Hvorfor er der så få sygeplejersker, der deltager i den offentlige debat, spørger Annemi Lund Joensen og Elisabeth Hall i en artikel, vi bringer i dette nummer. Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv et utal af gange de seneste år. Sygeplejersker er en stor, stærk gruppe og efter sigende den faggruppe, der uden sammenligning har flest efter- og videreuddannelser. Desuden er sygeplejersker almindeligvis analytisk skarpe og har sjældent problemer med at udpege og beskrive problemer i Sundhedsvæsenet. I al fald ikke, når det sker udenfor offentlighedens søgelys. Hvad er det mon så, der gør os så tilbageholdende med at blande os i debatten? Kunne det skyldes, at vi mangler ord og argumenter, der er slagkraftige nok i den offentlige debat? Professor Steen Wackerhausen udtaler til Information d. 11.9.2015, at der med indførelsen af New Public Management1 har sneget sig en trojansk hest ind i Sundhedssektoren. Ifølge SW skrives patienternes liv om til tal og grafer, og det betyder, at menneskeligheden skrælles af menneskefagene. Et markedstænkende sprog har sneget sig ind i Sundhedsvæsenets institutioner og har besmittet de tilhørende professioner. Patienten bruger ord som sorg, omsorg, lidelse, glæde, taknemmelighed, ansvar – den slags udtryk, der refererer til centrale dele af livet for almindelige mennesker. Humansproget udtrykker det konkrete levede liv, men presses af et sprog, der kommer fra New Public Management og får forrang, fordi sundhedsprofessionelles arbejde fx måles på effektiviseringer og andre kriterier fra managementsprog.

Min hypotese er, at sygeplejersker i vidt omfang deler patienternes sprog. Vi anvender ord som omsorg, lidelse og håb, når vi beskriver sygepleje, men sådanne termer synes ikke at være gangbare, når vi skal diskutere i en ramme, hvor der anvendes ord som ‘produktionstal’, ‘effektivisering’ og ‘potentialeudnyttelse’. Imidlertid er det sygeplejerskers pligt at tale patientens sag og helst uden at lade sproget invadere af markedsterminologi. Hvis nogen savner inspiration til at anvende humansproget i den offentlige debat, kan den fx hentes hos Kari Martinsen, der i mere end 30 år har anvendt hjertets sprog i sin vedholdende samfundskritik. Igen og igen har Martinsen ubestikkeligt anvendt termer fra det levede liv i arbejdet med at udfolde omsorgen og dens rammer. Denne gang sker det i artiklen ‘Sykeværelset – Sett fra sengen’, der er første artikel i dette nummer.