Med jævne mellemrum bliver det debatteret, hvad sygepleje egentlig er. Det gælder både i klinikken, hvor der udføres sygepleje, og rundtomkring på skoler, hvor der undervises i og om sygepleje. Når forskere undersøger sygeplejerskers fagidentitet, har det vist sig, at sygeplejersker kan have endog meget svært ved at beskrive, hvad de egentlig kan. Sygeplejersker bliver generelt lidt uldne og kan måske nok forklare, at de koordinerer, planlægger og assisterer, men det er som regel ikke forbundet med faglig stolthed at være den, der får det hele til at glide. Den rolle er også blevet kaldt ‘det kit, der får patientforløbet til at hænge sammen’ (1). At skabe sammenhæng for patienterne er åbenbart ikke en kompetence, som er værd at stræbe efter. Det har ofte undret mig. For mig at se må det være en fornem opgave at være tovholder for patienters og borgeres vej rundt i sundhedslabyrinten og fx være den, som sørger for, at de tiltag, der planlægges i den ene sektor, udføres i den anden

Nu er der heldigvis udkommet en bog, som kaster lys over den del af sygeplejerskers arbejde, der ikke er direkte omsorgsarbejde (2). Den er baseret på omfattende observationsstudier af hospitalshverdagen i England på baggrund af et ønske om at kortlægge sygeplejerskers samfundsbidrag. Det er en skarp analyse, og forfatteren skriver bl.a., at patientomsorg gennem de seneste 40 år er blevet etableret som sygeplejefagets specialekspertise. Det er sket, fordi sygeplejersker har haft et ønske om at få en autonom praksis med en grundlæggende kundskabsbase, der er selvstændig og professionel. Det at have omsorg som omdrejningspunkt har gennem årene givet sygeplejersker et uangribeligt argument for at fremme fagets interesser, for hvem kan have noget imod omsorg? I realiteten har omsorg som hovedaktivitet dog stået i modsætning til sygeplejerskers faktiske arbejde, for arbejdet med at organisere har altid være en vigtig del af sygeplejerskers arbejde. Det er bare ikke det, sygeplejersker har fremhævet som en del af deres kernekompetencer. I det moderne sundhedsvæsen er behovet for organiseringsarbejde imidlertid blevet øget betragteligt, for de patienter, som indlægges i dag, er mere syge end tidligere, og hospitalsindlæggelserne er kortere end nogensinde. Der er også sket en markant specialisering på landets hospitaler, hvor patientgennemstrømningen aldrig har været større. Sundhedsvæsnets samlede udvikling kunne tyde på, at tiden er kommet til at tage sygeplejerskers organiseringsarbejde alvorligt. På et moderne hospital sker der meget lidt, hvor der ikke på en eller anden måde er en sygeplejerske involveret. Sygeplejersker muliggør systemet, og det skal vi være glade for. Der er ikke udsigt til, at organiseringsarbejdet reduceres. Tværtimod. Derfor vil jeg gerne opfordre alle sygeplejersker til at anerkende, at det at organisere alt det, der sker omkring patienten, også er en værdifuld del af arbejdet. Først derefter kan vi overbevise andre om det samme.

Bente Martinsen Woythal

Referencer

1. Lindhardt T. Det grå kit. Sygeplejersken. 2002;(20):50-52. Hentet fra https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2002-20/det-graa-kit.

2. Allen D. Sykepleiernes usynlige arbeid. Organisering av sykehus og pasientomsorg (oversættelse af The invisible work of Nurses, Organisations and Healthcare). Bergen: Fagbokforlaget; 2019.