For nylig beskrev jeg for en kollega, hvordan coronapandemien i mere end et år har begrænset min adgang til kontoret. Kollegaens svar var en udpensling af vedkommendes egen coronabetingede travlhed og en forsikring om, at hun næsten ikke havde været hjemme under pandemien. Jeg følte mig misforstået og havde lyst til at forsikre hende om, at jeg skam har haft uhyre travlt på mit hjemmekontor, hvor jeg bl.a. har konverteret en hel del af mit undervisningsmateriale, så det kan anvendes til onlineundervisning. Desuden har jeg deltaget i et utal af møder, vejledt, forsket og …. I tankerne nåede jeg at formulere mit svar, før jeg tog mig selv i det, for hvorfor egentlig fremstille mig selv som en uhyre travl person, der arbejder, så blodet sprøjter? Hvad skulle der komme ud af det? Generelt er jeg ikke nervøs for, om jeg leverer det, jeg forventes at levere. Eller om jeg gør det, jeg bliver betalt for. Alligevel var jeg lige på nippet til at blive fristet af en udbredt tendens til, at mennesker med (skrivebords)arbejde bekræfter hinanden i, at de har virkelig travlt. Jeg indrømmer, at jeg hører til de heldige, som faktisk har mulighed for at prioritere mine opgaver. I visse tilfælde kan jeg endda sige nej (tak). Dårlige patienter vælter ikke ind ad døren, og jeg kan nå at spise frokost og gå på toilettet i arbejdstiden. Jeg er heller ikke pålagt en række mere eller mindre nødvendige dokumentationsopgaver, ligesom jeg aldrig ligger vågen om natten, fordi jeg er bange for at have glemt at notere vigtige observationer. I klinikken har sygeplejersker sjældent indflydelse på deres arbejdspres, men det burde de have. Som reaktion på et stigende effektivitetskrav inden for sundhedsområdet formulerede norske Daniela Lillekroken i 2014 begrebet slow nursing. Hun ønskede at bidrage til, at sygeplejersker blev i stand til at tage tiden tilbage for at kunne fokusere på kvalitet frem for at være besat af hastighed. Tanken var, at de kvaliteter, der er indlejret i en langsom kultur, ville kunne udgøre en vigtig del af fundamentet i en klinisk praksis, som er etisk og bæredygtig. Analysen tager udgangspunkt i ‘The slow movement’, der startede i restaurantionsbranchen i Rom i 1986 og senere bredte sig til andre dele af samfundet og til andre lande. Langsomhed er i denne forståelse ikke bare et spørgsmål om at erstatte den moderne kultur, som hylder fart og tempo, med en kultur, der bekender sig til langsomhed, men derimod at kombinere modernitetens begejstring for hastighed med ‘det gode liv’. Denne kombination vil resultere i, at alt udføres i det rette tempo. I sygeplejen betyder det, at der kan opstå en slags tidløshed, hvor det er muligt for patient og sygeplejerske at reflektere og dele tanker og oplevelser. Sygeplejersker skal have mulighed for at gribe det helt rigtige øjeblik til en given handling uden at være styret af udefrakommende tidskrav. I slow nursing er hurtighed ikke en plejekvalitet, fordi aktiviteter, som udføres hurtigt, kan være baseret på ligegyldighed og tankeløshed. Derimod er slow nursing en særlig rolig måde at være sygeplejerske på, hvor sygeplejersken skynder sig langsomt (1).

Måske det er på tide at se travlhedskulturen efter i sømmene, ikke mindst i klinisk praksis, hvor ansatte sjældent har stor indflydelse på arbejdspresset. Hurtighed kan undergrave omsorgens væsen og gøre det uudholdeligt at gå på arbejde. Det ville klæde os andre, som har det privilegium at kunne prioritere, at tænke os om, før vi overbyder hinanden med hensyn til travlhed.

Bente Martinsen

Reference

Lillekroken D. Slow Nursing–The Concept Inventing Process. International Journal for Human Caring. 2014;18(4):40-44.