Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Kulturpolitik og mangfoldighed

Dr. phil. Henrik Kaare Nielsen is professor of aesthetics and culture at the Department of Aesthetics and Communication, Aarhus University. He works on cultural theory and cultural policy. His books include Kritisk teori og samtidsanalyse (2001) and Konsument eller samfundsborger? Kritiske essays (2007).

  • Side: 225-233
  • Publisert på Idunn: 2013-01-24
  • Publisert: 2013-01-24

This article discusses the challenges that cultural policy in the Nordic countries faces in regard to the cultural diversity of contemporary society – not only in the shape of a variety of ethnic minorities, but also represented by the differentiation of the ethnic majority into a multiplicity of lifestyle groups. The article criticizes the predominant politico-cultural polarization on this subject where both nationalistic-monocultural and multiculturalistic positions tend to corner themselves into static and particularistic versions of identity politics – the perspective of which seems to be societal fragmentation. Consequently, an alternative, more dynamic concept of identity is presented from which – so it is argued – an adequate late modern cultural policy should take its departure, thus combining the recognition of diversity and the perspective of developing a dimension of cultural community on the level of society as a whole.

Nøgleord: identitetspolitik, partikularisme vs. universalisme, kulturelt demokrati, identitetsdynamik, nordisk kulturpolitik, civilsamfund, senmoderne dannelse.

Keywords:  identity politics, particularism vs. universalism, cultural democracy, dynamics of identity, Nordic cultural policy, civil society, late modern Bildung

De nordiske lande har historisk altid udvekslet med resten af verden. Migrationsbevægelser, økonomisk samkvem, videnskabelige, teknologiske og kulturelle inspirationer fra mere eller mindre fjerne egne af kloden har løbende bidraget til samfundsudviklingen i Norden, ligesom der har fundet mangfoldige påvirkninger sted den anden vej.

I det 19. århundrede, hvor de moderne nationalstater blev etableret, og størstedelen af det 20. århundrede, hvor velfærdssamfundet efterhånden tog form, har der imidlertid været en tendens til, at denne mangesidede sammenvævethed med resten af verden i kulturel henseende er blevet overskygget af et fokus på distinkte nationale selvdefinitioner samt særlige nordiske fællestræk, som adskiller Norden fra andre både nære og fjerne lande.

Denne selvforståelse med centrum i det nationale og det særligt nordiske har nogenlunde uantastet været dominerende helt frem til slutningen af det 20. århundrede. Når dette har været muligt i en stadig mere internationaliseret verden, har det at gøre med den relative etnisk-kulturelle homogenitet, som i en lang periode kendetegnede de nordiske landes befolkninger. Samfundsmæssige processer som demokratiseringen og opbygningen af velfærdssamfundet udfoldede sig på denne måde i tæt tilknytning til udviklingen af nationale, enhedskulturelle selvforståelser i befolkningerne. De immigrationsbevægelser, der periodisk var tale om, udgik hovedsagelig fra beslægtede kulturer (Holland, Tyskland, Polen, Rusland) og blev hurtigt assimileret, så det var i realiteten først med ”gæstearbejderne” i slutningen af 1960’erne og den bratte stigning i antallet af flygtninge og indvandrere fra mellemøstlige, asiatiske og afrikanske kulturer i 1980’erne og fremefter, at de nordiske lande for alvor skulle til at forholde sig til etnisk-kulturel ”andethed”.

Dette har været – og er fortsat – en brydningsfyldt omstillingsproces, som ingen af de nordiske lande har fundet helt tilfredsstillende modeller for. Situationen i dag synes at være, at de respektive nationale traditioner er udfordret og i nogen grad trængt i baggrunden som alment forpligtende orienteringsrammer – dels på grund af tilstedeværelsen af en mangfoldighed af andre etnisk-kulturelle grupper, dels på grund af den etniske flertalsbefolknings uddifferentiering i forskellige, selvbevidste livsstilsgrupper, der først og fremmest skaber deres selvforståelse ved at afgrænse sig negativt fra hinanden, mens de fælles forestillingsrammer svækkes.

Som ”svar” på denne tendens til fragmentering har der udviklet sig en politisk-kulturel polarisering mellem på den ene side nationalistiske strømninger, som bekender sig til en restauration af den nationale tradition og i mere eller mindre konfrontative vendinger markerer sig imod indvandringen som årsagen til forfaldet. På den anden side står forskellige multikulturalistiske positioner, der kæmper for at sikre minoriteters rettigheder og sociale anerkendelse imod nationalistisk og racistisk diskrimination – og som i denne bestræbelse ofte tenderer til at tage den etniske flertalskultur som helhed til indtægt for disse specifikke uretfærdigheder og krænkelseserfaringer.

Problemet med denne polarisering er, at positionerne i hovedsagen fremstår som negative spejlbilleder af hinanden. De låser sig selv og hinanden fast i statiske forståelser af kultur og identitet som selvberoende enheder, der er givet en gang for alle, og som derfor frem for alt har krav på i al evighed at forblive sig selv på selvdefinerede præmisser. Den identitetspolitik, som begge disse positioner repræsenterer, er med andre ord partikularistisk: Den implicerer en konserverende adskillelse af samfundets forskellige kulturelle identiteter og dermed en negligering af de konstruktive, gensidigt forandrende potentialer i tværgående interaktion, gensidig inspiration og synergieffekter.

En polariserende politisering af nationale og etniske selvdefinitioner er således udtryk for en kontraproduktiv identitetspolitik i et flerkulturelt samfund. Hertil kommer, at selvdefinitionerne og de kultur- og anerkendelseskonflikter, de formulerer sig op omkring, i reglen fungerer som legitimationsdiskurser for mere håndgribelige sociale magt- og interessekonflikter omkring fordeling af materielle ressourcer og privilegier.

Således tegnes den nationalistiske position i offentligheden ganske vist især af professionelle politikere og højreintellektuelle debattører, men dens sociale fundament skal søges i den etniske flertalsbefolknings lavtuddannede, underprivilegerede og socialt udsatte grupper. Disses sociale stilling og fremtidsudsigter er blevet endnu mere usikre som følge af arbejdsmarkedets udvikling i regi af globaliseringen. Men i stedet for at føre interessekamp mod den veluddannede middelklasse, som profiterer af denne udvikling,  pakker dele af disse grupper deres frustration ind i nationalistiske gevandter og retter den mod flygtninge og indvandrere – som hverdagens synlige symptomer på globaliseringen.

Tilsvarende betones den kollektive, etniske særegenheds sakrosankte status for etniske minoritetsgrupper først og fremmest af dem, der har privilegier at miste ved en åbning mod en udveksling med flertalsbefolkningens kulturformer, nemlig professionelle traditionsforvaltere og lavtuddannede mænd.

Kultur og identitet er væsentlige faktorer både for den enkelte og for samfundet, men før man ophøjer en national eller etnisk selvdefinition til urørlig status, er der med andre ord god grund til at reflektere over, hvilke interesser og privilegiestrukturer den tjener til at gøre fredhellige og således unddrage offentlig debat og den politiske kompromis- og konsensusdannelse i det demokratiske samfund.

Identitetspolitik er ikke pr. definition den relevante indfaldsvinkel til enhver konflikt, der tematiserer identitet. En sådan konflikt kan have sine egentlige kilder i sociale kontekstfaktorer, der i stedet kalder på regulering via mere traditionelle politikformer som fordelingspolitik, ligestillingspolitik, uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik, boligpolitik etc. En polariserende identitetspolitisk intervention i sådanne kontekster kan få decideret kontraproduktive effekter i form af absolutering af de identitetsmæssige forskelle og udelukkelse af ethvert dialogperspektiv.

Den politiske polariseringstendens henter endvidere næring i samtidens teoretiske debat, hvor en række ganske fremtrædende positioner definerer sig op omkring kollektive identiteter, gruppebaserede interesser og rettigheder med ud­gangs­punkt i etnicitet, national eller regional herkomst, klasse, køn, seksuel observans m.m.

Det drejer sig dels om essentialistiske teoridannelser, der forstår identitet som en fast og uforanderlig kerne – f.eks. Samuel P. Huntingtons tese om ”Clash of Civilizations” (Huntington 1996), der med udgangspunkt i religiøse forskelle bestemmer forholdet mellem klodens kulturelle identiteter som i sit væsen konfliktladet. Dels drejer det sig om forskellige teoretiske traditioner, der alle på den ene eller den anden måde begrebsliggør kultur og identitet som et spørgs­mål om positioneringer i en altid pågående symbolsk magtkamp. Et cen­tralt eksempel er den angelsaksiske Cultural Studies-tradition, som i høj grad har præget forståelsen af begrebet ”Identity Politics” som fælles ramme for margina­li­serede gruppers og subkulturers kampe for anerkendelse (Hall 1996). Andre eksempler er Pierre Bourdieu-traditionen samt den poststrukturalistiske tradition, som – hvad enten de fokuserer på klasserelationer, habitusgrupper, etniske konflikter eller forholdet mellem kønnene – er fælles om at reducere identitetsproblematikken til en magtdiskurs, der er både kollektivistisk og partikularistisk konciperet.

Individets identitetsmæssige artikulationer er i disse teoriers univers altid allerede defineret af og indskrevet i magtkampen mellem kollektive diskurser, der løbende skaber og genskaber sig selv i kraft af de diskursive kampe; og da teorierne eksplicit ikke opererer med et universelt diskurs­niveau, hvor tvær­gående dialog og konsensusdannelse kan komme på tale, får identitetspolitik reelt karakter af diverse gruppers monologiske absolutering af egne interesser. Et forsøg på at etablere en universalistisk diskurs vil i dette univers altid blive ud­lagt som én særinteresses illegitime forsøg på at tiltuske sig diskursivt hegemoni.

I betragtning af de omfattende historiske og aktuelle undertrykkelses­for­hold, der har været legitimeret under påberåbelse af universalistiske diskurser (imperialisme, racisme, socialdarwinisme, patriarkat, heteronorma­tivitet m.m.), er det indlysende, at disse teoretiske og politiske strømninger har en sag, når de har forbehold over for universalistisk tænkning. Men ved at reducere universalis­men til en undertrykkelsesdiskurs smider man barnet ud med badevandet: Man negligerer den omfattende civilisatoriske effekt, som moder­nitetens universali­stiske diskurs historisk også har været eksponent for, og som er blevet succes­fuldt institutionaliseret i en lang række lande (humanisme, demo­krati, menne­ske­rettigheder, ligestilling, velfærdsstat etc.).

Endvidere udblænder man det universelle dannelses- og fællesskabs­potentiale i den aktuelle kultur- og samfundsudvikling og erstatter det med en type pluralisme, som i realiteten insisterer på, at de eksisterende kollektive, partikularistiske identitetsdiskurser pr. definition har krav på monologisk at kunne definere de betingelser, de skal anerkendes og inter­agere med omverdenen på. Her er almen offentlig kulturdebat og kritisk diskussion på tværs af kulturelle identiteter med andre ord på forhånd dømt ude som illegitime hegemoniske overgreb.

Identitet som dynamisk erfaringsproces

Men identitetspolitik kan og skal ikke reduceres til denne statiske forståelse af identitet. Hvis de nordiske landes kulturpolitik i fremtiden skal orientere sig identitetspolitisk, vil man gøre klogt i at betjene sig af en identitetsforståelse, der rummer et potentiale for udveksling og gensidig påvirkning på tværs af kulturgrænser. En sådan identitetsforståelse vil således også indebære et universelt perspektiv: visionen om at skabe et kulturelt fællesskab på samfundsniveau uden dermed at træde de kulturelle forskelligheder under fode.

En relevant kulturpolitisk identitetspolitik må i dag tage sit udgangs­punkt i det individualiserede og posttraditionelle vilkår, der kendetegner det senmoderne samfund. Et indlysende krav til kulturpolitikken vil være en pluralisme, der ikke giver eksisterende gruppediskurser monopol på at definere kultur og identitet, og som følgelig bekæmper tendenser til hierarkisering og marginalisering mellem delkulturer. Kulturelle former og forskelle begribes endvidere som indlejret i en uophørlig gensidig udveksling, der løbende forandrer og potentielt beriger alle parter.

Moderniseringsprocessen er kendetegnet ved, at den åbner en række nye livsmuligheder, men samtidig konfronterer samfundsudviklingen med en række nye risici (Ziehe 1989; Beck 1986). Hvilke af disse principielle muligheder og risici, der bliver realiseret, afhænger af den sociale og kulturelle praksis, altså af de valg, som vi individuelt og kollektivt træffer på basis af det senmoderne vilkår. Forskellige sociale og etniske befolkningsgrupper råder vel at mærke over ganske forskellige erfaringer og baggrundsressourcer til at træffe disse valg, men de er alle konfronteret med den samme grundproblematik: Der er muligheder og risici – og der skal vælges.

I udgangspunktet kan den moderne identitetsproblematik forstås som udtryk for en socialpsykologisk genopretningsimpuls, der udløses i individer og grupper, når overleverede, vante hverdagsrelationer og værdimæssige pejlemærker destabiliseres eller går i opløsning. I Oskar Negt og Alexander Kluges terminologi: Når etablerede mellemmenneskelige kredsløbsrelationer og balancer i den sociale udveksling forrykkes, udløser det en ”balanceøkonomisk” reaktion, som leverer dynamik­ken til et kompenserende identitetsarbejde (Negt & Kluge 1981). Dette identitetsarbejde retter sig mod at reorganisere individets eller gruppens hidtidige erfaringsmateriale og tilpasse det til de nye vilkår for praksis. Identitetsarbejdet er altså i udgangs­punktet krisebetinget og orienteringsløst. Det opererer efter egensindige, ad hoc-prægede principper, og dets aktivitet er pragmatisk rettet mod genetableringen af en fungibel balance i udvekslingsforholdet til omverdenen.

Det balanceøkonomiske identitetsarbejde har endvidere ambivalent karakter: Det henter sin dynamik i spændingsfeltet mellem på den ene side den tabs- og smerteoplevelse, som bortfaldet af overleverede sikkerheder udløser, og på den anden side den ubestemte, frisættende åbning af nye livsmuligheder, som samme proces tilvejebringer. Identitets­dynamikken er med andre ord ikke i sig selv retningsbestemt eller på anden vis indholdsmæssigt fastlagt, og den kan derfor i princippet gøres til drivkraft i sociale processer af en hvilken som helst art (Nielsen 2001). Det er først de valg, vi træffer i den sociale praksis, og de hermed forbundne politiske og kulturelle fortællinger, der former og kanaliserer dynamikken, og det diskursive mulighedsfelt spænder her vidt. I en politisk kontekst f.eks. fra demokratisk engagement i almen­vellet til en partikularistisk eller selvtilstrækkelig, individualistisk selv­forståelse. Identitetsdynamikken kan således også udgøre råstoffet for såvel nationalistiske som kosmopolitiske fortolkninger af det senmoderne vilkår.

Dette grundforhold accentueres yderligere af den stadigt fremad­skri­dende individualiseringsproces, som samfundet har gennemløbet i de seneste årtier i takt med globaliseringen og den hermed forbundne opløsning af traditionelle, kollektive livssammenhænge og meningssikrende strukturer. Med individets tiltagende økonomiske og retlige frisættelse fremtræder identitetsarbejdet som et påtrængende projekt, som den enkelte er henvist til selv at håndtere. I denne proces eroderer de overleverede fællesskabsformer og de hertil knyttede kollektive mønstre for social orientering, og identitetsarbejdet individualiseres i tiltagende grad.

Der gør sig imidlertid til enhver tid praksisforhold gældende, som modificerer identitetsdynamikkens formbarhed: Det er det konkrete individs specifikke livshistoriske erfaring, der udgør det materiale, identitetsarbejdet har at gøre godt med. Senmoderne identitetsdannelse er med andre ord nok en konstruktionsproces, men der er tale om en erfaringsbaseret konstruktion med hertil hørende begrænsninger og trægheder, ikke en vilkårlig konstruktion med frit valg på alle hylder. Endvidere er den kontekst, forstået som det sociale praksisrum i bredeste forstand, som en identitetssøgende praksis skal realisere sig i, til enhver tid kendetegnet ved specifikke interesser, konflikter og kollektive erfaringer, som definerer rammebetingelserne for identitets­arbejdet.

For eksempel må individernes situation i mange etniske minoritetsgrupper i dette perspektiv forstås som modsætningsfyldt. På den ene side lever de i et sekulariseret, senmoderne samfund med individbaserede rettigheder, institutioner og valgmuligheder. På den anden side fungerer deres hverdagspraksis og identitetsarbejde i vid udstrækning på basis af den etniske tradition og dens kollektivt forpligtende kredsløbsrelationer (familie, slægt, religion). Denne kontinuitet i forhold til traditionen er ambivalent: Den sikrer fællesskab, tryghed og overskuelighed, samt en kollektiv ramme for bearbejdelse af marginaliseringserfaringer. Men samtidig undertrykker den de individer, som ønsker at bryde marginaliseringen og afprøve de muligheder, det posttraditionelle samfund byder på – og derved udgør den en bremseklods for integrationen (Abuzahra 2012; Benhabib 2002).

Kulturpolitik og identitetspolitik

Et identitetskoncept som det skitserede gør det muligt at tænke i processer, i interaktion på tværs af kulturelle identiteter, som uden at gøre vold på partikulære identiteter involverer disse i et gensidigt samspil, der skaber synergi og successivt forandrer alle parter. Endvidere totaliserer konceptet ikke det identitetspolitiske perspek­tiv, men ser det i et samspils- og afhængighedsforhold til andre politiktyper og de samfundsmæssige processer, disse regulerer. Som Nancy Fraser har formuleret en beslægtet pointe: ”Det som må anerkjennes er altså ikke gruppens identitet, men statusen til gruppens medlemmer som deltakere i den sosiale interaktionen” (Fraser 2012).

Denne tankegang er i virkeligheden slet ikke fremmed i en nordisk kulturpolitisk kontekst, hvor kulturpolitik altid har haft et identitetspolitisk sigte. Lige siden de enevældige monarker i tiden omkring år 1800 målrettet begyndte at ”nationalisere” deres befolkninger i form af en homogeniserende sprogpolitik, nationale kunstinstitutioner, almen uddannelses­poli­tik, almen værnepligt samt indførelsen af nationale traditioner som nationalhymne, national folkedragt m.m., har de statslige interventioner i samfundets kulturelle liv været båret af en interesse i at påvirke befolkningens identitetsdannelse i bestemte retninger.

Dette gælder også den demokratiske kulturpolitik, som har været ført i de nordiske lande i tiden efter 2. Verdenskrig (Duelund 2003). I udgangspunktet har der været tale om en kulturpolitik, der har haft til formål at bidrage til at skabe og forme det moderne, demokratiske velfærdssamfunds borgere som frie, myndige og dannede indi­vider. I forlængelse af oplysningstraditionen har man sat individets frigørelse og universelle dannelsesproces i centrum som forudsætningen for udviklingen af et oplyst, demokratisk samfund. Kunst og kultur har haft status af væsentlige katalysatorer af denne proces – ikke i den forstand, at kunsten er blevet tilskrevet en eksplicit politisk-opbyggelig rolle, men derimod med udgangspunkt i ideen om, at en engageret, fordybende beskæftigelse med fri kunst og kultur ville have en positiv samfundsmæssig bieffekt: De involverede borgere ville i dialog med kunsten gennemgå dannelses- og myndiggørelsesprocesser, som ville have afsmittende virkning på deres øvrige sociale praksis.

Efterkrigstidens klassiske nordiske kulturpolitik har med andre ord været kendetegnet ved en samfundspolitisk målsætning af identitetspolitisk karakter, idet den har haft befolkningens dannelse til demokratiske samfundsborgere som overordnet sigte. I starten var dette projekt defineret inden for en national, enhedskulturel horisont: Det var ganske bestemte artefakter og kulturformer, nemlig den borger­lige og aristokratiske elites traditionelle, finkulturelle kunst, der tildeltes mono­pol på at kunne katalysere almen dannelse, og som det derfor gjaldt om at bringe menigmand i dialog med. Dette strategiske koncept er kendt som ”demo­krati­sering af kulturen”.

Den nationale enhedskulturs officielle monopolstilling blev fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne udfordret af et væld af politiske og kultu­relle græsrodsbevægelser, der manifesterede et bredt krav om samfunds­mæssig anerkendelse af en flerhed af ligeberettigede kulturformer. Den kultur­politiske strategi, der fulgte af disse opbrud, ”kulturelt demokrati”, fastholdt demokrati- og dannelsesorien­terin­gen som overordnet målsætning, men gik ud fra den tese, at hele den eksisterende mangfoldighed af kulturformer i samfundet havde potentiale til at bidrage til dannelsesprocesser. Det identitetspolitiske projekt sigtede med andre ord fortsat mod at skabe den frie, oplyste og myndige samfundsborger, men denne målforestilling var ikke længere knyttet til en specifik kulturform og dennes kanoniserede værker.

Kernen i den klassiske nordiske kulturpolitik var således en strategisk aktualisering og fremskrivning af oplysningstraditionens universalistiske, indi­vid­orienterede frigørelsesperspektiv. Dette perspektiv blev almengjort på basis af den sikring af individets rettig­heder, det almene økonomiske sikkerhedsnet, den almene adgang til uddan­nelse, ligestillingen mellem kønnene etc., som kombinationen af økonomisk høj­konjunktur og sociale bevægelsers kampe havde tilvejebragt.

I en anden terminologi har den klassiske nordiske kulturpolitik haft som sit hovedsigte at være en ressource i udviklingen af et stærkt, deltagelsesbaseret demokratisk civilsamfund på senmodernitetens individualiserede betingelser. Siden 1980’erne har denne samfundspolitiske målsætning imidlertid været flankeret af et mere markedsorienteret kulturpolitisk rationale, hvor man har bestræbt sig på at gøre kunst og kultur til økonomiske vækstfaktorer. Som identitetspolitisk konsekvens heraf har man således stimuleret borgernes identifikation med den selvtilstræk­kelige konsumentrolle. I regi af dette økonomiske rationale har man endvidere fokuseret på nationale særtræk som særlige kulturelle ressourcer i den internationale konkurrence om investeringer, turister og højtuddannet arbejdskraft.

Konfliktforholdet mellem disse to rationaler har præget kulturpolitikken i de seneste årtier, og på nationalt og lokalt niveau er det ofte det økonomiske rationale, der har været dominerende i de konkrete prioriteringer, mens det klassiske demokrati- og dannelsespolitiske rationale primært har været artikuleret ved højtidelige lejligheder.

Det er derfor et markant og konstruktivt signal, som Nordisk Råds kultur- og uddannelsesudvalg på det seneste har sendt, når man netop fokuserer på kulturen som vægtig faktor i den civilsamfundsmæssige, demokratiske debat om udviklingen af nye fællesskaber og identiteter i de nordiske samfund. Konkret stiller man spørgs­målet, om kulturpolitik kan være et værktøj for mangfoldighed og identitet i Norden. Nærværende fremstillings svar på dette spørgsmål er bekræftende, dog vil det som antydet ovenfor være af afgørende betydning for perspektiverne i projektet, hvordan det identitetspolitiske koncept nærmere defineres.

Kulturpolitikkens udfordringer

Den nordiske kulturpolitiske traditions forståelse af kulturelt demokrati som baseret på en universalistisk tankegang med det frisatte, myndige individ som udgangspunktet for dannelsen af moderne, posttraditionelle fællesskaber forekommer med andre ord fortsat relevant som overordnet samfundspolitisk målsætning. Men i den konkrete politiske praksis er det vel at mærke de skitserede, modsætningsfyldte sociokulturelle betingelser for identitetsdannelse, en aktuel nordisk kulturpolitik vil skulle forholde sig gestaltende til.

Et identitetspolitisk projekt implicerer nødvendigvis en bevidst intervenerende, dialogsøgende formning og kanalisering af befolkningens identitetsarbejde. Hvis den kulturpolitiske ambition er at bidrage til en kultur- og samfundsudvikling, der både anerkender forskellighed og er i stand til at reflektere et universelt fællesskabsperspektiv, er den konfronteret med en voldsom udfordring i form af de partikulariseringstendenser, der præger samtidskulturen: Denne præges i tiltagende grad af delkulturer, der lukker sig om sig selv og forholder sig monologisk til omverdenen. Disse tendenser bunder dels i de relativt store forskelle mellem befolkningsgrupper med hensyn til det erfaringsmateriale og de praksiskontekster, identitetsarbejdet udfolder sig på baggrund af. Det drejer sig naturligvis om forskelle mellem den etniske flertalsbefolkning og etniske mindretal, men også mellem forskellige sociokulturelle grupper i den etniske flertalsbefolkning.

Dels hidrører partikulariseringstendenserne fra den tiltagende markedsgørelse af store dele af samfundslivet og den hermed forbundne stimulering af særinteresser og nedbrydning af den almene evne og villighed til at reflektere det overordnede samfundsmæssige fællesskab. I stedet orienterer det individuelle identitets­arbejde sig i stigende grad mod de private tilbøjeligheder og partikulære fællesskabsformer såsom livsstils- og konsumgrupper, der afgrænser sig negativt over for andre smags- og værdifællesskaber (Nielsen 2007).

            En fremskrivning af disse tendenser ville indvarsle en afvikling af den almene, gensidige forpligtethed samt evnen til at reflektere den overordnede samfundsmæssige sammenhæng og hensynet til det almene vel. En civilsamfundsorienteret kulturpolitiks svar på denne udfordring kunne være en identitetspolitik, der søger at kanalisere identitetsarbejdet ind i et engagement i det samfundsmæssige fællesskab og fremme almen dannelse.

På senmodernitetens individualiserede og pluraliserede betingelser må dannelse vel at mærke tænkes som et begreb, der på en gang kan rumme enhed og mangfoldighed. Dannelse bliver i denne kontekst et overbegreb for menneskelige vækstprocesser, som integrerer udviklingen af individets intellektuelle, emotionelle og sanselige kapaciteter med dets udvikling af almene, sociale kompetencer og evnen til at reflektere sig selv og sine egne behov i en bredere samfundsmæssig kontekst.

Dannelse implicerer altså i almindelighed, at individets vækstproces udsty­res med et overindividuelt perspektiv, som knytter an til almenvellet som diskursiv ramme. En vækstproces, som forbliver begrænset til den individuelle selvtilstrækkeligheds horisont, kvalificerer således ikke til betegnelsen ”dannelse”. Men herudover rummer senmoderne dannelse i modsætning til den enhedskulturelt definerede klassiske dannelse et bredt spillerum for individuelle behov og gruppespecifikke særegenheder. Tilsvarende vil dannelsesprocesser kunne antage ganske forskellige former, alt efter hvilken specifik sociokulturel kontekst de udspiller sig i, og hvilket erfaringsmateriale de bearbejder. Dog vil det være et kriterium, at de er forbundet med refleksiv udfordring af overleverede selvforståelser og verdensbilleder.

Identitetsarbejde udmønter sig imidlertid ikke spontant i dannelsesprocesser med universelle perspektiver: Der skal konkrete erfarings­processer til, som rusker op i identitetsarbejdets indadvendte mønstre og kanaliserer det ind i nye kontekster. Den kulturpolitiske udfordring består i at reflektere både de dannelsesmæssige potentialer og de partikulariserende faldgruber i identitetsarbejdet. Målet må være at fremme individernes engagement i almenvellet og aktive deltagelse i civilsamfundsmæssige fællesskaber, samt at skabe rammer for kulturmøder og offentlig dialog på tværs af såvel etniske som livsstilsmæssige grænser.

Etableringen af denne type kulturmøder og offentligheder er forudsætningen for at skabe en mere omfattende solidaritet og gensidig anerkendelse, som er baseret på det personlige engagement i hinanden som forskellige og særegne, og hvor individet netop anerkendes og værdsættes i kraft af det unikke bidrag, han/hun kan yde til fællesskabet (Honneth 1992). Denne anerkendelsesform implicerer, at vi indlader os på hinanden og indgår i fælles aktiviteter, hvor vi gør konkrete erfaringer med at håndtere forskelligheder og de små og store konflikter, som ofte i udgangspunktet er forbundet hermed. Eftersom det i høj grad er æstetisk-kulturelle behov, der motiverer senmoderne individer til at engagere sig i fællesskaber, er kunstneriske og kulturelle aktiviteter, der inviterer til deltagelse og medskaben, særlig velegnede som udgangspunkt for at gøre nye erfaringer med såvel sig selv som et forpligtende fællesskab.

Den konkrete initiering af en sådan udvikling vil ofte skulle tage udgangspunkt i specifikke målgrupper og få disses respektive erfaringer og umiddelbare oplevelsesønsker i tale. I forlængelse heraf vil det gælde om at udfordre disse gruppespecifikke oplevelsesforventninger med kontrasterende elementer af viden og andre samfundsmæssige erfaringer og således skabe oplevelsesbaserede, dialogiske forbindelser med disse. På denne måde vil en privat eller partikulær oplevelsesproces efterhånden kunne transformeres til en dannelsesproces med universelt perspektiv.1

Referencer

Abuzahra, Amani (2012). Kulturelle Identität in einer multikulturellen Gesellschaft, Wien: Passagen Verlag.

Beck, Ulrich (1986). Risikogesellschaft, Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Benhabib, Seyla (2002). The Claims of Culture. New Jersey: Princeton University Press.

Duelund, Peter (red.) (2003). The Nordic Cultural Model, København: Nordisk Kulturinstitut.

Fraser, Nancy (2012). ”Anerkjennelse eller sosial rettferdighet” in Le Monde Diplomatique, norsk udgave, september 2012.

Hall, Stuart et al. (1996). Questions of Cultural Identity, London: Sage.

Honneth, Axel (1992). Kampf um Anerkennung, Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Huntington, Samuel P. (1996). The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, New York: Simon & Schuster.

Negt, Oskar & Kluge, Alexander (1981). Geschichte und Eigensinn, Frankfurt am Main: Zweitausendeins.

Nielsen, Henrik Kaare (2001). Kritisk teori og samtidsanalyse, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Nielsen, Henrik Kaare (2007). Konsument eller samfundsborger? Kritiske essays, Aarhus: Klim.

Ziehe, Thomas (1989). Ambivalenser og mangfoldighed, København: Politisk revy.

1En kortere version af denne artikel har været trykt i Kjell Austin & Anna Florén (red.): Den utmanande diskussionen: Debattskrift om kulturpolitik och identiteter i Norden. Nordisk Ministerråd og Nordens Folkliga Akademi 2012.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon