Hvad pokker har medforfatterne til denne artikel bidraget med? Det er et spørgsmål, vi af og til stiller os selv i redaktionsgruppen, når vi korresponderer med uerfarne førsteforfattere til artikler, de ønsker underkastet en videnskabelig vurdering. Vi kan fx få spørgsmål som: Hvorfor er min litteratursøgning ikke relevant? Eller: Hvordan skal jeg bygge diskussionen op? Det fortæller os, at der eksisterer en helt skæv og urimelig arbejdsdeling mellem førsteforfatteren og de øvrige forfattere. Medforfatterne er tilsyneladende ikke er involveret i arbejdet med at skrive artiklen i den grad, som de ifølge Vancouver-reglerne bør være for at være berettiget til at være medforfattere. Ifølge disse regler skal alle forfattere 1) bidrage substantielt til arbejdet med undersøgelsen OG 2) deltage i udarbejdelsen af manuskriptet eller foretage en grundig revidering af dette OG 3) godkende det endelige manuskript OG 4) vedkende sig at være medansvarlig for alle undersøgelsens aspekter, inklusive dens nøjagtighed og integritet. Noget tilsvarende er nedskrevet i Danish Code of Conduct for Research Integrity. Der er ingen faste regler for forfatterrækkefølgen, men alligevel eksisterer der en konvention om, at førsteforfatterskabet er den mest meriterende, men samtidig indebærer et hovedansvar, ikke mindst i forhold til at skrive og rådføre sig med de øvrige forfattere. Der er også tradition for, at det er førsteforfatteren, som korresponderer med det tidsskrift, hvori artiklen ønskes publiceret. Sidsteforfatterskabet tilfalder ofte en vejleder eller en professor, og dette betragtes som regel også som en meriterende plads i forfatterrækkefølgen. Pladserne mellem første- og sidsteforfatter er i de fleste lande ikke særlig attraktive, og for nylig har jeg hørt en prominent forsker give udtryk for, at vedkommende ikke fandt det besværet værd at være så intenst involveret i en undersøgelse, som det kræver, for ‘bare’ at blive tildelt en midterplads. Det synspunkt kan diskuteres, men ikke desto mindre understreger det heldigvis, at stort set alle forskere forstår, at det at overholde Vancouver-reglerne kræver en betydelig arbejdsindsats af alle, fordi det ikke alene forudsætter en genuin involvering i arbejdet med den bagvedliggende undersøgelse, men også i udarbejdelsen af den eller de videnskabelige artikler, som skal beskrive undersøgelsens resultater. Forfatterskaber er på ingen måde gaver, som førsteforfatteren (fx en studerende) kan give som tak for god vejledning. Som hovedregel berettiger en mindre indsats som fx hjælp til rekruttering af deltagere heller ikke til medforfatterskab. Mennesker, der har bidraget til en begrænset del af forskningsprocessen, kan i visse tilfælde takkes til sidst i den færdige artikel.

I nogle tidsskrifter er det obligatorisk at redegøre for, hvad hver enkelt forfatter helt konkret har bidraget med. Det skal så fremgå af det færdige manuskript. Det har redaktionsgruppen også flere gange overvejet at indføre på Klinisk Sygepleje, navnlig når vi modtager spørgsmål og manuskripter, der indirekte antyder, at Vancouver-reglerne ikke overholdes. Foreløbig er vi dog hver gang endt med at konkludere, at tillid er bedre end kontrol. I forvejen bygger udbredelsen af forskningsresultater på, at modtagerne kan have tillid til både forskere og forskningsprocesser. Sådan skulle det gerne blive ved med at være.

Bente Martinsen