Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Sigbjørn Obstfelder

Aasta Hansteen (f. 1824–d. 1908). Aasta Hansteen var en norsk kvinnesakspioner. Hun var utdannet som kunstmaler og hadde suksess som portrettmaler både nasjonalt og internasjonalt. Hun publiserte en rekke bøker. I hovedverket, Kvinden skabt i Guds billede (1878), kritiserte hun «Hankjønnstyranniet», som hun hevdet ble styrt av kirken. Dette førte til en hard strid med teologene, og resulterte til slutt i at hun meldte seg ut av statskirken.

  • Side: 45-57
  • Publisert på Idunn: 2013-04-15
  • Publisert: 2013-04-15

Denne ejendommelige forfatter er nylig gaaet bort; han er derved dukket frem i Iæseverdenens minde, og hans efterladte, netop udgivne bog er bleven dagens læsestof. Det er ikke om denne jeg her vil tale.

I disse tider, da der staar en kamp mellem lys og mørke som vel aldrig før, vil jeg tale om denne lyse aand, denne skære, fine sjel der stræber efter lys og renhed.

Hvad jeg vil minde om er hans første fremtræden uden navn, da denne har dyb betydning. Jeg vælger at henvende mig herom til dette tidsskrift For Kirke og Kultur, hvor det ikke gælder «kunsten for kunstens skyld» men hvor løsenet er menneskets stræben mod lys og sandhed, kamp for renhed og menneskeværdighed. Tilskyndelsen hertil fik jeg ved at læse Eva Fryxells fremstilling (juli, 1900) af skønliteraturens omslag i det sidste halve hundred-aar fra kvindedyrkelse til kvindeforagt, som slutter med at forfatterinden ønsker at kunne se bag de literære fænomener til aarsagerne, til de samfundets undervands-skær som er skyld i denne agterud-sejling som vi ser foregaa i bogverdenen. Derved var det at jeg kom til at tænke, at her vilde det være lejlighed til at fremlægge det som Obstfelder har skrevet – ikke som literær frembringelse men som skriftemaal, – og som vi kan lade gælde som hans testament til den nulevende slægt, idet vi fremlægger det som modsætning til disse utilhyllede forkyndelser som lyder om os fra mange kanter, baade fra kvinder og mænn.

Nylændes redaktør har meddelt os den hemmelighed at Sigbjørn Obstfelder var forfatter af «Diskussion»1. Jeg vil hidsætte nogle uddrag:

I en indledning siger han at hans stykke omhandler aarsager og virkninger som griber ind i kvindesagen, og som trænger til at lyses op fra livet.

Det er vel nu begyndt at dæmre for almenhedens bevidsthet en opfatning af at denne sag har nogen forbindelse med menneskelighedens sag. Vi ser jo saaledes at den danske højskolelærer Baagø holdt et foredrag, om kvindens betydning for menneskelivet, ved mødet i Seljord, August 1900.

«I diskussionen falder alt let», siger Obstfelder, «ordner sig snart organisk, i livet meget tungere, vanskeligere» – –. «Og nu vet jeg mig selv at være af den unge slægt som skal leve paa nyskabte principer» –. «Jeg tør være dristig og paastaa, at jeg er af de faa, som virkelig har ført nogen kamp for at bli en kvinde i det punkt helt værdig» – –. «Aa, om Nylænde kunde være med og bringe det til, at det var en ædel kappestrid for mændene at overbyde hverandre i ubesmittethed». – –«Kanske Nylænde kunde ha brug for mit kundrede og løst skisserede stykke. For ungdomlighed behøver jeg ikke undskylde, da det gælder ungdomens kamp».

Heretter taler han i tredie person:

– – «Alt i ham hang saa besynderlig vakkert sammen, og saa elastisk bestemt, – al klang gikk sammen, det saakaldt aandelige med det legemlige, ikke strid, ikke paa et eneste punkt, gled bare over, over, alt, til ett liv, i lys og blomstring, modning».

«Hans psykiske liv ytrede sig ikke i skarpe, strenge tanke, følgeslutninger –nei; tanken tog fantasiens farve og følelsens varme og ble vakre former, duftende blomster».

«Og i et overblik sagde han: Jeg lever det naturlige liv, først at optage næring, vokse, saa skyde blomster, det gør jeg nu. Jeg blir person, sondrer mig som den forenklede ud – aa, jeg føler enhedens liv i mig selv, og naar jeg har levet denne personlighedens udvikling sammen med hende, fra hende optaget de differentierende elementer, da har jeg den naturlige kulturs ret til at legemliggøre denne nyskabte personlighed».

«Han hæved sit hoved, og fuglene ikke bare sang, men de sang til ham, og han gav blomsterbladene sine fantasier om hendes billede, der han sad de lange timer og haabed at øjne hendes omrids. Slig en sommerfølelse gled gennem ham, over at den store naturs harmoni ogsaa tog ham med i sin langsomme, tilbagevendende flugt.» – –

«Slig varme og slig levende drift ejed han; aa, det var saa stolt at vide det».

«Men alle de, han kendte, havde søndertraadt sin egen blomstring eller sprunget den over; for dem var det ikke saa, at den ensomme optagelse, inderliggørelse og fantasien kom først og var et ligesaa reelt legemligt stadium som noget andet».

«Saa syntes han, at han kunde hæve hovedet i friskhed, fordi han kunde gi sig hel og ren til den, som var alene hans. Det var hans ærgerrighed og hans ærgerrigheds drøm».

«Men hun var ‘umiddelbar’ – og saa skulde hun være; forudsætningerne for hans faste og hensynsfulde skikkelse behøved hun ikke vide, ensomhedens kampe, diskussioner», alle tidens teorier som han fegtede mod men ikke kunde parere, maatte han «smelte om i harmonisk forhold til sin udvikling. Alt det var hans private ejendom og skulde saa være».

«Gled hun saa væk for ham».

«Og han stod paa vidderne og kunde ikke forstaa den hele sammenhæng» – –. «Og naar hun nærmed sig, kvindelegemet, med den bløde, stærkt køns-mindende gang, saa sortned det for hans øjne, og han taalte det ikke mer, og han maatte flygte».

«Men før han flygtede, forandred han standpunkt, for at redde sit levende liv», – «Og som han tænkte, det nytted ikke. Det var hans liv og hans kamp, ikke hendes. Hun var saa umiddelbar og saa, udhævet kvindelig».

– – «Det rev i ham og det sled i ham; den greie, klare livsplan var kludset, i hovedet gik det i forvirring, den livsplan, som han havde arbeidet saa længe paa, for at faa den i den simplest mulige krystallinske form».

«Det var en student fra provinsen. Han reiste da ind for at fortsætte studierne». – «Og da det klarnede lidt, kom diskussionen igen og de erfarne venner: Han afsondred sig, var unormal – ! Dette gjorde ham halvgal. Det bed sig i ham, det tog tænder i ham; han, for hvem det at være menneske, var jevngodt med at eje menneskets, alskabningens livbringende evner», han, for hvem livet uden det ikke havde nogen ret. – Da laa han i dage paa sin hybel og lod anskuelserne og synerne knuge sig, udmatte sig.» – «For naar de andre kaldte ham unormal, saa maatte han vel være det», – – «Og saa tog han kanske feil af aarsager – – til det som de kaldte hans underlighed. Han som ansaa det for sit aristokrati, at staa paa det tillevet anskuelsesløse standpunkt». – – – «Og ærgerrigheden! Den blev jo bare spottet, haanet, den syntes være meningsløs».

«Saalangt er jeg kommen. Foran mig ligger skodde, næste skridt ved jeg ikke». – «De andre har sagt at jeg er unormal, har sagt sit votum. Selv har jeg bevidst, stolt sagt, at de er unormale, jeg normal».

«Saa vet jeg intet».

«Man siger da: De som har skrevet dette, De er en begavet ung mand og en reel ung mand, men De har ikke noget mod. Kan der være tale om noget andet end at arbeide videre paa den begyndte vej?» «Jeg vet det — men kraften! Til den kamp jeg allerede har kæmpet, har jeg brugt saa meget, nu er jeg nervøs, matt, og saa er der det skrækkelige hul, livsplanen!»

«De græske sejrs-løbere, de vented kranse og smil af de hulde grækerinder – tildels kæmpede de for det».

«De middelalderske riddere, de vented kransen for sin turnékamp af sine damer».

«Fordelingen blir kanske aldrig anderledes, jeg synes den er smuk saa».

«Mangen gang stod det for mig, som om det for en kvinde maatte være en vidunderlig tiltrækning ved det menneske, hvis øjne var blanke, og i hvis legems-system ingen anden havde satt sit billede. Men enten er damerne saa umiddelbare, eller ogsaa har det hele noget med den naturlige fordeling at gøre, vel. Ialfald misregner man sig, hvis man tar nogen ærgerrighed med i sin kamp for renhed».

________________

Han har kæmpet under tvivl, han har kæmpet ensomt. Men han var dengang ikke mer end tyve aar – hun rimeligvis endnu yngre, og hun var umiddelbar; «det var hans liv, hans kamp, ikke hendes».

Det er vemodigt at se, at naar han «ledte rundt med lykte» for at finde støtte, opmuntring fra kvindens side, saa stødte han paa den nedslaaende kendsgerning, – – han fandt ingen!

Han mener derfor at først gælder det at finde kvinder for hvem den rene mand er mer end Marcussen i «Fortuna»; derefter rene mænd.

Forklaringen til denne nedslaaende kendsgerning er, at kvinderne gennem tidsaldre er blit inddryppet med samfundets saakaldte «normale» anskuelser, og som de stiltiende maatte modtage, da de var afskaarne fra enhver mulighed til at tilkendegive en selvstendig mening.

Hos modne selvstendigt tænkende kvinder fandt Obstfelder glad forstaaelse. «Med stor beredvillighed» blev hans «Diskussion» optaget af Nylændes redaktør. Senere udtaler M (ina) D (unker) om ham2: «Saa er der en ung mand, neppe en saadan blandt hundrede, med en fin og rig organisation, med liv i alle pulser og nerver, med et sterkt og bevæget tankeliv, hvis etisk anlagte natur ubetinget bøjer sig for de moralske fordringer», som for ham er værn om «livets lykke, fylde og skønhed. Selv staar han fri og selvstendig; naar fristelsen vokser, kampen blir hedere, har han endnu altid valget i sin magt. Men undertiden svimler det for ham, og han tænker: hvorfor kæmpe saaledes paa liv og død? – er der grund for det? – Saa hører han, at kvinder har ogsaa begyndt at tænke over, hvad det er at være menneske, og med et barns, en søns tillid vender han sig til det moderlige hjerte med det spørgsmaal, hvis tunge alvor begynder at skifte skikkelse for ham».

*

Idet ung Sigbjørn, stolt og bevidst, fælder dom over disse «normale» anskuelser, denne samfunds-løgn, redder han livets skønheds-lov som er uadskillelig fra sandhedens evige lov.

Skærmet er han nu mod forhaanelser fra disse bogverdenens modefigurer, disse saakaldte dekadenter, som tildels fremstiller sig paa den mest forbløffende maade som udsendinger fra mørkets rige. Hvis man da virkelig vilde gaa ind paa at tage dem for alvor naar de med smaa blik-trompeter udblæser disse skingrende fanfarer. Hør! hør: «Den digter jeg længes efter, han skal elske lasten for dens egen skyld – – min poesi skal bekende ondskaben som sit væsens grundvold – – i den flammer et helligt had mod de tre evige bedesøstre: det skønne, det gode, det sande» – Disse karnevalsfigurer som gaar omkring med Mefisto-maske, og – for at vække opmerksomhed – klingrer med sine narrebjelder.

«Længselen efter at hæve det menneskelige ud og op, forstørre paany det, vort daglige stræv bare har formindsket, vise det i sin oprindelige gaadefuldhed – – – den bliver i sin højeste form religiøsitet».

Denne sætning staar som motto, det vil sige fingerpeg eller løsen, over Carl Nærups fortolkning af Sigbjørn Obstfelders digtning og personlighed3. Den er skreven ud af en dyb opfatning, og den staar i samklang med min forstaaelse af den bortgangne digter og hans forkyndelse til den nulevende slægt; derfor vil jeg lægge nogle uddrag af Nærups afhandling til grund for min egen fortolkning.

Det hovedsagelige emne for Obstfelders digtning i ubunden stil er det erotiske, det vil sige mandens naturgivne tildragning mod kvinden. «Forgrunds-figuren er «Jeg», drømmeren og grubleren. Det midtpunkt som han modstandsløst drages til og hvirvler omkring» – er kvinden. For ham er hun livs-hemmelighedens eneste fuldkomne legemliggørelse. «Madonna; den af aanden overskyggede; gudens og menneskets moder. Allerede i hans første kvinde-skildring, den fattige, forladte dødssyge Liv i «To Novelletter» møder vi hans trang til religiøs forherligelse af kvinden».

I en følgende skildring er kvindeskikkelsen «helt forflygtiget i stemnings-dis, i anelse og undren – – – Og det sidste som siges om hende: – – Hun sover. Ansiktet svømmer i bølger af haar. Brystet gaar op og ned i takt med selve livet, i takt med klodernes gang. Jeg blev næsten angst, det var som om Gud selv var derinde».

Og i «Korset» fremmaner fortælleren tilslut billedet af den elskede kvinde i dette henrykte udbrudd: «For andre kan jo ikke hendes breve være hvad de er for mig. For mig er hvert ord deri som vingeslag af store hvide evigheds-fugle, og som solstraaler fra et hjerte i verdens midte, hvis hede slag aldrig ophører. Hendes breve er for mig en bibel. Der staar alt deri» – – – For at give forstaaelsens vej, vise himmelstigens trin – siger han forklarende derefter: «Hvem er Gud? Er han ikke det, vi nærmer os paa stjernernes uendelige trappe, paa livenes krystallisering, paa sjelenes evig fornyede møde?»

*

Eva Fryxell nævner i sin fremstilling at de drag af kvindedyrkelse som har vist sig i den engelske og i de skandinaviske landes skønliteratur – og som i Danmark har naaet sit højeste udtryk gennem Paludan-Müller – hun nævner som sidestykke i Sverige «Protestantismens Maria-kult»; en bog uden forfatternavn, synes det.

l den protestantiske verden maatte det komme et aandens gennembrudd. Dens statskirker ejer ikke, og forkynder ikke, et højere aandligt forbillede af kvinden; den forkynder intet højere aandeligt begreb om kvindelighed.

Den gamle kirke som fik sit hovedsæde i Rom, havde fra forfølgelsens århundreder traditioner som den ikke kunde fornegte. Der er kvinder blandt dens indviede medlemmer; endnu idag kvindelige geistlige, efter at den i halvandet tusind-aar har været under mandligt herredøme, og af mandlige herskere har været ophøjet til at være den herskende kirke. Den bekender Maria, himmeldronningen, den kender, den ved af, kvindelige helgener og martyrer ved siden af de mandlige. Den kender, den ved af, kvindelige forbilleder.

Protestantismen er langt mer ensidig mandlig end jødedomen. Denne mindes med ærbødighed navnene Sara, Rebekka og Rakel; den har Debora, som «dømte Israel»; den har heltinder som Jael og Judith; den mindes med inderlig taknemlighed Naomi, Ruth og Esther; den har profetinder.

Derfor er det protestantismens skønliteratur som maa varetage den sjelelige kvindeligheds omraade, denne inderlighedens – af den officielle kirke udyrkede – rige jordbund. 

Naar almenhedens opfatning af kvindelighed – paa grund af manglende begreb – er sunket saa dybt, at manden ser ned paa kvinden, naar han er blind for at der i hende bor en lys-aand, en aand jevnbyrdig hans egen, saa drages manden nedad, hans sjel formørkes.

Men Sigbjørn Obstfelder lod sig ikke formørke; han saa opad mod lyset; han aner at der er en kvindelig guddoms-aand; – saaledes Paludan-Müller; saaledes Henrik Wergeland; saaledes Henrik Ibsen; — af sin indre trang, i medfør af sit eget aands-lys hjemfører han kvinden til sin sjels hjemstavn: livets lyseste højder.

*

«Hovedpersonen i «Korset» er kvinden, den skyldig-uskyldige, den trods fald og fornedrelse rene og kyske, den trofaste og usvigelige, og dog vævet ind i mistroens nett – – – saa hun ikke øjner anden udvej ud af lidelsen end døden. Hvor levende, hvor inderlig sand er hun ikke tiltrods for, at hendes billede er malet paa denne baggrund af guld og himmelblaatt!» – «Der skildres ogsaa to mænd i denne bog. Men de er blot til for hendes skyld. Deres væsen og personligheds værd aabenbares og prøves udelukkende ved deres dom om og forhold til hende. «Kvinden er som en guirlande», siger den ene. «Hun er i alt, hun er som en farlig vedbende. Hun snor sig om alle mænd og alle huse. Hun vinder sig om ens fod, og han falder, hun kranser sig vakkert om en anden, og han vandrer i duft. Hun undergraver det ene hus, og hun stiger vakkert mod taget paa det andet». – Den anden dømmer sig selv: «Du var til for at være den, som kunde gi hende fred. Og du pinte hende tildøde».

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

For en modsætning Obstfelder er til Camilla Colletts skildring af «aarhundredets mand», – og hans saakaldte elskov, som er et vrængebillede af alt hvad som fortjener navn af kærlighed; – dette rovdyrartige, opslugende væsen! Denne dekadent i stor stil, som har havt en lang og glimrende periode i den franske literatur. Obstfelders drømmere og grublere hører til en højere verden end nutidens, med dens forlængst udslidte opfatning af manden som den «stærke», og kvinden som den «svage». Her er «guirlanden» vidt forskellig fra den udbrugte forestilling om «ranken som slynger sig om egestammen».

Kvinden er en gaadefuld magt, hun «vandrer usynlig mellem os»; Obstfelders «Jeg» tænker ikke paa at lænkebinde hende eller indestænge hende i «teltet». Han føler sig i forhold til hende som «den tabende naar han aabenbarer sit hjertes hemmelighed».

Her er en modsætning til nutidens mands-selvgodhed som indhyller sig i prestelig dragt, og som ved saa god besked, og som nøjagtigt kan foreskrive kvinden hvorledes hun skal være, og hvor hun skal være og hvor hun ikke skal være.

Man skildrer ikke det endnu ikke aabenbarede, den guddomlige livs-hemmelighed; – man aner, man længes, – man ser opad.

*

Obstfelder skriver etsteds: «Her er saa underligt – – – Jeg er vist kommen paa en feil klode».

Ja, denne klode passede ikke for ham. Han var som en for tidlig fremskudt vaarblomst som møder barske tilstande. De herskende tilstande passede ikke for ham.

Men vor klode og dens tilstande er nu under en voldsom, dybtgaaende udvikling; – saaledes at det som hensker nu, snart ikke vil passe for kloden, – kanskje.

*

Jeg begyndte med at nævne den kamp mellem lys og mørke som viser sig i disse tider som vel aldrig før. «I tider som disse, hvor Apokalypsen (Johannes's aabenbaring) synes at have sluppet alle sine rædsler løs, hvor man slider og rykker i ethvert baand, der binder menneskene til lov og tugt, vil det være klogt om ikke andet, at sikre sig kvindens gode, sunde, ubenyttede kræfter. Hun kan ikke længer holde igen indenfra, man trænger til hende ude, der er mange vigtige poster at besætte». Disse advarende, vækkende ord skrev Camilla Collett allerede for en menneskealder siden.4 Rædslerne viser sig for hver dag stærkere; og det blir med hver dag viktigere at kvinden løfter sin røst i forvirringen. Da jeg saa at en kvinde kom frem, for her i dette tidsskrift at kaste lys over mænds opfatning af kvinder, – over begreber og mangel af begreb – som i den retning har vist sig hos mandlige forfattere, blev jeg tilskyndet til at lægge mit indlæg frem.

Vi har allerede længe set disse grinende rædsels-masker, som jeg ovenfor har hentydet til, vise sig i den europæiske bog-verden. De optræder med gny under de moderne navne: dekadenter, pessimister, sensualister, immoralister, – og satanister, i vort sprog: forfalds- og nedgangs-folk, svartsynte, sandseligheds-mænd, udydsmænd, – og djævledyrkere; (svartere end svart kan det vel ikke bli). Det er paa høje tid at vise dem tilbage inden deres rette enemærker, alle disse utysker; de lader høre en musik – Eva Fryxell meddelte os en liden prøve – der synes at være frembragt ved de «enkleste gribe-redskaber».

Krisen er i fuldt udbrudd; – opgør maa nu komme. Det har vist sig kvinder som synger med i dette forvirringens, fortabelsens kor. Dette er afgørende.

Ja, nu er der fare paaferde. Her gælder det ikke et «omslag i kvindebevægelsen», det gælder et farligt, snedigt udfald mod lysets og renhedens aander, mod de opreisningens magter som melder sig gennem kvinde-reisningen. De angribende skarer er nu trængt frem til den inderste skandsegrav.

Vi vil se lidt paa de kvinde-skikkelser som nu gør tjeneste i kampen mod kvindesagen; vi vil tage et skøn over deres røsters art af velklang – og ulyd.

I 1890 viste sig det første ilde-spaaende veirmerke; det var i «Samtiden»s September-hefte. En pennefører tysk kvinde overøser de nordiske landes kvinder og mænd med haan. Udgangspunkt og skive for hendes haan er den reisning som jeg ovenfor har nævnt, reisningen mod kvindetrældom og for sædelighed5.

Forfatterindens raseri er vakt ved den store, nu optrædende kendsgerning, at de mest fremragende kvinder i alle civiliserede folkeslag, at de som staar højest med hensyn til evner og karakter, baade mænd og kvinder, reiser sig mod den oldtidens raahed og uvidenhed som ligger i den anskuelse, at kvinden er et væsen som er skabt til at tilfredsstille den lavere natur hos manden.

Det maa være indlysende for enhver fatte-evne, som i civiliseret betydning kan betegnes som menneskelig, at en saadan sætning ikke kan staa sig i en bevidsthed som har opfattet begrebet: sædelighed.

Denne tysk-russiske kvindes optræden var modbydelig, hun skvadronerede om kvindesagen paa en saa væmmelig maade, at det var vanskeligt at fastholde forestillingen om at det virkelig var en kvinde vi havde for os. Vi maatte i saa fald føle dyb medlidenhed med dette væsen som i det kvinde-foragtende Tyskland blir skræmt til at danse i ring foran herskere som dikterer i barske toner: «Dans os til behag!» – – Stakkars tyske bayadere! Vi føler medlidenhed med hendes fortvivlede stilling, dansende polka midt i en bajonet-firkant; – eller paa universitets-trappen udenfor den tilsmækkede indgangsdør: hun kan vække vor deltagelse ligesom pariserinden af den laveste folkeklasse, naar hun danser cancan».

Men den franske kvinde – forraadt som hun er af den forbryderske Code Napoleon – har endnu i sin prisgivne, fornedrede stilling noget af kvindens værdighed, at hendes stolthed; hun har endnu haan tilbage for mandlig usselhed – naar den gaar til karikatur. Men denne tyske literære cancan! – Denne kolde, materialistiske kvinde danser en evindelig reel rundt om sin fixe idé, hendes «centrale moment», kønsforholdet; mens hun hvirvler religion, videnskab, kunst, literatur, moral, sædelighed som støv op i luften, idet hendes fødder gaar som trommestikker!

Naar vi ser vel til saa er fru L. Marholm Hansson ikke blit skræmt til denne dans. Hun har godt mod paa at være næsevis mod Bjørnson og familiær mod Ibsen; ellers kaster hun sig næsegrus ned foran alt – som ikke er «vokset op i underskørt». Hun er mandens undersaat; hun er aller- underdanigst loyal saalænge han optræder som hersker; – men hun haaner de mænd som vil hævde kvindens menneskeværd. Her er det den indbeisede trældomsaand, med dens mangel paa æresfølelse, som optræder med uhørt frækhed.

Vi var forbausede; de sidste tiders rædsler var endnu nye for os.

Naar urenhed og frækhed optræder saa utilhyllet i en kvindes skikkelse da er det ikke saa farligt.

Jeg vil fremføre en svensk kvindes udtalelse om en højtstaaende, mer anset, og derfor mer farlig kvindes sirene-sang i denne sag:

I anledning af et angreb fra en mand6 fremlægger L. D. i Dagny følgende indlæg:

«Hvad jag åsyftar är att frågan så nära berör det innersta i kvinnans väsen, att en man, han må känna en aldrig så stark indignation öfver vissa riktningar i den nya literaturen, aldrig på samma sätt kan erfara hela vidden af dess betydelse.

För oss kvinnor är det ju vårt vara eller icke vara som menniskor, icke som oreflekterandé köns-varelser, det gäller. För oss äger insikten om den fara som hotar, om sådana läror som Ellen Keys få öfvertaget, en så mycket ödesdigrare innebörd, emedan vi veta hvad vi ha at förlora. För oss är frågan af ett altför stort allvar, ja af en så tragisk vikt, att den icke kan affärdas med ironiens våpen, sådana som herr Wirsén från sin något öfverlägsna manliga ståndpunkt använder mot en kvinlig antagonist».

«Med ett ord, för oss gäller det vår kvinliga värdighet, vår ställning som maka, moder och medborgarinna. Med alt detta för ögonen må det väl med sanning kunna sägas, att det är om kvinnofrågan striden hufvudsakligen rör sig och att vi kvinnor best böra vare rustade att taga upp stridshansken», «Herr W. underskattar den talang, hvarmed Ellen Key bär fram sina läror, och underskattar dermed deras faror. Ty igenom all svulst och allt svammel skall man finna prof på en bedårande vältalighet. Jemsides med satser, hvilka i hänsynsloshet och krass sensualism söka sin like, skall man finna sådana af rent idealisk skønhet, bärande tankar».

*

Femten aar før Obstfelder bragte sin «Diskussion» – om forholdet mellem de to køn – til kvindesagens organ havde Camilla Collett «kastet hansken til det hele samfunds-hykleri og den bundløse umoralitet som dette skjulte». Hun afslører med det dybeste alvor det forfærdelige i kvindens stilling, hun kaster lys over «det sædelige schisma mellem mand og kvinde»; hun viser os aarsagen til den nedslaaende kendsgerning, – som saa mange aar senere fremkaldte Obstfelders vemodige klage – at han i sin ungdoms kamp for renhed ingen støtte fandt hos jevnaldrende kvinder.

De kvinder maatte eje en overordentlig aands-kraft og sjelsstyrke som formaadde at tænke selvstendigt under det uhyre tryk og den systematiske fordummelse som blev dem paatvunget. De var desuden ved samfunds-loven saa undertrykte, og ved det religiøse tausheds-dogme aldeles afskaarende fra at kunne tilkendegive en selvstendig mening.

«Kvinderne maa selv tale, heder det» – siger Camilla Collett (1872). «Vi havde liden grund til klage, var vi naaede derhen at vi baade kunde og vilde tale. Den store mængde af kvinder tier, fordi forkuelsen, gaaet i arv fra slægt til slægt, har berøvet dem bevidstheden om den uret hvorunder de sukke. Giver denne døde masse livstegn fra sig, saa er det gerne et enkelt skrig om dog for Guds skyld ikke at slippe lys og luft ind til dem. Tilbage bliver de faa, der elsker luft og lys og som gerne vilde tale, naar de kunde saa godt som de gerne vilde det». – «En dag vil komme, da sagen forløser sig selv. Bevidstheden om dens ret vil da have gennemtrængt hele samfunds-atmosfæren». – «Vi indaande den med luften, den vil gaa som blomsterstøvet med vinden, usynlig, ufattelig, og med uimotstaaelig magt vil den gribe alle, baade underkuerne og de forkuede».

Ligger denne tid meget fjern? Jeg vil ikke opleve den. Men jeg ved kun, at hver gang en mand opløfter sin røst i vor sag, rystes der tusinder af disse frugtbringende frø ned og drages vi aartier nærmere opfyldelsen».

Med disse forsonende vemodfulde ord fra vor store forkæmperinde vil vi slutte dette mindeblad om denne lyse aand som nu er gaaet bort; hvis første fremtræden var et vidnesbyrd om de «nyskabte principer» som negter den al personlighed, al menneskelig frihed og ret forhaaende lære om kvindetrældom.

Nu er tausheds-dogmet forkastet, nu baade vil og kan kvinder tale. Og de kvinder som er inddrukne med mandfolks meninger og opfatning – thi kvinders tanker og tale er det ikke de fremfører – disse kvinder som fører krig mod kvinde-reisningen, de gir kvinderne det fremstød som bringer dem til at staa op og selv føre sin sag. Modstand gør altid en sag væsentlige tjenester.

«En umaadelig fremtid ligger foran kvinden, en fremtid, der vil give verden en anden skikkelse».

1Nylænde December 1887.
2«Sædelighed», Nylænde, Juni 1888.
3«Skildringer og stemninger fra den yngre litertur». Ringeren no. 11. 1890.
4«Sidste Blade». 2den og 3die række. Kristiania 1872.
5«Om kvindesagen.» Samtiden, September og Oktober 1890. Fra Feire Bühne für modernes Leben; oversat af I. H.
6«Ellen Keys lifsåskådning och verksamhet som författarinna» af C. D. Af Wirsén.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon