Som der er tradition for, bringer vi i dette nummer af Klinisk Sygepleje professor Susan Rydahl Hansens tiltrædelsesforelæsning, «Fra symptomlindring til mestring af patienters lidelse i samspil med familien og professionelle – en rejse mod sygeplejen som videnskabelig praksisdisciplin». Forelæsningen blev afholdt på Bispebjerg Hospital d. 10. april 2016 og var en fejring af et stillingsfællesskab baseret på et samarbejde mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Aarhus Universitet, Sektion for Sygepleje. Glæden over professoratet blev dog ret kort, idet Rydahl efter måneders ansættelse valgte at fratræde. På Klinisk Sygepleje kender vi ikke de nærmere detaljer i baggrunden for denne beslutning, men vi ved, at Rydahls forskningsenhed er blevet sammenlagt med en anden afdeling som et led i en omfattende sparerunde på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Rydahls forelæsning beskriver bl.a., hvordan sygeplejefaget har bevæget sig fra at være baseret på erfaringer til i højere grad at bygge på forskningsresultater. Fx var der i slutningen af 70’erne absolut ingen tradition for at tale med patienter om, at de havde kræft. I stedet blev kræft kaldt for en «infektion». Set fra et nutidigt perspektiv kan en sådan eufemisme synes helt vild, da den jo har betydet, at alvorligt syge mennesker blev fyldt med fordrejninger. Fortielsen af sygdommens alvor har også betydet, at de ikke har haft de rette betingelser at træffe livsvigtige beslutninger på. Dertil kommer alle de problemer, det må have forvoldt det sundhedsfaglige personale ikke at kalde sygdommen ved dens rette navn. Fra min mors sygdomsforløb, der startede midt i 80’erne, ved jeg, at det at fortælle patienter om deres kræftsygdom og dens mulige konsekvenser ikke nødvendigvis blev uomgængeligt de følgende ti år. Min mors basissygdom blev gennem årene omtalt som en svært bestemmelig «blodsygdom». Senere i forløbet blev hendes knoglemetastaser kaldt «opklaringer i knoglerne». Hverken min mor eller andre i familien vidste altså, at hun var uhelbredeligt syg, så vi var totalt uforberedte, da min mor pga. hjernemetastaser inkarcererede en januardag i 1990. Under min mors indlæggelser gjorde ingen af de tilknyttede sundhedsprofessionelle forsøg på at tale med mig hendes eneste datter, og det ville nok heller ikke have været let, da man fra lægelig side havde besluttet, at min mor ikke skulle kende «sandheden». Det fremgik af journalen, som jeg et par år senere fik lejlighed til at læse. I dag godt 25 år senere findes den slags fortielser næppe. Samarbejdet kompliceres ikke længere af pålæg om ikke at dele, det man ved med patient og pårørende. Man kan naturligvis altid diskutere, hvad sandheden egentlig er, når det drejer sig om alvorlig sygdom, men det er en helt anden diskussion. Sandheden er født etisk og har en naturlighed over sig, som usandheden ikke har. Så lad os prøve at holde os til den.