Gennem den seneste tid er jeg blevet opmærksom på, at hjemmeplejen tilsyneladende er blevet et muligt ansættelsessted for mennesker, der ikke kan få job andre steder. Efter en kortere eller længere introduktion slippes de løs i hjemmene hos nogle af de mest sårbare borgere. Selvfølgelig er der nogle ufaglærte, som ved hjælp af sund fornuft og stor empati gør et rigtig godt stykke arbejde og bliver værdsat af de mennesker, de hjælper. Men der er desværre også nogle, som ville være bedre egnet som lagermedarbejdere. Blandt de mest grelle eksempler på upassende opførsel kan nævnes ansatte, der insisterer på at arbejde med deres hovedtelefoner på, eller som konstant ser på deres telefon, mens de fx udfører personlig hygiejne. Måske kommer bleen derfor til at sidde skævt, ‘og så skal den jo sidde sådan, til den bliver skiftet næste gang’, som en ældre dame med Morbus Parkinson sagde til mig under et interview om, hvordan det opleves at være afhængig af pleje. I forvejen havde hun haft meget svært ved at vænne sig til at blotte sin aldersforandrede krop for skiftende hjælpere, hvoraf flere var mænd. I begyndelsen græd hun over sit (funktions)tab, men nu havde hun nogenlunde accepteret det. Hendes eneste ønske var, at bleen skulle sidde ordentligt.

Men hvad er pleje egentlig, og er det virkelig noget, ‘alle’ bare kan udføre? Den norske professor Marit Kirkevold citerer en pårørende for følgende: ‘Pleje er summen af en mængde dødkedelige detaljer. Det er ikke nok at udføre dem. De skal udføres med godhed’ (1). Det er naturligvis ikke en videnskabelig forklaring, men ikke desto mindre beskriver den noget væsentligt. Pleje består i væsentlig grad af nogle detaljer, der hver for sig kan være både ubetydelige og uinteressante. Grundlæggende pleje er praktiske handlinger, fx at hjælpe med toiletbesøg, personlig hygiejne, ernæring, søvn og hvile samt mobilisering (2). Det er altså handlinger, vi normalt ikke tillægger særlig stor betydning, og som de fleste af os udfører, fra vi er ganske små. Disse handlinger er så banale, at vi ikke regner dem for noget, men ikke desto mindre er de nødvendige forudsætninger for at få en hverdag til at fungere. De er ‘dødkedelige’ i den forstand, at de ikke bidrager til at give vores liv mening og indhold. Sådan er det i al fald, når man er rask og uafhængig (1). Imidlertid er det en helt anden sag, når man bliver afhængig af hjælp fra andre mennesker. I den situation kan kvaliteten have meget stor signalværdi, fordi patienter tenderer til at sammenkæde deres oplevelse af respekt, værdighed, trøst og støtte med den måde, deres fysiske pleje bliver varetaget på (3). Altså har grundlæggende pleje en betydning, der rækker langt ud over den konkrete situation, hvor plejen udføres, og det kan på ingen måde være ligegyldigt, hvem der udfører den. En uddannelse skulle gerne gøre det muligt at se det fagligt spændende i ‘kedelige’ plejesituationer, fordi sådanne situationer gør det muligt at kombinere og udforme de nødvendige detaljer på en sådan måde, at patientens integritet, værdighed og individualitet bevares.

I dette nummer bringer vi en artikel om de ønsker, der er til talentfulde sygeplejersker i primærsektoren. Den refererede undersøgelse viser, at man skal være multikunstner for at blive betragtet som talent i den komplekse virkelighed, primærsektoren har udviklet sig til. Desværre nævnes interesse for at oplære hjælpere i grundlæggende pleje ikke, men det er nok underforstået.

Bente Martinsen Woythal

Referencer

1. Kirkevold K. Klinisk sygepleje – refleksioner over fagets kerne og grænser. I: Ramhøj P, Egerod I, red. Klinisk Sygepleje, Bind 2. København: Akademisk Forlag; 2000.

2. Kitson A. The Fundamentals of Care Framework as a Point-of-Care Nursing Theory, Nurs Res. 2018;Mar/Apr;67(2):99-107. DOI: https://doi.org/10.1097/NNR.0000000000000271

3. Kitson AL, Dow C, Calabrese JDLocock LMuntlin Athlin Å.Stroke survivors’ experiences of the fundamentals of care: a qualitative analysis. Int J Nurs Stud. 2013;50(3):392-403. DOI: https://doi.org/10.1016/j.ijnurstu.2012.09.017