De seneste måneder har det været diskuteret i medierne, hvorvidt man må anvende betegnelsen ‘neger’ om sorte mennesker. Debatten er affødt af en klumme, som sanger og skuespiller Anette Heick skrev i BT i slutningen af 2014, hvori hun argumenterer imod overdreven politisk korrekthed. Klummen har medført flere diskussioner af, hvorvidt det er i orden at omskrive bl.a. børnesange og -bøger, så betegnelsen ‘neger’ erstattes. Jeg er overrasket over, at den debat kan blusse op i vores tid. Det er mange år siden, at elefanten i ‘Elefantens Vuggevise’ fik en ‘kokosnød ‘og ikke en ‘niggerdreng’ som rangle, lige som ‘negerboller’ for længst er omdøbt til ‘flødeboller’. For mig at se, skete reverbaliseringen umærkeligt i et forsøg på ikke at diskriminere og derfor undlade at anvende betegnelser, som befolkningsgrupper ikke kan identificere sig med. Er det ikke bare et udtryk for almindelig høflighed? Da jeg for ti år siden påbegyndte min ph.d.-uddannelse1, kom jeg uforvarende til at kalde deltagerne i undersøgelsen for ‘patienter med rygmarvsskade’. De blev virkelig vrede over det. ‘Vi er ikke syge, – vi har brug for hjælp’, som de forklarede mig. Jeg havde også skrevet, at de ‘blev madet’, fordi jeg på det tidspunkt mente, at det var den mest præcise betegnelse for handlingen. Det var heller ikke det rette ordvalg. Jeg blev hurtigt belært om, at ‘det kun er børn og dyr, der mades’, så jeg fik snart ændret mit vokabularium i den respektfulde retning. Hvad jeg lærte var, at man ikke skal anvende betegnelser, som mennesker ikke kan identificere sig med. Generelt er det dog stadig acceptabelt at kalde syge for ‘patienter’, når de er indlagt på et hospital. Befinder de sig derimod i eget hjem eller omtales i generelle vendinger, er det i stigende grad vendinger som ‘borger’ og ‘bruger’, vi anvender. Når vi i dette nummer bringer essayet ‘Minoritetspatienter har også brug for omsorg’, er der også tale om et helt bevidst ordvalg.

Med reference til den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) skriver Thøgersen (2004)2, at ord gør tanken synlig både for den, der taler, og for den, som lytter. Tanken bliver altså først tænkt til ende, når den siges højt. Merleau-Ponty beskriver dialogen som ‘en berøring på afstand’. Når taleren siger noget, lægges dette ‘noget’ frem i rummet mellem den talende og den lyttende. Mennesker taler med hinanden, fordi dialogen kan forføre os og give os nye tanker (Thøgersen 2004). Dette billede af samtalen som en berøring på afstand kan gøre os klogere på den gensidighed, der eksisterer mellem parterne i en samtale og måske også på, hvorfor en vis sproglig ærbødighed kan være på sin plads, både når det gælder sorte og patienter.