I redaktionen på Klinisk Sygepleje har vi bemærket en ny tendens: De artikler, vi modtager til vurdering, får stadig flere forfattere. Det kan selvfølgelig være tilfældigt, men er nu nok snarere et udtryk for det stigende publikationspres, som mange oplever. Visse steder belønnes man ligefrem økonomisk for at få publiceret en artikel. Imidlertid er der ret strenge krav til forfattere – i al fald til forfattere af videnskabelige artikler. Disse er beskrevet i de såkaldte Vancouver-regler, som første gang blev formuleret af en gruppe tidsskriftredaktører i 1978 på et møde i Vancouver i Canada, deraf navnet. Reglerne er egentlig en slags anbefalinger, og de blev senest revideret i 2014 af International Comitee of Medical Journal Editors (ICMJE), som gruppen af redaktører nu hedder. I 2013 fik anbefalingerne deres nuværende officielle navn, Recommendations for the Conduct, Reporting, Editing, and Publication of Scholarly Work in Medical Journals (http://www.icmje.org/icmje-recommendations.pdf). Som det fremgår af navnet, sigter anbefalingerne egentlig på medicinske tidsskrifter, men de anvendes i vid udstrækning af andre typer tidsskrifter, herunder Klinisk Sygepleje. Vancouver-reglernes overordnede formål er at skitsere best practice og etiske standarder for udførelse og rapportering af forskning og andet materiale publiceret i medicinske tidsskrifter. Desuden skal reglerne hjælpe forfattere, redaktører og andre, som er involveret i fagfællebedømmelse og biomedicinsk publicering, med at skabe og distribuere nøjagtige, klare og reproducerbare resultater til medicinske artikler. Målgruppen er hovedsagelig forfattere, som påtænker at publicere artikler i tidsskrifter, der ledes af medlemmer af ICMJE. Vancouver-reglerne fylder 19 sider og indeholder en detaljeret beskrivelse af de fire krav, der stilles til en person, for at denne med rette kan kaldes forfatter: 1) En forfatter skal yde et substantielt bidrag til begrebsliggørelse eller design af en undersøgelse, dens dataindsamling, analyse eller fortolkning. 2) En forfatter skal deltage i udarbejdelsen af artikeludkast eller foretage kritisk revision af det intellektuelle indhold. 3) En forfatter skal foretage en afsluttende godkendelse af den endelige artikel, som skal publiceres. 4) En forfatter skal erklære sig enig i at være ansvarlig for alle aspekter af arbejdet og forsikre sig om, at alle dele er ordentligt undersøgt og udført (frit oversat fra engelsk af undertegnede, se originalteksten på http://www.icmje.org/icmje-recommendations.pdf). Desuden skal en forfatter kunne redegøre for, hvad alle eventuelle medforfattere har bidraget med.

Som det fremgår, er forfatterskaber ikke vennetjenester, men forudsætter en genuin involvering i det forskningsprojekt, artiklen drejer sig om. Det berettiger altså ikke til medforfatterskab, at man fx har læst korrektur på en artikel, eller at man har leveret kritiske kommentarer til en analyse. Sådanne bidrag skal i stedet nævnes som «taksigelser». Den person, som nævnes, skal på forhånd have accepteret det, og som hovedregel nævnes ikke ydelser, der er betalt for (fx sprogvask og statistisk konsulentvirksomhed). På baggrund af Vancouver-reglerne afkræver nogle tidsskrifter forfattere en minutiøs redegørelse for deres konkrete bidrag til den artikel, de ønsker at publicere, og det kan måske have en opdragende effekt, at hver enkelt forfatter skal gennemtænke sin egen rolle i det arbejde, der er gået forud. I redaktionsgruppen for Klinisk Sygepleje overvejer vi sagen. Måske vil det give god mening at indføre lignende krav til vore forfattere, så vi heller ikke på dette område stiller andre krav, end internationale tidsskrifter gør. Vort danske code of conduct (https://ufm.dk/publikationer/2014/filer-2014/the-danish-code-of-conduct-for-research-integrity.pdf), som skal «hjælpe til at sikre troværdighed, integritet og dermed kvalitet i dansk forskning gennem fælles principper og standarder for god videnskabelig praksis», stiller sig i hvert fald ikke i vejen for sådanne krav.