Med krigszone, felthospital og de gamle MASH-film i baghovedet tegnede jeg for tre år siden kontrakt med Forsvaret. I 2011 og i 2013 blev jeg udsendt til Camp Bastion i Afghanistan, hvor jeg arbejdede som operationssygeplejerske på felthospitalet. Begge udsendelser havde en varighed af 10 uger.

Jeg har været sygeplejerske i 30 år og har i en stor del af tiden arbejdet som operationssygeplejerske. I en periode har jeg været afdelingssygeplejerske, men lige nu arbejder jeg som hygiejnesygeplejerske, et arbejde som jeg finder både vigtigt og interessant.

Jeg blev udsendt som en del af et dansk kirurgisk team på otte personer bestående af både læger og sygeplejersker. På felthospitalet i Camp Bastion arbejdede vi i internationale teams med englændere og amerikanere. Vi havde alle inden udsendelsen taget del i både nationale og internationale kurser samt trænet på et træningshospital i England.

Felthospitalets opgave var at yde livreddende traumebehandling på et højt avanceret niveau. Camp Bastion var et af verdens travleste traumehospitaler og det hospital, der havde den største overlevelsesprocent. Hvis patienternes hjerte selv slog, når han blev indbragt, overlevede 98 %.

Fra slagmark til færdigbehandling

Hospitalet modtog sårede allierede såvel som sårede afghanere. Blev en soldat såret, var han trænet i selv at yde den allerførste livreddende behandling, hvis der ikke var andre soldater til stede. Denne behandling bestod i at stoppe livstruende blødninger samt at opretholde den fri passage til luftveje og respiration. Soldaterne medbragte selv, uden på kampvesten, forbindinger og knebelpresse, til afklemning af de store blodårer.

Ved tilskadekomst hentede en helikopter hurtigst muligt den sårede. Helikopteren medbragte blod og plasma, som soldaten straks fik via en kanyle, som blev boret ind i knoglemarven på en af de store rør-knogler. Varmetab blev forebygget med tæpper og folie.

Når soldaten ankom til felthospitalet fortsatte den livreddende behandling. Mange sårede havde flere traumer på én gang, og amputation af flere lemmer var ikke usædvanligt. Store sår ville være kontaminerede af selve traumet, men der var også risiko for kontaminering fra hospitalsmiljøet. Derfor fik alle sårede en rutinemæssig antibiotisk behandling.

Sårede afghanere var ofte indlagt på felthospitalet i flere måneder med et øget forbrug af bredspektrede antibiotika til følge.

Tit og ofte blev den sårede soldat, med alle sår holdt åbne af en speciel vakuum- forbinding, fløjet til hjemlandet i et hospitalsfly den førstkommende nat. Danskere blev fløjet til Rigshospitalet, englændere til Birmingham Hospital, og amerikanere i første omgang til et hospital i Tyskland. På de enkelte hospitaler stod et kirurgisk hold klar til at overtage den videre behandling af den sårede, som efter forskrifterne ville blive isoleret og podet for resistente bakterier

Ofte ventede der den sårede et langt hospitalsophold med mange operationer. Derefter kom en rehabiliteringsperiode, som kunne strække sig over lang tid, i nogle tilfælde op til flere år. De mange kontakter mellem patienter og personale over lang tid øger også risikoen for smittespredning af multiresistente bakterier til andre patienter.

Operationssygeplejerskens arbejde

På felthospitalet var vi fire danske operations-sygeplejersker fordelt på to teams med vagter over et todages rul. Hvert team bestod af to danske og en håndfuld udenlandske sygeplejersker. Uddannelsesniveauet var forskelligt; nogle var såkaldte operationsteknikere med et halvt års uddannelse og andre var fuldt uddannede sygeplejersker.

Den første vagt i et todages rul, begyndte kl. 7.30 og varede til kl. 12.30, hvor vi fik fri. Vagten begyndte igen kl. 18.15 og var en aften/nattevagt. Vi gik hjem, når vi var færdige, som regel sidst på aftenen, og derefter var vi på tilkald fra feltsengen til kl. 8.00 næste morgen. Næste dag mødte vi kl. 12.15 og arbejdede til kl. 18.30, resten af aftenen og natten havde vi fri.

De opdelte vagter var uvante, men de fungerede godt, men det havde dog været dejligt med et par enkelte fridage en gang imellem.

En vagt startede med kontrol af udstyr og apparatur, tjeklister blev gennemgået og afkrydset og lejerne med basisopstilling til operation blev klargjort til traumemodtagelse.

Operationsstuen var en stor stue med fire operationslejer, som var opstillet således, at man havde et godt overblik, man kunne kommunikere lejerne imellem, og resurserne blev udnyttet bedst muligt.

Det var ikke sjældent, at både ortopædkirurger, thoraxkirurger og plastikkirurger arbejdede samtidigt på patienten; dette gjorde, at der var meget travlt, fordi så mange forskellige instrumenter var i brug på samme tid.

På operationsstuen kunne der være så travlt, at to operationssygeplejersker assisterede samtidig og derfor havde brug for flere usterile hjælpere. At skulle assistere seks kirurger på én gang var en af de helt store udfordringer. I en sådan situation glemte man alt omkring sig og var dybt koncentreret om at udføre assistancen bedst muligt.

Efter operationen ryddede vi op, gjorde rent, vaskede gulv og gjorde klar til næste traume.

Var der ingen traumer eller elektive patienter (patienter som fx skulle have udskiftet forbinding) gik dagen med forefaldende arbejde samt opfyldning af depoterne i Sterilcentralen. For at aflaste havde vi typisk også vagt her en uge ad gangen.

Arbejdet på felthospitalet var et meningsfyldt arbejde; her handlede det på den korte bane om at redde menneskeliv, idet store traumer med livstruende blødninger var dagligdagen i Afghanistan.

Min mission i 2013

I april 2013 blev det til et gensyn med felthospitalet og de nye kolleger for de næste to måneder. I mit team var vi fire personer, som også arbejdede sammen i 2011. Det var et dejligt gensyn, og det gjorde, at vi nemmere og hurtigere kunne komme i gang og ind i en god rytme. Der var heller ingen tvivl om, at vi også denne gang ville blive presset ud i situationer, hvor tingene skulle gå meget stærkt og samtidigt helst fungere 100 %.

Trusselsniveauet var højnet siden udsendelsen i 2011. Nu skulle vi bære våben, en ladt pistol, for at kunne forsvare os selv og vore patienter. Vi havde den altid på os – dag og nat – og kun når vi arbejdede, kunne vi slippe for den, fordi den skulle låses inde i et våbenskab på hospitalet. Som civil var det en mærkelig situation at stå i, men man vænnede sig til den.

Operationsstuen var stadig indrettet, som da jeg var her sidst. Det var som om, at jeg slet ikke havde været væk herfra; alt lå stort set på sin plads. Efter kort tid havde vi igen sat os ind i det hele og kunne hurtigt gå i gang med en operation.

Elektronikken havde også holdt sit indtog, og det var en stor udfordring, at vi nu skulle dokumentere alt, både elektronisk og på papir. Vi prøvede at snige os udenom, men den gik ikke, så det var bare med at få det lært, så vi kunne være selvkørende.

Hygiejnen i Camp Bastion havde sine særlige udfordringer og mit job som hygiejne-sygeplejerske i Danmark fornægtede sig ikke. Det var med stor glæde, at jeg kunne konstatere, at rengørings- og desinfektionsmidlerne var ændret til en kombiudgave med klor og sæbe. Jeg havde sammen med en hygiejne-sygeplejerske under min første udsendelse fremsendt en ansøgning om netop denne ændring helt op i det engelske militære system, og jeg håbede at vores ansøgning var årsag til ændringen. Vi fik en meget bedre arbejdsgang med en bedre mulighed for at mindske smittespredningen af bakterier og med færre infektioner hos de sårede til følge.

Vort team bestod også denne gang af en blanding af operationssygeplejersker, operations-teknikere og anæstesihjælpere, som også var en skønsom blanding af danskere, englændere og amerikanere. Teamet havde stor humor, lavede en masse spas, og der var en meget god ånd. Teamlederen havde fx en halv million musiknumre med på en IPad, som var forbundet til en trådløs højtaler. Den fik hele armen, men kun når situationen var til det, men det var god musik, så alle vimsede rundt og sang med.

Vi havde en amerikansk kollega, som købte alt muligt gear på nettet. Han fik bl.a. tilsendt fire pakker, hvoraf den ene af dem bestod af punktérfri cykelslanger. En anden havde 10 forskellige slags skydevåben hjemme i Staterne, fordi han som jæger samlede på dem. Den sidste amerikaner i vort team var en lille undermåler af en pige, som var blevet udstyret med en kæmperiffel, som næsten berørte jorden, når hun gik. I teamet havde vi også en skotte som var den største, bredeste og mest glade mand, jeg nogensinde har mødt; han råbte og sang dagen lang.

Nogle af vore kolleger ville gerne lære at tale dansk, så vi prøvede at lære dem enkle sætninger. En dag kom der en person fra skadestuen fordi os, fordi han havde hørt, at der var danskere på operationsstuen. Han kom hen til mig og sagde: “Du ser træt ud i dag, skal jeg holde dine bryster?” Han vidste ikke, hvad han sagde, og han troede, at han havde lært sig selv at sige: “Du ser træt ud i dag, vil du have en kop the?”

Vi lod ham blive i troen.

Det var sjove og givende mennesketyper, som jeg måske ikke ville have fået chancen for at møde andre steder.

En ganske almindelig dag i Camp Bastion

Vi var indkvarterede i et teltkompleks, hvor 10 telte var bygget sammen, og vi boede ca. 8-10 personer i ét telt, hvor vi sov på hver vores feltseng. Vi havde fælles bad og toilet, som var installeret i et lille telt imellem de andre telte. Mænd og kvinder var naturligvis indkvarteret hver for sig.

For ikke at vække de andre, som stadigvæk sov, ringede vækkeuret svagt om morgenen, og så var det med at komme hurtigt op og få badekåben på. I lommerne lå der allerede shampoo og tandbørste. Nogle morgener løb man spidsrod mellem de andre piger, som også skulle have bad eller gøre anden morgentoilette. Der kunne være meget trangt i det lille badetelt, og det var altid en udfordring at tørre sig i brusekabinen og tage badekåben på, uden at røre ved forhænget og derved blive udstillet. Der var forbud mod brug af hårtørrer, da den kunne belaste strømforsyningen.

Det var meget nemt at beslutte sig for hvilket tøj, man skulle have på, det var bare det samme som den foregående dag: ørkenuniform. Når morgentoilettet var overstået, skulle man hurtigt op til hospitalet. Jeg gik ikke i kantinen for at få morgenmad, dertil var jeg for glad for min feltseng.

Inden man trådte ind på hospitalet skulle pistolen aflades. Man brugte et såkaldt body- system, dvs., at man altid var to som tjekkede hinanden. Ofte måtte jeg tjekke med englændere eller amerikanere, og det var sjovt, for de flippede helt ud over vores specielle danske procedure. Først skulle man tage magasinet ud, så skulle kammeret efterses for patroner, derefter skulle magasinet sættes ind igen og afsikres, og til sidst skulle der tages aftræk ind i en blok, gennem et rør lavet af mange tons grus. Det var dette aftræk de flippede ud over, de brugte nemlig en anden procedure uden aftræk. Til sidst skulle magasinet ud igen og den afladede pistol skulle låses inde i et våbenskab, imens vi var på arbejde.

Når pistolproceduren var tilendebragt, klædte vi om, tjekkede alt inventar og alle apparater, og om alle maskiner var funktionsdygtige, og det var vi efterhånden blevet superhurtige til. Ovenpå dagens første “anstrengelser” var man så klar til den første kop kaffe.

Kl. 8.30 gik vi i gang med de planlagte operationer, imens der hele tiden var mindst ét hold klar til traumer. Vi havde haft travle dage under dette ophold, men ikke så travlt som sidste gang jeg var her. Der var dage uden operationer, hvilket jo var godt, for så var der heller ingen sårede, men tiden kunne også føles lang. Når alt var rengjort, og der var fyldt op på hylder m.m., kunne vi gøre, hvad vi ville, vi skulle bare blive på stedet for at være standby.

De fleste af mine kolleger var i begyndelsen af 20’erne og stadigvæk legebørn, så nogle gange lavede vi “børneaktiviteter”, når der ikke var noget at lave. Der blev skudt præcisionsskydning med operationshandsker, hvem kunne fx ramme rullen med tape gennem hullet i en lårrem, og netop den disciplin var én af amerikanerne blevet rigtig god til. Vi havde også en trådløs helikopter, som fløj rundt mellem operationslamperne, og der blev lavet flotte tegninger på operationslejet. Vi foretog også små gymnastiske øvelser, som ikke krævede meget plads. Den helt store dille på hospitalet var at lægge puslespil; det gik der mange timer og dage med. Vi læste også bøger, spillede kort, snakkede om vores forskellige kulturer og så film, hvilket vi brugte en del tid på. Man skulle kunne finde ud af at kede sig og så pludselig at være på, fra det ene øjeblik til det andet.

Når tiden nærmede sig kl. 12.15, var vi klar til at smutte ud i det omkringliggende samfund i Camp Bastion. Vi skulle have noget at spise og ordne de andre private ting og gøremål, vi havde. I Danmark ville det være småting, men her kunne vi få det til at fylde. Vigtigst af alt var at cykle en tur ned i “Kuffen”, som var vort samlingssted. Stedet havde terrasse, TV-stue, køkken m.m. Kuffen var drevet af KFUM, her hængte vi ud, smed jakken, solede os, spiste kager, drak kaffe, ringede hjem, samlede kræfter til næste vagt eller bare nød selskabet med de andre danskere. Vi skulle også sørge for at fysisk træning blev passet ind i dagligdagen. Til det formål var der flere store haller og telte.

Kl. 18.15 begyndte vagten igen. Vi skulle gøre dagens operationsprogram færdig, vi delte os op i to teams, Team 1 og Team 2, som begge blev udstyret med en “kalder”, og når vi var færdige, tog vi hjem – for det meste ved 20.00 tiden.

De fleste soldater blev såret i dagtimerne, men af og til fik vi også skader af anden karakter. På et tidspunkt kom en patient ind med et slangebid, og han havde slangen med, forsvarligt anbragt i en plastikflaske med låg. Det viste sig at være en babyudgave af Afghanistans farligste slange. Patienten havde det heldigvis fint.

Vi havde også rigtig mange patienter med blindtarmsbetændelse. Når ca. 50.000 mennesker er samlet på ét sted, vil der også være behov for operation i forbindelse med “almindelige” sygdomme.

Når det ikke gik så godt

Blodtab var det vigtigste parameter at kontrollere og behandle. På operationsstuen havde vi en maskine, som kunne tilføre 500 ml blod/plasma til kroppen på 1 minut. Vi havde det blod, vi skulle bruge samt et reservekorps, som kunne donere mere akut. Vi var i stand til hurtigt at skaffe os adgang til hjertet for at give hjertemassage med hånden, og vi kunne lukke af for blod til arme og ben og til de organer, som kunne undvære blod i kortere tid, så hjernen i stedet kunne få dét, den havde brug for.

Vi oplevede mange rædsler i Afghanistan. Store stærke unge mænd som kom så slemt til skade, at de blev mærkede for livet og måtte leve et liv med meget store fysiske handicaps. Skaderne var ofte sket på flere legemsdele, især hvis det var en IED (landmine), som soldaten ved et uheld havde trådt på. Somme tider tænkte jeg på, hvad det var for et liv, der ventede dem! Men hvem kunne dømme, om et liv var værdigt at leve, og om man kunne opnå livskvalitet med de omfattende funktionsnedsættelser de fik; det kunne kun den enkelte vurdere.

Der var flere børn, som ikke havde været så heldige. De var uskyldige ofre i en krig, og de havde blot været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og det var barske ting, vi var vidner til.

Jeg undrede mig over, hvorfor vi overhovedet ikke så nogen kvinder på felthospitalet. En enkelt pige var blevet indbragt, men ellers var det meget almindeligt, at kvinderne ikke fik adgang til de få ydelser, der var i det afghanske sundhedsvæsen. Det må være, fordi kvinders liv ikke er meget værd på de kanter.

Når alt håb var ude

Desværre havde vi flere patienter, som ikke overlevede. Skaderne kunne være så store, at man ikke kunne overleve. Jeg så flere unge mænd blive erklæret døde på operationslejet. Alle fik dog en kæmpe chance for at blive reddet, for vi gjorde alt, hvad der var muligt for at redde deres liv.

Vi havde en britisk feltpræst på hospitalet. Han havde sin daglige gang her og kendte os alle. Han var der for patienterne og for os. Han havde en evne til altid at være der, når situationen blev kritisk. Han stod i baggrunden inde på operationsstuen og fulgte med i det stille. Når alt håb var ude, og der ikke var mere at gøre, så blev patienten erklæret død, og præsten trådte frem. Alle på stuen, ofte var der 30-40 personer, stoppede op, og man bøjede hovedet og foldede hænderne, mens præsten bad en bøn. Det var meget, meget værdigt og også meget højtideligt. Enkelte kneb en tåre. I en sådan situation spurgte jeg ofte mig selv: “Hvad fanden laver vi her, er det dét værd?” Men det er dét; set i den store sammenhæng, og herinde på operationsstuen vidste jeg, at jeg havde gjort en forskel!

Når en afghaner døde blev der sørget for, at vedkommende kom hjem og blev begravet. Når en ISAF- soldat (NATO-kommandoen i Afghanistan) døde, blev der afholdt en højtidelighed for hele basen. Her var mange, mange mennesker samlet. Alle, som havde mulighed for at deltage, var der. Vi stod ret, gjorde honnør, og der blev talt om den døde, så vi fik en fornemmelse af, hvem personen var. Når man som jeg havde været involveret i kampen for at redde soldatens liv, kunne jeg ikke undgå at blive berørt af situationen.

Ceremonien for den afdøde var meget højtidelig og respektfuld, der blev afspillet musik og affyret kanoner – det var en fin og værdig afsked.

Afghanerne skal selv overtage

Den internationale styrke under ISAF har været involveret i kampene i de sidste 10 år, men nu er man ved at træne og monitorere den afghanske hær. Det er meningen, at afghanerne selv skal overtage styringen af landet og behandlingen af deres egne sårede, men vi har været der og betydet noget for andres liv, på den ene eller anden måde.