Naturen har faat anledning til at offentliggjøre nedenstaaende fragment – eller utkast? –, som er fundet blandt minister dr. Brunchorsts efterladte papirer.

Begyndelse og ende er begreper hentede fra vor bevidsthed og opstaaede ved erfaringer om menneskelige forholde. Derfra er de saa med erfaringen som bro overførte paa forholdene i den omgivende natur. Men de maa ikke føres for langt ud. Vi ved intet om at de er af almen gyldighed.

Vi føler at tanken opstaar og slutter; vi ser at menneskelivet har en begyndelse og en ende, at dyrenes og planternes individuelle tilværelse begynder og kan tilintetgjøres. Deraf slutter vi, at det samme er tilfældet med menneskeslægten som art betragtet, med arterne af dyr og planter. Vi kommer til at tro, at de levende væsener engang opstaaede og engang vil gaa tilgrunde. Dette har menneskene, som deres myther lærer os, troet fra de ældste tider af, længe før naturvidenskaberne eksisterede.

Og naturvidenskaben, erfaringen, har bekræftet troen, idet den – rigtignok kun ved nye analogislutninger – har lært os, at jorden engang var ubeboelig for levende væsener og engang atter vil blive det.

Disse videnskaber har ogsaa tilladt en videre udvidelse af begrepet om begyndelse og ende: udvidelsen til jorden som klode betragtet, en udvidelse der ogsaa er gjort længe før videnskaben kunde give den støtte. Og endnu længere tør vi gaa:

Vor klode er et enkelt og ubetydeligt led i et stort system af kloder, solsystemet. Ogsaa dette kan vi pr. analogi slutte os til har havt en begyndelse og vil faa en ende. Og solsystemet er altsaa kun et ubetydeligt led i verdensrummets umaadelige kjæde af klodesystemer. Ogsaa de har vi ret til at tro har sin udviklingshistorie, sin begyndelse og ende. Den fjerneste stjerne vi kan øine har engang ikke eksisteret som selvstændig klode, og engang vil dens individuelle eksistens ophøre.

Saa langt kan vi udvide begrebet begyndelse og ende; saa langt fører erfaringens eller, om man heller vil, analogiens bro os. Men heller ikke længere.

Alle ting vi kjender er opbyggede af et lidet antal grundstoffer. Alle disse er muligens kombinationer af smaadele tilhørende ét og samme urstoff – stoffet katexochen, materien. Paa dette urstof, paa stoffet som saadant har vi ingensomhelst ret til at overføre vort anthropomorphistiske begreb begyndelse og ende. Aldrig har vi seet den mindste stofdel blive til; aldrig har vi endog seet den mindste stofdel blive til intet. Der ophører følgelig erfaringens eller analogiens bro. Vi har ingen ret til at mene, at stoffet, som opfylder det umaadelige verdensrum, skal være den samme forgjængelighet underlagt som tingene paa vort atom af en klode, at stoffet af hvilket kloderne er opbyggede skal have nogen analogi med begreberne i det lille menneskekrybs hjerne. Begyndelse og ende eksisterer for os – men vi har ingen ret til at slutte eller blot formode at de gjælder for alle kjendte tings ophav.

Vi ved intet om at stoffet har en begyndelse og en ende. Vi ved at det ér, fordi vi er en del av det, men mere ved vi ikke og det eneste vi kan gjøre er at tildække vor uvidenhed med figenbladet «evighed».