Da jeg var barn, læste jeg altid. Både når jeg børstede tænder, spiste og kørte med bus havde jeg mit blik rettet mod en bog. Senere i mit liv var det utænkeligt at forlade mit hjem uden at medbringe en roman eller en avis, for hvis der nu skulle vise sig at blive lidt ventetid i løbet af dagen, ville jeg altid kunne fylde den ud med at læse. På papir, forstås. Nu sker det sjældnere, at jeg medbringer romaner på både korte og lange ture, for nu synes jeg pludselig, at de er «tunge» og «fylder for meget». Når jeg tænker over det, beror den betragtning på en underforstået sammenligning med de digitale medier og platforme, der i dag er alternativet til papirbogen og -avisen. Digitalt læsestof hverken vejer eller fylder ret meget, og det er tilgængeligt overalt. Langsomt, men sikkert har skærmen afløst papiret for mig og mange andre. Jeg printer sjældent opgaver, artikler, referater o.lign. og kan være mange uger om at gnave mig igennem den roman, der ligger på mit sengebord. Og det til trods for at jeg kan mærke, at det påvirker min læsning at læse på en skærm. Jeg skimmer mere og er mindre tilbøjelig til at gå tilbage og genlæse ord og passager, end jeg er, når jeg læser teksten på et stykke papir. Med en fysisk bog eller avis i hænderne opleves det, som om jeg har meget nemmere ved at fordybe mig. Nu viser det sig, at min oplevelse af at blive en mere overfladisk læser ved at læse på en skærm i øjeblikket undersøges videnskabeligt på Syddansk Universitet (Thorsen, 2019). Antagelsen om, at læsning blot drejer sig om at kunne afkode nogle bogstaver og dermed få en forståelse af teksten, har vist sig at være forkert. Ifølge forskerne er hjernen et overvurderet organ, for det drejer sig ikke kun om at afkode bogstaver, når man læser. Man bruger faktisk hele kroppen. Studier viser, at det er meget nemmere at huske noget, man har læst i fysisk form end på en skærm. At læse analogt giver mulighed for at lave understregninger i teksten og skrive noter i margen på en anden måde, end man kan digitalt, og man skulle derved få et mere fysisk forhold til teksten. De fleste tror, at de kun anvender hjernen, når de læser, men hvis man iagttager læsende mennesker, vil man kunne se, at de fleste af os også vipper med foden, klør os i nakken eller læser højt for os selv, når vi læser. Læsning er altså en helkropslig aktivitet, og man udnytter bedst kroppens sanseorgan, når man læser fysiske tekster. Det ser ud til, at skærmen skaber en afstand mellem læseren og teksten, der gør det vanskeligt at tilegne sig stoffet. Selv om forskningsprojektet bekræfter, hvad jeg havde på fornemmelsen, har jeg det lidt dobbelt med det. Tendensen er jo, at mere og mere tekst digitaliseres både for at øge tilgængeligheden og for at spare ressourcer til fremstilling og distribution. På den anden side er fysiske bøger og aviser forbundet med en vis langsomhed, som jeg synes, det er værd at holde fast i. I redaktionsgruppen på Klinisk Sygepleje har vi alle en forkærlighed for papir, og derfor kæmper vi for, at vores tidsskrift fortsat skal udkomme på tryk. Måske vil det vise sig at være en kamp mod vejrmøller, men i al fald vil det også i 2020 være muligt at spilde kaffe og måske slide på fire numre af Klinisk Sygepleje.

Reference

Thorsen, L. «Vipper du også med tæerne, når du læser? Ny forskning viser, at vi læser bedre med hele kroppen». Politiken 6. juni 2019.