Dette forårsnummer af Klinisk Sygepleje er undtagelsesvis et temanummer. Omdrejningspunktet i alle artiklerne er familiesygepleje, og de er skrevet af medlemmer af Dansk Selskab for Familiesygepleje. Som det vil fremgå, anerkender familiesygepleje pårørende som en vigtig medspiller i behandling og pleje, som derfor rettes mod familien som helhed i stedet for udelukkende mod patienten. Før i tiden hed det nok at have en ’helhedsorienteret tilgang’ til pleje og behandling og var mest udbredt, når patienten var et barn. Men selvfølgelig har familiesygepleje altid eksisteret, uden at sundhedsprofessionelle har været bevidste om, at begrebet kunne være en del af en særlig tænkning. Da min gamle farfar i 1989 blev indlagt på en provinssygehus med svær rygeinduceret bronkitis (i dag ville man nok sige kronisk obstruktiv lungelidelse), blev min far og jeg spurgt, om vi ønskede ham lagt i respirator. Vi så rådvilde på hinanden og derefter på lægen, som uden tøven bekendtgjorde: ”Hvis det havde været min far, ville jeg lægge ham i respirator”. Altså kom min lungesyge farfar i respirator, hvilket formentlig forlængede hans liv med de tre dage, der gik, før han døde. Hvor har jeg ofte tænkt på den episode. Det føltes, som om min far og jeg kunne vælge, om min farfar skulle leve eller dø, og vi endte med at anvende lægens private synspunkt som beslutningsgrundlag. Var det familiesygepleje? Eller patientinddragelse? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg aldrig har lært så meget om pleje og behandling som i de situationer, hvor jeg har været pårørende. Heldigvis har jeg foreløbig kun sporadiske erfaringer med at være patient, men de erfaringer, jeg har, har også givet anledning til mange refleksioner. Fx er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville bryde mig om at blive udsat for familiesygepleje, hvis det ville betyde, at mine nærmeste pårørende blev bebyrdet med de små og store beslutninger og opgaver, som kunne følge med min sygdom. Nej tak. Jeg vil foretrække at få hjælp af mennesker, som aflønnes for at støtte mig både i konkret og overført betydning. Selv om familiesygepleje ville indebære en ligeværdig relation mellem patienten (dvs. mig), de pårørende og de sundhedsprofessionelle, er jeg ganske uinteresseret i et sådant ligeværdigt samarbejde. Jeg vil langt hellere have, at mine pårørende er passive tilskuere og kan fortsætte deres respektive liv så uforandret som overhovedet muligt. Hvis de skal inddrages, skal jeg nok selv gøre det. Naturligvis har synspunktet den indlysende svaghed, at det ses fra en rask persons perspektiv. Måske ville en sygdom og deraf følgende pleje og behandlingsbehov gøre mig mere end taknemmelig for, at familiesygepleje er det nye sort.