen, Trine (2003). ”Challenges to Public Television in the Era of Convergence and Commercialization”, Television & New Media, Sage Publications, vol. 2, no. 2. S. 155-175.

Søndergaard, Henrik (1995). Public service i dansk fjernsyn – begreber, status og scenarier. København: Medieudvalget, Statsministeriet.

Thomsen, Margit H. & Moes, Mette (2002). Kompetencer mellem kulturalisering og mangfoldighed. Om brugen og bedømmelsen af etniske minoriteters kompetencer og ressourcer på det danske arbejdsmarked. Aalborg: AMID Working Paper Series, no. 9.

Van den Bulck, Hilde (2001). ”Public service television and national identity as a project of modernity: the example of Flemish television”, Media, Culture & Society, Sage Publications, vol. 23, no. 1. S. 53-69.

Hjemmesider

www.dr.dk/OmDR/DR_Aarsrapport_2010/0.htm (24/5 2012)

www.dr.dk/OmDR/DR_Aarsrapport_2010/1.htm (24/5 2012)

www.infomedia.dk (30/5 2012)

www.kum.dk/Ministeren/Ministeren-i-klip-Se-las-og-lyt (24/5 2012)

www.nrk.no/informasjon/1.7802563 (24/5 2012)

Mediepolitiske dokumenter

Communication from the Commission on the Application of State Aid Rules to Public Service Broadcasting, OJ C 320 (15.11.2001)

DRs public service-kontrakt for 2011-2014

Kommittédirektiv, Dir. 2011: 51

LBK nr. 988 af 06/10/2011

Lov nr. 1272 af 20/12/2000

Mediepolitisk aftale for 2011-2014 af 26. maj 2010: ”Fokus på kvalitet og mangfoldighed”

Mediepolitisk aftale for 2001-2004 af 28. marts 2000

Mediepolitisk aftale for 1994-1997 af 16. september 1993

Mediepolitisk aftale for 1991-1993 af 12. juni 1990

NRK-plakaten af 29/06/2009

Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2010

Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006

Samråd i Folketingets Kulturudvalg, nr. 13, d. 6/4 2011, officiel lydoptagelse hentet fra:

www.ft.dk/Folketinget/udvalg_delegationer_kommissioner/Udvalg/Kulturudvalget/ LydFraSamraad.aspx

Samrådsspørgsmål N, KUU, 10/02/2011

Samrådsspørgsmål O, KUU, 10/02/2011

Sveriges Radios sändningstillstånd 2010-2013

Sveriges Televisions sändningstillstånd 2010-2013

Utbildningsradions sändningstillstånd 2010-2013

1I december 2012 overtog den radikale Marianne Jelved kulturministerposten efter Uffe Elbæk.
2Tallet er fundet ved en søgning på Infomedia, en dansk online-artikeldatabase.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon