I redaktionen på Klinisk Sygepleje er vi så heldige at modtage en strøm af manuskripter til vurdering. Vi modtager videnskabelige, faglige og teoretiske artikler samt essays. De fleste er heldigvis velskrevne, og forfatterne har læst og fulgt den guideline, der ligger på tidsskriftets hjemmeside. Der er dog også nogle, som kræver en lidt større redigering, før de kan publiceres. Desværre har vi ikke kapacitet til at redigere manuskripter så detaljeret, og derfor anbefaler vi af og til forfattere at få hjælp til sidste gennemskrivning af en sprogkyndig.

En gang imellem diskuterer vi i redaktionsgruppen, om vi er for rigide i vores opfattelse af, hvad en velstruktureret og velskreven tekst er. I hvilken grad skal en artikel fx følge IMRAD- strukturen (akronym for Introduction, Method, Results And Discussion), og hvor “snørklet” må en artikel være skrevet?

Generelt har vi den opfattelse, at IMRAD i mange tilfælde resulterer i læsevenlige artikler, der er lette at følge, mens knudrede opbygninger ikke nødvendigvis får teksters budskab til at fremstå overbevisende. Med en let omskrivning mener vi, at ’dunkelt skrevet er dunkelt tænkt’ og opfordrer alle til at skrive, så det kan forstås uden at forfalde til overdreven friskhed. Det er svært at skrive, for det forudsætter, at man tænker systematisk, og når ordene viser sig på skærmen, kan det pludselig blive synligt, hvor springende en tankegang tekstens forfatter har. Hvem har ikke prøvet at sidde og stirre på den hvide skærm uden at kunne formulere en eneste brugbar sætning? Måske har man oven i købet læst i timevis for at forberede den tekst, der nu gerne skulle stykkes sammen. Alligevel vil sætningerne ikke danne sig. Nogle taler ligefrem om, at de har en ’skriveblokering’ eller ’angst for det hvide papir’. Begge dele kan være besværlige at lide af, navnlig hvis en væsentlig del af ens job faktisk består i at skrive tekster af forskellig art. Måske kan det hjælpe at tage væk fra alt, hvad der forstyrrer. Man kan opsøge et skriveeksil i et sommerhus, et refugium eller en lejlighed med havudsigt under varmere himmelstrøg. Helst skal det være et sted, hvor maden serveres tre gange dagligt, uden at man behøver at løfte en finger. Så kan man virkelig koncentrere sig om at skrive. Men kan det være rigtigt, at det skal være nødvendigt at forskanse sig for at kunne meddele sig på skrift? Måske bør vi snarere arbejde på at afmystificere det at skrive, så det i højere grad bliver en aktivitet, der er integreret i det daglige arbejde og ikke forudsætter særligt uforstyrrede omgivelser. Måske er det heller ikke hensigtsmæssigt at have en skarp adskillelse mellem at læse (først) og skrive (bagefter). Ved løbende at skrive kan man strukturere sine tanker og opdage, hvor der evt. mangler belæg og argumenter, som forudsætter, at man læser mere. En dygtig skribent vil ofte være en flittig læser, for læsning kan ikke alene bidrage med viden, men også med sproglig afsmitning så læseren opfanger ord og sætningskonstruktioner, der lagres og kan trækkes frem, når man selv skriver.

I håb om at lette skriveprocessen og inspirere nye forfattere har vi på Klinisk Sygepleje besluttet at afholde et skrivekursus d. 28.8.2014 kl. 16.00-18.30, hvor det vil være muligt at få indblik i antagelses- og redigeringsprocessen. Tilmelding via Klinisk Sygeplejes hjemmeside.