Velkommen til en ny årgang af Klinisk Sygepleje.

Fra 2007 er samarbejdet mellem Norsk Gyldendal Akademisk og Klinisk Sygepleje ophørt. Det er lidt ærgerligt, at et godt og udviklende samarbejde er afbrudt nu, hvor tidsskriftet af det norske Universitets- og Høgskoleråd er godkendt på niveau

1. Der er dog det lyspunkt, at vi stadig har Anners Lerdal i redaktionsgruppen.

I dette år fortsætter vi med temaerne palliation, sygepleje, omsorg og rehabilitering til mennesker, der har eller har haft cancer.

I artiklen Rehabilitering og kræft i et kritisk perspektiv beskriver forfatterne, at overgangen fra behandlingsliv til hverdagsliv er vanskelig pga. mange og langvarige senfølger af behandlingen. Patienten er måske kræftfri, men føler sig absolut ikke rask. En grundlæggende tanke i rehabiliteringen af mennesker med kræft er, at mennesket selv skal lære at håndtere følgerne af sygdommen, er moralsk forpligtet til egenrehabilitering og skal vende tilbage til et normalt liv.

Den sundhedsfaglige diskurs ændrer sig fra syg – hjælpes – rask til i rehabiliteringsdiskursen at hedde syg – hjælpes – „som om“ rask.

Forfatterne anbefaler, at sundhedspersonalet reflekterer over og vurderer de rehabiliteringstiltag, der sættes i gang.

I artiklen Fatigue in cancer patients – challenges in assessment and treatment konkluderer forfatteren, at fatigue er en overset dimension i behandlingen og plejen af cancerpatienter, hvilket medfører mange negative konsekvenser for patienterne. Det er et område, der kræver, at sygeplejerskerne tilegner sig mere viden, får bedre forståelse for fænomenet og giver det større opmærksomhed i den kliniske praksis.

I artiklen Det relationelle møde og relationskompetence skriver forfatterne, at det fordrer en særlig kompetence at etablere et godt møde – en kompetence, der benævnes relationskompetencen. Sygeplejersker skal have faglige kompetencer, personlige kompetencer, sociale kompetencer og forandringskompetencer samt nu også relationskompetencer. Relationskompetencen er evnen til at samhandle og magte samværet med mennesker, der er syge og lidende, og det er evnen til at erkende det unikt individuelle ved et andet menneske.

Ordene kompetence og læring er fremtrædende i den sygeplejefaglige diskurs. I stikordsregisteret i bogen Læring i sundhedsvæsenet kan man se, at følgende kompetencer er beskrevet: gruppekompetence, handlekompetence, klinisk kompetence, kommunikativ kompetence, kompetenceniveauer, omsorgskompetence, praktikerkompetence, refleksiv kompetence, situeret kompetence og studiekompetence. Og der findes lige så mange former for læring. I stedet for ordet kompetence kan man sætte ordet læring: gruppelæring, situeret læring osv.

Man kan spørge: Hvordan mon man adskiller disse læringsformer og kompetencer, hvor går grænsen for den ene form for læring, og hvor begynder den anden, og hvad skal man kunne for at beherske situeret kompetence eller relationskompetence – og hvad er forskellen mellem de to kompetenceformer?

Og hvilken læring og hvilke kompetencer skal man tilegne sig for at kunne vurdere effekten af rehabiliteringen af cancerpatienter eller give cancerpatienter, der lider af træthed og udmattelse større opmærksomhed i den daglige praksis?