Omsorgsteknologi kan forstås som teknologi, der yder pleje til mennesker, der har brug for omsorg. Denne type teknologi indgår i et samspil med andre teknologier, kroppe, andre levende væsener, fysiske rum, ord og betydninger (1). Omsorgsteknologi er blevet fremhævet som en mulig løsning på det problem, at der i fremtiden vil være et øget antal ældre, som har et plejebehov, der overstiger ressourcerne blandt et faldende antal omsorgsydere. Den demografiske udvikling skaber altså et øget behov for teknologiske løsninger, fordi den omsorgsydende medarbejderstab til stadighed beskæres. Et eksempel på et stykke teknologi, jeg selv har interesseret mig for, er den såkaldte spisemaskine. Jeg er i tvivl om, hvorvidt der er tale om egentlig omsorgsteknologi, men i al fald er det tanken, at spisemaskinen skal erstatte en person, som hjælper en anden person med at føre maden op til munden. Da oplevelsen af at få hjælp til at spise var omdrejningspunktet for min ph.d.-.afhandling (2), havde jeg en naturlig interesse i at følge erfaringerne med brug af spisemaskinen, da den blev taget i brug i Danmark omkring 2010. Idéen med at bruge maskinen var dels at frigøre ressourcer fra en tidkrævende opgave, dels at give brugerne mulighed for at vinde autonomi under måltidet. Imidlertid viste det sig at være svært at få lejlighed til at observere brugen af spisemaskinen. Den model, som var blevet indkøbt, krævede, at brugerne selv formåede at dreje tallerkenen med hånden, for at maskinens ske eller gaffel kunne fange maden. Det gav store problemer. Mennesker, som får hjælp til at spise, har ofte svære funktionsnedsættelser og i nogle tilfælde også kognitive deficits. Reelt betød det, at de, som var i stand til at dreje tallerkenen, også var i stand til selv at spise, mens de, som havde behov for hjælp til at føre maden op til munden, ikke kunne manøvrere tallerkenen. For de sidstes vedkommende måtte en sundhedsprofessionel hjælpe med at fange maden eller dreje tallerkenen, hvilket hverken var ressourcebesparende eller autonomiforøgende. Det var altså svært at finde egnede brugere, og de, som anvendte spisemaskinen, var svære at fastholde i en konsekvent brug. Efterhånden opgav jeg projektet, men jeg har siden tænkt på, hvordan teknologi kan påvirke menneskelige relationer, når den skal erstatte et individ i en situation, der tidligere har givet mulighed for at yde omsorg. Professor emerita Kari Martinsen eksemplificerer en lignende problemstilling med en såkaldt baderobot i artiklen «Fra diakonisse til robot», som vi bringer i dette nummer: «Når roboter også overtar mer og mer av menneskelig nærvær, kan menneskene bli ensomme», skriver Martinsen og pointerer, at baderobotten kan virke fremmedgørende, når det ikke længere er sansende hænder, som plejer patientens krop og skønner, hvad patienten har brug for. Jeg tror, det samme var tilfældet med spisemaskinen. Det nydelsesfulde ved måltidet forsvandt, og det at spise blev reduceret til en teknologisk kamp. Hvis teknologier som baderobotter og spisemaskiner skal integreres i plejen for i sandhed at forbedre denne for patienter og personale, forudsætter det en nøje analyse af, hvordan de forandrer re

lationer mellem mennesker. Anvendelse af teknologi drejer sig om langt mere end blot at kunne trykke på de rigtige knapper.

Referencer

1. Hasse C, Wallace J. Omsorgsteknologier. I: Huniche L, Olesen F, eds. Teknologi i sundhedspraksis. København: Munksgaard; 2014.

2. Martinsen B. The phenomenology of assisted feeding. Aarhus Universitet; 2008.