I artiklen Lidelse som en skygge? – et aspekt i livet med kronisk sygdom beskrives livet med en kronisk sygdom som værende en lidelse, der kaster skygge over livet – en skygge, man altid har med sig. En skygge, der fortrænger lyset og livet, og hvor mørket opleves truende og angstprovokerende.

Artiklens informanter – patienterne – fortæller om, hvordan denne skygge opleves som et kaos af følelser og tanker, og om hvordan de prøver at komme i overensstemmelse med sig selv i livet med den kroniske sygdom.

Grundlæggeren af den analytiske psykologi Carl Gustav Jung har beskrevet skyggen som menneskets anden side, der ganske vist er usynlig, men dog hører uadskilleligt til menneskets psykiske totalitet og er forbindelsen mellem jeget og det ubevidste. Mennesket behøver en dyb skygge for at kunne fremtræde som et helt menneske.

I kunst og navnlig i litteraturen er skyggen et ofte bearbejdet tema. I dansk litteratur er en af de mest raffinerede behandlinger af skyggen H. C. Andersens eventyr Skyggen fra 1847. Eventyret handler om en lærd, klog ung mand fra det kolde nord, der er flyttet til de hede lande. En aften sidder han på sin altan, inde i stuen brænder lyset, så skyggen af ham går over på genboens væg. Når han rører sig, rører skyggen sig også, „for det gjør den. Nu skulle Skyggen være saa snild og gaae indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde seet! Ja Du skulde gjøre Gavn! sagde han i Spøg“. Skyggen flytter over til genboen, og først mange år senere kontakter skyggen igen den lærde unge mand og fortæller, at hos genboen „lærte jeg at kjende min inderste Natur, mit Medfødte, det Familieskab, jeg havde med Poesien“. På grund af den lærdes dårlige helbred rejser de sammen til et bad: „Skyggen var da Herre og Herren var da Skygge“.

Kan eventyret fortælle os noget om, hvad det vil sige at leve med skyggen?

Som Jung lærte os, er skyggen forbindelsen mellem jeget og det ubevidste, og hvis man tør trænge ned i det mørke ubevidste, kan det give indsigt i den inderste natur, det medfødte og det familieskab, man er runden af. „Enhver følges af sin skygge, men jo mindre denne er legemliggjort i individets bevidste liv, desto sortere og tættere er den,“ skriver Jung i Psychologie und Religion.

Patienterne i artiklen oplever, at skyggen i nogle situationer er mørk og skarp, i andre grå og utydelige. Men de oplever også, at åbenhed kan være en lettelse og give anledning til, at lyset kan trænge ind gennem skyggen og give mulighed for, at man kommer i overensstemmelse med sig selv.

Det viser sig, at lidelsen – skyggen – indeholder både livsfænomener (livshistorien, det medfødte og familieskabet) og personens følelsesliv, og kontakten med disse livsfænomener og følelseslivet bliver en vigtig del af det fremtidige meningsindhold i patienternes videre liv.

Man kan møde sin skygge på mange måder: I en indre symbolsk form, der personificerer enkelte eller flere psykiske egenskaber hos personen. Eller man kan møde sin skygge i det ydre ved stress og sygdom.

At få kontakt med skyggen og det ubevidste er uden tvivl hårdt og anstrengende arbejde, for mange en voldsom angstprovokerende situation. Gennem dette arbejde kan det lykkes, at skyggen bliver herren, og herren bliver skygge, at man får legemliggjort sin skygge og kommer i overensstemmelse med sig selv. Ja, skyggen kan gøre gavn både hos sygeplejersker og patienter.