Grundloven. Boligens ukrænkelighed. Børneværn. Forvaltningsakt.

Børneværnsmyndighederne havde i en årerække haft opsyn med A og hendes søn B og de havde efter Højesterets mening brugt alle tilgængelige midler for at hjælpe A ved opdragelsen af drengen, men hun var psykisk belastet. I januar 2001 traf børneværnsnævnet afgørelse om at anbringe B i et behandlingshjem. I lyset af begrundet mistanke om B’s selvmordstanker og på baggrund af den erfaring den havde af kontakten med A, fandt nævnet at det ikke var nødvendigt at meddele hende om den påtænkte anbringelse. Retten fandt at nævnet havde haft pligt til at gribe hurtigt ind i hændelsesforløbet og godkendte dets skøn om at B på dette tidspunkt havde været i sådan overhængende fare at man måtte tage ind i hjemmet hos A uden først at indhente hendes samtykke. På baggrund af dette blev A’s krav om erstatning for tort ikke taget til følge.