Spørgsmålet om, hvad sygepleje er, mister tilsyneladende aldrig sin aktualitet. Igen og igen diskuteres fagets substans og berettigelse, og det uanset om man arbejder i klinisk praksis eller på steder, hvor man uddanner sygeplejersker. Min forundring over, at spørgsmålet tilsyneladende aldrig kan besvares fyldestgørende, har hidtil forhindret mig i at høre svaret, så jeg lever fortsat i uvidenhed, selv om jeg er endog meget glad for at være sygeplejerske. Med stigende irritation har jeg overvejet, om også pædagoger diskuterer, hvad pædagogik er. Og om psykologer diskuterer, hvad psykologi er. Er der i virkeligheden tale om en generel overvejelse, som alle faguddannede med mellemrum har brug for at vende med ligesindede, eller er det sygeplejersker, som har en særlig skrøbelig fagidentitet? Hvis man ifører sig den pæne ja-hat, kunne man måske hævde det modsatte: at sygeplejersker er en særlig reflekteret faggruppe, som har indset, at et fags indhold ikke kan være statisk i en omskiftelig verden. Derfor må vi igen og igen gennemtænke, hvilke opgaver der kan betragtes som sygepleje, og hvilke værdier der bør lægges til grund for faget. Tilbagevendende refleksioner kan i bedste fald give indsigt i fagets egenart, og det kan være tvingende nødvendigt i en tid, hvor opgaver flyttes rundt mellem fagpersoner og sektorer, som brikker i et spil lynskak. Så i stedet for at blive misfornøjet over, at sygeplejersker til stadighed finder det nødvendigt at diskutere, hvad der er fagets substans, kunne jeg og andre prøve at se diskussionerne som et udtryk for en høj bevidsthed om, at sygeplejefaget er i stadig bevægelse. De fælles refleksioner kan i bedste fald skabe faglig bevidsthed og øget engagement, men det forudsætter, at fagets teoretiske fundament inkluderes i dette kollektive refleksionsarbejde. Her er navnlig sygeplejeteoriernes rolle vigtig, idet deres hovedopgave netop er at bidrage til sygeplejefagets selvforståelse og faglige identitet (1). Sygeplejeteori kan betragtes som fagets grundlagstænkning og defineres som «en skriftlig fremstilling, der beskriver sygeplejefagets karakter og ansvarsområde generelt eller i relation til et afgrænset område». Denne definition er så bred, at den både kan omfatte de teorier, der traditionelt er blevet karakteriseret som sygeplejeteorier, og mere abstrakte tekster, der ikke som udgangspunkt er blevet defineret på den måde, men alligevel forsøger at definere sygepleje og dermed siger noget om fagets selvforståelse. Ønsker vi at diskutere, hvad sygepleje er, på en måde, som hæver sig over udveksling af hverdagssnak og almindeligheder, kommer vi ikke uden om at inkludere sygeplejeteorierne. I diskussionen bør vi huske, at en teori kan være relevant for praksis på flere måder, dels kan den være decideret handlingsanvisende, dels den kan hjælpe sygeplejersker til at få en bedre forståelse af deres praksis, og det er denne sidste slags, der skal inddrages, når vi både nu og i fremtiden skal føre diskussioner om, hvad sygepleje er.

Referencer

1. Kirkevold M. Sygeplejeteorier – analyse og evaluering. 3. udgave. København: Munksgaard; 2017.