At udføre interviews med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle ser i disse år ud til at være den mest udbredte dataindsamlingsmetode i forskning og udvikling, der er kvalitativ. Dette nummer af Klinisk Sygepleje afspejler til fulde denne tendens, idet alle artikler undtagen ‘Patientfortællingen’ helt eller delvist er baseret på interviews. I kvalitative interviews undersøges den menneskelige bevidsthed, og forskere prøver at forstå verden, som den tager sig ud i de interviewedes perspektiv. Kvalitative interviews giver udvalgte mennesker en stemme og tillader dem at beskrive deres liv med deres egne ord. Selve interviewsituationen skaber traditionelt mulighed for en tæt, personlig interaktion mellem de involverede. Ofte beskrives interviewet som en empatisk dialog. Imidlertid er jeg på det seneste blevet opmærksom på, at der findes andre mere konfronterende tilgange til interviews, som tilsyneladende ikke er så brugte i forskning og udvikling i sygepleje. I en tekst fra 2006, der for nylig er oversat til dansk1, skriver Steinar Kvale, at et forskningsinterview ikke er en åben og dominansfri dialog mellem ligeværdige parter, men derimod en hierarkisk samtaleform, hvor intervieweren iscenesætter og scripter interviewet ud fra sine forskningsinteresser. Kvale betoner, at det at bruge magt under et interview for at skabe ny viden er en legitim måde at bedrive forskning på. Men såfremt intervieweren og den interviewede skal forestille at konstruere ny, valid viden i fællesskab, må de komplekse magtdynamikker i interviewsituationen frem i lyset. I teksten beskriver Kvale1 en række forskellige alternativer til ‘det varme, personlige og konsensussøgende’ interview, der alle anerkender de magtforskelle og konflikter, der kan være indlejret i interviewet: Den platoniske dialog, det aktivt konfronterende interview, det agonistiske interview, dissensinterviewet, advokaturinterviewet og det psykoanalytiske interview. Jeg kan stærkt anbefale en grundig læsning af teksten for den, der ønsker at blive klogere på dynamikken i interviews, der ikke nødvendigvis behøver at være så konfliktfri, som vi traditionelt tænker dem.

På Klinisk Sygepleje modtager vi naturligvis meget gerne artikler, der beskriver små og store projekter baseret på alle dataindsamlingsmetoder. Det er absolut et tilfælde, at samtlige artikler i dette nummer er baseret på kvalitative studier. Vi modtager lige gerne artikler, der beskriver kvantitative og kvalitative undersøgelser, når bare de er transparente og stringente. Som regel er det en god idé at holde sig til én (anerkendt) metode. For interviewundersøgelsers vedkommende betyder det dog ikke, at man ikke kan anvende andre tilgange end den mest gængse omsorgsbårne tilgang, men tværtimod, at der kan være undersøgelsesspørgsmål, som bedst afdækkes ved at betragte samtalen som en slagmark, hvor de implicerede parter krydser klinger.