Da coronapandemien ramte, blev undervisere på alle tænkelige forsknings- og uddannelsesinstitutioner verden over med et tvunget til at transformere deres undervisning til et digitalt format. De fleste havde erfaring med at holde digitale møder, men erfaring med at undervise digitalt havde hidtil været forbeholdt de progressive og dem med flair for teknik. Nogle undervisere var ved coronanedlukningens begyndelse ret modstræbende, mens andre så kravet som en kærkommen lejlighed til at koncentrere sig om undervisningens form, der ofte har det med at blive trumfet af dens indhold. For mit eget vedkommende havde jeg indtil da været af den opfattelse, at min undervisning kræver fysisk tilstedeværelse, fordi jeg underviser med kroppen og har brug for at kunne se de studerende i øjnene for at vurdere, om jeg taler sort (når sandheden skal frem, har mine studerende næsten altid blikket stift ret mod deres egen computerskærm). Ved nedlukningen havde jeg ikke længere noget valg, for i min kalender stod tyve lektioner på et kursus i videregående kvalitativ metode.

Min læringskurve blev stejl, som man siger. Måske nærmest vertikal. Det lykkedes mig dog efter nogle famlende forsøg at skabe en række små repetitionsvideoer og at undervise på Zoom med og uden optagelse. Der skete ovenikøbet en let tilvænning, så jeg næsten holdt op med at lade mig gå på af de små sorte firkanter, det efterlader på skærmen, når studerende ikke tænder for deres kamera. Det, forklarede jeg mig selv gentagne gange, kan der være mange årsager til. Det behøver i hvert fald ikke skyldes, at de er på golfbanen. Ud over undervisning varetog jeg også mange vejledningsopgaver, og set fra mit perspektiv fungerede det rigtig godt, selvom digital vejledning måske er lidt mere målrettet med mindre tid til ‘udenomssnak’ end vejledning med fysisk fremmøde. Alligevel fik næsten alle mine studerende hilst på min initiativrige collie, Doris, der gerne tjekker, hvem jeg taler så intenst med, ved at smække forbenene op mit skrivebord og stikke sin lange snude op i computerens webcam. Både undervisning og vejledning har – trods udbredt bekymring hos studerende – heldigvis vist sig at resultere i eksamensresultater, der ikke adskiller sig fra tidligere års, hvor fysisk fremmøde har været normen.

Mit gæt er, at de digitale læringsplatforme i fremtiden vil blive integreret på en mere naturlig måde, end det var tilfældet før coronapandemien. Både studerende og undervisere har fået praktisk erfaring med platformenes muligheder og begrænsninger, og i skrivende stund afholdes dele af undervisningen fortsat digitalt, bl.a. pga. afstandskrav, der betyder, at mange undervisningslokaler er for små. Såkaldt hybridundervisning, hvor nogle studerende er til stede i et fysisk lokale, mens andre deltager via pc eller lignende, er derfor blevet almindeligt. Der er dog fortsat undervisning, hvor fysisk tilstedeværelse er helt nødvendigt. Fx undervisning, der inkluderer simulationstræning og rollespil. Et eksempel på den slags gives i artiklen ‘Profesjonell kommunikasjon i sykepleierutdannelsen – evaluering av et simuleringsbasert undervisningsprogram’, som vi bringer i dette nummer. I den undersøgelse, artiklen beskriver, konkluderes det, at førsteårsstuderende vurderer, at de lærer meget af både forelæsninger med indlagte øvelser og af rollespil. Navnlig når lærerne bidrager aktivt ved at spille roller som sygeplejersker og patienter, er udbyttet højt. Foreløbig har jeg ingen erfaringer med digital simulationstræning, herunder rollespil, og umiddelbart finder jeg heller ikke tanken tillokkende. Men jeg vil ikke afvise, at jeg kan flytte mig. Igen.

Bente Martinsen Woythal