Violent Becomings er en meget velskrevet og etnografisk rig beretning om statsdannelse i det centrale Mozambique, som ud fra et lokalt perspektiv analyserer, hvordan staten formes og udfordres af hverdagspraksisser, spirituelle udtryk og selvjustits. Bogen gør dermed op med studier, som udelukkende prøver at forstå statsdannelse i Afrika ud fra de centrale institutioner, politikker, love og eliten. Med sit fokus på både «traditionernes» og voldens centrale rolle i statsdannelse samt i modreaktioner til statslige forsøg på at omstrukturere samfundet udgør bogen et vigtigt bidrag til en nuanceret forståelse af statsdannelse i Mozambique. Den er også et vigtigt bidrag til antropologiske tilgange til den postkoloniale stat mere generelt, hvor etnografisk dybde er i hovedsædet. Her bidrager bogen yderligere med en historisk informeret forståelse af relationen mellem stat og samfund.

Bertelsen anskuer staten som en form for organisering og magt, der aldrig er endegyldigt etableret, men som konstant omformes og udfordres af social kræfter og ikkestatslige sociale ordner. Det såkaldt traditionelle felt (traditional field) fremhæves som et helt centralt aspekt af det sociale i Mozambique og bruges til at forklare, hvorfor forskellige statsdannelsesprocesser fra før den portugisiske kolonisering og indtil i dag er blevet udfordret. I kapitel 1 og 2 giver Bertelsen en original historisk læsning af de voldelige dynamikker, som har kendetegnet statsdannelse i Mozambique før, i og efter kolonitiden samt i løbet af den 16 år lange borgerkrig mellem Renamo og Frelimo (1978–1992). Han viser den kontinuitet, der har været i, hvordan det traditionelle felt ikke kun udfordrer, men også forandres og impliceres i skiftende staters, ofte voldelige, forsøg på at overvinde områder og befolkninger, udnytte arbejdskraft og omstrukturere produktion og levevis. I modsætning til megen anden litteratur på området er Bertelsens fokus ikke kun på, hvordan traditionelle ledere eller høvdinge, og dermed de institutioner, der ofte associeres med «tradition», bliver omformet af statsdannelse. Han anskuer det traditionelle som et meget bredere spektrum af praksisser og logikker.

Udtrykket det traditionelle felt er et analytisk begreb, men det bygger på emiske begreber på portugisisk og lokalsproget chiTewe (tradicão, tsika, tchianhu wo atewe), der svarer til ordet tradition, og som Bertelsens informanter ofte bruger til at beskrive forskellige handlinger og fænomener, som er uden for og står i modsætning til den statslige orden. Tradition er her ikke noget uforanderligt og prækolonialt, som forsvinder med statsdannelse, men et omskifteligt og heterogent felt af sociale og kosmologiske muligheder (potentialities). Empirisk spænder feltet vidt og indbefatter uroi (hekseri/trolddom), ånder, slægtskab, healing, produktion og reproduktion samt relationen mellem jord, territorium og forfædre. Disse aspekter behandles i kapitel 3–6, baseret på etnografisk feltarbejde i en rural landsby, hvor Bertelsen har opholdt sig over flere år, samt i en fattig bydel i den mellemstore by Chimoio. Disse to feltområder er ikke udtryk for en adskillelse mellem den «moderne» by og den «traditionelle» landsby, men anskues som forbundne gennem handel, produktion, familierelationer og konstante bevægelser. Et fællestræk på tværs af kapitel 3–6 er et fokus på det traditionelle felt som noget, der aldrig helt kan overvindes og tæmmes af statens forsøg på at skabe hierarkiske strukturer. Frem for at anskue denne modsætning som et udtryk for en dikotomi mellem tradition og modernitet bruger Bertelsen begrebet assemblages fra Delueze og Guatarri til at fremhæve, hvordan det traditionelle felt og statsdannelse både gennemsiver og står i modsætning til hinanden. Modsætninger opstår, fordi det traditionelle felt og statens dynamikker udgør to forskellige slags magt: Det traditionelle felt har overvejende en mobil, deterritorialiserende og horisontal orientering (mobile, deterrorializing and horizontal), mens statens dynamikker er orienteret mod indfangning, territorialisering og vertikale ordner (capture, territorialization and vertical) (p. 21). Men modsætningen er dynamisk og produktiv i den forstand, at statens forsøg på at indfange og ordne det sociale (territorialize) samtidig forstyrrer (deterritorializes) og beror på det traditionelle felt, hvilket giver anledning til både kontinuitet og forandring af det traditionelle. Dette gives der forskellige eksempler på.

I kapitel 3 viser Bertelsen, hvordan borgerkrigen og de voldelige former for statsdannelse, der foregik i den periode, har svækket relationen mellem jord, forfædre, ånder og mennesker. Relationen er helt central i forhold til folks forståelse af sikkerhed, beskyttelse og lokalsamfundets produktive kapacitet. Svækkelse af denne relation har åbnet op for faren for mere uroi (hekseri/trolddom), som også er del af det traditionelle felt, og det har både givet anledning til nye ånder og spøgelser samt omformet betydningen af eksisterende ånder. Disse ånder er blevet mere ukontrollerbare, og frem for at beskytte klan og jord er de også destruktive og hævngerrige på en anden måde, end de har været tidligere. Denne forståelse af ånderne ses som en reaktion på krigens voldelige ødelæggelser, der har fortsatte konsekvenser i nutiden, for eksempel mangel på regn og produktivitet. Samtidig har ånderne fået en ny betydning, fordi de blev anvendt af krigens parter, specielt Renamo, til at styrke deres positioner i krigen. Ånderne blev her del af statslige krigsdynamikker samt fjernet fra den lokale kontekst. Bertelsen argumenter her for, at det traditionelle udgør en samtidig tilpassende og ukontrollerbar størrelse, som både inddrages i og er en kritik af statens forsøg på kontrol og udbytning. I kapitel 4 underbygges dette argument yderligere. Her er der fokus på traditionel healing og især på profeter og n’ganga, som er de to mest betydningsfulde typer healere og åndemedier i det centrale Mozambique. Baseret på en detaljeret og forførende empiri om healing, ritualer og åndebesættelser viser Bertelsen de modsætningsfyldte og uhåndgribelige aspekter ved det traditionelle felt, hvor relationen mellem krop, ånder og fortiden er i centrum og konstant modsætter sig de former for orden og hierarki, som kendetegner staten. Healerne kan både uddrive onde og destruktive kræfter, som uroi, men samtidig inkorporerer de disse kræfter og dette gør dem til tvetydige aktører, der viser, hvordan den kosmologiske åndeverden både ligger uden for statens kontrol og udfordrer social strukturer mere generelt, såsom kønsrelationer og -hierarkier. Dette betyder dog ikke, at vi skal anskue magi og trolddom som noget, der er fuldstændig eksternt til staten og de politiske magthavere. Tværtimod viser kapitel 5, hvordan forsøg på at etablere statslig suverænitet også bygger på tiltag rettet mod at kontrollere, tæmme og skabe statslig overlegenhed over uroi gennem etableringen af AMETRAMO – en statsanerkendt og -reguleret forening for traditionel medicin og healere. Samtidig forstås politiske magthavere og især den suveræne, her præsidenten, som figurer og kroppe, der delvis lever af magiske kræfter og generere deres egne hekse eller troldmagere (sorceres), som lever af befolkningen for at opretholde magt. Bertelsen trækker her på Agambens forståelse af suverænmagt og kongens to kroppe, men frem for at forstå den suveræne som en slags totalitær og altomfavnende magt argumenterer han for, at staten netop inddrager uroi, fordi dette aspekt ved det traditionelle felt udgør en alternativ og ukontrollerbar suverænitet. På denne måde bliver magi og trolddom en integreret, men også forstyrrende del af statsdannelsesprocesser, der foregår i takt med, men som adskiller sig fra de formalistiske, bureaukratiske processer.

Kapitel 6, «Economy», giver en kompleks forståelse af, hvordan produktion, udveksling, akkumulation og reproduktion genereres og forstås gennem brugen af kropslige substanser og mad i den rurale kontekst, som samtidig relateres til faren for uroi. Her ser Bertelsen også mere eksplicit på kønsrelationer og kvinders øgede kontrol over produktion, reproduktion og hjemmet (nhika), som er afledt af de forandringer, krig og statsintervention har skabt, men som også informeres af lokale forståelser af udveksling og reproduktion. Disse aspekter af det traditionelle felt belyses gennem analysen af et ritual efter et dødsfald (kubatidzana) og en diskussion af kvindelige hekse (zwidoma), som også associeres med berigelse. Afslutningsvis argumenterer Bertelsen for, at den markedsgørelse, som er afledt af statsdannelse, udfordrer lokale udvekslingssystemer og former for reproduktion. I lyset af dette anskues staten som en slags heks (muroi), som beriger sig og er destruktiv, og dermed står staten i modsætning til det sociale, samtidig med at den fortolkes ind i et traditionelt univers.

Kapitel 7 analyserer den rolle, som det traditionelle felt spiller i forhold til lov, politi, kriminalitet og politisk myndighed. Udgangspunktet er folkelig selvjustits og lynchninger af kriminelle i byens fattige områder i 2000’erne. Disse foregår i en kontekst, hvor en pluralitet af lokale aktører, statslige og ikkestatslige, udøver myndighed. I mange af de retspluralistiske analyser af Mozambique fremhæves det, hvorledes disse aktører komplementerer hinanden i retshåndhævelse inden for et statsligt hierarki. Bertelsen fremhæver i stedet, hvordan pluralismen giver anledning til vold, konflikt og en dyb følelse af usikkerhed blandt de almindelige borgere. Han bruger her begrebet multiple sovereignties til at indfange de «vilde» og uregulerede former for kontrol eller suveræn magt, som ligger uden for loven og det bureaukratiske hierarki, og som begås både af statsansatte, eksempelvis politiet, og kriminelle grupper, høvdinge, lokale politigrupper og traditionelle healere. Selvjustits anskues i dette lys som en slags folkelig suveræn vold, der forsvarer det sociale, fordi det er et angreb på det antisociale, tyve og hekse. I det bredere billede er selvjustits udtryk for en dyb følelse af usikkerhed, der affødes af statens undertrykkelse, angreb på det sociale og manglende evne til at beskytte borgerne. Vold bliver her både en modreaktion på og en del af statsdannelse.

Med sin historiske og etnografiske dybde er Violent Becomings et solidt bidrag til en nuanceret forståelse af statsdannelse i Mozambique, der formår at inddrage det sociales betydning ud fra dets egne præmisser. Bogen viser dog også, hvor svært det er at undgå dikotomier. Trods et fokus på indbyggede modsætninger og «assemblages» er der i bogen en tendens til, at det «traditionelle felt» – og den folkelige vold – i sidste instans bliver et udtryk for en idealiseret form for benign socialitet, som opstilles som en modsætning til de antisociale statslige dynamikker. Denne dikotomi udelukker på den ene side en mere kritisk diskussion af det sociale, for eksempel de forpligtelser, som slægtskab og familie relationer påligger individet, herunder især kvindernes råderum inden for de overvejende patriarkalske strukturer. På den anden side mangler der et indblik i den tvetydighed, der kendetegner staten, hvor voldelige praksisser ofte sameksisterer med folkelige forestillinger og forventninger om staten som en varetager og velfærdsyder, og altså om statens (og herunder regeringspartiet, Frelimos) generøse side. Eksisterer sådanne forestillinger i det centrale Mozambique, og hvad betyder de for folks engagement i og reaktion på statsdannelse? I forlængelse af dette spørgsmål er det tankevækkende, at bogen ikke reflekterer mere over den rolle, de mange internationale bistandsorganisationer – samt de civilsamfundsorganisationer, de støtter – har spillet i statsdannelsesprocesser, især siden 1990’erne, og hvorigennem staten og Frelimo også opererer og legitimeres. En mere kritisk tilgang til det sociale og til velfærdsforestillinger og diskurser om staten ville have styrket en bog, som er både empirisk og teoretisk velfunderet. Bogen kan varmt anbefales til enhver, som er interesseret i statsdannelse, vold, magt og tradition.