Fast bopæl. Kommuner. Grundloven.

I sagen krævede GH og GRH sammen med deres børn at få det godkendt at deres faste bopæl var i et hus som de havde opført i et område i kommunen B som var planlagt til en fritidsbebyggelse. Det fandtes at de pågældende individer hentede støtte i grundlovens § 66, stk. 4 til at bestemme deres bosted og at appellanterne ikke havde påberåbt sig utvetydige retskilder som forhindrede dem i at bosætte sig på det omtalte sted. Det blev lagt til grund at GH og GRH ville benytte huset på en sådan måde som er beskrevet i § 1, stk. 2 i lov nr. 21/1990 om fast bopæl, og at de ansås derfor for at være permanent boende der i bestemmelsens forstand. Det blev endvidere fastslået at stk. 1 i samme paragraf måtte fortolkes i overensstemmelse med lovfortolkningsmaterialet på en sådan måde at en persons faste bopæl som regel bør være det sted hvor han er bosiddende. Dissens.