Når man skriver en faglig tekst, skal man kunne bære, at andre kritiserer den. Nogle gange er kritikken så hård, at man kan få lyst til at forsvare sig og forklare, at man er blevet fejllæst eller misforstået. Drejer det sig om videnskabelige tekster, er kritikken en del af en procedure, som sikrer, at videnskabelige tekster har en høj kvalitet. Selvom kritikken har et ædelt formål, kan det være vanskeligt at tage imod de til tider barske kommentarer. Der kan fx stå ‘Forfatterne har tilsyneladende ikke overblik over den eksisterende forskning på området. Tilføj venligst de mest betydningsfulde kilder’, ‘Studiet må kontekstualiseres bedre’, eller ‘Der savnes en kritisk læsning af de inddragne teorier’. Når en strøm af kommentarer som disse rammer en forfatters indbakke, er det vigtigt, at forfatteren kan skelne mellem det, han eller hun gør, og den, han eller hun er. De skrappe kommentarer er møntet på et manuskript og ikke på forfatterens personlighed. Jeg plejer at råde studerende til at læse kommentarerne hurtigt igennem og derefter lægge dem på hylden i 14 dage, så kommentarerne lige har fået lejlighed til at synke ind, før omskrivningsarbejdet begynder. Der er en god chance for, at en eventuel vrede eller fornemmelse af at blive uretfærdigt behandlet når at lægge sig i en sådan karensperiode. Men så skal arbejdet også begynde, for ellers er der risiko for, at manuskriptet bliver en sten i skoen, der forårsager unødvendig bekymring og ulyst. I mange tilfælde er det værre at tænke på at foretage de krævede forandringer end rent faktisk at foretage dem. Desværre kan jeg selv have ret svært ved at følge rådet om at lade en vurdering af et manuskript ligge, til jeg har raset af. I begyndelsen af december sidste år fik jeg fx et manuskript tilbage, som jeg har udarbejdet med to kolleger. Jeg er førsteforfatter og har derfor været hovedansvarlig for teksten. Det, vi modtog fra det pågældende tidsskrift, var flere sider med kommentarer, der både drejede sig om det pågældende emne og den anvendte metode. En del af kommentarerne afslørede også, at bedømmerne ikke havde kendskab til metoden, så en del af de foreslåede ændringer gav simpelthen ikke mening. Egentlig stod der mellem linjerne, at vi burde have valgt en helt anden metode. Jeg sov på sagen en enkelt nat og besluttede så at følge min første indskydelse: at trække artiklen tilbage og finde et ‘bedre’ (læs: mindre kritisk) tidsskrift. Jeg orienterede naturligvis medforfatterne om mine planer, men lod forstå, at den behandling ville jeg simpelthen ikke finde mig i. Medforfatterne var lidt betuttede, men accepterede, hvorefter jeg lod min frustration og ærgrelse stikke af med mig og skrev til redaktøren, at da de tilsyneladende ikke kunne bedømme vores arbejde på fænomenets og metodens præmisser, trak vi artiklen tilbage. Reaktionen var et autosvar. Havde jeg forestillet mig, jeg ville føle lettelse, tog jeg grundigt fejl. Fra det øjeblik, jeg trak artiklen tilbage, havde jeg kun ét i hovedet: at få den sendt af sted til et nyt tidsskrift.

I skrivende stund er det en måned siden, jeg modtog bedømmelsen fra det nye tidsskrift. Bedømmelsen er mindst lige så omfattende som den, vi modtog i december. Den store forskel ligger i min reaktion, for denne gang har jeg besindet mig og husket mig selv på, at det udelukkende er vores arbejde, som bliver bedømt. Jeg har også repeteret min erfaring af, at stort set alle tekster bliver bedre af at blive set på med et udefrakommende blik. Nu er jeg og medforfatterne så i gang omskrivningen. Det betyder, at vi forsøger at imødekomme alle de ønsker til vores artikeludkast, vi har modtaget. I forhold til de få ændringsforslag, vi ikke følger, forklarer vi omhyggeligt, hvorfor det ikke sker. I bogen ‘Det kreative nej’ (1) skriver professor Lene Tangaard, at afslag og kritik kan være en skabende kraft, som giver os mulighed for udvikling. Det kan være en invitation til at forfine noget og gøre sig umage. Jeg ved, at hun har ret. Nogle gange føler jeg mig bare mere udviklingsparat end andre.

Reference

Tanggaard L. Det kreative nej. Om at bruge afvisninger som drivkraft. Akademisk Forlag, København; 2000.