Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Den danske juryreform

Gutta cavat lapidem

(Ovid: Ars amandi)

Artiklen beskriver udviklingen i den danske juryproces, «nævningetingene», der meget lignede den daværende norske juryproces. Efter en lang debat ændredes reglerne for nævningesagernes behandling afgørende pr. 1. januar 2008, således at nævninger og dommere nu voterer sammen om både skyldsspørgsmålet og strafudmålingen; det gamle spørgsmålssystem, svarende til det norske, er afskaffet. Tiltalte kan give afkald på nævningebehandling og vælge domsmandssag. Endelig har begge parter ret til anke af skyldsspørgsmålet, således at der er nævninger i begge instanser. Artiklen omtaler de første erfaringer med denne ordning og rejser spørgsmålet, om Norge vil kunne lære noget af den danske løsning.

Om den nylige danske juryreform eller nævningereform med den danske betegnelse kan man i sandhed sige, at dråben udhuler stenen. Fra det første løfte om nævninger i Grundloven af 1849 til deres indførelse i 1919 gik 70 år, og fra indførelsen af domsmandsordningen i 1937, som efter manges mening overflødiggjorde nævningetingene, til den nu gennemførte reform gik der 71. Men det lykkedes til sidst. I mange måder har debatten i Danmark og Norge været parallel. Nævninger har været heftigt angrebne af størstedelen af fagjuristerne, særlig dommere og anklagere, og lige så passioneret forsvarede af en mindre del af juristerne, særlig (en del af) forsvarerne, og af politikere særlig, men ikke kun, på venstresiden. Fronterne har stået skarpt over for hinanden i begge broderlande. At der kunne gennemføres en gennemgribende reform i Danmark i næsten fuldstændig enighed i Folketinget, skyldes måske, at der kunne findes en løsning, som bevarede vigtige dele af ordningen, men afskaffede de sider af den, som i praksis havde vist sig mest uheldige.

Den ordning, der indførtes i 1919, mindede meget om den norske jury i straffeprocesloven af 1887 og havde som denne sit forbillede i den engelske jury med visse træk hentede fra Frankrig og Tyskland. Nævningerne – tolv i Danmark som i England mod ti i Norge – udgjorde et separat kollegium, der afgjorde skyldsspørgsmålet ved at svare «ja, med mere end syv stemmer» eller «nej» til specifikke spørgsmål fra retten. Modsat domsmændene havde de ingen andel i sagens processuelle behandling, men deltog siden 1937 i strafudmålingen i paritet med de juridiske dommere, således at hver nævning havde én stemme og hver af de tre fagdommere fire. Sagen behandledes ikke i den ordinære førsteinstans, men i en af de to landsretter, svarende til lagmandsretten i Norge. Der var ingen appel om skyldsspørgsmålet; Højesteret kunne alene afgøre retlige spørgsmål, særlig om sagsbehandlingen, og strafudmålingen. Derimod bestod den såkaldte «dobbelte garanti», idet de tre fagdommere i landsretten, som jo havde fulgt hele processen på linie med nævningerne, skulle godkende disses skyldigkendelse, medens der uden yderligere prøvelse altid afsagdes frifindelsesdom efter nævningernes «nej», med mindre der efter anklagerens ønske stilledes nye spørgsmål, som nævningerne besvarede bekræftende.

Om afgrænsningen af fagdommernes indflydelse bestod der to væsentlige forskelle mellem dansk og norsk ret: For det første indførtes aldrig i Danmark modsat Norge en regel, hvorefter dommerne enstemmigt kunne forkaste nævningernes frifindende kendelse, hvis de fandt det utvivlsomt, at tiltalte var skyldig. For det andet trængte efterhånden den opfattelse igennem, at fagdommerne kun måtte godkende nævningernes fældende kendelse, hvis de selv ville have fundet tiltalte skyldig, såfremt afgørelsen havde været deres og deres alene. Den modsatte mening, hvorefter der kræves større bevistvivl for at tilsidesætte en fældende nævningekendelse end til at frifinde, hvor retten alene bærer ansvaret, blev forladt langt tidligere i Danmark end i Norge.

Rettens tilsidesættelse af en fældende nævningekendelse medførte ikke frifindelse, men en fornyet behandling for andre nævninger – ikke domsmandsret som i den senere norske reform – og andre dommere, med mindre rigsadvokaten nu frafaldt tiltale, hvilket straks fremkaldte frifindelse. Som oftest og forventeligt frafaldt rigsadvokaten tiltale, men i enkelte opsigtsvækkende drabssager lykkedes det anklagemyndigheden at fremlægge så overvældende beviser i en ny sag, at både nævninger og dommere denne gang overbevistes. Hvis i den nye sag retten på ny tilsidesatte en fældende nævningekendelse, skete nu frifindelse, altså ingen sag nr. 3. Det er vist aldrig sket i praksis.

Det store stridsspørgsmål i praksis var i Danmark som i Norge afgrænsningen af sager, som skulle behandles i nævningeting. Som i Norge og vel de fleste andre retssystemer med jury valgtes et strafferammekriterium med enkelte praktiske undtagelser. Siden 1932 bestod i mange år den ordning, at sager om forbrydelser med et straffemaksimum på 8 år eller derover var nævningesager uanset den forventede konkrete straf, med mindre sagen kunne behandles som tilståelsessag (modsat Norge kunne alle sager uanset strafferammen bortset fra sager om politiske forbrydelser behandles som tilståelsessager og sager om økonomiske forbrydelser, jeg har som enedommer idømt straf af fængsel i 12 år i drabssag, stadfæstet i landsretten efter anke af strafudmålingen). Sager om fosterdrab og barnemord var oprindelig også nævningesager – begge saggrupper prægedes af en voldsom debat og en klar forskel på «gældende ret» og en mildere folkelig retsopfattelse – men er for længst udgåede. Endelig var sager om politiske forbrydelser nævningesager, i praksis efter et objektivt kriterium, medens almindelige forbrydelser med et politisk motiv ikke gav adgang til nævningebehandling.

En vigtig undtagelse var de alvorligste formueforbrydelser, når disse undtagelsesvis havde en strafferamme på 8 år, dansk strfl. § 286, og i 1962 udgik desuden dokumentfalsk, også med 8 år i rammen. Også de største fiskale straffesager undtages fra nævningebehandling. Disse undtagelser er uhyre velbetænkte. Et lægmandskollegium er bedre egnet til at afgøre, om Ola har hugget øksen i hovedet på Øystein, end store regnskabssager.

På grund af strafferammekriteriet på 8 år behandledes alle sager om brandstiftelse, voldtægt og røveri, der havde strafmaksima på 10–12 år, i nævningeting, også selv om der ofte kun idømtes straffe omkring 1 års fængsel. Da næsten alle nævningesager var arrestantsager, blev varetægtstiden inden domsforhandlingen ofte urimelig lang i forhold til den idømte straf, og derhos var der opstået ubehag over indvirkningen af nævningesagernes opdramatiserede form på den fornærmede kvinde i voldtægtssager. Ikke sjældent manøvrerede anklagemyndigheden uden om nævningebehandling ved at rejse tiltale efter beslægtede regler med et mindre strafmaksimum, f.eks. vold i konkurrence med tyveri i stedet for røveri. I 1981 gennemførtes derfor en nyttig reform ved opdeling af de tre relevante forbrydelser, dansk strfl. §§ 181, 216 og 288, i grunddelikter med et maksimum på 6 år og bibeholdelse af det højere maksimum ved nærmere beskrevne skærpende omstændigheder, således at der kun var nævningebehandling i den sidste gruppe. Reformen medførte, at antallet af nævningesager faldt fra 130 i 1980 til 74 i 1982.

Ved en vigtigere reform i 1984 ændredes strafferammekriteriet til et kriterium med grundlag i den konkret forventede sag, således at sager, hvor der opstod spørgsmål om en straf på 4 år eller mere, blev nævningesager – dog således at grænsen forskubbedes, hvis straffen skulle udmåles som fælles straf omfattende en tidligere reststraf eller betinget dom – samt sager om anbringelse af tiltalte i en institution for mentalt afvigende personer eller om forvaring. I praksis var anklagemyndighedens påstand afgørende for sagens placering, og omvendt kunne byretten som domsmandsret højst idømme straf af fængsel i 3 år 11 måneder. De øvrige undtagelser, særlig udelukkelsen af sager om økonomiske forbrydelser, bestod fortsat.

De grundlæggende regler for behandling af nævningesager var dog uændrede og fremkaldte en stadig alvorligere kritik. Særlig to forhold kritiseredes. For det første blev nævningernes kendelse alene afgivet som et ja eller nej til rettens spørgsmål, uden at parterne fik nogen begrundelse for afgørelsen, særlig ikke oplysning om, hvilke beviser nævningerne havde lagt særlig vægt på, ligesom den manglende begrundelse også medførte, at eventuelle misforståelser hos nævningerne, f.eks. om betydningen af tiltaltes subjektive indstilling aldrig kom for dagen (derimod fremdroges ikke sjældent skærpende eller formildende omstændigheder i forbindelse med strafudmålingen). For det andet var der ingen appel af skyldsspørgsmålet; den «dobbelte garanti» var jo kun en samtidig bedømmelse. En mindre bøde kunne ankes, men ikke en drabssag. Genoptagelsesinstituttet, der blev skamredet i nævningesager, var en dårlig erstatning. Derimod var der ingen nævneværdig kritik af «forkerte kendelser»; efter et langt liv i Justitiae tjeneste kan jeg roligt sige, at nævningernes afgørelser i så godt som alle sager svarede til, hvad fornuftige fagdommere ville have nået til.

Efter en mangeårig debat – mine egne bidrag er ikke bedre end de øvrige, men min artikel «Om nævninger med særligt henblik på den norske reform», UfR 1994 B s. 119 ff., resumerede debatten i både Danmark og Norge indtil da (desuden har Asbjørn Strandbakken og jeg i Lov og Rett 1/2001, s. 3 ff. modstillet norsk og dansk ret) – foreslog Retsplejerådet i betænkning nr. 1352/1998 nævningebehandling i to instanser med fuld adgang til anke af skyldsspørgsmålet for begge parter samt fællesvotering mellem fagdommere og nævninger om både skylds- og strafspørgsmålet og dermed afskaffelse af spørgsmålssystemet. Kun forsvarerrepræsentanterne i rådet stemte imod fællesvotering ud fra en frygt for, at lægdommernes indflydelse ville blive svækket gennem den direkte påvirkning fra fagdommerne.

Den praktiske gennemførelse forsinkedes ved en efter min mening ulykkelig sammenkædning med spørgsmålet om retskredsinddelingen, idet kravet om 3 fagdommere i nævningesager (og de største borgerlige sager, der samtidig foresloges flyttet fra landsret i første instans til byretten), var en afgørende begrundelse for sammenlægning af de hidtidige 82 retskredse, hvoraf flertallet kun havde én fast dommer, til kun 24, medens ønsker fra de fåtallige forkæmpere for den gamle ordning, bl.a. mig, om at nøjes med en hjælpeordning mellem kredsene i de forventelig få sager ikke vandt genlyd. 1. januar 2007 gennemførtes retskredssammenlægningen samt to delreformer.

For det første ophævedes nævningebehandling i sager efter straffelovens § 191, de større narkotikasager, der indtil da sammen med drabssagerne var den største gruppe nævningesager; hovedbegrundelsen var som ved sagerne om formueforbrydelser domsforhandlingens langvarighed, herunder det ofte foreliggende behov for tidkrævende tolkning.

For det andet løstes nu det drilagtige problem om de såkaldte blandede sager.

I 1985 behandlede jeg som dommer en sag mod en meget aktiv forbryder, som både var tiltalt for en serie narkotikaforbrydelser, hvor nævningebehandling da ikke var udelukket, og et antal grove formueforbrydelser, særlig tyveri, som var undtagne fra nævningebehandling. Jeg anvendte fireårskriteriet på narkotikaovertrædelserne alene, og da disse isoleret formentlig ville have medført straf af fængsel i 3 år, fremmede jeg sagen som domsmandssag, dømte tiltalte hovedsagelig skyldig og idømte fængsel i 6 år. Højesteret, UfR 1986,518 H, anvendte derimod fireårsreglen på hele sagen, ophævede dommen og henviste sagen til nævningeting, hvor tiltalte på ny idømtes fængsel i 6 år. Højesterets dom var muligt juridisk rigtig – jeg er langtfra overbevist – men meget upraktisk og medførte klodsede resultater, Hvis tiltalte f.eks. for en serie grove falsknerier stod til en straf af fængsel på 6 år og desuden var sigtet for en mindre voldsforbrydelse, som næppe ville medføre en skærpelse af den samlede straf, ville samtidig behandling af alle forhold medføre en højeste straf af fængsel i 3 år 11 måneder, med mindre hele sagen førtes for nævninger. Jeg kender sådanne ødelagte sager.

Efter den nye regel i 2007, (rpl. § 686, stk. 5, nr. 1), skal blandede sager kun behandles i nævningeting, hvis de forhold, som ikke er udelukkede fra nævningebehandling, isoleret set ville have medført straf på 4 år eller mere, dvs. at retstilstanden efter UfR 1986,518 H nu er ophævet. Jeg var ganske stolt, da jeg den 3. maj 2007, Hillerød ret SS 1360/2007, behandlede den muligvis første blandede sag efter de nye regler om narkotikaovertrædelser (nu udelukkede fra nævningebehandling) sammen med våbenlovsovertrædelser som domsmandssag. Mieux vaut tard que jamais!

Med virkning fra 1. januar 2008 gennemførtes den store reform, hovedsagelig som foreslået i 1998-betænkningen. Nyordningen er som følger:

Nævningeområdet er som efter reformerne i 2007, dvs. at både fireårskriteriet og reglerne om undtagne sager stadig er gældende, dog at tiltalte nu som en væsentlig nyordning kan beslutte, at en sag, der skal behandles som nævningesag, i stedet skal behandles som domsmandssag, rpl. § 687. Politiske sager er ikke undtaget fra denne regel. Beslutningen skal træffes i retten eller meddeles skriftligt. Det skal fremgå, at tiltalte har haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet med sin forsvarer, dvs. at forsvarer skal beskikkes inden beslutningen tages, hvis der undtagelsesvis endnu ikke er en forsvarer. Beslutningen skal meddeles senest 14 dage fra forkyndelsen af anklageskriftet, hvilken frist dog kan forlænges af retten efter anmodning fra en af parterne. Afkald på nævningebehandling kan ikke tilbagekaldes og er også bindende under anke. Jeg vil dog ikke udelukke, at landsretten under helt exceptionelle omstændigheder kan tillade, at ankesagen behandles som nævningesag, særlig hvis det godtgøres, at tiltalte gav afkald på nævningesag mod sin forsvarers udtrykkelige råd. Hvis flere er tiltalte i samme sag, kan den enkelte tiltalte ikke for sit vedkommende give afkald på nævningebehandling, med mindre alle tiltalte træffer samme beslutning, eller anklagemyndigheden samtykker; i andre situationer kræves ikke samtykke fra anklagemyndigheden.

Medens politidirektøren – siden 1. januar 2007 er den gamle titel politimester bortfaldet – generelt har påtaleretten for byretten, påtaler statsadvokaten både i nævningesager og i sager efter rpl. § 687, hvor tiltalte har givet afkald på nævningebehandling.

Byretten sættes i nævningesager med 3 dommere og 6 nævninger. Bortset fra et indledende møde mellem retsformanden og nævningerne for at opklare, om der foreligger inhabilitet, er dommere og nævninger som i de gamle nævningeting isolerede fra hinanden. Nævningerne har derfor ingen indflydelse på sagens processuelle behandling. Formalia, herunder det højtidelige nævningeløfte svarer til de hidtidige regler, dog vælges ingen nævningeformand. Anklageren skal forelægge sagen og give hver nævning en sagsekstrakt, rpl. §§ 886 og 888, medens forelæggelse og ekstrakt ikke er tvungen i andre sager.

Den store forskel indtræder efter anklagerens og forsvarerens første procedure, i øvrigt kun om skyldsspørgsmålet, der afgøres særskilt i nævningesager modsat domsmandssager. Medens retsformanden tidligere stillede de spørgsmål, nævningerne skulle besvare, og gav en mundtlig retsbelæring, hvorefter nævninger (og dommere) voterede hver for sig, samles nu dommere og nævninger og voterer sammen om skyldsspørgsmålet under ledelse af retsformanden.

Nævningerne stemmer først, derpå dommerne, retsformanden sidst, rpl. § 891. En ugunstig afgørelse af skyldsspørgsmålet, dvs. enhver anden afgørelse end frifindelse, kræver mindst 4 stemmer fra nævningerne og 2 stemmer fra dommerne. Medens i domsmandsretten alle arter af flertalsdannelse er mulig, herunder særlig domfældelse i første instans ved domsmændenes stemmer alene, kræves i nævningesager to tredjedeles flertal i begge dele af retten. Et flertal på 6–3 er ikke nok, hvis alle 3 i mindretallet er nævninger, ikke engang et flertal på 7–2, hvis begge i mindretallet er dommere. Systemet med den dobbelte garanti er således bibeholdt. Rettens kendelse om skyldsspørgsmålet skal indeholde oplysning om stemmetallet både blandt nævninger og dommere – derimod ikke om, hvordan de enkelte nævninger og dommere har stemt – samt en begrundelse for resultatet og, hvis der ikke er enighed, en begrundelse for både flertallets og mindretallets synspunkter. Kendelsen afleveres skriftligt til tiltalte, anklager og forsvarer.

Hvis der ikke er tilstrækkeligt flertal for «skyldig», afsiges straks frifindelsesdom, men ellers følger ny procedure om strafspørgsmålet, rpl. § 893, hvorunder parterne ikke må rejse tvivl om resultatet af skyldsspørgsmålet. Som efter ordningen af 1937 er der under voteringen om straffen paritet mellem nævninger og dommere, dvs. at hver dommer har 2 stemmer. Først stemmer 2 nævninger, derpå 1 dommer etc., retsformanden sidst. Selv det mindste flertal er nu nok. Den mildere løsning sejrer ved stemmelighed. Hvis der er mere end to meninger, sammenlægges det strengeste resultat med de(t) følgende, indtil der opnås flertal, rpl. § 216, f.eks. 6 stemmer for 12 år, 1 for 10 år, 5 for 8 år, resultat 10 år.

Ved siden af fællesvoteringen var den vigtigste reform den nu indførte adgang til anke af skyldsspørgsmålet, som står åben for begge parter. Hvis anken omfatter skyldsspørgsmålet, sættes landsretten med 3 dommere og 9 nævninger, rpl. § 7. Appelsagen foregår nøjagtig som i første instans, blot at den krævede majoritet for en for tiltalte ugunstig afgørelse af skyldsspørgsmålet nu er 6 nævninger og 2 dommere, altså på ny to tredjedeles flertal, rpl. § 931. Under voteringen om strafspørgsmålet er der igen paritet, dvs. at hver dommer normalt har 3 stemmer. Hvis anken kun omfatter strafspørgsmålet eller retsspørgsmål, sættes retten som domsmandsret med 3 dommere og 3 domsmænd, og afgørelsen er en simpel flertalsafgørelse.

Modsat Norge kunne i Danmark rejses spørgsmål om reformens forenelighed med Grundloven af 1953, hvis § 65 omtaler «nævninger», men henskyder den nærmere ordning til lovgivningsmagten. Kritikere af nyordningen – med størst vægt Henrik Zahle i Juristen 2006, s. 104 ff., men også jurister, som var kritiske over for de gamle nævningeting, særlig Gammeltoft-Hansen – hævdede, at begrebet «nævninger» må forstås som et separat kollegium af lægdommere, der afgør skyldsspørgsmålet, og at de nye retter i virkeligheden kun er en stor domsmandsret. Jeg deltog i en eksperthøring i Folketinget, hvor Zahle og Eva Smith gjorde gældende, at nyordningen stred mod Grundloven, medens Gorm Toftegaard-Nielsen (medforfatter af 1998-betænkningen), Ditlev Tamm og jeg fastholdt dens grundlovmæssighed. Lovgivningsmagtens synspunkt, som jeg er enig i, at medens omtalen af nævninger så sent som i 1953 formentlig hindrer en total afskaffelse af nævningeinstitutionen, er det ikke nødvendigt at bevare en jury svarende til den engelske jury anno 1848. En klar forskel mellem nævningeting og domsmandsretter må være tilstrækkeligt, hvilket er tilfældet her, idet antallet af nævninger er langt større end antallet af domsmænd, ligesom afstemningsreglerne sikrer, at ingen tiltalte kan dømmes uden et klart flertal hos både juridiske og læge dommere. Derhos viser senere reformer i Tyskland (1923), Frankrig (1941), Norge (1933, adgangen for fagdommere til at forkaste en frifindende nævningekendelse) og Danmark selv (1937, inddragelse af nævningerne i strafudmålingen), hvilke retssystemer alle bevarer ordet «nævninger», at betydningen er kraftigt udvidet siden den snævre forståelse i 1848–1849.

Højesteret har endnu ikke (efteråret 2009) behandlet nogen nævningesag efter de nye regler, og reformens grundlovsmæssighed har endnu ikke været bestridt i en konkret retssag.

Reformen har nu virket i omtrent to år, og parterne, særlig anklagemyndigheden, der jo ved sit herredømme over tiltalen kan afgøre, om en sag bliver nævningesag eller ej, har taget den til sig. Medens de to landsretter modtog tilsammen 80 nævningesager i 2007, det første år efter fjernelsen af narkotikasagerne og det sidste år inden reformens ikrafttræden, modtog byretterne i 2008 94 nævningesager og i 1 halvår 2009 81, en klart stigende tendens. Den vigtigste grund til stigningen er de stadige skærpelove for alle de alvorlige forbrydelsers vedkommende, særlig volds- og sædelighedsforbrydelserne. Populært sagt, medens der før skulle tre forhold af voldtægt til for at opnå en straf på 4 år og dermed udløse en nævningesag, er to forhold nok i dag.

Der var frygt for, at adgangen til nævningebehandling i to instanser ville udløse anke i alle sager, men landsretterne har kun modtaget 30 sager i 2008 og 21 sager i 2009 indtil 21. september, altså en bevisankefrekvens under en tredjedel (strafudmålingsankerne tæller jo som domsmandssager). At begge store reformer, både fællesvotering og ankeadgang, har medført en langt bedre retspleje, er jeg ikke i tvivl om. Jeg har også talt med flere jurister, der trods tvivl om fællesvoteringens grundlovsmæssighed ikke drømmer om at ønske den gamle jury tilbage.

Der tales om den danske nævningereform i singularis, men som det fremgår, er der ret beset tre særskilte reformer, de to første om afgrænsningen af nævningesagerne og den sidste og største om sagernes behandling. Efter min opfattelse kan Norge lære af dem alle.

Reformen af 1981 begrænsede nævningesagernes antal ved opdeling af strafferammerne for de forbrydelser, hvor nævningesager hyppigst rejstes. For Norges vedkommende falder først og fremmest voldtægt i tankerne, hvor strafferammen i normaltilfælde er fængsel indtil 10 år, strl. § 192. Netop i disse sager ses ikke sjældent omstridte frifindende jurykendelser efter domfældelse i tingretten. En strafferamme på 6 år i normalsagerne uden skærpende omstændigheder kombineret med en bemærkning i odelstingsproposisjonen om, at der ikke er tilsigtet nogen formildelse i disse sager, er efter min opfattelse ubetænkelig.

Reformen af 1984 ændrede nævningekriteriet fra strafferammen til den konkret forventede straf. Som i Danmark ville en sådan reform sikre, at kun de alvorligste sager bliver jurysager. Finder man i Norge, at en fireårsgrænse er for høj, kan man sagtens vælge en treårsgrænse i stedet, en lavere grænse vil formentlig generere for mange jurysager. En sådan reform bør naturligvis som i Danmark ledsages af en udelukkelse af i hvert fald de større økonomiske straffesager, ligesom spørgsmålet om de blandede sager skal løses.

Kun den store reform af 2008 vedrører behandlingen af jurysagerne. I første omgang ville jeg anbefale, at en lille norsk delegation rejste ned til Danmark og fulgte voteringen i et par sager, først og fremmest for at kunne berolige den norske juryvenlige opinion med, at juristerne ikke trykker nævningerne. En ændring, jeg derimod vil fraråde, er jury i begge instanser, én er nok. Ganske vist valgte vi i Danmark jury i to instanser af frygt for, at valg af den norske ordning med kun jury i anken ville udløse bevisanke i alle sager, hvor tiltalte nægtede sig skyldig (således i en samtale med mig formanden i Retsplejerådet, der udarbejdede betænkningen af 1998), men de norske erfaringer viser, at ankefrekvensen er langt lavere end frygtet i Danmark.

Én anbefaling tør jeg give alle norske reformatorer: Opgiv tanken om at afskaffe juryen. Både inden straffeprosessloven af 1981 og to-instansreformen argumenterede nogle af Norges bedste jurister – instar omnes Johs. Andenæs og Gunnar Aasland – for afskaffelse, og begge gange sejrede jurytilhængernes falanks i et så godt som enigt Storting. Derimod tror jeg, at selv vidtgående reformer, der skåner juryen i hvert fald i den form, den har fået i Danmark, ikke er chanceløs. Disse bemærkninger er ikke eller ikke kun taktiske. Der er mange gode argumenter for at kræve en særlig grundig sagsbehandling inden idømmelse af meget hård straf og herunder for at kræve, at både den tiltaltes medborgere og de mest erfarne dommere er overbeviste om hans skyld, blot må fremgangsmåden ikke afskille sig så radikalt fra den ellers knæsatte straffeproces, som tilfældet er med dagens norske og gårsdagens danske jury.

Norge har mange gange inspireret Danmark på strafferettens og straffeprocessens område. Nu er det på tide, at Danmark betaler lidt af sin gæld til det gamle Tvillingerige!

1Peter Garde er tidligere kriminaldommer i Danmark og forfatter av en rekke artikler om den danske juryordningen.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon