Patentrett

Cappelen Akademisk Forlag. 2. utgave Oslo 2006. 523 sider

Are Stenvik

Patentretten påkalder sig i disse år større og større interesse, og dermed vokser også behovet for gode fremstillinger til brug for både studerende og praktikere. Den nordiske patentretlige litteratur er ganske beskeden, men omfatter – heldigvis – Are Stenviks Patentrett, som er temaet for det følgende. Denne bog indtager ikke blot i kraft af den ringe litteraturmængde, men især i kraft af sine egne kvaliteter en særstilling som det fællesnordiske referenceværk. Det er der, som det vil blive vist i det følgende, gode grunde til, for der er tale om en ikke mindre end fremragende fremstilling af et vanskeligt retsområde.

Forfatteren er professor ved Universitetet i Oslo, hvor han har specialiseret sig i patentret. Han har desuden en baggrund som advokat med fokus på patentret og er medlem af Patentstyrets klageinstans («2. avdeling»). Der er således tale om en absolut ekspert set ud fra en både akademisk og en praktisk synsvinkel, og det præger bogen, der kan beskrives som en «akademisk håndbog/lærebog». Hertil kommer, at forf. har en oplagt og synlig interesse for og glæde ved stoffet, som rækker ud over den professionelle nødvendighed. Glæden løber undertiden nok lidt af med forf., som i passager ikke sondrer så hårdt mellem de nødvendige og de blot interessante oplysninger, men fortælleglæden gør, at bogen er usædvanlig velskrevet og letlæst (selv for en dansk læser), og fortællelysten tøjles da også normalt af et stramt og noget tørt sprog. Patentret er en alvorlig sag.

Bogen giver ifølge bagsideteksten en bred fremstilling af reglerne om patenter. Sigtet er vel først og fremmest norsk ret, men fremmed ret inddrages løbende og navnlig inden for områder, hvor retsstillingen i norsk ret er uklar. Det er med rette, at det internationale aspekt betones, for patentretten er en stærkt international disciplin, som ikke med mening kan anskues ud fra et snævert, nationalt perspektiv. Dermed er ikke sagt, at national ret ikke giver anledning til særlige overvejelser, men det er, som det vil blive vist i det følgende, netop bogens afgørende styrke, at den forener det nationale med det internationale, sætter norsk ret i international kontekst og peger i retning af et behov for en øget international bevidsthed blandt myndigheder og domstole; og praktikere.

Bogen tager ifølge forordet til 1.udgaven – som er optrykt – sigte på to målgrupper. For det første juridiske studeren

de og for det andet praktikere (både jurister og teknikere). Behovene hos disse to grupper er ikke altid sammenfaldende, og det fremgår da også, at bogen for at opfylde sit formål som lærebog er forsynet med ganske omfattende gengivelser af lovforarbejder, retspraksis og andet materiale, som skal gøre det muligt for de studerende at danne sig egne meninger om det, som behandles. Det håndbogsmæssige formål har krævet en ganske detaljeret redegørelse for regler og praksis om praktiske emner så som ansøgningsproceduren. Forfatteren stiller således flere stole frem, og det indebærer som bekendt en ikke ubetydelig risiko for, at man kommer til at sætte sig mellem dem, således at hverken den ene eller den anden målgruppe får opfyldt sine ønsker. Som det vil fremgå af det følgende sker dette dog – næsten – ikke for forf.

Bogen falder i 12 kapitler: Indledning, Patentansøgningen og dens behandling, Opfindelsesbegrebet, Opfindelser som ikke er patenterbare, Nyhed og opfindelseshøjde, Patentrettens subjekt, Ugyldighed m.v., Eneretten, Patentbeskyttelsens omfang, Sanktioner, Processuelle spørgsmål og Licenser m.v. Derefter følge de sædvanlige oversigter over litteratur, domme m.v. og et (godt) stikordsregister. Hovedvægten er naturligt lagt på de patentretlige emner i de ni første kapitler, men også de tre sidste kapitler er særdeles læseværdige, selv om de især har norsk interesse. Fremstillingen indeholder en mænge sagsreferater – ofte med illustrationer – og eksempler fra praksis, herunder, og hvilket er særdeles værdifuldt set ud fra en pædagogisk betragtning, også flere gennemgående eksempler. Sagsreferaterne gør, at visse af bogens kapitler bliver ganske lange, men referaterne er sat med petit, så den utålmodige læser kan springe rundt i teksten uden problemer. Den utålmodige læser skal dog passe på, for forf. skjuler indimellem almene og vigtige diskussioner i petitafsnittene, se f.eks. s. 316–319 bl.a. om eneretten til mellemprodukter o.lign., som er «pakket» noget væk. Der er derfor normalt god grund til at læse tæt. Det ville i den forbindelse lette tilegnelsen med nogle flere underafsnit gerne også med en mere konsekvent nummerering, så man hurtigt kan se, om man er i «hovedreglen» eller i «undtagelsen». Den nærværende udgave bærer her visse steder præg af at være en 2. udgave, hvor forf., som næsten alle andre, som skriver senere udgaver, har haft en tendens til at skrive til den eksisterende tekst og dermed lægge lag på lag, snarere end at skrive teksten om.

Indledningen indeholder en kort redegørelse for patentrettens udvikling. Hovedvægten er lagt på den norske udvikling og der citeres flittigt fra de første forarbejder og fra debatten i 1880’erne. Citaterne er interessante, bl.a. fordi de viser, at diskussionen om patentrettens udstrækning og omfang ikke er af ny dato, og at antallet af gode argumenter for og imod er nogenlunde stabilt: Patentretten ansporer til teknisk udvikling og teknologispredning,

og retssystemet bør stræbe mod at finde en passende balance, som både tilgodeser patenthavers behov for en effektiv og relevant beskyttelse, som belønning for sin indsats, og samfundets interesse i at teknisk information spredes og at konkurrencen ikke begrænses mere end højst nødvendigt. Der redegøres endvidere for den nordiske dimension, som navnlig udmøntede sig i den fællesnordiske betænkning NU 1963:6. Denne betænkning har fortsat stor betydning, selv om det med rette fremhæves, s. 44, at den nu må anvendes med en vis forsigtighed især på områder, hvor tilpasningen til den europæiske udvikling har medført ændringer. Norge har i den forbindelse for ganske nylig – den 1.1.2008 – tiltrådt EPK, og det er nok muligt, at dette vil føre til, at den vægt som bogen igennem lægges på NU 1963:6, vil skulle nedtones i kommende udgaver af bogen. Det fremhæves, at praksis fra EPK er en væsentlig retskilde, s. 49, og der henvises da også flittigt hertil gennem hele bogen. Indledningen omfatter også en kort redegørelse for den internationale udvikling, herunder navnlig TRIPs-aftalen, som er en del af WTO-samarbejdet, og som har medført en global harmonisering af patentretten med en hidtil uhørt intensitet. De udfordringer, som dette har medført navnlig mht. udviklingslandene, som forpligtes til at indrømme en patentbeskyttelse svarende til den, som gælder i de industrialiserede lande, nævnes kort. Måske for kort. De studerende og andre, som gerne vil forstå og deltage i den igangværende retspolitiske diskussion af patentretlige spørgsmål, havde nok gerne set en udbygning af disse dele af bogen. Studerende – og nok også praktikere – vil formentlig også savne en kort indføring i den økonomiske teori, som findes om patentrettens begrundelse og effekter. I betragtning af den megen vægt som løbende lægges på udenlandsk ret, kunne det også have været nyttigt indledningsvis med en samlet, kort redegørelse for nogle grundbegreber og -træk ved disse retssystemer.

De patentretlige retskilder er i lande som Norge – det samme gælder de øvrige nordiske lande og alle andre, «små» lande – ret begrænsede, hvis man alene ser på national retspraksis og litteratur. Det noteres i den forbindelse, s. 46, at praksis fra den norske højesteret ikke alene er begrænset, men også kun i liden grad reflekterer den internationale harmonisering, som har fundet sted. Dette har også givet sig udslag i den patentretlige litteratur, og det fremhæves, s. 51, at der ikke længere er grund til at sætte nordisk litteratur i en særstilling, men at litteratur fra navnlig Tyskland og England kan have lige så stor betydning som nordisk. Dette er en central pointe i bogen. Det er herefter forf. store fortjeneste, at han ikke blot noterer rettens internationalisering som en kendsgerning, men at han inden for de rammer, som fremstillingens karakter af en lære- og håndbog om norsk ret tillader det, tager konsekvensen af iagttagelsen, og løbende sætter norsk patentret ind i en

international kontekst. Udenlandsk ret – navnlig tysk og engelsk – inddrages således løbende. Dette sker dels i form af fodnoter med litteratur- og domshenvisninger til støtte for synspunkter, dels i teksten til illustration af situationer, f.eks. s. 215, og endelig – og med størst styrke – til at fylde «huller» i norsk praksis, f.eks. s. 399–401, om fastlæggelsen af patentbeskyttelsens omfang, hvor der henvises til en udbredt international tendens som et argument for, at retsstillingen i Norge bør anses for at være tilsvarende (og en variant derfor bør være «nærliggende for en fagmand», før ækvivalensfortolkning kan finde sted). En sådan brug af udenlandsk ret er særdeles frugtbar, og illustrerer værdien af det som jeg opfatter som en af bogens afgørende iagttagelser: Patentretten bør anskues i sin internationale kontekst, og de retsanvendende myndigheder (og praktikere) bør være mere åbne end hidtil over for at inddrage udenlandske retskilder (domme, afgørelser, litteratur).

Bogen indeholder en mængde fremragende enkeltanalyser af specialproblemer, se f.eks. s. 187f. om offentlighedslovens anvendelse på patentdokumenter og s. 308f. om anvendelsen af patentloven i Norges økonomiske zone og på kontinentalsoklen. Bogen yder også væsentlige bidrag til de «store» spørgsmål. Et af de emner, som altid har plaget patentretten, er fastlæggelsen af beskyttelsens omfang. Denne opgave frembyder betydelige praktiske problemer, men også beskrivelsen af processen og identifikationen af dens nærmere indhold har givet og giver anledning til stor diskussion. Stenviks redegørelser og diskussioner, s. 362–414, som trækker på forf. disputats fra 2001, er særdeles klare og hans konklusioner – og «modell» – forekommer meget overbevisende. Set ud fra en almen synsvinkel er det især værdifuldt, at forf. sætter emnet i en international kontekst og søger at identificere en international standard, som derpå opstilles som en rettesnor for norsk ret: Hvis man i den store verden kan leve med et givent resultat og dette er afprøvet igennem en lang praksis og forekommer rimeligt, så er det vanskeligt at se, hvorfor man uden klare holdepunkter i lovgivning el.lign. skulle fravige denne løsning. Dette fører forf. til en præcisering af, at det er patentkravene («patentets genstand»), som udgør grundlaget for fastlæggelsen af beskyttelsens omfang. «The name of the game is the claim» og henvisninger til «patentets kerne» o.lign. må herefter afvises. Kravenes indhold fastlægges ved fortolkning, men det følger af det almindeligt anerkendte ækvivalensprincip, som nu udgør en del af EPK, at beskyttelsen i visse, særlige tilfælde kan omfatte forhold, som falder uden for kravenes ordlyd, se s. 366. En central opgave består herefter i at opstille en rettesnor for den skønsudøvelse, som ækvivalensprincippet kræver, og herunder navnlig at undgå, at hensynet til tredjemand – i «klarhed» – sættes over styr ved en udvidelse af beskyttelsen ud fra «rimeligheds-»hensynet til patenthaver. Forfatteren

identificerer i den forbindelse tre kriterier, som nyder generel, international tilslutning, s. 392, og som derfor bør anses for retningsgivende også i norsk ret: Indgrebsgenstanden må løse samme problem som opfindelsen, de foreliggende modifikationer må have været nærliggende for en fagmand, og indgrebsgenstanden må ikke tilhøre den kendte teknik. Den opstillede model har herved både et statisk aspekt – rammerne og metoden – og et dynamisk – betoningen af udenlandsk praksis og af behovet for at sikre, at norsk (national praksis) udvikler sig i harmoni med praksis i de toneangivende lande. Det kan meget vel vise sig, at det er de sidstnævnte fordele, der er de største. Konsekvensen heraf bør være, at retssager ved domstole i Norge og Danmark m.v. som en naturlig del inddrager udenlandsk praksis og teori. At området også fortsat vil give anledning til tvivl, viser især omtalen af engelsk ret, se s. 392–394, hvor det noteres, at den i forhold til den angivne model afvigende dom fra House of Lords fra 2004, Kirin-Amgen Inc. Hoechst, næppe bør «tillegges noen nevneverdig betydning». Dette forekommer at være en helt rigtig konklusion.

Stenviks Patentrett er et uomgængeligt værk i norsk og nordisk patentret, som kan måle sig med de bedste udenlandske fremstillinger. Bogen viser den store værdi ved kombinationen af akademikerens grundighed og vide udsyn med praktikerens målrettethed (no offense intented!). Patentretten indgår i en bevægelse i retten fra en national ramme over en nordisk og en europæisk til en rendyrket global. Internationaliseringen vil tiltage i de kommende år, hvor bl.a. etableringen af en central europæisk patentdomstol nu endelig ser ud til at blive en realitet. En sådan udvikling vil stille skærpede krav til udøverne af patentretten om øget specialisering og kendskab til udviklingen i udlandet. De nordiske patentjurister er med denne bog godt rustet også til denne udvikling.

Internationaliseringen præger også andre retsområder, og denne bog kan i så henseende tjene som et forbillede for kommende forfattere. Den kan også tjene som en advarsel: Komparative studier kræver meget af forfatteren både med hensyn til viden og formidlingsevner. Det er også på denne baggrund særdeles glædeligt, at en moderne universitetsjurist som Stenvik, der har både den fornødne viden og evnerne, har valgt at bruge så megen tid og så mange kræfter på en bog som denne. Dette er ikke længere en selvfølge. Kravene til universitetsjurister ændres i disse år, og de traditionelle lære- og håndbøger anses ikke længere med selvfølgelighed for at være særligt meriterende. Det er i dag artikler til udenlandske (dvs. engelske/amerikanske) tidsskrifter, som tæller og giver flest point. Man kan derfor frygte, at fremtidige generationer af universitetsjurister slet ikke vil give sig i kast med projekter som det foreliggende – som oven i købet er skrevet på norsk! – men i stedet vil skrive mindre artikler på

engelsk. En sådan udvikling ville efter min mening indebære et stort tab ikke blot for studerende og praktikere, men også for de juridiske fakulteter og for juraen som videnskab. Den juridiske videnskab har som et særkende en nær tilknytning til det praktiske retsliv, og en bog som denne, der forener teoretisk viden og praktiske færdigheder, er efter min opfattelse et eksempel på juridisk videnskab og formidling, som hverken universitet eller samfund kan være foruden.