På Klinisk Sygepleje modtager og publicerer vi mange artikler, der tager udgangspunkt i patient- eller pårørendeperspektivet. Dette nummer er ingen undtagelse, idet fire artikler beskriver undersøgelser, der drejer sig om disse perspektiver.

De mange artikler afspejler en særlig interesse for at inddrage patienters og pårørendes oplevelser og erfaringer. Juul Jensen (1) skriver, at befolkningen de senere år er blevet mindre autoritetstro og i stigende grad stiller krav til sundhedsprofessionelle om at blive inddraget i beslutninger, der vedrører pleje og behandling. Bl.a. har den lette adgang til information betydet, at patienter og deres pårørende har udviklet sig til at være oplyste brugere af Sundhedsvæsenet, som ligefrem selv kan foreslå en diagnose eller et behandlingstiltag, når de møder lægen ved første konsultation. Den blinde tro på sundhedsprofessionelles ekspertise er i vid udstrækning erstattet af en aktiv søgen efter information samt en kritisk vurdering af denne. At patienten har ændret status ses paradoksalt nok også ved et formindsket brug af termen ’patient’. Nu tales og skrives der mere og mere om ’borgere’ og ’brugere’, mens ’patient’ udelukkende synes at være forbeholdt mennesker, der er indlagt på et hospital. Det nye sprogbrug antyder, at ’patient’ har en medbetydning, som er uforenelig med at være veloplyst og kritisk. Kritikere af patient-, og pårørendeperspektivet vil hævde, at disse perspektiver ikke kan frembringe egentlig evidens, men snarere en omgang snik snak, der er udtryk for den enkeltes værdier, og som derfor ikke lader sig generalisere. Det er også rigtigt, at menneskers umiddelbare oplevelser efter nærmere granskning kan vise sig ikke at holde stik, men det bør dog ikke føre til en generel forkastelse af konkrete erfaringer og oplevelser (3) . Dermed risikerer man at overse væsentlige aspekter ved pleje og behandling . Thorgård (3) opfordrer derfor forskere til at gøre det tydeligt, hvilke parametre deltagernes perspektiv er betinget af i undersøgelser, der har patientperspektivet som omdrejningspunkt. Dvs. nøje at beskrive fx demografiske data, kulturel baggrund og sygdomme, således at det bliver muligt at vurdere, hvad en undersøgelses resultater præcis er baseret på. Den viden, der fremkommer på baggrund af patient- og pårørendeperspektivet, er ikke genereret på baggrund af et ’view from nowhere’, men er knyttet til det, vi med et lidt diffust udtryk kalder patientens ’kontekst’. Og det er netop kendskabet til denne kontekst, der gør det muligt at udstrække resultaterne til andre situationer ved at benytte det, der kan kaldes ’analytisk generaliserbarhed’ (2). Denne form for generalisering tager udgangspunkt i en sammenligning af ligheder og forskelle mellem situationen i det oprindelige studie og den situation, man påtænker at overføre resultaterne til. Analytisk generalisering beror altså på righoldige kontekstuelle beskrivelser og inkluderer forskerens argumentation for, at resultater kan overføres til andre interviewpersoner og situationer (2). Det bedste er naturligvis, hvis også læsere af resultaterne kan se mulige generaliseringer for sig, og det håber vi meget er tilfældet efter læsningen af dette nummer af Klinisk Sygepleje.

Referencer

1. Juul Jensen, U. Patientperspektivet i en sundhedspraksis under forandring. I: Martinsen B, Norlyk A, Dreyer P, eds. Patientperspektivet en kilde til viden. København: Munksgaard; 2012.

2. Kvale S, Brinkmann S. InterView. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag.

3. Thorgård K. Patientperspektivets epistemologi. I: Martinsen B, Norlyk A, Dreyer P, eds. Patientperspektivet en kilde til viden. København: Munksgaard; 2012.